Højesteret slår fast: Ikke godtgørelse for forskelsbehandling til person, som ikke havde søgt om ansættelse

Sagen angik en virksomhed, som indrykkede en annonce på Jobnet, hvor virksomheden søgte en mystery shopper. Det fremgik af virksomhedens hjemmeside, som annoncen henviste til, at man ikke kunne påtage sig jobbet som mystery shopper, hvis man var tildelt fleksjob.

Det fik en fleksjobbber til at spørge virksomheden, hvorfor man ikke kunne blive mystery shopper, når man var i fleksjob. Virksomheden svarede, at virksomhedens setup ikke var foreneligt med brug af fleksjobbere.

Fleksjobberen, der ikke havde søgt stillingen, rettede herefter et krav på godtgørelse mod virksomheden for forskelsbehandling på grund af handicap efter forskelsbehandlingsloven.

Sagen angik for Højesteret, hvorvidt fleksjobberen, der altså ikke havde søgt stillingen, var berettiget til en sådan godtgørelse.

Højesteret fandt indledningsvist, at godtgørelse i medfør af forskelsbehandlingslovens § 7, stk. 1, for krænkelse af en persons rettigheder efter forskelsbehandlingsloven i forbindelse med ansættelse, jf. lovens § 2, stk. 1, som udgangspunkt må forudsætte, at den pågældende har ansøgt om ansættelse hos arbejdsgiveren.

Spørgsmålet var herefter, hvorvidt der var grundlag for at fravige dette udgangspunkt, hvilket Højesteret ikke fandt var tilfældet.

Højesteret henviste blandt andet til, at fleksjobberens henvendelse til virksomheden fremstod som en generel forespørgsel om, hvorfor virksomheden ikke ville ansætte personer, der var visiteret til fleksjob.

Fleksjobberen henviste hverken i henvendelsen eller i den efterfølgende mailkorrespondance til den ledige stilling, der var opslået på Jobnet. Virksomhedens svar til hende angik heller ikke den ledige stilling, der var opslået på Jobnet.

Højesteret fandt herefter, at det måtte lægges til grund, at fleksjobberen ikke havde ansøgt om ansættelse i en stilling hos virksomheden, og Højesteret fandt videre, at der ikke under de anførte omstændigheder var grundlag for at fravige udgangspunktet om, at godtgørelse i medfør af forskelsbehandlingsloven forudsætter, at den på gældende har ansøgt om ansættelse hos arbejdsgiveren.

På den baggrund tiltrådte Højesteret, at fleksjobberen ikke skulle tilkendes en godtgørelse efter forskelsbehandlingslovens § 7, stk. 1, jf. § 2, stk. 1.