Sagen vedrørte et særegent tilfælde, hvor en nu forhenværende advokat havde anket en skattesag til Højesteret, hvilket var i fundamental modstrid med den aftale, advokaten havde med sin klient, idet det var aftalt, at sagen skulle hæves for landsretten. Advokaten havde sågar nedlagt nye påstande.
Da klienten blev opmærksom på, at advokaten i stedet havde anket sagen, hævede klienten sagen, og spørgsmålet var herefter, hvem der skulle bære de omkostninger, Skatteministeriet havde afholdt i ankesagen.
Begge parter var enige om, at det måtte være advokaten, der skulle bære sagsomkostningerne, jf. retsplejelovens § 319, der har følgende ordlyd:
”Advokater og andre rettergangsfuldmægtige kan ifølge modpartens påstand under sagen pålægges at bære de omkostninger, som de ved pligtstridig opførsel har forårsaget.”
Den forhenværende advokat svarede ikke i sagen, der endte med, at Højesteret dømte ham til at betale 178.771,38 kr., hvilket var i overensstemmelse med Skatteministeriets opgørelse. Ministeriet havde vedrørende spørgsmålet om erstatningen anført:
”at det lovbestemte culpaansvar efter retsplejelovens § 319 medfører, at erstatningen for de forvoldte omkostninger skal fastsættes efter dansk rets almindelige regler til det økonomiske tab – i denne sag svarende til 178.771,38 kr. til dækning af advokatudgifter. Advokatarbejdet for Højesteret har navnlig omfattet gennemgang af ankestævning, udarbejdelse af ankesvarskrift, forberedelse af og deltagelse i telefonisk retsmøde, gennemgang af ankereplik, udarbejdelse af ankeduplik, gennemgang af processkrift I, udarbejdelse af processkrift A, korrespondance vedrørende sagens behandling og arbejde afledt af, at sagen er blevet hævet.”
Højesteret lagde til grund, at den forhenværende advokat havde anket sagen til Højesteret uden klientens kendskab og i strid med instruksen om at hæve sagen for landsretten. Der var således ikke tvist om dette spørgsmål, herunder at klienten ikke vidste, at sagen blev anket.
Højesteret kunne herefter dårligt nå til en anden afgørelse, end at den forhenværende advokat herved havde udvist en sådan pligtstridig adfærd, at han skulle bære de omkostninger, som han derved havde påført Skatteministeriet, jf. retsplejelovens § 319. Erstatningen blev, som sagen er refereret, fastsat i henhold til det krav, Skatteministeriet havde gjort gældende.
Højesteret bemærkede endvidere, at der var enighed mellem parterne om, at klienten ikke skulle pålægges at betale sagsomkostninger for Højesteret. Spørgsmålet er herefter, hvilken betydning det potentielt kunne have haft for klientens hæftelse, hvis der ikke havde været denne enighed.
Sagen er umiddelbart enestående, da den har et helt unikt sagsforløb, men sagen illustrerer, hvor vigtigt det er, at der foreligger klare aftaler omkring ankeforhold, uanset om det aftales, at en sag skal ankes eller ej.