Forhøjelse af momstilsvar – Reminder fee

Sagen angik, om et gebyr (benævnt "reminder fee"), som selskabet havde opkrævet hos forbrugeren, var et momspligtigt vederlag for levering af en ydelse, jf. momslovens § 4, stk. 1. Landsskatteretten fandt, at gebyret ikke blev opkrævet som følge af en misligholdelse af den indgåede aftale mellem selskabet og forbrugeren, men derimod var udtryk for forbrugerens valg af betalingsmåde, i lighed med Landsskatterettens kendelse af 2. december 2005, offentliggjort som SKM2005.529.LSR. Forbrugerens betaling af gebyret var desuden hverken frivillig eller upåregnelig og var heller ikke vanskelig at værdiansætte eller usikker, jf. EU-Domstolens sag C-43/19 (Vodafone Portugal), præmis 43 og 44. På denne baggrund fandt Landsskatteretten, at selskabets opkrævning af gebyret hos forbrugerne udgjorde den faktiske modværdi for den ydelse, som selskabet leverede i henhold til den indgåede aftale mellem selskabet og forbrugeren. Vederlaget var dermed momspligtigt, jf. momslovens § 4, stk. 1. Dette blev understøttet af selskabets økonomiske virkelighed, idet selskabet anvendte en forretningsmodel, hvor selskabets indtægter ved gebyrer udgjorde 74-80 % af omsætningen. Salgsmomsen skulle opgøres som 20 % af omsætningen vedrørende gebyret og ikke som 25 % af omsætningen, som Skattestyrelsen havde gjort i den påklagede afgørelse. Landsskatteretten ændrede derfor delvist Skattestyrelsens afgørelse (dissens).

Momslovens § 4, stk. 1

-

Klagen skyldes, at Skattestyrelsen har forhøjet selskabets momstilsvar med samlet 6.198.986 kr. for perioden 1. marts 2017 til 31. december 2017, idet Skattestyrelsen har anset selskabets gebyr - "reminder fee" - opkrævet som følge af forbrugerens manglende rettidige betaling som momspligtigt vederlag, jf. momslovens § 4, stk. 1.

Landsskatteretten ændrer delvist Skattestyrelsens afgørelse.

Faktiske oplysninger
H1 A/S (herefter benævnt selskabet) er registreret i Det Centrale Virksomhedsregister, CVR, med branchekode "62000 Computerprogrammering".

I den omhandlede periode bestod selskabets aktiviteter i udvikling og salg af softwaresystemer til netbutikker, der hovedsageligt havde salg til privatpersoner. Softwaren blev anvendt til kreditvurdering i forbindelse med et køb, i det omfang en forbruger ønskede at indgå en aftale med en netbutik om et køb på afbetaling (en kreditaftale), hvor selskabet blev valgt som betalingsmåde.

Forbrugeren skulle acceptere selskabets almindelige forretningsbetingelser, førend kreditaftalen kunne indgås. Selskabet foretog herefter en kreditvurdering af forbrugeren og tilbød forbrugeren en "kreditramme", som kunne anvendes som betalingsmiddel i de butikker og webshops, som selskabet samarbejdede med. 

På det tidspunkt, hvor forbrugeren gennemførte købet, fik netbutikken en fordring mod forbrugeren på sit tilgodehavende.

Denne fordring videresolgte netbutikken til selskabet, som blev ny kreditor over for forbrugeren. Forbrugeren kunne herefter alene betale med frigørende virkning til selskabet.

Selskabets køb af fordringer blev gennemført til enten kurs pari eller underkurs (factoring).

Med virkning fra den 1. marts 2017 ændrede selskabet sin forretningsmodel. Det fremgår af et tilsagn, der er givet til Forbrugerombudsmanden, og som selskabet har underskrevet den 28. februar 2017. Ifølge tilsagnet forpligtede selskabet sig til at ophøre med at opkræve gebyrer hos forbrugerne for at hæve forsinkede betalinger på forbrugernes betalingskort.

Selskabet indførte herefter sin nye forretningsmodel med det i sagen omtalte "reminder fee". Ifølge denne model tilbød selskabet stadig et rente- og gebyrfrit kreditprodukt. Hvis forbrugeren ikke betalte den månedlige ydelse ved forfald, sendte selskabet en reminder til forbrugeren og tilskrev i den forbindelse et reminder fee på 39 kr. Såfremt forbrugeren stadig ikke betalte, opkrævede selskabet 100 kr. for de efterfølgende to rykkerskrivelser (ikke omfattet af denne sag).

Med indførelsen af den nye forretningsmodel blev selskabets forretningsbetingelser samtidig opdateret. Af de almindelige forretningsbetingelser, gældende fra den 15. marts 2017, fremgår blandt andet følgende:

"Almindelige forretningsbetingelser for H1 kredit

1. Indledende vilkår og definitioner

1.1. Disse almindelige forretningsbetingelser for H1 kredit (herefter "betingelserne") er gældende for indgåelse af en kreditaftale med H1 A/S, CVR-nr. […], (herefter "H1") som kreditgiver og en forbruger som kreditmodtager (herefter "debitor").

1.2. De til enhver tid gældende betingelser fremgår af www.[...]. H1 forbeholder sig retten til at ændre i betingelserne i overensstemmelse med punkt 8.1.

1.3. Ved køb med H1 som betalingsmåde sørger H1 for at betale købesummen til butikken eller webshoppen på vegne af debitor. H1 er ikke ansvarlig for et salg i en butik eller på en webshop, herunder for aftalens opfyldelse, hvor der betales med H1. Alle reklamationer og henvendelser i anledning af købet skal derfor rettes til den pågældende sælger (webshop/butik) og ikke til H1.

1.4. H1 er berettiget til - uden debitors samtykke - at overdrage sine rettigheder og forpligtelser i forhold til debitor til en tredjepart, herunder samtlige fordringer, som H1 har over for debitor.

2. Ansøgning om kredit

2.1. H1 foretager en kreditvurdering af debitor, før der indgås en kreditaftale. Debitor skal være fyldt 18 år, må ikke være under værgemål, skal have dansk personnummer og folkeregisteradresse i Danmark for at blive kreditgodkendt. En kreditgodkendelse afgøres udelukkende af H1.

2.2. Ved valg af H1 som betalingsmåde giver debitor tilladelse til, at H1 må indhente oplysninger om debitors kreditværdighed til brug for kreditvurderingen.

3. Kreditaftalen

3.1. Hvis debitors kreditansøgning bliver godkendt, yder H1 debitor en kredit op til et bestemt indgås der en kreditaftale mellem H1 og debitor. Kreditaftalen indeholder en beskrivelse af, hvilken kreditramme ("kreditramme") debitor får stillet til rådighed af H1. Debitor kan benytte H1 som betalingsmåde inden for den tildelte kreditramme til køb på de butikker og webshops, der samarbejder med H1. Kreditrammen er personlig og må kun bruges af debitor. Debitors aktuelle kreditramme oplyses i forbindelse med hvert enkelt køb og fremgår til enhver tid på debitors side på "Mit H1".

[…]

3.3. Det samlede kreditbeløb udgør summen af de foretagne køb inkl. eventuelle renter og gebyrer med fradrag af de foretagne afbetalinger ("kreditbeløbet"). Når debitor har foretaget et køb med H1 som betalingsmåde, skal debitor afdrage beløbet med minimum 1/24 del eller 1/36 del hver måned afhængig af den kreditramme, som debitor har for stillet til rådighed ("den månedlige ydelse"). Debitor kan dog vælge en kortere løbetid ved selv at indbetale et højere månedligt beløb. Den månedlige ydelse, som debitor skal betale, kan kun stige ved at debitor foretager nye køb med H1, og kan kun falde ved at debitor refunderer en vare til den webshop eller butik, hvor varen er købt. Betalingen af den månedlige ydelse sker i overensstemmelse med pkt. 5. Nye køb, der foretages efter den 19. i måneden, vil først blive indregnet i den månedlige ydelse for den efterfølgende måned.

[…]

3.5. Debitor har ret til helt eller delvist at tilbagebetale kreditbeløbet til enhver tid uden omkostninger. Dette gøres ved, at debitor logger ind på "Mit H1" og via sin netbank indbetaler "Saldo i kr." til den på "Mit H1" oplyste FI-kode.

4. Køb med H1

4.1. Første gang debitor benytter H1 som betalingsmåde, skal debitor indtaste sine betalingskortoplysninger.

[…]

5. Betalingsvilkår

5.1. Den månedlige ydelse forfalder til betaling den 20. i hver måned.

5.2. Debitor har mulighed for at betale sin månedlige ydelse uden renter og uden andre omkostninger ved at betale den månedlige ydelse via debitors netbank under anvendelse af det elektroniske indbetalingskort (med FI-kode), der fremgår af debitors side på "Mit H1".

5.3. Hvis debitor ikke har betalt sin månedlige ydelse senest på forfaldsdagen, forbeholder H1 sig retten til at opkræve renter og rykkergebyrer i overensstemmelse med renteloven. Endvidere har debitor accepteret, at H1 har ret til at forsøge, at tilmelde den månedlige forfalden ydelse til Nets Betalingsservice. Dette sker for at undgå, at den forfaldne ydelse inddrives via inkasso, med yderligere omkostninger til følger for debitor. Der er tale om en enkelt betaling via Nets Betalingsservice, og ikke en tilbagevendende betaling.

6. Kommunikation med debitor

6.1. Kommunikation om aftaleforholdet sker via debitors "Mit H1". Hver gang H1 sender en besked til debitor i "Mit H1", vil H1 samtidig sende en email og/eller en SMS til debitor om, at der er kommet en ny besked til debitor i "Mit H1".

[…]"

I forbindelse med sagens behandling ved Landsskatteretten har selskabets repræsentant fremlagt et eksempel på, hvordan selskabets setup så ud fra den 1. marts 2017. Det er beskrevet som følger:

"Før den 1. i en måned: Kunden køber en vare gennem en af de tilknyttede webshops og vælger betaling via H1.

Den 1. i måneden: H1 sender en opkrævning af kundens indbakke i "Mit H1".

H1 sender samtidig en e-mail til kunden om, at der er kommet ny post i "Mit-H1". Det fremgår af opkrævningen, at forfaldsdatoen er den 20. i måneden, samt at H1 tilskriver et reminder fee på kr. 39, hvis kunden ikke har betalt den månedlige ydelse til tiden.

Den 20. i måneden: Den månedlige ydelse forfalder til betaling.

Den 21. i måneden: Hvis kunden ikke har betalt rettidigt, sender H1 en rykkerskrivelse til kundens indbakke i "Mit H1".

H1 sendte samtidig en e-mail til kunden om, at der er kommet ny post i "Mit H1".

Det fremgik af rykkerskrivelsen, at der er blevet tilskrevet et reminder fee på kr. 39 som følge af den forsinkede betaling.

Rykkergebyret blev derfor ikke tilskrevet i forbindelse med H1s forsøg på at hæve betaling fra kundens betalingskort, men derimod udelukkende som følge af kundens manglende betaling, og til dækning af H1s omkostninger forbundet med fremsendelse af rykkerskrivelse til kunden den 21. i måneden, jf. procesbeskrivelsen ovenfor."

I perioden fra 1. marts 2017 til 30. november 2017 modtog forbrugeren en e-mail, hvori forbrugeren fik oplyst, at der var post i "Mit H1". Fra den 1. december 2017 har forbrugeren modtaget posten direkte som e-mail. Repræsentanten har fremlagt et eksempel på en besked, der er indkommet i "Mit H1". Af eksemplet fremgår følgende tekst:

"Hej […]
Du kan helt gratis indbetale denne måneds ydelse via din netbank. Ydelsen finder du under "Oversigt" i "Mit H1". Forfaldsdatoen er den 20. i denne måned.

Hvis du ikke har indbetalt din månedlige ydelse, tilskrives et reminder fee på 39 kr., som H1 vil forsøge at hæve sammen med ydelsen på dit betalingskort den sidste bankdag i måneden.

Venligst […]"

Videre er der fremlagt et eksempel på en reminder fra selskabet, som følge af at forbrugeren ikke har betalt rettidigt den 20. i måneden. Af denne reminder fremgår følgende:

"Hej […]

Vi kan se, at du ikke har indbetalt denne måneds ydelse via din netbank senest den 20. i denne måned i henhold til din H1 aftale. Vi har derfor tilskrevet et reminder fee på 39 kr.

Det nye beløb til betaling findes på fanen "Min konto" på "Mit H1" og skal være betalt senest 10 dage fra dags dato for at sikre dig mod yderligere reminder fee. […]"

Endelig er der fremlagt et eksempel på en oversigt over en forbrugers saldo, som forbrugeren kan tilgå ved at logge ind på "Mit H1". Af oversigten fremgår blandt andet følgende:

"Saldooversigt

Sø- og Handelsretten har ved dom af […], vedrørende selskabets anvendelse af reminder fee på 39 kr. udtalt blandt andet følgende:

"[…]
Sø- og Handelsrettens begrundelse og resultat
[…]
Reminder-gebyret
Den fremgangsmåde, som H1 benyttede i relation til reminder gebyret på 39 kr., bestod efter det fremkomne i, at H1 den 1. i måneden efter webshoppens afsendelse af produktet til forbrugeren stilede en besked til forbrugeren i dennes indbakke i »Mit H1«. Beskeden indeholdt blandt andet en påmindelse om den ydelse, der skulle betales den 20. i samme måned, og at H1 ville tilskrive et gebyr på 39 kr., hvis kunden ikke betalte sin ydelse til tiden. H1 sendte samtidig en e-mail til forbrugeren (notifikation) om, at der var kommet ny post i. Hvis forbrugeren ikke betalte rettidigt den 20. i måneden, stilede H1 den 21. i måneden (eller næstkommende hverdag) forbrugeren en reminder i forbrugerens indbakke i og sendte samtidig en e-mail til forbrugeren (notifikation) om, at der var kommet ny post i. Det fremgik af denne reminder, at H1 ville forsøge at hæve det skyldige beløb på forbrugerens betalingskort, hvis denne ikke havde betalt det skyldige beløb inden 8 dage.

Det er rettens opfattelse, at det var karakteristisk for denne fremgangsmåde, at reminderen til forbrugeren forblev på H1s hjemmeside under et domæne, der tilhørte H1, og at det - uanset kundens forudgående accept af H1s forretningsbetingelser og uanset den til kunden fremsendte notifikation i form af en e-mail - dermed ikke behørigt blev sikret, at reminderen nåede frem til kunden. Reminderen kan derfor ikke anses for at være fremsendt, jf. rentelovens § 9 b. Oplysningerne om benyttede fremgangsmåder af andre virksomheder på disses selvbetjeningstjenester, jf. bilag V, kan ikke føre til nogen anden vurdering.
[…]

Påbud om tilbagebetaling af reminder fee. Påstand 9
Det fremgår, at Forbrugerombudsmanden i perioden marts til juni 2017 modtog fire klager over H1s reminder fee, som H1 introducerede pr. 28. februar 2017. Den 10. juli 2017 skrev Forbrugerombudsmanden til H1s advokat og anførte, at dette gebyr efter Forbrugerombudsmandens opfattelse var i strid med renteloven, god markedsføringsskik og det tidligere tilsagn af 28. februar 2017. Forbrugerombudsmandens brev blev imødegået af H1 ved brev af den 12. juli 2017. Parterne korresponderede herefter yderligere om spørgsmålet frem til den 17. juli 2017, hvor H1s advokat besvarede nogle spørgsmål fra Forbrugerombudsmanden og sluttede sit brev med at tilkendegive H1s velvilje til at indsende yderligere dokumentation og besvare spørgsmål.

I perioden fra 17. juli 2017 og til Forbrugerombudsmandens processkrift II af 4. december 2017, hvor Forbrugerombudsmanden nedlagde nye påstande med henvisning til H1s reminder fee, kommenterede Forbrugerombudsmanden ikke H1s reminder fee-model. Det er ubestridt, at H1 i tilknytning til Forbrugerombudsmandens processkrift II ændrede fremgangsmåde, således at den hidtidige reminder fee-model blev opgivet.

Under disse omstændigheder finder retten, at et påbud om tilbagebetaling i henhold til markedsføringslovens § 24, stk. 1, ikke vil stå i rimeligt forhold til de stedfundne opkrævninger. Tilbagebetaling skal derfor kun finde sted efter krav fra en enkelte forbruger.

H1 frifindes derfor for Forbrugerombudsmandens påstand 9."

Skattestyrelsen har opgjort den udgående afgift af selskabets reminder fee til samlet 6.198.986 kr. for perioden 1. marts 2017 til 31. december 2017. Den udgående afgift er opgjort på baggrund af en resultatopgørelse vedrørende reminder fee, som selskabet har fremlagt over for Skattestyrelsen. Af Skattestyrelsens afgørelse fremgår det, at selskabet oppebar en omsætning fra reminder fee på 9.225.337 kr. i 1. halvår 2017 og 15.570.610 kr. i 2. halvår 2017.

I indlæg af 4. juli 2023 har repræsentanten oplyst, at selskabet i 1. halvår 2017 havde en samlet omsætning vedrørende reminder på 9.760.998 kr. Som dokumentation herfor har repræsentanten fremlagt et udtræk fra selskabets system, hvoraf følgende fremgår:

I tillæg hertil har repræsentanten oplyst, at selskabets omsætning vedrørende reminder fee for perioden 1. marts 2017 til 30. juni 2017 kan opgøres til 9.760.998 kr. - 745.134 kr. (februar) = 9.015.864 kr. svarende til en samlet udgående afgift på 2.253.966 kr. for perioden 1. marts til 30. juni 2017.

Videre har repræsentanten anført, at den samlede udgående afgift for perioden 1. marts 2017 til 31. december 2017 kan opgøres til 2.253.966 kr. (1. marts - 30. juni 2017) + 3.892.652 kr. (1. juli 2017 - 31. december 2017) = 6.146.618 kr.

Af selskabets årsrapport for perioden 1. oktober 2016 til 30. september 2017 fremgår, at selskabet havde en samlet omsætning på 44.356.464 kr., hvoraf fees udgjorde 35.406.518 kr. Af årsrapporten for perioden 1. oktober 2017 til 30. september 2018 fremgår, at selskabets samlede omsætning udgjorde 54.371.035 kr., hvoraf fees udgjorde 40.399.564 kr.

Skattestyrelsens afgørelse
Skattestyrelsen har forhøjet selskabets momstilsvar med samlet 6.198.986 kr. for perioden 1. marts 2017 til 31. december 2017, idet Skattestyrelsen har anset selskabets gebyr - "reminder fee" - opkrævet som følge af forbrugerens manglende rettidige betaling som momspligtigt vederlag, jf. momslovens § 4, stk. 1.

Som begrundelse herfor har Skattestyrelsen anført blandt andet følgende:

"[…]
1.4. SKATs bemærkninger og begrundelse 

1.4.1 Momsmæssig aktivitet
[…]
Vi har godkendt H1s indstilling om, at afkøbet af fordringer er momspligtigt dels pga. indholdet i samarbejdsaftalen, dels pga. vilkåret om, at kreditrammen kun kan benyttes i net-butikker - hvilket får den til at adskille sig fra alm. lån.

I det omgang fordringerne ikke overtages fra netbutikkerne mod et vederlag (salg af adgang til software-modul betragter vi som en separat handel), betragter vi dog ikke aktiviteten som factoring.

Med henvisning til pkt. 1.2 kan vi ikke bekræfte, at vi momsmæssigt har behandlet deres aktivitet forskelligt efter, hvordan afkøb foregår: Når de afkøber til under kurs pari, er det momspligtig factoring, hvorfor vi momsbeskatter gevinsten.

Når de afkøber til kurs pari, er det ikke factoring. Så længe selskabet ikke har andre indtægter fra netbutikkerne, har vi ikke taget stilling til, om tilstedeværelsen af afkøb til under kurs pari (uafhængigt af omgangen) er nok til at samle hele aktiviteten med afkøb af fordringer under kategorien factoring. Når H1 har overtaget fordringen, er deres handel med netbutikken vedr. den pågældende fordring afsluttet; Deres efterfølgende aktivitet med inddrivelsesopgaven sker med privatkunden og involverer ikke netbutikken. På grundlag heraf betragter vi ikke H1’s salg af software som omfattende inddrivelsen efter overtagelsen af fordringen. Vi kan dermed ikke bekræfte opfattelsen, der kommer til udtryk i indsigelsesbrevet af 15. juni 2018:

>>SKAT opkræver i sit forslag til afgørelse moms af ''fortjenesten" på de fordringer, som af selskabet er købs til under kurs pari, og SKAT anerkender således, at selskabet udøver en momspligtig aktivitet med opkøb og inddrivelse af fordringer. <<

Vi har i forslaget netop behandlet inddrivelsen som en særskilt aktivitet adskilt fra den forudgående aktivitet med net-butikkerne.
Opsummeret mener SKAT, at H1’s udstedelse af kreditrammer er en separat hovedydelse, som momsmæssigt skal behandles efter, hvorvidt der er tale om levering mod vederlag.

Vi anvender benævnelsen "udstedelse af kreditramme", idet dette under sagsforløbet har været H1' s foretrukne benævnelse fremfor "udstedelse af lån".

Når vi siger "udstedelse af kreditramme", mener vi mere konkret aktiviteten mellem H1 og privatkunderne.

1.4.2 Administrationsgebyrer, rykkergebyrer og inkassogebyrer
Vi har ikke været uenige med H1 og revisor om, hvordan rykkergebyrer generelt skal behandles momsmæssigt, men derimod hvorvidt gebyrerne af 39 kr. skal betragtes som rykkergebyrer.

Gebyrerne af 39 kr. har af H1 under hele sagsforløbet været argumenteret som værende rykkergebyrer og dermed udenfor momslovens anvendelsesområde - dvs. uden salgsmoms og ekskluderet i opgørelsen af den delvise fradragsprocent.

Rykkergebyrer er, som H1 gentagne gange har henholdt sig til, defineret i renteloven. Moms­lovens regler styrer behandlingen af dem, når de først er klassificeret som rykkergebyrer. Når SKAT’s praksis siger, at en momsregistreret virksomhed ikke skal fradragsbegrænses, fordi den har indtægter i form af rykkergebyrer og inkassogebyrer, jf. SKM2003.541.LSR, er det fordi rykkergebyret er en integreret del af den momspligtige aktivitet og ikke en selvstændig aktivitet. Sagt med andre ord behandler SKAT rykkergebyret som den levering, det er knyttet til. Rykkergebyrerne opstår som følge af misligholdelse af en aftale - SKAT ser derfor på, hvad der er aftalt betaling for, inden anledningen til rykkeren opstår.

Sø- og Handelsretten har den […] afsagt dom mod H1 om netop gebyret af 39 kr.

Jf. pkt. 1.2 er vi uenige i påstanden om, at domme fra Sø- og Handelsretten ikke har betydning for den momsmæssige behandling af hhv. "autopay-" og "reminder"-gebyrer:

Dommen afviser uomtvisteligt gebyrerne af 39 kr. - både efter den gamle og den nye model - som rykkergebyrer efter Rentelovens § 9b, jf. […].

Domme truffet ved Sø- og Handelsretten har højere retskildeværdi end afgørelser truffet af SKAT, og vi har derfor taget Sø- og Handelsrettens dom til efterretning i nærværende forslag.

Retten har herefter pålagt H1 at tilbagebetale omtalte gebyrer efter markedsføringslovens § 24, stk. 1, nr. 2, jf. […] i kontrolperioden 1. januar 2015 - 28. februar 2017, da gebyrerne er opkrævet på ulovlig vis. Gebyrerne af 39 kr. opkrævet i perioden 1. marts 2017 - 31. december 2017 skal ikke betales tilbage efter § 24, stk. 1, nr. 2, men kun efter krav fra den enkelte forbruger.

Med henvisning til pkt. 2.1 er vi i et vist omfang enige i [navn udeladt]s henvisning til EU-dommes rammer for ulovlige transaktioner; Men princippet i f.eks. C-455/98, præmis 17 udtrykker, at hvis transaktionen må anses som værende ulovlig i alle EU-lande, kan de ikke være i konkurrence med tilsvarende lovlige transaktioner, og dermed falder de udenfor momsloven.

I situationen med H1 fortolker vi dette princip således, at i det omfang Sø- og Handelsrettens har krævet ubetinget tilbagebetaling af gebyrerne, ville samme gebyrer ikke på lovlig vis kunne opkræves i et andet EU-land. Gebyrerne er dermed ikke omfattet af momslovens anvendelsesområde. Hermed har H1, efter SKATs opfattelse, udstedt en kreditramme til privatkunder uden vederlag.

Omvendt fortolker vi Sø- og Handelsrettens lempeligere krav om tilbagebetaling i perioden 1. marts 2017 - 31. december 2017 som, at gebyrerne ikke kan betragtes som værende ulovlige i en sådan grad, at de ikke er omfattet af momsloven.

Når gebyrerne ved retten er afvist som rykkergebyrer, kan de heller ikke uden videre behandles efter momslovens regler for rykkergebyrer - til trods for, at gebyrerne fortsat benævnes rykkergebyrer i indsigelsesbrevet. Dette kan kun ske, hvis de betragtes som havende karakter af rykkergebyrer, hvilket SKAT fortsat ikke mener, de har.
Vi begrunder vores synspunkt med, at kunder almindeligvis kan oplyse sælger sine betalingskort­ data for at indgå aftale om betalingsservice, evt. mod vederlag. Alternativt kan kunden selv foretage betaling inden forfaldsdato. Hvis betalingen ikke udføres rettidigt, kan sælger fremsende en rykkerskrivelse med et gebyr.

H1’s metode befinder sig et sted imellem ovenstående.

Administrationsgebyret bliver ikke opkrævet ved H1s manglende adgang til det skyldige beløb på forfaldsdatoen; At H1 opretter deres aftalevilkår således, at de ikke benytter sig af ad­gangen til betalingskortet før nogle dage efter forfaldsdatoen, er efter vores opfattelse en bevidst beslutning fra selskabets side. Efter SKAT’s opfattelse er privatkundernes indgivelse af betalingskortoplysninger motiveret af, at de er indforstået med, at H1 trækker pengene mod gebyret. Heri ligger den valgmulighed, som vi mener H1 tilbyder deres kunder; Hvis de selv vælger at foretage betalingen inden forfaldsdato, slipper de for gebyret. Med henvisning til pkt. 1.2 er vi derfor fortsat ikke enige i, at situationen i SKM2005.529.LSR ikke er sammenlignelig med H1s.

Med momsbeskatningen af gebyrerne af 39 kr. følger endvidere, at hvis H1 tilbagebetaler nogle af gebyrerne, nedsætter det salgsmomsen, men ikke købsmomsen, idet vi her har anerkendt hensigten om momspligtigt salg gennem beregning af salgsmoms.

Med hensyn til påstand om fritagelse af gebyrerne efter ML § 13, stk. 1, nr. 11, jf. pkt. 1.2, finder vi denne påstand i strid med de hidtidige argumenter fremført at H1; som vi har forsøgt at begrunde vores indstilling til i både tidligere forslag og nærværende afgørelse. Hvis salget af software til netbutikker - som det har været H1's indstilling - skal betragtes som omfattende såvel afkøb af fordringer og den efterfølgende inddrivelsesopgave og dermed som en samlet levering, kan vi ikke se, hvordan administrationsgebyrerne skulle kunne behandles anderledes end resten af omsætningen. SKAT er ikke enig i fritagelse af gebyrerne, da inddrivelse er undtaget fra fritagelsesbestemmelsen. I dommen […] kategoriserer retten dem som inddrivelsesomkostninger. Det er kun rykker- og inkassogebyrer, som er uden for momsberegningen, hvis de vel at mærke er knyttet til momspligtige aktiviteter.

1.4.2 Beregning af moms
[…]

1. halvår 2017

2. halvår 2017

Vi beregner derfor den momspligtige omsætning som 9.983.599 + 16.028.335 = 26.011.934 og den samlede omsætning indenfor momslovens anvendelsesområde som 13.434.116 + 20.435.981 = 33.870.097. Momsfradragsprocenten bliver derfor efter ML § 38, stk. 1 26.011.934 / 33.870.097 ≈ 0,77 el. 77 %.

Vi har modtaget resultatopgørelse inkluderende 1. halvår 2017 og 3. kvartal 2017. Vi har derfor i beregningen for 2. halvår 2017 anvendt dobbeltværdien af beløbene fra 3. kvartal.

Købsmomsen er for perioden 3. kvartal er medtaget i 2. halvår 2017. I både 1. halvår og 3. kvartal er anvendt værdien efter regulering, momsafstemningen inkluderende 1. halvår 2017 og 3. kvartal 2017. Som i 2016 har vi givet fuldt fradrag for posterne på >10.000 kr. (35.685 i 1. halvår og 33.017 samt erhvervelsesmoms på 5.429 i 2. halvår) og 77 % fradrag for den resterende DK købsmoms (528.062 samt erhvervelsesmoms på 153.498 i 1. halvår og 356.817 samt erhvervelsesmoms på 363.024 i 2. halvår).

[…]"

Selskabets opfattelse
Selskabets repræsentant har nedlagt påstand om, at afgiftstilsvaret for perioden 1. marts 2017 til 31. december 2017 nedsættes med samlet 6.146.618 kr., da det opkrævede gebyr ikke udgør et vederlag efter momslovens § 4, stk. 1.

Til støtte herfor er der fremført blandt andet følgende:

"[…]
4 Anbringender vedrørende vores påstand

Skattestyrelsen har afgjort, at rykkergebyrer opkrævet i perioden fra 1. marts 2017 og til 31. december 2017, er momspligtige.

Skattestyrelsen har ikke direkte henvist til en lovbestemmelse i momsloven, men tillægger en dom fra Sø- og Handelsretten afgørende betydning i nærværende sag. Herudover henviser Skattestyrelsen til SKM2005.529.LSR.

Det er i modsætning hertil vores klare opfattelse, at gebyret ikke er omfattet af momslovens § 4, stk. 1. Allerede af den grund er gebyret ikke momspligtigt.

Gebyret er derimod blot et beløb, der opkræves ud fra et standardiseret og objektivt grundlag til dækning/godtgørelse af de omkostninger, som H1 pålignes ved ikke at modtage betaling i rette tid og derved være nødt til at udsende en påmindelse om betalingskravet. Sådanne gebyrer er efter gældende retspraksis ikke momspligtige. Vi henviser nærmere til vores bemærkninger nedenfor.

Konsekvensen heraf er, at salgsmomsbeløbet på 6.198.986 kr., beregnet på grundlag af det skønnede antal gebyrer på 39 kr. i perioden, skal følgelig tilbagebetales til H1 i sin helhed.

Dette understøttes af en række momenter, som vi vil komme nærmere ind på i det følgende.

4.1 Momslovens § 4, stk. 1

Ifølge momslovens § 4, stk. 1, skal der alene beregnes moms af leverancer mod vederlag.

Bestemmelsen har hjemmel i momsdirektivets artikel 2, stk. 1, litra a og c, der definerer, at følgende transaktioner er momspligtige;

a.        levering af varer, som mod vederlag foretages på en medlemsstats område af en afgiftspligtig person, der handler i denne egenskab 

b.        … 

c.        levering af ydelser, som mod vederlag foretages på en medlemsstats område af en afgiftspligtig person, der handler i denne egenskab 

Det er således afgørende for enhver bedømmelse af den momsmæssige behandling af gebyret på de 39 kr., om der til gengæld for betalingen foreligger krav om levering af en vare eller ydelse mod vederlag fra kundens side.

4.2 Retspraksis for gebyrer knyttet til manglende betaling

I 2001 fastslog Landsskatteretten, at rykkergebyrer i almindelighed anses for at udgøre en godtgørelse af kreditors omkostninger i forbindelse med påmindelse af betalingskravet, og at gebyrerne udgør en del af vederlaget for den ydede betalingshenstand (SKM2001.456.LSR). Det konkrete selskabs opkrævning af oprettelses- og rykkergebyrer vedrørende selskabets finansiering af købekontrakter i forbindelse med salg på kredit var følgelig fritaget for moms.

Landsskatteretten lagde afgørende vægt på;

"at momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra a, må fortolkes således, at en leverandørs ydelse af henstand med betaling af prisen udover leveringstidspunktet kan anses som ydelse af et lån omfattet af fritagelsesbestemmelsen. Vederlaget for denne ydelse er således ikke afgiftspligtigt. Da oprettelsesgebyret må anses som en del af vederlaget for denne ydelse, må gebyret anses som momsfritaget.

Under hensyn til at et rykkergebyr opkræves, såfremt der ikke sker betaling til den aftalte tid, og at rykkergebyret i almindelighed anses for at udgøre en godtgørelse af kreditors omkostninger i forbindelse med påmindelse om betalingskravet, finder retten, at rykkergebyret udgør en del af vederlaget for den ydede henstand.

Retten finder således ikke, at det er foreneligt med en gennemførelse af 6. momsdirektivs art. 13, pkt. B, litra d, nr. 1, i denne situation at medregne oprettelsesgebyrerne og rykkergebyrerne til afgiftsgrundlaget."

Samme holdning lagde den daværende Told- og Skattestyrelse til grund i SKM2003.271.TSS, hvori Told- og Skattestyrelsen fastslog, at;

"Det forhold, at leasinggiver i leasingkontrakten forbeholder sig ret til at kræve erstatning i tilfælde af misligholdelse, og at kontrakten indeholder bestemmelser om erstatningens beregning, kan efter styrelsens opfattelse ikke sidestilles med, at leasinggiver har accepteret leasingtagers evt. misligholdelse af kontrakten. Misligholdelse må derimod ses som en ikke-aftalt, ensidig undladelse fra leasingtagers side. Evt. erstatning for denne ensidige undladelse kan derfor ikke anses for vederlag for en ydelse inden for rammerne af et gensidigt bebyrdende retsforhold. Et sådant erstatningsbeløb er således ikke momspligtigt". 

Resultatet nåede Told- og Skattestyrelsen frem til med henvisning til EU-domstolens dom i C-16/93, Tolsma. Denne dom fastslår, at beløb kun kan momsbeskattes, hvis der mellem tjenesteyderen og modtageren består et retsforhold, der vedrører en gensidig udveksling af ydelser, idet det af tjenesteyderen modtagne vederlag udgør den faktiske modværdi af den ydelse, som leveres til modtageren.

Da afgørelsen fra Landsskatteretten i 2001 alene behandlede den momsmæssige håndtering af rykkergebyrer knyttet til momsfrie leverancer (långivning som følge af afdragsordning), måtte Landsskatteretten i 2003 vurdere, om rykkergebyrer også var momsfrie, når der var tale om gebyrer knyttet til fuldt ud momspligtige transaktioner. Landsskatteretten fandt, at rykkergebyrer i forbindelse med opkrævning af momspligtige leasingydelser heller ikke er momspligtige (SKM2003.541.LSR).

Landsskatteretten lagde vægt på, at de på forhånd aftalte rykkergebyrer måtte anses for et standardiseret og objektivt grundlag for den godtgørelse af omkostninger i forbindelse med påmindelse om betalingskravet, som selskabet kan kræve for tab ved ikke at modtage den aftalte pengeydelse til den aftalte tid. Tabet bestod i denne situation af udgifter til iværksættelse af rykkerprocedure m.v. Den godtgørelse af omkostninger, som finder sted ved rykkergebyrerne, måtte anses for at være af en anden karakter end de af 6. momsdirektiv artikel 11, pkt. A, stk. 2, litra b, omfattede biomkostninger, og sås i hvert fald ikke med hjemmel i den danske momslov at kunne medregnes som en del af momsgrundlaget for den leverede leasingydelse. Godtgørelsen kunne endvidere ikke anses som vederlag for en leverance, og måtte som følge heraf anses for at falde uden for momslovens anvendelsesområde, jf. § 4, stk. 1.

Landsskatteretten fandt således uden for enhver tvivl, at denne type gebyrer er momsfrie. Ikke på grund af deres benævnelse af at være et rykkergebyr, men fordi de på baggrund af det faktiske indhold ikke var udtryk for en betaling for en aftalt leverance.

Landsskatterettens afgørelser blev ikke indbragt for domstolene, og Landsskatterettens praksis er siden fastholdt af Skattestyrelsen. Dette fremgår direkte af Den Juridiske Vejledning (2018-2), afsnit D.A.8.1.1.1,

"Herefter er rykkergebyrer at betragte som godtgørelse af omkostninger, der kan kræves for tab ved ikke at modtage en pengeydelse til den aftalte tid, såsom udgifter til iværksættelse af rykkere mv. Den godtgørelse af omkostninger, som finder sted ved rykkergebyrerne, har en anden karakter end biomkostninger, og skal ikke indgå i momsgrundlaget for den leverede leasingydelse. Godtgørelsen skal endvidere ikke anses som vederlag for en leverance og falder derfor uden for momslovens anvendelsesområde, jf. ML § 4, stk. 1" 

De gebyrer, som H1 opkræver på 39 kr., er direkte sammenlignelige med førnævnte rykkergebyrer idet disse opkræves, fordi der ikke sker betaling til den aftalte tid, og gebyret udgør utvivlsomt en godtgørelse af kreditors (H1s) omkostninger i forbindelse med påmindelse om betalingskravet. Hvorvidt gebyret benævnes reminder-gebyr, rykkergebyr eller noget helt tredje er uden betydning for den momsmæssige klassifikation, ligesom udsendelsesmetode for rykkeren må være uden betydning.

Det forhold, at H1 i aftalen med kunden har fastsat et gebyr i tilfælde af misligholdelse, er således ikke udtryk for, at H1 på forhånd accepterer misligholdelse af aftalen. Det er blot på forhånd defineret, hvad det koster ikke at betale rettidigt. Dette kan i øvrigt sammenlignes med en lang række andre virksomheder, der på hjemmesider og i forretningsbetingelser gør opmærksom på, at der vil blive opkrævet eksempelvis et rykkergebyr i tilfælde af misligholdelse af betalingsbetingelserne. I sådanne tilfælde er der ikke tvivl om, at de opkrævede gebyrer falder uden for momslovens anvendelsesområde.

Ovenstående understreges af eksempelvis SKM2004.273.TSS om diverse gebyrer i forsyningssektoren, hvor flere af disse gebyrer ikke skal momses, selvom de vedrører "udførte" ydelser. Eksempelvis et lukkebesøg eller inkassoydelser udført af fordringshaveren. Her er der ligeledes en direkte analogi til H1s situation, idet H1 også oplyser om prisen for at misligholde kontrakten, uden at der derved ligger en forudgående accept af, at kunden misligholder. I forhold til forsyningsselskaberne har mange af disse oplysninger om priser for eksempelvis lukkebesøg med i aftalen med kunden, uden at eventuelle lukkebesøg af den årsag anses for momspligtige.

På denne baggrund synes der allerede at være en klar retspraksis for, at gebyrer af den her omhandlede art på 39 kr. falder uden for momslovens § 4, stk. 1.

4.3 EU-domstolens afgørelse i sag C-277/05 (Société thermale d’Eugénie-les-Bains)

Der findes udover dansk retspraksis og Tolsma-dommen to domme, som er relevante ved bedømmelsen af gebyret på 39 kr. EU-domstolens dom i sag C-277/05, hvori det blev afgjort, at et depositum opkrævet for bestilling af en hotelovernatning ikke kunne anses for betaling for en ydelse i tilfælde af aflysning, er i den forbindelse ganske relevant.

Denne sag omhandlede den situation, hvor der bestilles et hotelværelse, men kunden ikke gør brug af det. Det er i sagens natur klart, at H1s opkrævning af rykkergebyrer ikke direkte er det samme som opkrævning af et depositum i forbindelse med bestilling af et hotelværelse. Det interessante er imidlertid, at EU-domstolen klart understregede, at der skal foreligge en aftale mellem parterne, før der kan være tale om levering mod vederlag.

Således anfører EU-domstolen følgende i dommens præmis 24:

"I overensstemmelse med almindelige civilretlige principper har hver af de kontraherende parter nemlig pligt til at opfylde sin del af aftalen og til at levere den ydelse, der er nævnt heri. Pligten til at efterkomme aftalen følger således ikke af, at der specielt med henblik herpå indgås en anden aftale. Opfyldelsesforpligtelsen vedrørende denne aftale afhænger heller ikke af en eventuel erstatning eller godtgørelse for forsinkelsen, eller af om der er stillet sikkerhed eller indbetalt et depositum, men følger af aftalen selv." 

Videre anføres i præmis 32:

"Mens et depositum i tilfælde af normal afvikling af aftalen bliver fratrukket prisen for de ydelser, der leveres af bestyreren af en hotelvirksomhed, og således er momspligtige, er den i hovedsagen omhandlede tilbageholdelse af depositummet derimod en følge af kundens udnyttelse af muligheden for annullation og tjener til at godtgøre bestyreren af en hotelvirksomhed for annullationen. En sådan godtgørelse er ikke vederlaget for en ydelse og er ikke en del af beskatningsgrundlaget for moms (jf. i denne retning for så vidt angår morarenter dom af 1.7.1982, sag 222/81, BAZ Bausystem, Sml. s. 2527, præmis 8-11)." 

Domstolen understreger således, at en godtgørelse ikke nødvendigvis er udtryk for en leverance.

Dommen er blandt andet brugt af Skatteministeriet til at indstille til Skatterådet, at et udeblivelsesgebyr opkrævet over for patienter i lighed med deposita for hotelværelser ikke skulle anses for en leverance mod vederlag, hvorfor leverancen var momsfri som en erstatning. Skatterådet fulgte indstillingen i SKM2012.492.SR.

Dette viser, at gebyrer som opkræves i forbindelse med ikke-leverancer er momsfrie, da der hverken sker levering mod vederlag, ligesom der ikke findes en egentlig gensidigt bebyrdende aftale om udveksling af ydelser mod vederlag.

Da H1 heller ikke har et gensidigt bebyrdende retsforhold med kunderne, når det kommer til kundernes misligholdelse i form af forsinket eller udeblivende betaling, finder vi det indlysende, at H1 i lighed med situationerne i de nævnte afgørelser ikke kan anses for momspligtig af de opkrævede gebyrer.

4.4 EU-domstolens afgørelse i sag c-222/81 (Bausystem)

Ved vurderingen af den momsmæssige behandling af gebyret på 39 kr. er også EU-domstolens dom i sag C-222/81 relevant. Denne sag omhandlede den momsmæssige behandling af renter, der opkræves, fordi en tjenesteyders modværdi ikke betales til forfaldstid.

Trods det at sagen omhandler renter og ikke gebyrer, finder vi, at argumentationen i sagen er ganske relevant, idet der er en direkte analogi mellem opkrævning af renter og opkrævning af gebyrer ved forsinket betaling. Der er i begge tilfælde tale om godtgørelse af omkostninger som den ene part i et retsforhold har, dog uden at der for den konkrete overførsel består et retsforhold.

I sagen var en virksomhed af skattemyndighederne i Tyskland blevet pålagt at betale moms af renter, der blev opkrævet over for en kunde, der på baggrund af dårligt udført arbejde nægtede at betale for de udførte ydelser. Kunden blev ved dom pålagt at betale det aftalte beløb tillagt renter.

EU-domstolen afgjorde i sag c-222/81 præmis 8:

"I betragtning af ovennævnte bestemmelser må det konstateres, at de renter der er tale om i hovedsagen, ikke står i forbindelse med ydelsen eller modtagelsen af denne ydelse og ikke er vederlag for en handelstransaktion. De er tværtimod en simpel godtgørelse af udgifter og erlægges på grund af forsinket betaling."

Kravet om at parterne kan have en gensidig aftale, herunder at der skal være tale om levering mod vederlag, er således gentagne gange af EU-domstolen fastslået som erstatning eller godtgørelse af udgifter, hvorfor der ikke skal betales moms af gebyrerne.

Selvom sag C-222/81 omhandler renter, er det vores opfattelse, at sagen med al tydelighed viser, at godtgørelser betalt i forbindelse med forsinket betaling, ikke er udtryk for en momspligtig leverance. Dette understøtter igen, at de 39 kr. ikke er omfattet af momslovens § 4, stk. 1.

4.5 Sø- og Handelsrettens dom (afsagt […])

Skattestyrelsen har ved sin momsmæssige bedømmelse af gebyret på 39 kr. tillagt Sø- og Handelsrettens dom af […] afgørende betydning for den momsmæssige behandling. Dommen er vedlagt som bilag 5.

Skattestyrelsen anfører særligt på side 6 i sin afgørelse, at

"Dommen afviser uomtvisteligt gebyrerne på 39 kr. - både efter den gamle og den nye model - som rykkergebyrer efter Rentelovens § 9b".

Skattestyrelsen anfører videre, at

"Domme truffet ved Sø-og Handelsretten har højere retskildeværdi end afgørelser truffet af SKAT og vi har derfor taget Sø- og Handelsrettens dom til efterretning i nærværende forslag." 

Sø- og Handelsrettens dom kan imidlertid ikke føre det af Skattestyrelsen anførte resultat om momspligt af de 39 kr. Tværtimod understøtter dommen, at gebyret er momsfrit, jf. nærmere nedenfor.

Sagen blev oprindelig anlagt af Forbrugerombudsmanden den 3. marts 2017. Sagen blev blandt andet anlagt, fordi Forbrugerombudsmanden var af den opfattelse at de nævnte gebyrer på 39 kr., og et tidligere gebyr (ligeledes på 39 kr.) opkrævet i forbindelse med kundernes forsinkede betaling i henhold til rente- og omkostningsfri kredit var ulovlige, og at opkrævningen var i strid med god markedsføringsskik.

Sø- og Handelsretten fulgte på visse - men ikke alle - punkter Forbrugerombudsmandens indstilling.

Retten nåede ved dom af […] frem til, at reminderen på 39 kr. ikke kan anses for at være fremsendt korrekt i henhold til bestemmelserne herom i renteloven. Det bemærkes, at der i sagen ikke er taget stilling til den fremsendelsesmetode, som H1 har anvendt siden 1. december 2017.

Konsekvensen af rettens dom er, at gebyret på 39 kr. ikke lovligt kan opkræves, jf. rentelovens § 9b. Grundet særlige omstændigheder skal H1 dog kun tilbagebetale gebyrerne i det omfang den enkelte forbruger rejser krav herom. Gebyret er således principielt ulovligt efter dansk ret, men H1 vil i et eller andet omfang kunne beholde gebyret, - alt afhængigt af omfanget af tilbagebetalingskrav, der rejses.

Vi er naturligvis enige med Skattestyrelsen i, at domme fra Sø- og Handelsretten skal tillægges høj retskildeværdi, hvis dommene ellers direkte tager stilling til den momsmæssige behandling af en transaktion eller på anden vis klart definerer en given transaktion på en måde, så den momsmæssige behandling direkte kan udledes af dommen.

Det er dermed afgørende, om dommen det anser gebyret ulovligt på en sådan måde, at det er ulovligt i alle EU-lande. I givet fald falder det helt uden for momspligten.

Det har videre betydning, om Sø- og Handelsretten på nogen måde finder, at gebyret på 39 kr. er udtryk for en leverance mod vederlag har fundet sted. I så fald kan momspligt potentielt komme på tale.

Det er i den forbindelse relevant at bemærke, at Sø- og Handelsretten alene tager stilling til, om gebyret på 39 kr. efter renteloven kan anses for at være fremsendt, hvilket efter den pågældende lov er afgørende for, om gebyret må pålignes. Det er således ikke tilstrækkeligt, at en debitor efter renteloven orienteres om den forsinkede betaling. Påmindelsen (rykkeren) skal ske ved egentlig fremsendelse.

Dommen udtrykker derimod på ingen måde, at gebyret er udtryk for betaling for en leveret vare eller ydelse, hvilket som anført er en afgørende betingelse for at kunne nå frem til, at gebyret er momspligtigt.

Vi har i den forbindelse noteret os, at Forbrugerombudsmanden principielt er enig med H1 i, at der foreligger en forsinket betaling, der medfører omkostninger, der ønskes dækket. Det fremgår således af side 7 nederst i dommen "På det tidspunkt hvor H1 hæver det skyldige beløb på forbrugeres betalingskort, er der indtrådt forsinket betaling. H1 må derfor kun kræve de omkostninger, der fremgår efter rentelovens § 9a og § 9b".

For at sikre, at H1 overholdt den pågældende lovgivning og lovligt kunne opkræve gebyret, havde H1 tidligere (pr. 1. marts 2017) ændret sit rykkerprocedure set-up, så kunden, hvis der ikke var betalt rettidigt den 20. i måneden, ville modtage en rykkerskrivelse i kundens indbakke i "Mit H1" den 21. i måneden. Samtidigt ville debitor modtage en e-mail om, at der var ny post i "Mit H1". Denne procedure var valgt for at sikre, at der teknisk var sket den fremsendelse, som renteloven foreskriver.

Sø- og Handelsretten fandt imidlertid ikke, at dette kunne anses som en fremsendelse og det blev derfor forbudt at opkræve de 39 kr.

Konkret anføres det i Sø- og Handelsrettens dom, […], i relation til reminder-gebyret - opkrævet fra den 1. marts 2017 således:

"Det er rettens opfattelse, at det var karakteristisk for denne fremgangsmåde, at reminderen til forbrugeren forblev på H1s hjemmeside under et domæne, der tilhørte H1, og at det - uanset kundens forudgående accept af H1s forretningsbetingelser og uanset den til kunden fremsendte notifikation i form af en e-mail - dermed ikke behørigt blev sikret, at reminderen nåede frem til kunden. Reminderen kan derfor ikke anses for at være fremsendt, jf. rentelovens § 9 b. Oplysningerne om benyttede fremgangsmåder af andre virksomheder på disses selvbetjeningstjenester, jf. bilag V, kan ikke føre til nogen anden vurdering."

Der hersker således ikke nogen form for tvivl om, at de gebyrer som H1 har opkrævet fra den 1. marts 2017 og frem til den 30. november 2017, efter deres art er at sidestille/betragte som rykkergebyrer. Blot lever fremgangsmåden, hvormed H1 har fremsendt rykkerskrivelser til kunderne, ikke op til rentelovens præceptive bestemmelser. H1 kan således ikke med forbrugerlovgivningen i hånden fastholde, at forbrugerne skal betale rykkergebyret, da H1 har brugt en i rettens øjne forkert måde at gøre forbrugerne opmærksomme på, at der er udstedt en rykker. Efter Forbrugerombudsmanden fremsendte sine anbringender, ændrede H1 i øvrigt straks sin fremsendelsesmetode, således at der med virkning for december 2017 er fremsendt en rykkerskrivelse direkte til debitor på den måde, som Forbrugerombudsmanden foreskriver.

Sø- og Handelsretten anfører i forhold til de 39 kr. med andre ord ikke, at der slet ikke er tale om gebyrer, der knytter sig til rykkere for betaling. Retten fastslår blot, at gebyrerne ikke kan gøres gældende over for forbrugerne, da der ikke på tilstrækkelig vis er fremsendt rykkerskrivelser. Det forhold, at H1 afleverede rykkere på kundens konto under "Mit H1", var kombineret med en mail til kunden om, at der var en mail i "Mit H1", ikke tilstrækkeligt til, at der efter denne lovgivning var sket den påkrævede fremsendelse.

Det er således vigtigt at være opmærksom på, at Sø- og Handelsretten ikke som anført af Skattestyrelsen i afgørelsen (side 6, tredje afsnit fra bunden), har afvist gebyrerne som en betaling, der skal godtgøre de omkostninger, der har været forbundet med inddrivelsen som følge af, at der ikke er sket rettidig betaling. Sø- og Handelsretten har udelukkende fastslået, at metoden hvormed rykkeren er afleveret til kunden ikke kan anses som en "fremsendelse", hvorfor gebyrerne kan tilsidesættes i forhold til forbrugerlovgivningen.

Derfor er det en overfortolkning af Sø- og Handelsrettens dom, når Skattestyrelsen i afgørelsen lægger til grund, at der ikke er tale om rykkergebyrer, og at de følgelig nødvendigvis må være momspligtige.

Vi skal i øvrigt bemærke, at mange virksomheder anvender e-boks som fremsendelsesmetode. Her modtager debitor alene en besked fra e-boks om, at der er brev fra en given virksomhed, kommune eller lignende, hvorefter debitor skal åbne e-boks for at læse, hvad brevet måtte indeholde. Denne metode anses som fremsendelse grundet særlig lovgivning for e-boks, men altså ikke for H1, der ikke er omfattet af særlig lovgivning. Det ændrer dog ikke på det essentielle i, at H1 på samme vis som de andre virksomhedstyper har rykket kunder for betaling, der ikke har fundet sted rettidig. Følgelig bør den momsmæssige behandling af disse to "fremsendelsesformer" være ens - ikke mindst af retssikkerhedsmæssige principper.

4.6 Retsforhold - udveksling af ydelse mod betaling

Omfanget af den indgåede aftale
Skattestyrelsens argument for, at de opkrævede rykkergebyrer fra 1. marts 2017 og frem er momspligtige, synes delvist at være, at der efter styrelsens opfattelse er et retsforhold mellem kunderne og H1, bestående i, at kunden ønsker at betale for, at H1 selv trækker beløbet fra kontoen (rettidigt).

Skattestyrelsen anfører således på side 6;

"Efter SKATs opfattelse er privatkundernes indgivelse af betalingskortoplysninger motiveret af, at de er indforstået med, at H1 trækker pengene mod gebyret. Heri ligger den valgmulighed, som vi mener H1 tilbyder deres kunder; Hvis de selv vælger at foretage betalingen inden forfaldsdato, slipper de for gebyret."

Det forhold, at forbrugerombudsmanden har anlagt en sag mod H1 om fortolkningen af gebyrerne i forhold til forbrugerlovgivningen, understreger imidlertid, at der ikke foreligger en levering af en ydelse mod vederlag.

Hvis forbrugerombudsmanden var af den opfattelse, at forbrugerne og H1 havde en sådan lovlig aftale om betaling af et gebyr, ville Forbrugerombudsmanden i sagens natur ikke have anlagt en sag ved Sø- og Handelsretten mod H1. Gebyret havde så været lovligt henset til, at situationen i så fald faldt uden for renteloven.

Hvis Skattestyrelsens argument skulle være rigtigt, kan man således undre sig over, at Sø- og Handelsretten ikke er kommet frem til det samme - nemlig, at der slet ikke var tale om rykkergebyrer, men derimod almindelige aftalte transaktionsgebyrer i et gensidigt bebyrdende retsforhold.

SKM2005.529.LSR
Skattestyrelsen henviser yderligere som argumentation for momspligt af gebyret til Landsskatterettens kendelse om inkassovirksomhed (SKM2005.529.LSR), idet Skattestyrelsen anfører, at nævnte sag er sammenlignelig med H1s aktivitet.

H1s situation er imidlertid ikke sammenlignelig med de forhold, der blev prøvet i SKM2005.529.LSR.

I SKM2005.529.LSR var der tale om en inkassovirksomhed, der opkrævede gebyrer over for skyldnerne, og som derved fik en yderligere momspligtig indtægt ud over betalingerne fra fordringshaveren.

Den afgørende forskel mellem transaktionerne i SKM2005.529.LSR og H1s situation er dermed, at H1 som fordringshaver opkræver gebyr over for skyldnerne på egne fordringer, mens inkassovirksomheden i SKM2005.529.LSR opkrævede gebyrer på andres fordringer. Der er således allerede af den grund tale om ikke sammenlignelige situationer.

Skattestyrelsens fastholdelse af, at SKM2005.529.LSR kan anvendes analogt på H1s sag, må jf. ovenstående udtrykkeligt tilbagevises, idet der med al tydelighed ikke er tale om sammenlignelige sager, hvilket Skattestyrelsen allerede i forbindelse med kontrolsagen burde have indset og indarbejdet i afgørelsen. At SKM2005.529.LSR inddrages i denne sag, må være et udtryk for Skattestyrelsens misforståelse af fakta.

4.7 Ulovlige transaktioner

Som fremført tidligere, vil det have betydning for den momsmæssige behandling af gebyret, ifald dette måtte være udtryk for en leverance mod vederlag, hvis gebyret er ulovligt.

Selv om en transaktion måtte være ulovlig, kan der således for den momsmæssige behandling under henvisning til princippet om afgiftsneutralitet henvises til samme behandling som et lovligt opkrævet gebyr. Dette understreges ikke mindst af præmis 18-24 i EU-domstolens dom i C-111/92 (Wilfried Lange), men understøttes også af EU-domstolens dom i C-283/95 (Karlheinz Fischer).

Skattestyrelsen synes da også at anerkende i afgørelsen, at transaktioner der er lovstridige efter anden lovgivning fortsat er omfattet af momsloven. Skattestyrelsen henviser til EU-domstolens afgørelse i sag C-455/98, præmis 17 og anfører i afgørelsen, at "I situationen med H1 fortolker vi dette princip således, at i det omfang Sø- og Handelsretten har krævet ubetinget tilbagebetaling af gebyrerne, ville gebyrerne ikke på lovligvis kunne opkræves i et andet EU-land. Gebyrerne er dermed ikke omfattet af momslovens anvendelsesområde."

"Omvendt fortolker vi Sø- og Handelsrettens lempelige krav om tilbagebetaling i perioden 1. marts 2017 - 31. december 2017 som, at gebyrerne ikke kan betragtes som værende ulovlige i en sådan grad, at de ikke er omfattet af momsloven."

Efter vores opfattelse kan en transaktion imidlertid ikke være ulovlig i en eller anden grad. Enten er transaktionen lovlig eller også er transaktionen ulovlig, og i begge tilfælde må der føres bevis for, at den givne transaktion i så fald er omfattet af momslovens § 4, stk. 1. Som vi har påvist i vores tidligere argumentation hersker der ingen tvivl om, at gebyret på 39 kr. faktuelt er et rykkergebyr, og at dette falder uden for momslovens § 4, stk. 1. Gebyret er følgelig ikke momspligtigt.

5 Den talmæssige opgørelse

Vi skal for god ordens skyld gøre opmærksom på, at vores klage omfatter det fulde momsbeløb, der er opkrævet af Skattestyrelsen på de nævnte gebyrer. Skattestyrelsens talopgørelse efterlader grundet omstændighederne en smule tvivl om, hvorvidt der reelt også er beregnet moms af gebyrer opkrævet i januar og februar måned 2017.

Vi formoder, at Skattestyrelsen er villige til at tilbagebetale denne del af momsbeløbet direkte, hvis det er tilfældet, idet Skattestyrelsen netop ikke gør et momskrav gældende på gebyrer i denne periode. Vi har dog i beløbsopgørelsen af kravet indregnet den fulde salgsmoms af gebyrerne på 39 kr., således klagen omfatter ethvert salgsmomsbeløb, det er omfattet af afgørelsen og som er knyttet til gebyrerne, ifald Skattestyrelsen ikke er indstillet på at regulere evt. salgsmoms for disse to måneder.

Herudover er der beregnet moms af gebyrer for december måned 2017, uagtet vi formoder, at Skattestyrelsen her også er enige i, at gebyret er momsfrit. Vi har dog igen medtaget perioden i dette krav i tilfælde af, at SKAT ikke er villige til at genoptage denne del isoleret set.

Det samlede momsbeløb af rykkergebyrer som påklages jf. Skattestyrelsens opgørelse i afgørelsen er følgelig 6.198.986 kr.

[…]"

Selskabets nye repræsentant har i et supplerende indlæg af 14. april 2023 fremsat følgende bemærkninger til sagen:

"[…]

3. Klagers bemærkninger

3.1. Klagers bemærkninger til Skattestyrelsens afgørelse

Som det fremgår af ovenstående, afviste SKAT i sin afgørelse af 10. juli 2018 at anerkende H1s gebyr på kr. 39 som et rykkergebyr - både efter den gamle (Autopay gebyr") og den nye model ("Reminder fee").

Afgørelsen hviler på det grundlag, at Sø- og Handelsretten ved sin dom af […] afviste begge gebyrer som rykkergebyrer.

Det er imidlertid ikke korrekt.

Som det fremgår af afsnit 2.5. ovenfor, fastslog Sø- og Handelsretten med sin dom af […] alene, at H1s gebyrer efter den gamle model ("Autopay gebyrer") udgjorde en inddrivelsesomkostning, der ikke blev udløst af, at H1 sendte en rykkerskrivelse til forbrugeren. Gebyret var derfor ifølge retten ikke at anse som et rykkergebyr i rentelovens forstand.

I modsætning hertil underkendte Sø- og Handelsretten netop ikke, at H1s gebyr efter den nye model ("Reminder fee") udgjorde en inddrivelsesomkostning, der blev udløst af, at H1 sendte en rykkerskrivelse til forbrugeren.

Grunden til, at gebyret var opkrævet i strid med loven, var derfor ikke, at der ikke var tale om et rykkergebyr, men derimod, at gebyret ikke kunne anses for at være "fremsendt" til forbrugeren i rentelovens forstand. Rettens begrundelse var, at reminderen til forbrugeren forblev på H1s hjemmeside under et domæne tilhørende H1.

Det er derfor ikke korrekt, når SKAT i sin afgørelse fastslår, at Sø- og Handelsretten nægtede at anerkende H1s gebyr som et rykkergebyr både efter den nye og gamle forretningsmodel. Afgørelsen hviler derfor på en klar misforståelse af de faktiske forhold.

Klager gør gældende, at det derimod netop på baggrund af Sø- og Handelsrettens dom af […] skal lægges til grund, at H1s gebyr "Reminder fee" efter den nye model udgør et rykkergebyr efter rentelovens § 9b, der lyder: 

" § 9 b. For rykkerskrivelser vedrørende fordringer kan fordringshaveren kræve et gebyr, jf. stk. 2, såfremt skrivelsen er fremsendt med rimelig grund (rykkergebyr). Fordringshaveren kan endvidere kræve et gebyr, jf. stk. 3, for at anmode en anden om at inddrive fordringen på fordringshaverens vegne, såfremt dette er sket med rimelig grund (inkassogebyr)."

Henset til at Sø- og Handelsretten ikke har underkendt gebyrets status som rykkergebyr, er der heller ikke grundlag for momsmæssigt at underkende gebyrets status som et rykkergebyr som anført af SKAT.

Det bemærkes i den forbindelse, at H1s rykkergebyr i form af "Reminder fee" på kr. 39 alene har været opkrævet af H1 til godtgørelse af en del af de H1s omkostninger, der har været forbundet med iværksættelse af rykkerproceduren.

Rykkergebyret må derfor momsmæssigt anses som et rykkergebyr opkrævet til dækning af H1s omkostninger, og det er derfor momsfrit. Det forhold, at gebyret i rentelovens forstand ikke kunne anses som "fremsendt" ændrer, som nævnt, ikke herved.

3.2. Klagers særlige bemærkninger til Apcoa-dommen, C-90/20

Skatteankestyrelsens sagsbehandler har bedt om H1s bemærkninger til EU-domstolens dom i den såkaldte Apcoasag, C-90/20.

Sagen omhandlede et parkeringsselskab, der opkrævede moms af kontrolafgifter overfor de bilister, der parkerede deres bil i strid med forskrifterne i privatejede parkeringsanlæg.

EU-domstolen slog fast, at kontrolafgifterne var momspligtige.

EU-domstolen slog fast, at kontrolgebyrer, der opkræves af et privatretligt selskab, som varetager driften af private parkeringsanlæg, for bilisters overtrædelse af de almindelige vilkår for brug af disse parkeringsanlæg, skal anses for at udgøre modydelser for levering af ydelser, som foretages mod vederlag i bestemmelsens forstand, og som sådan er pålagt merværdiafgift (moms).

Som ovenfor anført udgjorde H1s gebyr efter den gamle model ("Autopay gebyret") betaling for, at H1 hævede det skyldige beløb på forbrugerens konto. Det kan derfor ikke afvises, at der med henvisning til Apcoa-dommen vil kunne argumenteres for, at det gamle gebyr var at anse som en momspligtig levering mod vederlag i form af betaling for en administrativ hæve-ydelse. Der ses herved bort fra, hvorvidt en sådan ydelse evt. kunne anses som en momsfri betalingsydelse efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 11. H1s gebyr efter den gamle model er imidlertid ikke omfattet af nærværende sag.

H1s gebyr efter den nye model ("Reminder fee") udgjorde imidlertid ikke betaling for en administrativ betalingsydelse. Der var derimod tale om en inddrivelsesomkostning, der udelukkende var udløst af omkostningen forbundet med, at H1 har sendt en rykkerskrivelse til forbrugerne som følge af den manglende betaling. Et gebyr der i øvrigt blev opkrævet uafhængig af, hvordan forbrugerens skyld inkl. gebyr efterfølgende blev betalt. H1s "Reminder fee"/rykkergebyr var dermed ikke et Apcoa-lignende kontrolgebyr med karakter af momspligtig levering mod vederlag.

3.3. Sammenfatning
Som det fremgår af redegørelsen ovenfor, hviler det på en grundlæggende misforståelse af sagens faktum, når SKAT i sin afgørelse af 10. juli 2018 slår fast, at Sø- og Handelsretten både underkendte H1s "Autopay gebyr" og "Reminder fee" karakter af rykkergebyr efter rentelovens § 9b.

Sø- og Handelsretten slår derimod udelukkende fast, at H1s "Autopay gebyr" var uden forbindelse til H1s fremsendelse af rykkerskrivelse og dermed ikke noget rykkergebyr i lovens forstand.

I modsætning hertil var H1s "Reminder fee", der er omfattet af nærværende klagesag, netop udstedt som følge af H1s fremsendelse af rykkerskrivelse.

Når gebyret blev underkendt af retten, var det som allerede anført udelukkende som følge af, at gebyret ikke kunne anses for at være blevet "fremsendt" til forbrugeren i rentelovens forstand. Sø- og Handelsretten har derfor ikke - som antaget af SKAT - underkendt, at H1s "Reminder fee" har status som rykkergebyr. Der er derfor ikke grundlag for momsmæssigt at behandle "Reminder feet" som andet, end hvad det er; nemlig et momsfrit rykkergebyr. Den af SKAT foretagne opkrævning af moms for perioden fra den 1. marts 2017 til den 31. marts 2017 bør derfor tilsidesættes.

[…]"

Den 4. juli 2023 har repræsentanten fremsat yderligere supplerende bemærkninger, hvoraf blandt andet fremgår:

"[…]
Krav om tilbagebetaling af reminder fee til forbrugeren
Det kan oplyses, at H1 A/S ikke er blevet mødt med krav om tilbagebetaling af det i sagen omhandlede reminder fee, jf. Sø- og Handelsrettens dom (bilag 5).

Talmæssige opgørelse
Skattestyrelsen har i sin afgørelse af den 10. juli 2018 (bilag 1, s. 9), opgjort moms af reminder fee for 1. halvår 2017 til kr. 2.306.334 baseret på et reminder fee ekskl. moms på kr. 9.225.337.

Den for Skatteankestyrelsen nedlagte påstand lød imidlertid alene på en nedsættelse af H1 A/S’ momsansættelse for perioden 1. marts 2017 til 31. december 2017. Beløbet for denne periode var opgjort til kr. 6.198.986.

[…]
Vi er blevet bedt om at undersøge, hvorvidt den nedlagte påstand er korrekt eller "forurenet" af gebyrer opkrævet efter den gamle model i januar og februar måned. Vi har derfor bedt H1 A/S om lave et udtræk over omsætningen vedrørende de i sagen omhandlede rykkergebyrer for 1. halvår 2017 med henblik på at sikre, at den nedlagte påstand udelukkende omfatter de i sagen omhandlede reminder fees, der blev indført pr. 1. marts 2017.

Ifølge H1 A/S’ system har selskabet i 1. halvår 2017 haft en samlet momspligtig omsætning vedrørende reminder fee på kr. 9.760.998. Se nedenfor.

[Tabel udeladt, red.]

Omsætningen vedrørende reminder fee fra 1. marts 2017 til 30. juni 2017 kan herefter opgøres til kr. 9.760.998 - 745.134 (februar) = 9.015.864 svarende til et samlet momsbeløb på kr. kr. 2.253.966 for 1. marts - 30. juni 2017.

Det samlede momsbeløb for perioden 1. marts 2017 - 31. december 2017 kan herefter opgøres til kr. 2.253.966 (1. marts - 30. juni 2017) + kr. 3.892.652 (1. juli 2017 - 31. december 2017) = kr. 6.146.618. Tallet er renset for alle andre gebyrer, herunder gebyrer efter den oprindelige model.

Den nedlagte påstand reguleres derfor herefter i overensstemmelse med den korrigerede opgørelse og lyder herefter på nedsættelse af H1 A/S’ momsansættelse for perioden 1. marts 2017 - 31. december 2017 med kr. 6.146.618."

Retsmøde

Skattestyrelsens udtalelse til Skatteankestyrelsens indstilling
Skattestyrelsen har udtalt følgende til Skatteankestyrelsens indstilling:

"[…]
Skattestyrelsen tiltræder Skatteankestyrelsens indstilling af 21. august 2024. Skattestyrelsen er enig i, at klagers opkrævning af "reminder fee" hos kunderne i perioden 1. marts 2017 til 31. december 2017 er momspligtig, jf. momslovens § 4, stk. 1, dog skal salgsmomsen beregnes som 20 % af omsætningen, jf. § 27, stk. 1.

Skattestyrelsen bemærker, at klager ikke har påklaget salgsmomsen for januar og februar 2017.

[…]

Materielt

Skattestyrelsen fastholder, at klagers ydelse består i betalingsmåden, herunder at klager kan hæve det af kundens beløb til forfald direkte på betalingskortet mod et vederlag på 39 kr., jf. momslovens § 4, stk. 1.

Skattestyrelsens vurdering er, at betalingsmåden er en tjenesteydelse, som kunden har accepteret ved aftalens indgåelse. Skattestyrelsen lægger vægt på klagers almindelige forretningsbetingelser for kredit, afsnit 4.1. om "Køb med H1":

 "Første gang debitor benytter H1 som betalingsmåde, skal debitor indtaste sine betalingskortoplysninger".

Afsnit 5.3 om "Betalingsvilkår":

"Endvidere har debitor accepteret, at H1 har ret til at forsøge, at tilmelde den månedlige forfalden ydelse til Nets Betalingsservice. Dette sker for at undgå, at den forfaldne ydelse inddrives via inkasso, med yderligere omkostninger til følger for debitor."

Det forhold, at klager under afsnit 5 om "betalingsvilkår" refererer til rykkergebyrer i rentelovens forstand, ændrer ikke ved Skattestyrelsens vurdering af "reminder fee". Afdragsordningen forudsætter, at kunden skal acceptere, at der vil ske automatisk hævning af forfalden ydelse ved manglende betaling. Det vil i så fald koste kunden et beløb på 39 kr.

Til støtte herfor bemærker Skattestyrelsen, at klager selv har markedsført processen som en tjenesteydelse. Det fremgår ikke, at der er tale om en rykker.

Af et fremlagt eksempel på "Reminder 2" i en kundes indbakke fremgår følgende:
"For nogle dage siden sendte vi dig en reminder med ønsket om at hjælpe dig til at undgå yderligere reminder fees samt en inkassoproces." (Skattestyrelsens understregning)

Klager har fremsat påstanden om, at gebyret er fastsat på et standardiseret og objektivt grundlag måde, og at gebyret alene er opkrævet som godtgørelse for omkostninger i forbindelse med rykkerproceduren. Klager har redegjort for klagers gamle model auto-pay-gebyret og nye model "reminder fee". Klager mener, at den nye model, som var gældende fra 1. marts 2017, indebærer, at ’reminder fee’ ikke længere kan anses som et vederlag for at hæve beløbet på kundens betalingskort, idet klager afsender en påmindelse om betaling allerede den 1. i måneden.

Skattestyrelsen bemærker hertil, at klager tidligere har navngivet tilskrivningen på 39 kr. for "auto-pay" på en kundes konto, hvilket indikerer, at de 39 kr. er modværdien for automatisk hævning af det forfaldne månedlige afdrag. At klager ændrer navngivningen til "reminder fee" ændrer ikke ved Skattestyrelsens vurdering.

Til støtte for Skattestyrelsens argument, bemærker Skattestyrelsen, at størstedelen af omsætningen kommer fra "reminder fees". Dette taler imod, at indtægterne fra "reminder fees" kan sidestilles som blot en godtgørelse for et tab i forbindelse med betalingsmisligholdelse.

Direkte sammenhæng mellem ydelsen og vederlaget

Før der kan være tale om levering af ydelser mod vederlag, skal der være direkte sammenhæng mellem den udførte tjenesteydelse og den modtagne modværdi.  Se EU-dommen C-154/80, Coöperatieve Aardappelenbewaarplaats GA, (præmis 12).

Henset til Skattestyrelsens vurdering af, hvorvidt der er tale om en tjenesteydelse, er det også Skattestyrelsens opfattelse, at der er en direkte sammenhæng mellem hævning på kundens betalingskort, og det opkrævede gebyr på 39 kr.

Retsforhold

En ydelse, der er udført mod vederlag, er momspligtig, hvis der består et retsforhold mellem tjenesteyderen og aftageren. Retsforholdet skal således bestå af en gensidig udveksling af ydelser, jf. EF-dommen i sag C-16/93, Tolsma, præmis 14.

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at betingelse om retsforholdet mellem tjenesteyder og aftager er opfyldt, jf. EF-dommen i sag C-16/93, Tolsma. Der foreligger en juridisk bindende aftale mellem klager og kunden, og den automatiske hævning samt betalingen herfor er omtalt i aftalevilkårene. Det forhold, at betalingen på 39 kr. objektivt set er ufrivillig, ændrer ikke ved, at "reminder fee" fortsat skal anses som et vederlag. Der er ikke noget krav om, at vederlaget skal anses som frivillig, jf. EU-dommen i sag C-43/19, Vodefone Portugal (præmis 44).

Skattestyrelsen henviser til Højesteretsdommen U.2022.2461 om kontrolgebyrer, hvor Højesteret efter forelæggelse for EU-Domstolen anså de forhøjede afgifter som vederlag for en ydelse omfattet af momslovens § 4, stk. 1, idet den forhøjede afgift blev opkrævet med hjemmel i et aftalelignende forhold.

Skattestyrelsen er enig med Skatteankestyrelsen i, at vederlaget hverken kan anses frivilligt eller upåregneligt. Det er ikke frivilligt, da kunden objektivt set ikke ønsker at blive pålagt 39 kr. oveni den månedlige ydelse, men den er heller ikke upåregnelig, da tilskrivning af gebyrer fremgår af aftalevilkårene for afdragsordningen.

Bemærkninger om rykkergebyrer i rentelovens forstand

Klager har gjort gældende i supplerende indlæg af den 14. april 2023, at der er forskel på deres opkrævede gebyr "auto pay" før 1. marts 2017 og "reminder fee" opkrævet efter 1. marts 2017.

Det er ubestridt, at rykkergebyr i rentelovens forstand sker som følge af en betalingsmisligholdelse.

Karakteristisk for klagers "reminder fee" modsat "auto pay-gebyret" er, at klager allerede den 1. i måneden efter netbutikkens afsendelse af en vare, sender en besked til kundens e-mail om, at der er kommet post i "Mit H1". Beskeden vil indeholde en påmindelse til kunden om at betale inden forfaldsdato.

Sø- og Handelsretten har i dommen […] har lagt til grund, at beløbet på 39 kr. opkræves ved forsinket betaling, samt at "Forsinket betaling er således en forudsætning for H1s opkrævning af gebyret, og opkrævningen har ikke sammenhæng med og udløses ikke af, at H1 sender en rykker til forbrugeren."

Klager har i sine supplerende bemærkninger af den 14. april 2023 (side 6) gjort følgende gældende "netop på baggrund af Sø- og Handelsrettens dom af […] skal lægges til grund, at H1s gebyr "Reminder fee" efter den nye model udgør et rykkergebyr efter rentelovens § 9b. "

Skattestyrelsen er uenig i klagers fortolkning af dommen. Dommen konkluderer derimod, at "reminder fee" ikke opfylder de præceptive regler efter rentelovens § 9b. I og med at rykkergebyret ikke opfylder betingelserne for at udgøre et rykkergebyr, kan det dermed heller ikke anses som et rykkergebyr.

Skattestyrelsen er derfor enig med Skatteankestyrelsen i, at "reminder fee" i perioden 1. marts 2017 til 31. december 2017, er momspligtig, jf. momslovens § 4, stk. 1.

Udgående afgift

Skattestyrelsen havde i afgørelsen af 10. juli 2018 beregnet salgsmomsen som 25 % ud fra omsætningen med begrundelsen, at klager principielt har anset gebyret for at være uden moms.

Med henvisning til EU-dommen C-249/12 (præmis 43) er Skattestyrelsen enig med Skatteankestyrelsen, at når prisen på en ydelse er fastsat uden angivelse af momsen, skal prisen anses for allerede af omfatte momsen.

Salgsmomsen skal derfor i stedet for beregnes som 20% af omsætningen, jf. momslovens § 27, stk. 1, jf. § 33.

Den opkrævede salgsmoms for gebyrerne udgør dermed samlet 4.959.189 kr. for perioden 1. januar 2017 til 31. december 2017.

I forhold til klagers fremlagte oplysninger af 4. juli 2023 om omsætningen for den påklagede periode 1. marts 2017 - 31. december 2017, fastholder Skattestyrelsen, at omsætningen for "reminder fee" for 1. halvår udgør 9.225.337 kr. og 15.570.610 kr. for 2. halvår 2017. Skattestyrelsen bemærker hertil, at Skattestyrelsen havde udarbejdet opgørelsen på baggrund af klagers fremlagte resultatopgørelse vedrørende "reminder fee". Klagers korrigering af påstand ændrer ikke ved opgørelsen af Skattestyrelsens opgørelse af salgsmomsen for perioden 1. januar 2017 - 31.december 2017.

[…]"

Selskabets bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling og Skattestyrelsens udtalelse hertil
Selskabets repræsentant har fremsat følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling og Skattestyrelsens udtalelse hertil:

"[…]
Skatteankestyrelsens indstilling hviler på en grundlæggende misforståelse af sagens faktum, herunder karakteren af det "reminder fee", Klager har opkrævet siden 28. februar 2017, hvorfor nærværende indlæg indeholder en supplerende og uddybende beskrivelse af de faktiske forhold med henblik på at sikre, at Skatteankestyrelsen og i sidste ende Landsskatteretten har en korrekt forståelse af sagens faktiske forhold.

1. JUS

Som det fremgår af Landsskatterettens indstilling side 2 følger det af momslovens § 4, at der skal betales afgift af varer og ydelser, der leveres mod vederlag her i landet.

Levering af ydelser mod vederlag forudsætter, at der er en direkte sammenhæng mellem ydelsen og vederlaget, jf. herved Den Juridiske Vejledning 2024-2, afsnit D.A.4.1. 2 Levering mod vederlag.

Ydelser er derfor kun momspligtige, hvis der mellem tjenesteyderen og aftageren er et retsforhold, der vedrører en gensidig udveksling af ydelser.

Betalingen sker med andre ord mod erlæggelse af modydelsen og skal derfor med andre ord være "betinget" af leveringen af modydelsen, jf. herved EU-domstolens dom i sag C-154/80, Coöperatieve Aardappelenbewaarplaats GA, samt dommen i sag C-102/86, Apple and Pear Development Council.

2. De faktiske forhold

Som anført i H1s supplerende indlæg til Skatteankestyrelsen af 14. april 2023 handler nærværende momssag alene om de såkaldte "reminder fees", der fra den 28. februar 2017 blev implementeret i H1s forretningskoncept som erstatning for de autopay-gebyrer, som selskabet opkrævede indtil da, og som gav anledning til, at Forbrugerombudsmandens lagde sag an mod H1 for overtrædelse af blandt andet renteloven.

De autopay-gebyrer, som H1 opkrævede indtil den 28. februar 2017, er derfor som udgangspunkt uden betydning for sagen.

Når vi i det følgende uddyber beskrivelsen af ikke blot H1s reminder fees, men tillige de tidligere auto-pay gebyrer, skyldes det derfor, at Skatteankestyrelsens forståelse for de grundlæggende forskelle mellem de 2 typer af gebyrer er helt central for Skatteankestyrelsens vurdering af, hvorvidt H1s reminder fees udgør betaling for en ydelse leveret af H1 og der dermed foreligger en momspligtig levering mod vederlag eller et momsfrit rykkergebyr eller ej.

H1 fastholder, at der ikke foreligger nogen direkte sammenhæng mellem en kundes betaling af reminder fee’et og en ydelse leveret af H1, hvorfor de i sagen omhandlede reminder fees ikke er momspligtige.

2.1. Autopay gebyr (indtil 28. februar 2017)

H1 tilbød allerede forud for den 28. februar 2017 et rente- og gebyrfrit kreditprodukt.

Autopay-gebyret var et almindeligt gebyr med hjemmel i parternes aftale, som dækkede over den service, der bestod i, at H1 automatisk stod for betalingen af den månedlige ydelse på kundens vegne.

Autopay-gebyret var således et almindeligt aftaleretligt vilkår og ikke en inddrivelsesomkostning, der udtrykte en rimelig kompensation for en omkostning, som er påløbet som følge af en skyldners forsinkede betaling.

Det fulgte direkte af H1s handelsbetingelser punkt 5 for den "gamle model", at kunden ikke var i betalingsmisligholdelse på det tidspunkt Autopay-gebyret blev opkrævet:

"Ved valg af H1-kredit forfalder første delbetaling den førstkommende 20. i måneden, hvor butikken afsender varen, og de efterfølgende delbetlaing med 1 måneds interval. (…) Såfremt månedsydelsen ikke betales rettidigt, vil H1 bestræbe sig på at undgå tilskrivning af rykkergebyrer og morarenter, iht. dansk rentelovgivning, ved at hæve den forfaldne månedsydelse før rykkertilskrivning via det i forbindelse med købet anvendte betalingskort. Kan hævning via kortet ikke gennemføres, indledes en rykkerprocedure iht. dansk rentelovgivning. (…) " [Min fremhævning]

Kunden kunne således vælge enten selv at betale (hvorved H1s produkt var gratis) eller lade H1 stå for kundens betaling mod betaling af autopay-gebyret.

Hvis H1 stod for betalingen, var H1 således forpligtet til ikke at opkræve rykkergebyrer og morarenter, da der netop var sket betaling.

Samtidig var H1 afskåret fra at indlede en egentlig rykkerprocedure, før end H1 - forgæves - havde forsøgt at hæve kundens forfaldne ydelse mod betaling.

Der var derfor tale om et enten eller. Det vil sige enten betalte kunden et autopay-gebyr på kr. 39 for, at H1 hævede pengene på kundens betalingskort eller også opkrævede H1 sædvanligt rykkergebyr på kr. 100 1., 2. og 3 gang, såfremt det ikke lykkedes H1 at hæve pengene på betalingskortet, og kunden ikke selv betalte ydelsen, se nærmere herom nedenfor.

Før den 1. i en måned: Kunden køber en vare gennem en af de tilknyttede webshops og vælger betaling via H1.

Den 20. i måneden: gælden forfalder til betaling.

Den 26. i måneden: H1 forsøgte at gennemføre en betaling på kundens betalingskort, hvis ikke betalingen var gennemført af kunden inden da.

2.1.1.    H1 hæver betaling på kundens betalingskort - opkrævning af autopay gebyr

Hvis det lykkedes H1 at hæve månedsbetalingen skete det samtidig med opkrævning af autopay gebyret på kr. 39.

Autopay-gebyret på kr. 39 blev kun opkrævet hos kunden, såfremt det rent faktisk lykkedes H1 at hæve månedsbetalingen på kundens betalingskort.

2.1.2.    H1 lykkedes ikke med at gennemføre opkrævning på kundens betalingskort - igangsættelse af rykkerprocedure og opkrævning af rykkergebyrer

Såfremt der ikke var dækning på kundens betalingskort, og det derfor ikke lykkedes H1 at hæve månedsbetalingen (samt autopay-gebyret på kr. 39), blev der den 3. i næste måned, det vil sige måneden efter oprindelig forfaldsdato, tilskrevet et egentligt rykkergebyr i henhold til renteloven på kr. 100 (1. rykkergebyr).
2. rykkergebyr på kr. 100 blev tilskrevet den 14. i måneden efter oprindelig forfaldsdato.
Slutteligt blev 3. og sidste rykkergebyr i henhold til renteloven tilskrevet den 25. i måneden efter den oprindelige forfaldsdato.

Som det fremgår af beskrivelsen af autopay-gebyret ovenfor, blev autopay-gebyret kun opkrævet, hvis H1 den 26. i måneden forsøgte at hæve betalingen på kundens betalingskort og var i øvrigt helt uafhængig af den rykkerprocedure og dermed rykkergebyrer i henhold til renteloven (3 i alt) der blev opkrævet tidligst fra den 3. i måneden efter oprindelig forfaldsdato).

H1s autopay-gebyrer var derfor - som ordet indikerer - kundens betaling for valg af en betalingsmetode og ikke et gebyr for en igangsat rykkerprocedure, hvilket var baggrunden for, at Forbrugerombudsmanden valgte at gå ind i sagen, jf. sagens bilag 5.

Der forelå derfor en direkte sammenhæng mellem kundens betaling af autopay-gebyret og betalingsydelsen, idet opkrævning af gebyret skete mod H1s forsøg på at hæve beløbet på kundens betalingskort. H1s forsøg på at hæve beløbet på kundens betalingskort og opkrævningen af autopay gebyret var derfor gensidigt afhængige, hvorfor der for så vidt angår disse gebyrer netop var tale om en momspligtig levering, jf. momslovens § 4. Denne del af sagen er af samme årsag ikke indbragt for Skatteankestyrelsen.

2.2. Reminder fee (fra og med 28. februar 2017)

Efter ændringen i gebyrstrukturen den 28. februar 2017 tilbød H1 fortsat et rente- og gebyrfrit kreditprodukt.

H1s reminder fees opkræves i modsætning til de tidligere autopay-gebyrer imidlertid udelukkende som følge af kundens/skyldners manglende betaling og uafhængigt af, hvorvidt H1 rent faktisk forsøgte at hæve betalingen på kundens betalingskort.

I modsætning til tidligere opkrævede H1 ikke længere et aftalt gebyr for at hæve en forfalden ydelse fra kundens kreditkort. H1 opkrævede derimod udelukkende 3 rykkergebyrer i henhold til renteloven og intet andet. Gebyrer der udelukkende blev opkrævet som følge af kundens manglende egen betaling.

H1s procedure kan (efter 28. februar 2017) beskrives således:

Før den 1. i en måned: Kunden køber en vare gennem en af de tilknyttede webshops og vælger betaling via H1.

Den 1. i måneden: H1 sender en opkrævning til kundens indbakke i "Mit H1. H1 sender samtidig en e-mail til kunden om, at der er kommet ny post i "Mit H1".

Det fremgik af opkrævningen, at forfaldsdatoen er den 20. i måneden, samt at H1 vil tilskrive et reminder fee på kr. 39 som følge af forsinket betaling.

Det fremgik også, at H1 efterfølgende vil forsøge at hæve betalingen på kundens betalingskort, hvis kunden ikke indbetalte det skyldige beløb inden 8 dage.

Hvis betalingen ikke indgik den 20. i måneden, tilskrev H1 allerede den 21. i måneden 1. rykkergebyr - det omhandlede reminder fee på kr. 39 - som følge af kundens betalingsrestance i henhold til renteloven. H1 forsøgte ikke på denne dag at hæve beløbet på kundens betalingskort.
Betalte kunden selv det skyldige beløb inden 28. i måneden, ville H1 naturligvis ikke forsøge at hæve beløbet fra kundens betalingskort. Reminder fee’et på kr. 39 skulle dog fortsat betales af kunden, som følge af den betalingsrestance, der opstod den 21. i måneden. Opkrævningen af reminder feet i denne situation understreger i øvrigt den manglende sammenhæng mellem det omhandlede reminder fee og H1’s forsøg på at hæve månedsbetalingen på kundens betalingskort.

Først sidste dag i måneden ville H1 forsøge at hæve det forfaldne beløb (månedsydelsen inkl. reminder fee på kr. 39).

Lykkedes det H1 den sidste dag at hæve beløbet på kundens betalingskort, ville det fortsat være inklusiv reminder fee’et på kr. 39, da kunden på dette tidspunkt allerede var i betalingsmisligholdelse.

H1 opkrævede imidlertid ikke yderligere gebyr for selve hævningen på kundens kreditkort, hvilket atter understreger den manglende sammenhæng mellem reminder fee og H1s hævning på kundens betalingskort.

I det omfang kunden derimod fortsat havde en forfalden saldo den 3. i måneden efter den oprindelige forfaldsdato, enten fordi H1 ikke lykkedes med at hæve beløbet eller kunden ikke selv havde betalt sin skyld, (månedsydelse inkl. reminder fee på kr. 39) opkrævede H1 rykkergebyr nr. 2 på kr. 100 i henhold til renteloven.

Havde kunden fortsat en forfalden konto den 14. i måneden efter oprindelig forfaldsdato, opkrævede H1 3. og sidste rykkergebyr på kr. 100 i henhold til renteloven, inden sagen herefter blev sendt til inkasso.

H1 opkrævede heller ikke i denne situation et yderligere gebyr (ud over de 3 rykkergebyrer) for H1s forsøg på at hæve beløbet på kundes betalingskort. Endnu engang understreges den manglende sammenhæng mellem reminder fee og H1s forsøg på hævning.

Rykkergebyret i form af reminder fee blev derfor utvivlsomt tilskrevet kunden som følge af kundens misligholdelse af sin betalingsforpligtelse ved at undlade at betale den forfaldne ydelse allerede den 20. i en måned og havde intet med kundens "valg" af betalingsmåde at gøre.

Betalingen af rykkergebyr var derfor både uafhængig af H1s eventuelle forsøg på at hæve, samt hvorvidt det rent faktisk lykkedes H1 at hæve pengene på kundens betalingskort.

Der foreligger derfor ganske enkelt ingen sammenhæng mellem H1s tilskrivning af gebyr i form af reminder fee straks efter manglende betaling den 20. i en måned, og H1s forsøg på at hæve betalingen på kundens betalingskort den 28. i måneden eller senere, idet gebyret blev opkrævet også i den situation, hvor kunden mellem den 21. og den 28. i en måned selv havde gennemført betalingen.

Det står derfor klart, at ikke blot navnet men hele H1s gebyrstruktur ændrede sig fra 28. februar 2017, ligesom det står klart, at H1s rykkergebyr ikke var betinget af H1s forsøg på at hæve betalingen på kundens betalingskort. Der foreligger derfor ikke den fornødne sammenhæng mellem H1s opkrævning af rykkergebyr, og selskabets forsøg på at hæve betaling på kundens betalingskort, hvorfor der ikke er tale om en momspligtig levering mod vederlag, men derimod opkrævning af et momsfrit rykkergebyr.

Det er derfor ikke korrekt, når Skatteankestyrelsen i sit forslag til afgørelse skriver, at beløbet (reminder fee) ikke opkræves som følge af kundens misligholdelse, men derimod er udtryk for forbrugerens valg af betalingsmåde. Betalingsmåden og gebyret har intet med hinanden at gøre og er på ingen måde gensidigt afhængig eller betinget af hinanden.

Det forhold, at H1 tidligere har opkrævet et momspligtigt gebyr, ændrer ikke herved.

Det bemærkes i den forbindelse, at hverken Forbrugerombudsmanden eller Sø- og Handelsretten har anfægtet, at H1s reminder fees havde karakter af rykkerskrivelser og ikke betaling for en betalingsydelse leveret af H1 til skyldner.

Der henvises atter til det som bilag 6 fremlagte tilsagn af 28. februar 2017 til Forbrugerombudsmanden hvoraf netop fremgår, at:

1.        Fra og med 1. marts 2017 vil H1 ophøre med at opkræve gebyrer hos forbrugerne for at tilmelde forsinkede betalinger på forbrugernes betalingskort.

2.        Fra og med 1. marts 2017 vil H1 ophøre med at opkræve gebyrer hos forbrugerne for at tilmelde forsinkede betalinger til Nets Betalingsservice eller lignende betalingssystemer."
[Min fremhævning]

Som anført i Klagers supplerende indlæg af 14. april 2023 valgte forbrugerombudsmanden på baggrund af tilsagnet at frafalde sit foreløbige forbud mod netop reminder feet, jf. bilag 7, der omfatter korrespondance mellem Forbrugerombudsmanden og H1 om frafald af foreløbigt forbud.

Det anførte støttes af, at Sø- og Handelsrettens dom af […], der bekræfter, at det i sagen omhandlede reminder fee også i denne sag - og i overensstemmelse med forbrugerombudsmandens påstand - og i modsætning til autopay gebyret - netop var en reminder og dermed en inddrivelsesomkostning i rentelovens forstand. Når gebyret ifølge Forbrugerombudsmanden og Sø- og Handelsretten var opkrævet i strid med renteloven skyldes det således udelukkende, at H1 ikke havde sikret sig, at meddelelse om opkrævning af gebyret (notifikationen) ikke var "fremsendt" til skyldner i lovens forstand, jf. dommen […] (bilag 5), hvoraf fremgår:

"Det er rettens opfattelse, at det var karakteristisk for denne fremgangsmåde, at reminderen til forbrugeren forblev på H1s hjemmeside under et domæne, der tilhørte H1, og det - uanset kundens forudgående accept af forretningsbetingelser og uanset den til kunden fremsendte notifikation i form af en e-mail - dermed ikke behørigt blev sikret, at reminderen nåede frem til kunden. Reminderen kan derfor ikke anses for at være fremsendt, jf. rentelovens § 9b. Oplysningerne om benyttede fremgangsmåder fra andre virksomheder på disses selvbetjeningstjenester, jf. bilag V, kan ikke føre til nogen anden vurdering."

Rentelovens § 9b, lyder:

"§ 9 b. For rykkerskrivelser vedrørende fordringer kan fordringshaveren kræve et gebyr, jf. stk. 2, såfremt skrivelsen er fremsendt med rimelig grund (rykkergebyr)."

Der er derfor ikke tvivl om, at reminder feet både af forbrugerombudsmanden og Sø- og handelsretten blev kvalificeret som et rykkergebyr. Vi står derfor uforstående overfor, at Skatteankestyrelsen i sin indstilling som offentlig myndighed erklærer sig lodret uenig heri, hvilket vi kraftigt opfordrer til, at Skatteankestyrelsen uddyber.

***

Hertil kommer, at Skatteankestyrelsen i sin indstilling har henvist til og sammenlignet H1s reminder fees med gebyrerne omhandlet i Landsskatterettens afgørelse af 2. december 2005, SKM2005.529.LSR.

Sagen omhandlede gebyrer opkrævet af et inkassofirma for fremsendelse af girokort pr. rate til skyldnere, der havde indgået en betalingsordning.

Sagen angik en inkassovirksomhed, der på vegne af tredjemand inddrev fordringer ved anvendelse af rykkere og betalingsordninger.

Klageren indgik en skriftlig aftale med fordringshaveren forud for inddrivelsen. Aftalens form afhang af fordringshaverens behov og fordringens størrelse.

Når en aftale om inddrivelse var indgået med fordringshaveren, sendte klageren en skrivelse til skyldneren, hvor denne kunne vedgå gælden (frivilligt forlig) og samtidig indgå en betalingsordning, hvor skyldneren selv kunne anføre den periodevise betaling. Skyldnerens underskrift på skrivelsen medførte, at klageren få dage forud for hver afdragsbetaling ville fremsende et girokort til skyldneren til anvendelse til betaling.

Klageren opkrævede i forbindelse hermed et gebyr på kr. 30 til dækning af administrationsomkostninger.

Skyldneren havde mulighed for at undgå at betale gebyret, hvis eksempelvis teksten på girokortet vedrørende dette punkt blev overstreget, og det blev anført, hvordan betaling i øvrigt vil ske.

Landsskatteretten slog fast, at der ikke var tale om et rykkergebyr, idet der ikke var tale om et gebyr, der opkrævedes som følge af en betalingsmisligholdelse, men derimod et beløb der blev opkrævet som følge af debitors valg af en bestemt betalingsform i forbindelse med en afdragsordning.

Der forelå derfor utvivlsomt den fornødne sammenhæng mellem skyldnerens valg af betalingsform (girokortet) og opkrævningen af gebyret. Et valg kunden i øvrigt foretog sig efter betalingen var misligholdt og i forbindelse med indgåelse af en frivillig betalingsordning.

Sagen kan derfor under ingen omstændigheder sammenlignes med nærværende sag vedrørende H1s reminder fees.

[…]"

Indlæg under retsmødet
Selskabets repræsentant fastholdt påstanden om, at afgiftstilsvaret for perioden 1. marts 2017 til 31. december 2017 skal nedsættes med samlet 6.146.618 kr., da det opkrævede gebyr ikke udgør et vederlag efter momslovens § 4, stk. 1, og uddybede sine anbringender i overensstemmelse med de skriftlige indlæg og det materiale, der blev udleveret på retsmødet. Det blev særligt anført, at det er i strid med de faktiske forhold, når Skattestyrelsen og Skatteankestyrelsen anfører, at selskabets reminder fee opkræves som følge af kundens valg af betalingsmåde. Videre blev det anført, at Skattestyrelsen og Skatteankestyrelsen ikke har identificeret sammenhængen mellem leverancen og det af selskabet opkrævede reminder fee. Repræsentanten gennemgik herefter selskabets gebyrstruktur og bemærkede, at der ikke er en sammenhæng imellem det opkrævede reminder fee og det forhold, at selskabet kan hæve det skyldige beløb ved udgangen af måneden. Det ligger uomtvisteligt fast, at reminder fee’et opkræves som følge af betalingsmisligholdelsen.

Særligt vedrørende Sø- og Handelsrettens dom af […] anførte repræsentanten, at Sø- og Handelsretten ikke underkendte selskabets rykkerskrivelse/reminder fee. Sø- og Handelsretten fandt derimod, at det ikke var behørigt sikret, at reminderen nåede frem til kunden.

Skattestyrelsen anførte, at styrelsen kunne tiltræde Skatteankestyrelsens indstilling. Det blev særligt anført, at det er ubestridt, at selskabet efter både den gamle og nye model opkræver 39 kr., når kunden ikke betaler. Det er videre ubestridt, at kunden ved accept af selskabets forretningsbetingelser skal oplyse sine betalingsoplysninger, hvorefter kunden accepterer automatisk hævning. Selskabet har således mulighed for at hæve det skyldige beløb allerede på forfaldsdagen. Med henvisning til EU-Domstolens C-43/19 (Vodafone) må reminderen anses for en fordel, som kunden betaler for, så kunden undgår, at der opkræves rykkergebyr. Selskabet leverer således en ydelse til en kunde, hvor kunden får en berettiget forventning om, at selskabet kan sikre rettidig betaling, jf. aftalevilkårene.

Skattestyrelsen henviste til forbrugerombudsmandens årsberetning 2017, som indeholder forbrugerombudsmandens redegørelse af Sø- og Handelsrettens dom af […], hvoraf det fremgår, at gebyrerne var ulovlige og i strid med renteloven.

Landsskatterettens afgørelse
Landsskatteretten skal tage stilling til, om det med rette, at Skattestyrelsen har forhøjet selskabets momstilsvar for perioden 1. marts 2017 til 31. december 2017 med samlet 6.198.986 kr. Landsskatteretten skal dermed tage stilling til, om det af selskabet hos forbrugeren opkrævede gebyr - benævnt "reminder fee" - er et momspligtigt vederlag for levering af en ydelse, jf. momslovens § 4, stk. 1.

Retsgrundlaget
Følgende fremgår af momslovens § 4, stk. 1:

"Der betales afgift af varer og ydelser, der leveres mod vederlag her i landet. Ved levering af en vare forstås overdragelse af retten til som ejer at råde over et materielt gode. Levering af en ydelse omfatter enhver anden levering."

Bestemmelsen i momslovens § 4, stk. 1, gennemfører momssystemdirektivets artikel 2, stk. 1, litra a) og c), og skal fortolkes i overensstemmelse hermed. I henhold til artikel 2, stk. 1, litra a) og c), er momsens anvendelsesområde defineret ved levering af varer og ydelser mod vederlag, som foretages på en medlemsstats område af en afgiftspligtig person, der handler i denne egenskab.

EF-Domstolen har i dom af 3. marts 1994 i sag C-16/93 (Tolsma) udtalt, at en tjenesteydelse kun udføres "mod vederlag" som omhandlet i (daværende) sjette direktivs artikel 2, nr. 1, og derfor kun kan beskattes, såfremt der mellem tjenesteyderen og modtageren består et retsforhold, der vedrører en gensidig udveksling af ydelser, idet det af tjenesteyderen modtagne vederlag udgør den faktiske modværdi af den ydelse, som leveres til modtageren, jf. dommens præmis 14.

EU-Domstolens sag C-43/19 (Vodafone Portugal) vedrører kontraktligt fastsatte beløb, som Vodafone opkrævede i tilfælde af en kundes førtidige opsigelse af et abonnement for teleydelser mv., der var underlagt en bindingsperiode. EU-Domstolen fastslog, at sådanne beløb, der tilsigtede at dække leverandørens omkostninger til de leverede produkter, skulle betragtes som en del af vederlaget for de leverancer, der blev gennemført under aftalen. Beløbene kunne således ikke anses som kompensation/erstatning, der faldt uden for momsens anvendelsesområde. Af dommens præmis 43 - 45 fremgår:

"43 Hvad for det andet angår den betingelse, der følger af den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 31, hvorefter de betalte beløb skal udgøre den faktiske modværdi for en individualiseret ydelse, bemærkes, at såvel den tjenesteydelse, der skal leveres, som modværdien for retten til at drage fordel af denne ydelse fastlægges ved indgåelsen af aftalen mellem Vodafone og selskabets kunder. Det fremgår navnlig af den forelæggende rets oplysninger, at modværdien for tjenesteydelsen fastsættes efter faste kriterier, der præciserer såvel de månedlige ydelser som den måde, hvorpå beløbet for førtidig ophævelse skal beregnes.

44 Den modværdi, som kunden betaler, er derfor hverken frivillig eller upåregnelig (jf. i denne retning dom af 3.3.1994, Tolsma, C-16/93, EU:C:1994:80, præmis 19), og er heller ikke vanskelig at værdiansætte og usikker (jf. i denne retning dom af 10.11.2016, Baštová, C-432/15, EU:C:2016:855, præmis 35).

45 I modsætning til, hvad Vodafone har gjort gældende, kan dette beløb heller ikke sidestilles med en lovbestemt betaling som omhandlet i dom af 8. marts 1988, Apple and Pear Development Council (102/86, EU:C:1988:120), eller en betaling, der tilsigter at kompensere udbyderen efter kundens ophævelse af aftalen som omhandlet i dom af 18. juli 2007, Société thermale d’Eugénie-les-Bains (C-277/05, EU:C:2007:440)."

Ved kendelse af 2. december 2005, offentliggjort som SKM2005.529.LSR, tog Landsskatteretten stilling til et gebyr, som en inkassovirksomhed havde opkrævet for fremsendelse af girokort til skyldnere, der havde indgået en afdragsordning. I sagen blev det oplyst, at skyldneren kunne undgå at betale gebyret, hvis skyldneren valgte en anden betalingsform. I kendelsen udtalte Landsskatteretten blandt andet følgende:

"Der foreligger ikke et rykkergebyr, idet der ikke er tale om gebyr, der opkræves som følge af en betalingsmisligholdelse, men derimod opkræves beløbet som følge af debitors valg af en bestemt betalingsform i forbindelse med en afdragsordning. Praksis vedrørende rykkergebyrer finder således ikke anvendelse."

Landsskatterettens begrundelse og resultat

Tre retsmedlemmer, herunder retsformanden, udtaler:
Retsmedlemmerne lægger ved sagens afgørelse til grund, at selskabets køb af fordringer er momspligtige, dels på grund af indholdet i samarbejdsaftalen, dels på grund af vilkåret om, at kreditrammen kun kan benyttes i netbutikker, hvilket får den til at adskille sig fra almindelige lån.

I den omhandlede periode købte selskabet fordringer fra tilknyttede netbutikker i tilfælde, hvor forbrugerne valgte afbetaling ved brug af selskabets rente- og gebyrfrie kreditprodukt. Inden kreditaftalen blev indgået, skulle forbrugeren acceptere selskabets almindelige forretningsbetingelser.

Af selskabets almindelige forretningsbetingelser, gældende fra den 15. marts 2017, fremgår om betalingsvilkårene blandt andet følgende:

"5.3. Hvis debitor ikke har betalt sin månedlige ydelse senest på forfaldsdagen, forbeholder H1 sig retten til at opkræve renter og rykkergebyrer i overensstemmelse med renteloven. Endvidere har debitor accepteret, at H1 har ret til at forsøge, at tilmelde den månedlige forfalden ydelse til Nets Betalingsservice. Dette sker for at undgå, at den forfaldne ydelse inddrives via inkasso, med yderligere omkostninger til følger for debitor. Der er tale om en enkelt betaling via Nets Betalingsservice, og ikke en tilbagevendende betaling."

Den 1. i måneden efter forbrugerens køb af en vare gennem én af de tilknyttede netbutikker sendte selskabet en besked til forbrugeren i dennes indbakke på selskabets hjemmeside. Af et fremlagt eksempel på en sådan besked fremgår blandt andet, at forbrugeren uden omkostninger kan indbetale månedens ydelse via sin netbank inden den 20. i måneden (forfaldsdatoen). Videre fremgår det, at hvis forbrugeren ikke indbetaler den månedlige ydelse, tilskrives der et reminder fee på 39 kr., som sammen med den skyldige ydelse skal være betalt senest inden 10 dage, hvorefter selskabet vil forsøge at hæve ydelsen inkl. reminder fee på forbrugerens betalingskort den sidste bankdag i måneden.

Forbrugeren har indtastet sine betalingskortoplysninger den første gang, hvor forbrugeren har benyttet selskabet som betalingsmåde, jf. selskabets almindelige forretningsbetingelser punkt 4.1.

Såfremt forbrugeren ikke betalte den månedlige ydelse senest den 20. i måneden, sendte selskabet en besked til forbrugerens indbakke på selskabets hjemmeside, idet der samtidig blev sendt en e-mail, hvor forbrugeren blev oplyst om, at der var ny post i indbakken. Af et fremlagt eksempel på en sådan besked i forbrugerens indbakke fremgår blandt andet, at selskabet har tilskrevet et reminder fee på 39 kr., og at det nye beløb til betaling (det månedlige beløb inkl. reminder fee) skal betales inden 10 dage.

Selskabet har således givet besked om og tilskrevet et reminder fee på 39 kr., når selskabet ikke har modtaget forbrugerens betaling senest den 20. i måneden. Selskabet har dog opbygget sin forretningsmodel således, at selskabet havde mulighed for selv at trække det skyldige beløb, inklusive reminder fee, fra forbrugerens betalingskort, idet forbrugeren oplyste sine betalingskortoplysninger ved indgåelse af aftalen, ligesom forbrugeren med aftalen accepterede, at selskabet vil forsøge at trække beløbet, i det omfang forbrugeren ikke selv betalte. Hvis forbrugeren selv betalte beløbet efter forfaldsdatoen, men inden selskabet hævede beløbet, skulle der også betales et reminder fee på 39 kr.

Selskabet har oprettet sine aftalevilkår således, at selskabet ikke benytter sig af adgangen til forbrugernes betalingskort før nogle dage efter forfaldsdatoen. Der henvises til selskabets almindelige forretningsbetingelser punkt 4.1. og 5.3.

Henset hertil finder retsmedlemmerne, at beløbet ikke opkræves som følge af en misligholdelse af den indgåede aftale mellem selskabet og forbrugeren, men derimod er udtryk for forbrugerens valg af betalingsmåde, i lighed med Landsskatterettens kendelse af 2. december 2005, offentliggjort som SKM2005.529.LSR.

Forbrugerens betaling af et reminder fee på 39 kr. er desuden hverken frivillig eller upåregnelig og heller ikke vanskelig at værdiansætte eller usikker, jf. i denne retning EU-Domstolens sag C-43/19 (Vodafone Portugal), præmis 43 og 44.

På denne baggrund finder retsmedlemmerne, at selskabets opkrævning af et reminder fee på 39 kr. hos forbrugerne udgør den faktiske modværdi for den ydelse, som selskabet leverer i henhold til den indgåede aftale mellem selskabet og forbrugeren. Vederlaget er dermed momspligtigt, jf. momslovens § 4, stk. 1.

Dette understøttes af selskabets økonomiske virkelighed, idet selskabet anvender en forretningsmodel, hvor selskabets indtægter ved fees udgjorde 80 % af omsætningen i regnskabsåret for 2016/2017 og 74 % af omsætningen i regnskabsåret for 2017/2018.

Et retsmedlem udtaler:
Det fremgår ikke klart af de fremlagte aftalevilkår, at der er en sammenhæng imellem det opkrævede reminder fee og det forhold, at selskabet kan hæve det skyldige beløb ved udgangen af måneden. Det findes således ikke godtgjort, at der sker levering af en ydelse mod vederlag, jf. momslovens § 4, stk. 1. Dette understøttes af Sø- og Handelsrettens dom af […], der lægger til grund, at selskabets reminder fee er et rykkergebyr, der skal opfylde rentelovens bestemmelser.

Landsskatteretten træffer afgørelse efter stemmeflertallet.

Selskabets opkrævning af reminder fee på 39 kr. hos forbrugerne i perioden 1. marts 2017 til 31. december 2017 er således momspligtigt, jf. momslovens § 4, stk. 1.

Skattestyrelsens afgørelse stadfæstes derfor på dette punkt.

Skattestyrelsen har opgjort efteropkrævningen af udgående afgift som 25 % af omsætningen vedrørende reminder fee.

EU-Domstolen har i de forenede sager C-249/12 og C-250/12 (Tulică og Plavosin) udtalt, at momsdirektivet, navnlig dets artikel 73 og 78, skal fortolkes således, at når prisen på en vare er blevet fastsat af parterne uden nogen angivelse af momsen, og leverandøren af den nævnte vare er den person, der er betalingspligtig for moms for den afgiftspligtige transaktion, skal den aftalte pris, i det tilfælde hvor leverandøren ikke har mulighed for at få tilbagebetalt den af skatteforvaltningen krævede moms af erhververen, anses for allerede at omfatte momsen, jf. dommens præmis 43.

I udtalelse af 3. september 2024 har Skattestyrelsen foretaget en ny opgørelse, hvorefter den udgående afgift er opgjort som 20 % af omsætningen vedrørende reminder fee. Den udgående afgift udgør herefter 4.959.189 kr. for perioden 1. marts 2017 til 31. december 2017. Den udgående afgift er opgjort på baggrund af en resultatopgørelse vedrørende reminder fee, som selskabet har fremlagt over for Skattestyrelsen.

Repræsentanten har ved indlæg af 4. juli 2023 anført, at selskabet i 1. halvår 2017 (fra 1. marts 2017 og frem) havde en samlet omsætning vedrørende reminder fee på 9.015.864 kr., hvilket er lavere end beløbet på 9.225.337 kr., som Skattestyrelsen har lagt til grund. Som dokumentation herfor har repræsentanten fremlagt et udtræk fra selskabets system. Repræsentanten har med det anførte ikke godtgjort, at den af Skattestyrelsen anvendte omsætning, som er baseret på selskabets egen resultatopgørelse, skal tilsidesættes, hvorfor Landsskatteretten ændrer Skattestyrelsens afgørelse i overensstemmelse med den af Skattestyrelsen tilsendte nye opgørelse.

Landsskatteretten ændrer således delvist Skattestyrelsens afgørelse.