Udenlandske fonde – ikke skattepligtige til Danmark

Spørger ville etablere en filial i X-land, der skulle administrere en række investeringsfonde i X-land. Fondene i X-land var åbne fonde, der havde til formål at investere i børsnoterede værdipapirer. Fondene var oprettede i henhold til aftale, jf. Direktiv 2009/65/EF (UCITS-direktivet), artikel 2, stk. 3 og under tilsyn af finanstilsynet i X-land.

Skatterådet bekræftede, fondene i X-land kunne anses som selvstændige skattesubjekter fra et dansk skatteretligt synspunkt. Skatterådet bekræftede desuden, at fondene i X-land ikke ville have ledelsens sæde i Danmark, jf. selskabsskattelovens § 1, stk. 6, da filialbestyreren i X-land ville udgøre den daglige ledelse af fondene. Endelig bekræftede Skatterådet, at fondene i X-land ikke ville være begrænset skattepligtige til Danmark efter de danske regler om fast driftssted, jf. selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra a.

Selskabsskattelovens § 1

Selskabsskattelovens § 2

Selskabsskatteloven

Den juridiske vejledning 2025-1, afsnit C.D.1.1.3 Andre selskaber

Den juridiske vejledning 2025-1, afsnit C.D.1.1.10.12 Værdipapirfonde

Den juridiske vejledning 2025-1, afsnit C.D.1.1.1.3 Hvor har ledelsen sæde

Den juridiske vejledning 2025-1, afsnit C.D.1.1.10.12 Værdipapirfonde

Den juridiske vejledning 2025-1, afsnit C.D.1.2.2 Erhvervsvirksomhed med fast driftssted her i landet

Den juridiske vejledning 2025-1, afsnit C.F.8.2.2.5.2.1 Hovedregel om fast forretningssted

Spørgsmål

1. Kan det bekræftes, at Fondene skal anses som selvstændige skattesubjekter under dansk skatteret?
2. Hvis spørgsmål 1 besvares med ja, kan det så bekræftes, at Fondene ikke vil være fuldt skattepligtige til Danmark efter de danske regler om ledelsens sæde, jf. selskabsskattelovens § 1, stk. 6?
3. Hvis spørgsmål 1 besvares med ja, kan det så bekræftes, at Fondene ikke vil være begrænset skattepligtige til Danmark efter de danske regler om fast driftssted, jf. selskabsskattelovens § 2, stk.1, litra a?
4. Hvis spørgsmål 1 besvares med et ja og spørgsmål 3 besvares med et nej, kan det så bekræftes, at Fondene skal anses for begrænset skattepligtige investeringsselskaber efter ABL § 19 og at Fondene i så fald ikke efter danske regler har pligt til at indeholde kildeskat af udlodninger af udbytte eller til at foretage indberetninger til Skattestyrelsen af udlodning af udbytte?
5. Hvis spørgsmål 2 besvares med nej, kan det så bekræftes, at Fondene vil skulle anses som hjemmehørende i X-land efter den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst artikel 4, stk. 3?
6. Hvis spørgsmål 1 besvares med nej, kan det så bekræftes, at investorerne i Fondene ikke vil være begrænset skattepligtige til Danmark efter reglerne om fast driftssted som følge af investeringerne i Fondene, jf. KSL § 2, stk. 1, nr. 4 eller selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra a?
7. Hvis spørgsmål 2 besvares med nej, kan det så bekræftes, at investorer i Fondene, som ikke er hjemmehørende i Danmark, ikke er skattepligtige af udbytter fra Fondene?

Svar

1. Ja
2. Ja
3. Ja
4. Bortfalder
5. Bortfalder
6. Bortfalder
7. Bortfalder

Beskrivelse af de faktiske forhold

[Moderselskabet] ejer et administrationsselskab i X-land ("Administrationsselskabet"), der administrerer en række fonde i X-land (hver for sig "Fonden" og kollektivt de "Fondene"). Fondene har til formål at investere i børsnoterede værdipapirer og markedsfører sig alene overfor investorer i X-land.

Det er påtænkt at opløse Administrationsselskabet. Spørger vil i denne forbindelse etablere en filial i X-land ("Filialen") som herefter vil administrere Fondene. Filialen vil som udgangspunkt udføre de funktioner i forhold til administration af Fondene, som i dag udføres af Administrationsselskabet og vil bl.a. føre tilsyn med de tredjeparter, som leverer ydelser til Fondene, og varetage al kommunikation vedrørende Fondene med myndighederne i X-land.

Filialen vil initialt alene have én ansat i form af en filialbestyrer ("Filialbestyreren"). Der kan i fremtiden blive ansat flere i Filialen. Fondene består af x antal fonde, der næsten udelukkende har investorer fra X-land. Det kan dog forekomme, at der er et forholdsvis mindre antal investorer fra andre jurisdiktioner, f.eks. i den situation, hvor en investor fra X-land flytter fra X-land til f.eks. Danmark. 

Investorerne kan både være juridiske og fysiske personer.

Alle aftaler i relation til Fondene er allerede blevet indgået af Administrationsselskabet fra X-land, herunder navnlig aftaler med diverse tredjemandsudbydere, som står for hovedparten af administrationen af Fondene (eksempelvis en porteføljeforvalter). 

1.1 Beskrivelse af og karakteristika ved Fondene

Regulatorisk er Fondene UCITS oprettet i henhold til aftale (investeringsfonde administreret af administrationsselskaber), jf. Direktiv 2009/65 EF ("UCITS direktivet"), artikel 2, stk. 3. Fondene er oprettet i henhold til og reguleret af lovgivning i X-land, og er dermed under tilsyn af finanstilsynet i X-land.

Fondene er "åbne" i den forstand, at nye investorer kan optages i Fondene. Hver af Fondene har separate fondsbestemmelser som skal godkendes af finanstilsynet i X-land. Fondene har ikke egen ledelse, men administreres af Administrationsselskabet. Administrationsselskabet skal f.eks. på vegne af Fondene udarbejde årsregnskab.

Fondene er ikke juridiske enheder i X-land, men anses som separate økonomiske enheder. Hver af Fondene har deres eget individuelle selskabsnummer og skattenummer i X-land svarende til et dansk CVR-nr. Aftaler vedrørende hver af Fondene og tredjemand indgås med den pågældende Fond som aftalepart, dvs. det er den relevante Fond som bliver forpligtet efter aftalerne. Sådanne aftaler indgås enten af Administrationsselskabet på vegne af den relevante Fond eller af en anden part, som måtte være bemyndiget til at handle på vegne af den relevante Fond. Dette kan eksempelvis være en ekstern porteføljemanager, som køber eller sælger værdipapirer på vegne den relevante Fond. En sådan porteføljeforvalter vil indgå de konkrete aftaler om køb eller salg af værdipapirer, men dette vil ske i den pågældende Fonds navn og for dennes regning. 

Fondenes "formue" er adskilt fra Administrationsselskabets. Dette medfører, at Administrationsselskabets kreditorer ikke kan foretage udlæg, m.v. i Fondenes aktiver for krav kreditorerne måtte have mod Administrationsselskabet. 

Tilsvarende kan investorens kreditorer ikke foretage udlæg i Fondenes aktiver, men alene i investorernes investeringsbeviser i Fondene, og sådanne kreditorer vil heller ikke kunne gøre deres krav gældende overfor den enkelte Fond. Endeligt er hver investors hæftelse i forhold til Fondene begrænset til dennes indskud i Fonden og der er ingen deltager, m.v. der har ubegrænset hæftelse for Fondenes forpligtelser.

Udbytte fra Fondene fordeles blandt investorerne på grundlag af den investerede kapital. Tilsvarende vil et likvidationsprovenu blive fordelt blandt investorerne på grundlag af den investerede kapital.

1.2 Beskrivelse af Filialbestyreren

Filialbestyreren vil være en person bosat i X-land og vil udføre alle sine funktioner som Filialbestyrer på Filialens kontor i X-land. 

Filialbestyreren vil stå for den daglige drift af Filialen. Filialbestyrelsens ansvar og opgaver i forhold til Fondene er illustreret nedenfor.

Som det fremgår ovenfor, er en række opgaver uddelegeret. Tilsynet vedrørende disse opgaver vil i visse tilfælde bestå af tilsyn med de tilsynsprocesser som tredjemandsudbyderne har.

For så vidt angår Fondene er beslutningerne samt indgåelse af aftaler vedrørende uddelegering allerede truffet af Administrationsselskabet fra X-land. 

Filialen og Filialbestyreren vil således overtage det allerede velkørende set-up som er etableret i X-land af Administrationsselskabet, inklusiv eksisterende aftaler med de tredjemandsudbydere som administrerer Fondene, herunder porteføljeforvaltning. Det er således ikke intentionen, at Spørgers bestyrelse, direktion eller andre medarbejdere i Spørger skal ændre dette set-up. 

Hvis der skal foretages ændringer til dette set-up, f.eks. opsigelse eller ændring af Fondenes eksisterende aftaler med tredjemandsudbydere (eksempelvis porteføljeforvalter) eller uddelegering af opgaver fra Fonde til nye tredjemandsudbydere kan sådanne ændringer alene træffes af Spørgers bestyrelse. Det er ikke forventningen at sådanne beslutninger skal træffes og hvis det sker, vil de høre til sjældenhederne.

Det bemærkes, at tredjemandsudbyderen i de fleste tilfælde vil være det koncernforbundne selskab, [Moderselskabet], som i visse tilfælde uddelegerer deres delegerede opgaver ud til et ikke-koncernforbundet selskab. Det er således sjældent, at Fondene direkte uddelegerer til ikke-koncernforbundne selskaber. Porteføljeforvaltning vil ofte være uddelegeret til [Moderselskabet] som ofte har uddelegeret opgaven til et ikke-koncernforbundet selskab.

De beslutninger der herudover tages af Filialbestyreren vil bl.a. være ansættelse af nye medarbejdere. 

Filialbestyreren vil have ansvaret for kontakten med myndighederne i X-land både i forhold til Filialen og Fondene. Filialbestyreren vil også være ansvarlig for og have instruktionsbeføjelsen over alle de ansatte i Filialen, såfremt der i fremtiden ansættes flere medarbejdere i Filialen.

Derudover skal Filialbestyreren informere Spørgers direktion om kommunikation med myndighederne i X-land. Filialbestyreren udpeges af bestyrelsen i Spørger, men skal godkendes af finanstilsynet i X-land, da Filialbestyreren skal opfylde visse krav, herunder "fit and proper" krav.

Fondenes regnskaber vil blive underskrevet af Filialbestyreren og bestyrelsen i Spørger.

Spørgers opfattelse og begrundelse

2.1 Spørgers opfattelse og begrundelse (spørgsmål 1)

Det er Spørgers opfattelse, at Spørgsmål 1 skal besvares med "ja". 

Det bemærkes indledningsvist, at Fondene efter reglerne om kapitalens fri bevægelighed, jf. Traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde artikel 63, har ret til samme skattebehandling som danske værdipapirfonde, såfremt de er i objektivt sammenlignelige situationer, jf. f.eks. sag C 342/20 (SCPI). I sagen fastslog EU Domstolen, at finske skatteregler om skattefritagelser for visse investeringsfonde var i strid med reglerne om kapitalens frie bevægelighed, fordi de finske regler alene fandt anvendelse på investeringsfonde, som var oprettet i henhold til aftale, og dermed ikke kunne anvendes af franske investeringsfonde, som i henhold til fransk lovgivning var oprettet i henhold til en vedtægt.

Det er Spørgers opfattelse, at Fondene organisatorisk svarer til danske værdipapirfonde og dermed er omfattet af Skattestyrelsen praksis, hvorefter udenlandske enheder der organisatorisk svarer til danske værdipapirfonde, skal anses som selvstændige skattesubjekter under dansk skatteret, jf. SKM2016.98SKAT og den Juridiske Vejledning 2024-2, afsnit C.D.1.1.10.12, hvor følgende fremgår:

"For så vidt angår udenlandske enheder bemærkes, at den skattemæssige kvalifikation af en enhed i henhold til dansk ret, skal afgøres efter dansk ret. I det omfang der er tale om en udenlandsk værdipapirfond, der organisatorisk svarer til en dansk værdipapirfond, vil der dermed være tale om en enhed, der er begrænset skattepligtig til Danmark af de indkomstarter, der er nævnt i SEL § 2."

Kammeradvokaten har i notat af 5. februar 2015, "Den Skattemæssige behandling af værdipapirfonde" ("Kammeradvokatens Notat"), redegjort for den skattemæssige kvalifikation af danske værdipapirfonde. Det bemærkes, at dette notat er blevet udarbejdet på anmodning fra Skatteministeriet med henblik for at fastslå om Skattestyrelsen daværende praksis vedrørende den skattemæssige behandling af værdipapirfonde var forkert og har været medvirkende til Skattestyrelsens ændring af sin praksis vedrørende værdipapirfonde, jf. SKM2016.98SKAT.

I Kammeradvokatens Notat redegør Kammeradvokaten for karakteristika ved danske værdipapirfonde og hvorfor disse efter Kammeradvokatens opfattelse medfører at en dansk værdipapirfond bør anses som et selvstændigt skattesubjekt.

Det er Spørgers opfattelse, at Fondene har de samme karakteristika som angivet i Kammeradvokatens Notat (der henvises til beskrivelsen under 1.1 af Fondene):

• Både Fondene og danske værdipapirfonde er UCITS oprettet i henhold til aftale (investeringsfonde administreret af administrationsselskaber), jf. UCITS direktivet artikel 2, stk. 3.

• Både Fondenes og danske værdipapirfondes "formue" er adskilt fra Administrationsselskabet formue.

• Både Fondene og danske værdipapirfonde er økonomiske enheder, men ikke juridiske enheder i deres respektive jurisdiktion.

• Både Fondene og danske værdipapirfonde skal udarbejde fondsbestemmelser som skal godkendes af hhv. finanstilsynet i X-land og Finanstilsynet.

• Både Fondene og danske værdipapirfonde har et unikt identifikationsnummer i form af deres respektive individuelle selskabsnummer og skattenummer.

• Både Fondene og danske værdipapirfonde har "civilretlig handleevne" i den forstand, at de har rettigheder og forpligtelser i henhold til de aftaler, som indgås på deres vegne, f.eks. ved køb af værdipapirer.

• Kreditorer til investorerne i hhv. Fondene eller danske værdipapirfonde vil ikke kunne gøre udlæg i hhv. Fondenes eller dansk værdipapirfondes aktiver men kan alene gøre udlæg i selve investeringsbeviset, m.v.

• Både Fondene og danske værdipapirfonde administreres af et administrationsselskab.

• Investorernes hæftelse i både Fondene og danske værdipapirfonde er begrænset til deres indskud.

• Udbytte fra både Fondene og danske værdipapir fordeles på baggrund af den indskudte kapital og likvidationsprovenuet fordeles på baggrund af den indskudte kapital.

• Både Fondene og danske værdipapirfonde er "åbne" i den forstand, at der kan optages nye investorer.

• Både Fondene og danske værdipapirfonde skal i henhold til lovgivningen udarbejde årsregnskaber som dog udarbejdes af det respektive administrationsselskab.

• Investorerne i Fondene anses ikke i X-land for at have forholdsmæssigt medejerskab til aktierne ejet af Fondene.

På baggrund af ovenstående er det dermed Spørgers opfattelse, at Fondene organisatorisk svarer til en dansk værdipapirfond, hvorfor Fondene skal anses som selvstændige skattesubjekter.

Det bemærkes for god ordens skyld, at Fondene er selvstændige skattesubjekter i X-land.

2.2 Spørgers opfattelse og begrundelse (spørgsmål 2)

Det er Spørges opfattelse, at spørgsmål 2 skal besvares med ja.

Det følger af selskabsskattelovens ("SEL") § 1, stk. 6, at udenlandske enheder er fuldt skattepligtige til Danmark, hvis ledelsens sæde er i Danmark. 

Ved vurdering af, hvor ledelsen har sæde, skal der ifølge forarbejderne først og fremmest lægges vægt på beslutninger forbundet med den daglige ledelse af selskabet, typisk fordi direktionen eller hovedsædet findes i Danmark, jf. de specielle bemærkninger til bestemmelsen (LFF 1994-11-02 nr. 35):

"Afgørelsen af, om et selskabs ledelse har sæde her i landet, beror på en konkret vurdering af de faktiske forhold i forbindelse med beslutningstagningen i selskabet. Ved denne vurdering lægges først og fremmest vægt på beslutninger forbundet med den daglige ledelse af selskabet. Selskabet vil derfor ofte blive anset for hjemmehørende i Danmark, når direktionen har sæde, eller hovedsædet er beliggende her i landet.

I det omfang bestyrelsen forestår den reelle ledelse af selskabet, vil stedet for bestyrelsens sæde være af væsentlig betydning for vurderingen af, om selskabet er hjemmehørende i Danmark."

Fondene har, ligesom danske værdipapirfonde, ikke nogen ledelsesorganer og vurderingen af ledelsens sæde afhænger indledningsvist af hvem der foretager beslutninger forbundet med den daglige ledelse af Fondene. Af Kammeradvokatens Notat fremgår følgende:

"Henset til, at værdipapirfonden i sig selv ikke besidder ledelsesorganer, hvorfor det er forudsat, at alle dispositioner træffes af investeringsforvaltningsselskabet eller af administrationsselskabet, må det umiddelbart lægges til grund, at en udenlandsk værdipapirfond, der er administreret af et dansk investeringsforvaltningsselskab, anses for hjemmehørende i Danmark.

Det forudsættes i den forbindelse, at investeringsforvaltningsselskabets udøvelse af ledelsen for værdipapirfonden, jf. herom investeringsforeningslovens § 53 og bekendtgørelse nr. 865 af 2. juli 2014 om ledelse, styring og administration af danske UCITS, rent faktisk foregår i Danmark." (vores understregning)

Det er således Kammeradvokatens umiddelbare opfattelse, at udenlandske værdipapirfonde der administreres af et dansk administrationsselskab kan anses for hjemmehørende til Danmark, jf. SEL § 1, stk. 6. Denne opfattelse deler Skatteministeriet, jf. Skatteministeriets rapport " Analyse af beskatningen af investeringsinstitutter og deres investorer", s. 175, hvor følgende fremgår:

"På basis af Kammeradvokatens notat er det Skatteministeriets opfattelse, at udenlandske værdipapirfonde, der administreres af et dansk investeringsforvaltningsselskab, må anses for hjemmehørende i Danmark og dermed skattepligtige til Danmark."

Det er Spørgers opfattelse i nærværende sag, at Fondene ikke administreres af Spørger i Danmark, men derimod af Filialen i X-land.

Det er Spørgers opfattelse, at administrationen af Fondene sker fra X-land og at Filialbestyreren skal anses som ledelsen af Fondene.

Som anført ovenfor i forarbejderne skal der foretages en vurdering af de faktiske forhold i forbindelse med beslutningstagningen i selskabet. I relation til Fondene er en række centrale beslutninger allerede taget vedrørende Fondene, herunder navnlig beslutning om investeringsstrategi og uddelegering til og indgåelse af aftaler med tredjemandsudbydere.

Filialbestyreren forestår dermed den daglige ledelse af Fondene idet det er denne der fører tilsyn med de tredjemandsudbydere, som i vidt omfang står for administrationen af Fondene. Som beskrevet i faktumbeskrivelsen kan dette tilsyn også bestå af tilsyn med de relevante tredjemandsudbyderes tilsynsprocesser, herunder i de situationer hvor [Moderselskabet] uddelegerer deres opgaver og ansvar til andre tredjemandsudbydere.

Det forhold, at det ikke er Filialbestyreren der har valgt de tredjemandsudbydere der bruges af Fondene ændrer ikke på vurderingen af ledelsens sæde, da disse beslutninger blev taget fra X-land af Administrationsselskabet. Der er således allerede et velkørende set-up som er etableret fra X-land og som der ikke er planer om at ændre.

Ligeledes har det heller ikke betydning, at Spørges bestyrelse har kompetencen til at uddelere opgaver vedrørende Fondene til andre tredjemandsudbydere, da sådanne beslutninger vil være så sjældne, at der er tale om beslutninger af ekstraordinær karakter som ikke kan kvalificeres som "daglig ledelse".

Den daglige ledelse af Fondene består således i det væsentligste af det tilsyn (som beskrevet ovenfor) med de tredjemandsudbydere som står for hovedparten af administrationen af Fondene, herunder navnlig i forhold til investeringer. Dette står Filialbestyreren for.

Denne betragtning understøttes f.eks. af TFS 2000, 209, der omhandlede ledelsens sæde for et Irsk "SPV" selskab som udstedte securitization-certifikater. Denne udstedelse af securitazation-certifikater skete ved medvirken fra en dansk bank. Spørgsmålet var herefter om denne medvirken medførte, at det Irske SPV havde ledelsens sæde i Danmark, jf. SEL § 1, stk. 6.

I sagen havde den danske bank anmodet Ligningsrådet om at bekræfte, at SPV'et ikke skulle anses for at have ledelsens sæde i Danmark som følge af den danske banks rolle. Dette svarede Ligningsrådet nej til. Banken påklagede svaret til Landsskatteretten som ændrede Ligningsrådets svar til ja.

Ligningsrådet havde som begrundelse bl.a. anført, at ingen af de enheder i Irland, der var tilknyttet projektet, kunne gribe ind i projektets opbygning, idet det var den danske bank, der udarbejdede projektet, indkøbte obligationer, etablerede swap-aftalerne og fandt aftagere til certifikaterne. Den ledelse, der foregik i Irland, var alene af sekundær og formel karakter, nødvendiggjort af, at projektet forudsatte en selvstændig enhed, der var uafhængig af den danske bank.

Kammeradvokaten argumenterede overfor Landsskatten for, at hverken ledelsen for det irske SPV eller en række øvrige enheder i Irland kunne anses for at udgøre SPV'ets ledelse, men at det derimod var den danske bank, som reelt udgjorde ledelsen, og anførte bl.a.: "Organerne havde imidlertid ingen reelle ledelsesbeføjelser, idet opbygningen omkring SPV'et ikke rummede plads til beslutninger, der kunne føre til afvigelser i det forløb, som lå fast efter oprettelsen af projektets aftalegrundlag. Alle væsentlige beslutninger vedrørende det økonomiske grundlag for SPV'et blev truffet af A bank i opstartsfasen. Den rolle, som SPV'et udfyldte, ville bestå i at erhverve en portefølje af aktiver fra banken i form af virksomhedsobligationer, pantebreve, banklån eller lignende."

Endvidere anførte Kammeradvokaten, at når projektet var fastlagt, "ville de opgaver, der varetoges af SPV'ets formelle ledelsesorganer, herunder administrator og bestyrelse, være af rent administrationsmæssig karakter. Hverken administrator eller bestyrelse kunne ændre SPV'ets rolle i projektet, og der var således ikke tale om en egentlig ledelse af selskabets anliggender."

På den baggrund argumenterede Kammeradvokaten for, at forholdet reelt var, "at det projekt, som banken stod bag og i det hele tilrettelagde, ville være "selvkørende", når det først var sat i gang, og økonomisk ville hvile i sig selv. Dette indebar, at de organer, der formelt traf beslutninger på SPV'ets vegne ikke kunne træffe beslutninger, der ændrede SPV'ets rolle i forløbet. De beslutninger, der fastlagde SPV'ets rolle i hele projektets forløb, var allerede fastlagt af banken i forbindelse med projektets udarbejdelse, og i hele projektets forløb ville der derfor ikke skulle udøves beføjelser, der ville kunne betragtes som (daglige) ledelsesbeføjelser."

På samme måde som i TFS 2000, 209 er der allerede etableret et velkørende set-up i X-land af Administrationsselskabet, og det ikke er intentionen at foretage ændringer. En række væsentlige beslutninger er dermed allerede truffet af Administrationsselskabet, og det er derfor forventningen, at det vil være sjældent at der vil være behov for, at Spørgers bestyrelse eller direktion træffer beslutninger vedrørende Fondene. 

Landsskatteretten kom som anført ovenfor frem til, at ledelsens sæde ikke var i Danmark. 

Den daglige ledelse er i kraft af det velkørende set-up der allerede er etableret i X-land, er dermed begrænset til det tilsyn (som beskrevet tidligere) med tredjemandsudbyderne samt kommunikation med myndighederne i X-land samt de yderligere opgaver, som er nævnt ovenfor. Dette forestår og har Filialbestyreren ansvaret for.

Det bemærkes, at EU-retten, herunder særligt UCITS direktivet gør sådanne grænseoverskridende strukturer, som Spørger påtænker, mulige. Dette kommer ligeledes til udtryk i de almindelige bemærkninger til LFF 201202-29 nr. 95. hvor følgende fremgår:

" Endvidere skal forslaget bidrage til at sikre samspillet mellem skattereglerne og UCITS IV-direktivet (Europa Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF af 13. juli 2009 om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter))."

og

"Forslagene skal ses i sammenhæng med de nye muligheder UCITS IV direktivet giver bl.a. i forhold til, at danske udbydere af investeringsprodukter kan administrere deres internationale investeringsprodukter- og aktiviteter fra Danmark (administrationspas). Det skal i den forbindelse bemærkes, at et udenlandsk investeringsinstitut omfattet af UCITS direktivet, der inden for rammerne af direktivet administreres af et dansk administrationsselskab, normalt ikke vil blive inddraget under dansk beskatning efter kriterierne om ledelsen sæde eller fast driftssted, men det vil i øvrigt bero på en vurdering efter kriterierne fastlagt af OECD." (vores understregning)

Det er således udgangspunktet efter dansk skatteret, at Fondene ikke vil blive skattepligtige til Danmark efter reglerne om ledelsens sæde eller fast driftssted som følge af, at Fondene inden for rammerne af direktivet administreres af et dansk administrationsselskab. Derfor vil Fondene ikke anses for at have ledelsens sæde i Danmark selv, hvis Skattestyrelsen måtte komme frem til, at Fondene administreres fra Spørger i Danmark og ikke fra Filialen i X-land.

2.3 Spørgers opfattelse og begrundelse (spørgsmål 3)

Det er Spørges opfattelse, at spørgsmål 3 skal besvares med ja.

Det følger af selskabsskattelovens ("SEL") § 2, stk. 1, litra a, at udenlandske enheder er begrænset skattepligtige til Danmark, hvis de udøver et erhverv med fast driftssted her i landet. 

Der kan statueres fast driftssted for udenlandske enheder efter 1) reglerne om fast forretningssted, jf. SEL § 2, stk. 2 eller 2) agentreglen, jf. SEL § 2, stk. 4.

2.3.1 Fast forretningssted

SEL § 2, stk. 1, litra a, jf. SEL § 2, stk. 2 skal ifølge forarbejderne til bestemmelsen fortolkes i overensstemmelse med OECD's modeloverenskomst artikel 5. Efter denne regel skal følgende kumulative betingelser være opfyldt før der kan statueres fast driftssted efter reglerne om fast forretningssted:

1. der skal være et forretningssted,
2. dette skal være fast, og
3. virksomhedsudøvelse for foretagendet (dvs. Fondene), skal ske gennem dette faste forretningssted.

Fondene har ikke noget forretningssted i Danmark og er derfor allerede af denne grund ikke omfattet af SEL § 2 stk. 1, litra a, jf. SEL § 2, stk. 2. Spørgers kontor i Danmark kan ikke anses for at være til rådighed for Fondene.

Selv hvis Spørgers kontor i Danmark anses for at være til rådighed for Fondene sker Fondenes virksomhedsudøvelse ikke fra dette forretningssted, men derimod alene fra Filialen i X-land og betingelse 3) ovenfor er der ikke opfyldt.

Det bemærkes i den forbindelse, at det følger af OECDs modeloverenskomst artikel 5, at et fast driftssted også kan anses som det sted. hvorfra foretagendet ledes. Af kommentarerne til OECD's modeloverenskomst (2017) fremgår følgende:

"46. Udtrykket “et sted, hvorfra foretagendet ledes" er nævnt særskilt, fordi det ikke nødvendigvis er et “kontor". Hvis de to kontraherende staters lovgivning imidlertid ikke indeholder begrebet “et sted, hvorfra foretagendet ledes" som noget forskelligt fra et “kontor", er der intet behov for at henvise til det førstnævnte udtryk i deres bilaterale overenskomst." (vores understregning)

Begrebet "et sted, hvorfra foretagendet ledes" skal forstås efter dansk ret, jf. ovenstående citat, hvoraf der ikke er behov for at anvende begrebet, hvis de to kontraherende staters interne lovgivning ikke anvender begrebet. 

Dette understøttes, f.eks. af OECD komiteens rapport af 7. november 2002 vedrørende problematikker i forbindelse med OECD artikel 5, hvor følgende fremgår:

"In some cases, member countries have agreed that an enterprise has a permanent establishment in the State where it carries on activities because the management of the enterprise is found to be situated there. These cases have mainly arisen where enterprises resident in one State have established business activities, but no fixed offices, in another State and carried on such activities continuously for several years, maintaining only a limited presence in the first State." (vores understregning)

Det er således op til de enkelte stater at fortolke begrebet og flere stater har valgt at det er det sted, hvor ledelsen af foretagende befinder sig. 

I dansk skatteret bruges begrebet et "sted hvorfra foretagendet ledes" ikke. Det nærmeste vi i dansk ret kommer på dette, er begrebet ledelsens sæde, jf. SEL § 1, stk. 6. Som anført ovenfor i afsnit 2.2 er ledelsens sæde ikke i Danmark og Fondene kan derfor ikke anses for at være ledet fra Danmark. Følgelig har Fondene ikke et fast driftssted i Danmark.

Selv i det tilfælde, hvor Skattestyrelsen måtte finde, at Fondene ledes fra Danmark, er det en betingelse, at der sker virksomhedsudøvelse gennem det sted hvorfra Fondene ledes. Dette er ikke tilfældet, da virksomhedsudøvelsen alene sker fra Fillialen i X-land.

2.3.2 Agentreglen

SEL § 2, stk. 1, litra a, jf. SEL § 2, stk. 4 skal ifølge forarbejderne til bestemmelsen ligeledes fortolkes i overensstemmelse med OECD's modeloverenskomst artikel 5. Det følger af modeloverenskomst artikel 5, at en agent skal forstås som en person, der handler på vegne af et foretagende og derigennem sædvanligvis indgår aftaler eller sædvanligvis udøver den afgørende rolle ved indgåelse af aftaler, der rutinemæssigt bliver indgået af foretagendet uden væsentlige ændringer. Det er ydermere en betingelse, at de aftaler, der indgås

1. er i foretagendets navn, eller
2. vedrører overdragelse af ejendomsretten til eller er for retten til at bruge aktiver, der ejes af foretagendet eller som foretagendet har ret til at bruge, eller
3. vedrører levering af serviceydelser for foretagendet.

Der kommer sædvanligvis ikke til at skulle indgås aftaler på vegne af Fondene af Spørger fra Danmark. Derudover vil Spørger sædvanligvis ikke udøve den afgørende rolle ved indgåelse af aftaler, der rutinemæssigt bliver indgået af foretagendet uden væsentlige ændringer. Agentreglen finder dermed allerede af denne grund ikke anvendelse.

2.4 Spørgers opfattelse og begrundelse (spørgsmål 4)

Det er Spørges opfattelse, at spørgsmål 4 skal besvares med ja.

Fondene er UCITS og er dermed af denne grund investeringsselskaber, jf. ABL § 19, stk. 1, nr. 1.

I forhold til spørgsmålet om pligt til indeholdelse af kildeskat fremgår det af ordlyden af kildeskattelovens § 65, stk. 1, at det alene er selskaber omfattet af selskabsskattelovens § 1 (dvs. selskaber som skattemæssigt hjemmehørende i Danmark) der kan have pligt til at indeholde kildeskat på udbytte efter danske regler. Et udenlandsk selskab, som har fast driftssted i Danmark, har derfor ikke pligt til at indeholde kildeskat af udlodninger af udbytte. Dette fremgår tillige af forarbejderne til kildeskattelovens § 65, jf. eksempelvis bemærkningerne til L 165 fremsat den 31. marts 2020, hvor der i afsnit 2.4.1 i de almindelige bemærkninger anføres [vores understregninger]:

"Reglerne om indeholdelse af kildeskat ved udlodning af udbytte sondrer overordnet mellem tre kategorier af udbytteudloddere. Den første kategori er danske selskaber og foreninger m.v., der er omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, 2, 2 e, 2 h, 4 og 5 a, hvor indeholdelse af udbytteskat er reguleret i kildeskattelovens § 65, stk. 1 og 2, med de afvigelser, der følger af § 65, stk. 3-6. Den anden kategori er danske investeringsinstitutter med minimumsbeskatning omfattet af ligningslovens § 16 C, hvor indeholdelse af udbytteskat er reguleret i kildeskattelovens § 65, stk. 7, med de afvigelser, der følger af § 65, stk. 6, 8, 11 og 13. Den tredje og sidste kategori er danske investeringsselskaber, jf. selskabsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 19, hvor indeholdelse af udbytteskat er reguleret i kildeskattelovens § 65, stk. 9, med de afvigelser, der følger af § 65, stk. 6, 10, 11 og 13."

I forhold til spørgsmålet om at foretage indberetninger til Skattestyrelsen af udlodning af udbytte følger det af ordlyden af skatteindberetningslovens § 29, at denne pligt alene påhviler selskaber, som i henhold til kildeskattelovens § 65 har pligt til at indeholde kildeskat på udbytte.

2.5 Spørgers opfattelse og begrundelse (spørgsmål 5)

Det er Spørges opfattelse, at spørgsmål 5 skal besvares med ja.

Det følger af den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst ("Nordens DBO") artikel 4, stk. 3, at såfremt en ikke-fysisk person efter bestemmelserne i artikel 4, stk. 1 er hjemmehørende i flere kontraherende stater, skal personen anses for kun at være hjemmehørende i den stat, i hvilken dens virkelige ledelse har sit sæde.

Skattestyrelsen kan lægge til grund, at skattemyndighederne i X-land anser Fondene for hjemmehørende i X-land efter skatteret i pågældende land og Nordens DBO, artikel 4, stk. 1.

I medfør af Nordens DBO skal Fondene anses for hjemmehørende det sted, hvor den virkelige ledelse har sit sæde. Som anført i afsnit 2.2 består den daglige ledelse af Fondene i form af tilsyn med de tredjemandsudbydere der administrerer Fondene og kommunikation med myndighederne i X-land. Den virkelige ledelse består således af dette tilsyn samt kommunikation, hvorfor den virkelig ledelse skal anses for at være i X-land efter Nordens DBO, artikel 4. Der henvises til argumentationen i afsnit 2.2.

2.6 Spørgers opfattelse og begrundelse (spørgsmål 6)

Det er Spørges opfattelse, at spørgsmål 6 skal besvares med ja.

Det følger af SEL § 2, stk. 1, litra a og kildeskattelovens ("KSL") § 2, stk. 1, nr. 4, at juridiske samt fysiske personer der udøver et erhverv med fast driftssted i Danmark, er begrænset skattepligtige til Danmark. Udenlandske investorers investeringer i danske transparente enheder kan efter omstændighederne medføre, at de udenlandske investorer skal anses for at have fast driftssted i Danmark.

Det er Spørgers opfattelse, at investorerne ikke kan anses for at have fast driftssted i Danmark, såfremt Fondene anses som transparente efter dansk skatteret, da der ikke er nogen virksomhedsudøvelse i Danmark. Der henvises til Spørgers begrundelse ovenfor i 2.3. 

2.7 Spørgers opfattelse og begrundelse (spørgsmål 7)

Det er Spørges opfattelse, at spørgsmål 7 skal besvares med ja.

Udbytter modtaget af ikke-fuldt skattepligtige personer og selskaber er som udgangspunkt begrænset skattepligtige til Danmark når de stammer fra danske selskaber, jf. SEL § 2, stk. 1, litra c og KSL, stk. 1, nr. 6.

Vurderingen af, hvorvidt udenlandske investorer er begrænset skattepligtige af udbytter, er dermed først og fremmest en vurdering af, hvorvidt Fondene anses som hjemmehørende til Danmark. Som anført i 2.2 er det Spørgers opfattelse, at Fondene ikke er hjemmehørende i Danmark, jf. SEL § 1, stk. 6, da ledelsens sæde ikke er i Danmark. 

Hvis Skattestyrelsen måtte mene, at ledelsens sæde for Fondene faktisk er i Danmark vil udbytter til udenlandske investorer som udgangspunkt være begrænset skattepligtige til Danmark. Fondene er UCITS og er dermed af denne grund investeringsselskaber, jf. ABL § 19, stk. 1, nr. 1. Som følge heraf er der dermed ikke er dansk begrænset skattepligt på udbytte udbetalt fra Fondene, jf. SEL § 2, stk. 1, litra c, 2. pkt. og KSL § 2, stk. 1, nr. 6, 2. pkt. 

Da Fondene skal anses som investeringsselskaber, jf. ABL § 19, vil investorerne i Fondene derfor ikke være begrænset skattepligtige af udbytte fra Fondene, hvis Fondene anses for at være skattemæssigt hjemmehørende i Danmark, jf. SEL § 1, stk. 6.

Skattestyrelsens indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Det ønskes bekræftet, at Fondene skal anses som selvstændige skattesubjekter under dansk skatteret.

Begrundelse

Det oplyses, at Spørger vil etablere en filial i X-land (Filialen), der skal administrere en række investeringsfonde i X-land (Fondene).

Fondene er åbne fonde, der har til formål at investere i børsnoterede værdipapirer. Fondene er UCITS oprettede i henhold til aftale (investeringsfonde administreret af administrationsselskaber), jf. Direktiv 2009/65/EF (UCITS-direktivet), artikel 2, stk. 3 og under tilsyn af finanstilsynet i X-land.

Fondene er ikke juridiske enheder i X-land, men anses som separate økonomiske enheder, der anses som selvstændige skattesubjekter i X-land. Der henvises i øvrigt til Spørgers beskrivelse af fondene, som lægges til grund ved Skattestyrelsens indstilling og begrundelse.

Spørger anser, at Fondene organisatorisk svarer til danske værdipapirfonde og dermed skal anses som selvstændige skattesubjekter efter dansk skatteret.

Skattestyrelsen bemærker, at det er en forudsætning for at anerkende udenlandske enheder som selvstændige skattesubjekter, at disse kan sidestilles med danske selvstændige skattesubjekter. Hvorvidt Fondene kan anses for selvstændige skattesubjekter efter dansk skatteret, skal derfor afgøres ud fra, om de ville kunne omfattes af selskabsskatteloven § 1, stk. 1.

Hvis en udenlandsk enhed er organiseret i civilretlig selskabsform som en juridisk person med handleevne, retsevne, partsevne, ingen af deltagerne hæfter personligt for selskabets forpligtelser og overskud fordeles i forhold til deltagernes i selskabet indskudte kapital, vil den, i udgangspunktet, anses for et selvstændigt skattesubjekt efter en dansk skatteretlig vurdering, jf. selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2.

Det fremgår i selskabsskatteloven § 1, stk. 1, nr. 2, at:

"Skattepligt i henhold til denne lov påhviler følgende selskaber og foreninger mv., der er hjemmehørende her i landet:

[…]

2) andre selskaber, i hvilke ingen af deltagerne hæfter personligt for selskabets forpligtelser, og som fordeler overskuddet i forhold til deltagernes i selskabet indskudte kapital, selskaber omfattet af § 2 C og registrerede selskaber med begrænset ansvar,"

I Den juridiske vejledning 2025-1, afsnit C.D.1.1.3 er der oplistet en række af de praksisskabte kriterier, der kan tale for eller imod om der foreligger et selskab, der er omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2.

I afsnittet fremgår der bl.a. følgende:

"Om der foreligger et selskab, som er omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 2, må afgøres ud fra en samlet konkret vurdering. Af væsentlig betydning for denne vurdering er selskabets vedtægter og hensigten med dets virksomhed, men derudover kan nedennævnte forhold være af betydning for vurderingen. Det bemærkes, at de nævnte forhold ikke er udtryk for en udtømmende liste. Endelig bemærkes, at et enkelt af disse forhold ikke kan være ubetinget afgørende.

[…]

Ved vurderingen kan følgende tale for, at selskabet er omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 2:

• ingen af deltagerne hæfter personligt
• fordeling af overskuddet sker i forhold til den af deltagerne indskudte kapital
• det årlige overskud fordeles på grundlag af omsætningen, men en eventuel likvidationsudlodning baseres på kapitalens størrelse
• selvstændige vedtægter
• særskilt regnskab
• særskilte foreningsorganer, som med bindende virkning kan handle, også for de medlemmer, som ikke er med i ledelsen
• mulighed for udvidelse af medlemskredsen
• bestemmelse om, hvad der skal ske med formuen ved det enkelte medlems udtræden eller ved enhedens opløsning
• indskudskapital (kan enten være nominelt angivet til en bestemt størrelse, eller der kan være tale om vekslende indskudskapital).

Følgende kan tale imod, at selskabet er omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 2:

• fordeling af både overskud og af likvidationsprovenu foretages på grundlag af omsætningen (kooperativ virksomhed)
• èn eller flere hæfter personligt
• ingen fordeling af overskud finder sted i forhold til kapitalindskuddet
• overskuddet anvendes til almennyttige eller almenvelgørende formål."

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at der ved vurderingen skal lægges særlig vægt på hæftelsen og overskudsfordelingen i den udenlandske enhed (her Fondene), jf. betingelserne i selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2.

Skattestyrelsen bemærker, at værdipapirfonde er den danske betegnelse for institutter for kollektiv investering i værdipapirer, der benævnes investeringsfonde i UCITS-direktivet.

Danske værdipapirfonde er i udgangspunktet at betragte som selvstændige skattesubjekter, der er omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2. Dette skyldes, at ingen af investorerne hæfter personligt, at fordeling af overskud sker i forhold til den af investorerne indskudte kapital, at værdipapirfonden har selvstændige vedtægter (fondsbestemmelser), at der foreligger særskilte regnskaber, at der er mulighed for udvidelse af kredsen af investorer, at det er bestemt, hvad der sker med formuen ved den enkelte investors udtræden/opløsning, og at der foreligger indskudskapital, idet investorernes indskud svarer til den pågældendes andel af formuen.

I det omfang der er tale om en udenlandsk værdipapirfond, der organisatorisk svarer til en dansk værdipapirfond, vil der være tale om en enhed, der kan anses som et selvstændigt skattesubjekt. Det har afgørende betydning, at værdipapirfonde har et managementselskab, der agerer på vegne af alle investorer, og at der foreligger indskudskapital, idet investorernes indskud svarer til den pågældendes andel af formuen. Se Den juridiske vejledning 2025-1, afsnit C.D.1.1.10.12.

Fra praksis kan der bl.a. henvises til SKM2022.236.SR, hvor Skatterådet fandt at en fransk værdipapirfond ikke kunne anses som et selvstændigt skattesubjekt, men derimod skulle anses for skattemæssigt transparent efter dansk skatteret, fordi den adskilte sig fra danske værdipapirfonde ved ikke at fordele overskuddet efter kapitaltilskuddet. Derudover fremgik det af fondens vedtægter, at fondens deltagere havde et forholdsmæssigt medejerskab til de underliggende aktiver og at fonden ikke havde civilretlig handleevne.

I SKM2023.4.SR fandt Skatterådet, at en tysk alternativ investeringsfond var et selvstændigt skattesubjekt. Skatterådet lagde særligt vægt på, at, at ingen af investorerne hæftede personligt, at det var bestemt, hvad der skulle ske med formuen ved den enkelte investors udtræden/opløsning, og at overskudsfordeling skete ud fra deltagernes faktisk investerede kapital. Derudover blev der bl.a. henset til, at investeringsfonden havde et managementselskab (kapitalforvaltningsselskabet), der agerede på vegne af alle investorer, og at der forelå indskudskapital, der var nominelt angivet.

Skattestyrelsen anser, at Fondene kan anses som selvstændige skattesubjekter fra et dansk skatteretligt synspunkt. Der lægges vægt på Spørgers oplysninger om Fondenes forhold, hvor det bl.a. fremgår, at investorernes hæftelse er begrænset til deres indskud, at overskud fordeles efter indskuddet, at investorerne ikke har medejerskab til fondenes aktiver og at fondene har civilretlig handleevne.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "Ja".

Spørgsmål 2

Hvis spørgsmål 1 besvares med ja, ønskes det bekræftet, at Fondene ikke vil være fuldt skattepligtige til Danmark efter de danske regler om ledelsens sæde, jf. selskabsskattelovens § 1, stk. 6.

Begrundelse

Som anført i begrundelsen til spørgsmål 1 anser Skattestyrelsen, at Fondene er selvstændige skattesubjekter fra et dansk skatteretligt synspunkt, jf. selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2.

Det følger af selskabsskattelovens § 1, stk. 6, 1. pkt., at selskaber omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk., nr. 2-6, anses for hjemmehørende her i landet, hvis selskabet er registreret her i landet eller har ledelsens sæde her i landet.

Ved afgørelsen af, hvor ledelsen har sæde, skal der først og fremmest lægges vægt på beslutninger forbundet med den daglige ledelse af selskabet. Hvis den daglige ledelse varetages af andre end direktionen, f.eks. bestyrelsen, har selskabet sit sæde, hvor bestyrelsens beslutninger træffes. Beslutninger, der almindeligvis træffes på generalforsamlingsniveau, er som udgangspunkt ikke afgørende for, hvor selskabet er hjemmehørende.

Se Den juridiske vejledning 2025-1, afsnit C.D.1.1.1.3 og lovforarbejderne til bestemmelsen (L35 af 2/11 1994).

Udenlandske værdipapirfonde, der er selvstændige skattesubjekter, vil som udgangspunkt få ledelsens sæde i Danmark, hvis de administreres af et dansk investeringsforvaltningsselskab eller administrationsselskab. Dette er en følge af, at en værdipapirfond ikke selv har ledelsesorganer, og at alle dispositioner derfor træffes af et investeringsforvaltningsselskab eller administrationsselskab. Se Den juridiske vejledning 2025-1, afsnit C.D.1.1.10.12.

Der kan i øvrigt henvises til lovforslag L 95 (til lov nr. 433 af 16. maj 2012), hvor følgende fremgår:

"Det skal i den forbindelse bemærkes, at et udenlandsk investeringsinstitut omfattet af UCITS direktivet, der inden for rammerne af direktivet administreres af et dansk administrationsselskab, normalt ikke vil blive inddraget under dansk beskatning efter kriterierne om ledelsens sæde eller fast driftssted, men det vil i øvrigt bero på en vurdering efter kriterierne fastlagt af OEDC."

Fondene har, ligesom danske værdipapirfonde, ikke nogen ledelsesorganer og vurderingen af ledelsens sæde afhænger derfor af, hvem der foretager beslutninger forbundet med den daglige ledelse af Fondene.

Det fremgår, at det er filialbestyreren i filialen i X-land, der vil forstå den daglige ledelse af Fondene som bl.a. vil bestå af, at føre tilsyn med administratorer, der leverer ydelser til Fondene. Det oplyses, at filialbestyreren udpeges af bestyrelsen i Spørger, men skal godkendes af finanstilsynet i X-land. Se nærmere i afsnit 1.2 i oplysninger om de faktiske forhold, hvor filialbestyrerens opgaver og ansvar er beskrevet.

Det er oplyst, at en række administrative opgaver er uddelegeret til henholdsvis [Moderselskabet] i Danmark og i X-land, der i visse tilfælde kan videreuddelegere opgaver til tredjemandsudbydere. Aftale om uddelegering af opgaver var allerede truffet af Administrationsselskabet i X-land og der ændres ikke på dette i forbindelse med opløsningen af Administrationsselskabet og etableringen af filialen i X-land.

Det oplyses, at den daglige ledelse, som filialbestyreren forestår og har ansvaret for, således sker i kraft af det set-up der allerede er etableret i X-land, og dermed begrænset til tilsyn med udbyderne, kommunikation med myndighederne i X-land samt de yderligere opgaver, jf. Spørgers afsnit 1.2.

På baggrund af de fremlagte oplysninger og efter en konkret vurdering er Skattestyrelsen enig med Spørger i, at filialbestyreren i X-land vil udgøre den daglige ledelse af i Fondene, der derfor ikke vil have ledelsens sæde i Danmark, jf. selskabsskattelovens § 1, stk. 6.

Ud fra de foreliggende oplysninger anses der ikke udlagt reel beslutningskompetence til de omhandlende udbydere af administrative opgaver i forhold til den daglige ledelse af Fondene, men denne kompetence fortsætter med at være i X-land efter opløsning af Administrationsselskabet og etablering af Filialen.

Fra praksis om vurdering af ledelsens sæde i forhold til uddelegering af administrative opgaver mv., kan der bl.a. henvises til:

• SKM2024.627.BR, hvor Byretten fandt, at et maltesisk selskab havde ledelsens sæde hos hovedaktionæren i Danmark. Et maltesisk administrationsselskab, der var indsat som "Director", kunne ikke anses have reel beslutningskompetence for selskabet.
  
  
• TfS 2000,209 LSR, hvor Landsskatteretten fandt, at en dansk banks involvering i administrative opgaver ikke medførte at ledelsens sæde for et irsk selskab var i Danmark. Det blev blandt andet tillagt vægt, at det irske selskab havde en bestyrelse og en administrator, der var uafhængige af den danske bank, at der faktisk blev ført tilsyn med den danske banks arbejde, at bankens opgaver alene var af administrativ karakter, og at opgaverne ikke indebar egentlige ledelsesmæssige beslutninger.
  
  
• SKM2025.195.SR, hvor Skatterådet fandt, at det arbejde Managementselskabet udførte på vegne af Spørger ikke medførte, at ledelsens sæde var i Danmark. Den reelle daglige ledelse blev derimod varetaget af bestyrelsen sammen med en uafhængige fondsadministrator.
  
  
• SKM2023.207.SR, hvor Skatterådet fandt, at en luxembourgsk investeringsenhed ikke kunne anses for at have ledelsens sæde i Danmark uanset, at enheden havde en dansk investeringsforvalter. Det var derimod investeringsenhedens luxembourgske komplementar, der træf beslutninger i Luxembourg i relation til investeringsenheden, der blev anset at udgøre ledelsen.

Der lægges ved vurderingen vægt på, at Fondene er omfattet af UCITS-direktivet og skal administreres af Filialen inden for rammerne heraf. Der lægges desuden vægt på, at det ikke er alle dispositioner, der træffes af udbyderne, at filialbestyreren fører tilsyn med den del af administrationen, der er uddelegeret, og herunder træffer ledelsesmæssige beslutninger - bl.a. om suspension af udstedelse og/eller indløsning af andele i Fondene. Endelig lægges der vægt på, at beslutningen om det administrative set-up for Fondene blev truffet i X-land af Administrationsselskabet, og at dette nu vil blive videreført i Filialen.

Spørgsmål 3

Hvis spørgsmål 1 besvares med ja, ønskes det bekræftet, at Fondene ikke vil være begrænset skattepligtige til Danmark efter de danske regler om fast driftssted, jf. selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra a.

Begrundelse

Som anført i begrundelsen til spørgsmål 1 anser Skattestyrelsen, at Fondene er selvstændige skattesubjekter fra et dansk skatteretligt synspunkt, jf. selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2. I begrundelsen til spørgsmål 2 anser Skattestyrelsen, at Fondene ikke er fuldt skattepligtige til Danmark.

Selskaber som nævnt i selskabsskattelovens § 1, stk. 1, der har hjemsted i udlandet, er dog begrænset skattepligtige til Danmark, hvis de udøver erhverv med fast driftssted her i landet. Se selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra a.

Fast driftssted efter selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra a, foreligger, når selskabet, foreningen m.v. udøver erhverv gennem et fast forretningssted her i landet. Se selskabsskatteloven § 2, stk. 2.

Hvis et fast forretningssted anvendes eller opretholdes udelukkende med henblik på udøvelse af virksomhed af forberedende eller hjælpende karakter, er der dog som udgangspunkt ikke tale om et fast driftssted. Se selskabsskattelovens § 2, stk. 3.

Derudover kan der være tale om fast driftssted, hvis en fysisk eller juridisk person her i landet handler på vegne af selskabet ("agentreglen"). Se selskabsskattelovens § 2, stk. 4 og 5.

Virksomhed med investering i aktier og erhvervelse af fordringer, gæld og finansielle kontrakter omfattet af kursgevinstloven anses kun for udøvelse af erhverv efter selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra a, når der foreligger næringsvirksomhed. Se selskabsskattelovens § 2, stk. 6. Ud fra de foreliggende oplysninger vil Fondene udøve næringsvirksomhed.

Udgangspunktet for fastlæggelsen af, hvorvidt der foreligger fast driftssted, fremgår af artikel 5, stk. 1, i OECD’s modeloverenskomst og kommentarerne hertil. I OECDs modeloverenskomst art. 5, stk. 2, er det angivet, at et fast driftssted f.eks. antages at foreligge, hvis virksomheden udøves gennem et sted, hvorfra et foretagende ledes, en filial, et kontor, en fabrik mv. Opregningen er ikke udtømmende og udtrykket "forretningssted" dækker over alle lokaler, indretninger eller installationer, der benyttes til at udøve aktiviteten. Det er ligegyldigt, om foretagendet ejer, lejer, låner eller på anden måde har rådighed over de lokaler, som det faste forretningssted benytter.

Se nærmere i Den juridiske vejledning 2025-1, afsnit C.D.1.2.2 og C.F.8.2.2.5.2.1.

Spørger anfører, at Fondene ikke råder over noget forretningssted i Danmark, at Fondene ikke ledes fra Danmark og at Fondenes virksomhed udelukkende udøves gennem Filialen i X-land.

Ud fra de foreliggende oplysninger og med henvisning til det anførte ved Skattestyrelsens begrundelse til spørgsmål 2 er Skattestyrelsen enig med Spørger i, at Fondene ikke råder over et forretningssted i Danmark og der ikke udøves ledelse af fondene fra et sted i Danmark. Fondenes virksomhed vil derimod udøves gennem Filialens forretningssted i X-land.

Fondene kan dermed ikke anses at have fast driftssted i Danmark efter selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra a, jf. stk. 2.

Som nævnt ovenfor kan der alligevel være tale om fast driftssted, hvis der er en i Danmark, der handler på vegne af Fondene og i forbindelse hermed sædvanligvis indgår aftaler eller sædvanligvis spiller en afgørende rolle ved indgåelse af aftaler, som rutinemæssigt indgås uden væsentligt at blive ændret af Fondene ("agentreglen"). Det er en betingelse, at den virksomhed, som denne agent udøver i Danmark, ikke udelukkende er af forberedende eller hjælpende karakter. Hvis der er tale om en uafhængig repræsentant i Danmark, får Fondene ikke fast driftssted i Danmark. Se selskabsskattelovens § 2, stk. 4 og 5.

Det er oplyst, at der sædvanligvis ikke vil blive indgået aftaler på vegne af Fondene af Spørger i Danmark. Derudover vil Spørger sædvanligvis ikke udøve en afgørende rolle ved indgåelse af aftaler.

På baggrund af de foreliggende oplysninger anses der ikke at være en agent i Danmark, der handler på vegne af Fondene. Skattestyrelsen bemærker, at de administrative opgaver, som Filialen har uddelegeret til andre (herunder i Danmark), ikke ses at kunne omfattes af agentreglen, men at disse må anses udelukkende at være af forberedende eller hjælpende karakter. Der henvises i øvrigt til det anførte ved Skattestyrelsens begrundelse til spørgsmål 2.

Fondene anses således heller ikke for at have fast driftssted i Danmark efter agentreglen i selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra a, jf. stk. 4.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 3 besvares med "Ja".

Spørgsmål 4

Hvis spørgsmål 1 besvares med et ja og spørgsmål 3 besvares med et nej, ønskes det bekræftet, at Fondene skal anses for begrænset skattepligtige investeringsselskaber efter ABL § 19 og at Fondene i så fald ikke efter danske regler har pligt til at indeholde kildeskat af udlodninger af udbytte eller til at foretage indberetninger til Skattestyrelsen af udlodning af udbytte.

Begrundelse

Da spørgsmål 3 besvares med ja, bortfalder spørgsmålet.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 4 besvares med "Bortfalder".

Spørgsmål 5

Hvis spørgsmål 2 besvares med nej, ønskes det bekræftet, at Fondene vil skulle anses som hjemmehørende i X-land efter den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst artikel 4, stk. 3.

Begrundelse

Da spørgsmål 2 besvares med ja, bortfalder spørgsmålet.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 5 besvares med "Bortfalder".

Spørgsmål 6

Hvis spørgsmål 1 besvares med nej, ønskes det bekræftet, at investorerne i Fondene ikke vil være begrænset skattepligtige til Danmark efter reglerne om fast driftssted som følge af investeringerne i Fondene, jf. KSL § 2, stk. 1, nr. 4 eller selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra a.

Begrundelse

Da spørgsmål 1 besvares med ja, bortfalder spørgsmålet.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 6 besvares med "Bortfalder".

Spørgsmål 7

Hvis spørgsmål 2 besvares med nej, ønskes det bekræftet, at investorer i Fondene, som ikke er hjemmehørende i Danmark, ikke er skattepligtige af udbytter fra Fondene.

Begrundelse

Da spørgsmål 2 besvares med ja, bortfalder spørgsmålet.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 7 besvares med "Bortfalder".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder Skattestyrelsens indstilling og begrundelse.

Lovgrundlag, forarbejder og praksis

Spørgsmål 1

Lovgrundlag

Selskabsskattelovens § 1

Stk. 1. Skattepligt i henhold til denne lov påhviler følgende selskaber og foreninger mv., der er hjemmehørende her i landet:

1) indregistrerede aktieselskaber og anpartsselskaber,

2) andre selskaber, i hvilke ingen af deltagerne hæfter personligt for selskabets forpligtelser, og som fordeler overskuddet i forhold til deltagernes i selskabet indskudte kapital, selskaber omfattet af § 2 C og registrerede selskaber med begrænset ansvar,

(…)

Praksis

SKM2023.4.SR

Skatterådet bekræftede, at den danske lovgivning var EU-stridig, og at den danske udbyttebeskatning skulle frafaldes. Sagen vedrørte dansk kildeskat i relation til investering gennem et tysk investeringsfond, der ejede datterselskabsaktier i et dansk selskab. Den pågældende investeringsfond var begrænset skattepligtig af udbytte fra det danske datterselskab, og der kunne ikke ske en nedsættelse af udbytteskatten efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten eller efter den interne regel i selskabsskatteloven, der ikke gælder for udbytte af datterselskabsaktier. En tilsvarende dansk investeringsfond ville imidlertid være helt skattefritaget af datterselskabsudbytter. Denne forskelsbehandling kunne ikke begrundes med tvingende almene hensyn, og der syntes ikke at foreligge omgåelse, hvorfor der kunne ske en nedsættelse af udbytteskatten til 0 med henvisning til bestemmelsen om etableringsfrihed i TEUF artikel 49. Derudover bekræftede Skatterådet, at der efter de interne danske regler heller ikke skulle ske en beskatning af renter.

SKM2022.236.SR

En fransk værdipapirfond spurgte Skatterådet om, hvorvidt det kunne anses for skattemæssigt transparent i henhold til dansk skatteret. Skatterådet gjorde gældende, at udenlandske enheder, der organisatorisk svarerede til enheder omfattet af selskabsskattelovens § 1, skulle anses som selvstændige skattesubjekter. Den franske fond blev af Skatterådet anset for skattemæssigt transparent efter selskabsskattelovens § 1. Skatterådet henviste til, at en dansk værdipapirfond som udgangspunkt ansås som et selvstændigt skattesubjekt, såfremt at der var tale om en enhed, der organisatorisk svarede til en dansk værdipapirfond. Skatterådet havde tidligere gjort gældende værdipapirfondene ikke var omfattet af denne praksis, såfremt det fremgik af aftalegrundlaget, at investorerne ejede en forholdsmæssig andel af de underliggende aktiver, hvorfor de ville blive anset for skattemæssigt transparente efter dansk skatteret. Skatterådet gjorde gældende, at den franske værdipapirfond skulle anses for skattemæssigt transparent efter dansk skatteret, fordi den adskilte sig fra danske værdipapirfonde ved bl.a. ikke at fordele overskuddet efter kapitaltilskuddet, men i stedet efter en fordelingsnøgle. Derudover fremgik det af fondens vedtægter, at fondens deltagere havde et forholdsmæssigt medejerskab til de underliggende aktiver.

Den juridiske vejledning 2025-1, afsnit C.D.1.1.3 Andre selskaber

(…)

Hvad er en enhed?

Om der foreligger et selskab, som er omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 2, må afgøres ud fra en samlet konkret vurdering. Af væsentlig betydning for denne vurdering er selskabets vedtægter og hensigten med dets virksomhed, men derudover kan nedennævnte forhold være af betydning for vurderingen. Det bemærkes, at de nævnte forhold ikke er udtryk for en udtømmende liste. Endelig bemærkes, at et enkelt af disse forhold ikke kan være ubetinget afgørende.

Hvis bestemmelserne i en dobbeltbeskatningsoverenskomst medfører, at det ene land skal acceptere, at det andet lands selvstændige skattesubjekter er omfattet af dobbeltbeskatningsoverenskomsten, er dette ikke i sig selv ensbetydende med, at enheden efter intern dansk ret skal betragtes som et selvstændigt skattesubjekt. Der er alene tale om, at enheden i henholdt til dobbeltoverenskomstens bestemmelser anses for at være en juridisk person omfattet af dobbeltbeskatningsoverenskomsten. Se SKM2019.538.SR og SKM2020.428.SR.

Ved vurderingen kan følgende tale for, at selskabet er omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 2:

• ingen af deltagerne hæfter personligt
• fordeling af overskuddet sker i forhold til den af deltagerne indskudte kapital
• det årlige overskud fordeles på grundlag af omsætningen, men en eventuel likvidationsudlodning baseres på kapitalens størrelse
• selvstændige vedtægter
• særskilt regnskab
• særskilte foreningsorganer, som med bindende virkning kan handle, også for de medlemmer, som ikke er med i ledelsen
• mulighed for udvidelse af medlemskredsen
• bestemmelse om, hvad der skal ske med formuen ved det enkelte medlems udtræden eller ved enhedens opløsning
• indskudskapital (kan enten være nominelt angivet til en bestemt størrelse, eller der kan være tale om vekslende indskudskapital).

Følgende kan tale imod, at selskabet er omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 2:

• fordeling af både overskud og af likvidationsprovenu foretages på grundlag af omsætningen (kooperativ virksomhed)
• èn eller flere hæfter personligt
• ingen fordeling af overskud finder sted i forhold til kapitalindskuddet
• overskuddet anvendes til almennyttige eller almenvelgørende formål.

Selv om et udenlandsk selskab primært er stiftet af skattemæssige årsager, udelukker det ikke, at selskabet efter dansk skatteret skal anses som et selvstændigt skattesubjekt. Se bl.a. TfS 1997, 506 H.

I SKM2007.308.HR frakendte Højesteret ikke et moderselskab i Gibraltar dets selvstændige skattesubjektivitet, men fandt derimod at moderselskabet, i relation til en udbyttebetaling, ikke var et selvstændigt skattesubjekt adskilt fra skatteyderens formue, og at skatteyderen følgelig var den reelle modtager af udbyttet.

(…)

Den juridiske vejledning 2025-1, afsnit C.D.1.1.10.12 Værdipapirfonde

(…)

Skattestyrelsen har ændret sin opfattelse af den skattemæssige behandling af værdipapirfonde, således at disse fremover i udgangspunktet skal anses for selvstændige skattesubjekter.

Værdipapirfonde er den danske betegnelse for institutter for kollektiv investering i værdipapirer, der benævnes investeringsfonde i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF (herefter UCITS IV-direktivet).

Det følger af den civilretlige lovgivning, at UCITS etableret som værdipapirfonde ikke kan anses for selvstændige juridiske personer, jf. investeringsforeningslovens § 8, stk. 1, 2. pkt. Skattestyrelsen har som følge af den civilretlige kvalifikation af værdipapirfonde hidtil antaget, at værdipapirfonde tillige er skattemæssigt transparente enheder.

Der skal efter Skattestyrelsens opfattelse foretages en vurdering efter de almindelige praksisskabte kriterier for, hvornår der er tale om et selskab eller forening mv., der er omfattet af SEL § 1, stk. 1, se Den juridiske vejledning, afsnit C.D.1.1.3. Listen er ikke udtømmende.

Skattestyrelsen finder på baggrund af en fornyet overvejelse, at denne vurdering medfører, at danske værdipapirfonde i udgangspunktet vil være selvstændige skattesubjekter, der er omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 2. Dette skyldes, at ingen af investorerne hæfter personligt, at fordeling af overskud sker i forhold til den af investorerne indskudte kapital, at værdipapirfonden har selvstændige vedtægter (fondsbestemmelser), at der foreligger særskilte regnskaber, at der er mulighed for udvidelse af kredsen af investorer, at det er bestemt, hvad der sker med formuen ved den enkelte investors udtræden/opløsning, og at der foreligger indskudskapital, idet investorernes indskud svarer til den pågældendes andel af formuen.

Det er herefter Skattestyrelsens opfattelse, at en dansk værdipapirfond fremover skal anses for et selvstændigt skattesubjekt, der kan anses for et investeringsselskab omfattet af ABL § 19, jf. SEL § 3, stk. 1, nr. 19. Skattestyrelsen bemærker, at værdipapirfonde også vil kunne vælge at blive omfattet af reglerne om minimumsbeskattede investeringsinstitutter, jf. LL § 16 C og SEL § 1, stk. 1, nr. 5c.

I forbindelse med at værdipapirfonden skifter status fra transparent til et investeringsselskab omfattet af ABL § 19, skal investors andele i værdipapirfonden anses for afstået til handelsværdien, jf. ABL § 33, stk. 7, jf. stk. 1, på tidspunktet for virkningen af praksisændringen, se nedenfor. Der skal således ske en opgørelse af gevinst og tab på investors andel af de underliggende aktiver, og der skal ansættes nye indgangsværdier på investors investeringsbeviser.

For så vidt angår udenlandske enheder bemærkes, at den skattemæssige kvalifikation af en enhed i henhold til dansk ret, skal afgøres efter dansk ret. I det omfang der er tale om en udenlandsk værdipapirfond, der organisatorisk svarer til en dansk værdipapirfond, vil der dermed være tale om en enhed, der er begrænset skattepligtig til Danmark af de indkomstarter, der er nævnt i SEL § 2.

Vælger værdipapirfonden beskatning efter reglerne for minimumsbeskattede investeringsinstitutter, jf. LL § 16 C og SEL § 1, stk. 1, nr. 5c, anses overgangen ikke for en afståelse, jf. ABL § 33, stk. 8.

Derudover vil der for danske investorer skulle ske beskatning efter reglerne i ABL § 19 af investeringer i en udenlandsk værdipapirfond, der er et selvstændigt skattesubjekt, jf. SKM2016.6.SR, medmindre der er tale om et minimumsbeskattet investeringsinstitut.

Endvidere er det Skattestyrelsens opfattelse, at værdipapirfonde, der er selvstændige skattesubjekter, som udgangspunkt vil få ledelsens sæde i Danmark, hvis de administreres af et dansk investeringsforvaltningsselskab eller administrationsselskab, jf. SEL § 1, stk. 6. Dette er en følge af, at en værdipapirfond ikke selv har ledelsesorganer, og at alle dispositioner derfor træffes af et investeringsforvaltningsselskab eller administrationsselskab.

Praksisændringen vedrørende værdipapirfonde, der anses for selvstændige skattesubjekter, finder anvendelse fra datoen for Skatterådets afgørelse den 15. december 2015, SKM2016.6.SR. Dette gælder alene, såfremt der er tale om en ændring i begunstigende retning. I disse tilfælde anses overgang efter ABL § 33, stk. 7, for at være sket pr. 15. december 2015. Hvis der er tale om en ændring i bebyrdende retning, har ændringen virkning fra tidspunktet for offentliggørelsen af dette styresignal. I disse tilfælde anses overgang efter ABL § 33, stk. 7, for at være sket på datoen for offentliggørelse af styresignalet. Styresignalet blev offentliggjort den 24. februar 2016.

For så vidt angår udenlandsk registrerede værdipapirfonde, der fremover får ledelsens sæde i Danmark, som følge af at disse administreres af et dansk investeringsforvaltningsselskab eller administrationsselskab, får ændringen virkning fra tidspunktet for offentliggørelsen af styresignalet. Styresignalet blev offentliggjort den 24. februar 2016.

Bemærk

Skattestyrelsen finder, at det har afgørende betydning, at værdipapirfonde har et managementselskab, der agerer på vegne af alle investorer, og at der foreligger indskudskapital, idet investorernes indskud svarer til den pågældendes andel af formuen.

(…)

Spørgsmål 2

Lovgrundlag

Selskabsskattelovens § 1

(…)

Stk. 6. Selskaber og foreninger m.v. omfattet af stk. 1, nr. 2-6, anses for hjemmehørende her i landet, hvis selskabet eller foreningen m.v. er registreret her i landet eller har ledelsens sæde her i landet. Bestemmelsen i 1. pkt. finder dog ikke anvendelse på et selskab eller en forening mv., som er omfattet af fuld skattepligt i en fremmed stat efter denne stats skatteregler, hvis Danmarks dobbeltbeskatningsoverenskomst med den pågældende stat medfører, at Danmark skal lempe dobbeltbeskatning af indkomst fra et fast driftssted i den pågældende stat ved at nedsætte den danske skat af denne indkomst med et større beløb end det beløb, der er betalt i skat af denne indkomst i den pågældende stat.

(…)

Forarbejder

Lovforslag L 35 1994/95

Almindelige bemærkninger

(…)

2.D. (…)

Udvidelsen af grundlaget for fuld skattepligt skal ses på baggrund af de dobbeltbeskatningsoverenskomster, Danmark har indgået. I tilfælde af, at flere lande efter deres interne regler anser et selskab m.v. for fuld skattepligtigt, bestemmer dobbeltbeskatningsoverenskomsterne som altovervejende hovedregel, at det skal anses for hjemmehørende i det land, hvor den virkelige ledelse har sit sæde. (…)

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

(…)

Efter forslaget anses et selskab for at være hjemmehørende her i landet, når selskabet er indregistreret her i landet, eller når selskabets ledelse har sæde her i landet.

Afgørelsen af, om et selskabs ledelse har sæde her i landet, beror på en konkret vurdering af de faktiske forhold i forbindelse med beslutningstagningen i selskabet. Ved denne vurdering lægges først og fremmest vægt på beslutninger forbundet med den daglige ledelse af selskabet. Selskabet vil derfor ofte blive anset for hjemmehørende i Danmark, når direktionen har sæde, eller hovedsædet er beliggende her i landet.

I det omfang bestyrelsen forestår den reelle ledelse af selskabet, vil stedet for bestyrelsens sæde være af væsentlig betydning for vurderingen af, om selskabet er hjemmehørende i Danmark.

Det er stedet, hvor bestyrelsens beslutninger reelt træffes, der i disse tilfælde er afgørende for ledelsens sædes placering. Dette kan være aktuelt i tilfælde, hvor f.eks. bestyrelsesformanden reelt forestår ledelsen af selskabet.

Beslutninger, der almindeligvis træffes på generalforsamlingsniveau, er som udgangspunkt ikke afgørende for, om selskabet kan anses for hjemmehørende her i landet. Aktiebesiddelse vil derfor som udgangspunkt ikke være afgørende for vurderingen. I det omfang en aktionær faktisk udøver ledelsen af selskabet, kan aktionærens hjemsted indgå i vurderingen af, om selskabets ledelse har sæde her i landet.

(…)

Lovforslag L 95 (til lov nr. 433 af 16. maj 2012)

Almindelige bemærkninger

(…)

2. Lovforslagets formål og baggrund

(…)

Det skal i den forbindelse bemærkes, at et udenlandsk investeringsinstitut omfattet af UCITS direktivet, der inden for rammerne af direktivet administreres af et dansk administrationsselskab, normalt ikke vil blive inddraget under dansk beskatning efter kriterierne om ledelsens sæde eller fast driftssted, men det vil i øvrigt bero på en vurdering efter kriterierne fastlagt af OEDC.

(…)

Praksis

SKM2024.627.BR

Sagen angik dels flere spørgsmål om beskatningsret til beløb indsat på sagsøgerens konto, dels om sagsøgeren var rette indkomstmodtager og dermed skattepligtig af vederlag fra et uafhængigt hollandsk selskab til sagsøgerens maltesiske selskab i henhold til en samarbejdsaftale om konsulenttjenesteydelser, som skulle leveres af sagsøgeren. For så vidt angår beløb indsat fra sagsøgerens maltesiske selskab bemærkede retten, at det maltesiske selskab måtte anses for at være hjemmehørende i Danmark, da selskabet havde ledelsens sæde i Danmark. Retten fandt derfor, at beskatningsretten til disse overførsler tilkom Danmark, og beløbet var skattepligtigt efter ligningslovens § 16 A, stk. 1 og 2. Videre fandt retten efter en samlet vurdering af karakteren af det udførte arbejde, at vederlaget for konsulenttjenesteydelserne måtte anses som løn for sagsøgerens personlige arbejde, og at sagsøgeren derfor var skattepligtig af vederlagene. Retten fandt desuden, at skattemyndighederne havde været berettiget til at genoptage skatteansættelsen for 2011 og 2012, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5. Retten fandt det ydermere ikke godtgjort, at der var sket beskatning i strid med menneskerettigheder eller EU-retslige regler, eller at der var begået formelle fejl fra skattemyndighedernes side.

TfS 2000, 209

En dansk bank påtænkte at medvirke til udstedelse af såkaldte securitization-certifikater på det internationale kapitalmarked. Udstedelsen skulle ske gennem et uafhængigt selskab (Special Purpose Vehicle (SPV)) beliggende i Irland. Det blev antaget, at dette selskab ikke kunne anses for hjemmehørende i Danmark, jf. selskabsskattelovens § 1, stk. 6, idet selskabets ledelse ikke kunne antages at have sæde her i landet.

SKM2025.195.SR

Skatterådet bekræftede, at et selskab (Selskab C) baseret i X-land, som var komplementar i en transparant investeringsenhed (Selskab B) baseret i X-land, ikke kunne anses for at have ledelsens sæde i Danmark efter selskabsskattelovens § 1, stk. 6, alene som følge af, at selskab C og Selskab B’s investment manager var hjemmehørende i Danmark.

Skatterådet bekræftede desuden, at Selskab C ikke fik skattemæssigt fast driftssted i Danmark efter selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra a, da Selskab C ikke kunne anses for næringsdrivende med køb og salg af aktier, jf. selskabsskatteloven § 2, stk. 6.

SKM2023.207.SR

Skatterådet kunne bekræfte, at Fonden hverken var registreringspligtig, havde vedtægtsmæssigt hjemsted eller ledelsens sæde her i landet. Dermed kunne Skatterådet bekræfte, at Fonden ikke var omfattet af selskabsskattelovens § 2 C, stk. 1.

I spørgsmål to bekræftede Skatterådet, at besvarelsen under spørgsmål ét tillige fandt anvendelse for de parallelle enheder til Fonden.

Den juridiske vejledning 2025-1, afsnit C.D.1.1.1.3 Hvor har ledelsen sæde

(…)

Afgørelsen af, om et selskabs ledelse har sæde her i landet, beror på en konkret vurdering af de faktiske forhold i forbindelse med beslutningstagningen i selskabet.

Ved denne vurdering lægges først og fremmest vægt på den daglige ledelse af selskabet. Selskabet vil derfor ofte blive anset for hjemmehørende i Danmark, når direktionen har sæde her i landet, eller når selskabets hovedsæde er beliggende her i landet.

I det omfang, bestyrelsen forestår den reelle daglige ledelse af selskabet, er stedet for bestyrelsens sæde af væsentlig betydning for vurderingen af, om selskabet er hjemmehørende i Danmark.

Det er stedet, hvor bestyrelsens beslutninger reelt træffes, der er afgørende for ledelsens sædes placering. Dette kan være aktuelt i tilfælde, hvor fx bestyrelsesformanden reelt forestår den daglige ledelse af selskabet, eller i tilfælde, hvor beslutningerne er truffet forud for den formelle afholdelse af bestyrelsesmøde.

Beslutninger, der almindeligvis træffes på generalforsamlingsniveau, er som udgangspunkt ikke afgørende for, om selskabet kan anses for hjemmehørende her i landet. Den blotte aktiebesiddelse vil derfor som udgangspunkt ikke være afgørende for vurderingen. I det omfang en aktionær faktisk udøver ledelsen af selskabet, kan aktionærens hjemsted dog indgå i vurderingen af, om selskabets ledelse har sæde her i landet.

(…)

Den juridiske vejledning 2025-1, afsnit C.D.1.1.10.12 Værdipapirfonde

(…)

Endvidere er det Skattestyrelsens opfattelse, at værdipapirfonde, der er selvstændige skattesubjekter, som udgangspunkt vil få ledelsens sæde i Danmark, hvis de administreres af et dansk investeringsforvaltningsselskab eller administrationsselskab, jf. SEL § 1, stk. 6. Dette er en følge af, at en værdipapirfond ikke selv har ledelsesorganer, og at alle dispositioner derfor træffes af et investeringsforvaltningsselskab eller administrationsselskab.

(…)

Spørgsmål 3

Lovgrundlag

Selskabsskattelovens § 2

Stk. 1. Skattepligt i henhold til denne lov påhviler endvidere selskaber og foreninger mv. som nævnt i § 1, stk. 1, der har hjemsted i udlandet, for så vidt de

a) udøver et erhverv med fast driftssted her i landet.  Udøvelse af erhverv om bord på et skib med hjemsted her i landet anses for udøvelse af erhverv med fast driftssted her i landet, såfremt udøvelse af det pågældende erhverv, hvis det var udført i land, ville blive anset for udøvelse af erhverv med fast driftssted her i landet. Skattepligten omfatter udøvelse af erhverv med fast driftssted her i landet eller deltagelse i en erhvervsvirksomhed med fast driftssted her. Skattepligten omfatter endvidere indkomst i form af løbende ydelser hidrørende fra en sådan virksomhed eller fra afståelsen af en sådan virksomhed, når ydelserne ikke er udbytte, afdrag på et tilgodehavende, renter eller royalties. Skattepligten omfatter desuden bortforpagtning af en sådan virksomhed. Skattepligten omfatter endvidere fortjeneste eller tab ved afhændelse, afståelse eller opgivelse af formuegoder, der er knyttet til en sådan virksomhed. For så vidt angår aktier, omfatter skattepligten for faste driftssteder gevinst, tab og udbytte på selskabets aktier, når afkastet vedrører det faste driftssted, herunder gevinst, tab og udbytte af aktier, der indgår i det faste driftssteds anlægskapital, samt genbeskatningssaldo efter § 31 A,

(…)

Stk. 2. Fast driftssted efter stk. 1, litra a, foreligger, når selskabet, foreningen m.v. udøver erhverv gennem et fast forretningssted her i landet Bygge-, anlægs- eller monteringsarbejde udgør et fast driftssted fra første dag. Ved fast driftssted efter stk. 1, litra a, forstås også aktiviteter, der udøves gennem et fast forretningssted i Danmarks eksklusive økonomiske zone, når de pågældende aktiviteter vedrører etablering, drift og benyttelse af kunstige øer, installationer og anlæg. 3. pkt. finder dog kun anvendelse på aktiviteter vedrørende kabler og rørledninger, som fortsætter ind på Danmarks land- eller søterritorium eller har forbindelse med efterforskning eller udnyttelse af den danske kontinentalsokkels ressourcer eller driften af kunstige øer, installationer og anlæg på den danske kontinentalsokkel.

Stk. 3. Uanset stk. 2 udgør et fast forretningssted ikke et fast driftssted efter stk. 1, litra a, når det faste forretningssted anvendes eller opretholdes udelukkende med henblik på udøvelse af virksomhed af forberedende eller hjælpende karakter. 1. pkt. finder ikke anvendelse, hvis de funktioner, som selskabet, foreningen m.v. udøver på det i 1. pkt. omhandlede faste forretningssted, indgår blandt flere gensidigt supplerende funktioner i en samlet udøvelse af erhvervsvirksomhed, der ikke er af forberedende eller hjælpende karakter, og som selskabet, foreningen m.v. eller fysiske eller juridiske personer, hvormed selskabet, foreningen m.v. har en forbindelse som omhandlet i ligningslovens § 2, udøver gennem faste forretningssteder her i landet.

Stk. 4. Fast driftssted efter stk. 1, litra a, foreligger, når en fysisk eller juridisk person her i landet handler på vegne af selskabet, foreningen m.v. og i forbindelse hermed sædvanligvis indgår aftaler eller sædvanligvis spiller en afgørende rolle ved indgåelsen af aftaler, som rutinemæssigt indgås uden væsentligt at blive ændret af selskabet, foreningen m.v. Det er en betingelse, at den virksomhed, som den fysiske eller juridiske person udøver her i landet, ikke udelukkende er af forberedende eller hjælpende karakter som omhandlet i stk. 3. Det er endvidere en betingelse, at de i 1. pkt. omhandlede aftaler enten.

1) indgås i navn af selskabet, foreningen m.v.,

2) vedrører overdragelse af ejendomsret eller brugsret til formuegoder ejet af selskabet, foreningen m.v., eller som selskabet, foreningen m.v. har brugsret til, eller

3) vedrører levering af tjenesteydelser fra selskabet, foreningen m.v.

Stk. 5. Stk. 4 finder ikke anvendelse, når repræsentanten driver erhvervsvirksomhed her i landet som uafhængig repræsentant og handler for selskabet, foreningen m.v. inden for rammerne af denne erhvervsvirksomhed. Handler repræsentanten udelukkende eller næsten udelukkende på vegne af en eller flere fysiske eller juridiske personer, hvormed repræsentanten har en forbindelse som omhandlet i ligningslovens § 2, anses repræsentanten ikke for at være en uafhængig repræsentant.

Stk. 6. Virksomhed med investering i aktier og erhvervelse af fordringer, gæld og finansielle kontrakter omfattet af kursgevinstloven anses kun for udøvelse af erhverv efter stk. 1, litra a, når der foreligger næringsvirksomhed. Dette gælder dog ikke, hvis en fysisk eller juridisk person, hvormed selskabet har en forbindelse som omhandlet i ligningslovens § 2, udøver erhvervsvirksomhed i Danmark og virksomheden som nævnt i 1. pkt. indgår som et integreret led heri.

(…)

Praksis

Den juridiske vejledning 2025-1, afsnit C.D.1.2.2 Erhvervsvirksomhed med fast driftssted her i landet

(…)

Hvad er "fast driftssted"

Begrebet fast driftssted fortolkes som udgangspunkt i overensstemmelse med art. 5 i OECDs modeloverenskomst med tilhørende kommentarer.

Bestemmelsen i artikel 5 i OECD’s modeloverenskomst er i 2017-udgaven på en række punkter blevet præciseret, uden at disse præciseringer kan anses for at være udtryk for materielle ændringer af bestemmelsen. Isoleret set vil det være muligt at tage højde for disse ændringer ved fortolkningen af selskabsskatteloven.

Der er i 2017-udgaven af modeloverenskomsten imidlertid også foretaget indholdsmæssige ændringer af artikel 5, som består i to overordnede elementer:

• For det første er agentreglen (artikel 5, stk. 5 og 6) væsentligt ændret. Disse ændringer har overordnet til hensigt at hindre, at agentreglen udnyttes til kunstigt at undgå etablering af et fast driftssted i det land, hvor agentens aktiviteter udøves.

• For det andet er reglen om, at faste forretningssteder med aktiviteter af forberedende og hjælpende karakter ikke udgør et fast driftssted (artikel 5, stk. 4), ændret. Det er ved disse ændringer gjort til et generelt, overordnet krav, at de aktiviteter, der udøves gennem det faste forretningssted, udelukkende er af forberedende eller hjælpende karakter. Derudover er der i artikel 5, stk. 4.1, indsat en ny bestemmelse, der udgør et værn mod, at bestemmelsen udnyttes til at undgå fast driftssted ved, at sammenhængende aktiviteter kunstigt opsplittes mellem flere forbundne virksomheder, der disponerer over separate faste forretningssteder.

Der er den 3. december 2020 vedtaget en række ændringer af reglerne om fast driftssted i selskabsskatteloven, der er nødvendige for at tilpasse selskabsskattelovens regler om fast driftssted til 2017-udgaven af artikel 5 om fast driftssted i OECD’s modeloverenskomst. Se Lov nr. 1835 af 08-12-2020. Loven er trådt i kraft den 1. januar 2021.

OECD´s modeloverenskomst for 2017 kan findes her.

Bemærk

Det bemærkes endvidere, at selv om der foreligger fast driftssted her i landet efter SEL § 2, indeholder dobbeltbeskatningsoverenskomster undertiden særlige regler om fast driftssted, der fraviger modeloverenskomstens regler. Sådanne individuelle overenskomstbestemmelser vil kunne indebære begrænsninger i muligheden for at håndhæve den begrænsede skattepligt som følge af fast driftssted her i landet, der ellers følger af SEL § 2.

Definition af fast driftssted — fast forretningssted

Fast driftssted efter SEL § 2, stk. 2, 1. pkt., foreligger, når selskabet, foreningen m.v. udøver erhverv gennem et fast forretningssted her i landet.

Det fremgår blandt andet af forarbejderne til bestemmelsen, at den er i overensstemmelse med det udgangspunkt for fastlæggelsen af, hvorvidt der foreligger fast driftssted, der fremgår af artikel 5, stk. 1, i OECD’s modeloverenskomst. Artikel 5, stk. 1, er uændret videreført i 2017-udgaven af modeloverenskomsten, og bestemmelsen er derfor udtryk for en kodificering af gældende ret.

Der kan desuden foreligge fast driftssted efter agentreglen. Se nedenfor.

Hovedlinjerne i art. 5 i OECD modeloverenskomsten er følgende:

Et fast driftssted er i stk. 1 defineret som et fast forretningssted, gennem hvilket et foretagendes virksomhed helt eller delvist udøves. Se SKM2008.844.SR og TfS 1996.619 LSR.

Om begrebet "fast driftssted" se også afsnit C.F.8.2.2.5.

Eksempler: fast driftssted — fast forretningssted

I OECDs modeloverenskomst art. 5, stk. 2, er givet følgende eksempler på, hvornår et fast driftssted antages at foreligge:

Dette er tilfældet, når virksomheden udøves gennem

• en filial
• et kontor
• en fabrik
• et værksted
• en grube
• en gas- eller oliekilde
• et stenbrud
• eller et andet sted, hvor naturforekomster udvindes.

Eksemplerne er ikke udtømmende, og det er under alle omstændigheder en betingelse, at de almindelige betingelser for eksistensen af et fast driftssted som følge af fast forretningssted er opfyldt. Den omstændighed, at SEL § 2, stk. 2, 1. pkt., ikke indeholder en tilsvarende opregning, er ikke udtryk for nogen indholdsmæssig forskel i forhold til OECD modeloverenskomstens bestemmelser.

(…)

Eksempler: Ikke fast driftssted

Efter SEL § 2, stk. 3, 1. pkt., udgør et fast forretningssted ikke et fast driftssted efter stk. 1, litra a, når det faste forretningssted anvendes eller opretholdes udelukkende med henblik på udøvelse af virksomhed af forberedende eller hjælpende karakter.

I art. 5, stk. 4, er opregnet et antal forretningsaktiviteter, som ikke skal anses for at udgøre et fast driftssted, selvom virksomheden udøves fra et fast forretningssted. Et fællestræk for disse aktiviteter er, at de er af forberedende eller hjælpende karakter. Se TfS 1991.38 LR og TfS 1985.375 LR.

Udtrykket fast driftssted omfatter bl.a. ikke:

• Anvendelsen af indretninger udelukkende til oplagring, udstilling eller udlevering af varer, der tilhører foretagendet
• Opretholdelsen af et fast forretningssted udelukkende for at foretage indkøb af varer eller fremskaffe oplysninger til foretagendet
• Opretholdelsen af et fast forretningssted udelukkende for at udføre anden virksomhed af forberedende eller hjælpende art for foretagendet.

Funktioner af udelukkende forberedende eller hjælpende karakter

Det fremgår blandt andet af forarbejderne til SEL § 2, stk. 3, 1. pkt., at ordlyden af artikel 5, stk. 4, i 2017-udgaven af OECD’s modeloverenskomst er ændret, således at det nu i alle tilfælde - og altså også i de i bestemmelsen specifikt opregnede eksempler på faste forretningssteder - er en fælles betingelse, at der gennem det pågældende faste forretningssted udøves funktioner af udelukkende forberedende eller hjælpende karakter.

Konsekvensen af denne ændring kan f.eks. illustreres med et fast forretningssted i form af installationer, der anvendes udelukkende med henblik på oplagring og udlevering af virksomhedens egne varer. Efter den tidligere affattelse af artikel 5, stk. 4, i OECD’s modeloverenskomst anses et sådant fast forretningssted altid for anvendt til funktioner af udelukkende forberedende eller hjælpende karakter. Efter ændringen vil der derimod skulle foretages en konkret vurdering af, om de udøvede funktioner i forhold til den af virksomheden udøvede økonomiske aktivitet kan anses for udelukkende at være af forberedende eller hjælpende karakter. Der vil derimod skulle foretages en konkret vurdering af, om de udøvede funktioner i forhold til den af virksomheden udøvede økonomiske aktivitet kan anses for udelukkende at være af forberedende eller hjælpende karakter. Der vil derimod skulle foretages en konkret vurdering af, om de udøvede funktioner i forhold til den af virksomheden udøvede økonomiske aktivitet kan anses for udelukkende at være af forberedende eller hjælpende karakter.

I punkt 62 i kommentarerne til den nye affattelse af artikel 5, stk. 4, i OECD’s modeloverenskomst nævnes som et tilfælde, hvor de beskrevne funktioner ikke kan anses for at være af udelukkende forberedende eller hjælpende karakter, en virksomhed, der sælger varer over internettet og opretholder et meget stort varehus, der anvendes til opbevaring af virksomhedens varer med henblik på udlevering til kunderne i det pågældende land.

Efter ordlyden af SEL § 2, stk. 3, 1. pkt., vil det i overensstemmelse hermed i hvert enkelt tilfælde konkret skulle vurderes, om et fast forretningssted anvendes eller opretholdes udelukkende med henblik på udøvelse af virksomhed af forberedende eller hjælpende karakter.

Det bemærkes, at der i artikel 5, stk. 4, i 2017-udgaven af OECD’s modeloverenskomst fortsat opregnes en række eksempler på faste forretningssteder, der kan anses for anvendt eller opretholdt til udøvelse af funktioner, der udelukkende er af forberedende eller hjælpende karakter. Da disse eksempler ikke er udtømmende, og da der under alle omstændigheder vil skulle foretages en konkret vurdering af funktionernes karakter, jf. punkt 61-76 i kommentarerne til artikel 5, stk. 4, i 2017-udgaven af OECD’s modeloverenskomst, er disse eksempler ikke medtaget i SEL § 2, stk. 3, 1. pkt., hvilket ikke udtryk for en indholdsmæssig forskel i forhold til modeloverenskomsten.

Anti-fragmenteringsregel  

Efter SEL § 2, stk. 3, 2. pkt., finder 1. punktum ikke anvendelse, hvis de funktioner, som selskabet, foreningen m.v. udøver på det i 1. pkt. om‐ handlede faste forretningssted, indgår blandt flere gensidigt supplerende funktioner i en samlet udøvelse af erhvervsvirksomhed, der ikke er af forberedende eller hjælpende karakter, og som selskabet, foreningen m.v. eller fysiske eller juridiske personer, hvormed selskabet, foreningen m.v. har en forbindelse som omhandlet i LL § 2, udøver gennem faste forretningssteder her i landet udgør et fast forretningssted ikke et fast driftssted efter stk. 1, litra a, når det faste forretningssted anvendes eller opretholdes udelukkende med henblik på udøvelse af virksomhed af forberedende eller hjælpende karakter.

Det fremgår blandt andet af forarbejderne, at bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til den nye bestemmelse i artikel 5, stk. 4.1, i 2017-udgaven af OECD’s modeloverenskomst, den såkaldte anti-fragmenteringsregel, og vil skulle fortolkes i overensstemmelse med OECD’s kommentarer til denne bestemmelse.

Der vil i visse situationer foreligge fast driftssted her i landet, hvis en fysisk eller juridisk person gennem et fast forretningssted udøver funktioner, der isoleret set udelukkende er af forberedende eller hjælpende karakter. Det vil være tilfældet, når disse funktioner indgår blandt flere gensidigt supplerende funktioner i en samlet udøvelse af erhvervsvirksomhed, der ikke er af forberedende eller hjælpende karakter, og som vedkommende selv eller hermed nært forbundne fysiske eller juridiske personer udøver gennem faste forretningssteder her i landet.

Det vil være afgørende for, om der foreligger nært forbundne fysiske og juridiske personer, om disse personer har en sådan tilknytning til hinanden, at de i relation til skattelovgivningens almindelige regler, jf. LL § 2, anses for interesseforbundne. Dette er i overensstemmelse med den definition af begrebet "nært forbundne" fysiske eller juridiske personer, der fremgår af artikel 5, stk. 8, i 2017-udgaven af OECD’s modeloverenskomst.

Definition af fast driftssted — agentreglen

Selskabsskattelovens regler om fast driftssted efter agentreglen svarer til den udformning af agentreglen, der fremgår af artikel 5, stk. 5 og 6, i 2017-udgaven af OECD’s modeloverenskomst.

Efter SEL § 2, stk. 4, 1. pkt., foreligger der fast driftssted, når en fysisk eller juridisk person her i landet handler på vegne af selskabet, foreningen m.v. og i forbindelse hermed sædvanligvis indgår aftaler eller sædvanligvis spiller en afgørende rolle ved indgåelsen af aftaler, som rutinemæssigt indgås uden væsentligt at blive ændret af selskabet, foreningen m.v.

Det fremgår blandt andet af forarbejderne til bestemmelsen, at det er afgørende for, om agentreglen kan medføre fast driftssted for virksomheden, om agenten handler på virksomhedens vegne i forhold til tredjemand. Virksomheden vil også kunne få fast driftssted her i landet som følge af agentens aktiviteter her, selv om den pågældende tredjemand slet ikke er bekendt med, at agenten handler på virksomhedens vegne.

Hvorvidt agenten spiller en afgørende rolle ved indgåelsen af aftaler på virksomhedens vegne, vil bero på en konkret vurdering af, hvad der er den forretningsmæssige realitet.

Det vil således ikke i sig selv være afgørende, om virksomheden og agenten f.eks. har indgået en aftale, der fastlægger agentens rolle, og hvad indholdet af en sådan aftale i givet fald er.

Agentreglen vil kunne medføre fast driftssted for virksomheden her i landet, selv om repræsentanten ikke har fuldmagt til at indgå aftaler på virksomhedens vegne, når agenten spiller en afgørende rolle ved indgåelsen af aftaler, som rutinemæssigt indgås uden væsentligt at blive ændret af virksomheden.

Der ligger i kravet om, at agenten enten "sædvanligvis" skal udnytte en fuldmagt til at indgå aftaler på virksomhedens vegne eller spille en afgørende rolle ved indgåelse af aftaler, der "rutinemæssigt" indgås uden at blive væsentligt ændret af virksomheden, at det ikke medfører fast driftssted for virksomheden, at en herværende agent f.eks. blot enkelte gange indgår aftaler på virksomhedens vegne. Der vil således skulle være tale om aktiviteter af en vis tilbagevendende karakter.

Betingelse — aftalens indhold

Efter SEL § 2, stk. 4, 3. pkt., er det endvidere en betingelse, at de i 1. pkt. omhandlede aftaler enten

1) indgås i navn af selskabet, foreningen m.v.,

2) vedrører overdragelse af ejendomsret eller brugsret til formuegoder ejet af selskabet, foreningen m.v., eller som selskabet, foreningen m.v. har brugsret til, eller

3) vedrører levering af tjenesteydelser fra selskabet, foreningen m.v.

Det fremgår blandet andet af forarbejderne til bestemmelsen, at det følger af bestemmelsen, at det ikke vil være afgørende for agentreglens anvendelse, om aftaleparten vil være i stand til retligt at håndhæve de pågældende aftaler over for den udenlandske virksomhed, når blot aftalerne rent faktisk vil skulle opfyldes af den udenlandske virksomhed.

Betingelse — ikke fast driftssted

Efter SEL § 2, stk. 4, 2. pkt., er det en betingelse, at den virksomhed, som den fysiske eller juridiske person udøver her i landet, ikke udelukkende er af forberedende eller hjælpende karakter som omhandlet i SEL § 2, stk. 3.

Det følger af henvisningen til SEL § 2, stk. 3, at agentens virksomhed i visse tilfælde vil kunne medføre fast driftssted her i landet, selv om agentens aktiviteter isoleret set udelukkende er af forberedende eller hjælpende karakter. Det vil være tilfældet, hvis agentens aktiviteter set i sammenhæng med virksomhedens og nært forbundne virksomheders aktiviteter på faste forretningssteder her i landet må anses for en samlet udøvelse af erhvervsvirksomhed, der ikke blot er af forberedende eller hjælpende karakter. Der henvises herom til bemærkningerne ovenfor til SEL § 2, stk. 3.

►Se om fast driftssted efter agentreglen i den dansk-tyske dobbeltbeskatningsoverenskomsts artikel 5, stk. 5, som svarer til artikel 5, stk. 5, i OECD’s Modeloverenskomst fra 2014, i landsskatterettens afgørelse offentliggjort i SKM2023.623.LSR.

Sagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt det tyske selskab H2 GmbH ville etablere fast driftssted i Danmark efter agentreglen i selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra a, jf. stk. 4, og efter artikel 5, stk. 5 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland henset til, at det danske koncernforbundne selskab, H1 A/S, der tidligere var et salgsselskab, som handlede i eget navn og for egen regning og risiko, fremadrettet ville fungere som afhængig repræsentant for H2 GmbH.

Skatterådet fandt, at H2 GmbH ville etablere fast driftssted i Danmark efter ændringen af aktiviteten i H1 A/S, både efter intern dansk ret og efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten med Tyskland. I forhold til dobbeltbeskatningsoverenskomsten med Tyskland fandt Skatterådet, at H1 A/S ikke i aftalegrundlaget var tildelt en formel fuldmagt til at indgå bindende aftaler på vegne af H2, men at selskabet dog var tildelt så brede beføjelser og så bredt et forhandlingsmandat, at det i realiteten måtte sidestilles med en fuldmagt til at indgå aftaler på vegne af H2 GmbH.  

Landsskatteretten fandt - ligesom Skatterådet - at H2 GmbH ville etablere fast driftssted efter intern dansk ret.

Landsskatteretten fandt - ligesom Skatterådet - at H1 A/S ikke havde formel fuldmagt til at indgå bindende aftaler på vegne af det tyske selskab H2 GmbH. Således som det bindende svar var oplyst, fandt Landsskatteretten dog ikke, at H1 A/S reelt havde fuldmagt til at indgå bindende aftaler på vegne af H2 GmbH. Landsskatteretten fandt derfor ikke, at H2 GmbH i forbindelse med den ændrede aktivitet i Danmark ville etablere fast driftssted i henhold til artikel 5, stk. 5 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland.

Skattestyrelsen forstår Landsskatterettens kendelse således, at statuering af fast driftssted efter den dansk-tyske dobbeltbeskatningsoverenskomst artikel 5, stk. 5, ikke forudsætter, at den danske repræsentant i alle tilfælde skal have formel fuldmagt til at indgå kontrakter, der er bindende for det tyske selskab. Fast driftssted kan efter Landsskatterettens afgørelse - i overensstemmelse med hidtidig administrativ praksis (se eksempelvis SKM2014.512.SR og øvrig praksis gennemgået heri) - også foreligge, hvis et dansk selskab reelt har fuldmagt til at indgå kontrakter, der er bindende for det danske selskab. I den konkrete sag er Landsskatteretten på baggrund af en konkret vurdering af det oplyste faktum dog kommet frem til, at der ikke foreligger en sådan reel fuldmagt for det danske selskab til at indgå kontrakter, som er bindende for det tyske selskab. ◄

Undtagelse — uafhængig agent

Efter SEL § 2, stk. 5, finder stk. 4 ikke anvendelse, når repræsentanten driver erhvervsvirksomhed her i landet som uafhængig repræsentant og handler for selskabet, foreningen m.v. inden for rammerne af denne erhvervsvirksomhed. Handler repræsentanten udelukkende eller næsten udelukkende på vegne af en eller flere fysiske eller juridiske personer, hvormed repræsentanten har en forbindelse som omhandlet i ligningslovens § 2, anses repræsentanten ikke for at være en uafhængig repræsentant.

Bestemmelse er i overensstemmelse med 2017-udgaven af artikel 5, stk. 6, i OECD’s modeloverenskomst.

Det fremgår blandt andet af forarbejderne til bestemmelsen, at det er afgørende for, om en agent må anses for afhængig eller uafhængig, er, hvilke forpligtelser agenten har i forhold til den udenlandske virksomhed. Der skal foretages en konkret, samlet afvejning af, om agenten her i landet i relation til de funktioner, der varetages på virksomhedens vegne, må anses for at være juridisk eller økonomisk afhængig af virksomheden.

Der kan ikke peges på et enkelt element, der i sig selv er udslagsgivende ved denne samlede afvejning, men navnlig de kriterier, der beskrives i det følgende, bør ifølge kommentarerne til OECD’s modeloverenskomst inddrages.

Omfanget af hvervgiverens instruktion og kontrol med agentens udførelse af opgaverne vil være en væsentlig indikator for, hvorvidt agenten kan anses for uafhængig i forhold til den udenlandske virksomhed. Har virksomheden detaljerede instruktionsbeføjelser i forhold til agenten, eller udøver virksomheden detaljeret kontrol med agentens konkrete udøvelse af opgaverne, kan agenten ikke anses for uafhængig fra hvervgiveren.

Det bemærkes, at en hvervgiver også i forhold til uafhængige samarbejdspartnere typisk vil give instrukser om opgavernes udførelse og føre en løbende kontrol med, at opgaverne udføres på tilfredsstillende vis. Det er imidlertid kendetegnende for forholdet mellem en hvervgiver og en uafhængig agent, at denne form for instruktion og kontrol har en forholdsvis overordnet karakter, idet hvervgiveren i øvrigt forlader sig på agentens særlige evner m.v.

Det bør også inddrages, i hvilket omfang agenten er forpligtet til ikke blot løbende at informere hvervgiveren om opgavernes udførelse, men også at opnå hvervgiverens accept af den måde, hvorpå opgavevaretagelsen er tilrettelagt.

Det er desuden et væsentligt kriterium, hvem der bærer driftsherrerisikoen i forhold til de funktioner, der udøves af agenten.

Endeligt bør også antallet af hvervgivere inddrages. Har agenten kun en enkelt eller ganske få hvervgivere, taler det for at anse agenten for en afhængig agent.

Reglen om, at der ikke vil kunne etableres fast driftssted efter agentreglen, hvis repræsentanten her i landet er en uafhængig agent, gælder kun, hvis den uafhængige agent ved udførelsen af opgaverne for den udenlandske virksomhed handler inden for rammerne af sin sædvanlige forretningsvirksomhed. En agent, der driver en selvstændig virksomhed her i landet med et større antal hvervgivere, vil ikke kunne anses for uafhængig, i det omfang agentens konkrete aktiviteter på hvervgiverens vegne ikke har naturlig sammenhæng med de aktiviteter, som den pågældende agent sædvanligvis udøver som led i sin selvstændige virksomhed.

SEL § 2, stk. 5, 1. pkt., vil indebære, at gældende ret som udgangspunkt videreføres.

SEL § 2, stk. 5, 2. pkt., er en ny undtagelse til reglen om uafhængige agenter, at agenter, der udelukkende eller næsten udelukkende handler på vegne af en eller flere virksomheder, hvormed agenten er nært forbundet, ikke kan anses for at være en uafhængig agent. Denne undtagelse er indføjet i 2017-udgaven af artikel 5, stk. 6, jf. stk. 8, i OECD’s modeloverenskomst og har til hensigt at udgøre et værn mod, at en kunstig opsplitning af aktiviteter mellem nært forbundne virksomheder skal kunne udnyttes til at undgå fast driftssted.

Det vil være afgørende for, om der foreligger nært forbundne fysiske og juridiske personer, om disse personer har en sådan tilknytning til hinanden, at de i relation til LL § 2 anses for interesse forbundne.

Det omfatter f.eks. tilfælde, hvor en fysisk person har bestemmende indflydelse over et selskab, eller hvor to selskaber er ejet af samme fysiske eller juridiske person. Dette er i overensstemmelse med den definition af begrebet "nært forbundne" fysiske eller juridiske personer, der fremgår af artikel 5, stk. 8, i 2017-udgaven af OECD’s modeloverenskomst.

Der gælder ikke en fast grænse for, hvornår en agent vil skulle anses for at handle udelukkende eller næsten udelukkende på vegne af nært forbundne virksomheder. Hvornår dette er tilfældet, vil således skulle afgøres efter en konkret vurdering, hvor bestemmelsens formål skal tages i betragtning. I punkt 112 i OECD’s kommentarer til bestemmelsen i modeloverenskomstens artikel 5, stk. 6, nævnes det dog som eksempel, at en salgsagent vil skulle anses for næsten udelukkende at handle på nært forbundne virksomheders vegne, når sådanne virksomheder tegner sig for over 90 pct. af de salgsaftaler, som agenten indgår.

Passive investorer

Efter SEL § 2, stk. 6, vil virksomhed med investering i aktier og erhvervelse af fordringer, gæld og finansielle kontrakter omfattet af kursgevinstloven anses kun for udøvelse af erhverv efter stk. 1, litra a, når der foreligger næringsvirksomhed. Dette gælder dog ikke, hvis en fysisk eller juridisk person, hvormed selskabet har en forbindelse som omhandlet i LL § 2, udøver erhvervsvirksomhed i Danmark og virksomheden som nævnt i 1. pkt. indgår som et integreret led heri.

Skatterådet fandt i SKM2018.469.SR, at Spørger ikke kunne anses for at udøve erhverv i relation til SEL § 2, stk. 1, litra a, jf. stk. 7. Det blev ved afgørelsen tillagt vægt, at Spørger ikke kunne anses for at drive handelsnæring med køb og salg af værdipapirer. Betingelserne for at statuere fast driftssted efter SEL § 2, stk. 1, litra a, var dermed ikke til stede. Se også SKM2018.544.SR.

(…)

Den juridiske vejledning 2025-1, afsnit C.F.8.2.2.5.2.1 Hovedregel om fast forretningssted

(…)

Hovedregel

Modeloverenskomstens udgangspunkt er, at et fast driftssted er et fast forretningssted, hvor et foretagendes erhvervsvirksomhed helt eller delvis udøves fra. Se modeloverenskomstens artikel 5, stk. 1.

Definitionen indeholder følgende betingelser:

• eksistensen af et forretningssted
• at dette forretningssted skal være fast
• virksomhedsudøvelse for foretagendet, skal ske gennem dette faste forretningssted.

Et foretagende skal opfylde alle tre betingelser for at udgøre et fast driftssted efter modeloverenskomstens artikel 5, stk. 1. Se punkt 6 i kommentaren til modeloverenskomstens artikel 5.

Forretningssted

Et fast forretningssted er fx

• et sted, hvorfra et foretagende ledes
• en filial
• et kontor
• en fabrik
• et værksted
• en mine, en olie- eller gaskilde, et stenbrud eller ethvert andet sted, hvor naturforekomster udvindes.

Opregningen er ikke udtømmende. Udtrykket "forretningssted" dækker over alle lokaler, indretninger eller installationer, der benyttes til at udøve aktiviteten. Se modeloverenskomstens artikel 5, stk. 2, og punkt 10 i kommentaren til artikel 5.

Det er ligegyldigt, om foretagendet

• ejer
• lejer
• låner
• eller på anden måde har rådighed over de lokaler, som det faste forretningssted benytter. Se punkt 10 i kommentaren til modeloverenskomstens artikel 5.

Det er ikke et krav, at der i det hele taget skal være et lokale eller en anden synlig indretning. Se punkt 10 i kommentaren til modeloverenskomstens artikel 5.

(…)