Sagen angik for Højesteret, hvorvidt der var adgang till for en beskikket advokat at kære et acontosalær, som byretten havde fastsat til 100.000 kr. med tillæg af moms, for arbejde udført som beskikket advokat for en forening.

Kæren blev afvist af landsretten jf. retsplejelovens § 389 a, idet der ikke forelå tilladelse fra Procesbevillingsnævnet til kæremålet.

Højesteret ændrede landsrettens afgørelse, idet Højesteret fandt, at begrænsningen i adgangen til kæremål i retsplejelovens § 389 a ikke finder anvendelse, hvis kæren angår et spørgsmål, som er reguleret af den særlige regel om kærebegrænsning i retsplejelovens § 389, stk. 3, vedrørende salær.

Dermed kunne byrettens afgørelse kæres uden tilladelse fra Procesbevillingsnævnets, hvis det tilkendte salær oversteg beløbsgrænsen efter § 389, stk. 3, hvilket det gjorde i den konkrete sag.

Højesteret fandt således, at en afgørelse om tilkendelse af acontosalær i relation til kærebegrænsningsreglen i § 389, stk. 3, må anses for en afgørelse efter retsplejelovens § 334, stk. 4, eller i hvert fald må sidestilles med en afgørelse om tilkendelse af endeligt salær, jf. herved også Højesterets kendelse af 22. februar 2016 (UfR 2016.1968).

Det er således fastslået at kære af en afgørelse om tilkendelse af acontosalær kan ske uden Procesbevillingsnævnets tilladelse, hvis det tilkendte acontosalær overstiger beløbsgrænsen i retsplejelovens § 389, stk. 3, som pt. er på 50.000 kr.