Importmoms - Retten til fradrag ved indførsel af leasede fly

Et selskab havde bedt om bindende svar på, om det kunne bekræftes, at selskabet, der var momsregistreret i Danmark, kunne importere et fly til Danmark og fradrage importmomsen, hvis flyet anvendtes af selskabet i dettes afgiftspligtige virksomhed. I det bindende svar kunne Skattestyrelsen ikke svare bekræftende. Skattestyrelsen henviste til, at selskabet alene var lejer, og ikke ejer, af flyet. Derfor var der ikke tale om levering af en vare, hvoraf købsmomsen kunne fratrækkes i medfør af momslovens § 37, stk. 2, 3), jf. § 12, stk. 1, om indførsel af varer. Landsskatteretten anførte, at der ikke var fremlagt en leasingaftale eller udkast hertil, ligesom der ikke var fremlagt oplysninger i øvrigt til belysning af detaljerne for selskabets påtænkte disposition. Sådanne oplysninger var afgørende for vurderingen af, om selskabet var berettiget til fradrag for importmomsen af flyet. Med henvisning hertil fandt Landsskatteretten, at spørgsmålet ikke kunne besvares med fornøden sikkerhed, hvorfor Landsskatteretten afviste spørgsmålet og ændrede dermed Skattestyrelses besvarelse.

Momslovens § 12, § 12, stk. 1, § 37, § 37, stk. 1 og stk. 2, pkt. 3
Skatteforvaltningslovens § 21, stk. 1, § 24, § 24, stk. 1 og 2
Den daværende skattestyrelseslov om bindende forhåndsbesked § 20 A
Den daværende skattestyrelseslov om bindende ligningssvar § 20 G
Bemærkningerne til lovforslag nr. 121 af 11. december 1996 vedrørende skattestyrelsesloven

-

Klagen skyldes, at Skattestyrelsen har besvaret følgende spørgsmål med et "Nej": 

"Kan det bekræftes, at spørgeren, der er momsregistreret i Danmark, kan importere et leaset fly til Danmark og få fradrag for importmomsen, hvis flyet anvendes af spørgeren i spørgerens afgiftspligtige virksomhed?"

Landsskatteretten ændrer Skattestyrelsens bindende svar, således at spørgsmålet afvises.

Faktiske oplysninger
Følgende faktiske oplysninger fremgår af Skattestyrelsens bindende svar: 

"Spørger, H1 ApS, er et momsregistreret selskab i Danmark. 

Spørgers formål er at levere serviceydelser og konsulentassistance til flybranchen, herunder at bistå personer etableret uden for EU med at overholde reglerne forbundet med indførelse af fly til Danmark. 

Spørger påtænker at lease et forretningsfly ejet af et amerikansk eller schweizisk selskab.

Flyet indføres til Danmark og angives til fri omsætning med Spørger som varemodtager i toldangivelsens rubrik 8. 

Flyet vil blive benyttet med udgangspunkt i Danmark og udelukkende blive anvendt til brug for spørgers momspligtige aktiviteter." 

Selskabets repræsentant har i forbindelse med anmodningen anført: 

"Spørger er momsregistreret i Danmark og har dermed fradragsret for den moms, der påhviler varer, som virksomheden har indført fra steder uden for EU jf. momslovens § 37, stk. 2, nr. 3).

Momslovens § 37 implementerer Rådets direktiv 2006/112 om det fælles merværdiafgiftssystem, ("Momssystemdirektivet") artikel 168, der fastslår følgende:

I det omfang varer og ydelser anvendes i forbindelse med hans afgiftspligtige transaktioner, hvoraf der er betalt moms, har den afgiftspligtige person i den medlemsstat, hvor han foretager transaktionerne, ret til i den afgift, der påhviler ham, at fradrage følgende beløb: 

[…]

e) den moms, som skal betales eller er betalt i nævnte medlemsstat for indførte varer.

Momssystemdirektivets artikel 178 betinger udøvelsen af fradragsretten af den afgiftspligtiges opfyldelse af følgende betingelser:

[...] for det i artikel 168*, litra e), omhandlede fradrag —for så vidt angår indførsel af varer — være i besiddelse af et dokument vedrørende indførslen, der betegner ham som modtager eller importør, og som angiver eller muliggør beregningen af det skyldige momsbeløb ".

*bemærk fejl i dansk version, hvor der angives 163, litra e)

Momslovens § 37 fastslår: § 37. 

Virksomheder registreret efter §§ 47, 49, 51 eller 51 a kan ved opgørelsen af afgiftstilsvaret som indgående afgift, jf. § 56, stk. 3, fradrage afgiften efter denne lov for virksomhedens indkøb m.v. af varer og ydelser der udelukkende anvendes til brug for virksomhedens leverancer, som ikke er fritaget for afgift efter 13, herunder leverancer udført i udlandet, jf. dog stk. 6.
[…]
Stk. 2. Den fradragsberettigede afgift er:
[…]
3) den afgift, som efter 12 påhviler varer, som virksomheden har indført fra steder udenfor EU [...] 

Momsloven skal fortolkes EU-konformt og dermed i overensstemmelse med artikel 168 og artikel 178, som alene betinger fradragsretten af 1) varens anvendelse som led i virksomhedens afgiftspligtige transaktioner 2) besiddelsen af et importdokument hvori virksomheden er angivet som modtager eller importør.

EU-Domstolen har blandt andet i sag C- 187/14, DSV Road A/S, bekræftet ovenstående betingelser, idet EU-Domstolen i sagen nægtede fradragsret med den begrundelse, af varerne ikke blev anvendt som led i DSV Road A/S 's afgiftspligtige transaktioner, jf. præmis 49 og 50, som fastslår: 

I denne henseende bemærkes, at ifølge ordlyden af momsdirektivets artikel 168, litra e), består der kun ret til fradrag, i det omfang de importerede varer anvendes i forbindelse med den afgiftspligtige persons afgiftspligtige transaktioner, hvoraf der er betalt moms. Ifølge Domstolens faste praksis vedrørende retten til at fradrage moms på erhvervelse af varer og ydelser er denne betingelse kun opfyldt, såfremt prisen på de indgående ydelser er medregnet i prisen for specifikke udgående transaktioner eller i prisen på varer eller tjenesteydelser, som den afgiftspligtige person leverer i forbindelse med sin økonomiske virksomhed (jf. domme SKF, C-29/08, EU:C:665, præmis 60, og Eon Aset Menidjmunt, c-118/11, EU:C:2012:97, præmis 48).

Da værdien af transporterede varer ikke er en del af de omkostninger, som udgør den pris, der faktureres af en transportør, hvis virksomhed er begrænset til at transportere disse varer mod vederlag, er betingelserne for anvendelse af momsdirektivets artikel 168, litra e), imidlertid ikke opfyldt i det foreliggende tilfælde. 

Ovenstående princip indgår som Domstolens faste praksis, senest i sagen C-621/19, Weindel Logistik, hvori domstolen fastslår:

Da værdien af transporterede varer ikke er en del af de omkostninger, som udgør den pris, der faktureres af en transportør, hvis virksomhed er begrænset til at transportere disse varer mod vederlag, og betingelserne for anvendelse af artikel 168, litra e), i direktiv 2006/112 dermed ikke er opfyldt (dom af 25. juni 2015, DSV Road C-187/14, EU:C:2015:421, præmis 50), har Domstolen præciseret, at personer, der indfører varer uden at eje disse, ikke har ret til momsfradrag, medmindre de kan dokumentere, at prisen for indførslen er medregnet i prisen for specifikke udgående transaktioner eller i prisen på varer eller tjenesteydelser, som den afgiftspligtige person leverer i forbindelse med sin økonomiske virksomhed.

I Weindel Logistik fastlægges, at fradragsretten ikke er betinget af ejerskab til de importerede varer, men alene af anvendelsen af varer som led i afgiftspligtige transaktioner, jf. citatet ovenfor.

Fradragsrettens udøvelse er efter artikel 178 tillige betinget af, at selskabet angives som varemodtager i et dokument vedrørende indførslen, hvori tillige momsen angives eller kan beregnes. 

Da Spørger anvender flyet som led i sin afgiftspligtige virksomhed og dermed indregner omkostningerne ved flyet i sine udgående tjenesteydelser samt er angivet som varemodtager i toldangivelsen, er betingelserne for fradragsret opfyldt.

Det bemærkes, at det ikke i den sammenhæng gør en forskel, at flyet er leaset (momsmæssig ydelse), idet det afgørende efter artikel 168 og 178 ikke er finansieringen af varen men alene anvendelsen af varen og det forhold, at leasingydelserne som omkostninger medregnes i prisen de udgående transaktioner i form af varer eller tjenesteydelser.

Spørger er opmærksom på, at praksis i Danmark foreskriver, at fradragsretten er betinget af ejendomsret til varen jf. Juridisk Vejledning D:A.11.1.3.3.1 hvoraf fremgår, at leasingtagere, som importerer aktiver fra tredjelande ikke har fradragsret for importmomsen, jf. Guideline fra 94. møde i EU's Momskomite, som er vedtaget næsten enstemmigt og som Danmark har tiltrådt.

Det skal noteres, at EU's Momskomite på 94. møde har angivet følgende:

The VAT Committee almost unanimously confirms that a taxable person designated as liable for the payment of import VAT pursuant to Article 201 of the VAT Directive shall not be entitled to deduct it if both of the following conditions are met: (1) he does not obtain the right to dispose of the goods as owner; (2) the cost of the goods has no direct and immediate link with his economic activity. This shall be the case even if that taxable person holds a document fulfilling the conditions for exercising the right of deduction laid down in Article 178(e) of that Directive

Fradragsretten skal efter såvel Juridisk Vejledning som EU's Momskomite alene nægtes, hvis begge betingelserne ikke er opfyldt. 

I det omfang omkostningerne til flyet ("cost of goods") enten i form af leasingydelser eller — ved eget køb — finansieringsomkostninger og afskrivninger rent faktisk indgår i prisen for de udgående ydelser eller varer, kan fradragsret ikke nægtes med henvisning til mødet i EU's Momskomite. Finansieringsformen for opnåelse af brugsretten til godet er således ikke relevant og berøres ikke i de to betingelser, som Momskomiteen opstiller.

Momskomiteens vurdering, som udlagt af Spørger, harmonerer endvidere med Weindel Logistik dommen, hvor spørgsmålet til EU-Domstolen lød som følger: 

Skal artikel 167 og artikel 168, litra e), i Rådets direktiv 2006/112/EF 1 om det fælles merværdiafgiftssystem fortolkes således, at retten til fradrag af den merværdiafgift, som den afgiftspligtige person skal betale af indførte varer, er underlagt et krav om ejendomsret til de indførte varer eller retten til som ejer at råde over disse varer?

Weindel Logistik indførte varer, som var ejede af tredjemand og forblev ejede af tredjemand under Weindels Logistisks varetægt. Weindel Logistik bistod ejer med logistiske ydelser i form af ompakning med videre. Omkostningerne til varerne var således uden relevans og uden sammenhæng med de logistik ydelser, som Weindel Logistik leverede. 

EU-Domstolen fastslog i det lys ikke overraskende, at ejendomsret ikke i sig selv er afgørende, men at fradragsret kan nægtes, hvis den pågældende ikke råder over varerne som ejer og der ikke foreligger indgående importomkostninger, eller omkostningerne ikke er indregnet i prisen på udgående transaktioner. Svaret lød som følger:

Artikel 168, litra e), i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28 november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem skal fortolkes således, at den er til hinder for, at en importør indrømmes ret til fradrag af merværdiafgift (moms), når vedkommende ikke råder over varerne som ejer, og når der ikke foreligger nogen indgående importomkostninger, eller disse omkostninger ikke er indregnet i prisen for bestemte udgående transaktioner eller i prisen for varer eller tjenesteydelser, som den afgiftspligtige person leverer indenfor rammerne af sin økonomiske virksomhed.

En fortolkning, hvorefter finansieringsformen og dermed ejendomsretten til varer er afgørende, vil således endvidere være i strid med foreliggende EU praksis." 

Repræsentanten har indgivet et høringssvar til Skattestyrelsens foreløbige indstilling, hvoraf bl.a. fremgår følgende: 

"…
Det er Skattestyrelsen opfattelse, at H1 ApS (herefter selskabet") ikke har krav på momsfradrag ved indførsel af leasede fly.

Skattestyrelsen anfører således, at det fremgår af EU-Domstolens afgørelse i sag C-187/14, DSV, at det er en betingelse for retten til momsfradrag, at selskabet 1) skal have opnået ret til som ejer at råde over de pågældende varer, samt at selskabet 2) skal have anvendt de pågældende varer i forbindelse med selskabets afgiftspligtige transaktioner.

Selskabet opfylder ifølge Skattestyrelsen hverken betingelse nr. 1 eller 2.

Vedrørende betingelse 1)

Selskabet kan ikke tiltræde Skattestyrelsens udlægning af EU-Domstolens afgørelse i DSV-sagen, hvor den relevant præmis 49 lyder som følger: 

"I denne henseende bemærkes, at ifølge ordlyden af momsdirektivets artikel 168, litra e), består der kun ret til fradrag, i det omfang de importerede varer anvendes i forbindelse med den afgiftspligtige persons afgiftspligtige transaktioner, hvoraf der er betalt moms. Ifølge Domstolens faste praksis vedrørende retten til at fradrage moms på erhvervelse af varer og ydelser er denne betingelse kun opfyldt, såfremt prisen på de indgående ydelser er medregnet i prisen for specifikke udgående transaktioner eller i prisen på varer eller tjenesteydelser, som den afgiftspligtige person leverer i forbindelse med sin økonomiske virksomhed (j€ domme SKF, C-29/08, EU:C:2009:665, præmis 60, og Eon Aset Menidjmunt, C-118/11, EU:C:2012:97, præmis 48)."

Selskabets udlægning af afgørelsen i DSV-sagen, hvorefter ejerskab ikke er en forudsætning, understøttes tillige af konklusionerne fra EU's Momskomites 94. møde, samt EU-Domstolens afgørelse i sag C-621/19, Weindel Logistik. Der henvises i det hele til selskabets anmodning om bindende svar, s. 4. 

Det følger af ovenstående, at et krav om ejendomsret ikke kan udledes af praksis. Det forhold, at flyet er leaset, kan således ikke isoleret set føre til afvisning af momsfradrag, idet selskabet de facto via sin brugsret kan disponere over flyet til brug for selskabets afgiftspligtige transaktioner.

Vedrørende betingelse 2)

Fradragsretten er efter momssystemdirektivets artikel 168 og momslovens § 37 knyttet til enhver moms, der er betalt for indførte varer. Et fly, som indføres til EU, vil altid konstituere en indførsel af en vare i momsmæssig henseende. Dette uafhængigt af, om disponenten over flyet ejer eller leaser flyet. 

Det følger herefter af ordlyden og neutralitetsprincippet bag momssystemdirektivets artikel 168, at enhver moms, der opstår på en vare, som anvendes fuldt ud i den afgiftspligtige virksomhed, berettiger til momsfradrag.

Skattestyrelsen anfører i sit forslag til afgørelse, at selskabet ikke anvender flyet i forbindelse med selskabets afgiftspligtige transaktioner, idet det kun er lejeomkostninger i forbindelse med flyet, som indgår i selskabets generalomkostninger.

Det skal hertil bemærkes, at det følger af ordlyden af artikel 168 i momssystemdirektivet, at det ikke er finansieringen af varen eller ydelsen, men anvendelse af varen og ydelsen, der udløser fradragsretten. Det bør derfor ikke påvirke fradragsretten, om et fly er leaset, lånefinansieret eller fuldt ud betalt. Tilsvarende stiller artikel 178 ikke krav til finansieringen eller besiddelsen af en faktura.

Momssystemdirektivets artikel 178, litra e, betinger alene udøvelsen af fradragsretten af den afgiftspligtiges opfyldelse af at være i besiddelse af et dokument vedrørende indførslen, der betegner ham som modtager eller importør, og som angiver eller muliggør beregningen af det skyldige momsbeløb. Denne betingelser kan leasingtager opfylde via toldangivelsen, som leasingtager er forpligtet til at indgive ved indførelsen i EU af flyet.

Hvis leasingtager afvises at have fradragsret i konsekvens af leasingforholdets karakter, opstår der den uhensigtsmæssige situation, at ingen kan opnå fradragsret for importmomsen, uagtet at såvel leasingiver som leasingtager anvender flyet som led i enhedernes momspligtige leverancer. En sådan situation synes ikke at harmonisere med momssystemdirektivets neutralitetsprincip.

Vi kan af ovenstående årsager ikke tiltræde Skattestyrelsens afvisning af retten til fradrag ved indførsel af leasede fly, og skal derfor anmode Skattestyrelsen om at genoverveje forslag til bindende svar."

Skattestyrelsens bindende svar
Skattestyrelsen har besvaret selskabets spørgsmål med et "Nej". 

Skattestyrelsen har bl.a. anført følgende i styrelsens indstilling og begrundelse: 

"…
Det ønskes bekræftet, at spørgeren, der er momsregistreret her i landet, kan importere et leaset fly her i landet og få fradrag for importmomsen. 

Begrundelse
Spørger har tidligere bedt om bindende svar på en tilsvarende situation, som blev behandlet i journal 19-0899924. Denne ansøgning om bindende svar blev offentliggjort som SKM2020.244.SR. Skatterådet kunne i sagen ikke bekræfte, at spørger kunne indføre et fly her til landet fra tredjeland med fradragsret for importmoms, da spørger var leasingtager og derfor ikke var momsmæssigt set ejer af flyet. Spørger opfyldte derfor ikke betingelserne for fradragsret. 

Skattestyrelsen finder, at forholdene i SKM2020.244.SR svarer fuldt ud til forholdene i nærværende ansøgning om bindende svar. Der er efter Skattestyrelsens opfattelse ikke sket ændring i praksis for import. 

Efter fast praksis er betingelserne for fradragsret for importmoms de samme som betingelserne for fradragsret for salgsmoms (moms på indenlandske leverancer), jf. EU-domstolens dom i sag C-187/14, DSV Road A/S, Landsskatterettens afgørelser i SKM2013.669.LSR og SKM2019.400.LSR, Skattestyrelsens styresignal SKM2020.146.SKTST, afsnit D.A.11.1.3.3.1 i Den juridiske vejledning 2021-2, og retningslinjen vedtaget af EU's momsudvalg på baggrund af det 94. møde den 19. oktober 2011 (Dok C) (WP 716). 

EU-domstolen har behandlet spørgsmålet om fradragsret for importmoms i sag C- 187/14, DSV. Skattestyrelsen forstår henvisningen i dommens præmis 49 til domstolens faste praksis sådan, at domstolen dermed har fastslået, at betingelserne for fradragsret for importmoms er de samme som betingelserne for fradragsret for salgsmoms (moms på indenlandske leverancer). 

Spørger kan derfor ikke få fradrag for importmomsen i forbindelse med indførslen af et leaset fly, selvom spørger har til hensigt udelukkende at anvende flyet til momspligtige aktiviteter. Styrelsen har givet udtryk for denne opfattelse ovenfor og tidligere i styresignal SKM2020.146.SKTST. 

Landsskatteretten har allerede i SKM2019.400.LSR på baggrund af dommen i C- 187/14, DSV, udtalt, at to betingelser skal være opfyldt, hvis der skal være fradragsret for importmoms: 

·         Selskabet skal have opnået ret til som ejer at råde over de pågældende varer,
·         Selskabet skal have anvendt de pågældende varer i forbindelse med selskabets afgiftspligtige transaktioner. 

I nærværende sag opfylder spørger ikke den første betingelse, idet spørger ved leasing af flyet alene opnår en brugsret til flyet. Det kan ikke medføre et andet resultat, at den faktiske situation i nærværende sag adskiller sig fra den faktiske situation i C-187/14, DSV, og i SKM2019.400.LSR. 

Det er leasinggiver, der har retten til som ejer at råde over flyet, ikke leasingtager. Det forhold, at leasingtager har lejet flyet, gør ikke, at leasingtager kan anses for som ejer at råde over flyet. 

Tilsvarende er det leasinggiver, der har købt flyet. Købet af flyet indgår således i leasinggivers generalomkostninger og ikke i leasingtagers generalomkostninger. 

Det, der indgår i leasingtagers generalomkostninger, er lejen (lejeomkostningerne) i forbindelse med flyet. Dermed er den anden betingelse heller ikke opfyldt. 

I har henvist til sagen C-621/19, Weindel Logistik, og har anført, at i Weindel Logistik fastlægges, at fradragsretten ikke er betinget af ejerskab til de importerede varer, men alene af anvendelsen af varer som led i afgiftspligtige transaktioner. 

Som det fremgår, er det Skattestyrelsens opfattelse, at det, der indgår i leasingtagers generalomkostninger, er lejen (lejeomkostningerne) i forbindelse med flyet. Efter Skattestyrelsens opfattelse indgår udgiften til selve flyet ikke i spørgers generalomkostninger, da udgiften indgår i leasinggivers generalomkostninger. 

Det er således leasinggiver og ikke spørger i egenskab af leasingtager, der opfylder de materielle betingelser (betingelserne efter momslovens § 37, stk. 1, og Momssystemdirektivets artikel 168) for fradrag for importmoms i forbindelse med indførelsen af det leasede fly. Spørger har derfor ikke ret til fradrag for importmoms, jf. momsloven § 37. 

Spørgsmål 1 besvares derfor med "Nej".
Vores bemærkninger til jeres høringssvar: 

I har I jeres høringssvar henvist til, at finansieringen af varen ikke skal have betydning. I har videre henvist til, at ejerskab/ejendomsret ikke er en forudsætning for spørgers ret til fradrag af importmomsen. Jeres synspunkt er, at det forhold, at flyet er leaset, ikke isoleret set kan føre til afvisning af momsfradrag, idet selskabet de facto via sin brugsret kan disponere over flyet til brug for selskabets afgiftspligtige transaktioner. 

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at spørger ikke har råderetten over flyet men alene en brugsret. Et køb er som udgangspunkt en momsmæssig levering i form af levering af en vare, hvorved forstås overdragelse af retten til som ejer at råde over et materielt gode. Et lejeforhold (leasing) er momsmæssigt ikke levering af en vare, men derimod levering af en ydelse, jf. momslovens § 4, stk. 1. 

Skattestyrelsen fastholder på den baggrund, at spørgers anvendelse af flyet til brug for afgiftspligtige transaktioner ikke sker som forbrug af købet af flyet. Anvendelsen sker derimod i takt med forbruget af leasingydelserne, hvor spørger modtager fakturaer svarende til den leverance, som spørger modtager. I det øjeblik leasingaftalen ikke gælder har spørger ikke ret til at råde over flyet. Spørger har alene en råderet indenfor de rammer, som fastlægges i leasingaftalen, og betaler løbende for denne ydelse - ikke for flyet. Spørger har fradragsret for leasingydelserne efter de almindelige regler om fradragsret i momslovens kapitel 9. 

Henset til ovenstående begrundelse er det derfor fortsat Skattestyrelsens opfattelse, at der ikke er hjemmel til, at leasingtagere kan få fradrag for den erlagte importmoms i medfør af reglerne i momslovens § 37. 

Skattestyrelsen fastholder derfor, at spørgsmål 1 besvares derfor med "Nej".
…"
[…]

Udtalelse fra Skattestyrelsen
Skattestyrelsen har den 23. november 2021 udtalt følgende på baggrund af selskabets klage af 8. november 2021: 

"…
Klager har ikke i forbindelse med ansøgningen om eller i forbindelse med sagsbehandlingen af det bindende svar fremsendt yderligere materiale, end det der fremgår af det bindende svar, som der er klaget over.

Sagen drejer sig om, hvorvidt klager har fradragsret for importmoms af et fly, som klager påtænker at lease.
Vi har svaret, at der ikke er hjemmel til, at klager kan få fradrag for den erlagte importmoms i medfør af reglerne i momslovens § 37.
Klager har i klageskrivelsen til Landsskatteretten anført, at der i nærværende sag skal tages stilling til, om ejerskab af flyet er en forudsætning for opnåelse af fradragsret for importmomsen. 

Skattestyrelsen har ikke afgivet det bindende svar som følge af leasingtagers manglende ejerskab. 

Derfor præciseres det, at det er Skattestyrelsens opfattelse, at spørger ikke har råderetten over flyet, men alene en brugsret. Et lejeforhold (leasing) er momsmæssigt ikke levering af en vare, men derimod levering af en ydelse, jf. momslovens § 4, stk. 1.

Skattestyrelsen fastholder, at spørgers anvendelse af flyet til brug for afgiftspligtige transaktioner ikke sker som forbrug af købet af flyet. Anvendelsen sker derimod i takt med forbruget af leasingydelserne, hvor spørger modtager fakturaer svarende til den leverance, som spørger modtager. I det øjeblik leasingaftalen ikke gælder har spørger ikke ret til at råde over flyet.
Spørger har alene en råderet indenfor de rammer, som fastlægges i leasingaftalen, og betaler løbende for denne ydelse - ikke for flyet. Spørger har fradragsret for leasingydelserne efter de almindelige regler om fradragsret i momslovens kapitel 9.
Henset til ovenstående begrundelse er det derfor fortsat Skattestyrelsens opfattelse, at der ikke er hjemmel til, at klager kan få fradrag for den erlagte importmoms i medfør af reglerne i momslovens § 37.
Det bemærkes, at fradragsret for såvel importmomsen som fradragsret for moms af leasingydelserne vil give en dobbelt fradragsret for anvendelsen af det samme gode. Eksempel: En kort tidsbegrænset leasingaftale vil give leasingtager fradrag for den fulde importmoms af flyet, selv om leasingtager måske kun leaser flyet en måned.
Vi finder ikke, at klager er fremkommet med nye oplysninger.
…" 

Skattestyrelsen har den 9. august 2024 supplerende udtalt følgende på baggrund af det fremlagte materiale, som selskabet har fremlagt den 30. juli 2024: 

"Selskabets repræsentant har nu fremsendt Europa-Kommissionens svar på selskabets klage sagsnr. (2019)9580, som I har fremsendt til os den 30. juli 2024 til orientering og evt. udtalelse. Vi kan i den forbindelse nævne, at Europa-Kommissionens svar er dateret den 11. maj 2021, og at det ikke var medsendt ansøgningen om bindende svar, som blev modtaget den 13. september 2021. 

Det kan her nævnes, at et svar fra Europa-Kommissionen på en klage om forskelsbehandling i forskellige medlemsstater ikke er en dom fra EU-domstolen. 

Europa-Kommissionen kommer i svarets punkt 3 frem til, at nyere retspraksis virker til, at det afgørende for at kunne fradrage moms ved indførsel er: 

(i)       Om den person, der gør brug af fradragsretten, er importøren, og
(ii)      Om der er en forbindelse mellem den moms, der er betalt ved indførslen, og importørens afgiftspligtige aktiviteter. 

Det er imidlertid fortsat Skattestyrelsens opfattelse, at der ikke er hjemmel til, at klager kan få fradrag for den erlagte importmoms i medfør af reglerne i momslovens § 37. 

Derfor præciseres det, at det er Skattestyrelsens opfattelse, at omkostningerne til selve anskaffelsen af det materielle gode ikke indgår som et omkostningselement i prisen for de varer/ydelser, som leasingtageren/klager leverer til senere omsætningsled. Bemærk, at domstolen med "omkostningerne ved importen" mener "værdien af de importerede varer", jf. præmis 50 i dommen i sag C‑187/14, DSV Road. 

Dette begrundes i, at klager alene har en brugsret via et lejeforhold. Et lejeforhold (leasing) er momsmæssigt ikke levering af en vare, men derimod levering af en ydelse, jf. momslovens § 4, stk. 1. Klagers omkostningselement er derfor leasingydelsen. 

Omkostningselementet indgår i prisen for de senere omsætningsled i takt med forbruget af leasingydelserne. Klager modtager fakturaer svarende til den leverance, som klager modtager. Klager har alene en råderet indenfor de rammer, som fastlægges i leasingaftalen, og betaler løbende for denne ydelse - ikke for flyet. I det øjeblik leasingaftalen ikke gælder, forsvinder denne ret for klagers. Klager har fradragsret for leasingydelserne efter de almindelige regler om fradragsret i momslovens kapitel 9. 

Det bemærkes, at fradragsret for såvel importmomsen som fradragsret for moms af leasingydelserne vil give en dobbelt fradragsret for anvendelsen af det samme gode. Eksempel: En kort tidsbegrænset leasingaftale vil give leasingtager/klager fradrag for den fulde importmoms af flyet, selv om leasingtager/klager måske kun leaser flyet en måned. 

Henset til ovenstående begrundelse sammenholdt med begrundelsen i det bindende svar er det derfor fortsat Skattestyrelsens opfattelse, at der ikke er hjemmel til, at klager kan få fradrag for den erlagte importmoms i medfør af reglerne i momslovens § 37."

Selskabets opfattelse
På vegne af selskabet har repræsentanten fremsat påstand om, at det bindende svar ændres fra et "Nej" til et "Ja", idet repræsentanten finder, at ejerskab af flyet ikke er en forudsætning for opnåelse af fradragsret for importmomsen. 

Til støtte for påstanden er bl.a. anført: 

"…
PÅSTAND 

Skattestyrelsen tilpligtes at anerkende, at der er fradrag for importmoms på leasede fly, der anvendes som led i afgiftspligtig virksomhed. 

Det bindende svar ændres til: Ja. 

1      PROBLEMSTILLINGEN 

Klager har anmodet Skattestyrelsen om bindende svar knyttet til fradrag for importmoms af et påtænkt leaset fly. 

Klager har til hensigt at anvende flyet som led i sin afgiftspligtige virksomhed. Klager har således til hensigt at indregne omkostningerne ved flyet i sine udgående tjenesteydelser. Klager vil blive angivet som varemodtager i toldangivelsen ved indførslen af flyet til EU via Danmark. 

Skattestyrelsen har i sit bindende svar af 4. oktober 2021 afvist, at klager har ret til fradrag for importmomsen af flyet, idet Skattestyrelsen anfører som betingelse for retten til momsfradrag, at selskabet skal have opnået ret til som ejer at råde over de pågældende varer, samt at selskabet skal have anvendt de pågældende varer i forbindelse med selskabets afgiftspligtige transaktioner. 

Landsskatteretten skal i nærværende sag tage stilling til, om ejerskab af flyet er en forudsætning for opnåelse af fradragsret for importmomsen. 

2      RETLIG REGULERING 

(udeladt) 

3      FRADRAGSRET EFTER MOMSLOVEN 

Momsloven skal fortolkes EU-konformt, hvilket følger af sag 14/83, von Colson, hvoraf fremgår, at nationale regler ret skal fortolkes i overensstemmelse med EU-direktiver. Momslovens § 37 skal således fortolkes i overensstemmelse med momssystemdirektivets artikel 168 og artikel 178. 

Det følger af momssystemdirektivets artikel 168, at fradragsret for importmoms er betinget af varens anvendelse som led i selskabets afgiftspligtige transaktioner og besiddelsen af et importdokument, hvori selskabet er angivet som modtager eller importør. 

3.1.  Fradragsret er ikke betinget af ejendomsret til flyet 

Momssystemdirektivet forudsætter efter klagers opfattelse i sin ordlyd ikke en ejendomsret til flyet, hvorved forstås en ret til som ejer at råde over dette. En forudsætning om ejendomsret kan tilsvarende ikke udledes af EU-Domstolens praksis, jf. senest EU-Domstolens dom i sagen C-621/19, Weindel Logistik, hvori følgende fastslås i præmis 46: 

"Da værdien af transporterede varer ikke er en del af de omkostninger, som udgør den pris, der faktureres af en transportør, hvis virksomhed er begrænset til at transportere disse varer mod vederlag, og betingelserne for anvendelse af artikel 168, litra e), i direktiv 2006/112 dermed ikke er opfyldt (dom af 25. juni 2015, DSV Road, C-187/14, EU:C:2015:421, præmis 50), har Domstolen præciseret, at personer, der indfører varer uden at eje disse, ikke har ret til momsfradrag, medmindre de kan dokumentere, at prisen for indførslen er medregnet i prisen for specifikke udgående transaktioner eller i prisen på varer eller tjenesteydelser, som den afgiftspligtige person leverer i forbindelse med sin økonomiske virksomhed." 

EU-Domstolen forudsætter i Weindel Logistik, at der kan opnås fradragsret for importmoms for personer, der ikke ejer de indførte varer, såfremt disse personer anvender varerne som led i afgiftspligtige transaktioner, herunder indregner omkostninger knyttet til varen i disse udgående afgiftspligtige transaktioner. Denne forudsætning fremgår af det citerede præmis, hvori det specifikt anføres, at der kan opnås fradragsret for momsen, hvis prisen for indførslen er medregnet i den afgiftspligtiges udgående transaktioner. 

Hvis EU-Domstolen var af den opfattelse, at fradragsret forudsætter ejendomsret til varerne, ville EU-Domstolen have afsluttet præmisset uden at medtage sætningen "medmindre de kan dokumentere […]". 

Det er hverken efter ordlyden eller retspraksis afgørende for retten til momsfradrag, at flyet er leaset (momsmæssig ydelse), idet det afgørende efter artikel 168 og 178 ikke er finansieringen af varen, men alene anvendelsen af varen og det forhold, at leasingydelserne som omkostninger medregnes i prisen for de udgående transaktioner i form af varer eller tjenesteydelser.
EU-Domstolen har blandt andet i sag C-187/14, DSV Road A/S, bekræftet ovenstående betingelser, idet EU-Domstolen i sagen nægtede fradragsret for importmoms med den begrundelse, at varerne ikke blev anvendt som led i DSV Road A/S’s afgiftspligtige transaktioner, jf. præmis 49 og 50, som fastslår: 

"I denne henseende bemærkes, at ifølge ordlyden af momsdirektivets artikel 168, litra e), består der kun ret til fradrag, i det omfang de importerede varer anvendes i forbindelse med den afgiftspligtige persons afgiftspligtige transaktioner, hvoraf der er betalt moms. Ifølge Domstolens faste praksis vedrørende retten til at fradrage moms på erhvervelse af varer og ydelser er denne betingelse kun opfyldt, såfremt prisen på de indgående ydelser er medregnet i prisen for specifikke udgående transaktioner eller i prisen på varer eller tjenesteydelser, som den afgiftspligtige person leverer i forbindelse med sin økonomiske virksomhed (jf. domme SKF, C-29/08, EU:C:2009:665, præmis 60, og Eon Aset Menidjmunt, 

C-118/11, EU:C:2012:97, præmis 48). Da værdien af transporterede varer ikke er en del af de omkostninger, som udgør den pris, der faktureres af en transportør, hvis virksomhed er begrænset til at transportere disse varer mod vederlag, er betingelserne for anvendelse af momsdirektivets artikel 168, litra e), imidlertid ikke opfyldt i det foreliggende tilfælde." 

Klager kan ikke tiltræde Skattestyrelsens udlægning af præmis 49, hvorefter præmis 49 skal forudsætte, at betingelserne for fradragsret for importmoms er de samme som betingelserne for fradragsret for moms på indenlandske leverancer, og at dette fører til afvisning af fradragsret konkret. 

Det, som EU-Domstolen efter klagers opfattelse henviser til i præmisset, er den praksis, hvorefter fradragsret forudsætter, at aktivet - uanset om det er leaset eller købt - de facto anvendes af selskabet som led i udgående transaktioner, hvilket Styrelsen forudsætningsvist kan ligge til grund, jf. formuleringen af spørgsmålet. Hvis EU-Domstolen var af den opfattelse, at ejendomsret i sig selv var afgørende, ville EU-Domstolen - på linje med Weindel Logistik sagen - have afvist fradragsret allerede af den årsag og ikke tillige forholdt sig til, om omkostningerne for aktivet ville blive indregnet til DSV’s udgående transaktioner. 

Juridisk Vejledning D:A.11.1.3.3.1 anfører, at leasingtagere, som importerer aktiver fra tredjelande, ikke har fradragsret for importmomsen, idet Juridisk Vejledning her henviser til, at dette skulle fremgå af Guideline fra 94. møde i EU’s Momskomite. Denne Guideline er vedtaget næsten enstemmigt og tiltrådt af Danmark. 

Guideline fra det pågældende møde angiver imidlertid ikke ejendomsret (retten til som ejer at råde) som betingelse for fradragsret. 

Guideline lyder som følger: 

“The VAT Committee almost unanimously confirms that a taxable person designated as liable for the payment of import VAT pursuant to Article 201 of the VAT Directive shall not be entitled to deduct it if both of the following conditions are met: (1) he does not obtain the right to dispose of the goods as owner; (2) the cost of the goods has no direct and immediate link with his economic activity. This shall be the case even if that taxable person holds a document fulfilling the conditions for exercising the right of deduction laid down in Article 178(e) of that Directly." 

Fradragsretten skal således efter såvel Juridisk Vejledning som EU’s Momskomite alene nægtes, hvis begge betingelserne ikke er opfyldt. 

I det omfang omkostningerne til flyet ("cost of goods") enten i form af leasingydelser eller - ved eget køb - finansieringsomkostninger og afskrivninger rent faktisk indgår i prisen for de udgående ydelser eller varer, kan fradragsret ikke nægtes med henvisning til mødet i EU’s Momskomite eller Juridisk Vejledning. Finansieringsformen for opnåelse af brugsretten til godet er således ikke relevant og berøres ikke i de to betingelser, som Momskomiteen og dermed Juridisk Vejledning opstiller. 

Momskomiteens vurdering, som udlagt af Klager, harmonerer endvidere med Weindel Logistik dommen gengivet ovenfor, hvor spørgsmålet til EU-Domstolen lød som følger: 

"Skal artikel 167 og artikel 168, litra e), i Rådets direktiv 2006/112/EF 1 om det fælles merværdiafgiftssystem fortolkes således, at retten til fradrag af den merværdiafgift, som den afgiftspligtige person skal betale af indførte varer, er underlagt et krav om ejendomsret til de indførte varer eller retten til som ejer at råde over disse varer?" 

Weindel Logistik indførte varer, som var ejede af tredjemand og forblev ejede af tredjemand under Weindel Logistisks varetægt. Weindel Logistik bistod ejer med logistiske ydelser i form af ompakning med videre. Omkostningerne til varerne var dermed uden relevans og uden sammenhæng med de logistik ydelser, som Weindel Logistik leverede. Dette på linje med DSV-dommen. 

EU-Domstolen fastslog i det lys ikke overraskende, at ejendomsret ikke i sig selv er afgørende, men at fradragsret kan nægtes, hvis den pågældende ikke råder over varerne som ejer, og der ikke foreligger indgående importomkostninger, eller omkostningerne ikke er indregnet i prisen på udgående transaktioner. 

Svaret lød som følger: 

"Artikel 168, litra e), i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem skal fortolkes således, at den er til hinder for, at en importør indrømmes ret til fradrag af merværdiafgift (moms), når vedkommende ikke råder over varerne som ejer, og når der ikke foreligger nogen indgående importomkostninger, eller disse omkostninger ikke er indregnet i prisen for bestemte udgående transaktioner eller i prisen for varer eller tjenesteydelser, som den afgiftspligtige person leverer inden for rammerne af sin økonomiske virksomhed." 

En fortolkning, hvorefter finansieringsformen og dermed ejendomsretten til varer er afgørende, kan derfor heller ikke udledes af Weindel Logistik dommen, idet dommen slet ikke tager stilling hertil. 

Dommen behandler - på linje med Kommissionen - en nægtelse i et tilfælde, hvor importøren ikke råder over varerne som en ejer og heller ikke indregner omkostningerne i sine ydelser. Hvis EU-Domstolen i Weindel Logistik dommen var af den opfattelse, at retten til som ejer at råde i sig selv var afgørende, ville sidste led af dommen som anført ovenfor være uden relevans; dette særligt i lyset af, at det formulerede spørgsmål alene gik på ejendomsretten til varerne og ikke tillige på de udgående ydelser og prisen herfor. 

4.2.  Flyet anvendes som led i udgående afgiftspligtige transaktioner 

Skattestyrelsen anfører i afgørelsen, at klagers anvendelse af flyet til brug for afgiftspligtige transaktioner ikke sker som forbrug af købet af flyet. Anvendelsen sker derimod - efter Styrelsens opfattelse - i takt med forbruget af leasingydelserne. Klager betaler efter Styrelsens opfattelse for leasingydelserne og ikke for flyet, hvorfor klager ikke opfylder betingelsen om anvendelsen af flyet til brug for afgiftspligtige transaktioner (bilag 1, side 9). 

Det fremgår imidlertid efter klagers opfattelse af DSV dommen gengivet ovenfor, at det afgørende er om "prisen på de indgående ydelser ["input services"] er medregnet i prisen for specifikke udgående transaktioner […]" . 

Der kan derfor efter klagers opfattelse ikke udledes et princip fra EU-Domstolen, herunder DSV-sagen, om, at leasede aktiver ikke giver adgang til fradragsret ved import. En sådan betragtning vil endvidere være forudsætte ejendomsret til aktivet, hvilket som gennemgået ovenfor ikke harmonerer med EU-Domstolens praksis. 

Det afgørende er efter klagers opfattelse og baseret på præmis 49 i DSV-sagen, om de omkostninger, som brugen af aktivet påfører selskabet, indgår i selskabets generalomkostninger og dermed i selskabets prisdannelse for udgående transaktioner. Da leasingydelserne til flyet indgår i selskabets omkostninger som forudsætningsvist anført i anmodningen om bindende svar, finder klager ikke, at fradragsret kan nægtes. 

Klagers udlægning harmonerer med neutralitetsprincippet bag momssystemdirektivets artikel 168, der fastslår, at enhver moms, der opstår på en vare, som anvendes fuldt ud i den afgiftspligtige virksomhed, berettiger til momsfradrag. 

Momssystemdirektivets artikel 178, litra e, betinger herefter alene udøvelsen af fradragsretten af, at den afgiftspligtige er i besiddelse af et dokument vedrørende indførslen, der betegner ham som modtager eller importør, og som angiver eller muliggør beregningen af det skyldige momsbeløb. Denne betingelse er som anført i anmodningen om bindende svar opfyldt, idet leasingtager er anført som varemodtager i toldangivelsen, som leasingtager er forpligtet til at indgive ved indførelsen i EU af flyet. 

Hvis leasingtager afvises at have fradragsret i konsekvens af leasingforholdets karakter, opstår der den uhensigtsmæssige situation, at ingen kan opnå fradragsret for importmomsen, uagtet at såvel leasinggiver som leasingtager anvender flyet som led i enhedernes afgiftspligtige leverancer. En sådan situation synes ikke at harmonisere med momssystemdirektivets neutralitetsprincip.
Klager er af ovenstående årsager af den opfattelse, at klagers spørgsmål skal besvares bekræftende, hvorfor Skattestyrelsens bindende svar skal ændres fra Nej til Ja.
…" 

Selskabets repræsentant har ved et møde med Skatteankestyrelsens sagsbehandler uddybet det ovenfor anførte og gennemgået den domspraksis for EU-domstolens, som repræsentanten har henvist til. Særligt fremhævede repræsentanten, at Skattestyrelsen misfortolker den praksis, som styrelsen har henvist til, herunder EU’s Momskomités guideline fra 94, da det er repræsentantens opfattelse, at der alene ved opfyldelse af begge betingelser i guidelines, skal nægtes fradrag for importmomsen og ikke, hvor kun en betingelse er opfyldt. 

På mødet fremlagde repræsentanten et brev af 11. maj 2021 med svar fra Europa-Kommissionen til selskabets hovedaktionær om, hvorvidt Nederlandenes praksis vedrørende importmoms af leasede containere mv. strider mod EU-domstolens praksis. 

Afslutningsvist redegjorde repræsentanten for, at anmodningens spørgsmål ikke har undergået en ændring ved formuleringen i den indsendte klage, idet påstanden i klagen alene er, at Skattestyrelsens svar skal ændres til et “Nej". 

Selskabets bemærkninger til Skatteankestyrelsens sagsfremstilling
Selskabets repræsentant har den 23. oktober 2024 fremsat følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens sagsfremstilling: 

“1         BESVARELSEN AF ANMODNING OM BINDENDE SVAR 

Det fremgår af lovgivningen, at Skattestyrelsen skal besvare anmodning om bindende svar. Ordningen med bindende svar er indført, for at sikre borgeren mulighed for at få sikkerhed for de skattemæssige virkninger af en disposition, før den foretages. Reglerne har således til formål at styrke retssikkerheden og skabe forudsigelighed for spørger, hvilket stiller skærpede krav til begrundelsen for eventuelt at afvise besvarelse. 

1.1                 Regulering og praksis 

Enhver kan hos told- og skatteforvaltningen få et bindende svar på spørgsmål om den skattemæssige virkning for spørgeren af en disposition, når told- og skatteforvaltningen i øvrigt har kompetence til at afgøre spørgsmålet, jf. skatteforvaltningslovens § 21. 

Anmodningen om bindende svar skal indeholde alle oplysninger af betydning for svaret, som står til rådighed for spørgeren. Hvis spørgsmålet ikke findes tilstrækkeligt oplyst, kan Skattestyrelsen anmode spørger om yderligere oplysninger, jf. skatteforvaltningslovens § 24. En anmodning, der imidlertid indeholder de relevante og nødvendige oplysninger, kan omvendt ikke afvises. 

Skattestyrelsen har konkret vurderet, at klagers anmodning om bindende svar var tilstrækkeligt oplyst til, at Skattestyrelsen kunne besvare spørgsmålet. Synspunktet præsenteret i forslaget til afgørelse, hvorefter spørgsmålet afvises besvaret, er derfor udtryk for en ændret vurdering af det skøn, Skattestyrelsen foretog ved besvarelsen. 

Et skøn kan i udgangspunktet alene tilsidesættes, hvis det er behæftet med en retlig mangel af væsentlig karakter. En sådan mangel foreligger, hvis det er åbenbart, at Skattestyrelsen har besvaret spørgsmålet uden at have de nødvendige faktuelle oplysninger. Hvis Skattestyrelsen omvendt har haft de nødvendige oplysninger til brug for besvarelsen af spørgsmålet, kan Landsskatteretten ikke afvise at besvare spørgsmålet. 

Folketingets Ombudsmand har udtalt sig om problemstillingen i FOU nr. 2009.1401. I den pågældende sag vurderede ombudsmanden, at Landsskatteretten med rette havde afvist at besvare det stillede spørgsmål, da spørgsmålet ikke kunne besvares ud fra de foreliggende oplysninger. Ombudsmanden udtalte samtidig, at Landsskatteretten ikke havde pligt til at indhente de manglende oplysninger. 

Sagen, som ombudsmanden udtalte sig om (SKM2007.724.LSR), vedrørte spørgsmål om, hvorvidt et selskab ville blive skattepligtigt i Danmark. Vurderingen heraf afhænger blandt andet af etableringen og ledelsen af det pågældende selskab, hvilket fremgik af den relevante bestemmelse i selskabsskattelovens § 1, stk. 6 ifølge hvilken, selskaber anses for hjemmehørende her i landet, hvis "ledelsen har sæde her i landet". Ved vurderingen af om selskabet skattemæssigt måtte anses for hjemmehørende i Danmark, indgik en vurdering af faktiske forhold i forbindelse med beslutningstagningen i selskabet. I mangel af oplysninger om, hvor ledelsen ville have sæde, og i mangel af oplysninger om beslutningsprocessen i ledelsen, var det derfor ganske enkelt ikke muligt for Landsskatteretten at vurdere, hvorvidt selskabet var hjemmehørende og dermed skattepligtigt til Danmark. Landsskatterettens afvisning af at besvare det formulerede spørgsmål, var derfor konkret berettiget. 

Landsskatteretten har efterfølgende i sagsnr. 10-02707 afvist at besvare et spørgsmål, som i sin essens indebar en redegørelse for principperne bag fordelingen af en afståelsessum på anparter i et K/S og ikke et konkret ja/nej-svar på et spørgsmål relateret til en påtænkt disposition. Landsskatteretten har på samme vis i sagsnr. 16-1583888 fastslået, at svaret på spørgsmålet var knyttet til eventuel nedrivning, herunder i sin essens til eksistensen af en nedrivningsadgang og dermed ejerforhold til en skelmur placeret på grunden. Da disse forhold ikke var belyst, kunne Landsskatteretten ikke besvare spørgsmålet, hvorfor det måtte afvises. 

Landsskatteretten afviser alene undtagelsesvist realitetsbehandling af en klage over bindende svar. Afvisning sker alene i de få tilfælde, hvor der ikke foreligger de nødvendige oplysninger, som muliggør besvarelsen. For så vidt besvarelse af spørgsmålet er mulig, foretager Landsskatteretten en realitetsbehandling og besvarelse af spørgsmålet. 

1.2                 Det konkret formulerede spørgsmål 

Klager har i forespørgsel om bindende svar anmodet Skattestyrelsen om at få oplyst, om det kan bekræftes, at klager, der er momsregistreret i Danmark, kan importere et leaset fly til Danmark og få fradrag for importmomsen, hvis flyet anvendes af klager i klagers afgiftspligtige virksomhed. Spørgsmålet kan besvares ved et simpelt "ja" eller "nej". Der er således ikke tale om, at klager anmoder om et responsum eller en redegørelse for reglerne, således som det var tilfældet i Landsskatterettens sagsnr. 10-02707. 

Det er i anmodningen supplerende oplyst, at flyet påtænkes leaset fra et amerikansk eller schweizisk selskab og dermed et selskab uden for EU. Det er oplyst, at flyet indføres til Danmark, og angives til fri omsætning med klager som varemodtager i toldangivelsens rubrik 8. Det er endeligt oplyst, at flyet vil blive benyttet med udgangspunkt i Danmark og udelukkende blive anvendt til brug for klagers momspligtige aktiviteter. 

Spørgsmålet centrerer sig således om én bestemmelse i momsloven; nemlig momslovens § 37, som fastslår følgende af relevans for besvarelsen: 

§ 37. Virksomheder registreret efter §§ 47, 49, 51 eller 51 a kan ved opgørelsen af afgiftstilsvaret som indgående afgift, jf. § 56, stk. 3, fradrage afgiften efter denne lov for virksomhedens indkøb m.v. af varer og ydelser, der udelukkende anvendes til brug for virksomhedens leverancer, som ikke er fritaget for afgift efter § 13, herunder leverancer udført i udlandet, jf. dog stk. 6. 

Stk. 2. Den fradragsberettigede afgift er: 

[…]
3) den afgift, som efter § 12 påhviler varer, som virksomheden har indført fra steder uden for EU, jf. dog § 69, stk. 2, og 

Spørgsmålets besvarelse beror således på en fortolkning af momslovens § 37 i lyset af momssystemdirektivets korresponderende artikel 168 og den foreliggende retspraksis. For at besvare spørgsmålet og fortolke § 37 er det nødvendigt at få oplyst, 1) om klager er ejer eller leasingtager af flyet, 2) om spørger bruger flyet som led i sine afgiftspligtige transaktioner og endeligt, 3) hvem der er importør og varemodtager ved flyets import til Danmark fra et land uden for EU. 

Samtlige oplysninger nødvendige og relevante for besvarelsen af spørgsmålet er derfor meddelt i anmodningen om bindende svar, hvilket da også klart fremgår af sagen for Skattestyrelsen og af det meddelte bindende svar. 

En leasingkontrakt vil ikke kunne bidrage med oplysninger af relevans for besvarelsen, idet en leasingkontrakt i sin grundform regulerer leasingperioden, betalingen for leasingydelsen samt opsigelsesadgang. Ingen af disse oplysninger har momsretlig relevans i relation til fradragsretten for importmoms. Der er således ikke grundlag for at afvise besvarelsen af spørgsmålet efter Skatteforvaltningslovens § 24, ligesom Skattestyrelsen ikke har begået en retlig fejl ved at vælge at besvare spørgsmålet. 

Det følger af såvel skatteforvaltningslovens § 21, jf. § 24 som af praksis for Landsskatteretten, at der ikke er grundlag for at afvise at besvare spørgsmålet. Det bemærkes i den sammenhæng, at skatteforvaltningslovens § 21 netop tilsigter at udgøre en retssikkerhed for klager, samt tilsikrer at skabe forudsigelighed for klager af en påtænkt disposition. Der skal derfor være et kvalificeret grundlag for, at Landsskatteretten kan afvise at besvare et spørgsmål, som Skattestyrelsen har fundet kunne besvares. Et sådan kvalificeret grundlag er ikke til stede, idet alle nødvendige og relevante oplysninger konkret er meddelt i anmodningen om det bindende svar. 

1.3                 Besvarelsen af det formulerede spørgsmål 

Det er klagers opfattelse, at spørgsmålet om, hvorvidt klager har fradragsret ved gennemførelsen af den påtænkte disposition, skal besvares bekræftende. Der henvises til klagen samt de indgivne indlæg. 

Det følger af momssystemdirektivets artikel 168, at det ikke er en forudsætning for fradragsret, at flyet er ejet af klager. 

Flyet skal anvendes som led i klagers afgiftspligtige (udgående) transaktioner, hvilket er oplyst at være tilfældet i anmodningen om bindende svar. Omkostningen til leasing af flyet indgår således i klagers generalomkostninger og indregnes som et element i prisen på de varer og tjenesteydelser, klager leverer. Sådanne omkostninger har en direkte og umiddelbar forbindelse med hele den afgiftspligtige persons økonomiske virksomhed, jf. C-405/19, Aannemningen, præmis 26 og den deri nævnte praksis. 

Retten til momsfradrag er et grundlæggende princip, der i sit udgangspunkt ikke kan begrænses. Momsen skal aflaste den moms, der skyldes eller er betalt i forbindelse med den økonomiske aktivitet fuldt ud. Momsen skal således virke neutralt for enhver økonomisk virksomhed, jf. Aannemingen, præmis 24. 

EU-Domstolen har i flere afgørelser, herunder i Aannemingen og tidligere i C-132/16, Iberdrola, fastslået, at ejendomsret eller råderet ikke er en betingelse for at opnå fradragsret. Tilsvarende er fastslået, at det forhold, at tredjemand nyder fordel af ydelsen, ikke kan begrunde, at fradragsret nægtes (Iberdrola, præmis 35). Omkostninger knyttet til en brugsret til et emne, som er nødvendig for den afgiftspligtiges virksomhed, berettiger ifølge fast praksis til fradragsret, og har en sådan direkte og umiddelbar tilknytning til den afgiftspligtiges udgående transaktioner, der er påkrævet, jf. Iberdrola, præmis 33-34. 

Skattestyrelsen gør da heller ikke (længere) gældende, at ejendomsret til flyet er et krav for opnåelse af fradragsret, jf. mail af 23. november 2021 fra Skattestyrelsen til Skatteankestyrelsen. Skattestyrelsens synspunkt er nærmere det, at klageren ikke har (ejers) råderet over flyet, men alene en brugsret. Et lejeforhold er ifølge Skattestyrelsen ikke momslevering af en vare, men derimod en levering af en ydelse. 

Heri er klager ikke enig. Skattestyrelsens synspunkt er hverken understøttet af ordlyden i momssystemdirektivets artikel 168 eller af retspraksis fra EU-Domstolen, jf. nærmere nedenfor: 

I Iberdrola-sagen var situationen den, at en entreprenør ville opføre en ejendom med omkring 300 ferielejligheder på grunde erhvervet af entreprenøren. For imidlertid at muliggøre projektet skulle ferielejlighederne tilsluttes en spildevandspumpestation ejet af kommunen. Entreprenøren havde ingen råderet over spildevandspumpestationen og ingen brugsret til denne. Entreprenøren påtog sig desuagtet at renovere spildevandspumpestationen ejet af kommunen vederlagsfrit for at muliggøre tilslutningen af ferielejlighederne, idet den eksisterende rørføring ejet af kommunen var utilstrækkelig. 

Afgiftsmyndigheden afviste momsfradragsret for entreprenøren ud fra en betragtning om, at pumpestationen og anlægget tilhørte kommunen, hvorfor anlægget ikke var en del af entreprenørens aktiver. EU-Domstolen fastslog imidlertid, at entreprenøren havde fradrag for momsen af renovationsomkostningen, selv om entreprenøren ikke rådede over anlægget ud fra følgende præmisser: 

"33 Det fremgår af forelæggelseskendelsen, at det ville have været umuligt at tilslutte de ejendomme, som Iberdrola projekterede med at opføre, til pumpestationen, uden renovering af denne, hvorfor denne renovering var nødvendige for at gennemføre byggeprojektet, og Iberdrola følgelig ikke ville have kunnet udøve sin økonomiske virksomhed uden denne renovering. 

34 Sådanne omstændigheder kan godtgøre, at der foreligger en direkte og umiddelbar tilknytning mellem tjenesteydelsen til renovering af den spildevanspumpestation, som tilhører Tsarevo kommune, og en afgiftspligtig udgående transaktion, som Iberdrola har foretaget, idet det fremgår, at den pågældende tjenesteydelse er leveret med henblik på at sætte sidnævnte virksomhed i stand til at gennemføre det i hovedsagen omhandlede ejendomsprojekt." 

Det er således fastslået af EU-Domstolen, at en (ejers) råderet over et aktiv ikke er en betingelse for at opnå momsfradragsret for afholdelse af omkostninger knyttet til aktivet. 

Klager ejer ikke flyet, men leaser flyet, der skal anvendes med udgangspunkt i Danmark og udelukkende til klagers afgiftspligtige transaktioner, som oplyst i anmodningen om bindende svar. Det er ikke muligt at anvende flyet i Danmark, uden at flyet forinden indføres til Danmark. Klager vil således ikke kunne anvende flyet som led i sin afgiftspligtige virksomhed uden indførelse af flyet til Danmark. Indførslen og den heraf opståede importmoms er følgelig nødvendig for virksomheden, og har den relevante direkte og umiddelbare tilknytning til klagers afgiftspligtige udgående transaktioner, som fastslået af EU-Domstolen i Iberdrola. Momsen påhviler klager uanset status som ejer eller lejer, idet klager er angivet som varemodtager ifølge toldangivelsen, jf. de meddelte oplysninger herom i anmodningen om bindende svar. 

Skattestyrelsen sammenblander efter klagers opfattelse indgående moms med de udgående transaktioner i momssystemdirektivets artikel 168. Artikel 168 fastslår blot, at (indgående) varer eller ydelser, der anvendes i forbindelse med (udgående) afgiftspligtige transaktioner, giver ret til fradrag. 

Karakteren af den indgående moms, herunder om der er tale om moms af leverancer eller af indførsler, er uden betydning. Tilsvarende er det uden betydning, om den indgående moms hviler på aktiver, der er lejet eller ejet eller, som tilfældet var i Iberdrola, hverken ejet eller lejet. Det eneste kriterie er, at afholdelsen af omkostningen har en direkte og umiddelbar tilknytning til den afgiftspligtige virksomhed, og anvendes som led i denne, således som det vil være tilfældet i relation til flyet, der er oplyst påtænkt anvendt udelukkende til klagers afgiftspligtige aktiviteter. 

Klagers opfattelse af retsstillingen understøttes af praksis i Holland, som EU-Kommissionen har tiltrådt i CHAP (2019)1139, der er fremlagt af klager i sagen. I Holland har leasingtager fradragsret for importmomsen af transportmidler, hvilket er endeligt afgjort af Højesteret i Holland og efterfølgende tiltrådt som foreneligt med EU-retten af EU-Kommissionen. 

Klager fastholder således, at det formulerede spørgsmål skal besvares bekræftende." 

Retsmøde

Skattestyrelsens udtalelse til Skatteankestyrelsens indstilling
Skattestyrelsen har udtalt følgende til Skatteankestyrelsens indstilling: 

“Skattestyrelsen er enige i Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse, der indstiller at ændre svaret fra ´"Nej" til "Afvist" i Skattestyrelsens bindende svar fra 4. oktober 2021. 

Skattestyrelsen svarede Nej til spørgsmål " Kan det bekræftes, at spørgeren, der er momsregistreret i Danmark, kan importere et leaset fly til Danmark og få fradrag for importmomsen, hvis flyet anvendes af spørgeren i spørgerens afgiftspligtige virksomhed?". 

Skattestyrelsen er med henvisning til bla SKM2023.522.SR og fx SKM2019.400.LSR enige med Skatteankestyrelsen i, at det stillede spørgsmål ikke vedrører de momsmæssige virkninger for klager af en eller flere konkrete påtænkte eller gennemførte leveringer af ydelser mod vederlag, jf. skatteforvaltningslovens § 21, stk. 1. 

Folketingets Ombudsmand har i udtalelse af 11. maj 2009, FOB 2009 14-1, blandt andet udtalt, at kravet om at der skal være tale om en bestemt disposition, afføder et krav om at den planlagte disposition - herunder den måde som dispositionen planlægges gennemført på - beskrives tilstrækkelig detaljeret i anmodningen om bindende svar. Spørgeren må altså på forhånd gøre sig klart præcist, hvad det er, denne ønsker at opnå (målet), og hvilken fremgangsmåde spørgeren har tænkt sig at anvende for at nå sit mål. 

Som redegjort for kan visse leasingkontrakter anses som lejekøb og omfattet af momslovens § 4, stk. 3 nr. 2, som svarer til bestemmelsen i momssystemdirektivets artikel 14, stk. 2, litra b, jf. også C-164/16 Mercedes-Benz Financial. 

Af EU-domstolens praksis fremgår det, at der ved en leasingkontrakt, som i denne sag, en finansiel leasing-kontrakt, må statueres lejekøb, hvis leasingkontrakten indeholder en købsoption, og det må udledes af de finansielle vilkår, at udnyttelsen af optionen er det eneste økonomisk rationelle valg, som leasingtageren til sin tid kan træffe, hvis kontrakten opfyldes indtil sit udløb. 

Henset til at det er tale om en påtænkt disposition vil det derfor være nødvenligt med oplysninger om betingelserne for den indgåede leasing, herunder hvorvidt der er anvisningspligt, købspligt eller købsoption. 

I SKM2011.641.LSR traf Landsskatteretten afgørelse om, at der skal ske afvisning, når et spørgsmål er af en sådan karakter, at en besvarelse heraf ikke vil indebære en skattemæssig stillingtagen til en konkret påtænkt disposition, men der alene kan ske besvarelse med en egentlig teoretisk redegørelse af responsumlignende karakter. 

Klager har hverken i forbindelse med sagsbehandlingen eller klagebehandlingen fremlagt yderligere oplysninger, kontrakt eller andre konkrete oplysninger som kan gøres genstand for en momsretlig vurdering. Derfor vil svaret vil blive så løst og uanvendeligt, samt af teoretisk karakter, henset til at det på det foreliggende grundlag ikke er muligt at vurdere hvorvidt klager har retten til at råde over et materielt gode, jf. C-187/14 (DVS), SKM2023.522.SR og fx SKM2019.400.LSR. 

Afslutningsvis bemærkes det dog Skattestyrelsen fortsat finder klager ikke har ret til fradrag for importmomsen, jf. SKM2020.244.SR."

Klagerens bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling og Skattestyrelsens udtalelse
Selskabets repræsentant har fremsat følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling og Skattestyrelsens udtalelse: 

“Skatteankestyrelsen har videresendt klagers bemærkninger til forslag til afgørelse til Skattestyrelsen og således igangsat endnu en høring af parterne efter udarbejdelse af udkast til forslag til afgørelse. 

Skattestyrelsens svar giver anledning til nedenstående bemærkninger, idet det fastholdes, at der ikke er grundlag for at afvise besvarelse af det formulerede spørgsmål. 

1.1 Leasing cvr. Kreditkøb 

Skattestyrelsen har i bemærkningerne anført, at "visse leasingkontrakter anses som lejekøb". Sådanne lejekøb forligger, hvis der reelt ikke er tale om leasing, men i stedet tale om et kreditkøb, således som defineret af EU-Domstolen. 

Klager har anmodet om bindende svar på moms knyttet til en leasing af et fly. Det er anført i anmodningen og gentaget i afgørelsen fra Skattestyrelsen, at "flyet vil være ejet af et amerikansk eller schweizisk selskab". Klager har endvidere i anmodningen angivet, at der er tale om "leasing (momsmæssige ydelse)". Det fremgår således klart af anmodningen om bindende svar, at klager er leasingtager af et fly, som vil være ejet af leasinggiver, idet leasingen udgør en ydelse i momsmæssig henseende. 

Klager har ikke anmodet om bindende svar på et kreditkøb eller et "lejekøb", som udgør en levering af en vare i momsmæssig henseende; ikke en ydelse. 

Skattestyrelsen har endvidere ikke behandlet forespørgslen som en anmodning om bindende svar på et kreditkøb. Skattestyrelsen har tværtimod selv kontinuerligt forholdt sig til fradragsret for en leasingtager. Dette gælder i høringen op til Skattestyrelsens afgørelse, i selve afgørelsen, i bemærkningerne til Skatteankestyrelsen og i udtalelsen til Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse. 

Skattestyrelsen har ikke selv én eneste gang været i tvivl om, hvad der ligger i det at være leasingtager før efter at være blevet hørt af Skatteankestyrelsen for 2. gang efter Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse. 

Skattestyrelsen har under behandlingen af sagen i eget regi og siden ved Skatteankestyrelsen igen og igen netop argumenteret for, at en leasingaftale er en brugsret til en genstand, som ikke udgør en levering af en vare i momsmæssig henseende. I Skattestyrelsens første bemærkninger af 23. november 2023 til Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse har Skatteankestyrelsen blandt andet anført, at "Et lejeforhold (leasing) er momsmæssigt ikke levering af en vare, men derimod levering af en ydelse".
Skattestyrelsen har ganske enkelt ikke været i tvivl om, at der med "leasing" er ment leasing og ikke kredit- eller "lejekøb". Det forekommer således ganske søgt, når Skattestyrelsen nu finder anledning til at angive, at Skattestyrelsen efter nærmere overvejelser ikke har haft viden om, hvorvidt der var tale om et kreditkøb (levering af en vare i momsmæssig henseende med åbenbar fradragsret for importmomsen) eller leasing (levering af en ydelse i momsmæssig henseende). 

Hvis der foreligger et kreditkøb, anses "retten til som ejer at råde" over flyet for at være overgået til kreditkøber forinden importen af flyet. I momsmæssig henseende anses der således for at være sket en levering af flyet med adgang til fradragsret for momsen ved import. 

Skattestyrelsen har i sit bindende svar i begrundelsen anført, at (min understregning): 

"spørger ikke opfylder den første betingelse, idet spørger ved leasing af flyet alene opnår en brugsret til flyet […], Det er leasinggiver, der har retten til som ejer at råde over flyet, ikke leasingtager. Det forhold, at leasingtager har lejet flyet, gør ikke, at leasingtager kan anses for som ejer at råde over flyet". 

Det kan derfor under alle omstændigheder lægges til grund, at Skattestyrelsen har besvaret klagers spørgsmål og baseret afgørelsen på en forudsætning om, at der var tale om leasing (brugsret) og ikke kreditkøb eller "lejekøb". 

Klager angiver i sin anmodning, at der er tale om leasing, og klager angiver i argumentationen, at leasing er i form af en momsmæssig ydelse. Skattestyrelsen forudsætter i sit svar ligeledes, at der er tale om leasing (ikke kreditkøb eller "lejekøb"). Tilsvarende forudsætning er indarbejdet Skattestyrelsens argumentation for bevarelsen af spørgsmålet. Der er således ikke grundlag for nu at afvise en prøvelse af svaret materielt."

Indlæg under retsmødet
Repræsentanten nedlagde påstand om, at selskabets anmodning opfylder betingelserne for, at selskabet ifølge skatteforvaltningslovens §§ 21 og 24, stk. 1, er berettiget til at få svar på det stillede spørgsmål, samt at der ikke foreligger særlige omstændigheder, jf. § 24, stk. 2, som kan begrunde en afvisning. Repræsentanten henviste til, at de relevante oplysninger har været fremlagt forud for Skattestyrelsens besvarelse, og det tydeligt fremgår af forudsætningerne for spørgsmålet og af Skattestyrelsens besvarelse, at der ikke har hersket tvivl om grundlaget i form af leasing og ikke et lejekøb. Repræsentanten anførte, at det fremgår af skatteforvaltningslovens bestemmelser, at hvis man har afgivet de relevante og efterspurgte oplysninger og herunder fastlagt forudsætninger om anvendelsen, er man som spørger berettiget til at få et bindende svar på sit spørgsmål. Særligt bemærkede repræsentanten, at når Skattestyrelsen nu efterfølgende finder, at besvarelse af selskabets spørgsmålet burde have været afvist, må styrelsen som minimum kunne redegøre for, hvilke oplysninger som ikke foreligger. 

I relation til det materielle spørgsmål fastholdt repræsentanten påstanden om, at det stillede skal besvares med "Ja" og gennemgik sine anbringender i overensstemmelse med de skriftlige indlæg og det materiale, der blev udleveret på retsmøde. Der blev bl.a. gennemgået praksis fra EU-domstolen, og særligt tillagde repræsentanten domstolens udtalelser i sag C-621/19 (Weindel Logistik) betydning i relation til, at et ejerskab ifølge momsdirektivets bestemmelser ikke er en betingelse for udøvelse af fradragsretten for importmoms. 

Skattestyrelsen anførte i overensstemmelse med udtalelse af 8. november 2024, at Skattestyrelsen er enig i Skatteankestyrelsens indstilling om ændring af svaret fra "Nej" til "Afvist". Skattestyrelsen fandt det derfor ikke nødvendigt af kommentere på det materielle indhold i svaret. Skattestyrelsen finder, at uden fremlæggelse af det konkrete aftalegrundlag for den påtænkte disposition, kan selskabets spørgsmål ikke besvares med den fornødne sikkerhed, som der kræves ved afgivelse at et bindende svar. 

Landsskatterettens afgørelse
Landsskatteretten skal tage stilling til, om det er med rette, at Skattestyrelsen har svaret "Nej" til følgende spørgsmål: 

Kan det bekræftes, at spørgeren, der er momsregistreret i Danmark, kan importere et leaset fly til Danmark og få fradrag for importmomsen, hvis flyet anvendes af spørgeren i spørgerens afgiftspligtige virksomhed?  

Retsgrundlaget
Ved indførsel af varer til EU skal der betales importmoms. Af momslovens § 12, stk. 1, fremgår: 

"Der betales afgift af varer, der indføres her til landet fra steder uden for EU." 

Momslovens § 12 har hjemmel i momssystemdirektivets artikel 2, stk. 1, litra d), (tidl. 6. momsdirektivs artikel 2, nr. 2):
"Artikel 2
Følgende transaktioner er momspligtige:
…
d) indførsel af varer." 

Af momslovens § 37, stk. 1, fremgår, at momsregistrerede virksomheder ved opgørelsen af afgiftstilsvaret som købsmoms kan fradrages moms af virksomhedens indkøb m.v. af varer og ydelser, der udelukkende anvendes til brug for virksomhedens leverancer. 

Af momslovens § 37, stk. 2, pkt. 3, fremgår, at den fradragsberettigede afgift bl.a. er: 

"3) den afgift, som efter § 12 påhviler varer, som virksomheden har indført fra steder uden for EU, jf. dog § 69, stk. 2, og" 

Momslovens § 37 har hjemmel i momssystemdirektivets artikel 167 - 168, (tidl. 6. momsdirektivs artikel 5, stk. 1 og 4), og artikel 178. Af momssystemdirektivets artikel 168, litra e) og artikel 178, litra e), fremgår: 

"Artikel 168
I det omfang varer og ydelser anvendes i forbindelse med hans afgiftspligtige transaktioner, hvoraf der er betalt moms, har den afgiftspligtige person i den medlemsstat, hvor han foretager transaktionerne, ret til i den afgift, der påhviler ham, at fradrage følgende beløb:
…
e) den moms, som skal betales eller er betalt i nævnte medlemsstat for indførte varer. 

(…) 

Artikel 178
For at kunne udøve sin fradragsret skal den afgiftspligtige person opfylde følgende betingelser:
…
e)  for det i artikel 168, litra e), omhandlede fradrag - for så vidt angår indførsel af varer - være i besiddelse af et dokument vedrørende indførslen, der betegner ham som modtager eller importør, og som angiver eller muliggør beregningen af det skyldige momsbeløb" 

EU-domstolen har i sag C-187/14 (DSV Road) i det fjerde spørgsmål taget stilling til, om momsdirektivets artikel 168, litra e), skal fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning, hvorefter der nægtes ret til fradrag af importmoms, som opkræves hos en transportør, der hverken er importør eller ejer af de omhandlede varer, men alene har forestået transporten og den toldmæssige behandling heraf i forbindelse med sin udøvelse af momspligtig speditionsvirksomhed. Domstolen har i præmis 49 - 50 udtalt, at betingelsen i art. 168, litra e), ikke er opfyldt, idet værdien af de transporterede varer, ikke er en del af de omkostninger, som udgør den pris, der faktureres af en transportør, hvis virksomhed alene er begrænset til at transportere varerne. 

EU-domstolen har i den nyere sag C-621/19 (Weindel) i det første og andet spørgsmål taget stilling til, om momsdirektivets artikel 168, litra e), skal fortolkes således, at den er til hinder for, at en importør, der ikke råder over varerne, i sin egenskab af ejer indrømmes en ret til momsfradrag, og som ikke anvender disse goder i forbindelse med sine afgiftspligtige transaktioner, for så vidt omkostningerne ikke har nogen direkte og umiddelbar tilknytning til dens økonomiske virksomhed. Domstolen hjemviser til de nationale myndigheder om at efterprøve, om der i sagen er en forbindelse mellem betalingen af momsen på importen og prisen på de tjenesteydelser importøren leverer. Domstolen udtaler hertil i præmis 46, at personer, der indfører varer uden at eje dem, kun kan nyde godt af retten til momsfradrag, såfremt de kan godtgøre, at indførselsomkostningerne indgår i prisen for de pågældende transaktioner eller i prisen på de varer eller tjenesteydelser, som den afgiftspligtige person har leveret som led i sin økonomiske virksomhed. 

Skatterådet har tidligere ikke kunnet bekræfte, at selskabet ved indførsel af et fly her til landet fra tredjeland er berettiget til at foretage fradrag for importmomsen med henvisning til, at selskabet er leasingtager og derfor ikke momsmæssigt set er ejer af flyet. Der henvises til SKM2020.244.SR. 

Skatterådet har i en nyere afgørelse SKM2023.522.SR afgivet et bindende svar, hvor spørgeren selv importerede aktiver fra et sted uden for EU. Efter det oplyste i lejekontrakterne kunne Skatterådet bekræfte, at der var tale om lejekøb, og leasingydelserne blev dermed momsmæssigt ikke anset for vederlag for modtagne ydelser, men skulle behandles som en del af vederlaget for købene af aktiverne. Da aktiverne tillige skulle anvendes til brug for spørgerens momspligtige aktiviteter, fandt Skatterådet, at betingelserne for fradrag for importmomsen var opfyldt. 

Af skatteforvaltningslovens § 21, stk. 1, og § 24, stk. 1 og 2, fremgår: 

"§ 21, stk. 1
Enhver hos told- og skatteforvaltningen kan få et bindende svar på spørgsmål om den skattemæssige virkning for spørgeren af en disposition, når told- og skatteforvaltningen i øvrigt har kompetence til at afgøre spørgsmålet, jf. dog stk. 3. Det kan være om en disposition, som spørgeren har foretaget eller påtænker at foretage. 

(…) 

§ 24, stk. 1
En anmodning om bindende svar være skriftlig og indeholde alle de oplysninger, der står til rådighed for spørgeren. Skønner told- og skatteforvaltningen respektive Skatterådet, at spørgsmålet ikke er tilstrækkeligt oplyst, kan spørgeren anmodes om yderligere oplysninger eller dokumentation. Efterkommes anmodningen ikke inden for en rimelig frist, kan spørgsmålet afvises eller svaret begrænses til de forhold, der skønnes tilstrækkeligt oplyst. 

Stk. 2 Told- og skatteforvaltningen respektive Skatterådet kan i øvrigt i særlige tilfælde afvise at give et bindende svar, hvis spørgsmålet er af en sådan karakter, at det ikke kan besvares med fornøden sikkerhed eller andre hensyn taler afgørende imod en besvarelse." 

Landsskatterettens begrundelse og resultat
Bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 24 erstattede § 20 A i den daværende skattestyrelseslov om bindende forhåndsbesked og § 20 G i den daværende skattestyrelseslov om bindende ligningssvar. 

Det fremgår af bemærkningerne til lovforslag nr. 121 af 11. december 1996 vedrørende skattestyrelsesloven (vedtaget ved lov nr. 238 af 2. april 1997), at Ligningsrådet ikke alene kan afvise at give bindende forhåndsbesked, hvis spørgsmålet skønnes for upræcist eller for uoplyst til, at der med den fornødne sikkerhed kan svares bindende, men også hvis der foreligger andre omstændigheder, der på afgørende måde taler mod, at der gives et bindende svar. 

Af Folketingets Ombudsmands udtalelse af 11. maj 2009, offentliggjort i FOB 2009-14-1, fremgår bl.a. følgende vedrørende besvarelse af en planlagt disposition: 

"I de tilfælde hvor der anmodes om bindende svar på de skattemæssige virkninger af en planlagt disposition, er det derimod ikke muligt objektivt at konstatere og dokumentere sagens faktum. I disse tilfælde udgøres ’faktum’ alene af spørgerens beskrivelse af den planlagte disposition. Kravet om at der skal være tale om en bestemt disposition, afføder i disse situationer et krav om at den planlagte disposition - herunder den måde som dispositionen planlægges gennemført på - beskrives tilstrækkelig detaljeret i anmodningen om bindende svar. Spørgeren må altså på forhånd gøre sig klart præcist hvad det er han eller hun ønsker at opnå (målet), og hvilken fremgangsmåde spørgeren har tænkt sig at anvende for at nå sit mål." 

Videre udtaler Ombudsmanden, at (uddrag): 

"Hvad angår spørgsmålet om hvorvidt Landsskatteretten generelt har pligt til at svare med forbehold, bemærker jeg at jeg ikke er enig med dig i at man har krav på, eller kan forlange, at Landsskatteretten svarer med forbehold når man udnytter den lovbestemte adgang til at klage til Landsskatteretten over et bindende svar fra Skat." 

Uanset at Skattestyrelsen har besvaret selskabets spørgsmål i 1. instans, finder Landsskatteretten, at dette ikke afskærer retten fra som rekursmyndighed at prøve, om betingelserne for at besvare anmodningen har været til stede, herunder om et spørgsmål i stedet burde have været afvist i henhold til skatteforvaltningslovens § 24. Der henvises herved ligeledes til Folketingets Ombudsmands udtalelse i FOB 2009-14-1. 

Landsskatteretten finder, at det stillede spørgsmål ikke kan besvares med den fornødne sikkerhed, som der kræves af et bindende svar. Der er ikke fremlagt en leasingaftale, herunder heller udkast hertil, ligesom der ikke er fremlagt oplysninger i øvrigt til belysning af detaljerne for selskabets påtænkte disposition. Sådanne dokumenter og oplysninger er afgørende for vurderingen af, om selskabet er berettiget til at foretage fradrag for importmomsen af flyet. 

Landsskatteretten finder, at en besvarelse på det foreliggende grundlag vil være forbundet med usikkerhed og have karakter af responderende virksomhed. 

Skattestyrelsens besvarelse ændres derfor således, at spørgsmålet afvises.