Antal fundne artikler: 19345
2001-11-29 16:47
SKM2001.592.ØLR
Østre LandsretDomStraf

Straffesag - kildeskatteloven - ikke rettidig indbetalt indeholdt A-skat

T var tiltalt for overtrædelse af kildeskattelovens § 74, stk. 1, nr. 2, idet virksomheden, hvori T var direktør og daglig leder, for månederne september - december 1990, februar - juni 1991, oktober - december 1991, januar - juni 1992 og august 1992 undlod rettidig at indbetale indeholdt A-skat med i alt 163.955 kr., hvoraf 29.301 kr. var betalt i tiden indtil den 9. september 1992. T var blevet dømt for den rejste tiltale ved retten i Roskilde ved dom af 29. juni 1993 og efter en afgørelse af 16. marts 2000 fra Den Særlige Klageret blev sagen genoptaget. Ved behandlingen af den genoptagne sag lagde retten til grund, at T i tiltaleperioden på 18 af månederne i perioden fra september 1990 til august 1992 undlod rettidigt at indbetale de indeholdte kildeskattebeløb. Det blev endvidere lagt til grund, at ToldSkat den 17. februar 1998 delvis imødekom en anmodning fra T om tilbagebetaling af ulovlig opkrævet ambi for perioden fra 1. januar 1988 til den 30. september 1991. Tilbagebetalingsbeløbet androg 138.393 kr. Byretten fastsatte bøden til 4.000 kr. og bemærkede, at retten herved havde lagt vægt på, at den indtrufne illikviditet i T's virksomhed skyldtes særlig formildende omstændigheder, og at den sædvanlige praksis vedrørende tilfælde, hvor der var sket betaling af hele restancen inden opgørelsestidspunktet, derfor ikke burde finde anvendelse i den foreliggende situation. Landsretten stadfæstede i det hele byrettens dom og bemærkede dels, at det ikke kunne fastslås, at det havde været muligt for T at indbetale indeholdt A-skat, såfremt opkrævningen af ambi var undladt, dels at T ikke havde afgivet erklæring om modregning vedrørende kravet på ambi.

2001-11-23 19:22
SKM2001.572.ØLR
Østre LandsretDomStraf

Straffesag - skatte- og momssvig - selvstændig virksomhed

T var i en sag behandlet efter retsplejelovens § 925 tiltalt for overtrædelse af skattelovgivningen med forsæt til at unddrage det offentlige skat ved i sin selvangivelse for året 1996 at have angivet overskud ved selvstændig virksomhed for lavt med i alt 320.384 kr, hvorved det offentlige blev unddraget skatter med i alt 164.777 kr., samt ved at have undladt inden 4 uger efter modtagelsen af underretningen om skatteansættelserne for indkomstårene 1994 og 1995 at give skattemyndighederne meddelelse om, at ansættelserne for de 2 indkomstår var for lave med tilsammen 334.944 kr, hvorved det offentlige blev unddraget skatter med tilsammen 183.759 kr. T var endvidere tiltalt for overtrædelse af momslovgivningen med forsæt til afgiftsunddragelse ved at have afgivet urigtige momsangivelser i perioden 1. januar -1. august 1994 og 1. januar - 31. december 1996, hvorved statskassen blev unddraget 180.395 kr. i afgift, samt ved i perioden 2. august 1994 - 31. december 1995 at have drevet registreringspligtig virksomhed uden at anmelde virksomheden til registrering hos de statslige told- og skattemyndigheder, hvorved statskassen blev unddraget 144.536 kr. i moms. Landsretten stadfæstede i det hele byrettens dom, hvorefter T blev straffet med fængsel i 4 måneder og en tillægsbøde på 625.000 kr., idet landsretten tiltrådte de af byretten anførte grunde til, at straffen ikke blev gjort betinget, heller ikke med vilkår om samfundstjeneste, idet retten herved lagde vægt på karakteren af forbrydelsen og størrelsen af det unddragne beløb, som er unddraget over flere år.

1
...
749
750
751
...
774