Den genoptagelsesfrist, der er nævnt i pkt. 6.1.4 i cirkulære nr. 26 af 5. februar 1996 om handel med underskudsselskaber, gældseftergivelse mv., er ikke en fravigelse af de almindelige ansættelsesfrister efter skattestyrelsesloven. En gældseftergivelse er omfattet af reglen i skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, nr. 1.

Kommentar til SKM2001.538.HR. Skatteministeriet har på baggrund af Højesterets dom refereret i SKM 2001, 88 HR, taget bekræftende til genmæle i en sag, hvor en skatteyder i forbindelse med salg af et tomt selskab efter den såkaldte nettoafregningsmetode blev beskattet af værdien af et selskabs aktiver efter LL § 16 A (maskeret udlodning).

T var tiltalt for overtrædelse af kildeskattelovens § 74, stk. 1, nr. 2, idet virksomheden, hvori T var direktør og daglig leder, for månederne september - december 1990, februar - juni 1991, oktober - december 1991, januar - juni 1992 og august 1992 undlod rettidig at indbetale indeholdt A-skat med i alt 163.955 kr., hvoraf 29.301 kr. var betalt i tiden indtil den 9. september 1992. T var blevet dømt for den rejste tiltale ved retten i Roskilde ved dom af 29. juni 1993 og efter en afgørelse af 16. marts 2000 fra Den Særlige Klageret blev sagen genoptaget. Ved behandlingen af den genoptagne sag lagde retten til grund, at T i tiltaleperioden på 18 af månederne i perioden fra september 1990 til august 1992 undlod rettidigt at indbetale de indeholdte kildeskattebeløb. Det blev endvidere lagt til grund, at ToldSkat den 17. februar 1998 delvis imødekom en anmodning fra T om tilbagebetaling af ulovlig opkrævet ambi for perioden fra 1. januar 1988 til den 30. september 1991. Tilbagebetalingsbeløbet androg 138.393 kr. Byretten fastsatte bøden til 4.000 kr. og bemærkede, at retten herved havde lagt vægt på, at den indtrufne illikviditet i T's virksomhed skyldtes særlig formildende omstændigheder, og at den sædvanlige praksis vedrørende tilfælde, hvor der var sket betaling af hele restancen inden opgørelsestidspunktet, derfor ikke burde finde anvendelse i den foreliggende situation. Landsretten stadfæstede i det hele byrettens dom og bemærkede dels, at det ikke kunne fastslås, at det havde været muligt for T at indbetale indeholdt A-skat, såfremt opkrævningen af ambi var undladt, dels at T ikke havde afgivet erklæring om modregning vedrørende kravet på ambi.

Sagen drejede sig om "fortolkning" af ToldSkats Edb-udskrifter. Skatteyderen mente, at det af ToldSkats interne Edb-konti fremgik, dels at han havde betalt restskat vedrørende indkomståret 1988 og 1989, og dels at han fortsat var restskatterne skyldig. På den baggrund ønskede skatteyderen den af ham betalte restskat tilbagebetalt, ligesom han ønskede ToldSkats Edb-konti "berigtiget", således at det ikke af disse fremgik, at han var restskat skyldig vedrørende indkomstårene 1988 og 1989.
Landsretten udtalte hertil, at det ikke af ToldSkats Edb-konti fremgår, at skatteyderen vedrørende indkomstårene 1988 og 1989 var ToldSkat det påstævnte beløb skyldig, idet dette med rette var modregnet i overskydende skat for indkomstårene 1990 og 1991.

Sagen drejede sig om, fra hvilket tidspunkt den 5-årige forældelse i medfør af 1908-loven skulle regnes fra, samt om et restskattekrav var forældet, eller om der inden forældelsesfristens udløb var foretaget forældelsesafbrydende skridt i medfør af 1908-loven. Restskatten var pålignet efter afsigelse af en højesteretsdom, hvori det blev fastslået, at kommanditisterne i et anpartsprojekt ikke var bundet af den indgåede tegningsaftale.

Vedrørende tidspunktet, fra hvilket den 5-årige forældelsesfrist skulle regnes, udtalte landsretten, at skatteyderen ikke kunne støtte ret på, at ToldSkat havde oplyst, at forældelsesfristen skulle regnes fra tidspunktet, hvor Sø- og Handelsretten som 1. instans havde afsagt dom i en retssag. Forældelsesfristen begyndte således først at løbe på tidspunktet, hvor Højesteret havde afsagt dom i sagen. For så vidt angår forældelse fandt landsretten, at der inden for den 5-årige forældelsesfrist var foretaget forældelsesafbrydende foranstaltninger i form af udlægsforretninger hos skatteyderen.

I forbindelse med indgåelse af sponsorkontrakter om reklamering m.v. forpligtede en professionel fodboldklub sig også til at yde nogle traktementer til sponsorerne ved klubbens hjemmekampe. Skatteministeriet tog bekræftende til genmæle og anerkendte dermed, at de pågældende udgifter til traktementer var driftsudgifter med fuld fradragsret og ikke repræsentationsudgifter med begrænset fradragsret.

Revisorudgifter afholdt i forbindelse med skattefri virksomhedsomdannelse blev godkendt fradraget efter ligningslovens § 8 J, stk. 1.

En interessents deltagelse i et investeringsarrangement vedrørende skovplantning anerkendtes ikke i skattemæssig henseende, og der godkendtes ikke fradrag for driftsomkostninger, afskrivninger og renteudgifter.

Et legat udbetalt til en fysioterapeut til dækning af studieafgift vedrørende universitetsuddannelsen "Master of Public Health" var indkomstskattepligtig.

Et selskabs principskifte uden tilladelse ved opgørelsen af igangværende arbejder godkendtes ikke af skattemyndighederne, der foretog ansættelserne i overensstemmelse med selskabets hidtidige opgørelsesmetode, hvorefter indirekte produktionsomkostninger og acontoavancer indgik i opgørelsen. Landsskatteretten fandt, at principskiftet krævede tilladelse, og at forholdet henhørte under Ligningsrådets kompetence. I mangel af tilladelse stadfæstedes skatteansættelserne.

En lejlighed, der af ejeren havde være stillet til rådighed for ejerens moder indtil hendes død, fandtes ikke at have tjent til bolig for ejeren i en del af dennes ejertid, uanset at han i en periode på 3 uger forinden salget havde tilmeldt sig folkeregisteret på adressen.

Ved anvendelsen af reglerne i ligningslovens § 15, stk. 7, om begrænsning i et selskabs adgang til fremførsel af underskud som følge af ændring af ejerforholdet til anpartskapitalen skulle undtagelsesbestemmelserne i stk. 9 og 10 om generationsskifte og transparens ses i sammenhæng. Selv om overdragelsen af anpartskapitalen var sket mellem to selskaber, ansås forholdet for omfattet af undtagelsesbestemmelsen i stk. 9, idet de ultimative ejere var omfattet af bestemmelsens personkreds.

Et selskab var efter udløbet af ansættelsesfristen i den dagældende skattestyrelseslovs § 35, stk. 1, blevet forhøjet i indkomståret 1991 vedrørende afskrivninger, kr. 10.292.508,-, på nogle containere, som ansås for fiktive. Myndighederne fandt, at selskabet havde handlet forsætligt eller uagtsomt, således at ansættelsesfristen havde været suspenderet efter den dagældende skattestyrelseslovs § 35, stk. 3. Den omstændighed, at anklagemyndigheden havde opgivet påtale mod selskabets ledelse for overtrædelse af straffelovens § 289, jf. skattekontrollovens § 13, stk. 1, indebar efter landsrettens opfattelse ikke, at der hermed tillige var taget stilling til, hvorvidt der ved udarbejdelsen af selvangivelsen for 1991 for selskabet blev handlet forsætligt eller uagtsomt. Told- og Skattestyrelsens cirkulæreskrivelse af 29. november 1994, hvorefter forhøjelser skulle annulleres, hvis straffesag ikke gennemførtes, ændrede ikke herved, idet landsretten herved navnlig bemærkede, at cirkulæreskrivelsen ikke havde støtte i ordlyden af eller forarbejderne til den dagældende bestemmelse i skattestyrelseslovens § 35, stk. 3.

Afvisning af påstand om realitetsprøvelse, idet kun Landsskatterettens afvisningskendelse kunne prøves, jf. skattestyrelseslovens § 31, stk. 1, 1. pkt. Ikke imødekommet subsidiær begæring om tilladelse til inddragelse af realitetsspørgsmålet, jf. skattestyrelseslovens § 31, stk. 1, 2. pkt.

Told- og Skattestyrelsen er blevet spurgt, om der kan tages fradrag for afholdte flyudgifter, hvis befordring mellem bopæl og arbejdsplads til dels foretages med fly. Styrelsen svarede, at såfremt den normale transportvej i bil må anses for at inkludere færgetransport, vil der - som det mindre i det mere - kunne foretages fradrag for udgiften til personoverførsel med færge. Såfremt flyudgiften er mindre end færgeudgiften kan der kun tages fradrag for flyudgiften. Herudover kan der tages fradrag for befordring i bil over land. Det afhænger af en konkret vurdering, om den normale transportvej i bil forudsætter benyttelse af færgetransport.

Opgørelse af årsløn for udenlandske medarbejdere i udenlandske selskaber skal ske efter samme principper som opgørelsen for danske medarbejdere. Ligningsrådet har endvidere tilkendegivet at de objektive betingelser i ligningslovens § 7 A også gælder for medarbejdere, der ikke måtte være skattepligtige til Danmark. En overskridelse af de objektive betingelser kan i nogle tilfælde medføre beskatning af en overskydende del i andre et bortfald af ordningens skattefrihed. Det afgøres af den lignende myndighed efter en konkret vurdering.

Sagen vedrører værdiansættelse af en minoritesaktiepost pr. 19. maj 1993. Ligningsrådet havde i 1995 givet bindende forhåndsbesked om, at handelsværdien kunne fastsættes til kurs 210, hvilket Landsskatteretten tiltrådte. Landsretten hjemviste sagen til skattemyndighederne til et fornyet skøn, hvori bl.a. skulle indgå kursen ved det realiserede salg, skattekursen og de vurderinger, der var foretaget til brug for sagen.

Ligningsrådet fandt under hensyn til de konkrete forhandlinger forud for den 19. maj 1993 om salg af selskabet, at en samlet afståelse af aktierne måtte anses for en meget realistisk mulighed for den enkelte aktionær. Kursen ved en samlet afståelse den 19. maj 1993 var ved syn og skøn vurderet til 1.200 og Ligningsrådet fandt herefter, at handelsværdien af en minoritetsaktiepost den 19. maj 1993 var kurs 1.100.

Beskatningsgrundlaget i forbindelse med tildeling af konvertible obligationer til et selskabs direktør kunne under de foreliggende omstændigheder ansættes til 0 pr. nominelt 100 kr. konvertibel obligation.

Et selskab, der drev virksomhed med import og salg af radio- og tv-produkter, ansås for berettiget til at foretage fradrag for hensættelser vedrørende udpakningsgaranti.

Det forhold, at en række told- og skatteregioner i lignende sager ikke havde rejst straffesag efter skattekontrolloven, kunne ikke tillægges afgørende betydning for vurderingen af tilregnelsesgraden efter skattestyrelseslovens forældelsesregler. Klageren ansås for i det mindste at have udvist grov uagtsomhed ved at undlade at selvangive en aktieavance, således at ansættelsesfristen var suspenderet.

T var ved byretten i overvejende grad blevet dømt i overensstemmelse med den rejste tiltale, der omfattede i alt 9 forhold vedrørende overtrædelse af skattekontrolloven, arbejdsmarkedsfondsloven og momsloven samt af straffelovens § 302, stk. 1, nr. 2 og 3. Herefter fordelte størrelsen af unddragelserne under de pådømte forhold sig til i alt 412.325 kr. vedrørende de forsætlige unddragelser, de forsætlige forsøg tilsammen 28.611 kr. og de groft uagtsomme forhold tilsammen 331.270 kr. Landsretten fandt T skyldig i den rejste tiltale i det af byretten anførte omfang og stadfæstede byrettens dom, hvorefter T blev straffet med fængsel i 60 dage og en tillægsbøde på 710.000 kr., dog med den ændring, at forvandlingsstraffen for tillægsbøden blev ændret til fængsel i 60 dage.

T var tiltalt for grov uagtsom overtrædelse af skattelovgivningen ved i sin selvangivelse til skattemyndighederne for indkomståret 1996 at have fratrukket henlæggelse til investeringsfond med 88.000 kr. uden at foretage indskud på særlig konto i et dansk pengeinstitut, og uden at han ved anskaffelse af aktiver var berettiget til at hæve et beløb af samme størrelse, som skulle være indskudt på nævnte konto, hvorved det offentlige blev unddraget 49.642 kr. i skatter. Landsretten tiltrådte af de af byretten anførte grunde, at T havde udvist grov uagtsomhed, og stadfæstede i det hele byrettens dom, hvorefter T blev straffet med en bøde på 17.000 kr.

T var i en sag behandlet efter retsplejelovens § 925 tiltalt for overtrædelse af skattelovgivningen med forsæt til at unddrage det offentlige skat ved i sin selvangivelse for året 1996 at have angivet overskud ved selvstændig virksomhed for lavt med i alt 320.384 kr, hvorved det offentlige blev unddraget skatter med i alt 164.777 kr., samt ved at have undladt inden 4 uger efter modtagelsen af underretningen om skatteansættelserne for indkomstårene 1994 og 1995 at give skattemyndighederne meddelelse om, at ansættelserne for de 2 indkomstår var for lave med tilsammen 334.944 kr, hvorved det offentlige blev unddraget skatter med tilsammen 183.759 kr. T var endvidere tiltalt for overtrædelse af momslovgivningen med forsæt til afgiftsunddragelse ved at have afgivet urigtige momsangivelser i perioden 1. januar -1. august 1994 og 1. januar - 31. december 1996, hvorved statskassen blev unddraget 180.395 kr. i afgift, samt ved i perioden 2. august 1994 - 31. december 1995 at have drevet registreringspligtig virksomhed uden at anmelde virksomheden til registrering hos de statslige told- og skattemyndigheder, hvorved statskassen blev unddraget 144.536 kr. i moms. Landsretten stadfæstede i det hele byrettens dom, hvorefter T blev straffet med fængsel i 4 måneder og en tillægsbøde på 625.000 kr., idet landsretten tiltrådte de af byretten anførte grunde til, at straffen ikke blev gjort betinget, heller ikke med vilkår om samfundstjeneste, idet retten herved lagde vægt på karakteren af forbrydelsen og størrelsen af det unddragne beløb, som er unddraget over flere år.

T var tiltalt for med forsæt til at unddrage statskassen afgift at have overtrådt spiritusafgiftsloven og loven om afgift af visse detailsalgspakninger ved at have erhvervet og i en garage frem til den 16. maj 1999 at have opbevaret 708 flasker vodka á 1 liter, 479 flasker likør á 3/4 liter og 192 flasker likør á 1/2 liter uden anmeldelse til ToldSkat og uden at svare afgift heraf, hvorved statskassen blev unddraget et afgiftsbeløb på 144.831 kr. Landsretten fandt også af de i byretsdommen anførte grunde, at T var skyldig efter anklageskriftet, og stadfæstede i det hele dommen, hvorefter T blev straffet hæfte i 14 dage og en tillægsbøde på 70.000 kr. T blev endelig dømt til at betale statskassen den unddragne afgift på 144.831 kr.

T, der drev restaurationsvirksomheder, var tiltalt for med forsæt til unddragelse af skatter, bidrag og moms at have overtrådt skattelovgivningen, loven om arbejdsmarkedsfonde og momsloven ved at have udeholdt omsætning fra sine virksomheder til brug for skatteansættelser og bidragsgrundlag for indkomstårene 1994 og 1995 og afgiftskontrol for samme perioder, hvorved det offentlige blev unddraget 390.871 kr. i skatter, 41.060 kr. i arbejdsmarkedsbidrag og 198.000 kr. i moms.Ved landsrettens behandling af den indankede dom kunne det efter bevisførelsen for landsretten af de grunde byretten havde anført tiltrædes, at T var fundet skyldig som sket. Landsretten stadfæstede byrettens dom, hvorefter T blev straffet med fængsel i 3 måneder og en tillægsbøde på 600.000 kr, dog således at frihedsstraffen blev gjort betinget og med vilkår om samfundstjeneste.