T var tiltalt for med forsæt til at unddrage statskassen afgift at have overtrådt spiritusafgiftsloven og loven om afgift af visse detailsalgspakninger ved at have erhvervet og i en garage frem til den 16. maj 1999 at have opbevaret 708 flasker vodka á 1 liter, 479 flasker likør á 3/4 liter og 192 flasker likør á 1/2 liter uden anmeldelse til ToldSkat og uden at svare afgift heraf, hvorved statskassen blev unddraget et afgiftsbeløb på 144.831 kr. Landsretten fandt også af de i byretsdommen anførte grunde, at T var skyldig efter anklageskriftet, og stadfæstede i det hele dommen, hvorefter T blev straffet hæfte i 14 dage og en tillægsbøde på 70.000 kr. T blev endelig dømt til at betale statskassen den unddragne afgift på 144.831 kr.
Spiritusafgiftsloven § 31, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 2 og nr. 6, jf. § 18, stk. 3
Lov om afgift af visse detailsalgspakninger mv. § 18, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 2 og nr. 6, jf. § 7 a
Straffeloven § 50, stk. 2
Østre Landsrets dom af 7. juni 2001, 6. afdeling, a.s. S-0241-01
Afsagt af landsdommerne:
Engler, Søren Axelsen og Mette Bytofte Nielsen (kst.) med domsmænd
Parter:
Anklagemyndigheden
mod
T
(advokat Frank A. Wenzel, e.o.)
-----------
Gladsaxe Byrets dom af 27. oktober 2000, SS 1280/2000
Under denne sag, der er behandlet under medvirken af domsmænd, tiltales T ifølge anklageskrift af 6. oktober 2000 fra politimesteren i Gladsaxe til straf for overtrædelse af lov om afgift af spiritus m.m. § 18, stk. 3, jf. § 31, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 2 og nr. 6, samt lov om afgift af visse detailsalgspakninger m.v. § 7 a, jf. § 18, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 2 og nr. 6, ved med forsæt til afgiftsunddragelse at have erhvervet og i garage nr.6 til ejendommen N.N.vej nr. 2, A-by, frem til den 16. maj 1999 at have opbevaret 708 flasker vodka á 1 liter, 479 flasker likør á 3/4 liter og 192 flasker likør á 1/2 liter uden anmeldelse til Told & Skat og uden at svare afgift heraf, hvorved statskassen er unddraget et afgiftsbeløb på 144.831 kr.
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om frihedsstraf, om en tillægsbøde og om betaling af det unddragne afgiftsbeløb på 144.831 kr.
Tiltalte er født i København.
Tiltalte har nægtet sig skyldig.
Der er under domsforhandlingen afgivet forklaring af tiltalte. Der henvises til retsbogen herom.
Domsmandsretten udtaler:
Under henvisning til, at tiltalte lejede garagen, kort før han ophørte med sin vognmandsvirksomhed, til at han intet gjorde for at inddrive det skyldige fremlejebeløb, og til at han ikke vil oplyse identiteten på den person, som han kort efter indbrudet havde med, da han var ved garagen, findes det ubetænkeligt at tilsidesætte hans forklaring om, at han ikke kendte noget til de flasker med spiritus, som blev fundet.
Tiltalte findes således skyldig efter anklageskriftet.
Straffen fastsættes efter lov om afgift af spiritus m.m. § 31, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 2 og nr. 6, jf. § 18, stk. 3, samt lov om afgift af visse detailsalgspakninger m.v. § 18, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 2 og nr. 6, jf. § 7 a, til hæfte i 14 dage samt en tillægsbøde på 70.000 kr.
Den nedlagte erstatningspåstand tages efter retsformandens bestemmelse til følge som nedenfor bestemt.
Thi kendes for ret:
Tiltalte, T, straffes med hæfte i 14 dage.
Tiltalte betaler en tillægsbøde på 70.000 kr. Forvandlingsstraffen er hæfte i 30 dage.
Tiltalte skal betale sagens omkostninger.
Inden 14 dage skal tiltalte til statskassen betale 144.831 kr.
----------
Østre Landsrets dom af 7. juni 2001, 6. afdeling, a.s. S-0241-01
Gladsaxe byrets dom af 27. oktober 2000 (SS 1280/2000) er anket af T med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse.
Anklagemyndigheden har endeligt påstået stadfæstelse.
Der er for landsretten afgivet forklaring af tiltalte, der har forklaret i det væsentlige som for byretten.
Der er endvidere afgivet forklaring af vidnet P.H.
P. H. har forklaret blandt andet, at han har udarbejdet de fremlagte skemaer vedrørende afgiftsberegningen. Der skal også betales emballageafgift pr. flaske. Tiltale er ikke begæret rejst efter toldloven, idet det ikke er bevist, at den omhandlede spiritus er importeret fra lande udenfor EU-området. For at importere spiritus skal man have en autorisation eller stille sikkerhed for afgifter m.v. Den omhandlede vodka hverken importeres eller sælges i Danmark, og der ses ikke af private at være stillet sikkerhed for import af det omhandlede parti spiritus.
Den af N.B. i byretten afgivne forklaring er dokumenteret i medfør retsplejelovens § 965 c, stk. 4.
Også efter bevisførelsen for landsretten findes tiltalte af de i dommen anførte grunde skyldig efter anklageskriftet.
Straffene findes passende.
De juridiske dommere tiltræder dommens bestemmelse om betaling af det unddragne afgiftsbeløb.
Landsretten stadfæster derfor i det hele dommen.
T h i k e n d e s f o r r e t:
Gladsaxe byrets dom i sagen mod T stadfæstes.
Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.
Fradrag for havdage – Norsk erhvervsfisker med bopæl i Danmark
Forhøjelse af fondens skattepligtige indkomst - Formålet er ikke almennyttigt eller almenvelgørende - Nægtet fradrag for uddelinger og hensættelser til almennyttige uddelinger samt hensættelse til konsolidering af fondskapitalen
Arbejdsudleje eller entreprise – Håndværkere
Forhøjelse af et selskabs momstilsvar - Salg af to ejendomme anset for momspligtigt
Køb og salg af biler – erhvervsmæssig virksomhed – økonomisk virksomhed