T.1, der havde drevet virksomhed med pizzaria, var tiltalt for med forsæt til at unddrage det offentlige skatter og bidrag at have overtrådt skattelovgivningen og loven om arbejdsmarkedsfonde ved i sine selvangivelser for indkomstårene 1994 - 1996 at have selvangivet overskud af virksomhed for lavt med tilsammen 247.229 kr., alt hvorved det offentlige blev unddraget 106.916 kr. i skatter og 14.510 kr. i arbejdsmarkedsbidrag . T var tillige tiltalt for ved grov uagtsomhed for indkomståret 1996 at have undladt at selvangive overskud af virksomhed med 96.616 kr., hvorved det offentlige blev unddraget 29.853 kr. i skatter og 6.763 kr. i arbejdsmarkedsbidrag. T.1 var endelig tiltalt for overtrædelse af momslovgivningen ved med forsæt til afgiftsunddragelse for årene 1994 og 1995 at have afgivet urigtige oplysninger til brug for afgiftskontrollen, hvorved statskassen blev unddraget i alt 47.392 kr. i moms. T.1 blev ved byretten dømt i overensstemmelse med den rejste tiltale og straffet med hæfte i 20 dage og en tillægsbøde på 160.000 kr. T havde indanket dommen med påstand om formildelse, navnlig således at frihedsstraffen blev gjort betinget, medens anklagemyndigheden havde påstået skærpelse således, at tillægsbøden blev forhøjet til 180.000 kr. Landsretten fandt frihedsstraffen passende udmålt til hæfte i 20 dage, og det tiltrådtes, at der skulle fastsættes en tillægsbøde efter straffelovens § 50, stk. 2 under hensyn til de unddragne beløbsstørrelser og sædvanlig beregningspraksis, og den blev således fastsat til 175.000 kr.. Der fandtes af de af byretten anførte grunde ikke grundlag for at gøre frihedsstraffen betinget. Med den nævnte ændring af tillægsbøden blev byretsdommen stadfæstet.

T var tiltalt for overtrædelse af skattelovgivningen ved skattesvig og forsøg herpå ved med forsæt til at unddrage det offentlige skat dels for indkomstår 1996 - 1998, hvor han ikke havde indgivet selvangivelse, ikke rettidigt at have meddelt skattemyndighederne, at indkomsten i T's indkomstopgørelse var ansat for lavt og dels for indkomståret 1999 at have undladt at foretage bogføring med det forsæt ikke rettidig at meddele skattemyndighederne, at indkomsten i T's årsopgørelse ville være ansat for lavt, idet han udeholdt indtægter på i alt 215.000 kr., hvorved det offentlige blev unddraget 57.580 kr. og blev forsøgt unddraget 18.449 kr. i skat. T var tillige tiltalt for overtrædelse af momslovgivningen ved momssvig ved med forsæt til at unddrage statskassen afgift i perioden fra den 1. januar 1996 - den 31. marts 1999 at have drevet momspligtig virksomhed uden at have anmeldt virksomheden til registrering, hvorved statskassen blev 43.000 kr. i moms. T var endelig tiltalt og dømt i 4 forhold vedrørende anden lovgivning. Ved landsrettens behandling af sagen blev det i lighed med byretten vedrørende skatte- og momsforholdet anset for godtgjort, at 105.000 kr. af de i alt 215.000 kr, som blev fundet på T's ejendom i forbindelse med en ransagning, hidrørte fra T's fortjeneste ved salg af fugle. Det blev lagt til grund, at beløbet blev fordelt jævnt over tiltaleperioden, således at det herefter blev lagt til grund, at der var unddraget 21.000 kr. i moms og 28.051 kr. i skatter for perioden 1996 - 98 og forsøgt unddraget 8.478,28 kr. i skatter for 1999, således at det i det anførte omfang blev tiltrådt, at T var skyldig i den rejste tiltale vedrørende skatte- og momsforholdet. Landsretten stadfæstede byrettens dom, hvorefter T blev straffet med fængsel i 30 dage, dog med den ændring, at tillægsbøden blev nedsat fra 70.000 kr. til 55.000 kr.

T var tiltalt for overtrædelse af skattelovgivningen ved af grov uagtsomhed i sin selvangivelse for indkomståret 1997 at have selvangivet sin skattepligtige indkomst for lavt med i alt 253.603 kr., der vedrørte fortjeneste ved salg af aktier, hvorved det offentlige blev unddraget skatter for i alt 93.285 kr. Ved sagens indbringelse for landsretten havde T påstået strafbortfald, idet der blev gjort gældende, at der forelå selvanmeldelse. Landsretten tiltrådte på baggrund af et referat fra en medarbejder i den kommunale skatteforvaltning om en telefonsamtale med T den 18. marts 1999 og i øvrigt af de grunde, som byretten havde anført vedrørende spørgsmålet om selvanmeldelse, at der ikke var grundlag for strafbortfald. Landsretten stadfæstede byrettens dom, hvorefter T blev straffet med en bøde på 75.000 kr.

T, der drev en taxa- og varetransportvirksomhed, var tiltalt for overtrædelse af olieafgiftsloven (mineralolieafgiftsloven) med forsæt til at unddrage statskassen afgift ved i perioden 24. januar 1997 -15. januar 1999 hos et olieselskab at have indkøbt og i sin virksomhed at have anvendt anden gas- og dieselolie (fyringsolie) som brændstof i virksomhedens motorkøretøjer i stedet for at indkøbe og anvende let dieselolie, hvorved der blev unddraget betaling af 142.321 kr. i afgifter. T var blevet frifundet i byretten. Landsretten lagde under sagens behandling i overensstemmelse med et vidneudsagn fra en distriktschef fra olieselskabet til grund, at T selv havde bedt om at få ændret leverancen til fyringsolie, og at han gjorde det for at spare penge, ligesom han, der drev erhvervsvirkomhed som vognmand, vidste eller bestemt formodede, at afgiften på fyringsolie var lavere end på diesel. T blev fundet skyldig i den rejste tiltale og straffet med en bøde på 90.000 kr.

T var tiltalt for overtrædelse af momslovgivningen med forsæt til at unddrage statskassen afgift ved i perioden 1. januar 1996 - 31. december 1998 at have afgivet urigtige oplysninger til brug for afgiftskontrollen, idet T i perioden opgav 309.560 kr. for lidt i udgående moms og 15.797 kr. for lidt i indgående moms, alt hvorved statskassen blev unddraget 293.763 kr. Landsretten stadfæstede byrettens dom med den ændring at dommens bestemmelse om en hæftestraf på 40 dage blev ændret til betinget frihedsstraf, bl. a med vilkår om samfundstjeneste. T blev tillige dømt til at betale en tillægsbøde på 275.000 kr.

Skatteministeriet frifundet i sag om "sort arbejde", idet skatteyderen ikke havde godtgjort, at skønnet over indtægtens størrelse kunne tilsidesættes. Skønnet byggede på oplysninger fra andre, der havde deltaget i arbejdet.

Næringsformodning ikke afkræftet trods ejertid på 24-27 år og koncerninternt salg som led i omstrukturering efter forslag fra voldgiftsret m.m. Højsteret fandt, at selskabet ved erhvervelsen af de pågældende ejendomme, drev virksomhed med handel med fast ejendom, og at selskabet ikke havde ført det meget sikre bevis, som herefter må kræves for at anse erhvervelsen for alene at være sket i anlægsøjemed og ikke tillige af hensyn til muligheden for at opnå fortjeneste ved salg på et senere tidspunkt.

En lektor ved et dansk universitet rejste til Italien med sin ægtefælle, der for en 4-årig periode var blevet ansat som professor ved et universitet i Italien. Lektoren fik på eget initiativ tilbudt et ulønnet 2-årigt ophold ved samme universitetet med mulighed for forlængelse. Forud for opholdet var lektoren indstillet til et professorat i økonomi ved det danske universitet.
Lektoren ønskede fradrag for udgifter til fortæring, logi samt telefon. Landsretten afviste fradragsret, idet landsretten udtalte, at lektoren på baggrund af sit forskningsområde normalt havde ret til fradrag for udgifter til studierejser til relevante udenlandske forskningsinstitutioner. På grund af forskningsopholdet længde havde dette imidlertid ikke været nødvendigt for og havde ikke nogen direkte forbindelse til lektorens ansættelse. Lektoren havde heller ikke dokumenteret, at opholdet fandt sted under sådanne vilkår, at merudgifter til logi, fortæring m.v. var en nødvendig følge heraf.

Ligningsrådet tiltrådte, at et medarbejderaktieprogram, der omfattede åremålsansatte, men som udelukkede ledende medarbejdere, var etableret i overensstemmelse med ligningslovens § 7A, stk. 1, nr. 2.

Ligningsrådet bekræftede i en bindende forhåndsbesked, at ledende medarbejdere, der var tilknyttet den danske filial af et tysk selskab måtte anses for ansat i det tyske selskab med den virkning, at køberetter modtaget fra det tyske selskabs moderselskab var omfattet af ligningslovens § 28.

Landsretten frifandt Skatteministeriet i en sag, der, for så vidt angår formaliteten, drejede sig om, hvorvidt Landsskatteretten i henhold til den dagældende bestemmelse i skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, havde været uberettiget til at forhøje sagsøgerens skatteansættelse med maskeret udlodning. Landsretten fandt med henvisning til skattestyrelseslovens § 35, stk. 5, at fristreglerne ikke havde været til hinder for den foretagne forhøjelse.
For så vidt angår realiteten var spørgsmålet, om et goodwill-vederlag, der var erlagt til sagsøgeren i henhold til en i 1993 indgået overdragelsesaftale, rettelig tilkom et af sagsøgeren ejet selskab med den følge, at goodwill-vederlaget skulle beskattes som maskeret udlodning. Landsretten fandt ikke, at sagsøgeren havde godtgjort, at goodwill-vederlaget skatteretligt hidrørte fra virksomhed, som sagsøgeren personligt havde udøvet.

Landsretten frifandt Skatteministeriet i en sag, der, for så vidt angår formaliteten, drejede sig om, hvorvidt Landsskatteretten i henhold til den dagældende bestemmelse i skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, havde været uberettiget til at forhøje sagsøgerens skatteansættelse med maskeret udlodning. Landsretten fandt med henvisning til skattestyrelseslovens § 35, stk. 5, at fristreglerne ikke havde været til hinder for den foretagne forhøjelse.
For så vidt angår realiteten var spørgsmålet, om et goodwill-vederlag, der var erlagt til sagsøgeren i henhold til en i 1993 indgået overdragelsesaftale, rettelig tilkom et af sagsøgeren ejet selskab, med den følge, at goodwill-vederlaget skulle beskattes som maskeret udlodning. Landsretten fandt ikke, at sagsøgeren havde godtgjort, at goodwill-vederlaget skatteretligt hidrørte fra virksomhed, som sagsøgeren personligt havde udøvet.
Landsretten fandt endvidere, at sagsøgeren var rette indkomstmodtager af nogle i sagsøgerens selskab indtægtsførte konsulentvederlag fra et andet selskab. Sagsøgeren blev af landsretten anset for lønmodtager i det selskab, der udbetalte konsulentvederlagene.

Den bindende forhåndsbesked vedrørte tillæg til optionsaftaler (køberetsaftaler), som var indgået med medarbejderne. Der spurgtes hvorvidt tillæggene ville medføre, at de oprindelige optioner måtte anses for afstået i skattemæssig henseende. Ligningsrådet fandt ud fra en formålsfortolkning af Ligningslovens § 28, at det pågældende tillæg ikke ville medføre, at der skulle statueres afståelse.

Den bindende forhåndsbesked vedrørte beskatning af en fantomaktie, som kunne udnyttes efter det 5.-10. år efter aftalens indgåelse, og som var betinget af ansættelse i selskabet. Aktien gav ret til 1 pct. af selskabets værdi for hvert år, der var forløbet siden aftalens indgåelse, dog min. 5 år. Ligningsrådet fandt, at ordningen skulle anses som løn til den ansatte. Som følge heraf skulle der ske beskatning i medfør af kildeskattebekendtgørelsen, dvs. på retserhvervelsestidspunktet.

Ligningsrådet fandt, at et vandforsyningsselskab ikke var fritaget fra skattepligt i henhold til selskabsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 4.

Told- og Skattestyrelsen har udsendt meddelelse om muligheden for tilbagebetaling af elafgift mv. for virksomheder med forsikrings- og finansielle aktiviteter i relation til udenlandske kunder uden for EU. Det er styrelsens opfattelse, at virksomheder, der er anmeldelses- og regnskabspligtige efter momsbekendtgørelsens § 31, ikke af den grund er omfattet af momslovens og momsbekendtgørelsens regler om registreringspligt, og at disse virksomheder derfor ikke kan få tilbagebetalt elafgift i medfør af elafgiftslovens § 11, stk. 1.

Vederlag for ret til at opstille vindmølle skulle medregnes i vederlag for grunden, der havde højere handelsværdi end almindelig landbrugsjord. Afskrivning efter reglerne om hjemfaldsforpligtelse kunne ikke anvendes, idet fiksering af evt. tab på erhvervelsestidspunktet ikke var muligt, da tilbageskødning skulle ske til dagspris. Der kunne afskrives på udgift til vejetablering, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, samt vejret, jf. den dagældende ligningslovs § 16 F.

Beskatningen i Grønland af en bank kunne ikke anses for væsentlig lavere end beskatningen efter danske regler, jf. aktieavancebeskatningslovens § 2 a, uanset at der i Grønland blev indrømmet fradrag for udbetalt aktieudbytte.

Et forsikringsselskab blev anset berettiget til at fradrage moms af udgifter til udbedring af fejl og mangler som selskabet var erstatningspligtig for som følge af fejl i tilstandsrapporter udarbejdet af de i selskabet ansatte bygningssagkyndige.

Samtlige udgifter til overnatning og bespisning, der afholdtes af et selskab, der drev kursusvirksomhed fra egne lokaler, var omfattet af den begrænsede momsfradragsret efter momslovens § 42, stk. 3.

Et amts entreprenørafdeling kunne ikke opnå kompenserende momsregulering vedrørende driftsmidler i forbindelse med en momsfri delvis virksomhedsoverdragelse til et entreprenørselskab, som overtog momsreguleringsforpligtelsen. Der var ikke opnået en retsbeskyttet forventning ved told- og skatteregionens tidligere tilkendegivelse.

En bilforhandlers registrering af en række biler som demobiler og udlejningsbiler kunne ikke anerkendes. Beregningen af afgift til den endelige bruger skulle foretages på baggrund af den ved denne handel opnåede pris, således at afgiften indgik i den samlede pris.

Et selskab indbetalte i skatteåret 1996/97 og indkomståret 1996 kr. 300.000, i hvert af årene på en pensionsordning til fordel for selskabets direktør og hovedanpartshaver. Selskabets virksomhed bestod i formueadministration, herunder udlån til søsterselskaber.

Landsretten fandt det ikke godtgjort, at de foretagne pensionsindbetalinger svarede til, hvad der ville være blevet betalt til en uafhængig trediemand for samme arbejdsindsats som hovedanpartshaveren. Herefter, og da der ikke var grundlag for at fastslå, at ligningsmyndighederne ikke skulle have haft hjemmel til at korrigere vederlagene, hvoraf ligningsmyndighederne i hvert af årene havde henført kr. 225.000, som maskeret udlodning, frifandt landsretten Skatteministeriet.