Et dansk moderselskab kunne ikke fradrage et tysk datterselskabs negative indkomst i den danske sambeskatningsindkomst, idet underskuddet også var udnyttet i den tyske sambeskatning

Hensættelser til hovedreparation af et fly blev ikke godkendt, idet udgifterne blev anset for løbende vedligeholdelsesudgifter, som først kunne fratrækkes, når de var afholdt. Der kunne ikke støttes ret på et forventningsprincip.

Landsskatteretten stadfæstede et af Ligningsrådet meddelt afslag på tilladelse til skattefri aktieombytning for en aktionær, som ønskede at ombytte sine aktier i to helejede norske selskaber, begge uden driftsaktivitet, med anparter i et helejet dansk holdingselskab, hvis eneste aktivitet bestod i at eje en aktiepost på 41% i et dansk driftsselskab. Forinden likvidation af de norske selskaber ønskedes skattefri aktieombytning, idet formålet var at kunne anvende selskabernes midler til finansiering af driftsselskabet. Landsskatteretten fandt, at aktieombytningen havde som hovedformål at opnå en udskydelse af aktieavancebeskatningen ved en likvidation af de to selskaber med deraf følgende skattebesparelse. Den omstændighed at selskaberne evt. først blev likvideret 3 år efter aktieombytningen, gav ikke grundlag for en ændret bedømmelse af sagen.

En studerende havde kortvarige midlertidige arbejdsperioder på bl.a. et sygehus i Sønderjylland. Han opretholdt boligen på Fyn. Med tiltræden af Told- og Skattestyrelsen fandt Landsskatteretten, at klageren var berettiget til fradrag for midlertidigt arbejde efter satserne i TS-cirkulære 1997-33.

Et ubebygget fællesareal, der var ejet af en grundejerforening, og som var udlagt dels til støjzoneareal og dels til fællesareal for de omkringliggende ejendomme i området skulle ikke ansættes særskilt til grundværdi.

En ejendom noteret og vurderet som landbrugsejendom på 8 ha blev i forbindelse med salg udstykket i to matrikler og solgt ved indbyrdes betingede skøder til to forskellige købere. Landsretten gav Skatteministeriet medhold i, at de omhandlede salg måtte betragtes som en samlet afståelse af hele ejendommen. Landsretten fandt det endvidere ikke godtgjort, at nogen del af ejendommen havde været bortforpagtet og antog dermed, at hele ejendommen indtil salgene havde været anvendt af skatteyderen som landbrugsejendom. Avancen ved salget af den bebyggede restejendom var derfor ikke omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 8.

En journalist arbejdede som freelance ved et dagblad, hvor han fungerede som afløser (vikar) for andre journalister ved sygdom og ferie. Journalisten havde ingen ansættelseskontrakt og havde samme arbejdstid og arbejdsopgaver som den journalist, han afløste. Han fremsendte faktura for udført arbejde og fik udbetalt vederlag én gang om måneden. Han fik ikke feriepenge og løn under sygdom.

Efter en samlet bedømmelse fandt landsretten, at journalistens indkomst ved dagbladet måtte anses som lønindkomst, jf. kildeskattelovens § 43, stk. 1, og arbejdsmarkedsfondslovens § 7, stk. 1, ltira a, således at der skulle indeholdes A-skat og arbejdsmarkedsbidrag. Landsretten lagde herved særlig vægt på, at journalisten var underlagt samme arbejdsvilkår som de journalister, han vikarierede for, og på, at han fik udbetalt kørselsgodtgørelse og ulempetimebetaling. Endvidere lagde retten vægt på, at journalisten udførte arbejde for dagbladet gennem flere år og på, at han blev aflønnet månedligt efter faste takster.

Endvidere fandt landsretten, at dagbladet havde udvist forsømmelighed ved ikke at have indeholdt A-skat og arbejdsmarkedsbidrag, og at dagbladet derfor hæftede for manglende betaling heraf i henhold til kildeskattelovens § 69, stk. 1, og arbejdsmarkedsfondslovens § 15, stk. 3. Retten henviste herved til, at dagbladet havde tilknyttet 35 journalistvikarer med samme arbejdsvilkår, og at dagbladet indeholdt A-skat og arbejdsmarkedsbidrag vedrørende 32 af disse. Under disse omstændigheder havde dagbladet ikke haft grundlag for alene som følge af, at journalisten fremsendte fakturaer, at anse ham for selvstændigt erhvervsdrivende og dermed undlade indeholdelse.

Udlevering af advokatbeskikkelse nægtet på grund af betydelig skatte- og momsrestance, jf. retsplejelovens § 141, jf. § 121, stk. 3.

Et selskab, der ikke var i næring med køb og salg af fast ejendom, solgte en udlejningsejendom og påtog sig i forbindelse med salget en huslejegaranti i 2½ år over for køberen.
De betalinger, huslejegarantien udløste på i alt ca. kr. 6,8 mio., blev ikke anset for fradragsberettigede driftsomkostninger i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, men som tilbagebetaling af købesum, der alene påvirkede avanceopgørelsen efter reglerne i ejendomsavancebeskatningsloven. Da betalingerne ifølge huslejegarantien ansås for tilbagebetaling af købesum, var garantibetalingerne heller ikke fradragsberettigede som løbende ydelser omfattet af den dagældende ligningslovs § 12, stk. 8.

I en ankesag, hvor en told- og skatteregion havde foretaget udlæg i en vognmands tilgodehavende hos et speditørfirma, fandt landsretten, at det udlagte tilgodehavende vedrørte fragtkørsel omfattet af CMR-loven, og at det udlagte tilgodehavende derfor var forældet i medfør af CMR-lovens § 41, idet der efter landsrettens opfattelse ikke forelå omstændigheder, som kunne anses som en anerkendelse af gælden fra speditørfirmaets side. Speditørfirmaet blev derfor frifundet.

Fremført kurstab efter fondsbeskatningslovens § 3, stk. 2, skulle fratrækkes i en fonds skattepligtige indkomst opgjort efter fradrag for uddelingen efter lovens § 4.

Ved vurderingen af i hvilket omfang der skulle ske efterbeskatning af hensættelser til almenvelgørende formål, jf. fondsbeskatningslovens § 4, stk. 6, dvs. om der kunne antages at være indeholdt skattefri udbytteindtægter i hensættelserne, kunne der foretages en forholdsmæssig fordeling af de skattefri indtægter på hhv. uddelinger, konsolideringsfrdrag og hensættelser.

Et selskabs betaling af godtgørlse ved indfrielse af et fastrentelån før forfaldstid ansås for et fradragsberettiget kurstab ved indfrielse til overkurs.

Landsretten fastslog, at et her i landet værende selskab, som var agent for og optrådte på vegne af et lettisk rederi hæftede for tobaksafgifter og importmoms hvilende på cigaretter, der under transport fra Bilbao i Spanien til Riga i Letland var opladet på Århus Containerterminal, hvorfra de blev stjålet.

Hæftelsen fulgte af toldlovens § 39, stk. 1, nr. 3, idet agenten overfor toldmyndighederne havde udøvet en sådan rådighed over cigaretterne, at agenten i toldlovens forstand måtte anses at have rådet over varerne, således som anført i toldlovens § 39, stk. 1, nr. 3.

Sag om afvisning af klage til skatteankenævn på grund af manglende opfyldelse af klagebegrundelseskravet i skattestyrelseslovens § 21, stk. 1, 2. pkt. Skatteyder havde i sin klage over indkomstansættelsen til skatteankenævnet alene anført: "Opgørelserne er ikke i overensstemmelse med skattelovgivningen og aktuel domspraksis". Hertil blev føjet en begæring om personligt foretræde for skatteankenævnet, hvor sagsøger ifølge sin partsforklaring ville have uddybet klagebegrundelsen. Klagebegrundelsen fandtes ikke at opfylde lovens begrundelseskrav. Afgørelsen fandte endvidere ikke at være bekræftet med væsentlige sagsbehandlingsfejl, der kunne medføre at sagen skulle hjemvises til fornyet behandling ved skatteankenævnet.

Korrektion af afgiftssats efter kulafgiftslovens § 1, stk. 2, nr. 2, på grund af redaktionel fejl.

En skatteyder havde af de kommunale skattemyndigheder fejlagtigt fået oplyst, at alene en del af nogle fra et forsikringsselskab udbetalte renter var skattepligtige. Skatteyderen var ikke derved blevet bibragt en berettiget forventning, idet tilkendegivelsen kom fra de kommunale skattemyndigheder, og idet kommunens tilkendegivelse først fremkom efter, at skattepligten for renterne var indtrådt, hvorfor tilkendegivelsen ikke havde været bestemmende for skatterelevante dispositioner, som skatteyderen måtte have ønsket at foretage.

Skatteyderen fik heller ikke medhold i et krav om erstatning som følge af urigtig vejledning fra kommunens side, idet Skatteministeriet og kommunen er to forskellige retssubjekter, og Skatteministeriet var derfor ikke ansvarlig for eventuelle fejl begået af skatteforvaltningen i kommunen.

To tidligere medarbejdere i en virksomhed, der drev maskinstation, dannede et interessentskab, der uden vederlag overtog virksomhedens navn, telefonnummer og lejemål. Man underrettede tidligere kunder om, at virksomheden fortsatte under interessentskabets ledelse. Virksomhedens driftsmidler blev sat til salg på en offentlig auktion, hvor interessentskabet købte ca. halvdelen. Der blev godkendt fradrag for moms af køb af driftsmidler, idet erhvervelsen ikke blev anset for foretaget som led i virksomhedens overdragelse.

I forbindelse med virksomhedsoverdragelse blev der ikke godkendt fradrag for moms af omkostninger i relation til overdragelse af selskabsandele, hvorimod der blev godkendt fradrag for moms af omkostninger, der kunne henføres til overdragelse af selskabets øvrige aktiver.

En realrenteobligation med variabel rente og et indbygget renteloft opfyldte ikke mindsterentekravet, idet renteloftet kunne medføre, at kursen på obligationen ville kunne afvige væsentligt fra indfrielseskursen.

Et selskab, der forhandlede biler, havde afholdt udgifterne til direktørens og dennes ægtefælles deltagelse i en rejse til Marokko arrangeret for alle forhandlere af det pågældende mærke med det formål at præsentere en ny bilmodel. Rejsen ansås for direktørens vedkommende for udelukkende erhvervsmæssig, mens den for ægtefællens vedkommende ansås for privat. Direktøren skulle derfor beskattes af den økonomiske værdi af ægtefællens rejse, svarende til 50 % af rejseudgifterne.

Landboforenings aktiviteter vedrørende rådgivning om plante- kvæg og svineavl samt forsikring ikke anset for udøvet af et "bureau" omfattet af bilaget til elafgiftsloven. Foreningen anset for berettiget til godtgørelse af el- og CO2-afgift vedr. disse aktiviteter.

Et administrationsselskab A, der var sambeskattet med et selskab B, der drev grossistvirksomhed, kunne ikke fradrage tab for tilgodehavende i B i medfør af momslovens § 27, stk. 6. Der blev endvidere ikke godkendt fradrag for olie- el- og CO2-afgift, da virksomheden ikke kunne antages at have forbrugt de afgiftspligtige varer.

A, som var frivilligt momsregistreret som fremlejer af en museumsbygning/­udstillingscenter med tilhørende ferskvandsakvarier, var i henhold til fremlejeaftalen forpligtet til at forsyne det fremlejede med el og vand. Vederlaget herfor var indeholdt i lejen. A indvandt grundvand, der efter ophold i udstillingssøerne blev ledt tilbage til den naturlige vandcyklus. Der skete ingen nettoindvinding og vandet blev ikke påvirket væsentligt ved passagen gennem akvariesystemet. Landsskatteretten fandt, at den omstændighed, at vandet i det væsentligste blev ledt tilbage til naturkilden, ikke kunne medføre, at vandet ikke var omfattet af vandafgiftsloven. Retten fandt videre, at der ikke var grundlag for at anse levering af vand til en lejer i et fast lejeforhold som det omhandlede som forbrug af vand i vandafgiftslovens § 4, stk. 2 og § 9, stk. 1, hvorfor A hverken var registreringspligtig efter § 4, stk. 2, eller berettiget til godtgørelse efter § 9, stk. 1.

Administrativ praksis, hvorefter udgifter til kurtage ved køb og salg af obligationer i pensionsdepot ikke blev medregnet ved opgørelsen af anskaffelses- og afståelsessummen efter realrenteafgiftslovens § 4, stk. 4, er forenelig med lovens ordlyd og har afgørende støtte i dens forarbejder.