Skatteyder havde sammen med sin søster arvet en ejerlejlighed, der var lejet ud til skatteyderens datter. Den månedlige leje var fastsat til kr. 3.200, excl. el og varme, og der var enighed om, at markedslejen udgjorde kr. 4.500 excl. el og varme. Landsrettens flertal fandt, at der i det konkrete tilfælde ikke var grundlag for efter statsskattelovens § 4, litra b, at foretage beskatning hos skatteyderen af en fikseret lejeindtægt, idet flertallet lagde vægt på, at skatteyderen ejede den pågældende lejlighed sammen med sin søster - der ikke var blevet beskattet af nogen fikseret lejeindtægt - og på, at forskellen på den aftalte leje og markedslejen udgjorde "et beløb af ret begrænset størrelse". Endvidere tog landsrettens flertal i betragtning, at praksis om beskatning af fikseret leje efter flertallet opfattelse måtte vurderes i lyset af Højesterets dom i UfR 1998, side 584, om beskatning af fikseret rente.(TfS 1998, 199) Flertallet fandt endelig, at der ikke var grundlag for beskatning ud fra et omgåelsessynspunkt

Sagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt Told og Skat i 1998 med virkning pr. 1. oktober 1993 var berettiget til at anse et interessentskab for ikke at drive selvstændig økonomisk virksomhed, jf. momslovens § 3, samt i bekræftende fald, om Told og Skat var berettiget til at kræve udbetalte negative momstilsvar tilbagebetalt.
Landsretten udtalte, at huslejeudgifter efter virksomhedens ophør, som ikke er begrundet i en sædvanlig afvikling af virksomheden, men alene beror på en uopsigelighedsbestemmelse, ikke kan anses for driftsudgifter knyttet til en selvstændig økonomisk virksomhed. Landsretten fandt endvidere, at sagsøgeren ikke kunne anses for at have været i god tro om registreringspligten. Interessentskabet var derfor forpligtet til at tilbagebetale de udbetalte afgiftsbeløb.

Det sagsøgte selskab havde investeret i danske og udenlandske aktier samt i danske obligationer. Udbytteindkomsterne fra aktieinvesteringerne var i et vist omfang skattefri. Selskabet var berettiget til lempelse efter ligningslovens § 33, og da de afholdte renteudgifter til finansiering af investeringerne ikke direkte kunne henføres til den danske eller den udenlandske indkomst, skulle udgifterne i overensstemmelse med § 33 F, stk. 2, fordeles efter forholdet mellem den danske og den udenlandske "bruttoindkomst". Østre Landsret tiltrådte ministeriets synspunkt om, at "brutto indkomst" ikke omfatter skattefrie indtægter, idet landsretten dels henviste til forarbejderne til bestemmelsen i § 33 F, stk. 2, dels til, at begrebet "indkomst" i skattelovgivningen i almindelighed dækker over skattepligtige indtægter, hvorimod der ikke findes legal definition af begrebet "skattefrie indtægter".

Skatteyder nægtet afskrivningsret og rentefradragsret i forbindelse med et skatteleasingarrangement med et leasingselskab i den samme koncernen, som det sagsøgende selskab selv indgik i. Landsretten fandt, at realiteten i aftalekompekset for sagsøgers vedkommende var at købe sig til et midlertidigt, formelt ejerskab af aktiver for at opnå afskrivningsret. Sagsøger kunne ikke i skattemæssig henseende anses for at have været ejer af aktiverne. Landsretten fandt endvidere, at der ikke påhvilede sagsøger en retlig gældsforpligtelse (samme realitetsbedømmelse af arrangementet som i UfR 2000, s.1509 H, (TfS 2000, 374) og UfR 2001, s. 556 H (TfS 2000, 1011) )

Ligningsrådet fandt, at en ansøgning om fornyet sambeskatning mellem et moderselskab og et helejet datterselskab kunne imødekommes

Selskab beskattet af gældseftergivelse, ydet af eneaktionær. Forligsmæssig nedsættelse af beløbet efter syn og skøn i ankesagen.

Landsretten fandt, at sælgeren af et overskudsselskab, hvor der var sket nettoafregning, havde truffet beslutning om overførslen af selskabets aktiver til sig selv og køberen. Der forelå derfor maskeret udlodning.
Dette resultat var ikke uforeneligt med den omstændighed, at skatteyderen havde erkendt at være erstatningsansvarlig for den skete overtrædelse af den dagældende anpartsselskabslovs § 84, stk. 2, og herfor betalt erstatning.
Skatteyder ankede dommen til Højesteret. Skatteministeriet tog bekræftende til genmæle over for appellantens påstand.

En studerende fra Island havde ikke haft indtægter i Danmark, der berettigede til fradrag gældende for studerende fra Island. Der kunne ikke foretages overførsel af fradraget til hustruen, der ikke var studerende.

En godtgørelse på 25.000 kr. udbetalt som erstatning for manglende partshøring til en række medarbejdere i Told.Skat i forbindelse med overflytning til et nyoprettet kontrollørkorps blev anset for skattefri. Udbetalinger i en periode med forlænget opsigelsesvarsel til overenskomstansatte medarbejdere i korpset med henblik på at sidestille disse med tjenestemandsansatte blev anset som løn og ikke som fratrædelsesgodtgørelse.

Der er på baggrund af konkrete sager mellem de kompetente myndigheder i Danmark og Sverige indgået gensidig aftale om forståelsen af dels begrebet "kortere afbrud" som nævnt i artikel 31, stk. 5 i den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst af 1996 og dels begrebet "varigt personligt arbejde" som nævnt i protokollen til den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst af 1989.

Fradrag for dyrt specielt arbejdstøj til selvstændig elinstallatør efter at ministeriet havde taget bekræftende til genmæle

Et salgsvederlag for afståelse af know-how på kr. 32,5 mio. skulle beskattes hos det sælgende selskab i det indkomstår, hvor selskabet havde erhvervet endelig ret til vederlaget, som skulle erlægges i form af aktier i et tjekkisk joint venture-selskab ved apportindskud af know-how'en.
En påtaget mulig indbetalingsforpligtelse på aktierne 10 år efter afståelsestidspunktet kunne ikke fradrages i det skattepligtige vederlag i afståelsesåret. Landsretten fandt ikke, at der med know-how-salgsaftalen, var aftalt en flerårig ydelse. Landsretten fandt endvidere ikke, at levering efter aftalen først fandt sted når know-how var implementeret og produktionen omlagt. 

Sagen vedrørte spørgsmål om placering i konkursordenen af krav på A-skat af løn i en opsigelsesperiode og af feriepenge.Told- og Skattestyrelsen gjorde bl.a. gældende, at A-skattekravet var priviligeret krav jf. konkurslovens § 95, idet der først blev erhvervet endelig ret til lønkravet i forbindelse med forlig indgået efter konkursens indtræden. Sø- og Handelsretten fandt, at den pågældende uanset konkursen havde ret til løn i en opsigelsesperiode omfattende maj og juni måneder. Lønnen forfaldt på sædvanlig måde til betaling ved udgangen af den måned, i hvilken lønnen optjentes. Der kunne herefter ikke konstateres forhold i sagen, der bevirkede, at der ikke var erhvervet "endeligt ret" til beløbene efter kildeskattelovens § 46, stk. 2, 2. pkt., ved udgangen af de pågældende måneder. Indeholdelse skulle således være foretaget senest ved udgangen af november og december 1993 og indeholdelsespligten vedr. feriepenge indtrådte med udgangen af 1993. Disse tidspunkter lå forud for konkursens indtræden. Sø- og Handelsretten fandt endvidere ikke, at den forudgående betalingsstandsning suspenderede indeholdelsespligten. Det omstridte A-skattekrav skulle herefter anerkendes som et simpelt krav, jf. konkurslovens § 97. Landsretten stadfæstede Sø- og Handelsrettens dom.

Bindende forhåndsbesked om et selskab, der ville indgå i en ophørsspaltning, der delte selskabet i to uafhængige selskaber. Medarbejdere, der havde køberetter i selskabet ville ikke blive afståelsesbeskattet ved gennemførsel af den forestående spaltning eller ved ændring af køberetsaftalerne, der medførte at de fremover ville kunne erhverve aktier i det øverste moderselskab i den koncern, de fremover ville være ansat i.

Ligningsrådet afgav bindende forhåndsbesked om, at en ret til på et senere tidspunkt at erhverve aktier, kan karakteriseres som en køberet, såfremt selskabet kan vælge, hvorvidt aftalen skal opfyldes med nytegnede eller eksisterende aktier. Kun i tilfælde, hvor medarbejderen i henhold til aftalen kan kræve, at aftalen opfyldes med nyudstedte aktier, er der tale om en tegningsret.

Ligningsrådet anså ændringer i køberetsaftaler for så væsentlige, at de som udgangspunkt måtte anses for afstået med beskatning til følge. Rådet vurderede dog, at formålet bag LL § 28 medførte, at der ikke skulle ske afståelsesbeskatning. Der blev lagt vægt på at medarbejderne skulle følge arbejdsgiverselskabet.

Ligningsrådet bekræftede, at det ikke medførte afståelsesbeskatning for medlemmer af bestyrelsen, at deres køberetsaftaler blev ændret som følge af en skattefri aktieombytning, da ændringen medførte, at de fremover ville skulle udøve deres hverv i moderselskabets bestyrelse. For selskabets medarbejdere, der fremover fortsat ville være ansat i datterselskabet, ville det dog medføre afståelsesbeskatning, hvis deres køberetter blev ændret, så de fremover kunne erhverve aktier i moderselskabet.

Ligningsrådet bekræftede i en bindende forhåndsbesked at et selskab ved tildeling af tegningsretter til ansatte i selskabet og dettes datter- og datterdatterselskaber har fradrag for udgiften herved efter LL § 28, såfremt udgiften vedrører ansatte, der er skattepligtige til Danmark. Selskabet har også fradrag ved tildeling af køberetter til selskabets egne bestyrelsesmedlemmer

Ligningsrådet godkendte i en bindende forhåndsbesked, at den beskrevne ordning opfyldte betingelserne i ligningslovens § 7A uanset medarbejderne i en række udenlandske selskaber ikke deltog i ordningen, under forudsætning af, at de deltagende medarbejdere var ansat i koncernen på retserhvervelsestidspunktet. Moderselskabet havde fradrag for udgifterne til ordningen for så vidt angik ansatte i hele koncernen, uanset om de var skattepligtige til Danmark, da LL § 7A udgør en særlig fradragshjemmel.

Ligningsrådet fandt, at en aftale, hvori et holdingselskab fik ret til at sælge aktierne i driftselskabet til et selskab, der omvendt fik ret til at købe, kunne betragtes som en omgåelse af ejertidsvilkåret. Indgåelse af aftalen, der kunne udnyttes fra dagen efter vilkårsperiodens udløb, ville medføre tilbagekaldelse af den oprindelige tilladelse.

Ligningsrådet meddelte et selskab tilladelse til at foretage efterfølgende afskrivninger på udlejningsdriftsmidler for indkomståret 1998 i et tilfælde, hvor selskabets skattepligtige indkomst for indkomståret 1998 som følge af ændret periodisering af igangværende arbejder bl. a. blev nedsat med 540.000 kr. og tilsvarende forhøjet med samme beløb for indkomståret 1999. Ligningsrådet lagde vægt på, at der efter en samlet vurdering for indkomstårene 1998 og 1999 forelå en indkomstforhøjelse, hvorfor den skattemæssige effekt heraf burde kunne udlignes ved kompenserende afskrivninger. Dette kunne kun ske ved yderligere afskrivninger for indkomståret 1998, da der allerede var foretaget fuld afskrivning for indkomståret 1999.

Ligningsrådet kunne ikke bekræfte, at indtægter, der udgjorde vederlag for udstedelse af brugsret til egen udviklet computersoftware og udførelse af serviceydelser i henhold til anvendelsen af den pågældende computersoftware, hverken helt eller delvist er finansielle indtægter i selskabsskattelovens § 32's forstand.

Skatteministeriets Departement redegør nærmere for beskatning af ejendomsdatterselskaber omfattet af selskabsskattelovens § 3, stk. 10. Emner der bliver kommenteret vedrører selvangivelse, sambeskatning, fradragsbegrænsning for livsforsikringsselskaber, opgørelse af 90 pct. grænsen, beskatning efter forskellige koncernstrukturer og ophør af beskatning efter selskabsskattelovens § 3, stk. 10.

Sagen drejede sig om, hvorvidt skatteyderen havde godtgjort at have haft arbejde i Tyskland i indkomstårene 1994 og 1995. Landsretten fandt, at skatteyderen efter en samlet bedømmelse hverken havde godtgjort eller sandsynliggjort, at hun havde udført arbejde i Tyskland af en art og i et omfang, der har berettiget til fradrag.