En landmands varmegenvindingsanlæg, der var tilsluttet en mælkenedkølingstank, affugtede stalden og opvarmede stuehuset. De lokale skattemyndigheder havde ved fordelingen af el-udgiften til varemgenvindingsanlægget taget udgangspunkt i Ligningsrådets vejledende satser for privat anvendelse af elforbrug til opvarmning og divideret dette tal med 3, svarende til varmegenindvindingsanlæggets effektfaktor.

Højesterets flertal fandt, at produktion af varme og varmt vand til privatforbrug var et af anlæggets væsentligste funktioner. Der var således ikke tale om et spildprodukt. Udgifterne måtte fordeles på den erhvervsmæssige og den private del efter udgiftsbelastningen, mængden af anvendt energi eller tilsvarende kriterier, og således at forbruget blev opgjort til kostpris. Flertallet fandt ikke grundlag for at kritisere de lokale skattemyndigheders anvendte kriterier for skønsudøvelsen. 

Et på Bahamas registreret skib var ejet af et dansk kommanditselskab, der havde overladt driften heraf til et dansk managementselskab og indgået en tidsbefragtningsaftale med et andet dansk rederi. Landsretten fandt, at skibet i skattemæssig henseende måtte anses for omfattet af kildeskattelovens § 2, stk.1, litra j, med den følge, at de filippinske sømænd på skibet med rette var blevet pålagt begrænset skattepligtig i Danmark. Højesteret fandt, at efter baggrunden for og formålet med bestemmelserne i kildeskattelovens § 2, stk. 1, litra j, 2. pkt., og § 48 c, stk. 1, jf. § 2, nr. 1, 2. pkt., i lov om særlige fradrag til sømænd mv., måtte den foreliggende situation ganske sidestilles med den situation, der er beskrevet i bestemmelserne. Højesteret fandt på den baggrund det ubetænkeligt at anse de nævnte bestemmelser for analogt anvendelige på en situation som den foreliggende. (Dissens)

I forbindelse med et selskabs køb og videresalg af et overskudsselskab fandt landsretten, at selskabet havde modtaget maskeret udlodning. Landsretten henså herved til, at selskabet anvendte overskudsselskabets midler til betaling af købesummen, og at selskabet ikke havde godtgjort, at denne anvendelse alene var udtryk for et lån. Landsretten fandt ikke, at selskabet alene havde optrådt som formidler af overskudsselskabet.

Udbytte fra et engelsk "unlimited company" til et dansk moderselskab blev i relation til selskabsskattelovens § 13, stk. 1, nr. 2, anset for at være udbytte fra et selskab hjemmehørende i udlandet. Selskabstypen måtte anses for omfattet af EU's moder-/datterselskabsdirektiv.

Sagen drejede sig om, hvorvidt skatteyder kunne få fradrag for underholdsydelse til en slægtning i Pakistan i henhold til de dagældende regler for forsørgelseskontrakter. Efter en samlet vurdering af bevisførelsen fandt landsretten ikke, at det kunne lægges til grund, at skatteyder havde påtaget sig en sådan ensidig forpligtelse over for slægtningen, at betingelserne for at få fradrag i indkomsten for de pågældende år var opfyldt. Landsretten tiltrådte, at der ikke var indtrådt forældelse og at skattemyndighederne endvidere for årene 1990-1992 kunne ændre skatteansættelsen som sket efter den dagældende suspensionsregel fra forhøjelsesfristen.   

Landsretten frifandt Skatteministeriet i en sag, hvor skattemyndighederne på grundlag af tilmeldingerne i det centrale personregister havde opgjort sagsøgerens indtægter fra værelsesudlejningen i 1994 og 1996. Sagsøgeren var samtidig blevet tilkendt et skønsmæssigt anslået fradrag for hans udgifter bl.a. til olie i forbindelse med værelsesudlejningen. Uanset sagsøgeren kunne dokumentere, at han i 1998 havde købt ca. 11.000 l olie, hvilket Landsskatteretten i kendelsen vedrørende 1996 havde lagt til grund ved fastsættelsen af olieforbruget for 1996 med ca. 10.000 l, medens Landsskatteretten i kendelsen vedrørende 1994 alene havde godkendt et olieforbrug på 4.000 l, fandt landsretten ikke, at sagsøgeren havde godtgjort, at skattemyndighederne ved indsamlingen og anvendelsen af det materiale, som myndighederne havde til rådighed i forbindelse med indkomstansættelsen for 1994 og 1996, havde udøvet et skøn som var åbenbart urimeligt eller foretaget på fejlagtigt eller ufuldstændigt grundlag.

Sagen vedrører spørgsmålet om, hvorvidt der gyldigt kan opkræves morarenter af ikke betalte skatter, når skatteansættelserne underkendes af klageinstansen.
Landsretten fandt, at opkrævningen af morarenter for manglende rettidig betaling af restskat i 1994 skal opkræves sammen med restskatten for 1994, dvs. normalt i september, oktober og november 1995, således at morarenterne først er forfaldne i efteråret 1995. Under hensyn hertil gav landsretten skattemyndighederne medhold i, at der i marts og april 1995, hvor sagsøgeren fik udbetalt overskydende skat, ikke for myndighederne var hjemmel til at modregne morarenterne, jf. kildeskattelovens § 62 A, idet denne alene hjemler ret til modregning af uforfalden restskat, men ikke uforfaldne morarenter. Højesteret stadfæstede landsrettens dom.

Deklaration om hjemfaldspligt anset stempelpligtig efter stempellovens § 34, stk. 1, idet den efter sit indhold medførte en købepligt. Andelshaver, der ifølge vedtægterne for andelsforeningen hæftede direkte personligt og solidarisk for foreningens forpligtelser, anset solidarisk ansvarlig for stempelafgiften.

Underskudsfradrag og rentefradrag nægtet skatteyder i et 10-mandsprojekt vedrørende non recourse-lånefinansieret sale- and lease back af containere ud fra samme konkrete realitetsbedømmelse af arrangementet som i UfR 2001, s. 556 H. (TfS 2000, 1011) Skatteyderens anbringende om skift af praksis afvist under henvisning til UfR 2000, side 1509 H. (TfS 2000, 374)

Ligningsrådet udtalte i en bindende forhåndsbesked, at en skattefri fusion mellem to foreninger kunne ske med 10 måneders tilbagevirkende kraft. Ligningsrådet udtalte endvidere, at det er primoformuen efter gennemførelsen af fusionen, der lægges til grund ved beregningen af konsolideringsfradraget efter fondsbeskatningsloven § 9, stk. 1, jf. § 5, stk. 3 og 4.

Afslag på ansøgning om tilladelse til succession på aktionærsiden, jf. fusionsskattelovens § 15 b, stk. 6. 3Com Corporation havde gennemført en restrukturering af selskabet ved at udskille en gren af virksomheden til et nyt selskab, Palm Inc. Herefter deklarerede bestyrelsen i det indskydende selskab, at aktionærerne skulle modtage aktier i det nystiftede datterselskab i forhold til aktionærernes beholdning af aktier i 3Com Corporation. Told- og Skattestyrelsen fandt ikke, at de foretagne transaktioner kunne sidestilles med en spaltning i fusionsskattelovens forstand, hvorfor anmodningen ikke kunne imødekommes. Afgørelsen er bindende for alle danske aktionærer i 3Com Corporation, jf. TfS 1999, 449.

Efter ordlyden af aftaler anført i et generalforsamlingsprotokollat overdrog henholdsvis en revisor og dennes selskab retten til at udføre konsulent- og revisionsopgaver til to nyerhvervede selskaber. Herfor skulle der betales faste årlige vederlag, men der blev ikke i forbindelse med overdragelserne betalt for goodwill, og aftalerne var ifølge deres formulering gjort tidsmæssigt begrænsede.
Landsretten tiltrådte, at overdragelsesaftalerne i skattemæssig henseende ikke kunne tillægges virkning efter deres indhold, og at revisoren personligt henholdsvis dennes gamle revisionsselskab var rette indkomstmodtager af de omhandlede revisions- og konsulenthonorarer. Landsretten lagde i den forbindelse vægt på, at virksomhedernes kunder ikke blev skriftligt orienteret om overdragelserne, som de heller ikke blev anmodet om at tiltræde. Landsretten fandt det endvidere ikke bevist, at overdragelserne blev foretaget som led i en plan om et generationsskifte og udtalte, at overdragelserne reelt indebar en adskillelse af de indtægtsgivende aktiver fra afkastet, samt at overdragelserne alene havde været mulige, fordi de blev indgået mellem parter med tæt forbundne fælles interesser.

Selvangivelse var vedlagt et regnskab, hvoraf fremgik et underskud ved deltagelse i interessentskabsvirksomhed. Dette underskud blev fejlagtigt opført i selvangivelsens rubrik for overskud af selvstændig virksomhed. Årsopgørelse blev udskrevet på grundlag af det i selvangivelsen anførte. Efter anmodning fra skatteyderen blev der udskrevet en fornyet årsopgørelse, hvor fejlen var korrigeret. En efterfølgende forhøjelse af den pågældende skatteyders skatteansættelse fandtes ikke omfattet at § 1, stk. 2, i den dagældende bekendtgørelse nr. 230 af 6. april 1990, hvorefter der skal indhentes godkendelse for vedkommende told- og skatteregion, når der er gennemført en forhøjelse af ansættelsen efter udløbet af ligningsfristen, og den kommunale skattemyndighed tidligere har nedsat en skatteansættelse i forhold til det selvangivne eller i forhold til en tidligere foretaget skatteansættelse.

Lagt til grund, at den feriepengeforpligtelse, som GiroBank A/S havde overtaget i forbindelse med omdannelsen af PostGiro til GiroBank, var en del af GiroBank A/S' anskaffelsessum for virksomheden, hvorfor beløbet ikke var fradragsberettiget efter statsskattelovens § 6 a. Ej fundet godtgjort, at der forelå en fast administrativ praksis for at indrømme fradrag i sådanne situationer.

Ligningsrådet har ændret sin tidligere tilkendegivelse af den 22. februar 2000, således at beløb udbetalt som såkaldte overdækningsbeløb anses som skattefri for private forbrugere. Tilkendegivelsen er ikke ændret for så vidt angår beskatningen af likvidationsudlodningen, idet denne fortsat skattemæssigt må betragtes som skattepligtig i henhold til statsskattelovens § 4.

Lagt til grund, at arbejdstagerens opgørelse over kilometer havde været behæftet med nogen uklarhed både med hensyn til de enkelte destinationer og med hensyn til karakteren af kørslerne, hvorfor arbejds­giveren ikke havde haft tilstrækkeligt grundlag for i skattemæssig henseende at udøve en effektiv kontrol i forbindelse med godken­delse af kørsels­opgørelserne. Den udbetalte kørselsgodt­gørelse var derfor skattepligtig for den ansatte.

I forbindelse med et selskabs køb og videresalg af to overskudsselskaber fandt rettens flertal ikke, at selskabet havde modtaget maskeret udlodning.

Højesteret pålagde i medfør af den dagældende anpartsselskabslovs § 84, stk. 5 sælgerne, der som led i selvfinansieringen ved salget af et overskudsselskab overførte forskellen mellem selskabets midler og købesummen til køber ("nettoafregning"), hæftelse for de tabte selskabsskatter incl. selskabsskatterenter samt for omkostningerne ved konkursens indtræden og boets behandling, jf. konkurslovens § 93, nr. 1 og 2 og rimelige omkostninger ved likvidationen af selskabet og retsafgift, jf. § 94, nr. 3 og 4. Hæftelsesbeløbet blev dog reduceret med differencen mellem boets indtægter (tilbagebetalt ambi) og skatten af denne konkursindkomst. Konkursboets krav var ikke forældet, idet forældelsesfristen måtte anses for afbrudt ved sælgernes modtagelse af en telefaxstævning, der den følgende dag blev fulgt op af en originalstævning.

Sælgerne af et overskudsselskab overførte som led i selvfinansieringen selskabets midler til en konto tilhørende køber. Sælgerne blev under disse omstændigheder pålagt hæftelse efter den dagældende anpartsselskabslovs § 84, stk. 5 for tabte skatter og selskabsskatterenter samt for omkostninger ved konkursens indtræden og boets behandling, jf. konkurslovens § 93, nr. 1 og 2, og dertil rimelige omkostninger ved likvidationen og retsafgift, jf. konkurslovens § 94, nr. 3 og 4. Retten fandt endvidere sælgers rådgivere og køberbanken erstatningsansvarlig efter de almindelige erstatningsregler og fordelte ansvaret mellem sælger, rådgivere, køberbank og nogle pesoner, som havde formidlet salget af overskudsselskabet.

Sælgerne af et overskudsselskab overførte som led i selvfinansieringen selskabets midler direkte til køber. Højesteret pålagde i medfør af aktieselskabslovens § 115, stk. 5 sælgerne hæftelse for de tabte selskabsskatter incl. selskabsskatterenter og pligt til at anerkende, at de solidarisk var forpligtet til at dække omkostninger ved konkursens indtræden og boets behandling, jf. konkurslovens § 93, nr. 1 og 2 samt retsafgift, jf. § 94, nr. 4.

Østre Landsret fandt sælgeren af et overskudsselskab ansvarlig for skattevæsenets tab. Retten lagde vægt på, at købers betaling af en merpris på 228.000 kr. ud over selskabets egenkapital ikke kunne forklares med nettorenteværdien af den afsatte skat og køberens muligt sparede omkostninger til stiftelse eller erhvervelse af et andet selskab. Merprisen kunne lovligt alene begrundes med mulighederne for at udskyde eller eliminere selskabets skattetilsvar. Da salget af overskudsselskabet ikke havde karakter af en normal forretningsmæssig disposition, havde sælger særlig anledning til at være opmærksom på risikoen for tilsidesættelse af skattevæsenets interesser. Sælgeren, der ikke foretog nærmere undersøgelse af den for ham ukendte købers formål m.v. med erhvervelsen af selskabet, måtte indse, at skattevæsenets risiko var særlig stor, når købesummen blev betalt med selskabets egne midler. Da overdragelsesaftalen gav mulighed for samtidig udveksling af købesummen og selskabets midler og da selskabets midler blev overført til en ny konto med beskeden rentetilskrivning, var det nærliggende for sælger at antage, at købet også faktisk skete for selskabets egne midler.

Skattemyndigheden udsendte agterskrivelse den 18. april 1997 om en forhøjelse på kr. 540.000,-. Skattemyndighedens afgørelse af 23. juli 1997, som fulgte en efterfølgende "agterskrivelse", der var for sen i henhold til skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, 1. pkt., angik beskatningen af det samme beløb. Uanset at den skatteretlige vurdering afveg fra den, der var foretaget i den første agterskrivelse, fandt Højesteret, at skattemyndighedernes underretningspligt efter skattestyrelseslovens § 3, stk. 4, var opfyldt med den første agterskrivelse, der var rettidig i henhold til skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, 1. pkt.

Højesteret fandt, at efterbeskatning i medfør af etableringskontolovens § 11 A, var berettiget, da den etablerede virksomhed ikke havde erhvervsmæssig karakter. Efter den dagældende etableringskontolovs § 11 A, skulle der ved uberettiget hævning af etableringkontomidler ske beskatning af det hævede beløb med tillæg, ikke i hævningsåret, men i indskudsåret. Denne særlige ordning indebar at forældelsesfristen i den dagældende skattestyrelseslov § 35, stk. 1 ikke kunne finde anvendelse på efterbeskatning af etableringskontomidler.

Udgifter til ombygning af et selskabs faste ejendom afholdt af hovedaktionærens ægtefælle anset som skattepligtigt tilskud til selskabet

Ikke godtgjort, at et skatteforbehold angående en mellem interesseforbundne parter foretaget ejendomsoverdragelse var aftalt senest samtidig med skødets oprettelse, og skatteforbeholdet kunne derfor ikke tillægges skattemæssig betydning for indkomstopgørelsen