Landsretten udtalte, at ToldSkat var berettiget til at foretage en skønsmæssig ansættelse af sagsøgers momstilsvar samt at ToldSkat havde været berettiget til at bortse fra et af sagsøgeren efterfølgende udarbejdet momsregnskab.

Af en investeringslåneaftale fremgik, at renter skulle anses for forudforfaldne, at der hver 6. måned skulle tilskrives renter for den følgende 6 måneders periode, samt at der i låneperioden skulle foretages beregning og tilskrivning af renters rente. Lånebeløbet med tilskrevne renter kunne først kræves betalt den 30. juni 1995. Højesteret fandt i overensstemmelse med landsretten, at renterne efter parternes aftale og i overensstemmelse med almindelig sprogbrug først kunne anses for forfaldne på dette tidspunkt, jf. ligningslovens § 5, stk. 1.

Da der ikke forelå bogføringspligt i henhold til bogføringslovens bestemmelser, kunne der ikke foretages periodisering af renterne i medfør af ligningslovens § 5, stk. 5. En efterfølgende ændring i virksomhedsordningen ved indskyldelse af privat gæld og renter heraf ville indebære en faktisk hævning fra virksomhedsordningen og kunne derfor ikke ske, jf. virksomhedsskattelovens § 2, stk. 2, og den tidligere gældende administrative praksis.

Sagsøgerens personlige indkomst for indkomståret 1993 var skønsmæssigt blevet forhøjet med kr. 191.146 som følge af, at en privatforbrugsberegning havde vist et negativt privatforbrug. Sagsøgeren påstod, at det negative privatforbrug var blevet finansieret ved salg af en kinesisk kunstgenstand for kr. 130.000,-. Der var mellem parterne enighed om, at regnskabsgrundlaget var tilsidesætteligt, og at skattemyndighederne havde været berettiget til at udøve et skøn. Landsretten fandt det ikke tilstrækkeligt dokumenteret, at sagsøgeren havde foretaget et salg af en kinesisk kunstgenstand for kr. 130.000,-, hvorved retten lagde vægt på, at sagsøgeren som dokumentation for salget alene havde kunne fremvise en kvittering udstedt flere år efter salget og uden nærmere angivelse af køberens identitet eller adresse, ligesom sagsøgeren ikke ved fremlæggelse af kontoudtog, vidneforklaringer eller i øvrigt havde godtgjort at have modtaget købesummen.

Landsretten fandt endvidere, at sagsøgeren ikke ved benzinkvitteringer, værkstedsregninger, vidneforklaringer eller i øvrigt havde kunne dokumentere, at han havde haft befordring i videre omfang end fastslået af Landsskatteretten.

Told- og Skattestyrelsen har udsendt meddelelse om afgiftsdifferentiering (afgiftsrabat på 3 øre/l) for benzin der udleveres fra benzinstationer, som opfylder visse skærpede miljømæssige krav. Ordningen trådte i kraft den 12. oktober 2001 ved Skatteministeriets bekendtgørelse nr. 881 af 10. oktober 2001 om ikrafttræden af lov om ændring af lov om energiafgift af mineralolieprodukter mv. og andre afgiftslove.

Det præciseres i meddelelsen, at afgiftsnedsættelsen gælder for benzin, som benzinstationen får leveret fra og med den dato, hvor tilsynsmyndigheden har modtaget meddelelse om, at benzinstationen opfylder de skærpede miljømæssige krav, jf. Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelse nr. 555 af den 9. juni 2001, om forebyggelse af jord- og grundvandsforurening fra benzin- og dieselsalgsanlæg. Meddelelsen indeholder samtidig en beskrivelse af den administrative procedure i tilknytning hertil.

Ligningsrådet blev anmodet om tilladelse til omgørelse efter skattestyrelseslovens § 37 C, således at den oprindelige aftale om fastsættelse af vederlaget for goodwill ved overdragelsen af automobilværksted/bilforhandling m.v. fra A ApS til B ApS blev ændret. Ligningsrådet imødekom anmodningen, idet alle betingelser i skattestyrelseslovens § 37 C efter Ligningsrådets opfattelse var opfyldt. Ligningsrådet fandt i denne forbindelse ikke, at kravet om god tro kan indeholdes i ordlyden af skattestyrelseslovens § 37 C, stk. 1, nr. 2.

Ligningsrådet blev spurgt, om et amerikansk selskab, A Corp., kan modtage udbytter skattefrit fra et dansk holdingselskab, B Holding A/S. Mellem A Corp. og B holding A/S er indskudt et hollandsk kommanditselskab, H CV. A Corp. ejer som kommanditist 95 pct. af kommanditselskabet, der ejer B Holding A/S 100 pct. Det hollandske kommanditselskab anses for transparent efter interne danske skatteregler, men som et selvstændigt skattesubjekt efter amerikanske regler. B Holding A/S anses som et selvstændigt skattesubjekt i Danmark og USA. Ligningsrådet besvarede spørgsmålet benægtende. Rådet henså herved til den ved lov nr. 282 af 25/4 2001 foretagne ændring af SEL § 2, stk. 1, litra c), samt til bestemmelsen i art. 4, stk. 1, litra d) i dobbeltbeskatnings­overenskomsten mellem Danmark og USA.

Københavns havn A/S påstod, at mineralolieprodukter og flaskegas, der skulle anvendes i Københavns Frihavn, kunne købes afgiftsfrit.
Landsretten fandt - med henvisning til mineralolieafgiftslovens § 2 og dennes forarbejder -at mineralolier leveret med henblik på forbrug i Frihavnen ikke befinder sig under en suspensionsordning, og således ikke er fritaget for mineralolieafgift. Mineralolieafgiftslovens § 31 måtte fortolkes i lyset heraf, således at bestemmelsens sidestillelse af Københavns Frihavn ved "steder uden for EU" alene vedrørte den situation, at mineralolieproduktet midlertidigt oplagres i frihavnen med henblik på udførelse til tredjelande eller indførsel til forbrug i EU, i hvilken midlertidige position produkterne er fritaget for afgift. Landsretten henviste i samme forbindelse til, at hensigten med vedtagelsen af mineralolieafgiftsloven i 1992 var at fuldende implementeringen af den fællesskabsretlige harmonisering af medlemslandenes punktafgiftssystemer. Loven inkorporerede således bl.a. Rådets direktiv 92/12 af 25. februar 1992, og der var hverken efter lovens forarbejder eller dens ordlyd noget belæg for at hævde, at der herved ikke tilstræbtes en fuldstændig inkorporering af direktivets bestemmelse om, hvornår en vare var omfattet af suspensionsordningen.
Idet den samme fortolkning måtte gælde for de tilsvarende bestemmelser i kuldioxidlovens § 20 og svovlafgiftslovens § 25, blev Skatteministeriet frifundet.

Spørgsmålet i relation til den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst var, om sagsøgeren, der den 1. december 1996 var flyttet til Sverige, men havde bevaret sin stilling hos en dansk arbejdsgiver, var omfattet af den dagældende dansk-svenske grænsegængerregel, hvorefter det bl.a. krævedes, at arbejdet vedvarer i en sammenhængende periode på mindst 6 måneder. Bestemmelsen blev ophævet med virkning fra 1. januar 1997. I en gensidig overenskomst indgået mellem de svenske og danske myndigheder med henblik på gennemførelse af en i 1996 indført overgangsregel, blev det fastslået, at det afgørende m.h.t. 6 måneders perioden var, om ansættelsen hos én og samme arbejdsgiver varer i en sammenhængende periode, der er kortere end 6 måneder. Sagsøgeren havde ikke bevaret sit ansættelsesforhold hos den samme arbejdsgiver i 6 måneder fra fraflytningstidspunktet. Landsretten fandt, at det måtte lægges til grund, at angivelsen af "én og samme arbejdsgiver" i den gensidige overenskomst alene var en præcisering af de hidtidige krav, som var hjemlet i skattemyndighedernes dagældende faste praksis, og sagsøgeren blev følgelig ikke anset for omfattet af grænsegængerreglen.

Den lokale ligningsmyndighed havde efter en henvendelse og forespørgsel fra sagsøgeren om forståelsen af overgangsreglen udstedt en frigørelsesattest for skattetræk i lønindkomst. Landsretten fandt under henvisning til skattestyrelseslovens § 14, om de overordnede skattemyndigheders adgang til at ændre underordnede skattemyndigheders afgørelser, at sagsøgeren ikke som følge af skattefritagelsesattesten havde opnået en retsbeskyttet forventning om at være fritaget for beskatning i Danmark.

Sagsøgeren havde opnået fradrag for befordring mellem bopælen i Sverige og arbejdsstedet i Danmark efter ligningslovens § 9 C, dog ikke for udgift til færgetransport. Landsretten fandt under henvisning til bekendtgørelse om visse ligningslovsregler m.v. af 17. oktober 1994, § 6, stk. 1, hvorefter fradrag for faktiske udgifter til færgetransport kan ske mod dokumentation, at sagsøgeren i mangel heraf ikke var berettiget til fradrag for denne udgift.

Momspligtige værdier for øl og læskedrikke

Adoptivbarn skulle betale tillægsboafgift af arven efter sin adoptivmormor, som hun ikke havde legal arveret efter, da adoptivbarnebarnet hverken efter ordlyden af boafgiftslovens § 1, stk. 2, litra a, eller forarbejderne til boafgiftsloven kunne anses for "afkom", der alene betaler boafgift med 15%.
Landsretten bemærkede ex tuto, at det ikke er muligt uden lovændring at udvide begrebet "afkom" yderligere.

Gave, som afdøde havde ydet 3 sønner ved at give dem pantebreve i sin faste ejendom, skulle medregnes til bomassen, da gaven ikke kunne anses for effektueret inden dødsfaldet. Der skulle derfor svares boafgift, også af gaverne.

Stadfæstelse af skifterettens kendelse om, at kærende ikke var plejebarn i boafgiftslovens § 1, stk. 2, litra f´s forstand, idet kærende havde folkeregisteradresse og derved bopæl på en nærliggende kostskole og ikke hos "plejeforældrene".

Sagen vedrører spørgsmål om hjemmel til at opkræve affaldsafgift af restprodukter fra egen produktion deponeret på egen grund forud for ændringen af affaldsafgiftslovens § 11, stk. 2, pr. 1. januar 1997. Landsretten fandt, at deponering af eget affald på egen grund var afgiftspligtigt, ligesom retablering af råstofgrav ved opfyldning af affald også blev anset for deponering.  

En arbejdsgiver og en lønmodtager, der indgår hver sin leasingkontrakt om leje af samme bil i en længere periode end 6 måneder, fører ikke til, at arbejdsgiverens ret til fradrag for moms af lejen begrænses eller afskæres.

Rateopsparing i pensionsøjemed. Amortisationsrenten for udbetalingsåret 2002 er fastsat til 4 %.

Salg af messehagler er momspligtig, jf. momslovens § 4. Messehagler anses ikke som kunst i momslovens § 69, stk. 4's forstand, og der kan derfor ikke beregnes moms på et reduceret grundlag.

Sagerne vedrørte grundværdiansættelsen pr. 1. januar 1996 af nogle ejendomme tilhørende almennyttige boligselskaber, herunder om byggeretsværdiprincippet var uanvendeligt ved vurderingen af grundene, der delvist var udlagt til tæt-lav boligbebyggelse.
Landsretten fandt, at sagsøgerne havde en aktuel og saglig interesse i at få afklaret, om byggeretsværdiprincippet er i strid med vurderingslovens § 13 og tog derfor sagsøgernes påstand om byggeretsværdiprincippets uanvendelighed under realitetsbehandling. Landsretten fandt imidlertid, at byggeretsværdiprincippet er et vurderingsteknisk hjælpemiddel, der i almindelighed skal anvendes ved regulering af værdiforholdet mellem store og små grunde, og at anvendelse af det vurderingstekniske hjælpemiddel, som byggeretsværdiprincippet er udtryk for, ikke i sig selv er i strid med bestemmelserne i vurderingsloven, ej heller, når der er tale om vurdering af tæt-lav bebyggelse.
Landsretten fandt endvidere intet grundlag for at tilsidesætte vurderingen af ejendommene, idet der ikke var påvist fejl ved vurderingsgrundlaget, og da der heller ikke efter bevisførelsen var grundlag for at antage, at Landsskatteretten ved værdiansættelserne havde undladt at foretage et skøn eller var gået uden for rammerne for det skøn, som tilkommer vurderingsmyndighederne.

Direktør og hovedanpartshaver i revisionsanpartsselskab deltog i to kommunikationskursuser, baseret på L. Ron Hubbards managementteorier. Ifølge oplysningerne i sagen var kurserne møntet på virksomhedsledere, men ikke på nogen bestemt kategori af virksomheder. Under hensyn til kursernes generelle og "personlighedsudviklende" karakter blev kursusudgiften ikke anset for en fradragsberettiget driftsomkostning for selskabet.

Kursusudgiften er derimod anset for et fradragsberettiget lønaccessorium.

Sagen vedrører renteopgørelse for moms- og A-skatterestance, samt spørgsmålet om, hvorvidt told- og skatteregionen havde pådraget sig erstatningsansvar i forbindelse med at told- og skatteregionen traf afgørelse om at nægte at forlænge en tidsbegrænset afdragsordning. Endvidere havde det sagsøgende selskab nedlagt påstand om, at told- og skatteregionens vedholdende tvangsindrivelsesskridt overfor selskabet havde været ubeføjede og ulovlige og dermed erstatningspådragende. Landsretten fandt ikke, at regionens afgørelse eller regionens tvangsinndrivelsesskridt havde været ulovlige eller erstatningspådragende. Ligeledes fandt landsretten ikke, at kravet var forældet.

Regionen kunne nedlægge påstand til selvstændig dom vedrørende kravet, selvom denne påstand først blev nedlagt under ankesagen.

Landsretten lagde til grund, at direktør og hovedaktionær i overensstemmelse med de af ham selv udarbejdede lønsedler var blevet aflønnet i form af månedsløn.

Sagen drejede sig om, hvorvidt et selskabs betaling af selskabsskat efter fristdagen kunne omstødes efter konkurslovens § 72.  Nærmere var spørgsmålet, hvorvidt det beskikkede tilsyn kunne antages at have godkendt betalingen, således at denne ikke kunne omstødes.

Indledningsvist lagde retten til grund, at tilsynet ikke havde godkendt selskabets betaling af selskabsskat forud for den faktiske betaling. Det blev endvidere lagt til grund, at advokaten, der var beskikket som tilsyn, efterfølgende var blevet orienteret om betalingen. Endvidere havde advokaten på intet tidspunkt under et møde i skifteretten påstået, at betalingen var sket uden hans godkendelse i egenskab af tilsyn og af den grund var omstødelig i tilfælde af konkurs. Yderligere blev det lagt til grund, at tilsynet var klar over, at betalingen var en væsentlig forudsætning for, at Told- og Skattestyrelsen ville medvirke til at udsætte konkursbegæringen. Retten fandt, at tilsynets passivitet kunne anses for en godkendelse af betalingen, som derfor ikke kunne omstødes. Told- og Skattestyrelsen blev herefter frifundet.

Ligningsrådet gav tilladelse til medoverdragelse af privat ejerboligdel i en blandet ejendom ved skattefri virksomhedsomdannelse.

Ligningsrådet tillod på grund af regelsammenfald, at anparter omfattet af personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 12, ikke skulle medoverdrages i forbindelse med virksomhedsomdannelse. Skatteyder drev virksomhed i virksomhedsordningen. Anparterne var anskaffet før 12. maj 1989. Der ville ved virksomhedsomdannelsen opstå en negativ anskaffelsessum.