Den hidtidige praksis, hvorefter alene næringsaktier ansås for at kunne have den - for beskatning efter aktieavancebeskatningsloven - fornødne tilknytning til en erhvervsvirksomhed med fast driftssted her i landet, ændres.

I den foreliggende sag udlejes 2 sammenhængende bygninger til en postsorteringsvirksomhed. Den ene bygning anvendes til postsortering og den anden bygning anvendes til administration/kontor. Ligningsrådet blev spurgt om kontorbygningen kan afskrives efter reglerne om accessoriske bygninger.

Ifølge det oplyste anvendes kontorbygningen af postsorteringsvirksomheden til kundecenter vedrørende reklamationer omkring postomdelingen.

Det er Told- og Skattestyrelsens opfattelse, at ordlyden af afskrivningslovens § 14, stk. 3 skal fortolkes således, at den accessoriske bygning skal tjene driften af den afskrivningsberettigede aktivitet i de lokaler, som bygningen er accessorisk i forhold til. Styrelsens opfattelse er videre, at der med støtte i praksis, kan opstilles et krav om en vis kvalificeret driftsmæssig tilknytning mellem bygningerne. Anvendt på den foreliggende situation betyder kravet om driftsmæssig tilknytning, at der kan opstilles et krav om at aktiviteten i kontorbygningen ligesom postsorteringen vedrører postomdelingen.

Ligningsrådet fandt i overensstemmelse med styrelsens indstilling, at der var den fornødne driftsmæssige tilknytning, således at der kunne afskrives på kontorbygningen, jf. § 14, stk. 3.

T blev dømt for overtrædelse af toldlovgivningen ved på et ukendt tidspunkt forud for den 13. december 1999 - med forsæt til at undgå betaling af told og afgifter - på et ukendt sted at have erhvervet 3 kartoner indsmuglede cigaretter med litauisk banderole, hvorved statskassen blev unddraget et told- og afgiftsbeløb på 777 kr. T blev tillige dømt for overtrædelse af spiritusafgiftsloven samt emballageafgiftslovgivningen ved forud for den 13. december 1999 - med forsæt til at undgå betaling af afgifter - at have erhvervet varer, hvoraf der ikke var betalt afgift, som skulle have været betalt efter loven, idet T havde erhvervet 2.675 flasker vodka mrk. "Slava" uden banderoler, hvoraf der i T's garage blev fundet 2.135 flasker, alt hvorved det offentlige blev unddraget afgifter med i alt 395.705 kr. T blev endelig dømt for overtrædelse af fyrværkeriloven. T blev ved byretten straffet med fængsel i 4 måneder og en tillægsbøde på 200.000 kr. Der skete konfiskation af fyrværkeriprodukter og T blev dømt til at efterbetale told og afgifter med i alt 396.482 kr. Landsrettens behandling af den indankede dom angik strafudmålingen. Landsretten fandt, at straffen, der var fastsat efter de i byretsdommen anførte bestemmelser med ændringer, der fulgte af lov nr. 1029 af 22. november 2000, fandtes passende, dog at tillægsbøden blev nedsat til 190.000 kr. 3 voterende dommere fandt under hensyn til T's personlige forhold samt til, at T havde været isolationsfængslet under sagen, at fængselsstraffen kunne gøres betinget med vilkår om samfundstjeneste, medens 3 voterende dommere under hensyn til forholdets karakter fandt, at ubetinget fængselsstraf var påkrævet. Dommen blev, jf. retsplejelovens § 216, afsagt efter det for tiltalte gunstigste resultat. Landsretten stadfæstede med nævnte ændring byrettens dom, således at T blev straffet med 4 måneders betinget fængsel, herunder med vilkår om samfundstjeneste, en tillægsbøde på 190.000 kr. med en forvandlingsstraf på fængsel i 40 dage, i øvrigt blev dommen stadfæstet.

T.1 var tiltalt for smugleri efter toldloven ved den 12. april 2000 med forsæt til at undgå betaling af told og afgifter i forbindelse med indrejse i Danmark i Billund Lufthavn at have undladt for toldmyndighederne at angive 16 stk. guldarmbånd og et sæt guldørenringe, samlet vægt 286,5 gram, værdi 18.608 kr., hvorved T.1 unddrog sig betaling af et told og afgiftsbeløb på 5.117 kr. T.2 var ligeledes tiltalt for smugleri efter toldloven ved den 12. april 2000 med forsæt til at undgå betaling af told og afgifter i forbindelse med indrejse i Danmark i Billund Lufthavn at have undladt for toldmyndighederne at angive 3 stk. guldarmbånd og 2 guldhalskæder, samlet vægt 120,5 gram, værdi 7.826 kr., hvorved T.2 unddrog sig betaling af et told og afgiftsbeløb på 2.151 kr. Ved sagens behandling ved landsretten har de tiltalte forklaret, at de vidste, at de medbragte smykker skulle angives til fortoldning, og landsretten fandt det ubetænkeligt at lægge til grund, at de tiltalte var klar over, at de efter at have modtaget bagagen gik ind i området for toldkontrol. Efter de afgivne vidneforklaringer blev endvidere lagt til grund, at de blev standset ved udgangen fra det "grønne toldområde", og at de forinden undersøgelsen af bagagen blev udspurgt om og benægtede at have guldsmykker. Landsretten fandt det herefter bevist, at de tiltalte havde forsæt til at unddrage sig betaling af told af de omhandlede smykker, hvorfor det tiltrådtes, at de tiltalte var fundet skyldig som sket. Landsretten stadfæstede byrettens dom, hvorefter T.1 blev straffet med en bøde på 10.000 kr. og pålagt at betale et told og afgiftsbeløb på 5.117 kr, medens T.2 blev straffet med en bøde på 4.000 kr. og pålagt at betale et told- og afgiftsbeløb på 2.151 kr.

T var tiltalt for overtrædelse af skattelovgivningen med forsæt til skatteunddragelse og af arbejdsmarkedsfondsloven med forsæt til bidragsunddragelse ved i sin selvangivelse for indkomståret 1998 at have angivet overskud af sin virksomhed for lavt med 360.118 kr., hvorved det offentlige blev unddraget 180.704 kr. i skat og staten unddraget 32.410 kr. i bidrag. T var endelig tiltalt for overtrædelse af momsloven med forsæt til momsunddragelse ved i perioden 1. januar 1998 - 31. december 1998 at have angivet sin virksomheds momstilsvar for lavt med i alt 152.598 kr., hvorved staten blev unddraget dette beløb. Anklagemyndigheden havde påstået skærpelse af straffen i den afsagte dom, hvorefter T var straffet med betinget fængsel i 40 dage og en tillægsbøde på 350.000 kr., navnlig således at straffen blev gjort ubetinget, medens T havde påstået stadfæstelse. Landsretten fandt frihedsstraffen passende udmålt og tiltrådte af de af byretten anførte grunde, at straffen blev gjort betinget, men fandt, at der i den betingede dom burde fastsættes vilkår om samfundstjeneste. Endvidere fandtes tillægsbøden passende bestemt, dog at forvandlingsstraffen nu var fængsel. Landsretten stadfæstede den indankede dom med den tilføjelse, at T som et vilkår for deri betingede dom skulle udføre ulønnet samfundstjeneste og forvandlingsstraffen for tillægsbøden fængsel i 60 dage.

T var tiltalt for overtrædelse af kildeskattelovgivningen ved som lønmodtager med forsæt til at unddrage det offentlige skat at have ladet sig udbetale A-indkomst i perioden 1. januar 1996 - 31. december 1997 med i alt 1.321.558 kr. med viden om, at der ikke var sket indeholdelse af A-skat, hvorved det offentlige blev unddraget A-skat med 733.732 kr. T var endvidere tiltalt for dokumentfalsk efter straffeloven ved i marts 1997 og i januar 1998 overfor sin arbejdsgiver at have gjort brug af et totalt forfalsket skattefritagelsesdokument, hvorefter arbejdsgiveren ikke indeholdt A-skat i 1997. T var endelig tiltalt i 3 andre forhold efter straffeloven omfattende ulovlig omgang med hittegods og dokumentfalsk. Under landsrettens behandling af den indankede dom havde T vedrørende forholdet vedrørende A-skat og det totalt forfalskede skattefritagelsesdokument forklaret som for byretten, idet han dog havde tilføjet, at han i Sverige var omfattet af en skattefritagelsesordning for personer, der påtænkte at starte selvstændig virksomhed. Også efter bevisførelsen for landsretten blev T af de i byretsdommen anførte grunde fundet skyldig efter anklageskriftet. Landsretten fandt straffen passende udmålt og fandt ikke grundlag for at gøre straffen betinget, heller ikke med vilkår om samfundstjeneste. Landsretten stadfæstede herefter byrettens dom, hvorefter T blev straffet med fængsel i 6 måneder og pålagt at betale et erstatningsbeløb på 103.383 kr. til en bank.

T var tiltalt for overtrædelse af momslovgivningen med forsæt til afgiftsunddragelse i 3 forhold i forbindelse med restaurationsvirksomhed ved dels i perioden 1. januar 1991 - 30. november 1992 som ansvarlig indehaver at have afgivet urigtige oplysninger om virksomhedens momstilsvar, hvorved statskassen blev unddraget 904.325 kr. i moms, dels ved i perioden 1. december 1992 - 30. juni 1994 som reel indehaver og daglig leder at have afgivet urigtige oplysninger om virksomhedens momstilsvar, hvorved statskassen blev unddraget 627.051 kr. i moms, og endelig ved i perioden 1. juli 1994 - 30. juni 1995 som reel indehaver og daglig leder at have afgivet urigtige oplysninger om virksomhedens momstilsvar, hvorved statskassen blev unddraget 337.872 kr. i moms. T var tillige tiltalt for overtrædelse af kildeskattelovgivningen ved i perioden 1. januar 1991 til den 30. juni 1995 dels som ansvarlig indehaver dels som reel indehaver af ovennævnte virksomhed med forsæt til at unddrage det offentlige skat at have udbetalt A-indkomst uden at foretage indeholdelse af A-skat, hvorved statskassen blev unddraget 2.434.130 kr. i skat, og endelig overtrædelse af arbejdsmarkedsfondsloven med forsæt til at unddrage statskassen bidrag som reel indehaver og daglig leder af virksomheden i perioden 1. januar 1994 - 30. juni 1995 at have udbetalt A-indkomst uden at foretage indeholdelse af bidrag, hvorved statskassen blev unddraget 81.102 kr. i bidrag. Landsretten fandt det også efter bevisførelsen for landsretten ubetænkeligt at lægge til grund, at det var T, der i hele den samlede periode fra 1. januar 1991 - 30. juni 1995 som indehaver og reel daglig leder havde ansvar for, at der blev afgivet urigtige eller vildledende oplysninger om virksomhedens momstilsvar. Landsretten fandt herefter og af de i byretsdommen anførte grunde T skyldig i den rejste tiltale og stadfæstede byrettens dom, hvorefter T blev straffet med fængsel i 1 år og en tillægsbøde på 1.800.000 kr. T blev endelig dømt til at betale et beløb på tilsammen 2.636.686 kr. til Told & Skat.

T var tiltalt for med forsæt til at undgå betaling af afgifter at have overtrådt spiritusafgiftsloven og emballageafgiftsloven ved i løbet af 1998 og frem til den 26. marts 1999 at have erhvervet og til dels videresolgt ikke under 2.500 flasker uberigtiget spiritus, hvorved statskassen blev unddraget 315.822 kr. i afgifter. Landsretten fandt også efter bevisførelsen for landsretten, at T af de i byretsdommen anførte grunde var skyldig i det ved dommen fastslåede omfang. T var ved dommen blevet dømt til at betale 315.822 kr., og der kunne derfor ikke antages at være nogen forskel mellem tiltalen og domfældelsen for så vidt angår omfanget af lovovertrædelserne. Landsretten fandt straffen og bøden passende, og der var efter forholdets karakter og omfang ikke grundlag for at gøre straffen helt eller delvis betinget. Det tiltrådtes, at der skete konfiskation, og at T skal betale told og afgifter som fastslået ved byrettens dom. Landsretten stadfæstede i det hele byrettens dom, hvorefter T blev straffet med fængsel i 3 måneder og en tillægsbøde på 150.000 kr. Der blev hos T konfiskeret et beløb på 11.800 kr. og T blev dømt til at betale den unddragne afgift på 315.822 kr.

T, der drev et pizzaria, var tiltalt for overtrædelse af skattelovgivningen med forsæt til skatteunddragelse ved for indkomstårene 1994 og 1995 at have afgivet urigtige oplysninger i sin selvangivelse, idet T i sine selvangivelser til skattemyndigheden havde udeholdt overskud af sin virksomhed med henholdsvis 86.875 kr. for 1994 og 176.340 kr. for 1995, hvorved han i alt unddrog det offentlige skatter på 123.364 kr. T var tillige tiltalt for overtrædelse af arbejdsmarkedsfondsloven med forsæt til at unddrage staten bidrag ved for indkomstårene 1994 og 1995 at have afgivet urigtige oplysninger om bidragsgrundlaget, idet han undlod at selvangive overskud fra sin virksomhed som beskrevet i skatteforholdet, hvorved han unddrog bidrag med i alt 14.924 kr. T var endelig tiltalt for overtrædelse af momslovgivningen med forsæt til at unddrage afgift ved i tiden 1. januar 1994 - 31. december 1995 at have afgivet urigtige oplysninger til brug for afgiftskontrollen, idet T undlod at angive afgift af det i skatteforholdet nævnte udeholdte overskud, hvorved han unddrog statskassen afgift med i alt 64.915 kr. T blev i byretten frikendt, idet et flertal af de voterende stemte for frifindelse. Ved landrettens behandling af den indankede dom tiltrådte samtlige voterende i overensstemmelse med byrettens bevisresultat, der ikke blev bestridt af T, at T's regnskabsførelse havde været så mangelfuld, at skattevæsenet havde været berettiget til at ansætte T's omsætning og overskud skønsmæssigt. Flertallet på 5 af de voterende udtalte bl a., at de af de grunde, der er anført af mindretallet i byrettens dom, fandt, at Told & Skats beregninger kunne lægges til grund for afgørelsen, og at det navnlig under hensyn størrelsen af de udeholdte beløb fandtes ubetænkeligt at anse det for bevist, at T i begge indkomstår havde haft forsæt til unddragelse af de af tiltalen omfattede skatter og afgifter. Disse 5 voterende fandt herefter i det hele T skyldig i overenstemmelse med tiltalen. Mindretallet på 1 voterende fandt det efter bevisførelsen for landsretten betænkeligt at anse det for bevist, at T med forsæt til at unddrage det offentlige skat havde afgivet de urigtige eller vildledende oplysninger for de 2 indkomstår, hvorfor denne voterende stemte for i det hele at frifinde T. Straffen efter den efter flertallet afsagte dom blev fastsat til betinget fængsel i 30 dage og en tillægsbøde på 200.000 kr.

T var tiltalt for overtrædelse af skattelovgivningen med forsæt til skatteunddragelse ved dels i sin selvangivelse for indkomståret 1994 at have angivet sin skattepligtige indkomst for lavt med i alt 99.459 kr., idet T ikke selvangav overskud ved selvstændig virksomhed og herved unddrog det offentlige skatter for 53.288 kr., dels for indkomståret 1995 at have undladt inden 4 uger efter fra skattemyndighederne at have modtaget meddelelse om ansættelsen for 1995 at underrette dem om, at hans indkomstansættelse var for lav med 122.388 kr., hvorved han unddrog det offentlige skat på 68.910 kr. T var tillige tiltalt for med forsæt til unddragelse af bidrag i sin selvangivelse for indkomståret 1994 at have angivet bidragsgrundlaget for lavt, idet han ikke selvangav overskud ved selvstændig virksomhed, hvorved det offentlige blev unddraget bidrag for 4.972 kr. T var endelig tiltalt for overtrædelse af momslovgivningen med forsæt til afgiftsunddragelse ved i tidsrummet 1. januar 1994 - 30. november 1996 at have drevet registreringspligtig virksomhed uden anmeldelse for told- og skattemyndighederne og ved i denne forbindelse at have udskrevet fakturaer/modtaget afregningsbilag med deklareret moms, hvorved T unddrog sig betaling af moms på i alt 129.012 kr. Landsretten tiltrådte af de af byretten anførte grunde og efter bevisførelsen for landsretten, at T var fundet skyldig som sket og stadfæstede byrettens dom, dog således, at T i stedet for en betinget hæftestraf på 30 dage blev straffet med betinget fængsel i 30 dage, dommens bestemmelse om en tillægsbøde på 240.000 kr. forblev uændret.

T, der havde drevet selvstændig erhvervsvirksomhed med varetransport, var ved byretten blevet dømt i overensstemmelse med den rejste tiltale, der omfattede i alt 5 forhold vedrørende overtrædelse af skattekontrolloven, arbejdsmarkedsfondsloven, momsloven og bedrageri efter straffelovens § 279 vedrørende arbejdsløshedsunderstøttelse og iværksætterydelse. Ved landsrettens behandling af den indankede dom, der omfattede strafudmålingen, blev T efter anklagemyndighedens påstand frifundet for overtrædelser af momsloven ved urigtige momsangivelser vedrørende perioderne 1. januar 1992 - 31. marts 1992 samt 1. juni 1993 - 31. december 1993, idet disse forbrydelser er undergivet en 5-årig forældelsesfrist. Endvidere frifandt landsretten T for overtrædelser af momsloven ved uregistreret momsvirksomhed vedrørende perioden fra den 1. april 1992 - 31. maj 1993, idet disse forbrydelser efter påbegyndelsen af registreret virksomhed pr. 1. juni 1993 ikke kunne anses for fortsat efter nævnte periode, og disse forbrydelser derfor er undergivet en 5-årig forældelsesfrist. Landsretten fandt ikke grundlag for at nedsætte fængselsstraffen, og efter stemmeflertallet blev det besluttet, at uanset de begåede forhold lå nogle år tilbage, og det lange tidsrum, i hvilket de var begået, at der ikke var grundlag for at gøre straffen hverken helt eller delvis betinget, ej heller med vilkår om samfundstjeneste. Byretsdommen blev så vidt den var påanket ændret, således at T blev straffet med fængsel i 8 måneder og en tillægsbøde på 575.000 kr.

To virksomheder, der solgte bl.a. flybilletter til Tunesien og fødevarer, ikke anset som erhvervsmæssige i indkomstårene 1995, 1996 og 1997. For den enes vedkommende fulgte dette resultat allerede af, at virksomheden ikke i de omhandlede indkomstår havde haft et sådant omfang, at den kunne anses som erhvervsmæssig.
En tredje virksomhed var ikke en igangværende virksomhed i indkomståret 1997, og der kunne derfor ikke foretages fradrag for driftsudgifter og afskrives i dette indkomstår.

En revisor havde omdannet sin virksomhed til et selskab, dog således at han i personligt regi fortsat ejede driftsmidlerne, der blev udlejet til selskabet. I den personlige virksomhed udviklede revisoren også edb-programmer, der ligeledes blev udlejet til selskabet.

Landsretten fandt, at revisoren ikke havde dokumenteret, at han opfyldte arbejdskravet i investeringsfondslovens § 3 A, stk. 3, jf. stk. 4. Da skatteforvaltningen havde henvist til de retsregler, hvorefter afgørelsen var truffet, og angivet de hovedhensyn, der var indgået i afgørelsen, var begrundelsen fyldestgørende i henhold til forvaltningslovens § 24. Afgørelsen var derfor ikke ugyldig.

I sagen blev det fastslået, at sagsøgeren, der som vederlag for afståelse af goodwill havde erhvervet en udbytteret, ikke var berettiget til at foretage afskrivning i henhold til den dagældende lov om særlig indkomstskat, § 15, stk 1, idet en anslået værdi af det klientel, der blev overdraget, ikke, som hævdet af sagsøgeren, kunne sidestilles med vederlag/udgifter til erhvervelse af en udbyttekontrakt.
Der kunne heller ikke foretages afskrivninger med hjemmel i statsskattelovens § 6.

En skatteyder, der drev et bogførings- og konsulentfirma, havde indrettet et kontor i hjemmet.
Landsretten fandt ikke, at skatteyderen havde godtgjort, at værelset kunne anses som et særligt arbejdsværelse, der ikke hørte med til boligens almindelige opholdsrum. Landsretten lagde herved vægt på, at værelset ikke var indrettet på en sådan måde, at det ikke kunne benyttes til private aktiviteter. Endvidere lagde landsretten vægt på, at skatteyderen ikke benyttede værelset som sit eneste arbejdssted, men alene højst tre timer dagligt, typisk uden for normal arbejdstid. Skatteyderen kunne heller ikke fradrage udgiften til en reol, der var opstillet i arbejdsværelset.

Sagsøger fik adgang til at foretage afskrivninger efter den dagældende afskrivningslovs § 18, stk. 1, på en af ham udlejet ejendom, efter at Skatteministeriet havde taget bekræftende til genmæle.

I forbindelse med afvikling af et insolvent leasingselskab havde EE Bank A/S som selskabets bankforbindelse opnået en uigenkaldelig salgsfuldmagt til selskabets leasingaktiver - en række lastvognstog. I perioden op til leasingselskabets konkurs realiseredes de til EE Bank A/S såvel håndpantsatte som underpantsatte aktiver. EE Bank A/S oppebar i denne forbindelse den som følge af salget udløste moms.

I forbindelse med en af Told og Skat i denne anledning anlagte erstatningssag fastslog Højesteret, at der ikke ved at give meddelelse til leasingtager - der var koncernforbundet selskab med sammenfaldende ledelse og ejerkreds - var sket en effektiv rådighedsberøvelse, hvorfor den skete håndpantsætning ikke skulle anerkendes. EE Bank A/S havde som underpanthaver ikke krav på, at salgsmomsen blev anvendt til fyldestgørelse af bankens krav, uanset om selskabet blev søgt afviklet ved, at driftsmidlerne blev solgt på tvangsauktion, ved frivilligt salg eller ved realisation efter selskabets konkurs.

Højesteret fandt endvidere, at banken, der måtte have indset, at leasingselskabet var ude af stand til at opfylde sine forpligtelser til at afregne salgsmomsen, utvivlsomt havde pådraget sig et erstatningsansvar over for Told og Skat som følge af, at banken havde medvirket til salgene, der, henset til den økonomiske situation i selskabet, indebar en retsstridig tilsidesættelse af hensynet til Told og Skat

I forhold til ledelsen fandt Højesteret, at ledelsen havde haft føje til at lægge til grund, at EE Bank A/S som hidtil ville foranledige momsen betalt, hvorfor Højesteret frifandt ledelsen.

ToldSkat har udsendt meddelelse om, at opkrævningen af smøreolieafgiften berostilles, idet afgiften må anses for ikke at være i overensstemmelse med mineraloliedirektivet.

I en bruttoafregningssag havde sælger og køberbank, der var sagsøgt af det tømte overskudsselskabs konkursbo, som udgangspunkt erklæret, at de var ansvarlige for selskabets tab efter dansk rets almindelige erstatningsregler. Det blev imidlertid gjort gældende, at erstatningskravet var bortfaldet som følge af, at konkursboet, der havde haft kendskab til selskabstømningen siden 1993, i strid med konkurslovens § 110, stk. 1 først rejste kravet i 1999. Det blev endvidere gjort gældende, at der ikke kunne konstateres et tab, før kravet forgæves var søgt gennemført overfor køber i medfør af de objektive hæftelsesregler i den dagældende anpartsselskabslovs § 84, stk. 4 og 5. Retten afviste på begge anbringender begrundet med, at solidarisk hæftelse indebærer, at skadelidte kan gøre det fulde krav gældende mod enhver af de skadevoldende uanset grundlaget for dennes medansvar, samt med at kurator ikke havde handlet i strid med konkurslovens § 110, stk. 1 om kurators pligt til at sikre boets aktiver m.v. Retten pålagde herefter sælger og køberbank solidarisk hæftelse med sædvanlig procesrente for selskabets tab.

Der blev endvidere i en samtidig afgjort adcitatitonssag foretaget fordeling af det indbyrdes ansvar mellem sælger, køberbank, sælgers rådgivere og køberselskabet m.v.

Købesummen ved overdragelsen af et overskudsselskab, som blev tømt, var finansieret af selskabets egne midler. Selskabets kapital blev i forbindelse med selvfiansieringen overført til købersiden ved en check, som blev udstedt til købers advokat. Købesummen for selskabet var fastsat til dets egenkapital med tillæg af 50 % af de skyldige skatter.

Selskabets konkursbo havde principalt nedlagt påstand om, at sælgerne skulle indestå for selskabets tab i medfør af den dagældende anpartsselskabslovs § 84, stk. 5. Sælgerne havde adciteret deres revisor samt købers advokat med påstand om, at de skulle friholde sælgerne for ethvert beløb, som de måtte blive pålagt at betale til det sagsøgende konkursbo. Retten frifandt sælgerne for hæftelsen efter § 84, stk. 5, idet indbetalingen til købers advokat ikke kunne sidestilles med, at selskabets midler blev stillet til rådighed for køber. Indbetalingen til advokaten svarede til en indsættelse på en særskilt konto i et pengeinstitut.

Der var subsidiært nedlagt påstand om erstatning efter dansk rets almindelige erstatningsregler. Retten tog denne påstand til følge og pålagde sælgerne at erstatte de tabte selskabsskatter med sædvanlig procesrente. I det indbyrdes forhold mellem sælgerne og de adciterede bestemte retten, at sælgernes revisor og købers advokat skulle bære hver halvdelen af det erstatningsbeløb, som oversteg sælgernes berigelse.

Købesummen ved overdragelsen af et overskudsselskab, som blev tømt, var finansieret af selskabet egne midler i strid med den dagældende aktieselskabslovs § 115, stk. 2. Selskabets konkursbo havde anlagt erstatningssag mod den bank, der havde medvirket i overdragelsen for køberen. Banken havde adciteret sælgers revisor og advokat med påstand om, at de skulle friholde banken for ethvert beløb, den blev dømt til at betale til konkursboet.

Byretten fandt ikke, at transaktionerne i den konkrete sag i sig selv kunne medføre erstatningsansvar for banken. Byretten inddrog imidlertid en række andre handler, hvor banken havde medvirket i pengeoverførsler for samme køber i forbindelse med dennes erhvervelse af overskudsselskaber, i vurderingen og fandt, at det var en forudsætning for bankens engagement med køberen, at hans erhvervelse af selskaberne skete ved selvfinansiering. Under disse omstændigheder, fandt byretten, at banken ved at fortsætte engagementet med køberen var ansvarlig for selskabets tab i den sag, som forelå til påkendelse.

Landsretten afviste denne begrundelse og frifandt banken. Som følge heraf blev også den af banken adciterede advokat og revisor frifundet.

ToldSkat modtog i henhold til en afdragsordning indgået under en udlægsforretning på regionen i en periode på ca. 4 uger et beløb på kr. 1,8 mio., hvoraf ca. kr. 1,5 mio. hidrørte fra en gammel restance.

14 dage efter afdragsordningens ophør trådte skyldneren i betalingsstandsning og gik senere konkurs. I forbindelse med mødet, hvorunder afdragsordningen blev aftalt, havde selskabet givet oplysninger om, at der alene var tale om kortvarige likviditetsproblemer, idet selskabets bank havde nedskrevet maksimum på kassekreditten. Likviditetsproblemerne ville blive afhjulpet, dels via indgåelse af en factoringaftale samt salg af en række detailbutikker. Regionen fik under mødet tillige transport i salgssummen vedrørende enkelte af de pågældende detailbutikker. Transporterne indbragte ikke efterfølgende noget provenu.

Konkursboet anlagde omstødelsessag og påstod betaling af de kr. 1,8 mio. omstødt, dels som en likvidtetsudtømmende betaling, jf. konkurslovens § 67, og dels som utilbørlig disposition efter konkurslovens § 74, og endelig omstødelse efter en analogi af hhv. konkurslovens § 71 og § 70.

Såvel byret som landsret frifandt ToldSkat for omstødelse i henhold til konkurslovens § 67 og § 74, idet det blev lagt til grund, at betalingerne for regionen måtte have fremstået som værende ordinære, idet regionen ikke havde haft grund til at betvivle rigtigheden af oplysningerne om, at likviditetsvanskelighederne alene var forbigående.

Under de konkrete omstændigheder var der heller ikke grundlag for at foretage omstødelse efter en analogi af hverken konkurslovens § 71 og/eller konkurslovens § 70.

De Danske Bilimportører nedlagde påstand om, at Skatteministeriet skulle anerkende, at en i forbindelse med køb af et køretøj opkrævet registreringsafgift var blevet opkrævet med urette, samt om tilbagebetaling af afgiften. Til støtte for påstanden henviste sagsøgeren til flere bestemmelser i EF-traktaten.

Ved kendelse af 8. marts 2001 havde landsretten bestemt, at der skulle forelægges spørgsmål for EF-domstolen om fortolkning af EF-traktatens artikel 28 med henblik på landsrettens afgørelse af, hvorvidt den danske registreringsafgift på nye biler er i uoverensstemmelse med denne traktatbestemmelse. Landsretten udformede efter forhandling med parterne forelæggelseskendelse, hvorunder parternes anbringender blev gengivet, og hvorved EF-domstolen blev anmodet om at besvare følgende præjudicielle spørgsmål:

1) Kan en af en medlemsstat opkrævet indirekte afgift (en registreringsafgift), der for nye biler udgør 105 % af 52.800 kr. og 180 % af resten af den afgiftspligtige værdi, udgøre en foranstaltning med virkning svarende til en kvantitativ indførselsrestriktion og derfor være forbudt efter EF-traktatens artikel 28, jf. herved Domstolens udtalelse i sag C-47/88, Kommissionen mod Danmark, Saml. 1990 I-4509, præmis 13.

2) Hvis spørgsmål 1) besvares bekræftende, kan registreringsafgiften da retfærdiggøres ud fra hensyn, der er nævnt i traktatens artikel 30 eller følger af Domstolens praksis efter artikel 28, jf. sag 120/78, Rewe Zentral, Saml. 1979, side 649.