Sidste år tilbageholdt Toldstyrelsen ca. 50.000 varer for mistanke om at være ulovlige kopier. Varernes værdi svarede til mere end 70 mio. kr.

Skattestyrelsen har fastsat vejledende mindstesatser for handlendes forbrug af egne varer, privat andel af elektricitet, vand og varme samt bilforhandleres private anvendelse af biler.

Selskaber kan ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst alene fradrage indkomstårets nettofinansieringsudgifter i det omfang, de ikke overstiger den skattemæssige værdi af selskabets aktiver ganget med standardrenten efter selskabsskattelovens § 11 B. Beskæringen kan maksimalt nedsætte indkomstårets fradragsberettigede nettofinansieringsudgifter til et beløb på 21,3 mio. kr.

Efter selskabsskattelovens § 11 B, stk. 1, 5. pkt., skal nettokurstab på fordringer, der ikke beskæres (og som der derfor opnås fradrag for i det indkomstår, hvor de opstår), fremføres til modregning i skattepligtige nettogevinster på fordringer og nettorenteindtægter, som måtte opstå i efterfølgende indkomstår. Der skal føres en saldo for nettokurstab, der ikke er beskåret, og som derfor fremføres til eventuel fremtidig modregning ved opgørelse af årets nettofinansieringsudgifter. Saldoen fremføres uden tidsbegrænsning. Denne saldo blev af Spørger benævnt "stk. 1-saldoen".

Spørgsmålet i sagen var, hvordan fremførsel af "stk. 1-saldoen" efter selskabsskattelovens § 11 B, stk. 1, 5. pkt., skulle ske i en situation, hvor selskabet i et efterfølgende indkomstår havde nettogevinster på fordringer og samtidig havde nettorenteudgifter, og hvor årets nettofinansieringsudgifter således udgjorde et positivt nettobeløb bestående af årets nettokursgevinster på fordringer og nettorenteudgifter.

Spørgsmålet i sagen var, om "stk. 1-saldoen" skulle fremføres til modregning i årets nettokursgevinst på fordringer uden hensyntagen til årets nettorenteudgifter, eller om "stk. 1-saldoen" skulle fremføres til modregning i nettokursgevinster på fordringer fratrukket årets nettorenteudgifter.

Skatterådet bekræftede, at fordringsreglen i selskabsskattelovens § 11 B, stk. 1, 5. pkt., skulle forstås således, at ubeskårne nettokurstab fra tidligere indkomstår kun skulle modregnes i efterfølgende indkomstårs nettokursgevinster på fordringer i det omfang indkomstårets nettokursgevinster oversteg indkomstårets nettorenteudgifter.

Regeringen har sammen med SF og Radikale Venstre indgået en aftale om finansloven for 2025, som indfører et grønt håndværkerfradrag og udvider det eksisterende servicefradrag. Sigtet er at gøre danskernes hverdag nemmere, frigøre mere tid til familierne, mindske sort arbejde og samtidig klima- og energiforbedre boligerne i Danmark.

Knap 2800 små og mellemstore selskaber kan have glemt at angive moms for op mod 500 mio. kr. efter indkøb i andre EU-lande. Det viser en analyse, som Skattestyrelsen har foretaget. Derfor har selskaberne fået et brev med en venlig påmindelse om at tjekke deres momsangivelser.

Pr. 1. september 2023 tiltrådte Spørger et fast fuldtidsarbejde på et forskningsinstitut i Tyskland, der hørte under H1. H1 var en non-profit forskningsorganisation og institutterne under H1 var selvejende institutioner.

Fra den 4. september 2023 til 1. oktober 2023 boede Spørger midlertidigt i en gæstelejlighed på instituttet. Fra 1. oktober 2023 til 31. januar 2025 havde Spørger lejet en lejlighed i Tyskland. Spørger ejede derudover en bolig i Danmark, hvor hendes ægtefælle og barn var blevet boende, efter hun var flyttet til Tyskland.

Skatterådet bekræftede, at Spørger var skattemæssigt hjemmehørende i Tyskland efter artikel 4 i den dansk-tyske dobbeltbeskatningsoverenskomst, da det var i denne stat, hvor hun sædvanligvis, dvs. i overvejende grad, havde ophold, dog først fra og med den 1. oktober 2023, hvor Spørger fik fast bolig til rådighed i Tyskland.

Skatterådet bekræftede derudover, at fordeling af beskatningsretten til lønindkomsten fra H1 skulle ske i henhold til artikel 19, stk. 1, i den dansk-tyske dobbeltbeskatningsoverenskomst, der angår løn til offentligt ansatte. Det var Skatterådets opfattelse, at H1 skulle anses som en statsinstitution, sådan som det ifølge praksis også er tilfældet for danske universiteter, der også er selvejende institutioner. Det var henset til, at H1 var etableret på grundlag af tysk lovgivning, at institutterne under H1 var selvejende institutioner, men finansieret af Bundesregierung og det relevante Bundesland, sådan at den væsentligste del af indtægterne kom fra statslige tilskud, samt at institutterne var underlagt offentlig revision.

Thomas Hjortenberg bliver ny styrelsesdirektør i Skattestyrelsen.

Thomas Hjortenberg bliver ny styrelsesdirektør i Skattestyrelsen.

Offentliggørelse af regulerede beløbssatser for beregning af betalingsevne for 2025

Sagen angik, om det var med rette, at Skattestyrelsen havde nægtet at udbetale omkostningsgodtgørelse til klageren med henvisning til, at klageren ikke hæftede for i alt 13 fakturaer, som var udstedt af bistandsyderen til klageren samt for de sagsomkostninger, som klageren var blevet pålagt at betale af Vestre Landsret og Højesteret.

Der forelå to forskellige aftalegrundlag i sagen. Et aftalegrundlag vedrørende den bistand, som blev ydet ved byretten og Vestre Landsret, og et aftalegrundlag vedrørende den bistand, som blev ydet til sagen ved Højesteret.

Ud fra en konkret vurdering og fortolkning af aftalegrundlaget fandt Landsskatteretten, at klageren hæftede for de fakturaer, som vedrørte udgifter til sagkyndig bistand, som var ydet ved byretten og Vestre Landsret samt sagsomkostninger pålagt af Vestre Landsret. Landsskatteretten henså blandt andet til, at det var Skatteministeriet, som havde indbragt Landsskatterettens afgørelse for domstolene, hvorfor klageren som udgangspunkt var berettiget til 100 % godtgørelse for udgifterne, jf. skatteforvaltningslovens § 52, stk. 2, og det forhold, at bistandsyderen i aftalebrevet havde skrevet, at klageren ikke behøvede at betale de fremsendte fakturaer, måtte ifølge Landsskatteretten anses som et udtryk for, at bistandsyderen havde forsøgt at opfylde sin almindelige oplysningspligt efter de advokatetiske regler.

Hvad angik udgifterne til sagen ved Højesteret, fandt Landsskatteretten, at det ikke var godtgjort, at klageren havde påtaget sig at betale for mere end fastsat i aftalen mellem bistandsyderen og klageren, hvorfor betingelsen i skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, alene var opfyldt, hvad angik klagerens egen andel af udgifterne til sagen ved Højesteret.

Landsskatteretten ændrede herefter Skattestyrelsens afgørelse, således at klageren var berettiget til 100 % omkostningsgodtgørelse, hvad angik udgifterne til sagen ved Vestre Landsret. Landsskatteretten ændrede endvidere Skattestyrelsens afgørelse, hvad angik udgifterne til sagen ved Højesteret, hvorefter klageren var berettiget til omkostningsgodtgørelse med 50 % af et beløb på 29.426 kr. 

Retten fandt, at der havde været grundlag for en skønsmæssig ansættelse af sagsøgerens skattepligtige indkomster og momstilsvar i 2012-2014, da sagsøgeren havde haft et negativt privatforbrug.

Retten fandt endvidere, at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at de skønsmæssige ansættelser var udøvet på et forkert grundlag eller medførte et åbenbart urimeligt resultat, idet den af sagsøgeren afgivne forklaring og de fremlagte erklæringer ikke var bestyrkede ved objektive kendsgerninger. Henset til indsætningernes hyppighed og omfang sammenholdt med sagsøgerens øvrige indkomst lagde retten til grund, at sagsøgeren drev uregistreret virksomhed i 2012 og 2013. 

Retten fandt endelig, at fristerne for ordinær fastsættelse af sagsøgerens skattepligtige indkomst og momstilsvar var opfyldt for en del af perioden, og at betingelserne for ekstraordinær fastsættelse af sagsøgerens momstilsvar for den øvrige periode var opfyldt, idet sagsøgeren havde undladt at indberette den momspligtige omsætning fra uregistreret virksomhed, selvom sagsøgeren var bekendt med de faktiske forhold. 

Skatteministeriet blev på den baggrund frifundet. 

Sagen angik, om omkostninger, som et selskab havde afholdt i indkomstårene 2019 og 2020 til udvikling af et softwareprodukt, var anvendt til forsøgs- og forskningsvirksomhed omfattet af ligningslovens § 8 B, stk. 1, og selskabet derved var berettiget til udbetaling af skattekredit efter ligningslovens § 8 X. På baggrund af et afholdt syn og skøn fandt Landsskatteretten, at selskabet havde løftet bevisbyrden for, at omkostningerne til udviklingen af softwareproduktet var omfattet af ligningslovens § 8 B, stk. 1, og at selskabet derfor var berettiget til udbetaling af skattekredit efter ligningslovens § 8 X. Landsskatteretten ændrede således Skattestyrelsens afgørelse, idet Landsskatteretten hjemviste sagen til fornyet behandling hos Skattestyrelsen med henblik på opgørelse af selskabets udgifter til udvikling af softwareproduktet, som var omfattet af ligningslovens § 8 B, stk. 1 og 4, og opgørelse af skattekreditten efter ligningslovens § 8 X.

Liste over lande, der med virkning for indkomståret 2025 skal anses for udviklingslande i relation til ligningslovens § 7 K, stk. 5.

Et selskab havde påklaget Skatterådets bindende svar på selskabets spørgsmål 1, hvorefter Skatterådet ikke kunne bekræfte, at selskabets afbrænding af det afdampede opløsningsmiddel toluen var afgiftsfritaget efter energiafgiftslovene. Selskabet anvendte toluen til at opløse gummi, som blev lagt på en papirdug, hvorefter toluenen blev afdampet i en konvektionsovn. Procesluften fra konvektionsovnen, indeholdende afdampet toluen, blev ledt ind i et RTO-anlæg, hvor den blev forbrændt med henblik på rensning for uønskede molekyler. Hele eller dele af energimængden i den rensede procesluft blev herefter overført til en ny mængde procesluft, der blev tilført RTO-anlægget. Som følge af RTO-anlæggets særlige interne varmegenindvinding forløb forbrændingsprocessen uden tilsætning af eksterne brændsler. Den overskydende varme fra RTO-anlægget blev bl.a. anvendt til at opvarme konvektionsovnen.

Landsskatteretten fandt, at toluenindholdet i procesluften var omfattet af mineralolieafgiftslovens afgiftspligtige vareområde, idet toluenindholdet udgjorde et kulbrintebrændstof, og idet dette ved hjælp af det hertil særligt indrettede RTO-anlæg blev anvendt som brændsel til opvarmning efter mineralolieafgiftslovens § 1, stk. 2, henset til fortolkningen af dette begreb fastlagt ved EF-domstolens dom af 29. april 2004 (C-240/01). Landsskatteretten fandt endvidere, at hverken hele eller dele af toluenindholdet i procesluften var fritaget for afgift efter mineralolieafgiftslovens § 9, stk. 11 og 12, hvorefter et energiprodukt, eller en forholdsmæssig del heraf, der medgik direkte til produktion af et tilsvarende energiprodukt, var fritaget for afgift. Landsskatteretten henviste til fortolkningen af den tilsvarende undtagelse i energibeskatningsdirektivets art. 21, stk. 3, fastlagt ved EU-domstolens dom af 6. juni 2018 (C-49/17). Landsskatteretten stadfæstede herefter Skatterådets besvarelse af spørgsmål 1.

Selskabet havde endvidere påklaget Skatterådets bindende svar på selskabets spørgsmål 2, hvorefter Skatterådet ikke kunne bekræfte, at selskabets afbrænding af det afdampede opløsningsmiddel toluen var afgiftsfritaget efter kuldioxidafgiftsloven, men dog henviste til begrundelsen. Heraf fremgik bl.a., at idet kuldioxidafgiftsloven ikke indeholdt regler, som fastsatte eller kunne anvendes til at fastsætte en kuldioxidafgiftssats for toluen, kunne der ikke opkræves kuldioxidafgift af toluen. Landsskatteretten stadfæstede Skatterådets besvarelse af spørgsmål 2 under henvisning til Skatterådets begrundelse.

Skattestyrelsen har fastsat vejledende priser for hjorte for indkomståret 2024.

Skattestyrelsen har fastsat vejledende priser for normaludgift pr. kostdag og værdi af forbrug af egne produkter for indkomståret 2025.

Efter en årrække hvor et stigende antal borgere og virksomheder havde gæld til det offentlige, er kurven nu knækket. I 2023 blev rekordmange borgere og virksomheder gældfri.

Sagen, der var henvist til afgørelse i Landsskatteretten, angik spørgsmålet om, hvilke kriterier der skulle være opfyldt ved anmodning om genoptagelse i medfør af skatteforvaltningslovens § 33, stk. 1.

Klageren havde indsendt en anmodning om genoptagelse af ejendomsvurderingerne for et større antal af klagerens ejendomme. Det var anført, at anmodningen vedrørte genoptagelse af ansættelse af grundværdien, den omberegnede grundværdi, ejendomsværdien og/eller beregning af den delvise dækningsafgiftspligtige forskelsværdi. Anmodningen indeholdt endvidere en oplistning af de forhold, der kunne være fejlbehæftet i de nævnte ansættelser i én eller flere af ejendommens historiske vurderinger.

Landsskatteretten fandt, at kravet om samtidig dokumentation i skatteforvaltningslovens § 33, stk. 1, indebar, at den klageberettigede samtidig med genoptagelsesanmodningen skulle angive en specifik vurdering eller på anden vis gøre myndigheden i stand til at identificere den eller de fejlbehæftede vurderinger, der var omfattet af anmodningen.

Landsskatteretten fandt på den baggrund, at klagerens anmodning ikke havde afbrudt fristen for anmodning om genoptagelse af nogen af ejendommens historiske vurderinger. Retten fandt endvidere, at Vurderingsmyndigheden ikke havde pligt til at vejlede klageren i at indgive en anmodning, der kunne opfylde kriterierne i skatteforvaltningslovens § 33, stk. 1, idet den utilstrækkelige anmodning var indgivet dagen før udløbet af den absolutte frist i medfør af skatteforvaltningslovens § 33 b.

I en forudgående sag havde Skattestyrelsen foretaget en transfer pricing regulering af et selskab i relation til selskabets filial i England. Selskabet påklagede Skattestyrelsens afgørelse til Skatteankestyrelsen og anmodede umiddelbart derefter om, at sagen blev berostillet blandt andet med henvisning til igangværende forhandlinger efter EF-voldgiftskonventionen vedrørende en lignende regulering for et tidligere indkomstår. Skatteankestyrelsen imødekom selskabets anmodning. Efterfølgende blev der også igangsat forhandlinger efter EF-voldgiftskonventionen vedrørende de påklagede indkomstår, og sagen vedblev derfor med at være i bero, indtil den blev tilbagekaldt som følge af, at selskabet accepterede resultatet af forhandlingerne mellem myndighederne.

I den efterfølgende klagesag vedrørende Skattestyrelsens afslag på fuld omkostningsgodtgørelse fandt Landsskatteretten, at medholdsvurderingen for klagesagen i Skatteankestyrelsen skulle følge medholdsvurderingen for sagen omfattet af EF-voldgiftskonventionen. Med henvisning til at formålet med EF-voldgiftskonventionen var ophævelse af dobbeltbeskatning, fandt Landsskatteretten endvidere, at den ændring af den danske skatteansættelse, som resultatet af forhandlingerne mellem myndighederne medførte, skulle sættes i forhold til det dobbeltbeskattede beløb. Selskabet var derfor berettiget til en godtgørelse på 100 % af det godtgørelsesberettigede beløb.

Sagen angik, om en fonds hensættelser var blevet uddelt til opfyldelse af almenvelgørende eller på anden måde almennyttige formål. Det var fastsat i fondens vedtægter, at uddelinger udelukkende kunne ske til personer eller organisationer med tilknytning til H2 eller dets virke. Landsskatteretten udtalte, at det fulgte af praksis, at uddelinger skulle komme en videre kreds til gode for at kunne blive anset som almenvelgørende eller almennyttige. Landsskatteretten fandt, at uddelingerne ikke var sket til en ubestemt videre kreds, når fonden alene uddelte til personer med tilknytning til en bestemt virksomhed. Kravet om almenvelgørende eller almennyttigt formål var derfor ikke opfyldt. Det var herefter med rette, at Skattestyrelsen havde foretaget efterbeskatning af de af fonden foretagne hensættelser til senere uddeling til almenvelgørende eller på anden måde almennyttigt formål efter fondsbeskatningslovens § 4, stk. 4. Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse.

Sagen angik klage over et bindende svar fra Skatterådet på en række spørgsmål om, hvorvidt en forenings aktiviteter var momsfritaget. Der var tale om, at foreningens medlemmer bl.a. betalte et gebyr for at blive optaget i foreningen og et løbende kontingent. Foreningens hovedkontor håndterede medlemsadministrationen og kontingentopkrævningen. Som kontingentbetalende medlem havde man adgang til forskellige arrangementer, ligesom medlemmerne modtog et medlemsblad fire gange årligt, som dækkede den samlede forening, samt også lokale medlemsblade, der dækkede de lokale aktiviteter.

Landsskatteretten fandt, at foreningens aktiviteter for sine medlemmer havde et formål i sig selv og ikke kun kunne anses som en organisatorisk ramme, og at det ikke var godtgjort, at foreningen havde vedtægtsbestemte formål af filantropisk karakter. Landsskatteretten fandt det endvidere ikke godtgjort, at der var en sammenhæng mellem de aktiviteter, som medlemmerne fik adgang til via betalingen af et kontingent, herunder adgang til arrangementer og blade m.v. og foreningens indsamling og udlodning af midler til velgørenhed. Landsskatteretten fandt herefter, at foreningen ikke opfyldte betingelserne for momsfritagelse efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 4. Under henvisning hertil fandt Landsskatteretten det heller ikke godtgjort, at foreningens formål var almenvelgørende eller på anden måde almennyttig, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 21.  Landsskatteretten bemærkede videre, at foreningens velgørende aktiviteter isoleret set ikke kunne anses for omfattet af momslovens § 13, stk. 1, nr. 21, idet foreningen ikke havde godtgjort, at foreningen opfyldte betingelsen om, at foreningens overskud udelukkende anvendtes til foreningens velgørende formål. Landsskatteretten stadfæstede det bindende svar.

Sagerne angik dels om skattemyndighederne, efter den dagældende skattekontrollovs § 3, stk. 4, jf. § 5, stk. 3, var berettiget til at tilsidesætte skatteyderens regnskabsgrundlag og foretage en skønsmæssig forhøjelse af skatteyderens indkomst, dels om skattemyndighederne var berettiget til at fastsætte virksomhedens momstilsvar skønsmæssigt efter opkrævningslovens § 5, stk. 2. 

Skatteyderen, en enkeltmandsvirksomhed, som drev købmandsforretning, blev udtaget til kontrol, da Skattestyrelsen konstaterede, at han i sin selvangivelse for indkomståret 2015 havde oplyst, at hans revisor havde taget forbehold ved enkeltmandsvirksomhedens årsregnskab. Skattestyrelsen fandt herefter, at virksomhedens regnskaber ikke kunne danne grundlag for et skattemæssigt årsregnskab. Skattestyrelsen forhøjede således skatteyderens indkomst for 2015-2016 baseret på ikke-bogførte indsætninger på virksomhedens bankkonto samt baseret på en privatforbrugsberegning, som viste et negativt privatforbrug i 2015. Herudover forhøjede Skattestyrelsen enkeltmandsvirksomhedens momstilsvar for perioden 1. januar 2016 - 31. december 2016 baseret på de samme ikke-bogførte indsætninger. Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse for så vidt angår forhøjelserne baseret på indsætninger og nedsatte efter en konkret vurdering forhøjelsen af indkomsten baseret på privatforbrugsberegningen for 2015 fra 248.800 kr. til 216.336 kr.

Retten fandt, at Skattestyrelsen var berettiget til at tilsidesætte regnskabet i enkeltmandsvirksomheden og ansætte indkomsten henholdsvis fastsætte momstilsvaret skønsmæssigt. Videre fandt retten, at skatteyderen ikke havde løftet bevisbyrden for, at skattemyndighedernes skønsmæssige forhøjelser var tilsidesættelige. Endelig fandt retten, at afgørelserne var tilstrækkeligt begrundet, og at afgørelserne ikke var mangelfulde. 

Skatteministeriet blev på den baggrund frifundet.

T var tiltalt for som forhold 1-3 for overtrædelse af momsloven, ved for perioden 1. januar 2014 til 30. september 2014, som indehaver af en enkeltmandsvirksomhed, med forsæt til at unddrage statskassen afgift, at have undladt at angive størrelsen af virksomhedens udgående og indgående afgift, hvorved statskassen blev unddraget moms for 118.547 kr.

Som forhold 4 var T tiltalt for ved for perioden 1. oktober 2014 til 31. december 2014, som hovedanpartshaver og direktør i et selskab, med forsæt til at unddrage statskassen afgift, at have afgivet urigtige eller vildledende oplysninger til brug for afgiftskontrollen, idet han angav et negativt momstilsvar på 69.365 kr. for selskabet, selvom momstilsvaret rettelig var 0 kr., hvorved statskassen blev unddraget 69.365 kr. i moms.

Som forhold 5 var T tiltalt for overtrædelse af bogføringsloven ved i perioden fra 1. januar 2015 til 25. april 2016, som direktør i et selskab, at være ansvarlig for, at bogføringen ikke var tilrettelagt og udført i overensstemmelse med god bogføringsskik, herunder at selskabets indtægter og udgifter blev bogført i fuldt omfang, og at der i fornødent omfang forelå dokumentation i form af bilag for samtlige ind- og udbetalinger, samt ved at have undladt at opbevare regnskabsmaterialet på betryggende vis i 5 år fra udgangen af det regnskabsår, materialet vedrørte.

Anklagemyndigheden påstod T idømt en bøde på 310.000 kr.

T nægtede sig skyldig og forklarede, at der ikke havde været aktivitet i enkeltmandsvirksomheden i perioden fra 1. januar 2014 til 30. september 2014, idet hele virksomhedsaktiviteten var flyttet til selskabet pr. 1. januar 2014. Han sendte regnskabsbilagene videre til sin revisor, som udarbejdede regnskaber og registrerede virksomhedens udgående og indgående afgift.

Byretten fandt, at det uanset T’s forklaring på grundlag af de udstedte fakturaer måtte lægges til grund, at T ikke effektivt havde ophørt aktiviteten i enkeltmandsvirksomheden pr. 31. december 2013, idet fakturaerne fra samarbejdspartnerne løbende i 1., 2. og 3. kvartal 2014 blev udstedt til enkeltmandsvirksomheden. Det var T, der som ejer og ansvarlig for enkeltmandsvirksomheden var ansvarlig for, at virksomhedens aktiviteter og udgående og indgående afgift blev registreret korrekt. T fandtes herefter skyldig i forhold 1-3.

Vedrørende forhold 4 fandt retten, at det i tilstrækkelig grad var bevist, at dokumentationen for det negative momstilsvar, ikke var udstedt af den anførte virksomhed, og T fandtes herefter skyldig i forhold 4.

T blev frifundet for forhold 5, idet der ikke var ført tilstrækkeligt bevis for påstanden.

T idømtes som tillægsstraf en bøde på 155.000 kr. Bøden blev nedsat under henset til den udstrakte sagsbehandlingstid forud for sagens fremsendelse til retten.

T ankede byretsdommen med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse. Anklagemyndigheden påstod stadfæstelse.

Landsretten stadfæstede byrettens dom.

Sagen angik, om en virksomhed var berettiget til at indbringe en afgørelse truffet af Landsskatteretten efter udløbet af indbringelsesfristen i skatteforvaltningslovens § 48, stk. 3. 

Skattestyrelsen havde truffet afgørelse om dels at nægte virksomheden et momsmæssigt fradrag for indkøb af underleverandørydelser i henhold til momslovens § 37, dels at virksomheden var ansvarlig for manglende indeholdelse af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag efter kildeskattelovens § 69, stk. 1, og arbejdsmarkedsbidragslovens § 7, jf. kildeskattelovens § 69, stk. 1. Virksomheden påklagede afgørelsen til Landsskatteretten. 

Skatteankestyrelsen opdelte ved modtagelse af klagen spørgsmålet om momsfradrag henholdsvis indeholdelsespligtig A-skat og arbejdsmarkedsbidrag i to sager med hver sit sagsnummer, hvilket virksomheden blev orienteret om. Landsskatteretten traf herefter særskilte afgørelser i sagerne om momsfradrag henholdsvis indeholdelsespligtig A-skat og arbejdsmarkedsbidrag. 

For domstolene indbragte virksomheden alene Landsskatterettens afgørelse vedrørende indeholdelsespligtig A-skat og arbejdsmarkedsbidrag. Efter udløbet af fristen for indbringelse en administrativ afgørelse efter skatteforvaltningslovens § 48, stk. 3, anmodede virksomheden retten om, at Landsskatterettens afgørelse vedrørende virksomhedens momsfradrag blev inddraget til påkendelse i sagen. Skatteministeriet nedlagde heroverfor påstand om afvisning. Spørgsmålet blev udtaget til særskilt forhandling på skriftligt grundlag. 

Med henvisning til at fristreglen er en absolut fristregel, og at det klare udgangspunkt når en sag anlægges efter fristen er, at sagen skal afvises, gav retten Skatteministeriet medhold i, at Landsskatterettens afgørelse angående virksomhedens momsfradrag, skulle afvises.