Et selskab leverede på to hjemmesider i Danmark og Grønland ydelser i form af væddemål og onlinekasino, der var fritaget for moms, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 12, om spil om penge m.v. En udenlandsk leverandør leverede ydelser til selskabet for godt 10,3 mio. kr. i perioden 1. juli 2019 til 31. december 2021. Ydelserne fra leverandøren bestod i levering af odds og den spilplatform, som selskabet anvendte til levering af væddemål og onlinekasino til selskabets kunder. Skattestyrelsen havde truffet afgørelse om at forhøje selskabets momstilsvar med ca. 2,6 mio. kr., idet selskabet skulle afregne salgsmoms efter reglen om såkaldt omvendt betalingspligt i momslovens § 46, stk. 1, nr. 3. Selskabet klagede til Landsskatteretten over Skattestyrelsens afgørelse med påstand om, at forhøjelsen skulle nedsættes til 0 kr. Til støtte herfor gjorde selskabet gældende, at leverandørens ydelser var momsfritaget i medfør af momslovens § 13, stk. 1, nr. 12.

Landsskatteretten anførte, at selskabet havde etableret stedet for virksomheden her i landet. De ydelser, som selskabet købte hos den udenlandske leverandør, havde derfor leveringssted her i landet, jf. momslovens § 16, stk. 1. Landsskatteretten anførte videre, at leverandørens ydelser til selskabet bestod i levering af odds og den spilplatform, som selskabet anvendte til levering af væddemål og onlinekasino til selskabets kunder. Leverandørens ydelser til selskabet var således ikke - som selskabets ydelser - karakteriseret ved at tildele en chance for gevinst til de personer, der spillede, og at spilleren samtidig som modværdi skulle acceptere at bære risikoen for at skulle finansiere gevinsterne, jf. EU-domstolens dom af 13. juli 2006 i sag C-89/05 (United Utilities), præmis 26. I sig selv var ydelserne derfor ikke omfattet af momslovens § 13, stk. 1, nr. 12. Den omstændighed, at selskabet anvendte leverandørens ydelser til brug for levering af selskabets i medfør af § 13, stk. 1, nr. 12, momsfritagne ydelser, indebar ikke, at leverandørens ydelser kunne henføres bestemmelsen. Det forhold, at leverandørens vederlag delvist afhang af selskabets omsætning, kunne ikke føre til et andet resultat.

Landsskatteretten stadfæstede herefter Skattestyrelsens afgørelse.

Spørger og Spørgers tidligere ægtefælle havde udarbejdet en bodelingsoverenskomst i anledning af deres separation og senere skilsmisse. Det var bl.a. aftalt i bodelingsoverenskomsten, at der skulle ske udlodning af en del af den tidligere ægtefælles ratepensionsordning til Spørger.

Der skete først udskillelse af den del af den tidligere ægtefælles ratepensionsordning, som blev udloddet til Spørger, efter der var gået mindst 12½ år af ratepensionsudbetalingsperioden.

Skatterådet fandt, at udskillelse af en pensionsordning, som var udloddet til en ægtefælle i en bodelingsoverenskomst, ikke var en betingelse for, at udlodningen var gyldig efter pensionsbeskatningslovens § 30, stk. 2.

Skatterådet kunne derfor bekræfte, at der skete afgiftsfri udlodning til en ægtefælle ved skifte af fællesbo i henhold til pensionsbeskatningslovens § 30, stk. 2 alene som følge af aftalen i bodelingsoverenskomsten om udlodning af en del af den tidligere ægtefælles ratepensionsordning til Spørger.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at udbetalinger fra den tidligere ægtefælles ratepension, som tilkom Spørger i kraft af udlodningen i bodelingsoverenskomsten, var skattefri, idet udbetalingerne var skattepligtige for Spørger efter pensionsbeskatningslovens § 20, stk. 1, nr. 4.

Spørger havde deltaget i invitationsbaserede turneringer i et strategisk kortspil afholdt i USA, Spanien og Holland. Han havde i den forbindelse erhvervet pengepræmier i 2023 på ca. X tusinde kr. og ca. X tusinde kr. pr. ultimo august 2024. Spørger havde desuden erhvervet indkomst ved coaching i kortspillet. Udbyderen af turneringerne, G1 Virksomhed USA, havde indeholdt amerikansk kildeskat af visse af gevinsterne.

Skatterådet bekræftede, at pengepræmierne skulle medregnes til den skattepligtige indkomst, uanset om turneringerne blev afholdt i USA, Spanien eller Holland. Pengepræmierne blev beskattet efter statsskattelovens § 4 f.

Skatterådet bekræftede desuden, at pengepræmierne var omfattet af artikel 17 i den dansk-amerikanske dobbeltbeskatningsoverenskomst. Dette gjaldt dog kun for turneringer, der fysisk var afholdt i USA, hvorfor spørger kun kunne få creditlempelse for den amerikanske kildeskat indeholdt af pengepræmier for disse turneringer.

Anmodningen omhandler, hvorvidt der skal svares afgift efter enten isafgiftsloven eller chokoladeafgiftsloven af dels karamelfromage og dels karamelfromage med karamelsauce og mælkechokoladestykker, der opbevares på frost, men konsumeres i optøet tilstand.

Efter isafgiftslovens § 1, stk. 1, skal der svares afgift af konsum-is fremstillet her i landet i erhvervsmæssigt øjemed.

Skatterådet bekræfter, at de pågældende færdigproducerede produkter ikke er omfattet af isafgiftslovens bestemmelser.

Efter chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 1 og nr. 4 , skal der bl.a. svares afgift af hhv. chokoladevarer af enhver art samt sukkervarer af enhver art.

Efter chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 9, skal der svares afgift af andre varer, der efter en samlet bedømmelse af deres beskaffenhed og anvendelse og den måde, hvorpå de markedsføres, kan betragtes som efterligninger af eller erstatningsvarer for de varer, der er nævnt under 1-7.

Skatterådet bekræfter, at de færdigproducerede karamelfromager ikke er omfattet af chokoladeafgiftslovens bestemmelser.

H1 (Spørger) var et holdingselskab, hvis eneste aktivitet var besiddelsen af 20% af anparterne i D1, som var et selskab med driftsaktiviteter. Spørger var etableret ved en skattefri ophørsspaltning af et holdingselskab etableret i forbindelse med en skattefri aktieombytning. H1´s enepartshaver, der også udgjorde selskabets direktion, overvejede at flytte fra Danmark til X-land.

Spørger ønskede under spørgsmål 1 at få bekræftet, at ledelsen sæde i H1 ville forblive i Danmark efter A´s fraflytning til X-land under forudsætning af, at der indsattes en direktør bosiddende i Danmark, og generalforsamlinger afholdtes i Danmark. Skatterådet bekræftede dette.

Spørger ønskede under spørgsmål 2 at få bekræftet, at A´s fraflytning til X-land ikke indebar, at anparterne i D1 skulle anses for afstået med den konsekvens, at anpartsombytningen, der var gennemført, blev skattepligtig. Skatterådet bekræftede dette.

2024 forventes at blive året, hvor salget af elbiler for første gang overhaler benzin- og dieselbilerne. Skatteministeren glæder sig over den positive udvikling, og ser frem til at sikre udviklingen fremadrettet.

2024 forventes at blive året, hvor salget af elbiler for første gang overhaler benzin- og dieselbilerne. Skatteministeren glæder sig over den positive udvikling, og ser frem til at sikre udviklingen fremadrettet.

En fond havde ifølge vedtægterne til formål at yde støtte til tidligere elever fra X skole til rejse og ophold i forbindelse med uddannelse. Henset til, at kredsen, der kunne opnå støtte, var begrænset til tidligere elever fra X skole, fandt Landsskatteretten, at uddelingerne efter formålsbestemmelsen ikke kunne anses for at komme en vis videre kreds til gode, hvorfor der ikke var tale om et almennyttigt formål. Fonden kunne herefter ikke foretage fradrag for uddelinger og hensættelser til formålet, jf. fondsbeskatningslovens §§ 4 og 5.

Sagen angår, om det havde karakter af arbejdsudleje eller entreprise, når den danske virksomhed benyttede udenlandsk arbejdskraft fra en Y1-land og en Y2-land virksomhed til at udføre håndsværksarbejde. Sagen angik videre, om betalinger til ejeren af den Y2-land virksomhed i henhold til fakturaer udstedt af to danske virksomheder, reelt vedrørte arbejde udført af den Y2-land virksomhed.

Retten fandt, at håndsværksarbejdet, bestående i nedrivning, renovation og (red.fjernet.arbejde), udgjorde en integreret del af den danske virksomhed, som er et (red.fjernet.selskabstype), med registreret formål at udføre bygge- og entreprisearbejder samt hermed beslægtet virksomhed.

Retten fandt videre, at de udenlandske virksomheder, til trods for parts- og vidneforklaringerne herom, ikke i realiteten bar den væsentligste del af ansvaret og den økonomiske risiko for det udførte arbejde. Retten bemærkede herved, at der alene var fremlagt én kortfattet entreprisekontrakt for en del af arbejdet, hvor entreprisesummen ikke stemmer overens med det fakturerede, samt at der ikke var fremlagt aftaler for de øvrige arbejder udført af de udenlandske virksomheder. Retten lagde videre vægt på, at der ikke var fremlagt anden dokumentation i form af eksempelvis byggemødereferater, afleveringsprotokoller eller lignende vedrørende arbejdet.

Retten fandt for fakturaerne udstedt af de to danske virksomheder, at der efter kontoudskrifterne var sket betalinger til den Y2-land virksomheds ejer, og at der ikke er anført eller dokumenteret nærmere om de konkrete arbejder. Derimod blev arbejdet efter forklaringerne udført af den Y2-land virksomhed. 

Retten fandt på dette grundlag, at arbejdet udført af den Y1-land og den Y2-land virksomhed udgjorde arbejdsudleje, og at den danske virksomhed var indeholdelsespligtig af A-skat og AM-bidrag af det fulde beløb, som var overført til de udenlandske virksomheder.

Skatteministeriet blev derfor frifundet.

Sagen angik, om det var med rette, at Skattestyrelsen havde forhøjet et selskabs momstilsvar med samlet 935.000 kr. for 1. halvår 2019, idet Skattestyrelsen havde anset selskabets salg af to ejendomme for momspligtigt, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 9, litra b), jf. momslovens § 4, stk. 1. Selskabet drev afgiftspligtig virksomhed med køb og salg af fast ejendom, udlejning heraf, anden passiv kapitalanbringelse samt hermed beslægtet virksomhed efter direktionens skøn. Selskabet erhvervede den 15. november 2016 som led heri en beboelsesejendom og to tilstødende ejendomme fra hovedanpartshaveren.

Landsskatteretten fandt på baggrund heraf, at selskabet var en afgiftspligtig person, der drev økonomisk virksomhed, og som i forbindelse med salget af de to tilstødende ejendomme handlede i egenskab heraf. Da de to tilstødende ejendomme på overdragelsestidspunktet den 1. juni 2019 var ubebyggede, var salget heraf momspligtigt, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 9, litra b), jf. momsbekendtgørelsens § 55, stk. 1. Selskabet havde ikke ved den fremlagte lejekontrakt godtgjort, at de to tilstødende ejendomme havde været anvendt som led i den momsfritagne udlejning af beboelsesejendommen. Det forhold, at lejeren af beboelsesejendommen - i henhold til en eventuel aftale med udlejeren - lejlighedsvis måtte have anvendt de to tilstødende ejendomme vederlagsfrit, medførte ikke, at disse kunne sælges fritaget for moms i henhold til momslovens § 13, stk. 2, 1. led, da salget af de to tilstødende ejendomme var sket som led i selskabets økonomiske virksomhed med køb og salg af fast ejendom. Da selskabet heller ikke havde været undtaget fra retten til fradrag ved ejendommens anskaffelse eller anvendelse, fandt momslovens § 13, stk. 2, 2. led, ej heller anvendelse. Landsskatteretten fandt dermed, at selskabets salg af de to tilstødende ejendomme ikke var omfattet af fritagelsen i momslovens § 13, stk. 2. Landsskatteretten stadfæstede herefter Skattestyrelsens afgørelse.

Skatteministeriet fik medhold i, at skatteyderen havde købt og solgt 169 biler i 2013-2016 og derved havde drevet erhvervsmæssig og økonomisk virksomhed, hvoraf han skulle beskattes og svare moms, jf. statsskattelovens § 4 og momslovens §§ 3 og 4. Da selve opgørelsen af de heraf følgende skatte- og momsmæssige forhøjelser ikke var anfægtet, blev Skatteministeriet frifundet. 

Sagen angik - ligesom for byretten - om appellanten var rette indkomstmodtager af indtægter ved salg af i alt fire hunde, der var solgt gennem en hundekennel. Hundekennelen var drevet som en enkeltmandsvirksomhed, hvor appellanten var registreret som ejer. Sagen angik derudover, om appellanten var berettiget til fradrag for driftsudgifter vedrørende de fire hunde, såfremt appellanten blev anset for rette indkomstmodtager. 

Landsretten fandt indledningsvist, at det under de foreliggende omstændigheder påhvilede appellanten at godtgøre, at hun ikke var rette indkomstmodtager af indtægterne fra salget af hundene, og at det under hensyn til forklaringerne om bl.a. skatteunddragelse og socialt bedrageri påhvilede appellanten at føre et sikkert bevis. Landsretten kom dernæst frem til, at appellanten ikke havde løftet sin bevisbyrde, og derfor var rette indkomstmodtager af indtægterne fra salget af hundene.

I relation til appellantens påstand om fradrag for driftsudgifter fandt landsretten, at appellanten ikke havde godtgjort, at hun var berettiget til fradrag for driftsudgifter. Landsretten udtalte bl.a., at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at det måtte have formodningen for sig, at der har været udgifter forbundet med levering af de fire omhandlede hunde, da appellanten hverken vedrørende de fire omhandlede hunde eller i øvrigt havde fremlagt nogen form for bilagsmateriale vedrørende fradragsberettigede udgifter.

En skattepligtig havde realiseret tab på kryptovaluta, som var erhvervet i spekulationsøjemed. Spørgsmålet var, om dette tab kunne fradrages i den personlige indkomst, jf. personskattelovens § 3. 

Landsretten fandt, at retten til fradrag i den personlige indkomst er begrænset til de udgifter mv., der udtrykkeligt fremgår af personskattelovens § 3, stk. 2, og henviste i den forbindelse til ordlyden af personskattelovens § 3, stk. 1 og 2, sammenholdt med de almindelige bemærkninger i lovforslaget til personskatteloven. 

Det forhold, at den skattepligtiges fortjeneste fra handel med kryptovaluta indgik i den personlige indkomst, kunne derfor ikke føre til, at tab skulle fradrages ved opgørelsen af den personlige indkomst. Tabet kunne alene fradrages i den skattepligtige indkomst som et ligningsmæssigt fradrag, jf. personskattelovens § 3, stk. 2, modsætningsvist.

Skatteministeriet blev herefter frifundet. 

Øget adgang til data om kryptoaktiver styrker skattemyndighedernes kontrol og vejledning på området. Med den nye globale aftale vil Skattestyrelsen kunne udveksle oplysninger med flere end 60 lande.

Ejerne af erhvervsejendomme skal have bedre tid til at betale deres ejendomsskattebillet. Derfor flyttes betalingsfristerne i 2025 til maj og oktober, mens der arbejdes på en permanent justering af betalingsfristerne fra 2026 og frem. 

Sagen angik, om der var grundlag for at forhøje en hovedanpartshavers aktieindkomst for indkomstårene 2012 og 2013. Sagen angik nærmere, om lån ydet af hovedanpartshaverens selskab til hovedanpartshaverens tidligere ægtefælle skulle beskattes hos hovedanpartshaven. 

For indkomståret 2012 (indtil den 14. august 2012) var hovedanpartshaverens aktieindkomst forhøjet efter den praksis, der var gældende forud for indførelsen af ligningslovens § 16 E. Efter den dagældende praksis blev en hovedanpartshaver beskattet efter ligningslovens § 16 A, hvis hovedanpartshaveren var insolvent på udlånstidspunktet. Efter praksis skal en ægtefælles økonomiske forhold inddrages i solvensvurderingen. Hovedanpartshaven gjorde i sagen gældende, at hun blev separeret i 2002.

Retten lagde til grund, at hævningerne ikke vedrørte selskabets drift eller forhold i øvrigt, og at de heller ikke var led i en sædvanlig forretningsmæssig disposition. Retten fandt på den baggrund, at lånet skulle anses for at have passeret hovedanpartshaverens økonomi og dermed for at være ydet indirekte til hende. Efter en samlet vurdering af sagens oplysninger, herunder navnlig parts- og vidneforklaringerne, fandt retten ikke grundlag for at tilsidesætte hovedanpartshaverens forklaring om, at hun blev separeret i 2002, og at parret ikke fortsatte eller genoptog samlivet herefter. Da hovedanpartshaveren, efter en vurdering af hovedanpartshaveren egne økonomiske forhold, måtte vurderes som solvent på tidspunktet for hævningerne, tog retten hovedanpartshaverens påstand vedrørende perioden indtil den 14. august 2012 til følge. 

For indkomståret 2012 (fra den 14. august 2012) og 2013 var hovedanpartshaverens aktieindkomst forhøjet efter ligningslovens § 16 A, jf. § 16 E. Hovedanpartshaveren gjorde i sagen gældende, at ligningslovens § 16 E alene omfatter lån til hovedanpartshaveren selv samt til personer, der har den i ligningslovens § 2, nævnte relation til hovedanpartshaveren i det långivende selskab.

Retten fandt, at de i forarbejderne angivne eksempler på nærtstående ikke kunne anses for udtømmende, og at der hverken i ordlyden eller i forarbejderne er støtte for en antagelse om, at indirekte lån til en hovedanpartshaver alene kan ske ved, at der ydes et lån til den pågældendes nærtstående som omhandlet i ligningslovens § 2. Retten fandt endvidere, at de samlede udlån alene var ydet i kraft af hovedanpartshaverens personlige relation til låntageren, og at det ikke kunne føre til et andet resultat, at hovedanpartshaveren var separeret fra låntageren og - efter rettens vurdering - ikke havde genoptaget samlivet. Retten fandt på den baggrund, at de omtvistede lån skulle anses for at have passeret hovedanpartshaverens økonomi og derfor også at være ydet indirekte til hende. Retten tog herefter Skatteministeriets påstand til følge. 

Skatteministeriet fik medhold i, at varerne "Vitamin B12" og " L-ascorbinsyre-2-fosfat" skulle tariferes under position 2309 90 96 i KN, da varerne ikke var omfattet af nogen af punkterne i indledningsbestemmelse 1 til kapitel 29 i KN. Skatteministeriet fik desuden medhold i, at varen "Betain Hydrochlorid" var et kvarternært ammoniumsalt, men ikke et vitamin, provitamin eller derivat heraf, hvorfor varen skulle tariferes under position 2923 90 00. Retten tog ikke selskabets anmodning om præjudiciel forelæggelse til følge. 

I en administrativ straffesag, havde Skattestyrelsen rejst sigtelse mod skatteyder for overtrædelse af skattekontrollovens § 83, stk. 1, vedrørende indkomstårene 2018-20, idet skatteyder ifølge sigtelsen undlod at oplyse om udlodninger fra sit selskab på henholdsvis 171.188 kr., 208.183 kr. og 225.610 kr. Den samlede unddragelse udgjorde 245.796 kr.

Skatteyderen begærede forsvarer beskikket. I forbindelse med Skattestyrelsens fremsendelse af begæringen til retten oplyste Skattestyrelsen, at der var usikkerhed om tilregnelsen og om skatteyderens dispositioner, samt at det drejede sig om hævninger på bankkonti i hans selskab over tre år. Endvidere oplyste Skattestyrelsen, at sagen kunne afgøres med en bøde, som maksimalt udgjorde 430.000 kr. ved forsæt og 80.000 kr. ved grov uagtsomhed.

Byretten afslog beskikkelse og henviste til, at betingelserne for beskikkelse, jf. retsplejelovens § 732, stk. 1, ikke var opfyldt.

Landsretten stadfæstede byrettens afgørelse. Under skatteforvaltningens behandling af en sag om strafansvar for overtrædelse af skattelovgivningen kunne der beskikkes borgeren en forsvarer, når sagens beskaffenhed, borgernes person eller omstændighederne i øvrigt gjorde det ønskeligt. Skatteyderen var sigtet for 3 overtrædelser af skattekontrolloven vedrørende udlodninger fra skatteyderens selskab. Skattestyrelsen ønskede at indkalde skatteyderen til et møde henblik på at kunne vurdere, om skatteyderen havde foretaget sig noget strafbart. Efter det oplyste tiltrådte landsretten, at der efter sagens beskaffenhed og det i øvrigt oplyste ikke var grundlag for at beskikke en forsvarer, jf. herved tillige U 2023.4829 Ø, TfK2023.506 Ø og U 2024.1205 Ø.

Sidste år tilbageholdt Toldstyrelsen ca. 50.000 varer for mistanke om at være ulovlige kopier. Varernes værdi svarede til mere end 70 mio. kr.