Generationsskifte: Forældelse af anfordringsgældsbreve risikerer at udløse gaveafgift

Der udstedes mange og ofte meget store anfordringsgældsbreve i forbindelse med generationsskifte, hvor der ofte også gives gaver. Det er ikke unormalt, at disse anfordringsgældsbreve er på to- og endda nogle gange trecifrede millionbeløb.

Der kan f.eks. henvises til Landsskatterettens afgørelse i sag 19-0108958, hvor der i forbindelse med et generationsskifte til tre børn blev overdraget et selskab med en værdiansættelse på 119.194.233 kr., der blev finansieret med tre anfordringsgældsbreve på hvert 39.665.411 kr. og gaver på 66.000 kr. Gaverne lå 300 kr. over dagældende bundgrænse på 65.700 kr., således at der skulle ske gaveanmeldelse. Der blev betalt 45 kr. i gaveafgift for hver gave.

Baggrunden for, at der gives gaver i sådanne sager er, at det medfører, at Skattestyrelsen alene har en frist på 6 måneder til at anfægte værdiansættelsen, hvis Skattestyrelsen ikke vil anerkende de værdier, der overdrages til. Dette fremgår af boafgiftslovens § 27, der ofte giver udfordringer, da fristen på 6 måneder er ganske kort henset til de ofte meget komplicerede og omfattende faktuelle forhold, Skattestyrelsen skal forholde sig til.

Det vil særligt være tilfældet, hvor der generationsskiftes store koncerner med mange datter- og søsterselskaber eller store personligt ejede virksomheder.

Det anerkendes efter fast praksis, at et generationsskifte kan finansieres helt eller delvist med anfordringslån uden skattemæssige konsekvenser for skyldneren (debitor) af de fordele, der er forbundet dermed. Dette gælder, uanset lånene er rente- og afdragsfrie og lånenes størrelse.

Det er i grunden bemærkelsesværdigt, at det anerkendes, at skyldneren kan opnå fordelene ved anfordringslån, uden at der opstår skattepligt, uanset deres størrelse, som i generationsskifte som nævnt kan være meget betydelige, ligesom lånene ofte er ydet til meget unge mennesker.

Baggrunden for, at der ydes disse lån er naturligvis, at der er betydelige skatte- og likviditetsmæssige fordele ved dem.

Gevinsten ved anfordringslånene er for det første, at gældsforpligtelsen ikke kursværdiberegnes, men indgår i opgørelsen over modydelsen for det aktiv, der overdrages, til kurs 100, når værdien af gaven beregnes.

Overtages en virksomhed med en værdi på 100 mio. kr. derved, at der ydes en gave på 1 million kr., og udstedes et anfordringsgældsbrev på 99 mio. kr., skal de 99 mio. kr. altså ikke kursværdiberegnes, men medtages i opgørelsen over den modydelse, der er erlagt, til kurs 100.

Derudover er der den helt store fordel, at anfordringslånene er afdrags- og rentefrie, sammenholdt med at inflationen løbende ”gnaver” af gælden, og dermed er det typisk en del af ideen med anfordringslån, at de skal løbe så længe som muligt.

Det har også den meget store fordel, særligt hvor overdragelsen er sket med succession, at køberen ikke skal finansiere overdragelsen af f.eks. en virksomhed med ekstern, rentebærende finansiering, hvilket over en periode på måske 10-20-30 år eller mere, bliver til rigtig mange penge, idet køberen ikke er nødt til at trække kapital, som der skal betales skat af, ud af virksomhed for at betale afdrag og renterne på lånet.

I de situationer, hvor lånet er tiltænkt en meget lang løbetid, er det væsentligt, at det ikke overses, at der gælder en 10-årig forældelse for lån, hvor der er udstedt et gældsbrev, herunder et anfordringsgældsbrev.

Den 10-årige forældelsesfrist er absolut, og har skyldneren ikke inden udløbet af den 10-årige forældelsesfrist anerkendt gælden på ny, er den bortfaldet, (med mindre kreditor har foretaget retslige skridt til at afbryde forældelsen.)

Det er i disse tilfælde, der kan opstå udfordringer. Er en fordring først faldet for den 10-årige forældelse, er den borte og eksisterer ikke mere. Problemet er, at der i sådanne situationer i gavemiljøer er en ret klar formodning for, at der er ydet en gave som følge af, at fordringshaveren har ladet fordringen forælde og dermed reelt set eftergivet gælden.

Dette er ikke hensigtsmæssigt, hvis intentionen har været, at anfordringslånet skal løbe så længe som overhovedet muligt og kan få betydelige skatte- eller gaveafgiftsmæssige konsekvenser.

Højesteret har i den seneste afgørelse på området slået fast, at udgangspunktet for kursværdien ved gældseftergivelse af anfordringsgældsbreve er kurs 100. Meget taler for, at det samme vil gøre sig gældende ved forældelse af gæld i et gavemiljø, og dermed er der en betydelig risiko for, at gevinsten (gaven) for skyldneren vil blive opgjort til anfordringslånets pålydende, hvis et anfordringslån ydet i et gavemiljø, hvor skyldneren har betalingsevne, forældes.

Med andre ord, forældes et anfordringslån på 99 mio. kr., er der en klar formodning for, at der er ydet en gave på 99 mio. kr., som skal angives og betales gaveafgift af.

Det er således vigtigt, at der tages de nødvendige skridt til, at sådanne anfordringslån ikke utilsigtet forældes, og det skal ikke overses, at der i den yderste konsekvens også risikeres en straffesag, hvis der ikke sker gaveanmeldelsen af den økonomiske værdi (gave), gældseftergivelsen har for skyldneren.