Ombudsmanden har stillet en række spørgsmål om tillægslån til boligejere, der har fået for stor skatterabat. Vurderingsstyrelsen hilser spørgsmålene velkommen.

Regeringen har sammen med et bredt flertal i Folketinget besluttet at forhøje den grønne check til pensionister for i alt 125 mio. kr.

Skatteyderen var ubestridt skattepligtig af aktieavance ved fraflytning, men selvangav ikke denne avance. 

Retten fandt, at Skattestyrelsen med rette have genoptaget skatteyderens ansættelse ekstraordinært. Retten lagde bl.a. vægt på, at skatteyderen, der var eneanpartshaver og involveret i selskabernes drift, måtte ved fraflytning fra Danmark åbenbart have anledning til at overveje, om fraflytningen kunne have skattemæssige konsekvenser. Ved at undlade at orientere sig om sin retsstilling, f.eks. via en googlesøgning om skat ved fraflytning til udlandet, havde eneanpartshaveren udvist grov uagtsomhed. Det kunne ikke føre til et andet resultat, om skatteyderen måtte have søgt rådgivning hos sin revisor, og det var uden betydning, at skatteyderen selv havde kontaktet Skattestyrelsen efterfølgende, fordi skatteyderen var blevet opmærksom på reglerne om aktieskat ved ophør af dansk beskatningsret.

Retten fandt desuden, at Skattestyrelsens afslag på skatteyderens anmodning om henstand efter aktieavancebeskatningslovens § 39, var berettiget. Skatteyderens ansøgning om henstand med aktieskatten var ubestridt indgivet efter fristens udløb. Retten fandt, at Skatteforvaltningen ved stillingtagen til fristoverskridelser er tillagt en bred skønsmargin, og at skønnet alene kan tilsidesættes, hvis det er behæftet med en retlig mangel af væsentlig karakter. Det var ikke godtgjort, ligesom det ikke var godtgjort, at afgørelsen stred mod den foreliggende administrativ praksis og lighedsgrundsætningen.

I 2023 tilbageholdt toldere kontanter og andre likvide midler for ca. 33 mio. kr. ved de danske grænser. Det er andet år i træk, beløbet er over 30 mio. kr. Skatteministeren vil fastholde fokus på tilbageholdelse af kontanter for at bekæmpe hvidvask og illegale pengestrømme.

Sagen drejede sig om, hvorvidt den af Skattestyrelsen foretagne skønsmæssige forhøjelse af klagerens overskud af virksomhed var berettiget, om klageren havde ret til fradrag i overensstemmelse med de fremlagte købsbilag, og om klageren havde ret til fradrag for afskrivninger på en varebil. Landsskatteretten fandt, at der var grundlag for at foretage en skønsmæssig ansættelse af klagerens skattepligtige indkomst vedrørende overskud af virksomhed, idet klageren ikke havde selvangivet overskud af virksomhed for indkomståret 2019, og da virksomheden ikke ansås for ophørt. Bortset fra enkelte indsætninger anså Landsskatteretten det for berettiget, at Skattestyrelsen havde anset indsætninger på klagerens private konti for at vedrøre omsætning i den videreførte transportvirksomhed. Landsskatteretten anså det endvidere for berettiget, at Skattestyrelsen ikke havde godkendt en række fradrag, idet Landsskatteretten dog for så vidt angår enkelte udgifter anså det for godtgjort, at der var tale om fradragsberettigede udgifter. For så vidt angik spørgsmålet om afskrivning på et køretøj, bemærkede Landsskatteretten, at køretøjet udgjorde et driftsmiddel, hvor værdien skulle afskrives efter afskrivningslovens bestemmelser, og at det af afskrivningslovens § 45 fremgik, at anskaffelsessummen af et aktiv skulle omregnes til en kontantværdi på baggrund af den kontante del af anskaffelsessummen med tillæg af kursværdien af aktivets eventuelle gældsposter. Da den fastsatte kontantværdi var afgørende for, hvor meget der kunne fradrages i indkomstopgørelsen som ordinære afskrivninger, var det afgørende, om ligningslovens § 8 Y fandt anvendelse ved fastsættelse af kontantværdien, hvis aktivet var indkøbt uden anvendelse af digital betaling. Landsskatteretten fandt, at begrebet "fradrag" i ligningslovens § 8 Y, stk. 1, omfattede alle former for fradrag, uanset den bagvedliggende hjemmel som begrundede fradraget, herunder også afskrivninger efter afskrivningsloven. Landsskatteretten fandt således, at det ved opgørelse af kontantværdien efter afskrivningslovens § 45, stk. 1, var et krav, at aktivet var betalt digitalt. Idet der ikke var fremlagt dokumentation for digital betaling af køretøjet, skulle kontantværdien efter afskrivningslovens § 45, stk. 1, opgøres til 0 kr. Da saldoværdien på denne baggrund udgjorde 0 kr., udgjorde årets afskrivninger tillige 0 kr., og Landsskatteretten stadfæstede således Skattestyrelsens afgørelse vedrørende dette punkt.

Med skibet HS, transporterede Spørger betalende lystfiskere ud til Y-sted, der ligger uden for det danske momsområde. Spørger ønskede bekræftet, at sejladsen til Y-sted var sejlads i udenrigsfart, således han kunne modtage brændstof til skibet momsfrit. Spørger ønskede endvidere bekræftet, at der ikke skulle betales lønsumsafgift for sejlads i udenrigsfart.

Skatterådet kunne bekræfte, at sejlads med skibet HS ud til Y-sted, en destination som ligger uden for det danske momsområde, var sejlads i udenrigsfart, idet skibet overvejende blev anvendt til at sejle lystfiskere ud til denne destination. Det var for denne vurdering ikke afgørende, om den destination, der ligger uden for det danske momsområde, var en havn eller en anden defineret destination.

Skatterådet bekræftede endvidere, at Spørger ikke var omfattet af lønsumsafgiftspligten i forbindelse med personbefordring af lystfiskere til Y-sted, idet Spørger sejlede direkte ud til denne destination uden for det danske momsområde.

Landsskatteretten fandt, at klageren kunne støtte ret på indholdet af et bindende svar, han havde fået den 15. maj 2017, hvorefter salg af kryptovaluta ville være skattefrit. Retten fandt det ikke godtgjort, at der forelå sådanne ændringer i forudsætninger, som havde været afgørende for indholdet af det bindende svar, jf. skatteforvaltningslovens § 25, stk. 2. Det forhold, at det bindende svar måtte anses for at være forkert, kunne heller ikke føre til et andet resultat.

Landsskatteretten ændrede derfor Skattestyrelsens bindende svar.

Sagen angik, om et selskab, der drev virksomhed med online-detailsalg af elbiler til forbrugere, virksomheder og leasingselskaber, kunne anerkendes som forhandler, således at eftermonteret ekstraudstyr, der var aftalt med selskabet, og som blev monteret af selvstændige underleverandører, kunne fritages for registreringsafgift efter registreringsafgiftslovens § 8, stk. 3, 2. pkt. Selskabet købte bilerne af et selskab i Y2-land og importerede dem til Danmark.

Landsskatteretten anførte, at den afgiftspligtige værdi af et nyt køretøj var køretøjets almindelige pris ved salg til bruger, jf. registreringsafgiftslovens § 8, stk. 1, 1. pkt. Det var hovedreglen i registreringsafgiftsloven, at afgiftsberigtigelsen skulle ske på grundlag af brugerens købspris inklusive alt udstyr, herunder også ekstraudstyr. Uden for afgiftsberegningen kunne undtagelsesvist holdes ekstraudstyr, der leveredes af forhandleren i forbindelse med køretøjets salg til bruger og efter særskilt aftale mellem forhandleren og brugeren, dog betinget af, at montering eller udførelse af arbejdet i øvrigt på køretøjet ikke blev foretaget af fabrikations- eller importørvirksomheden, jf. registreringsafgiftslovens § 8, stk. 3, 2. pkt.  Det fremgik hverken af lovens ordlyd eller forarbejderne, hvad der skulle forstås ved "importørvirksomheden". Selskabet købte bilerne af et selskab i Y2-land og importerede bilerne til Danmark. Efter en naturlig sproglig forståelse fandt Landsskatteretten, at selskabet var importørvirksomhed i henhold til registreringsafgiftslovens § 8, stk. 3, 2. pkt. I forbindelse med selskabets salg af bilerne til danske brugere bestilte den enkelte bruger ekstraudstyr som f.eks. trækkrog og vinterdæk hos selskabet, som brugeren betalte selskabet for. Som følge heraf fandt Landsskatteretten, at selskabet, der var importørvirksomhed, foretog montering af ekstraudstyret, og at ekstraudstyret derfor ikke kunne holdes uden for afgiftsberegningen, jf. § 8, stk. 3, 2. pkt. Det forhold, at selskabet benyttede selvstændige servicecentre til at få udført monteringen af ekstraudstyret, kunne ikke ændre herved. Over for lovens ordlyd indeholdt hverken bestemmelsens formål eller forarbejder tilstrækkelig støtte for, at den omstændighed, at selskabet i forhold til brugerne også var forhandler, kunne føre til et andet resultat. Registreringsafgiftslovens § 8, stk. 3, 1. og 2. pkt., stillede alle forhandlere, der i forbindelse med salget også agerede som importør, ens. Det af repræsentanten anførte om, at bestemmelsen var diskriminerende, og det repræsentanten i øvrigt havde anført, kunne derfor ikke føre til et andet resultat.

Landsskatteretten stadfæstede dermed Skatterådets bindende svar (dissens).

I en landsdækkende aktion mod social dumping afslørede Skattestyrelsen for nylig problemer med social dumping i seks virksomheder i Nordsjælland. Virksomhederne kan forvente yderligere kontrol, så Skattestyrelsen kan opgøre den skat og moms, der mangler at blive betalt.

I en landsdækkende aktion mod social dumping afslørede Skattestyrelsen for nyligt problemer med social dumping i tre virksomheder i Aalborg. Virksomhederne kan forvente yderligere kontrol, så Skattestyrelsen kan opgøre den skat og moms, der mangler at blive betalt.

I en landsdækkende aktion mod social dumping afslørede Skattestyrelsen for nyligt problemer med social dumping i seks virksomheder i Odense. Virksomhederne kan forvente yderligere kontrol, så Skattestyrelsen kan opgøre den skat og moms, der mangler at blive betalt.

Sagen angik fortolkningen af ikrafttrædelsesbestemmelsen ved lovændringen i 2017 af den maksimale periode, hvor forskerskatteordningen i kildeskattelovens §§ 48 E-F kunne anvendes.

Den maksimale periode, hvor det var muligt at blive beskattet efter forskerskatteordningen, blev ændret i 2010 fra 36 måneder til 60 måneder. Af ikrafttrædelsesbestemmelsen til lovændringen fremgik det, at forlængelsen ikke fandt anvendelse for personer, som før udgangen af indkomståret 2013 var blevet beskattet med 25 eller 30 % i 36 måneder. Klageren blev beskattet med 25 % i perioden 2005-2008 og var derfor allerede på dette tidspunkt afskåret fra på ny at blive beskattet efter ordningen, da den i 2010 blev forlænget til 60 måneder.

Den maksimale periode, hvor det var muligt at blive beskattet efter forskerskatteordningen, blev på ny ændret i 2017 fra 60 måneder til 84 måneder. Af ikrafttrædelsesbestemmelsen til lovændringen i 2017 fremgik det, at personer, der inden den 1. januar 2018 havde været beskattet efter kildeskattelovens § 48 F, stk. 1, i sammenlagt 60 måneder, ikke på ny kunne vælge beskatning efter lovens §§ 48 E og F.

Landsskatteretten fandt, at ikrafttrædelsesbestemmelsen til lovændringen i 2017 skulle fortolkes i lyset af lovændringen i 2010, og at lovgiver ved ændringerne i både 2010 og 2017 havde til hensigt at afskære personer, som tidligere havde brugt den maksimale periode, fra at anvende ordningen i den yderligere periode, der blev indført ved lovændringerne. Fra indførelsen af ordningen i 1992 havde det således været hensigten, at den kun kunne anvendes én gang. Retten fandt på den baggrund, at forlængelsen ved lovændringen i 2017 af den periode, som forskerskatteordningen kunne anvendes, ikke fandt anvendelse for personer, der inden lovændringen havde været beskattet efter ordningen i en tidligere maksimumperiode. Landsskatteretten lagde vægt på, at det ikke fremgik af hverken ikrafttrædelsesbestemmelsen eller forarbejderne til lovændringen i 2017, at personer, der før 2010 havde været beskattet efter ordningen i 36 måneder og derfor mistede retten til yderligere beskatning efter ordningen ved lovændringen i 2010, genvandt retten til yderligere beskatning ved ændringen i 2017. Da klageren var blevet beskattet efter forskerskatteordningen fra den 9. maj 2005 til den 8. maj 2008, dvs. i alt 3 år, hvilket var den maksimale periode, som forskerskatteordningen kunne anvendes på daværende tidspunkt, var klageren ikke berettiget til på ny at blive beskattet efter forskerskatteordningen.

Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse.

Sagen angik en klage over Skattestyrelsens bindende svar, hvor Skattestyrelsen havde svaret "Ja" til, at spørgeren ved salg af en nærmere bestemt del af en grund, et delareal, skulle tillægge moms. I anmodningen om bindende svar havde spørgeren oplyst, at der var tale om et påtænkt salg af delarealet, og at det for Skattestyrelsens besvarelse af det stillede spørgsmål skulle lægges til grund, at de eksisterende bygninger på delarealet, herunder også skeloverskridende byggeri, ville blive nedrevet forud for overdragelsen, således at køberen ville overtage et ubebygget areal. Under sagens behandling ved Landsskatteretten oplyste spørgeren imidlertid, at der på overdragelsestidspunktet ville være skeloverskridende byggeri fra naboejendommene på delarealet, som ikke ville blive nedrevet, og som køberen skulle acceptere. Under hensyn hertil fandt Landsskatteretten, at karakteren af den påtænkte transaktion ikke længere vedrørte overdragelse af et ubebygget areal, hvormed forudsætningen for Skattestyrelsens besvarelse var bortfaldet. Da spørgeren ikke længere påtænkte at gennemføre den transaktion, som var beskrevet i anmodningen om bindende svar, fandt Landsskatteretten, at en besvarelse af spørgsmålet ikke ville indebære en momsmæssig stillingtagen til en konkret påtænkt disposition, jf. skatteforvaltningslovens § 21, stk. 1. Den ændrede forudsætning for overdragelsen af delarealet kunne ikke tages under påkendelse, da sager om bindende svar vedrørende påtænkte dispositioner alene afgøres på det grundlag, der forelå for Skattestyrelsen. Landsskatteretten afviste herefter at realitetsbehandle og besvare det stillede spørgsmål, jf. skatteforvaltningslovens § 21, stk. 1, og § 24, stk. 2.

Uanset at et dødsbos ejendomme var solgt til tredjemand inden skæringsdagen, kunne boets udgifter til bobestyrerens honorar for administration og salg af ejendommene ikke fragå efter nettoprincippet, da udgifterne ikke var betalt på skæringsdagen. Der var således tale om en passivpost, der ikke skulle fragå ved beregningen af boets aktiver. Da boets udgifter til retsafgift og bobestyrerens salær heller ikke var betalt på skæringsdagen, oversteg de aktiver, som boet havde i behold på skæringsdagen, grundbeløbet i dødsboskattelovens § 6, stk. 1, og boet var dermed skattepligtigt.

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse.

Landsskatteretten fandt, at sukkerglaserede peanuts var afgiftspligtige efter chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 4. Retten lagde vægt på, at varen havde et højt indhold af sukker, smagte sødt af sukker og visuelt fremstod som en sukkervare. Endvidere fremstod varen med sin hårde, brune sukkerskal som en dragévare.

Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse.

Sagen angik, om klageren var berettiget til fradrag for befordring via en selvvalgt transportvej til og fra bopæl til arbejdsplads i indkomståret 2023. Ifølge krak.dk kunne klageren vælge at køre i bil mellem to ruter fra bopælen i henholdsvis By Y1 og By Y2 til arbejdspladsen i København. Rute 1 var kørsel via Odden - Aarhus/Ebeltoft, som indebar færgeoverfart, og rute 2 var kørsel via motorvejen E45 og E20, som indebar kørsel over Storebæltsbroen. Landsskatteretten fandt, at den normale transportvej ved bilkørsel i det konkrete tilfælde var rute 1, som var kørsel via Odden - Aarhus/Ebeltoft, hvor der var en færgeoverfart og en afstand på henholdsvis 235,2 km tur/retur og 341 km tur/retur i bil fra klagerens bopæl til arbejdsstedet i København. Retten lagde vægt på, at det efter de givne geografiske forhold kunne konstateres, at rute 1 var betydeligt kortere i afstand end rute 2 i bil. Retten henså endvidere til, at rute 2, som var den af klageren anvendte transportvej med offentlig transport, afveg fra den normale transportvej i bil, idet kørslen via rute 2 var henholdsvis 603,4 km tur/retur og 667,8 km tur/retur i bil, hvilket krævede henholdsvis 368,2 km og 326,8 km mere i bilkørsel sammenlignet med rute 1. Der blev ligeledes henset til brændstofforbruget forbundet med henholdsvis rute 1 og rute 2, hvorved rute 2 naturligvis var mere omkostningsfuld grundet den længere kørsel sammenlignet med rute 1. På baggrund heraf fandt Landsskatteretten, at den kilometermæssige difference var meget væsentlig, ligesom der ikke forelå betydelig tidsbesparelse eller økonomisk rimelighed ved anvendelse af rute 2. Det forhold, at klageren havde valgt at anvende rute 2 med offentlig transport, kunne ikke føre til et andet resultat, da det afgørende var længden af den normale transportvej ved bilkørsel, hvorved fradraget blev beregnet uden hensyn til den faktiske kørte stækning.

Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse.

Borgere, hvis indbetaling til ratepension overstiger fradragsgrænsen, risikerer at betale skat af beløbet to gange. Skattestyrelsen opfordrer de berørte borgere til at kontakte bank eller pensionskasse – styrelsen vil igen næste år sende påmindelsesbreve for at hjælpe borgerne.

Sagen angik dels flere spørgsmål om beskatningsret til beløb indsat på sagsøgerens konto, dels om sagsøgeren var rette indkomstmodtager og dermed skattepligtig af vederlag fra et uafhængigt hollandsk selskab til sagsøgerens maltesiske selskab i henhold til en samarbejdsaftale om konsulenttjenesteydelser, som skulle leveres af sagsøgeren.

For så vidt angår beløb indsat fra sagsøgerens maltesiske selskab bemærkede retten, at det maltesiske selskab måtte anses for at være hjemmehørende i Danmark, da selskabet havde ledelsens sæde i Danmark. Retten fandt derfor, at beskatningsretten til disse overførsler tilkom Danmark, og beløbet var skattepligtigt efter ligningslovens § 16 A, stk. 1 og 2.

Videre fandt retten efter en samlet vurdering af karakteren af det udførte arbejde, at vederlaget for konsulenttjenesteydelserne måtte anses som løn for sagsøgerens personlige arbejde, og at sagsøgeren derfor var skattepligtig af vederlagene. 

Retten fandt desuden, at skattemyndighederne havde været berettiget til at genoptage skatteansættelsen for 2011 og 2012, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5. 

Retten fandt det ydermere ikke godtgjort, at der var sket beskatning i strid med menneskerettigheder eller EU-retslige regler, eller at der var begået formelle fejl fra skattemyndighedernes side. 

Omtrent 900.000 borgere har gæld til det offentlige. Ny opgørelse fra Gældsstyrelsen giver indblik i, hvem i Danmark der skylder penge til det offentlige fordelt på køn, alder og geografi i første halvår af 2024.

Sagens tvistepunkt var, om sagsøgeren havde anvendt underleverandører eller egne ansatte til at levere arbejdsydelser til sine kunder. Retten gav Skatteministeriet medhold i, at sagsøgeren ikke havde løftet den skærpede bevisbyrde for, at selskabet havde anvendt underleverandører. Retten lagde til grund, at arbejdet i stedet var udført af sagsøgerens egne ansatte, og at selskabet havde haft lønudbetalinger, som der ikke var indeholdt A-skatter og AM-bidrag af. Retten fandt, at sagsøgeren var ansvarlig for betaling af de ikke-indeholdte A-skatter og AM-bidrag, som skattemyndighederne skønsmæssigt havde opgjort. Da sagsøgeren havde afholdt yderligere lønudgifter end selvangivet, fandt retten endvidere grundlag for at forhøje sagsøgerens lønsumsafgiftstilsvar. Skatteministeriet blev på den baggrund frifundet.

Spørger er en offentlig myndighed, og en af Spørgers opgaver er at administrere et antal ejendomme. Spørger er iht. ladestanderbekendtgørelsen forpligtet til at etablere ladestandere på parkeringspladserne på flere af de ejendomme, som Spørger administrerer.

Spørger har indgået en koncessionsaftale, hvorefter Spørger overlader det til en operatør at etablere ladestandere og dertilhørende infrastruktur samt at drive ladestandervirksomhed på en række specifikke ejendomme. Operatøren betaler Spørger for koncessionen, der er en ret (og pligt) til at opsætte og drive ladestandere på P-pladserne.

Skatterådet kan bekræfte, at Spørger skal anses for en afgiftspligtig person, som agerer i denne egenskab, når Spørger sælger retten til at drive ladestandervirksomhed på de ejendomme, som Spørger administrerer. Vederlaget, som Spørger modtager, er derfor momspligtigt.

Spørger er ikke undtaget fra momspligten efter momslovens § 3, stk. 2, nr. 3, idet Spørger ikke udøver aktiviteten i egenskab af offentligt organ.