Stor myndighedsaktion viser udfordringer med social dumping i Nordsjælland

2024-12-13 01:00LokalepressemeddelelserErhvervSocialdumpingLokalpressemeddelelse
Beskrivelse

Skattestyrelsen var i sidste uge sammen med Arbejdstilsynet og politiet på årets ottende landsdækkende aktion mod social dumping. Som led i aktionen blev syv virksomheder i Hørsholm og Humlebæk besøgt. I seks af virksomhederne fandt Skattestyrelsen indikationer på social dumping. 

Skattestyrelsen har i forbindelse med kontrollerne fokus på, at især udenlandske virksomheder og ansatte afregner korrekt skat og moms til Danmark.

- Virksomhederne, vi kontrollerer, er udvalgt, fordi vores oplysninger indikerer, at der kan være problemer med social dumping. I Nordsjælland fandt vi problemer i seks af de syv virksomheder, vi besøgte. Og dermed seks virksomheder, der potentielt er med til at skabe unfair konkurrence, siger Ernst O. Nielsen, der er funktionsleder i Skattestyrelsen.

De seks virksomheder kan alle se frem til yderligere kontrol, så Skattestyrelsen kan opgøre skat og moms korrekt for virksomhederne og deres ansatte.

Kontrollerne i Nordsjælland skete som led i en landsdækkende kontrolaktion, hvor Skattestyrelsen i alt besøgte 52 virksomheder hovedsageligt indenfor byggebranchen. I 33 af virksomhederne fandt Skattestyrelsen indikationer på social dumping.

- Når vi skal se nærmere på seks virksomheder i Nordsjælland, skyldes det, at to udenlandske medarbejdere i den ene virksomhed anses for arbejdsudlejet til den danske virksomhed, de udfører arbejde for. Det betyder konkret, at den danske virksomhed skal indeholde og betale skat for medarbejderne til Danmark. I de resterende virksomheder har vi oplevet uregelmæssigheder i lønregnskabet, som vi skal have set nærmere på, siger Ernst O. Nielsen.

Som led i kontrollerne har Skattestyrelsen over hele landet talt med 161 medarbejdere, hvoraf 110 var udenlandske. I Nordsjælland mødte Skattestyrelsen 17 medarbejdere, hvoraf de 11 var udenlandske.

Yderligere oplysninger: Journalister, tlf.: 7237 0900; Borgere og virksomheder, tlf.: 7222 1818