Anvendelse af ulovligt indsamlede beviser i skattesag medførte ikke ugyldighed

Sagen angik, om der var genindtrådt skattepligt i forbindelse med en tilbageflytning, hvilket retten fandt var tilfældet. Der indgik i sagen også flere formelle spørgsmål, hvoraf to er særligt interessante.

Det første interessante spørgsmål relaterer sig til, at SKAT (nu Skattestyrelsen) havde fået oversendt materiale fra politiet, som politiet havde indhentet i strid med retsplejeloven i forbindelse med en politimæssig efterforskning af skatteyderen.

Skatteyderen klagede herover til Datatilsynet, der i maj 2018 traf afgørelse om, at SKAT’s behandling af personoplysningerne i materialet var i strid med persondataloven, og at de omhandlede oplysninger skulle slettes.

Skatteyderen klagede efterfølgende to gange igen til Datatilsynet, der traf afgørelse hhv. 8. februar 2019 og 26. februar 2020. I afgørelsen af 8. februar 2019 fandt Datatilsynet, at det var i overensstemmelse med databeskyttelsesreglerne, at SKAT behandlede og inddrog de øvrige oplysninger i sagen, som SØIK lovligt havde indsamlet og videregivet til SKAT. Denne afgørelse fik væsentlig betydning for sagens udfald.

I afgørelsen af 26. februar 2020 fastslog Datatilsynet, at det var beklageligt, at SKAT først i oktober 2019 bekræftede, at de oplysninger, som tilsynets første afgørelse omhandlede, var blevet slettet.

Spørgsmålet i sagen var, hvorvidt det medførte ugyldighed, at der var anvendt oplysninger i sagen, som var indhentet af politiet i strid med retsplejelovens bestemmelser.

Dette fandt byrettens tre dommere ikke var tilfældet og anførte herom bl.a.:

”…

Navnlig på baggrund af Datatilsynets afgørelser af 8. februar 2019 og 26. februar 2020 finder retten, at sagsbehandlingsfejlen ikke kan medføre ugyldighed.

Retten lægger i den forbindelse til grund, at de ulovligt tilvejebragte beviser, af de grunde som anføres af Landsskatteretten i afgørelsen af 2. november 2020 og af Skatteministeriet i det sammenfattende processkrift under nærværende sag, hverken hver for sig eller samlet har haft afgørende betydning for afgørelsen af 28. oktober 2009 om, at A er fuldt skattepligtig til Danmark i den omhandlede periode.

Som følge heraf er sagsbehandlingsfejlen konkret uvæsentlig og kan derfor ikke medføre, at afgørelsen er ugyldig.”

Retten foretog altså en konkret væsentlighedsbedømmelse af sagsbehandlingsfejlen og fandt, at den var konkret uvæsentlig, hvorimod skatteyderen havde gjort gældende, at SKAT’s ulovlige anvendelse af oplysningerne utvivlsomt udgjorde et brud på en garantiforskrift, der udgjorde en grundlæggende sagsbehandlingsregel.

Synspunktet var videre, at en myndigheds tilsidesættelse af garantiforskrifter, der udgør væsentlige sagsbehandlingsregler, som altovervejende udgangspunkt skal medføre ugyldighed af den pågældende afgørelse, hvilket efter skatteyderens opfattelse også skulle være tilfældet i denne sag.

Dette synspunkt fik skatteyderen altså ikke medhold i, hverken i landsskatteretten eller i byretten. Retspraksis er således, at der skal foretages en konkret væsentlighedsvurdering i denne type sager, og at afgørelsen ikke uden videre skal erklæres ugyldig som påstået af skatteyderen.

Det er dog interessant, hvordan denne vurdering ville være faldet ud i den konkrete sag, hvis der ikke havde foreligget de to øvrige afgørelser fra Datatilsynet, der bestyrker, at sagsbehandlingsfejlen var konkret uvæsentlig, da Datatilsynet slog fast, at SKAT var berettiget til at anvende en lang række øvrigt – lovligt – indsamlet og overdraget materiale.

Den anden interessante problemstilling vedrører uskyldsformodningen i menneskerettighedskonventionen, da politiets efterforskning endte med en påtaleopgivelse i straffesagen.

SKAT havde for en del af de indkomstår, som sagen vedrørte, gennemført en ekstraordinær-genoptagelse baseret på, at der var handlet minimum groft uagtsomt, hvilket Landsskatteretten havde stadfæstet. Det blev i sagen gjort gældende, at dette i det konkrete tilfælde var i strid med uskyldsformodningen, idet

”…

både Skattestyrelsen og Landsskatteretten i deres afgørelser udtalt - på baggrund af i al væsentlighed de samme beviser, som indgik i anklagemyndighedens vurdering af påtaleopgivelsen - at A mindst groft uagtsomt har undladt at selvangive indkomst til Danmark. Dette uanset, at påtaleopgivelsen netop skyldtes, at Anklagemyndigheden ikke kunne bevise, at A havde handlet forsætligt eller groft uagtsomt, jf. retsplejelovens § 721, stk. 1, nr. 2

….”

Synspunktet var således, at SKAT for en del af indkomstårene havde gennemført en ekstraordinær ansættelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, som finder anvendelse, hvis skatteyderen har handlet minimum groft uagtsomt, og at dette skulle krænke uskyldsformodningen, idet politiet jo netop havde vurderet, at der ikke var handlet minimum groft uagtsomt, eftersom straffesagen var opgivet.

Dette, og en række øvrigt formelle indsigelser, gav retten heller ikke medhold i. Byretten henviste i sine præmisser til de anbringender, som Kammeradvokaten havde fremsat og som var temmelig omfattende.

Essensen af sagen vedrørende dette punkt er, at en påtaleopgivelse efter retsplejelovens § 721 ikke medfører, at Skattestyrelsen ikke i en skattesag kan træffe en afgørelse vedrørende de samme forhold, hvor Skattestyrelsen vurderer, at der er handlet minimum groft uagtsomt, således at Skattestyrelsen kan gennemføre en ekstraordinær skatteansættelse.

Lignende synspunkter har igennem årene været fremsat i en række sager, se f.eks. SKM 2011.209.HR og SKM 2001.582.ØLR uden held, så det er ikke overraskende, at retten når til denne konklusion.