Anfordringsgældsbreve skulle værdiansættes til kurs 100 ved beregning af gaveafgift af en gældseftergivelse

Sagens faktum var således, at der i forbindelse med et generationsskifte i en familieejet koncern blev gaveoverdraget aktier, der delvist blev finansieret med rentefrie anfordringsgældsbreve uden sikkerhed. Aktierne blev overdraget fra faderen C til børnene A og B.

Gældsbrevenes pålydende var på 37.214.661 kr., og de blev i forbindelse med opgørelsen af gavernes værdi, som modydelse ansat til kurs 100.

Faderen døde efterfølgende, hvorefter gældsbrevene overgik til moderen D, idet hun fik udleveret fællesboet til hensidden i uskiftet bo.

D eftergav ved gavebreve senere samme år gælden ifølge gældsbrevene. Af gavebrevene fremgik, at værdien af gaverne til A og B udgjorde henholdsvis 4.782.084 kr. og 5.790.593 kr. Gaverne blev herefter anmeldt til SKAT (Skattestyrelsen) med de anførte værdier.

Det ville SKAT ikke acceptere og traf afgørelse om, at gavernes værdi skulle fastsættes til gældsbrevenes pålydende på hver 37.214.661 kr. (kurs 100). Landsskatteretten stadfæstede efterfølgende denne afgørelse, og det samme gjorde Vestre Landsret.

Spørgsmålet for Højesteret var herefter, hvilken værdi anfordringsgældsbrevene skulle anses at have i forbindelse med gaveoverdragelsen, og dermed reelt set om de skulle kursværdiberegnes, således at gavernes værdi skulle ansættes i forhold til handelsværdien på gaveoverdragelsestidspunktet.

Højesteret udtalte indledningsvist, at det fremgår af boafgiftslovens § 27, stk. 1, at en gaves værdi fastsættes til dens handelsværdi på tidspunktet for modtagelsen, og at der, hvis der ikke eksisterer et marked for omsætning af det pågældende gældsbrev, og det i øvrigt ikke er bestemt eller egnet til omsætning, på anden måde må fastsættes, hvilken værdi gældsbrevet har for kreditor.

Højesteret fandt herefter, at værdien som det klare udgangspunkt må ansættes til gældsbrevets pålydende i en situation, hvor der er tale om et anfordringsgældsbrev, der er udstedt mellem nærtstående, som er rente- og afdragsfrit og ikke indeholder en løbetid.

Højesteret anførte herefter, at dette udgangspunkt kunne fraviges, hvis skyldneren på gældseftergivelsestidspunktet godtgør ikke at kunne, og heller ikke forventes på et senere tidspunkt at blive i stand til fuldt ud at indfri det pågældende gældsbrev.

Højesteret fandt på baggrund heraf, at udgangspunktet var, at gældsbrevene i sagen skulle ansættes til kurs 100, og at det ikke var godtgjort, at der var grundlag for at fravige dette udgangspunkt allerede fordi A og B måtte forventes at modtage en arv, der ville være betydelig større end gælden.