Sagen vedrørte, hvorvidt en lejlighed havde tjent som reel beboelse i ejertiden og dermed kunne sælges skattefrit efter parcelhusreglen i ejendomsavancebeskatningslovens § 8, og hvorvidt der var handlet minimum groft uagtsomt, idet avancen ved salget ikke var selvangivet, jf. Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5.
Faktum i sagen var overordnet, at lejligheden blev solgt fra faderen til sønnen i september 2017 til en pris på 2.016.000 kr., hvilket lå indenfor +/- 15 pct. af den offentlige ejendomsvurdering. Skødet blev tinglyst den 15. september 2017.
Sønnen havde dog allerede i juli 2017 indhentet en vurdering af lejligheden på 4.495.000 kr. i forbindelse med, at han havde indgået en betinget købsaftale på et hus, som han dog ikke endte med at få. Han indgik efterfølgende, den 21. september 2017, en købsaftale på et andet hus, som han overtog i februar 2018, hvor han fraflyttede lejligheden.
Den 16. oktober 2017 underskrev han en formidlingsaftale om salg af lejligheden, som efterfølgende blev solgt 7. december 2017 for 4.395.000 kr.
Byretten fandt, som Skattestyrelsen og Landsskatteretten, ikke, at sønnen på baggrund af dette faktum kunne sælge lejligheden skattefrit efter parcelhusreglen, da retten ikke fandt, at hans ophold i ejerlejligheden på tidspunktet for hans ejerskab havde karakter af reel beboelse. Det er ikke så overraskende henset til sagens faktuelle forløb og praksis på området.
Sønnen var omfattet af den korte ligningsfrist, og Skattestyrelsens afgørelse lå udenfor fristerne, hvorfor afgørelsen ville have været ugyldig, hvis retten ikke fandt, at sønnen havde handlet mindst groft uagtsomt, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, ved ikke at selvangive avancen ved salget.
Byretten fandt, at sønnen havde handlet minimum groft uagtsomt, ligesom Landsskatteretten, og at Skattestyrelsen havde overholdt 6 måneders fristen i Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 2.
Der er ingen oplysninger i sagen om, hvorvidt den har været oversendt til ansvarsvurdering, men som i alle øvrige sager, hvor der henvises til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, vil der være risiko herfor.
Tarifering af drivhuskonstruktioner ekskl. glas – forrentning af tilbagebetalte morarenter og rentegodtgørelser
Udstykkede ejendomme – omberegnede grundværdier – ikke grundlag for tilsidesættelse af skøn
Omkostningsgodtgørelse – hæftelse – konkurs
Højesteret: sag om beskatning af aktionærlån skulle ikke henvises til behandling i landsretten som 1. instans
Varetægtsfængsling indtil dom i ankesag var ikke disproportional