Varetægtsfængsling indtil dom i ankesag var ikke disproportional

Sagen vedrørte et tilfælde, hvor den tiltalte ved dom blev idømt 5 års fængsel bl.a. for flere voldtægtsforsøg begået mod mindreårige piger, og spørgsmålet i sagen var, hvorvidt tiltalte skulle sidde varetægtsfængslet indtil dom i ankesagen.

Østre Landsret fandt ikke, at der var grundlag herfor, blandt andet med følgende begrundelse:

”Af de grunde, som landsretten har anført i kendelse af 7. oktober 2024, findes betingelserne for fortsat varetægtsfængsling i medfør af retsplejelovens § 769, stk. 4, jf. § 762, stk. 2, nr. 1, at være opfyldt. Hvis tiltalte varetægtsfængsles indtil dom, vil tiltalte blive frihedsberøvet i 2 år og 8 måneder.

At varetægtsfængslingen, som sker under mere belastende forhold end afsoning i almindeligt fængsel – herunder under forhold som efter det oplyste om tiltaltes personlige forhold er særligt belastende for ham – vil få en sådan udstrækning, beror i al væsentlighed på domstolenes lange sagsbehandlingstider.

Under disse omstændigheder finder landsretten, at fortsat frihedsberøvelse vil være i strid med retsplejelovens § 762, stk. 3.

Varetægtsfængslingens øjemed kan imidlertid i nogen grad opnås ved mindre indgribende foranstaltninger som nævnt i retsplejelovens § 765, stk. 2, jf. stk. 1, og tiltalte har samtykket heri. Der træffes derfor, og da hensyn som nævnt i retsplejelovens § 762, stk. 3, ikke kan anses for at være til hinder herfor, bestemmelse som nedenfor bestemt om sådanne foranstaltninger, jf. retsplejelovens § 769, stk. 4, jf. § 762, stk. 2, nr. 1, jf. § 765, stk. 2, nr. 2, jf. stk. 1.

bestemmes:

Tiltalte T skal løslades fra varetægtsfængsling.

Tiltalte skal, indtil der er afsagt dom i sagen, undlade gennem internettet at kontakte børn under 18 år, der ikke kender ham, og undlade erhvervsmæssigt eller i forbindelse med fritidsaktivitet at beskæftige sig med børn og unge under 18 år.”

Denne kendelse er interessant, da der ikke er mange kendelser, hvor der sker løsladelse i denne type sager, og kendelsen blev da også indbragt for Højesteret, der ændrede landsrettens kendelse, således at tiltalte skal sidde varetægtsfængslet indtil landsretten har afsagt dom i ankesagen, hvilket forventeligt sker ultimo 2025.

Højesteret anførte indledningsvist, at der efter en fældende dom i byretten er et stærkere grundlag for varetægtsfængsling af hensyn til retshåndhævelsen indtil dom i ankesagen, jf. herved Højesterets kendelse af 19. december 2024 (UfR 2025.955).

På baggrund af de strafbare forholds grovhed, herunder kriminalitetens art, fandt Højesteret herefter, at hensynet til retshåndhævelsen krævede, at tiltalte ikke er på fri fod.

I relation til proportionalitetsvurderingen henviste Højesteret til, at tiltaltes forklaring om den belastning, som fortsat varetægtsfængsling ville udgøre, ikke var understøttet af lægelige eller andre oplysninger i sagen, og at tiltalte ville have været frihedsberøvet i 2 år og 8 måneder ved uafbrudt varetægtsfængsling indtil dom i ankesagen. Dette skal sammenholdes med, at tiltalte var idømt 5 års fængsel i byretten

Højesteret har flere gange taget stilling til, at der ved proportionalitetsvurderingen må tages fornødent hensyn til muligheden for at opnå prøveløsladelse til ”normal tid” som er 2/3 dele af den idømte straf, dog minimum 2 måneder, jf. straffelovens § 38, stk. 1, se f.eks. Højesterets kendelser af 2. april 2012 (UfR 2012.2271), 24. august 2020 (UfR 2020.3699) og 15. februar 2024 (UfR 2024.2127).

Højesteret har derimod i en kendelse af 10. januar 2025 i sag 53/2024 slået fast, at der ikke af retten skal foretages en konkret vurdering af, om prøveløsladelse undtagelsesvis måtte forventes at kunne ske tidligere, fordi særlige omstændigheder taler for det, jf. straffelovens § 38, stk. 2.

Højesteret omtalte i øvrigt ikke den lange sagsbehandlingstid, der ifølge landsrettens kendelse relaterede sig til rettens forhold, og heller ikke, at varetægtsfængsling sker under mere belastende forhold end afsoning i almindeligt fængsel.

Højesteret fandt herefter, at varetægtsfængsling indtil dom på det foreliggende grundlag ikke var i strid med proportionalitetshensynet, jf. retsplejelovens § 762, stk. 3.

Det kunne endvidere ikke føre til et andet resultat, at tiltalte efter den påkærede kendelse havde været på fri fod siden den 21. november 2024, hvilket skal sammenholdes med, at Højesterets kendelse er fra den 14. juli 2025, og at ankesagen er berammet til perioden 13. november – 19. december 2025.

Foranstaltninger efter retsplejelovens § 765

Højesteret fandt efter oplysningerne om kriminalitetens art, at varetægtsfængslingens øjemed ikke kunne opnås ved de mindre indgribende foranstaltninger, som landsretten havde fastsat, heller ikke selv om det i medfør af § 765, stk. 3, bestemtes, at tiltalte ikke må opholde sig i eget hjem.

Endelig fandt Højesteret ikke, at der på det foreliggende grundlag var grundlag for at træffe bestemmelse om andre foranstaltninger i medfør af retsplejelovens § 765.

Konklusion

Konklusionen blev altså, at tiltalte skulle varetægtsfængsles, til trods for at han havde været på fri fod i næsten 7 måneder, ligesom Højesteret igen slår fast, at der efter en fældende dom i byretten et stærkere grundlag for varetægtsfængsling af hensyn til retshåndhævelsen indtil dom i ankesagen, og at en samlet varetægtsfængsling på 2 år og 8 måneder sammenholdt med en dom på 5 års fængsel ikke var disproportional i det konkrete tilfælde.