Omkostningsgodtgørelse – hæftelse – konkurs

Sagen angik, hvorvidt en skatteyder var berettiget til at opnå omkostningsgodtgørelse for bistand ydet af en rådgiver i forbindelse med skattesag. Spørgsmålet var om det var godtgjort, at skatteyderen hæftede for udgifterne til rådgiverbistanden.   

Skatteyderen var på tidspunktet for indgåelsen af aftalen om rådgiverbistand under konkursbehandling.  

Retten bemærkede, at det både fremgik af det efterfølgende forløb og forklaringen i sagen, at det var fuldstændigt klart for rådgiveren, at skatteyderen aldrig ville være i stand til at betale for bistanden, medmindre skatteyderen fik medhold i en række retssager, herunder skattesagen.  

Retten fandt på den baggrund, at det ikke var godtgjort, at skatteyderen faktisk og reelt hæftede for udgifterne til rådgiverbistand, hvorfor der ikke var krav på omkostningsgodtgørelse efter skatteforvaltningsloven. 

Skatteforvaltningsloven § 52, stk. 1 

Skatteforvaltningsloven §§ 54 og 55 

Tidligere instans: 

Landsskatteretten, j.nr. 17-0001057, ej offentliggjort

Sag BS-19713/2024-FRB  

Parter 

H1  

mod  

Skatteministeriet Departementet  

(v/ advokat Asger Hinsch)  

Denne afgørelse er truffet af dommer Søren Hafstrøm.  

Sagens baggrund og parternes påstande  

Retten har modtaget sagen den 16. april 2024. 

Sagen drejer sig om omkostningsgodtgørelse i skattesagsprocessen.  

H1 har nedlagt følgende påstand:   

Principalt: Sagen skal tilbage til Landsskatteretten til fornyet vurdering   

Subsidiært: Sagen skal tilbage til Skattestyrelsen til fornyet vurdering  

Tertiært 1: Skatteministeriet skal anerkende, at sagsøgeren er berettiget til omkostningsgodtgørelse med i alt 501.249 kr.  

Tertiært 2: Skatteministeriet skal anerkende, at sagsøgeren er berettiget til omkostningsgodtgørelse med et mindre beløb.  

Skatteministeriet har nedlagt påstand om frifindelse.  

Oplysningerne i sagen  

Landsskatteretten traf den 26. september 2023 følgende afgørelse i sagen:  

 "…  

Afgørelse fra Landsskatteretten  

26. september 2023  

Sagsnr. 17-0001057  

I afgørelsen har deltaget:                 MA, MB og WL  

Klager:                                           NO  

Klage over:                                    SKAT’s afgørelse af 6. december 2016   

CPR-nr.:                                        (red.fjernet.cpr)   

Der er ansøgt om yderligere omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand ydet af G1-virksomhed i forbindelse med klagerens sag ved Landsskatteretten. SKAT (nu Skattestyrelsen) har i den påklagede afgørelse givet afslag på yderligere omkostningsgodtgørelse og krævet den tidligere udbetalte acontogodtgørelse tilbagebetalt, da betingelsen om hæftelse i skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, ikke er opfyldt.   

Landsskatteretten stadfæster den påklagede afgørelse   

Møde mv.   

Der har været afholdt møde mellem klageren, G1-virksomhed (nu H1, herefter klagerens repræsentant) og Skatteankestyrelsens sagsbehandler. Klagerens repræsentant har endvidere udtalt sig overfor rettens medlemmer på et retsmøde.   

Faktiske oplysninger   

SKAT (nu Skattestyrelsen) forhøjede ved afgørelse af 14. april 2010 klagerens skattepligtige indkomst for indkomstårene 2006 og 2007 med henholdsvis 14.475.000 kr. og 550.000 kr. SKAT fandt, at beløbene skulle betragtes som kapitalindkomst og beskattes i henhold til statsskattelovens § 4. SKAT anførte endvidere i afgørelsen, at SØK (Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet) havde iværksat undersøgelser vedrørende de beløb, som SKAT’s afgørelse vedrørte.  

Advokat NM (herefter klagerens daværende repræsentant) påklagede den 12. juli 2010 på klagerens vegne SKAT’s afgørelse af 14. april 2010 til Skatteankenævn for Sydvestsjælland.  

SØK foretog den 25. maj 2010 en anmeldelse af klageren. Det fremgår af anmeldelsen, at den sigtede (klageren) havde undladt at oplyse SKAT om, at hans kapitalindkomst var i alt 14.475.000 kr. for lav i indkomståret 2006 og 550.000 kr. for lav i indkomståret 2007, hvorved det offentlige blev unddraget skat med 8.921.749 kr.  

Den 15. marts 2011 stadfæstede skatteankenævnet SKAT’s afgørelse af 14. april 2010.  

Klagerens daværende repræsentant påklagede den 8. juni 2011 skatteankenævnets afgørelse af 15. marts 2011 til Landsskatteretten. Repræsentanten oplyste i klagen, at der verserede en straffesag ved Retten i Næstved vedrørende de beløb, som den påklagede afgørelse vedrørte.  

Klagerens daværende repræsentant henvendte sig den 3. maj 2012 til Landsskatteretten med anmodning om, at behandlingen af den påklagede afgørelse blev sat i bero på straffesagen ved Retten i Næsted. Landsskatteretten imødekom repræsentantens anmodning ved brev af 16. maj 2012. Det fremgik af brevet, at sagsbehandlingen blev sat i bero i seks måneder på straffesagen.  

Klageren blev taget under konkursbehandling ved dekret af 19. december 2012.  

Den 22. februar 2013 faldt der dom i straffesagen ved Retten i Næstved, hvor retten blandt andet fandt, at klageren skulle straffes med fængsel i 5 år, at klageren blev idømt en tillægsbøde på 6.400.000 kr., at der skulle ske konfiskation hos klageren af 14.229.419 kr., og at klageren blev frataget retten til at udøve virksomhed som ejendomsformidler samt retten til at deltage i ledelsen af sådan virksomhed. Retten lagde ved vurderingen blandt andet vægt på, at klageren var initiativtager til at begå bedrageri, og at klageren tillige var dømt for skatteunddragelse og kursmanipulation. Endvidere lagde retten vægt på sagens karakter, og at der var tale om bedrageri til meget store beløb og forholdenes professionelle karakter.  

Klagerens daværende repræsentant oplyste den 18. marts 2013 Landsskatteretten om, at Retten i Næstveds dom var blevet anket til Østre Landsret. Klagerens daværende repræsentant anmodede om, at skattesagen blev sat i bero på sagen i Østre Landsret, såfremt skattesagen ikke kunne frafaldes på det foreliggende grundlag.  

Landsskatteretten imødekom repræsentantens anmodning ved brev af 10. april 2013. Det fremgik af brevet, at sagsbehandlingen blev sat i bero foreløbigt i seks måneder på straffesagen.  

Den 6. november 2013 udtrådte klagerens daværende repræsentant af sagen.  

Advokatfirmaet R1-advokat (nu R1-advokat Advokatfirma, herefter R1-advokat) indtrådte den 3. april 2014 som repræsentant for klageren i sagen ved Landsskatteretten.  

Den 4. september 2014 indgav R1-advokat og klagerens repræsentant i fællesskab en supplerende klageskrivelse til Landsskatteretten. Følgende fremgår blandt andet af det supplerende indlæg:  

 "(…)  

Vi skal hermed tillade os at fremkomme med et supplerende indlæg i den verserende sag vedrørende forhøjelse af indkomsten for NO vedrørende indkomstårene 2006 og 2007 - og vi skal tillige fastholde anmodningen om et retsmøde.  

NO har entreret med nye rådgivere, revisor NT og undertegnede.  

Da der i sagen er fremkommet mange nye oplysninger, og da klager har fået nye rådgivere tilknyttet, skal vi høfligst anmode om et yderligere kontormøde.  

Endvidere skal vi opfordre Landsskatteretten til at fremsende nærværende skrivelse til de skatteansættende myndigheder.  

Vi skal endvidere anmode om, at den nuværende berostillelse af sagen bringes til ophør og realitetsbehandling af sagen påbegyndes:  

Principal påstand:  

Forhøjelserne kr. 13.750.000, kr. 725.000 og kr. 550.000 af aktieindkomsterne for 2006 og 2007 nedsættes til nul.  

Subsidiær påstand:  

Forhøjelsen kr. 13.750.000 nedsættes med det beløb NO faktisk har tilbagebetalt til G2-virksomhed.  

Forhøjelserne kr. 725.000 og kr. 550.000 nedsættes til nul.  

Anbringender:  

Til støtte for påstanden vedrørende kr. 13.750.000 gøres 3 hovedsynspunkter gældende:  

1.  

Udbetalingerne af de af påstandene omfattede beløb er i en civilsag endelig pådømt som ugyldige i medfør af aftaleloven, hvilket skatteretligt ifølge teori og praksis indebærer, at beløbene ikke danner grundlag for beskatning, idet ugyldighedsvirkningen har virkning fra udbetalingstidspunktet.  

2.  

I den konkrete sag blev NO af kurator i boet G2-virksomhed gjort opmærksom på tilbagebetalingsforpligtelsen allerede inden selvangivelsestidspunktet for indkomståret 2007, hvilket indebærer, at han aldrig har erhvervet endelig ret til udbetalingerne i skatteretlig forstand.  

3.  

I den konkrete sag har NO allerede tilbagebetalt en væsentlig del af de beløb, der af byretten er blevet bedømt som ugyldigt udbetalt.  

Til støtte for påstanden vedrørende kr. 725.000 og kr. 550.000 gøres det gældende, at der er tale om beløb modtaget som afdrag på tidligere ydede lån, hvorfor der således ikke er grundlag for beskatning i medfør af Statsskattelovens § 4.  

(…)"

Den 17. september 2014 oplyste Skatteankestyrelsen R1-advokat om, at Skatteankestyrelsen ikke fandt anledning til at genoptage sagsbehandlingen af skattesagen, idet sagen fortsat var berostillet på Østre Landsrets behandling af straffesagen. Dette blev gentaget i brev fra Skatteankestyrelsen af 30. oktober 2014 til R1-advokat, der blev sendt i kopi til repræsentanten. Det fremgik af brevet, at sagsbehandlingen havde været berostillet frem til, at R1-advokat og repræsentanten indtrådte som repræsentanter for klageren, og fortsat ville være det. Dette var henset til, at sagen havde været berostillet på Østre Landsrets behandling af straffesagen frem til dette tidspunkt, hvorved Skatteankestyrelsen ønskede at afvente denne behandling.  

Klagerens repræsentant ansøgte på vegne af klageren SKAT om acontogodtgørelse den 23. oktober 2014 og den 12. maj 2015 for udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med klagesagen ved Landsskatteretten. Det fremgik af ansøgningsblanketterne, at repræsentanten havde opgjort de godtgørelsesberettigede beløb til henholdsvis 372.343 kr. og 91.406 kr., og at kravet på omkostningsgodtgørelse var overdraget til repræsentanten.  

Ansøgningerne var blandt andet vedlagt to fakturaer udstedt henholdsvis den 23. oktober 2014 og den 20. april 2015, nr. (red.fjernet.fakturanr.) og nr. (red.fjernet.fakturanr.1), hvor beløbene på henholdsvis 372.343 kr. inklusive moms og 91.406 kr. inklusive moms fremgår. Endvidere fremgår følgende af de to fakturaer:  

"(…)  

Skattesag i Landsskatteretten (Civil- og straffesag):

Arbejde fra perioden 6. februar 2014 til 22. oktober 2014, 119 timer, jf. regneark  

Bank: F1-bank, Konto X1, inden 7 dage  

(…)"

Og 

"(…)  

Skattesag i Landsskatteretten (Civil- og straffesag):  

Arbejde fra perioden 28. oktober 2014 til 20. april 2015, 29,25 timer, jf. regneark"  

Bank: F1-bank, Konto X1, inden 7 dage  

(…)"  

SKAT godkendte ansøgningerne ved afgørelser af 15. december 2014 og af 31. juli 2015, hvorefter der blev udbetalt 50 % af de ansøgte beløb til klagerens repræsentant, svarende til henholdsvis 186.171,50 kr. og 45.703 kr. SKAT tog ved udbetalingen forbehold for et eventuelt krav på tilbagebetaling.  

Der faldt dom i straffesagen ved Østre Landsret den 13. maj 2015. Følgende fremgår af Østre Landsrets dom om sagens forhold 12, der vedrørte klagerens manglende angivelse til SKAT af indtægterne i 2006 og 2007:

"[...] 

Alle voterende udtaler:  

 Der gives vedrørende forhold 12 og 13 a-c dom efter stemmeflertal let. NO findes herefter skyldig i overtrædelse af skattekontrollovens § 16, stk. 3, jf. stk. 1, vedrørende 725.000 kr. (overført unddragelse på 373.842 kr., men frifindes i øvrigt for tiltalen i forhold 12.

[...]"

Den 13. juni 2016 ændrede Landsskatteretten skatteankenævnets afgørelse af 15. marts 2011 og nedsatte forhøjelsen af klagerens skatteansættelser for indkomstårene 2006 og 2007 med henholdsvis 13.750.000 kr. og 550.000 kr. Forhøjelsen af klagerens skatteansættelse for indkomståret 2006 med 725.000 kr. blev stadfæstet. Skatteankestyrelsen udtalte i forbindelse med Landsskatterettens afgørelse, at resultatet af sagen kunne anses for medhold i overvejende grad, da ansættelsen var nedsat med mere end 50 % af den påklagede forhøjelse.  

På vegne af klageren ansøgte klagerens repræsentant den 23. juni 2016 SKAT om omkostningsgodtgørelse med 100 % af 37.500 kr. inklusive moms for udgifter til sagkyndig bistand ydet af klagerens repræsentant i forbindelse med klagesagen ved Landsskatteretten. Det fremgik af ansøgningsblanketten, at klagerens repræsentant havde underskrevet ansøgningsblanketten for klageren. Ansøgningen var vedlagt fakturanr. (red.fjernet.fakturanr.2) udstedt den 23. juni 2016 på det ansøgte beløb samt et time-/ sagsregnskab. Klagerens repræsentant ansøgte endvidere om at få udbetalt yderligere 50 % omkostningsgodtgørelse vedrørende fakturanr. (red.fjernet.fakturanr.) og nr. (red.fjernet.fakturanr.1), da klageren havde opnået medhold i overvejende grad i sagen ved Landsskatteretten.  

Af teksten på fakturanr. (red.fjernet.fakturanr.2) fremgår følgende:   

"[...]

Skattesag i Landsskatteretten og Østre Landsret:

Arbejde fra 22. oktober 2014 til juni 2016, 12 timer, jf. regneark

Bank: F1-bank, Konto X1, inden 7 dage

[...]"

Af det fremlagte time-/sagsregnskab vedrørende perioden fra den 6. februar 2014 til den 27. april 2016 fremgår følgende: 

"[...]

[...]" 

I forbindelse med SKAT’s behandling af klagerens ansøgning om omkostningsgodtgørelse anmodede SKAT klagerens repræsentant om yderligere oplysninger den 4. oktober 2016. Følgende fremgår af SKAT’s henvendelse til repræsentanten:

"[...]

Blanket 02.008 af 2016.05 (vedlagt)

Vi anmoder derfor om indsendelse af de oplysninger som fremgår  af blanket 02.008, herunder oplysning om honoraraftale. Blanketten  skal underskrives af både ansøger og rådgiver. Afgivelse af urigtige oplysninger kan medføre strafansvar.  

Dokumentation for betalt faktura i tidligere acontosag  

Vi har tidligere udbetalt aconto-beløb for sagens behandling i Landsskatteretten. Vi udbetalte 186.171,50 og 45.703 kr. ved brev af  15. december 2014 og 31. juli 2015. Det svarer til halvdelen af fakturanr. (red.fjernet.fakturanr.) og (red.fjernet.fakturanr.1) på 372.343 og 91.406 kr.  

Vi anmoder jer om at indsende dokumentation for, at fakturanr.  (red.fjernet.fakturanr.) og (red.fjernet.fakturanr.1) af 23. oktober 2014 og 20. april 2015, som var forfalden til betaling den 30. oktober 2014 og 27. april 2015, er  betalt af NO. Vi beder om at få tilsendt bogføringsbilag,  debitorkontokort og bankkontoudtog.

Vi beder om oplysningerne, fordi det er en betingelse for at få om kostningsgodtgørelse, at den skattepligtige hæfter for udgifterne til  rådgiverbistand.

Vi kan først udbetale yderligere omkostningsgodtgørelse for sagens  behandling ved Skatteankestyrelsen, når vi har dokumentation for,  at NO hæfter for rådgivers honorar i klagesagen. 

Bevisbyrden for, at den godtgørelsesberettigede er forpligtet til at skulle betale de omhandlede fakturaer, påhviler som udgangspunkt den godtgørelsesberettigede eller bistandsyderen, hvis kravet er overdraget til denne. 

Vi beder om at få oplysningerne senest den 18. oktober 2016.

[…]" 

SKAT anmodede endvidere, ved brev, klageren om at oplyse på en vedlagt erklæring, om klageren havde betalt fakturanr. (red.fjernet.fakturanr.), nr. (red.fjernet.fakturanr.1) og nr. (red.fjernet.fakturanr.2). Brevet blev sendt i kopi til klagerens repræsentant. Klageren underskrev den 17. oktober 2016 den af SKAT fremsendte erklæring. Det fremgår af erklæringen, at klageren havde modtaget fakturanr. (red.fjernet.fakturanr.2), at klageren ikke havde betalt fakturaerne, at klageren ikke havde en aftale med sin rådgiver eller andre om betaling af honoraret, og at der ikke var aftalt et maksimum beløb for hele sagens behandling.  

Den 18. oktober 2016 fremsendte klagerens repræsentant en mail til SKAT med følgende indhold:   

"[…]

Vi kan ikke få fat i NO. Jeg antager, at han sidder i fængsel. Han fik jo en dom på 5 år. Men der er jo blot tale om, at den tidligere godtgørelse skal opgraderes til 100 %.

Nej NO har naturligvis ikke betalt. SKAT har jo taget ham under  konkurs. Det har været aftalen, at den del af regningen, der ikke blev dækket af SKAT skulle anmeldes i boet. Men det er ikke muligt  at anmelde noget krav i boet før det endelig afklaret, at boet skal  betale. Men der bliver næppe dividende til simple kreditorer."  

[…]"  

SKAT fremsendte den 28. oktober 2016 en yderligere anmodning om oplysninger til klagerens repræsentant, hvor blandt andet følgende fremgår:

"[…]  

Den 4. oktober 2016 skrev vi til dig og bad om oplysninger, så vi kan behandle din sag færdig.  

Vi har fået en mail fra dig, men mangler stadig oplysninger. Derfor beder vi dig igen sende os dette senest den 12. november 2016:  

Dokumentation for betalt faktura i tidligere aconto sag/ NO hæftelse for honoraret.   

Vi har tidligere udbetalt acontobeløb for sagens behandling i Landsskatteretten. Vi udbetalte 186.171,50 og 45.703 kr. ved brev af 15. december 2014 og 31. juli 2015. Det svarer til halvdelen af faktura nr. (red.fjernet.fakturanr.) og (red.fjernet.fakturanr.1) på 372.343 og 91.406 kr. 

Vi anmoder jer om at indsende dokumentation for, at faktura nr. (red.fjernet.fakturanr.) og (red.fjernet.fakturanr.1) af 23. oktober 2014 og 20. april 2015, som var forfalden til betaling den 30. oktober 2014 og 27. april 2015, er betalt af NO. Vi beder om at få tilsendt bogføringsbilag, debitorkontokort og bankkontoudtog.  

Vi beder om oplysningerne, fordi det er en betingelse for at få omkostningsgodtgørelse, at den skattepligtige hæfter for udgifterne til rådgiverbistand. 

I har sendt en mail, med oplysningen om, at NO ikke har betalt sin andel af regningerne på sagkyndig bistand. I skriver at han ikke har betalt idet han er erklæret konkurs. 

I skal derfor dokumentere at NO hæfter for udgifterne til jeres bistand, og bedes fremsende dokumentation herfor.

Honoraraftale Redegørelse for udgifternes fordeling  

Under sagens behandling, fremgår det af timesagsregnskabet, at der er forbrugt tid på NO’s straffesag. Udgifter til bistand i straffesager er ikke godtgørelsesberettigede jr. Skatteforvaltningslovens §§ 54 og 55. 1 bedes derfor fremsende en redegørelse samt en  begrundet fordeling af udgifterne.  

Sagsakter udarbejdet af jer. 

Da det fremgår af timesagsregnskabet, at der er forbrugt tid på NO straffesag, bedes I redegøre for hvilket arbejdet I har udført i skattesagen, samt indsende de sagsakter I har udarbejdet.

[...]"  

Den 31. oktober 2016 fremsendte klagerens repræsentant en mail til SKAT med følgende indhold:   

"[...]  

Jeg ved ikke om du misforstod første e-mail. NO har ikke betalt noget, da han har været under konkurs- og det er tillige SKAT, der har taget ham under konkurs. Så der er ingen grund til at anmode om dokumentation for betaling for der er ingen betaling fra NO.

[...]"

Endvidere fremsendte klagerens repræsentant den 1. november 2016 endnu en mail til SKAT:  

"[…]

SKAT har endnu ikke hjemmel til at anmode om de oplysninger du  beder om. Det bliver der når lovudkast af 23. juni 2016 bliver vedtaget. Men der er ikke udstedt kreditnotaer, hvis det er det som du fisker efter.  

Fakturaen dokumenterer, at der er en retlig forpligtelse til at betale  beløbet. Om beløbet faktisk er betalt, er uden betydning.  

Der er jo heller ikke fare for misbrug, når der skal udbetales 100 %  godtgørelse.  

Jeg foreslår, at du afsiger en kendelse på det foreliggende grundlag.   

 […]" 

SKAT traf den 6. december 2016 afgørelse om ansøgningen indgivet den 23. juni 2016. Klagerens repræsentant påklagede SKAT’s afgørelse af 6. december 2016 til Skatteankestyrelsen den 22. december 2016 (nærværende sag). 

Klagerens repræsentant har den 23. januar 2017 blandt andet oplyst følgende til Skatteankestyrelsen: 

"[…]

Jeg vil gerne understrege, at G1-virksomhed har indtægtsført fakturaerne fuldt ud. Men restfordringen er lagerreguleret efter kursgevinstloven.  

Her at bemærke, at G1-virksomhed ikke har haft mulighed for at anmelde restfordringen i NO’s konkursbo, da fordringen er stiftet efter konkursdekretets afsigelse.  

[…]"  

Sagen vedrørende klagerens konkurs blev afsluttet den 29. august 2017.  

Den 5. november 2021 har klagerens repræsentant fremsendt en mail til Skatteankestyrelsen vedhæftet yderligere materiale til sagen. Materialet indeholder blandt andet en mail fra repræsentanten til klageren af 2. september 2016, en oversigt over hændelsesforløbet, herunder en præcisering af aftalegrundlaget mellem klageren og repræsentanten og en skyldnererklæring.  

Det fremgår af mailen af 2. september 2016, at repræsentanten har fremsendt tre skemaer, som han beder klageren om at underskrive samt tre fakturaer og en tidsregistrering.

Oversigten over hændelsesforløbet er benævnt "erklæring" og ses at være underskrevet af klageren den 4. november 2021. Af oversigten fremgår følgende: 

"[...]  

Til brug for Skatteankestyrelsen skal vi kort præcisere aftalegrundlaget og hændelsesforløbet. 

Skattesagen/Straffesagen:

"[…]  

G1-virksomhed (NT) og R1-advokat [navn udeladt] bliver hyret (februar 2014) til at føre sagen i Landsskatteretten - og [navn udeladt] bliver hyret til at føre straffesagen i Østre Landsret.  

De nye repræsentanter ønskede, at sagen I Landsskatteretten skulle afgøres først.  

Alt materiale i skattestraffesagen og den civile skattesag, bliver derfor fremsendt til G1-virksomhed og R1-advokat.  

Der blev udarbejdet processkrifter til Landsskatteretten den 4. og 10. september 2014. Arbejdet frem til dette tidspunkt har ubetinget  vedrørt den civile skattesag i Landsskatteretten.

I brev af 30. oktober 2014 meddeler Skatteankestyrelsen, at man ikke vil fremme sagen, men afvente Østre Landsret.  

Der har herefter være nogle få samtaler med [navn udeladt], jf. vedlagte tidsregistrering - og der har været en gennemgang af [navn udeladt] procedure-udkast, jf. bemærkninger hertil i e-mail af 10. marts 2015.  

Den 13. maj 2015 afsiger Østre Landsret sin dom - og arbejdet herefter har ubetinget vedrørt sagen i Landsskatteretten.  

Honorarafregningen:

Der har været aftalt, at sagen skulle køre efter almindelig medgået tid - og uden noget loft - og uafhængig af resultatet.

Det har tillige været aftalt, at NT og [navn udeladt] skulle udarbejde fælles processkrifter, men fakturere hver for sig.

Den 23. oktober 2014 anmodes om omkostningsgodtgørelse første gang.

Den 5. december 2014 anmoder [navn udeladt] fra SKAT om at blive ringet op vedrørende sagen, se e-mail.

Den 9. marts 2015 ringer NO til G1-virksomhed og anmoder om at få tilsendt faktura og nuanceret tidsregistrering, som fremsendes pr. e-mail samme dag, (se e-mail).

Den 8. maj 2015 fremsendes faktura og blanket til omkostningsgodtgørelse til [navnudeladt]

Den 29. juli 2015 anmoder [navn udeladt] fra SKAT om en nuanceret redegørelse for det udførte arbejde (se e- mail). Den indsendes samme dag.

Den 23. juni 2016 anmodes om omkostningsgodtgørelse (se e-mail).

Efter ønske fra NO genfremsendes den 11. juli 2016 slutafregning og tidsregistrering til NO (se e-mail). 

Den 2. september 2016 (se e-mail) fremsendes tidsregistrering og skema til Omkostningsgodtgørelse  

Den 17. december 2016 fremsendes udkast til klageskrivelse vedrørende omkostningsgodtgørelse til NO, se e-mail.  

[…]"  

Skyldnererklæringen ses underskrevet af klageren den 29. oktober 2021.

Følgende fremgår af skyldnererklæringen:

"[…]

Jeg, NO (cpr.nr. (red.fjernet.cpr)) Y1-adresse skal hermed genbekræfte, at jeg pr. dags dato fortsat skylder H1, cvr.nr. ...11, (tidligere navn G3-virksomhed)

DKK 502.249 fordelt på følgende 3 fakturaer:

Jeg skal tillige bekræfte, at jeg tidligere skriftligt har tiltrådt gælden bl.a. ved at underskrive blanketten til omkostningsgodtgørelse, hvor de nævnte fakturaer indgik.

Gælden er fortsat forfalden til betaling og tvangsfuldbyrdelsen kan ske direkte via fogedretten uden forudgående retssag, jf. retsplejelovens § 478, stk. 1, nr. 4 og 5. 

[…]"  

Klagerens repræsentant har ved mail af 1. december 2021 til Skatteankestyrelsen fremlagt en udskrift fra Retten i Næstveds dombog dateret den 1. december 2021. Det fremgår heraf, at repræsentanten og klageren mødte i fogedretten som henholdsvis rekvirent og skyldner. Det fremgår endvidere af udskriftet, at klageren blev afkrævet et samlet beløb på 504.349 kr. (502.999 kr. + 1.350 kr.), hvortil klageren erklærede sig ude af stand til at betale og erklærede intet at kunne påvise til genstand for udlæg. Endvidere fremgår det af udskriftet, at der ikke kunne tilbydes en afdragsordning, og at fogedretten ville fremsende en vejledning om insolvenserklæring til klageren.  

Skatteankestyrelsen har den 22. marts 2022 anmodet klagerens repræsentant om nærmere oplysninger og dokumentation for, hvordan repræsentanten regnskabsmæssigt har behandlet de pågældende fakturaer og posteret de skyldige beløb. Repræsentanten har oplyst til Skatteankestyrelsen, at klageren var under konkursbehandling, da skattesagen startede i 2014, og at det var SKAT, der erklærede klageren konkurs. Repræsentanten har endvidere oplyst følgende vedrørende de i sagen fremlagte fakturaer:  

"[...]  

Fakturaerne har været bogført på helt almindelig vis, men tilgodehavende er nedskrevet til handelsværdi ultimo året både regnskabsmæssigt og skattemæssigt, jf. kursgevinstloven § 25, stk. 4, der tillader nedskrivning til almindelig handelsværdi. 

[...]"

Klagerens repræsentant har den 10. maj 2023 fremsendt bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling til afgørelse og Skattestyrelsens udtalelse hertil. I forlængelse heraf har klagerens repræsentant fremlagt et bilag i form af et brev fra G1-virksomhed og til klageren. Brevet er dateret den 5. februar 2014. Følgende fremgår af det fremlagte brev:  

"[...]  

Vedr. Vindervurdering og honoraraftale:  

Jeg har nu skimmet det fremsendte igennem. Det var dog en utrolig voldsom sag.

Det relevante hovedskattespørgsmål må være, om beløbet på 13.750.000 kr. skal beskattes hos dig i 2006, når kurator fra G2-virksomhed u. konkurs forlanger pengene tilbage.  

Udgangspunktet må være nej. Du har ifølge boet ikke erhvervet endelig ret til pengene- og en byretsdom giver boet medhold. Underligt, at din advokat ikke har fremført dette, men det skyldes måske fornuftige taktiske overvejelser.  

Jeg kan forstå, at Byretssagen er påklaget. Hvis den vindes, skal du nok beskattes, men først i det år du vinder sagen- altså definitivt ikke i 2006 som SKAT påstår.  

Du siger skattesagen pt. ligger i Landsskatteretten. Skynd dig at gøre den færdig inden skattestraffesagen påbegyndes for alvor. Det bør være en vindersag. Jeg vil godt påtage mig at føre skattesagen i Landsskatteretten efter almindelige timetakst og medgået tid-altså ikke no cure no pay.  

Min timetakst er 2.500 kr. plus moms- og jeg forventer at bruge mellem 50-100 timer på sagen, men det kan sagtens blive mere. Det løse tidsestimat skyldes, at der er så mange mystiske ting i sagen.  

Jeg er indforstået med, at du er under personlig konkurs, og derfor næppe kan betale den andel af regningen, hvis skattesagen tabes. Men da jeg vurderer vinderchancerne som gode, vil jeg godt påtage mig risikoen.  

Vindes skattesagen får du et tilskud fra det offentlige (omkostningsgodtgørelse), der 100 % dækker min regning  

Du bedes bekræfte, at du er enig med i ovenstående betingelser.   

[…]"  

SKAT’s afgørelse  

SKAT har ikke imødekommet ansøgningen om omkostningsgodtgørelse samt krævet tidligere udbetalt acontogodtgørelse tilbagebetalt fra klagerens repræsentant.  

Som begrundelse har SKAT anført følgende:  

  "[...]  

Vores bemærkninger og begrundelse   

SKAT er i forbindelse med din anmodning om efterregulering blevet i tvivl om du hæfter for honoraret og om udgifterne er godtgørelsesberettigede. 

Da det ikke er dokumenteret at udgifterne er godtgørelsesberettigede og ikke er dokumenteret at du hæfter for betalingen, kan vi ikke efterregulere udgifter til rådgiver i forbindelse med din skattesag.  

Derfor imødekommer vi ikke din ansøgning.

Det er en grundlæggende betingelse for, at der kan ydes omkostningsgodtgørelse, at du, som den godtgørelsesberettigede, har betalt udgifterne til sagkyndig bistand mv. eller at du er forpligtet til at skulle betale udgifterne på et senere tidspunkt.

Bevisbyrden for, at du, som den godtgørelsesberettigede, er forpligtet til at skulle betale de omhandlede fakturaer, påhviler den godtgørelsesberettigede (dig) eller bistandsyderen (rådgiver), hvis kravet er overdraget til denne.  

Der henvises i denne forbindelse til Landsskatterettens afgørelse i  SKM2016.378.LSR, hvor det ikke på objektivt grundlag var dokumenteret, at ansøger var forpligtet til at skulle betale de omhandlede fakturabeløb, og der kunne derfor ikke ydes omkostningsgodtgørelse.  

Fakturanr. (red.fjernet.fakturanr.) af 23. oktober 2014 på 372.343 kr. forfaldt til betaling den 30. oktober 2014, fakturanr. (red.fjernet.fakturanr.1) af 20. april 2015 på 91.406 kr. forfaldt til betaling den 27. april 2015 og fakturanr. (red.fjernet.fakturanr.2) af 23. juni 2016 på kr. 37.500 kr. og forfaldt til betaling 30. juni 2016.  

Der er med ansøgningerne om omkostningsgodtgørelse og efterregulering indsendt omkostningsgodtgørelsesblanketter og fakturaer, men dette medfører ikke, at du er forpligtet til at skulle betale de omhandlede fakturabeløb.  

Vi har ikke fået oplysninger fra dig eller din rådgiver, som dokumenterer, at du har betalt eller hæfter for fakturabeløbene på henholdsvis 372.343 kr., 91.406 kr. og 37.500 kr. I har ikke fremlagt bogføringsbilag, kontoudtog, rykkere for betaling eller lignende,  der kan sandsynliggøre, at rådgiver har et tilgodehavende hos dig. 

SKAT anser det ikke for dokumenteret eller tilstrækkelig sandsynliggjort, at du reelt hæfter for udgifterne og er forpligtet til at betale det fakturerede hvilket er de grundlæggende betingelser i skatteforvaltningslovens § 52.  

Endvidere har SKAT anmodet din rådgiver om at dokumentere at udgifterne er godtgørelsesberettigede, idet det fremgår af fakturaerne og af timesagsregnskaberne, at en andel af udgifterne vedrører din straffesag. Der kan ikke ydes omkostningsgodtgørelse til sagkyndig bistand i en straffesag. Din rådgiver har ikke fremsendt dokumentation.  

Vi kan således ikke dække udgifter til rådgiver for dine ansøgninger om omkostningsgodtgørelse. Vi finder, at de tidligere udbetalinger, jf. vores brev af 15. december 2014 og 31. juli 2015, er sket på et uberettiget grundlag, og vi efteropkræver derfor de udbetalte beløb på i alt 231.874,50 kr. hos G1-virksomhed, cvr.nr. ...11 mærket deres sidste fakturanr. (red.fjernet.fakturanr.2).  

[…]"  

SKAT har anført følgende i en udtalelse til klagen:  

"[...]  

SKAT’s vurdering 

SKAT oplyser at afgørelser om omkostningsgodtgørelse jfr. SFL-kap 19 IKKE er omfattet af reglerne i SFL § 20. SKAT har anmodet NT d. 4. oktober 2016 om at indsende materiale med frist 18. oktober 2016 (vedlagt). Da der ikke blev indsendt dokumentation, anmodede SKAT igen NT d. 28. oktober 2016 om at fremsende materiale inden 12. november 2016. I brevet skrev SKAT, at hvis der ikke blev fremsendt materiale i sagen, ville SKAT afgøre sagen på grundlag af de foreliggende oplysninger. SKAT har derfor ikke begået en processuel fejl. Sagen er "afvist" idet ansøgningerne ikke anses for behørige.  

SKAT anser det ikke for dokumenteret at NO reelt hæfter for betalingen af udgifterne. SKAT anser ikke at rådgiver NT har dokumenteret at udgifterne er godtgørelsesberettiget.  

Som følge deraf er tidligere acontoudbetalinger anset for sket på et uberettiget grundlag, og derfor opkræves disse.  

SKAT henvises til afgørelsen af 6. december 2016  

Rådgiver NT’s klage har ikke ændret SKAT’s opfattelse, idet der fortsat ikke foreligger tilstrækkelig dokumentation.  

SKAT bemærker, at på grund af, at den allerede udbetalte om kostningsgodtgørelse er krævet tilbagebetalt, har NT’s honorar ikke været underlagt en rimelighedsvurdering.  

SKAT kan oplyse, at der har været 3 sagkyndige tilknyttet NO’s klagesag.

[...]"

Skattestyrelsen (tidligere SKAT) fremsendte den 1. december 2021 følgende supplerende udtalelse:  

"[...]  

Skatteankestyrelsen har i brev af den 29. november 2021 fremsendt anmodning om udtalelse i forbindelse med materiale indsendt af klagers repræsentant.

Skattestyrelsen indstiller at afgørelsen stadfæstes.  

Omkostningsgodtgørelse er en tilskudsordning jfr. reglerne i skatteforvaltningslovens kapitel 19.

Denne sag handler dels om hvorvidt alle de ansøgte udgifter til sagkyndig bistand er godtgørelsesberettigede, idet der ikke er lovhjemmel til at udbetale omkostningsgodtgørelse til sagkyndig bistand i en straffesag (den er ikke omfattet af de sagstyper der fremgår af skatteforvaltningslovens § 55). Dels handler sagen om hvorvidt den godtgørelsesberettigede reelt hæfter for udgifter til sagkyndig bistand jfr. skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1. 

Betingelserne for at være omfattet af ordningen om udbetaling af omkostningsgodtgørelse skal være opfyldt før der kan ske udbetaling.  

Hvis betingelserne i skatteforvaltningslovens kapitel 19 ikke er opfyldt, er der ikke lovhjemmel til udbetaling.  

Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, at en af de grundlæggende betingelser for at være omfattet af omkostningsgodtgørelse, er at ansøger (den godtgørelsesberettigede) skal hæfte  for udgifter til sagkyndig bistand i klagesagen udført af rådgiver. Hæftelsen skal være reel- det er fastslået i SKM2015.479HR.  

Bevisbyrden for at den godtgørelsesberettigede hæfter for udgifterne til sagkyndig bistand påhviler den godtgørelsesberettigede, medmindre kravet på omkostningsgodtgørelse er overdraget til rådgiver. Det er fastslået i SKM2016.378LSR. 

Kravet på omkostningsgodtgørelse er overdraget til rådgiver, G1-virksomhed. Bevisbyrden for, at NO reelt hæfter for udgifter til sagkyndig bistand, påhviler derfor G1-virksomhed.  

Vi henviser til vores afgørelse af den 6. december 2016 og udtalelse  til Skatteankestyrelsen af den 17. januar 2017.

Når vi vurderer om der foreligger reel hæftelse i sagen, tager vi udgangspunkt i aftalegrundlaget. Af aftalegrundlaget fremgår fx opdragsgiver, opdraget, prisoplysninger og betalingsforpligtelsen. Vi vurderer, at der er en formodning om, at ingen rådgiver yder sagkyndig bistand uden at have aftalt honorering herfor. Aftalegrundlaget er en af de parametre der ikke senere kan ændres på. 

Vi bedømmer det aftalegrundlag der helt konkret er i sagen på det tidspunkt hvor klienten antager rådgiveren. 

Vi gør opmærksom på, at der ikke er fremsendt et aftalegrundlag.

Skyldnererklæring af den 29. oktober 2021 underskrevet af NO. 

Gælden er opgjort til 502.249 kr. NO bekræfter at han tidligere har tiltrådt gælden bl.a. ved at underskrive blanketten til omkostningsgodtgørelse.  

Vi bemærker, at omkostningsgodtgørelse er en tilskudsordning til udgifter til sagkyndig bistand i klagesager.  

Vi vurderer ikke at den grundlæggende betingelse om at der skal være reel hæftelse for den godtgørelsesberettigede til at betale for udgifter til sagkyndig bistand jfr. skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, fastslået i SKM2015.479, er opfyldt i denne sag.  

I øvrigt henvises til vores afgørelse af den 6. december 2016 samt udtalelser af den 17. januar 2017 og den 1. december 2021 til Skatteankestyrelsen.  

  […]" 

Skattestyrelsen har den 19. april 2023 fremsendt følgende udtalelse til Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse: 

  "[...] 

Skatteankestyrelsen har den 15. marts 2023 anmodet Skattestyr- elsen om en udtalelse vedrørende Skatteankestyrelsens indstilling til afgørelse i sagen.  

Det fremgår af Skatteankestyrelsens indstilling til afgørelse, at der alene har foreligget en mundtlig aftale om sagkyndig bistand mellem klager og repræsentanten. Ifølge aftalen skulle udgiften til re- præsentanten dækkes ved ansøgning om omkostningsgodtgørelse, og den resterende del af udgifterne skulle anmeldes i konkursboet. Det fremgår endvidere, at klager kunne vente med at betale, indtil skattesagen var endeligt afgjort.  

Ifølge indstillingen anser Skatteankestyrelsen aftalen for at have karakter af en subsidiær hæftelse, da klager kun ville blive forpligtet til at betale udgifterne til sagkyndig bistand, hvis udgifterne ikke blev dækket af omkostningsgodtgørelse og/eller af klagers konkursbo. 

Det fremgår af indstillingen, at en subsidiær hæftelse ikke opfylder betingelsen i skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, om at klager "skal betale eller har betalt" udgifterne til repræsentanten, hvorved betingelsen om hæftelse ikke er opfyldt.

Der henvises i indstillingen til Højesterets dom af 1. december 2022 (offentliggjort som SKM2022.609.HR). Dommen stadfæstede, at en efterfølgende erklæring om hæftelse i tilfælde af konkurs ikke kunne godtgøre, at boligselskabet havde påtaget sig at hæfte for  udgifterne til advokatbistand. Erklæringen var udtryk for en subsidiær hæftelse, og derfor var betingelsen om hæftelse efter skatteforvaltningslovens § 52, stk.1 ikke opfyldt.  

I den foreliggende sag foreligger der alene oplysninger om en mundtlig aftale mellem repræsentanten og klager.

Klageren oplyste den 17. oktober 2016 på et skema fremsendt af SKAT i forbindelse med behandlingen af ansøgningen om omkostningsgodtgørelse, at han ikke havde betalt fakturaerne fra repræsentanten, at han ikke havde en aftale med repræsentanten om  betaling af honoraret for klagesagen, samt at der ikke var aftalt et maksimum for honoraret. Klager var ifølge forklaringerne i klagen allerede under konkursbehandling da aftalen om bistand blev indgået. 

Klagers erklæring fra 17. oktober 2016 om, at han ikke havde en af tale med repræsentanten om betaling af honoraret, giver efter Skattestyrelsens opfattelse anledning til tvivl om, hvorvidt det har været hensigten, at klager selv skulle betale en del af udgifterne til klagesagen.  

Følgende fremgår af indstillingen:  

"Landsskatteretten finder dog, at bevisbyrden for, at klageren er forpligtet til at betale de omhandlede udgifter, må anses for at være løftet, da det er oplyst, at repræsentantens krav ikke kan anmeldes i konkursboet, og da klageren i Retten i Næstved har erkendt at skylde de omhandlede udgifter."

Skattestyrelsen er ikke enig i denne del af indstillingen. 

Ansøgningerne om omkostningsgodtgørelse blev indsendt den 28.  oktober 2014, den 19. maj 2015 og den 23. juni 2016.

Ansøger skal hæfte direkte og umiddelbart for de udgifter, der   søges godtgjort.

Det er på ansøgningstidspunktet, der skal foreligge hæftelse i et omfang, der opfylder betingelserne i skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1. Efterfølgende aftaler kan ikke "reparere" på, at der på ansøgningstidspunktet ikke forelå hæftelse i det omfang, der kræves i  skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1.  

Der blev udarbejdet en erklæring om hæftelse i form af en   skyldnererklæring af 29. oktober 2021, som klager underskrev.   Erklæringen dannede efterfølgende grundlag for en sag i foged-  retten den 1. december 2021, hvor klager erklærede sig ude af stand til at betale.

Erklæringen er således underskrevet over 4 år efter repræsentanten udarbejdede den sidste faktura vedrørende klagesagen. Det er Skattestyrelsens opfattelse, at erklæringen og den efterfølgende kendelse fra fogedretten ikke beviser, at der har foreligget reel   hæftelse fra det tidspunkt, hvor repræsentanten ifølge det oplyste indledte samarbejdet med klageren, eller på tidspunktet for ansøgning om omkostningsgodtgørelse. Tværtimod erklærede klager den 17. oktober 2016, at han ikke havde en aftale med repræsentanten om betaling af udgifterne til klagesagen.

Skatteankestyrelsen har begrundet denne del af indstillingen om at man har løftet bevisbyrden for, at klageren er forpligtet til at betale de omhandlede udgifter, med at det ikke er muligt for repræsentanten at anmelde kravet i konkursboet.  

Skattestyrelsen skal gøre opmærksom på, at repræsentanten har haft mulighed for at anmelde sit krav i konkursboet. Konkursboet blev afsluttet den 29. august 2017. Repræsentantens sidste faktura er dateret den 23. juni 2016. Det har således rent tidsmæssigt været muligt for repræsentanten at anmelde sit krav vedrørende de 3 fakturaer.  

Ifølge aftalen skulle kravet anmeldes i konkursboet. Repræsentanten har i strid med aftalen valgt ikke at anmelde kravet. Dette kan efter Skattestyrelsens opfattelse ikke tillægges vægt ved afgørelse af sagen. Der er tale om forhold, der opstår efterfølgende set i forhold til ansøgningerne om omkostningsgodtgørelse, og som strider imod den refererede mundtlige aftale. Skatteankestyrelsen bør ved sin afgørelse ikke lægge vægt på, at repræsentanten valgte ikke at anmelde kravet i konkursboet, da man dermed lægger en senere, ændret aftale til grund for afgørelsen.  

Det ændrer samtidigt ikke ved, at den refererede aftale indebar en  subsidiær hæftelse, der ikke opfylder betingelsen om "skal betale  eller har betalt" i skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1. At der efter   følgende er udarbejdet en skyldnererklæring, indhentet en   kendelse fra fogedretten, eller det at repræsentanten har undladt at  anmelde kravet i konkursboet, ændrer ikke ved indholdet af den  aftale, der ifølge det oplyste forelå mellem repræsentanten og   klager på det tidspunkt, der blev indsendt ansøgninger om omkostningsgodtgørelse.

Vi henviser igen til SKM2022.609.HR, hvor retten ikke godkendte at boligselskabet ved den efterfølgende erklæring havde påtaget sig en reel forpligtelse til at betale eller hæfte for udgifter i sagen, udover hvad der fremgik af den oprindelige aftale.

  […]"

Klagerens opfattelse  

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at klageren er berettiget til omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand ydet af repræsentanten i forbindelse med klagesagen ved Landsskatteretten.  

Til støtte herfor har repræsentanten anført følgende:

"[…]  

  SKAT har nægtet omkostningsgodtgørelse med to begrundelser.  

  NO har ikke været retlig forpligtiget til at betale udgifterne. Udgifterne vedrører skattestraffesagen.  

Processuelle bemærkninger:  

SKAT har ikke fremsendt forslag til afgørelse, men kun en af- gørelse, hvilket jeg finder tankevækkende.  

Honoraraftalen:  

Da NO henvendte sig til G1-virksomhed, var han tager under personlig konkurs af Skatteministeriets advokat, NB.

Det blev derfor aftalt, at NO kunne vente med at betale indtil skattesagen var endelig overstået. Men ellers er sagen kørt efter helt efter almindelige faktureringsprincipper for hovedaktionærer (erhvervsdrivende).  

Der er under sagen fremsendt 3 stk. faktura, og NO har skriftligt godkende disse faktura 2 gange. Først ved underskrivelsen af blanketten til omkostningsgodtgørelse- og efterfølgende ved at underskrive den særlige blanket SKAT har fremsendt.

SKAT henviser til SKM2016.378 LSR, hvilket ikke forekommer intuitivt forståeligt. I den pågældende sag havde skatteyderen meddelt, at hun kun skulle betale 1.000 kr., og den sagkyndige havde ikke gjort noget for at gendrive denne påstand.  

Straffesagen contra den civile sag:

Da NO henvendte sig til G1-virksomhed havde Skatteankenævnet afsagt en kendelse, der var påklaget til Landsskatteretten med anmodning om berostillelse fordi der eksisterede en Byretsstraffesag omkring det samme skattespørgsmål.  

Byretssagen blev afsagt den 22. februar 2013 og NO tabte skattespørgsmålet i straffesagen. Dommen blev fremsendt til Landsskatteretten, der i brev af 14. marts 2013 meddelte, at man nu ville ophæve berostillelsen.

Ligeledes opfordrede Landsskatteretten NO til at fremkomme med sine bemærkninger omkring skattestraffesagen til Landsskatteretten.  

Det var på dette tidspunkt, at NO ønskede nye rådgivere på sagen, og han valgte G1-virksomhed (NT) og R1-advokat Advokatfirma (navn udeladt).  

G1-virksomhed og R1-advokat-advokatfirma udarbejdede den 4.  september 2014 et fælles processkrift til Landsskatteretten.  

Den 17. september 2014 meddeler Landsskatteretten, at sagen igen skal berostilles idet Byretssagen var påklaget til Østre Landsretten.  

  En beslutning, der bliver påklaget den 26. september 2014. Den 30.  oktober 2014 træffer Landsskatteretten en endelig beslutning om, at sagen skal afvente Østre Landsret.  

  De processkrifter, der er udarbejdet i den civile sag, bliver herefter fremsendt til advokat (navn udeladt) til brug for Skattestraffesagen.  

  Det er selvindlysende, at materialet i skattestraffesagen, der er relevant for det civile skattespørgsmål, er gennemgået. Vi mener derfor SKAT’s betragtninger beror på misforståelser.  

  Det skal som et kuriosum bemærkes, at R1-advokat-advokatfirma har fået sit vederlag uden problemer, hvor honoraraftalen var nøjagtig den samme.  

  […]"  

Klagerens repræsentant har den 23. januar 2017 fremsendt følgende bemærkninger til SKAT’s udtalelse:

  "[…]

  Påstanden om, at arbejdet vedrører straffesagen, er rent nonsens. Og jeg vil gerne igen påpege, at der har været to rådgivere på sagen- og nummer to rådgiver har fået sit vederlag uden problemer.

  Det er jo meningsløst med en sådan forskelsbehandling. Jeg vil nu kontakte Ombudsmanden vedrørende dette punkt.

  […]"

Der har været afholdt et møde mellem klageren, klagerens repræsentant og Skatteankestyrelsen den 6. oktober 2021. Repræsentanten gennemgik på mødet påstande og anbringender i overensstemmelse med de i sagen fremlagte skriftlige indlæg. Repræsentanten anførte blandt andet, at alle processkrifter til Landsskatteretten var udarbejdet forud for, at Landsskatteretten satte sagen i bero på straffesagens behandling. Endvidere anførte repræsentanten, at når han indgik aftaler med erhvervsdrivende, var disse udarbejdet på mundtlig basis, og faktureringen skete på timebasis.  

Klageren anførte på mødet, at han havde haft møder med flere forskellige skatterådgivere, inden han valgte at antage repræsentanten. Klageren anførte endvidere, at han havde haft et ønske om, at udgifterne til den sagkyndige bistand ikke blev for høje i tilfælde af, at sagen blev tabt, da klageren i så fald skulle betale den del af honoraret, som ikke blev dækket af omkostningsgodtgørelse.  

Klagerens repræsentant har den 6. december 2021 fremsendt følgende supplerende klage:   

  "[...]  

  Jeg skal hermed kommentere Skattestyrelsens udtalelse af 1. december 2021.  

  Indledningsvist vil jeg påpege, at Retten i Næsted (FS 4-8687/2021) den 1. december 2021 har meddelt, at NO skylder H1 (tidligere navn G1-virksomhed) 504.349 kr., der sammensætter sig således:

Det er nu ved dom slået fast, at NO skylder beløbet. Det er også slået fast, at NO ikke har nogen midler.  

G1-virksomhed har udarbejdet fælles processkrifter med advokat (navn udeladt) fra R1-advokat- og han har modtaget 100 % omkostningsgodtgørelse uden problemer. Som minimum bør Skattestyrelsen forklare denne forskelsbehandling.  

Den civile skattesag og skattestraffesagen er den samme sag- hvorfor noget af fakta-materialet i skattestraffesagen også er læst med henblik på den civile skattesag, hvilket ikke kan diskvalificere.  

Det er advokat (navn udeladt), der suverænt har kørt straffesagen. Der er ikke tale om, at (navn udeladt) har hyret G1-virksomhed til at udarbejde noget til brug for straffesagen.  

NO har heller ikke hyret G1-virksomhed til straffe- sagen.  

  Af skatteforvaltningsloven § 55, stk. 1, nr. 1fremgår, at der ydes omkostningsgodtgørelse " I en sag, hvor et skatteankenævn eller  

  Landsskatteretten kan træffe afgørelse ved påklage" 

Det har utvivlsomt været en sag, hvor Landsskatteretten kunne træffe afgørelse ved påklage. At der tillige verserer en skattestraffesag ved domstolene, sideløbende med LSR-sagen, der skal tage stilling til det samme civilretlige skattespørgsmål som Landsskatteretten skal tage stilling, hvorfor arbejdet bliver relevant for begge klageinstanser, kan ikke bevirke en reduktion af omkostningsgodtgørelsen.  

Det forhold, at der er en skattestraffesag, medfører ikke noget mere arbejde i relation til den civile skattesag i Landsskatteretten. Dog kan straffesagen indeholde en ekstrakt og materialesamling, der kan være af interesse for den civile skattesag i Landsskatteretten.  

  Men det afgørende må alene være, om arbejdet relaterer sig til en skattesag, hvor Landsskatteretten kan træffe afgørelse ved påklage.  

  Af skatteforvaltningsloven § 55 stk. 4 skrives:  

  "Godtgørelse ydes endvidere ved domstolsprøvelse af sager, som er godtgørelsesberettigede efter stk. 1, nr. 1-4"  

  Der må således også være omkostningsgodtgørelse for arbejdet i skattesager, der verserer ved domstolene, hvis domstolen skal  tage stilling til om SKAT’s afgørelse er materielretlig korrekt.  

  Hvis domstolen ikke skal tage stilling til om SKAT afgørelse er materielretlig korrekt, fordi dette spørgsmål allerede er endeliggjort ved en ren civil skattesag, kan der ikke ydes omkostningsgodtgørelse.  

  Men dette er ikke tilfældet i nærværende sag.   

  [...]"  

Klagerens repræsentant har den 23. marts 2022 fremsendt følgende kommentarer til sagen:   

"[...]  

Jeg skal hermed kommentere Skatteankestyrelsens brev af 22. Marts 2022. Skal endvidere anmode om retsmøde i sagen.  

  NO var allerede under konkursbehandling da skattesagen startede i 2014- og det var SKAT, der erklærede NO konkurs. Kammeradvokaten var kurator.  

  […]"  

Klagerens repræsentant har den 10. maj 2023 fremsendt følgende bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse og til Skatteankestyrelsens indstilling til afgørelse:  

  "[...]  

  Jeg skal hermed kommentere kontorindstilling af 19. april 2023  

  [...]   

  Formelt:  

  Det fremgår af forvaltningsloven § 19, stk. 1, at skattemyndighederne skal fortage partshøring, hvis særlige fakta indgår i sagen eller der skal foretages et fakta-skøn.  

  Officialprincippet indebærer også, at der ofte skal foretages partshøring.  

  Skattestyrelsens fakta-antagelse om, at alt arbejdet vedrører straffesagen, og ikke skattesagen i Landsskatteretten, skulle derfor være partshørt- og som minimum nærmere begrundet.  

  Det reelle:   

  Skriftlig aftale:  

Skatteankestyrelsen skriver, at der ikke er indgået en skriftlig aftale. Dette er ikke 100% korrekt. Der er udarbejdet et tiltrædelsesbrev/vindervurdering, der er tiltrådt, jf. bilag A.  

Her indgår timepris plus forventet tidsforbrug.  

Sekundær hæftelse:   

Skatteankestyrelsen skriver:  

  "Klagerens hæftelse ifølge den mundtlige aftale ses at have karakter af at være en subsidiær hæftelse, da klageren kun kunne blive forpligtet til at betale de omhandlede udgifter til sagkyndig bistand, såfremt udgifterne ikke blev dækket af omkostningsgodtgørelse og/eller af konkursboet."  

  Den person, der hæfter for regningen, er den person, man kan slæbe i fogedretten, hvis betalingen udebliver, hvilket er NO og ingen andre.  

  Der kan også henvises til SKM2022.609.HR. I den pågældende sag konkluderede Højesteret, at G4-virksomhed hæftede primært for advokatregningerne og klienten sekundært, hvorfor klienten ikke kunne få omkostningsgodtgørelse.  

  En sekundær hæftelse kræver således, at der er 2 parter der hæfter.  I nærværende sag har vi kun 1 part- nemlig NO.  

  Selvom det offentlige giver tilskud til regningen (omkostningsgodtgørelse) hæfter det offentlige ikke for regningen, hvorfor NO’s hæftelse ikke er sekundær.  

  Konkursboet efter NO hæfter heller ikke, da regningen er opstået efter fristdagen i konkursboet (fristdag d. 15. august 2012) og derudover er der identifikation mellem konkursboet og NO.  

  Straffesagen versus den civile sag.  

  SKAT havde forhøjet NO med 13,7 mio.kr. (maskeret udbytte) - og forhøjelsen på de 13,7 mio.kr. afledte tillige en skattestraffesag mod NO.  

  Da G1-virksomhed indtræder i sagen, er der kendelse fra Skatteankenævnet, der siger, at NO skal beskattes med 13,7 mio. kr. og en Byretsstraffedom, der siger det samme.  

NO påklage kendelsen til Landsskatterettens og Byretsafgørelsen til Østre Landsret.  

Aftalen gik ud på, at G1-virksomhed (primær rådgiver), i samarbejde med advokat NL (sekundær rådgiver), skulle føre klagesagen i Landsskatteretten.  

Den civile skattesag i Landsskatteretten og skattestraffesagen behandler således det samme materielretlige skattepligtsspørgsmål.  

  Det var aftalen mellem anklagemyndigheden, NO, NO’s advokater og Landsskatteretten, at sagen i Landsskatteretten skulle køre først.

  Der var anmodet om aktindsigt i sagen- og den 4. april 2014 fremsender Skatteankestyrelsen 378 sider aktindsigt, hvori skattestraffesagen, plus de tilhørende bilag mv. i straffesagen, indgår.  

  Det er derfor naturligt, at den fremsendte aktindsigt fra Skatteankestyrelsen gennemgås selvom en del omhandler skattestraffesagen.  

G1-virksomhed bad endvidere NO om at fremsende relevante afsnit fra ekstrakten og materialesamlingen, der omhandler den skattemæssige behandling af de 13,7 mio.kr. NO fremsender R2-revision rapporten og faneblad 15 (indeholder de dokumenter, der bruges til at belyse skattepligtsspørgsmålet for de 13,7 mio.kr.).  

  At man finder de relevante bilag via straffesagen, kan ikke diskvalificere i relation til omkostningsgodtgørelse.  

  Det afgørende er alene om arbejdet er udført til brug for Landsskatteretten. Da det var aftalt, at Landsskatteretten skulle behandle skattepligtsspørgsmålet før Landsretten, vedrører arbejdet utvivlsomt Landsskatteretten.  

  Som et kuriosum bør fremhæves, at nr. 2 rådgiver- advokat NL - har fået sin omkostningsgodtgørelse uden problemer - selvom han i sin tidsregistrering har samme reference til skattestraffesagen.  

  F.eks. skriver han: 

"Diverse korrespondance med NO’s forsvarer vedrørende sagens forbindelse til straffesagen samt tilladelse til fremlæggelse af bilag fra straffesag i den civile sag" Og videre:  

"Gennemgang af aktindsigt ca. 380 sider med henblik på udfindelse af relevante bilag til skattesagen".  

Her at bemærke, at aktindsigten omhandler straffesagen. Det må naturligvis være berettiget at gennemgå straffesagen med henblik på at finde bilag, der kan bruges i den civile skattesag i Landsskatteretten.  

  [...]"  

Retsmøde  

Klagerens repræsentant fastholdt påstanden om, at klageren hæfter for udgiften til repræsentantens bistand, og at klageren dermed er berettiget til omkostningsgodtgørelse. Repræsentanten gennemgik sine anbringender i overensstemmelse med de skriftlige indlæg.  

Skattestyrelsen indstillede til, at den påklagede afgørelse stadfæstes. Skattestyrelsen henviste til ordlyden af skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, til praksis og til de i sagen foreliggende oplysninger om aftalegrundlaget. På den baggrund anførte Skattestyrelsen, at der ikke foreligger en reel hæftelse, jf. skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1.  

Landsskatterettens afgørelse  

Klagerens repræsentant har udstedt tre fakturaer til klageren på i alt 501.249 kr. for rådgiverbistand i perioden 4. februar 2014 til 27. april 2016 i forbindelse med klagesagen for Landsskatteretten. SKAT udbetalte i 2014 og 2015 godtgørelse med 50 %, eller 231.874,50 kr., af udgifterne ifølge to af fakturaerne.  

Landsskatteretten skal tage stilling til, om klageren har ret til at få godtgjort de resterende udgifter, 269.374,50 kr., eller om klageren slet ikke er berettiget til godtgørelse, fordi han ikke hæfter for nogen af udgifterne til rådgiverbistand, og derfor skal tilbagebetale det allerede udbetalte beløb på 231.874,50 kr.  

Retsgrundlaget  

Skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, har følgende ordlyd:   

"[...]  

  Der ydes en godtgørelse på 50 pct. af de udgifter, som en person omfattet af § 53 ifølge regning skal betale eller har betalt til sagkyndig bistand m.v. som nævnt i § 54 i de sager, der er nævnt i § 55. Dog ydes en godtgørelse på 100 pct., hvis den pågældende person i sagen har fået fuldt medhold eller medhold i overvejende grad.  

[...]"  

Det er en betingelse for godtgørelse efter § 52, stk. 1, at den skattepligtige ud fra aftalegrundlaget hæfter for udgifterne til rådgiverbistand, og det er den skattepligtige, der skal godtgøre denne hæftelse, jf. Højesterets domme af 30. juni 2015 og 1. december 2022, offentliggjort som henholdsvis SKM2015.479.HR og SKM2022.609.HR.  

Landsskatterettens bemærkninger  

Det følger af skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, at den skattepligtige fra det offentlige er berettiget til godtgørelse af udgifter til rådgiverbistand uanset sagens udfald, dog således at godtgørelsen alene udgør 50 % af udgifterne, når den skattepligtige ikke får fuldt medhold eller medhold i overvejende grad. Den skattepligtige kan overdrage sit krav på godtgørelse til den sagkyndige, jf. skatteforvaltningslovens § 52, stk. 8, 2. pkt.  

Klageren blev taget under konkursbehandling ved dekret af 19. december 2012.  

I brev af 5. februar 2014 skrev klagerens repræsentant til klageren:  

  "[...]  

  Vedr. Vindervurdering og honoraraftale:  

  [...] Jeg vil godt påtage mig at føre skattesagen i Landsskatteretten efter almindelige timetakst og medgået tid- altså ikke no cure no pay.  […]  

  Jeg er indforstået med, at du er under personlig konkurs, og derfor næppe kan betale den andel af regningen, hvis skattesagen tabes. Men da jeg vurderer vinderchancerne som gode, vil jeg godt påtage mig risikoen.  

  Vindes skattesagen får du et tilskud fra det offentlige (omkostningsgodtgørelse), der 100 % dækker min regning.  

  [...]"  

På daværende tidspunkt, hvor klageren var erklæret konkurs, påtog repræsentanten sig således - uden nogen form for sikkerhed for rådgiverhonoraret fra klageren - at yde bistand til klageren under hans skattesag for Landsskatteretten efter en timetakst på 2.500 kr. plus moms og medgået tid, som repræsentanten forventede ville udgøre 50-100 timer, det vil sige et forventet rådgiverhonorar inkl. moms på 156.250 kr. - 312.500 kr. I samme forbindelse tilkendegav repræsentanten over for klageren, at han som følge af klagerens konkurs var indforstået med, at klageren næppe kunne betale for bistanden.  

Under disse omstændigheder har repræsentanten i 2014, 2015 og 2016 faktureret klageren for sagkyndig bistand for i alt godt en halv million kr., som klageren hverken helt eller delvist har betalt, og som der er ansøgt om omkostningsgodtgørelse for.  

I brevet af 5. februar 2014 skrev repræsentanten som anført, at klageren næppe kan betale "den" andel af regningen, hvis skattesagen tabes.  

Efter en samlet vurdering af det anførte finder Landsskatteretten, at repræsentanten fra starten har været indforstået med, og klageren har været klar over, at repræsentanten alene ville opnå dækning for 50 % af rådgiverhonoraret gennem omkostningsgodtgørelse fra det offentlige, medmindre Landsskatteretten gav klageren fuldt medhold eller medhold i overvejende grad således, at rådgiverhonoraret kunne godtgøres med 100 %.  

Derfor er Landsskatteretten enig med Skattestyrelsen i, at det ikke er godtgjort, at klageren i henhold til skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, hæfter for de omhandlede udgifter til rådgiverbistand.  

Det, som klageren i øvrigt har anført og henvist til, kan ikke føre til et andet resultat.  

SKAT var ikke forpligtiget til at udsende en agterskrivelse, forinden afgørelsen blev truffet, idet afgørelsen ikke vedrører ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat i henhold til skatteforvaltningslovens § 20, stk. 1, ligesom SKAT ikke var forpligtet til at udarbejde og udsende sagsfremstillingen, inden afgørelsen blev truffet, jf. skatteforvaltningslovens § 19, stk. 5, nr. 4.  

Landsskatteretten stadfæster derfor SKAT's afgørelse.  

MA                               PK  

Landsskatteretten stiller en implicit forventning om, at rådgiveren skal kræve betaling, sende rykkere og agere inkassator - selv når klientens insolvens er veldokumenteret og uomtvistet. En sådan praksis savner hjemmel og retlig relevans  

H1 har udstedt fakturaer til NO - og han har erkendt gælden. Det er hæftelse - punktum.  

…"  

Skatteministeriet Departementet har i sit påstandsdokument anført:  

"…  

Sagen angår en prøvelse af Landsskatterettens afgørelse af 26. september 2023 (bilag 1).  

Skatteministeriet gør overordnet gældende, at sagsøgeren ikke har godtgjort, at selskabet er berettiget til omkostningsgodtgørelse med i alt 501.249 kr. for bistand ydet til NO. Skatteministeriet gør desuden overordnet gældende, at Skattestyrelsen med rette har krævet den tidligere udbetalte omkostningsgodtgørelse tilbagebetalt.  

Det følger af skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, nr. 1, at der ydes en godtgørelse på 50 pct. af de udgifter, som en person omfattet af § 53 ifølge regning skal betale eller har betalt til sagkyndig bistand m.v. som nævnt i § 54 i de sager, der er nævnt i § 55. Dog ydes en godtgørelse på 100 pct., hvis den pågældende person i sagen har fået fuldt medhold eller medhold i overvejende grad.  

Det er dermed efter ordlyden af bestemmelsen en betingelse for at få udbetalt omkostningsgodtgørelse, at den godtgørelsesberettigede enten har betalt regningen eller er retligt forpligtet til at betale for den sagkyndige bistand. Selvom det ikke er en betingelse, at regningen faktisk er betalt, skal det kunne dokumenteres, at udgifterne til den sagkyndige skal betales ifølge regning. Hvis den sagkyndige i realiteten ikke kan kræve sit salær betalt af den godtgørelsesberettigede, er omkostningsgodtgørelse udelukket.  

At det er afgørende for retten til omkostningsgodtgørelse, at den godtgørelsesberettigede er retligt forpligtet til at betale den sagkyndiges honorar over for den sagkyndige, følger bl.a. af UfR2023.895 H samt UfR2015.3383 H, hvor spørgsmålet om den godtgørelsesberettigedes hæftelse for salæret blev prøvet. Hæftelseskravet opfyldes ikke ved, at der er opnået fuldt medhold i den materielle sag, idet skatteyderen også i dette tilfælde skal være retlig forpligtet til at betale, jf. SKM2022.504.VLR. Af samme årsag kan skatteyderens overdragelse af kravet til bistandsyderen heller ikke udgøre "betaling", jf. f.eks.   

Bevisbyrden for, at der foreligger hæftelse, påhviler den godtgørelsesberettigede, her NO. Hvis skatteyderens krav er overdraget til rådgiveren, påhviler bevisbyrden også bistandsyderen, her sagsøgeren, jf. SKM2022.231.VLR (der stadfæster SKM2021.159.BR).  

Sagsøgeren har ikke godtgjort, at betingelserne for at opnå omkostningsgodtgørelse efter skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, er opfyldt, herunder at NO hæftede for betalingen af bistanden ydet af sagsøgeren under Landsskatteretssagen.  

Sagsøgeren har end ikke forsøgt at godtgøre, at dette har været tilfældet. Sagsøgeren har i stedet hævdet, at der efter Skattestyrelsens praksis er dokumenteret hæftelse, hvis tre betingelser er opfyldt, jf. replikken, s. 1, sidste afsnit, hvilket bestrides. Sagsøgeren har da heller ikke forsøgt at dokumentere denne påståede administrative praksis. Det bestrides desuden, at der foreligger en skærpelse af praksis. Da der ikke er nogen praksis at ændre, er der ikke tale om en ændring med tilbagevirkende kraft.  

Landsskatteretten har dermed heller ikke "indfortolket et yderligere krav i skatteforvaltningsloven § 52, stk. 1", jf. det anførte i replikken s. 2, 5. afsnit. Landsskatteretten har inddraget de relevante momenter i sagen og har på den baggrund vurderet, at betingelserne for hæftelse ikke er opfyldt, hvilket også fremgår af Landsskatterettens afgørelse (bilag 2, s. 31, 6. afsnit):  

"Efter en samlet vurdering af det anførte finder Landsskatteretten, at repræsentanten fra starten har været indforstået med, og klageren har været klar over, at repræsentanten alene ville opnå dækning for 50 % af rådgiverhonoraret gennem omkostningsgodtgørelse fra det offentlige, medmindre Landsskatteretten gav klageren fuldt medhold eller medhold i overvejende grad således, at rådgiverhonoraret kunne godtgøres med 100 %. Derfor er Landsskatteretten enig med Skattestyrelsen i, at det ikke er godtgjort, at klageren i henhold til skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, hæfter for de omhandlede udgifter til rådgiverbistand" (mine understregninger)  

Sagsøgeren har som nævnt endnu ikke forsøgt at godtgøre, at NO hæftede for regningerne til sagsøgeren, og sagens oplysninger taler også klart imod, at dette har været tilfældet.  

Sagsøgeren har i sine bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling til afgørelse oplyst, at der er indgået en skriftlig aftale (bilag 2, s. 28), og har i den forbindelse fremlagt et brev af 5. februar 2014 (bilag A), hvoraf følgende fremgår (bilag A, s. 1, 6.-8. afsnit):   

"Jeg vil godt påtage mig at føre skattesagen i Landsskatteretten efter almindelige timetakst og medgået tid - altså ikke no cure no pay.  

Min timetakst er 2.500 kr. plus moms - og jeg forventer at bruge mellem 50-100 timer på sagen, men det kan sagtens blive mere. Det løse tidsestimat skyldes, at der er så mange mystiske ting i sagen.  

Jeg er indforstået med, at du er under personlig konkurs, og derfor næppe kan betale den andel af regningen, hvis skattesagen tabes. Men da jeg vurderer vinderchancerne som gode, vil jeg godt på- tage mig risikoen." (min understregning)   

Det fremgår heraf, at sagsøgeren accepterer ikke at modtage betaling, hvis skattesagen tabes.  

Aftalen mellem sagsøgeren og NO medfører, at NO i intet tilfælde selv skal betale for den ydede juridiske bistand. NO kan derfor ikke anses for i noget omfang at hæfte for udgifterne til rådgiverbistand, hvorfor betingelserne for at opnå omkostningsgodtgørelse ikke er opfyldt, jf. eks. SKM2018.313.ØLR.  

Sagens øvrige omstændigheder viser også, at NO ikke var forpligtet til at betale for bistanden. Sagsøgeren har nemlig ikke foretaget sig noget for at sikre betaling for sin ydede bistand.  

Det fremgår f.eks. af et skema udfyldt og underskrevet den 17. oktober 2016 af NO (bilag B), at NO ikke har betalt sin andel af honoraret for nogle af fakturaerne, og at han heller ikke har indgået nogen aftale om betaling af honoraret (bilag B, s. 1). NO har altså selv været af den opfattelse, at der ikke har været nogen aftale om, at han ville komme til at betale for bistanden.    

Hertil kommer, at sagsøgeren heller ikke har forsøgt at kræve betaling for fakturaerne af 23. oktober 2014 (bilag C), 20. april 2015 (bilag D) og 23. juni 2016 (bilag E), selv om betalingen ifølge alle tre fakturaer skulle ske "inden 7 dage". Sagsøgeren har således hverken sendt rykkerskrivelser, forsøgt at indgå betalingsaftaler, stillet krav om sikkerhed eller lignende.   

Det ændrer ikke herpå, at sagsøgeren 5-7 år efter forfaldsdatoerne - og under Skatteankestyrelsens behandling - har foretaget skridt mod at kræve fakturaerne betalt ved, at NO har underskrevet en skyldnererklæring den 29. oktober 2021 (bilag F), og ved at sagsøgeren krævede pengene betalt ved et møde i fogedretten den 1. december 2021 (bilag G). Hvis NO reelt har været retligt forpligtet til at betale, ville sagsøgeren have foretaget skridt herimod langt før oktober 2021, hvilket ikke er sket. Sagsøgeren har heller ikke kunnet forklare, hvorfor sagsøgeren først i oktober 2021 har forsøgt at inddrive sit krav.   

Under Skattestyrelsens behandling har sagsøgeren den 18. oktober 2016 påstået, at NO og sagsøgeren har aftalt at den del af regningen, som ikke blev dækket af Skattestyrelsen, vil blive anmeldt i konkursboet (bilag 2, s. 13, 2. afsnit).   

Til Skatteankestyrelsen har sagsøgeren den 23. januar 2017 derimod oplyst, at sagsøgeren "ikke har haft mulighed for at anmelde restfordringen i NO’s konkursbo, da fordringen er stiftet efter konkursdekretets afsigelse" (bilag 2, s. 14, 3. sidste afsnit). NO blev taget under konkursbehandling ved dekret af 19. december 2012, så sagsøgeren burde have vidst, at det allerede på tidspunktet for indgåelsen af aftalen ikke var muligt at anmelde fordringen i konkursboet. Sagsøgeren har dog utvivlsomt kendt til dette faktum siden den 23. januar 2017, og har alligevel først - over fire år senere - forsøgt at inddrive sit krav hos NO personligt.  

Det bemærkes i øvrigt, at en aftale om at forsøge kravet inddrevet i konkursboet, inden kravet rettes mod skatteyderen, under alle omstændigheder vil indebære en subsidiær hæftelse, som ikke opfylder betingelserne i skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, jf. SKM2022.609.HR.  

De i sagen omhandlede afgørelser, hvor SKAT (nu Skattestyrelsen) har foretaget aconto udbetalinger af omkostningsgodtgørelse, er foreløbige og hviler på en forudsætning om, at sagsøgeren godtgør, at skatteyderen hæfter for betalingen af den sagkyndiges salær. Skatteforvaltningen har derfor været berettiget til at tilbagekalde disse afgørelser, ligesom sagsøgeren er forpligtet til at tilbagebetale de godtgørelsesbeløb, som selskabet har modtaget med urette, jf. bl.a. UfR 2020.1923 H.  

For så vidt angår det af sagsøgeren anførte om Skatteankestyrelsens indstilling, jf. replikken, s. 2, 3. afsnit, bemærkes, at Skatteankestyrelsen har udarbejdet et forslag til afgørelse, som er blevet ændret af Landsskatteretten, hvorfor forslaget er uden betydning for afgørelsen af sagen. Det bemærkes desuden, at sagsøgerens brev af 5. februar 2014 (bilag A) ikke var fremlagt i sagen på tidspunktet for Skatteankestyrelsens forslag (bilag 2, s. 17, 3. afsnit), hvorfor forslagets indhold ikke tager højde for samtlige relevante faktiske omstændigheder i sagen.  

3.1 Sagsøgerens tid på straffesagen dækkes ikke af omkostningsgodtgørelsesordningen  

Der kan - forudsat, at de øvrige betingelser for omkostningsgodtgørelse er opfyldt - kun ydes omkostningsgodtgørelse, såfremt bistanden er ydet i forbindelse en godtgørelsesberettiget sag. En skattestraffesag er ikke en godtgørelsesberettiget sag, jf. skatteforvaltningslovens § 55, stk. 1, modsætningsvist. Sagsøgeren har under den administrative behandling fremsendt en oversigt over sagsøgerens tidsregistrering under sagen (bilag H). Af oversigten fremgår flere poster, der umiddelbart ikke vedrører skattesagen, men derimod vedrører NO’s straffesag. Som eksempel herpå kan fremhæves nedenstå- ende poster  

Det taler yderligere for, at posterne vedrører straffesagen, at det af sagsøgerens fakturaer af 23. oktober 2014 (bilag C) og 20. april 2015 (bilag D) fremgår, at fakturaen vedrører "Skattesag i Landsskatteretten (Civil- og straffesag)", og at fakturaen af 23. juni 2016 (bilag E) vedrører "Skattesag i Landsskatteretten og Østre Landsret", hvor Østre Landsret må anses for at være en henvisning til straffesagen.  

Skatteministeriet kan konstatere, at sagsøgeren heller ikke har besvaret ministeriets opfordring (5) i duplikken og genfremsat i processkrift A om dokumentation for, at en række tidsposter i bilag H vedrører den i nærværende sag omhandlede skattesag. Denne manglende besvarelse af opfordringen må det komme sagsøgeren processuelt til skade, jf. retsplejelovens § 344, stk. 2, med den virkning, at det under sagens pådømmelse lægges til grund, at sagsøgeren ikke kan fremlægge skriftlig dokumentation for, at tidsposterne i bilag H vedrører den i nærværende sag omhandlede skattesag  

…"  

Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen.  

Rettens begrundelse og resultat  

NO var på tidspunktet for sagsøgers brev af 5. februar 2024 "Vindervurdering og honoraraftale" under konkursbehandling. Det fremgår både af det efterfølgende forløb i relation til opkrævning af sagsøgers fakturaer og NT’s forklaring, at det var fuldstændig klart for sagsøger, at NO aldrig ville være i stand til at betale for den ydede bistand - medmindre NO blev frifundet i skattestraffesagen, fik medhold i skattesagen og fik medhold i en civil sag om erstatning.  

På denne baggrund finder retten, at det som anført i Landsskatterettens afgørelse af 26. september 2023 ikke er godtgjort af sagsøger, at NO faktisk og reelt hæfter for de udgifter til rådgiverbistand, som denne sag drejer sig om.    

Sagsøger har derfor ikke krav på udbetaling af godtgørelse efter skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, jf. stk. 8, 2. pkt. for kravet i henhold til de udstedte fakturaer for rådgiverbistand.  

Retten tager derfor sagsøgtes frifindelsespåstand til følge.  

Sagsomkostningerne er efter sagens værdi, forløb og udfald fastsat til dækning af advokatudgift med 31.250 kr. Skatteministeriet Departementet er ikke momsregistreret.  

THI KENDES FOR RET: 

Skatteministeriet Departementet frifindes.

H1 skal til Skatteministeriets Departement betale sagsomkostninger med 31.250 kr. 

Beløbet skal betales inden 14 dage.  

Sagsomkostningerne bliver forrentet efter rentelovens § 8 a.