Aktionærlån, cirkulært lånearrangement

2025-04-24 00:00ligningslovens § 16 Eaktionærlånomgåelseindirekte lånstille midler til rådighed
Beskrivelse

Sagen omhandlede en række forhold, herunder et forsøg på at omgå beskatning efter ligningslovens § 16 E, derved at et selskab, selskab 1, udlåner midler til et andet selskab, selskab 2, der udlåner et tilsvarende beløb til A, der ejer selskab 1. I den konkrete sag var selskab 1 ejet gennem et holdingselskab.

Derved blev beskatning efter ligningslovens § 16 E forsøgt undgået, idet selskab 1 ikke direkte udlånte penge til aktionæren, men til selskab 2, der i stedet udlånte det samme beløb til aktionæren i selskab 1.

Sådanne cirkulære lånearrangementer er tidligere underkendt i praksis, se f.eks. SKM 2019.377.ØLR, og blev det da også i denne sag, hvor Landsskatteretten fandt, at selskab 1 havde stillet midlerne til rådighed for aktionæren, hvilket udløste beskatning efter ligningslovens § 16 E.

Landsskatteretten henviste til, at der var sammenhæng mellem beløb og dato på lånet fra selskabet 1 til selskab 2 og lånet til aktionæren. Dertil kom, at der ikke var stillet betryggende sikkerhed for lånene.

Lånene var udarbejdet som selvstændige låneaftaler, som ifølge ordlyden af låneaftalerne ikke var indbyrdes afhængige, hvilket dog ikke ændrede ved, at Landsskatteretten alligevel anså låneaftalerne for at være indbyrdes afhængige, særligt henset til at låneaftalerne udlignede hinanden.

Konklusionen blev altså, at Landsskatteretten fandt, at selskab 1 havde stillet midler til rådighed for aktionæren, og at forholdet blev anset for at være et cirkulært lånearrangement, hvorfor ligningslovens § 16 E fandt anvendelse.

Resultatet er ikke overraskende og viser, at der i praksis gøres kort proces med forsøgt på at undgå beskatning efter ligningslovens § 16 E ved hjælp af sådanne cirkulære lånearrangementer/konstruktioner.


Det ses da også, at der rejses sigtelse for skatteunddragelse i sådanne ofte ret oplagte sager, da der foreligger potentielle strafbare unddragelser.