Sagerne angik for det første hvorvidt en række udgifter til telefon- og internetabonnementer, køb af møbler, el-styringspanel til solpaneler og revisionshonorarer, udelukkende var anvendt til brug for sagsøgerens afgiftspligtige leverancer efter den dagældende momslovs § 37, stk. 2, nr. 1 og dermed kunne fragå ved opgørelsen af sagsøgerens momstilsvar. Retten fandt, at sagsøgeren ikke efter de fremlagte afregningsbilag sammenholdt med sagsøgerens forklaring, havde godtgjort, at varerne og ydelserne var indkøbt udelukkende til brug for sagsøgerens momspligtige leverancer, og sagsøger kunne derfor ikke få fradrag for købsmomsen af de omhandlede indkøb.  

Sagerne angik videre, om sagsøgeren ved opgørelse af fradragsprocenten for fællesomkostninger, der vedrører både fradragsberettigede formål og for virksomheden uvedkommende formål, kunne medregne indtægter fra fakturaer udstedt til sagsøgerens kunde samt bestyrelseshonorarer for sagsøgers bestyrelsespost i et selskab. Retten fandt, at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at indtægterne vedrørte sagsøgerens momspligtige virksomhed, og indtægterne skulle derfor ikke medregnes ved opgørelsen af fradragsprocenten for fællesomkostninger. 

Endelig angik sagerne, om importerede solpaneler og tagsten til videresalg, samt sagsøgerens indkøb af advokatydelser fra Y1-land og Y2-land, kunne fragå ved opgørelsen af sagsøgerens momstilsvar, jf. momslovens § 37, stk. 1, og stk. 2, nr. 3. For så vidt angik importen af solpaneler og tagsten, fandt retten, at sagsøgeren ikke alene ved sin forklaring havde godtgjort, at solpanelerne momsmæssigt var solgt videre fra sagsøgeren, navnlig henset til, at der var tale om salg mellem interesseforbundne parter. For så vidt angik indkøbet af advokatydelser fra Y1-land og Y2-land, fandt retten, at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at advokatydelserne var indkøbt til brug for sagsøgerens momspligtige ydelser, navnlig henset til, at ydelserne ifølge fakturabeskrivelserne samt forklaringerne vedrørte et andet selskab. 

Skatteministeriet blev herefter frifundet.

Sagen angik, om grundværdien for en ejendom pr. 1. oktober 2014 ansat til 0 kr. i historisk niveau kunne behandles i medfør af ejendomsvurderingslovens § 89 a, stk. 1. Ejendommen udgjorde et fællesareal, som ifølge en tinglyst servitut ikke måtte bebygges. Klageren og Vurderingsstyrelsen var enige om, at vurderingen også skulle være 0 kr. i 2014-niveau, og grundværdien var alene påklaget med henblik på at opnå tilbagebetaling af grundskyld som følge af en ansættelse af grundværdien til 0 kr. i aktuelt niveau.

Landsskatteretten fandt, at vurderingen pr. 1. oktober 2014 for ejendommen var omfattet af reglerne om fremrykket klageadgang, og at klagen skulle behandles i medfør af ejendomsvurderingslovens § 89 a, stk. 1. Klagen over ejendommens grundværdi pr. 1. oktober 2014 på 0 kr. skulle således behandles med udgangspunkt i prisforholdene for vurderingsåret 2014, og der skulle foretages en fuld prøvelse af ejendommens grundværdiansættelse.

Klagesagen angik desuden værdien af fællesarealet, og om der var udøvet et konkret skøn over grundens værdi.

Landsskatteretten fandt, at grundværdien for ejendommen efter en konkret vurdering af grundens udnyttelsesmuligheder og prisforholdene i 2014-niveau udgjorde 0 kr. Landsskatteretten fandt, at Vurderingsstyrelsen havde udøvet et konkret skøn over ejendommens grundværdi efter prisniveauet i 2014, og Landsskatteretten ansatte herefter ejendommens grundværdi pr. 1. oktober 2014 til 0 kr. i aktuelt prisniveau for 2014.

Markant flere kontroller, opdagede fejl i ca. ni ud af ti af kontrollerne og udsendte milliardopkrævninger. Det er udbyttet af skattevæsenets indsats mod kædesvig gennem de senere år.

Sagen angik, hvorvidt den nummerplade, som klageren havde monteret på sin motorcykel, var monteret bag på køretøjet eller på siden af køretøjet. Landsskatteretten fandt, at der ikke var holdepunkter for at fortolke registreringsbekendtgørelsens § 69, stk. 2 således, at der kunne stilles krav om, at nummerpladen skulle flugte med yderkanten af motorcyklens baghjul for, at nummerpladen kunne anses for at være monteret bag på køretøjet. Det var Landsskatterettens opfattelse, at selvom køretøjet ikke var typegodkendt, kunne de krav til montering og fastgørelse af bagnummerplader på motorcykler, der fremgik af forordning nr. 44/2014, anses for fortolkningsbidrag til, hvornår en nummerplade måtte anses for at være placeret bag på en motorcykel samt i øvrigt være synlig og let læselig. Motorstyrelsen havde i sin afgørelse lagt til grund, at nummerpladen var sidemonteret og havde derfor behandlet sagen som en anmodning om dispensation til at sidemontere nummerpladen. Landsskatteretten fandt, at Motorstyrelsen ikke i tilstrækkelig grad havde undersøgt, hvorvidt nummerpladen var monteret bag på køretøjet, jf. registreringsbekendtgørelsens § 69, stk. 2. Landsskatteretten hjemviste derfor sagen til Motorstyrelsen med henblik på en vurdering af, hvorvidt nummerpladen var placeret bag på køretøjet samt i øvrigt opfyldte kravene for montering af en nummerplade på en motorcykel.

Sagen angik, om klageren i henhold til skatteforvaltningslovens § 29 kunne omgøre nogle privatretlige dispositioner. Landsskatteretten lagde ved sagens afgørelse til grund, at Skattestyrelsen ikke havde truffet afgørelse om at ændre klagerens skatteansættelse vedrørende beskatning af godskrivningen af 281.702 kr. på klagerens mellemregning med moderselskabet som maskeret udbytte. Da der således ikke forelå en ansættelse af klagerens skattepligtige indkomst, fandt Landsskatteretten, at der ikke kunne ske omgørelse efter skatteforvaltningslovens § 29, stk. 1. Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse.

Sagen angik, om et selskabs produktion af spiritus kunne omfattes af moderationsordningen i spiritusafgiftslovens § 2, stk. 2-6.

Selskabet fremstillede ikke spiritus ved destillering, men ved forarbejdning af råspiritus. Landsskatteretten fandt, at bestemmelserne om anvendelsesområdet moderationsordningen i spiritusafgiftslovens § 2, stk. 2 og 3, måtte fortolkes sådan, at der skal være tale om fremstilling af spiritus ved egentlig destillering for, at små spiritusproducenter kan være omfattet af moderationsordningen. Der var således ikke i ordlyden, lovbemærkningerne eller Strukturdirektivet, herunder i forskellige sprogversioner af direktivet, grundlag eller støtte for at fortolke anvendelsesområdet udvidende for de begunstigende bestemmelser i spiritusafgiftsloven om moderationsordningen sådan, at andre små spiritusproducenter, der fremstiller spiritus på anden måde end ved egentlig destillering, kunne være omfattet af moderationsordningen. Selskabet var derfor ikke omfattet af ordningen. Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse.

Sagen angik, hvorvidt et selskab var berettiget til at klage over vurderingen af en erhvervsejendom pr. 1. oktober 2015. Selskabet havde indgivet klagen under henvisning til reglerne om fremrykket klageadgang i ejendomsvurderingslovens § 89 a. Landsskatteretten afviste klagen under henvisning til, at der ikke var foretaget en almindelig vurdering eller årsomvurdering af erhvervsejendommen med vurderingstermin i 2015. Retten lagde vægt på, at omvurderingen pr. 1. oktober 2015 var blevet ophævet af Vurderingsstyrelsen den 6. december 2021, hvorefter der ikke længere eksisterede en foretaget omvurdering af ejendommen pr. 1. oktober 2015. Det forhold, at Vurderingsstyrelsen alene havde tillagt ophævelsen fremadrettet skattemæssig virkning efter skatteforvaltningslovens § 33, stk. 7, vedrørte alene den efterfølgende skattemæssige virkning, ophævelsen skulle have, og ændrede dermed ikke på, at selve vurderingen var blevet ophævet. Idet der således ikke længere eksisterede en foretaget vurdering af ejendommen pr. 1. oktober 2015, havde Landsskatteretten ikke saglig kompetence til at behandle klagen, hvorfor retten afviste denne.

Sagen angik, om klageren i indkomstårene 2017-2019 var skattemæssigt hjemmehørende i Danmark eller i Polen efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten, herunder om klageren i disse indkomstår kunne anvende reglerne for grænsegængere og derved få overført sin ægtefælles uudnyttede personfradrag. Derudover angik sagen, om klageren for de samme indkomstår var berettiget til fradrag for befordring mellem arbejdspladsen i Danmark og boligen i Polen efter ligningslovens § 9 C, herunder hvor klageren havde sædvanlig bopæl.

Landsskatteretten fandt, at klageren som udgangspunkt var skattepligtig til Danmark, ligesom det blev lagt til grund, at klageren var skattepligtig til Polen. Da klageren havde bolig til rådighed i både Danmark og Polen, skulle klageren anses for at være hjemmehørende i den stat, hvor han havde midtpunkt for sine livsinteresser, jf. dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 4, stk. 2, litra a. Idet klageren havde økonomiske interesser i Danmark og personlige interesser i Polen, skulle klageren herefter anses for at være hjemmehørende i den stat, hvor klageren sædvanligvis havde ophold, jf. dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 4, stk. 2, litra b. Ud fra det i sagen fremlagte havde klageren opholdt sig mere i Polen end i Danmark i de omhandlede indkomstår, hvorved retten fandt, at klageren var hjemmehørende i Polen.

I relation til befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 C fandt retten, at klagerens sædvanlige bopæl i de omhandlede indkomstår var i Polen. Herved lagde retten bl.a. vægt på, at klageren havde opholdt sig væsentligt mere i Polen end i Danmark, ligesom klagerens familiemæssige og personlige forhold i Polen fremstod veldokumenterede. Desuden lagde retten vægt på, at klagerens boligforhold i Danmark og Polen adskilte sig fra hinanden, idet klageren delte en lejlighed i Danmark med andre, mens klageren ejede den ejendom i Polen, som klageren boede i sammen med sin familie.

Retten hjemviste den beløbsmæssige opgørelse af befordringsfradraget til Skattestyrelsen, da Skattestyrelsen som førsteinstans ikke tidligere havde forholdt sig til denne del.

Danmark og Grønland har siden 1979 haft en dobbeltbeskatningsoverenskomst, som sidenhen er ændret ad flere omgange, senest i 2012. Danmark og Grønland er netop nået til enighed om en ny tillægsaftale til overenskomsten, som Jeppe Bruus har underskrevet på en rejse til Grønland den 18.-21. august 2024.

Seks fælles tiltag skal modvirke stigende udfordringer i Grønland med indsmugling af narkotika og sort økonomi. Skatteminister Jeppe Bruus rejser til Grønland den 18.-21. august for at sætte fokus på samarbejdet.

Kapitalafkastsatsen for 2024 er 4 pct. Rentekorrektionssatsen for 2024 er 7 pct. 

Sagen angik opgørelsen af lønsumsafgiftsgrundlaget i årene 2007-2008 for en fællesregistrering af selskaber i en bankkoncern. Fællesregistreringen havde både lønsumsafgiftspligtige aktiviteter og andre aktiviteter, der ikke var lønsumsafgiftspligtige. Derfor skulle der ved opgørelsen af lønsumsafgiftsgrundlaget ske en fordeling af fællesregistreringens lønsum på den lønsumsafgiftspligtige del af virksomheden henholdsvis den øvrige del af virksomheden efter reglerne i lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 4, og de dagældende lønsumsafgiftsbekendtgørelsers § 4, stk. 2 og 4.

Banken havde foretaget en skønsmæssig fordeling af lønsummen på grundlag af en omsætningsfordeling opgjort for hele fællesregistreringen under ét. 

Retten fandt, at Skatteministeriet havde godtgjort, at bankens skøn over fordeling af lønsummen ikke var retvisende for medarbejdernes faktiske anvendte tidsforbrug i henholdsvis den afgiftspligtige del af virksomheden og den øvrige del af virksomheden, og at SKAT’s skønsmæssige fordeling var egnet til at give et mere retvisende billede af medarbejdernes faktisk anvendte tidsforbrug end fællesregistreringens skøn. SKAT havde derfor været berettiget til at tilsidesætte bankens fordeling og sætte sin egen fordeling i stedet.

Det kunne ikke føre til andet resultat, at Landsskatteretten i en tidligere kendelse fra 2008 var nået til det modsatte resultat i forhold til nogle tidligere år (2001-2002), hvor fællesregistreringen også havde baseret fordelingen af lønsummen på en omsætningsfordeling, og hvor de faktiske forhold ifølge banken var de samme som for de omhandlede senere år (2007-2008). Retten fandt, at fællesregistreringen ikke havde haft nogen retsbeskyttet forventning om eller på andet grundlag et retskrav på, at skattemyndighederne også for årene 2007-2008 ville acceptere bankens metode med fordeling af lønsummen baseret på en omsætningsfordeling.

Sagen angik, om Skattestyrelsen havde været berettiget til at foretage ekstraordinær genoptagelse af skatteyderens skatteansættelser for indkomstårene 2016 og 2017 efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5. 

Retten lagde til grund, at skatteyderen havde selvangivet sin indkomst for lavt i 2016 og 2017, selv om han vidste eller burde vide, at dette ikke var retvisende. I 2016 havde skatteyderen endvidere selvangivet en del af sin lønindkomst som udenlandsk indkomst omfattet af ligningslovens § 33 A, selvom han var eller burde have været bekendt med, at han ikke opfyldte betingelserne hertil. På den baggrund var der handlet groft uagtsomt i forhold til de fejlagtige selvangivelser vedrørende løn. Retten lagde vægt på, at skatteyderen kunne have opgjort korrekte lønindtægter ved at undersøge bankoverførslerne fra arbejdsgiver til eget pengeinstitut. Ligeledes fandt retten, at skatteyderen ved at have selvangivet rejseudgifter for højt i både 2016 og 2017 tillige havde handlet groft uagtsomt. 

Endvidere lagde retten til grund, at Skattestyrelsen først den 10. november 2021 kom i besiddelse af de oplysninger, der dannede grundlag for den ekstraordinære genoptagelse. Det kunne således ikke føre til et andet resultat, at Skattestyrelsen ikke havde oplyst skatteyderen om de genoptagne skatteansættelser, da skatteyderen rettede henvendelse til Skattestyrelsen i maj 2018. Ligeledes kunne det ikke føre til en ændret vurdering, at skatteyderen havde oplyst, at selvangivelserne blev indleveret via revisor. 

Herefter og da fristerne i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, var opfyldte, blev Skatteministeriet frifundet.

Et datterselskab havde i indkomstårene 2017 og 2018 afholdt udgifter, der var bogført som udgifter til forsøgs- og forskningsvirksomhed, jf. ligningslovens § 8 B, stk. 1, og moderselskabet, som var administrationsselskab i sambeskatningen, havde som følge heraf ansøgt om udbetaling af en skattekredit for disse indkomstår, jf. ligningslovens § 8 X, og for 2018 faktisk fået udbetalt denne. 

Skattestyrelsen traf afgørelser om, at udgifterne ikke kunne fradrages efter ligningslovens § 8 B, og at administrationsselskabet derfor ikke var berettiget til at få udbetalt en skattekredit for indkomståret 2017 og for indkomståret 2018 skulle tilbagebetale den tidligere udbetalte skattekredit. 

Administrationsselskabet påklagede afgørelserne til Landsskatteretten, som stadfæstede afgørelserne.

Moderselskabet blev kort efter taget under konkursbehandling. 

Datterselskabet indbragte sagen for domstolene og nedlagde påstande angående administrationsselskabets skatteansættelser og om betaling af skattekredit for 2017 og 2018. 

Retten fandt ikke, at datterselskabet havde en væsentlig, direkte og individuel interesse i søgsmålet, som derfor blev afvist. 

Rigsrevisionen har undersøgt kontrollen med medarbejderes brugeradgange på tværs af en række ministerier. Udviklings- og Forenklingsstyrelsen tager revisionens konklusioner til efterretning.

Skatteminister Jeppe Bruus glæder sig over, at Rigsrevisionen anerkender Skatteministeriets arbejde med at reducere usikkerhederne i regnskabet for statens skatter og afgifter. Samtidig er ministeren enig med Rigsrevisionen i, at der fortsat er udfordringer i Skatteforvaltningen, der kræver en fokuseret indsats at løse.

Rigsrevisionen har i deres revision af statens forvaltning i 2023 undersøgt inddrivelsessystemet PSRM. Udviklings- og Forenklingsstyrelsen tager konklusionerne til efterretning.

Partnerselskab-x (Spørger) ønskede at udvikle selskabets daværende biogasanlæg, således at Andelsselskab-x fremover skulle eje 50 pct. af partnerselskabet. Andelsselskabets medlemmer ville bestå af landbrugsbedrifter, der leverede biomasse til brug for produktionen af biogas i partnerselskabet.

Skatterådet bekræftede, at andelshavernes leverancer af biomasse til andelsselskabet skulle anses som medlemsomsætning, idet andelsskabet opfyldte betingelserne i selskabsskatteloven om kooperationsbeskatning. Desuden bekræftede Skatterådet, at affalds- og restprodukter samt kartoffelmelsrestprodukter også kunne udgøre et produkt i selskabsskattelovens bestemmelser om salgs- og produktionsforeninger.

Dernæst bekræftede Skatterådet, at andelsselskabet kunne samarbejde med partnerselskabet uden at miste sin skattemæssige status som et andelsbeskattet selskab, idet aktiviteten i partnerselskaber var indenfor det kooperative formål. Skatterådet bekræftede desuden, at andelsbeviserne i andelsselskabet kunne indgå i virksomhedsordningen. Dog kunne Skatterådet ikke bekræfte, at hjælpestoffer ikke skal medregnes ved beregningen af omsætningen med medlemmer.

Skattestyrelsen har givet tilladelse til skattefri aktieombytning af aktier i Topdanmark A/S med aktier i det finske børsnoterede selskab Sampo Oyj i form af share entitlements, som er teknisk udstedelse i Euronext Securities Copenhagen, og som repræsenterer 1 A aktie i Sampo Oyj. De nævnte share entitlements optages til handel og officiel notering på Nasdaq Copenhagen.

Tilladelsen er generel og kan benyttes af alle aktionærer, der er fuldt skattepligtige til Danmark. Tilladelsen blev givet med et begrænset anmeldelsesvilkår.

T var som forhold 1 tiltalt for vedrørende indkomståret 2015 ved den 7. marts 2019, via Tast Selv, med forsæt til skatteunddragelse, at have afgivet urigtige eller vildledende oplysninger til brug for sin skatteansættelse, idet man indberettede fradrag for renteudgifter af anden gæld på 49.766 kr. og fradrag for underholdsbidrag til tidligere ægtefælle og børnebidrag, samt aftægtsforpligtelser m.v. på 49.822 kr., som man ikke var berettiget til, hvorved det offentlige blev unddraget 8.476 kr.

T var som forhold 2 tiltalt for vedrørende indkomståret 2016 ved i perioden fra den 7. marts 2019 til den 11. marts 2019, via Tast Selv, med forsæt til skatteunddragelse, at have afgivet urigtige eller vildledende oplysninger til brug for sin skatteansættelse, idet man indberettede fradrag for befordring på 58.344 kr. og samtidig godkendte et tidligere indberettet fradrag for renteudgifter af anden gæld på 49.811 kr., fradrag for underholdsbidrag til tidligere ægtefælle og børnebidrag, samt aftægtsforpligtelser m.v. på 49.833 kr., som man ikke var berettiget til, hvorved det offentlige blev unddraget 30.220 kr.

T var som forhold 3 tiltalt for vedrørende indkomståret 2017 ved i perioden fra den 7. marts 2019 til den 20. marts 2019, via Tast Selv, med forsæt til skatteunddragelse, at have afgivet urigtige eller vildledende oplysninger til brug for sin skatteansættelse, idet man indberettede fradrag for renteudgifter af anden gæld på 28.940 kr. og samtidig godkendte et tidligere indberettet fradrag for underholdsbidrag til tidligere ægtefælle og børnebidrag, samt aftægtsforpligtelser m.v. på 49.842 kr. og fradrag for befordring på 57.223 kr., som man ikke var berettiget til, hvorved det offentlige blev unddraget 33.431 kr.

T var som forhold 4 tiltalt for vedrørende indkomståret 2018 ved den 20. marts 2019, via Tast Selv, med forsæt til skatteunddragelse, at have afgivet urigtige eller vildledende oplysninger til brug for sin skatteansættelse, idet man indberettede fradrag for renteudgifter af anden gæld på 56.880 kr., og fradrag for befordring på 91.870 kr., som man ikke var berettiget til, hvorved det offentlige blev unddraget 47.953 kr.

T erkendte de faktiske omstændigheder og bestred ikke beløbenes størrelse. T forklarede, at han havde overladt alle nødvendige personlige oplysninger, NemID og nøglekort til en tidligere kollega, da han selv havde meget svært ved det med skat. Da han gav oplysningerne til kollegaen, var han klar over, at der skulle ske ændringer i skatteoplysningerne, men han vidste ikke, at de ville blive ændret til urigtige oplysninger, og han troede ikke kollegaen ville snyde ham. Han havde ikke fået nogen penge ud af det. Han blev forskrækket, da de store beløb kom ind på hans konto og blev videreført til en unavngiven konto. Da han fandt ud af, at han ikke kunne stole på kollegaen, ændrede han sine koder, men han huskede ikke, om han ændrede sit NemID. Han blev truet på livet af kollegaen, da han konfronterede ham med det passerede. T kontaktede ikke told- og skatteforvaltningen, da han ikke vidste hvordan.

Byretten fandt, at da den kollega T havde overladt alle nødvendige personlige oplysninger, NemID og nøglekort til, ikke havde kunnet udfindes på hverken navn, adresse eller ansættelsestidspunkt, og da T ikke efterfølgende havde gennemset de ændrede oplysninger eller kontaktet told- og skatteforvaltningen eller politi, sammenholdt med de i øvrigt foreliggende oplysninger, herunder at beløbene figurerede på T’s egne konti, det bevist, at T ved dolus eventualis, havde gjort sig skyldig i overensstemmelse med tiltalen. T idømtes en bøde på 120.000 kr.

Landsretten udtalte, at det efter ordlyden af og forarbejderne til selskabslovens § 1, stk. 2, 2. pkt., og § 45 sammenholdt med ordlyden af og forarbejderne til lov om visse erhvervsdrivende virksomheder § 3 og § 4 må anses for en ufravigelig betingelse for at kunne registrere et selskab som aktie- eller anpartsselskab, at kapitalejerne skal have ret til andel i selskabets overskud i forhold til deres ejerandel. Der kan dog være forskelle i fordelingen til vedtægtsmæssigt bestemte kapitalklasser. 

Landsretten fandt, at G1-virksomhed ikke besidder de grundlæggende træk om at udbetale udbytte efter ejerandel, som efter selskabsloven er afgørende for, om et selskab kan registreres som et aktie- eller anpartsselskab. Betingelsen i aktieavancebeskatningslovens § 4 C, stk. 3, var derfor ikke opfyldt. 

Landsretten fandt videre, at der ikke var grundlag for at anse en forståelse af aktieavancebeskatningslovens § 4 C, stk. 3, hvorefter alene udenlandske selskaber, der ligesom danske aktie- og anpartsselskaber udbetaler udbytte efter ejerandel, kan anses for svarende til de i bestemmelsens første led nævnte danske aktie- og anpartsselskaber, for at være i strid med TEUF artikel 63, stk. 1, om kapitalens fri bevægelighed.

Sagen angik, om der var grundlag for ekstraordinær genoptagelse af skatteyderens skatteansættelser for indkomstårene 2012 og 2013 i anledning af, at han havde afhændet sine anparter i et kommanditselskab.

Retten fandt, at skatteyderen ikke havde løftet bevisbyrden for, at det var en fejl, at skattemyndighederne havde lagt til grund, at han var blevet frigjort for hæftelse i forbindelse med afhændelse af anparter i et kommanditselskab. Der var allerede derfor ikke grundlag for genoptagelse af skatteansættelsen for 2012 og afledt skatteansættelsen for 2013 efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8.

Retten lagde herved vægt på skatteyderens forklaring om, at han, da aftalen blev indgået, selv troede, at han var frigjort for hæftelsen, og at han ikke siden er blevet opkrævet noget beløb, og at han ikke havde nærmere redegjort for karakteren og omfanget af den hæftelse, der skulle bestå, herunder om der alene var tale om en kautionsforpligtelse.