Som led i årets femte landsdækkende aktion mod social dumping fik syv virksomheder i Aarhus for nylig besøg af flere myndigheder. Skattestyrelsen afslørede problemer med social dumping i seks af disse, der kan se frem til yderligere kontrol.

Finanslovsforslaget for 2025 sikrer en fortsat stabil økonomisk ramme om skattevæsenet og en fast politisk kurs.

Som led i årets femte landsdækkende aktion mod social dumping fik otte virksomheder i København besøg af flere myndigheder. Skattestyrelsen afslørede problemer med social dumping i fem af disse, der kan se frem til yderligere kontrol.

Som led i årets femte landsdækkende aktion mod social dumping fik fem virksomheder på Fyn for nylig besøg af flere myndigheder. Skattestyrelsen afslørede problemer med social dumping i to af de fynske virksomheder, der nu kan se frem til yderligere kontrol.

Motorstyrelsen har besluttet at lukke sine fire motorekspeditioner fra den 1. juli 2025. Det sker for at opfylde regeringens mål om at reducere antallet af ansatte i staten.

I en række kommuner er provenuet fra grundskyld lavere end ventet. Det kompenserer regeringen nu de berørte kommuner for med et ekstraordinært tilskud på 0,7 mia. kr. i 2025.

Sagen angik, om en udbetaling i indkomståret 2010 til sagsøgerens danske bankkonto fra en Y4-nationalitet bankkonto, som stammede fra sagsøgerens arbejdsgiveradministrerede pensionsordning i en Y4-nationalitet pensionskasse, var skattepligtig efter pensionsbeskatningslovens § 53 B. 

Retten fandt, at den Y4-nationalitet pensionsordning i pensionskassen ikke var omfattet af pensionsbeskatningslovens kapitel 1, og at der var tale om en pensionskasseordning omfattet af pensionsbeskatningslovens § 53 A, stk. 1, nr. 3.

I forhold til overførslen af midlerne fra pensionskassen til den Y4-nationalitet bankkonto fandt retten, at pensionsmidlerne blev videreført ved overførslen til den Y4-nationalitet bank. Retten lagde vægt på, at midlerne fortsat var afsondrede fra sagsøgerens øvrige midler, at der var vedtægter, som regulerede midlernes udbetaling og anvendelse, og at sagsøgeren ikke kunne disponere frit over midlerne forud for udbetalingen. Herefter fandt retten, at udbetalingen af pensionsmidlerne først skete ved udbetalingen til sagsøgerens danske bankkonto i indkomståret 2010. Udbetalingen skulle derfor medregnes ved opgørelsen af sagsøgerens skattepligtige indkomst for 2010, jf. pensionsbeskatningslovens § 53 B, stk. 6, jf. § 53 B, stk. 1.

I forhold til spørgsmålet om ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, fandt retten, at sagsøgeren havde handlet mindst groft uagtsomt ved at undlade at selvangive udbetalingen, hvorfor skattemyndighederne var berettiget til at genoptage indkomstårene ekstraordinært. 

Idet der ikke var grundlag for at ændre Skatteankenævnets afgørelse, blev Skatteministeriet dermed frifundet.

Sagen drejede sig om, hvorvidt kontantbegrænsningsreglen i ligningslovens § 8 Y, stk. 1, finder anvendelse på fradrag i den skattepligtige indkomst, som skyldes skatteyderens fradrag for afskrivninger efter afskrivningsloven.

Skatteyderen havde købt en (red.produkt.fjernet) for i alt 70.000 kr., hvoraf 53.000 kr. var betalt ved bankoverførsel, mens de resterende 17.000 kr. var betalt kontant.

Skatteministeriet indbragte sagen for retten med påstand om, at afskrivningsgrundlaget vedr. (red.produkt.fjernet) skulle opgøres til 53.000 kr., svarende til den del af købesummen som var betalt ved bankoverførsel.

Landsskatteretten havde opgjort afskrivningsgrundlaget til den fulde købesum på 70.000 kr. 

Skatteyderen tog bekræftende til genmæle over for ministeriets påstand. 

Sagen angik, om skatteyderen var berettiget til fradrag for tab på fordringer på 9.187.434 kr. efter kursgevinstlovens § 2 henholdsvis statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a i indkomståret 2015 samt fradrag efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a for udgifter til advokatbistand på 113.975 kr. forbundet med inddrivelse af fordringerne i indkomståret 2015 og 2016. 

Skatteyderen overførte i 2015 i alt 9.187.434 kr. til udenlandske konti med henblik på investeringer. Skatteyderen havde indvilliget i overførslerne på baggrund af en henvendelse fra en person, som oplyste at repræsentere en investeringsagent. Skatteyderen modtog aldrig et afkast og fik heller ikke midlerne tilbagebetalt, til trods for selskabets henvendelser herom til de personer, som selskabet havde været i kontakt med vedrørende investeringerne. Skatteyderen forsøgte herefter i løbet af 2015 og 2016 at inddrive pengene med advokatbistand og ved en politianmeldelse, hvilket ikke lykkedes, da det viste sig, at investeringsagenten ikke eksisterede, og at personerne bag ikke kunne identificeres. 

Med henvisning til bl.a., at tabsfradrag efter kursgevinstloven er betinget af, at der er ført bevis for, hvem rette debitor er, fandt retten, at selskabet ikke havde løftet sin bevisbyrde. 

I forhold til spørgsmålet om fradrag for et driftstab efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, fandt retten, at skatteyderen ikke havde godtgjort, at selskabet havde drevet investeringsvirksomhed, og dermed at overførslerne var en sædvanlig omkostning relateret til selskabets løbende drift. Retten fandt derfor heller ikke grundlag for at tage påstanden om fradrag efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, til følge.

Skatteministeriet blev på den baggrund frifundet.

Sagen angik, om to vitaminvingummiprodukter var afgiftspligtige efter chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 4 (/5) som "sukkervarer af enhver art". 

Retten udtalte, at det er produkternes udformning og objektive kendetegn på tidspunktet for afgiftspligtens indtræden, der danner grundlaget for vurderingen af, om produkterne er omfattet af afgiftspligten i chokoladeafgiftsloven. 

Retten fandt, at indholdet af sukker i de to vitaminvingummiprodukter var karaktergivende for produkterne, og at produkterne derfor var afgiftspligtige "sukkervarer af enhver art". Retten lagde herved vægt på den relative mængde af sukker i produkterne samt produkternes smag og visuelle fremtræden. 

Skatteministeriet blev på den baggrund frifundet.

Retten fandt, at betingelserne for ekstraordinær ansættelse var opfyldt, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, idet skatteyderen havde handlet groft uagtsomt ved at undlade at selvangive avancen fra salget af sine medarbejderaktier og det modtagne udbytte. Retten bemærkede i den forbindelse bl.a., at skatteyder selv valgte F1-bank som det institut, hvor hans tildelte medarbejderaktier skulle placeres, og at skatteyder frit kunne disponere over aktierne og sælge af dem. Endvidere bemærkede retten, at skatteyder tjekkede, at arbejdsgiveren havde indberettet de aktier, der blev placeret i depotet hos F1-bank, og at han tjekkede, at de af arbejdsgiver indberettede beløb, passede med de aktier, som han blev tildelt.

Retten fandt derudover, at reaktionsfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, var overholdt. Under sagen var der enighed om, at Skattestyrelsen startede sagen på baggrund af oplysninger, der tilgik Skattestyrelsen i juni 2017, som led i Projekt Money Transfer. 

Efter Skattestyrelsens metadata lagde retten til grund, at Skattestyrelsen ikke før februar 2019 visiterede de i juni 2017 modtagne oplysninger. Retten lagde endvidere til grund, at der først i maj 2019 tilgik Skattestyrelsen tilstrækkelige oplysninger om, at skatteyder i indkomstårene 2012-2015 havde haft en indkomst i form af salg af aktier. Retten bemærkede herved, at Skattestyrelsens forudgående oplysninger om, at skatteyder i perioden fra 2006 og frem delvist var aflønnet med aktier, at han ikke i perioden havde selvangivet gevinst ved salg af aktier, og at der i 2016 var modtaget et beløb på 375.883,90 kr. med en betalingsinformation, som ifølge Skattestyrelsen indikerede, at beløbet vedrørte salg af aktier, ikke i sig selv var tilstrækkelige til at give Skattestyrelsen kundskab om, at der forelå grundlag for en ekstraordinær ansættelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1 nr. 5, for indkomstårene 2012-2015.

Skatteministeriet blev på den baggrund frifundet. 

Sagen angik ekstraordinær genoptagelse af sagsøgerens foreløbige momsfastsættelser for de første tre kvartaler af 2009. Det var under retssagen uomtvistet, at der forelå særlige omstændigheder efter skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 4, og sagen angik derfor alene, om reaktionsfristen i skatteforvaltningslovens § 32, stk. 2, var overholdt. Byretten fandt, at der tillige forelå sådanne særlige omstændigheder i henhold til skatteforvaltningslovens § 32, stk. 2, 4. pkt., at der skulle bortses fra reaktionsfristen på 6 måneder i skatteforvaltningslovens § 32, stk. 2, 1. pkt. Sagsøgeren fik derfor medhold i sin påstand om ekstraordinær genoptagelse af de foreløbige momsfastsættelser.

Skatteministeriet indbragte herefter sagen for Østre Landsret.  Landsretten fandt, allerede på baggrund af en e-mail af 18. februar 2013 fra Sagsøgerens rådgiver til SKAT, at det kunne lægges til grund, at sagsøgeren mere end 6 måneder før sin anmodning om ekstraordinær genoptagelse af 19. marts 2015 var kommet til kundskab om skattemyndighedernes foreløbige momsfastsættelser for de første tre kvartaler i 2009. Reaktionsfristen derfor var overskredet.

Landsretten fandt herefter, at der ikke forelå særlige omstændigheder i henhold til skatteforvaltningslovens § 32, stk. 2, 4. pkt., som gav grundlag for at bortse fra fristoverskridelsen. 

Skatteministeriet blev derfor frifundet. 

Rasmus Stoklund (S) er i dag udpeget som skatteminister efter Jeppe Bruus (S).

I en administrativ straffesag havde Skattestyrelsen rejst sigtelse mod skatteyder for overtrædelse af skattekontrollovens § 83, stk. 1, vedrørende indkomstårene 2018-20, idet skatteyder ifølge sigtelsen undlod at oplyse om udlodninger fra sit selskab på henholdsvis 171.188 kr., 208.183 kr. og 225.610 kr. Den samlede unddragelse udgjorde 245.796 kr.

Skatteyderen begærede forsvarer beskikket.

I forbindelse med Skattestyrelsens fremsendelse af begæringen til retten oplyste Skattestyrelsen, at der var usikkerhed om tilregnelsen og om skatteyderens dispositioner, samt at det drejede sig om hævninger på bankkonti i hans selskab over tre år. Endvidere oplyste Skattestyrelsen, at sagen kunne afgøres med en bøde, som maksimalt udgjorde 430.000 kr. ved forsæt og 80.000 kr. ved grov uagtsomhed.

Byretten afslog beskikkelse og henviste til, at betingelserne for beskikkelse, jf. retsplejelovens § 732, stk. 1, ikke var opfyldt.

Landsretten stadfæstede byrettens afgørelse. Under skatteforvaltningens behandling af en sag om strafansvar for overtrædelse af skattelovgivningen kunne der beskikkes borgeren en forsvarer, når sagens beskaffenhed, borgernes person eller omstændighederne i øvrigt gjorde det ønskeligt. Skatteyderen var sigtet for 3 overtrædelser af skattekontrolloven vedrørende udlodninger fra skatteyderens selskab. Skattestyrelsen ønskede at indkalde skatteyderen til et møde henblik på at kunne vurdere, om skatteyderen havde foretaget sig noget strafbart. Efter det oplyste tiltrådte landsretten, at der efter sagens beskaffenhed og det i øvrigt oplyste ikke var grundlag for at beskikke en forsvarer, jf. herved tillige U 2023.4829 Ø, TfK2023.506 Ø og U 2024.1205 Ø.

Ved ansættelsen af en ejendoms grundværdi pr. 1. januar 2020 havde Vurderingsstyrelsen lagt vægt på, at grunden ifølge plandataregistret var udlagt til tæt-lav boligbebyggelse med en bebyggelsesprocent på 40. 

Klageren gjorde gældende, at grunden var udlagt til åben-lav boligbebyggelse med en bebyggelsesprocent på 30, hvorfor der ved Vurderingsstyrelsens afgørelse forelå åbenbart urigtige oplysninger om plangrundlaget. Med henvisning til bl.a. ejendomsvurderingslovens § 17, stk. 3, 1. pkt., og § 18, stk. 1, gjorde klageren endvidere gældende, at der ved ansættelsen af grundværdien skulle tages hensyn til, at bygningen på ejendommen var klassificeret som bevaringsværdig. 

Landsskatteretten fandt, at der ved Vurderingsstyrelsens afgørelse ikke forelå åbenbart urigtige oplysninger om plangrundlaget, og at Vurderingsstyrelsen derfor var berettiget til at foretage vurderingen på baggrund af de oplysninger, som vurderingsmodellen havde anvendt.

Landsskatteretten fandt endvidere, at der ved grundværdien efter ordlyden af ejendomsvurderingslovens § 17, stk. 1, og forarbejderne til bestemmelsen som hidtil fortsat skulle forstås værdien af grunden i ubebygget stand, og at begrebet ubebygget skulle forstås således, at der ikke var opført bygninger af nogen art på grunden. På denne baggrund kom Landsskatteretten frem til, at en bevaringsværdig bygning på grunden ikke i henhold til § 17, stk. 1, var en byrde, der skulle tages hensyn til ved fastsættelsen af grundværdien. Som følge heraf kunne ejendomsvurderingslovens §§ 17, stk. 3, 1. pkt., og 18, stk. 1, hvorefter der ved fastsættelsen af grundværdien skal tages hensyn til rettigheder og byrder af offentligretlig karakter, ikke føre til et andet resultat.

Landsskatteretten stadfæstede ansættelsen af ejendommens grundværdi pr. 1. januar 2020.

Sagen var henvist til Landsskatteretten i medfør af skatteforvaltningslovens § 6 a, stk. 1, 1. pkt., jf. stk. 2.

Skattestyrelsen, Fødevarestyrelsens Rejsehold, Fyns Politi og seks fynske kommuner var fredag i sidste uge på en fælles kontrolaktion på Gelsted Marked på Vestfyn. Der blev afsløret problemer med fødevaresikkerheden og overholdelse af skatte- og afgiftsregler, og flere af de kontrollerede virksomheder kan se frem til sanktioner fra myndighederne.

Sagen angik, om vederlaget til klageren for arbejde udført på borerigge i nederlandsk territorium var omfattet af artikel 24 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten indgået mellem Danmark og Nederlandene, således at Danmark skulle indrømme creditlempelse for den betalte skat. Landsskatteretten udtalte, at undtagelsen i artikel 24, stk. 1, 2. pkt., måtte forstås således, at den vedrørte beskatning af selve den virksomhed, der blev udøvet gennem et fast driftssted. Da det var H1 A/S - og ikke klageren - der drev virksomhed ud for den nederlandske kyst, skulle der foretages en vurdering af, om H1 A/S’ virksomhed ud for den nederlandske kyst udgjorde et fast driftssted. På baggrund af en konkret vurdering fandt Landsskatteretten, at H1 A/S’ virksomhed ud for den nederlandske kyst udgjorde et fast driftssted, og at artikel 24 derfor ikke fandt anvendelse, jf. artikel 24, stk. 1, 2. pkt. Beskatningsretten til klagerens vederlag skulle således fordeles i overensstemmelse med dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 15. Da klageren var hjemmehørende i Danmark, og da arbejdet blev udført i Holland, kunne vederlaget også beskattes i Holland. Idet indkomsten kunne beskattes i Holland efter artikel 15, skulle Danmark ved skatteberegningen indrømme exemptionlempelse efter artikel 23, stk. 5, litra c). Landsskatteretten ændrede Skattestyrelsens afgørelse i overensstemmelse hermed.

Sagen angik fastsættelsen af nyprisen ved indregistrering af et brugt køretøj. Landsskatteretten fandt, at der var en sammenhæng mellem registreringsafgiftslovens § 4, stk. 7 (nu § 4, stk. 6), § 8, stk. 1, § 9, stk. 1 og 2, og § 10, stk. 2, og at denne sammenhæng indebar, at principper for fastsættelsen af nyprisen for køretøjer og oplysninger vedrørende nyprisen for køretøjer tilsvarende kunne være relevante på tværs af bestemmelserne for nye og brugte køretøjer. Landsskatteretten lagde samtidig til grund, at nyprisen i forhold til beregningen af værdiforringelse for et køretøj indgik i en sammenhæng, hvor det afgørende var, at beregningen af værditabet for et køretøj blev så retvisende som muligt i forhold til det konkrete køretøj. Landsskatteretten fandt endvidere, at nyprisen efter bestemmelserne i registreringsafgiftsloven var prisen i forhold til salg til en almindelig slutbruger, og at det i den forbindelse var væsentligt for beregningen, at der var den fornødne indbyrdes sammenhæng mellem de forskellige faktorer, der indgik i beregningen. Der skulle således ske en sammenligning af køretøjets nypris inklusive afgift med køretøjets handelspris inklusive afgift for at fremkomme til et retvisende værditab. Dermed forelå der ikke den nødvendige indbyrdes sammenhæng, hvis der blev anvendt oplysninger om en nypris for et køretøj på én type marked, mens der blev anvendt oplysninger om en handelspris for køretøjet på en anden type marked. Som følge heraf kunne nyprisen for leasingkøretøjer ikke anvendes i den konkrete sag.

Der forelå ikke en konkret dokumenteret nypris for køretøjet, og fastsættelsen af nyprisen for køretøjet måtte derfor tage udgangspunkt i relevante oplysninger om nypriser på et frit marked, hvor der ikke kunne konstateres ét bestemt eksakt beløb på et givent tidspunkt som nyprisen for et sådant køretøj ved salg til slutbruger, idet der kunne konstateres prisforskelle. Der skulle herved foretages en afvejning og bedømmelse af relevansen og vægten af de respektive oplysninger, der indgik i grundlaget for et skøn over nyprisen, og relevante oplysninger til brug for fastsættelsen af køretøjets nypris var derfor ikke begrænset til alene at være køretøjets genberegnede nypris efter registreringsafgiftslovens § 9 a. Sammenhængen mellem bestemmelserne i registreringsafgiftsloven og principperne for afgiftsberegningen indebar, at også oplysninger om anmeldte standardpriser vedrørende nyprisen for køretøjer var relevante oplysninger og kunne indgå i grundlaget for et skøn over nyprisen, selvom oplysningerne ikke var frit tilgængelige for alle. Endvidere ville andre oplysninger om f.eks. importørens kalkulationer i forhold til vejledende udsalgspriser mv. i forhold til køretøjet kunne være relevante. Der kunne derimod ikke, med de fremkomne og fremlagte oplysninger om køretøjets nypris og i lyset af de foreliggende oplysninger om karakteren, indholdet og sammenligningsgraden mellem oplysningerne i Standardpriser.dk, alene lægges afgørende vægt på én bestemt oplysning i Standardpriser.dk. Ud fra et samlet skøn over de fremlagte og fremkomne oplysninger om nyprisen inklusive registreringsafgift for tilsvarende køretøjer fandt Landsskatteretten, at den af selskabet anmeldte nypris på 376.855 kr. måtte anses for at være udtryk for en reel og markedsdannende nypris for køretøjet, og at denne nypris derfor kunne anvendes i værditabsberegningen for køretøjet. Landsskatteretten ændrede Motorstyrelsens afgørelse i overensstemmelse hermed.

Et selskab havde i perioden 1. juli 2017-31. december 2019 haft forskellige momspligtige aktiviteter, herunder formidling af salg af fast ejendom. Selskabet havde i denne forbindelse oppebåret en indtægt på 25.000.000 kr. ekskl. moms i januar 2020. Selskabet bogførte den 19. december 2019 en mæglerudgift, hvoraf købsmomsen udgjorde 531.250 kr. Det fremgik af fakturaen, at den indkøbte mæglerydelse vedrørte den ejendom, der havde været genstand for selskabets formidlingsydelse. Udgiften kunne derfor henføres direkte og umiddelbart til selskabets udgående transaktioner, hvorfor selskabet indrømmedes fuldt fradrag for købsmomsen på 531.250 kr., jf. momslovens § 37, stk. 1. Som følge af, at selskabet både havde aktiviteter inden for og uden for momslovens anvendelsesområde, skulle selskabet indrømmes delvist fradrag for moms af generalomkostninger, jf. momslovens § 38, stk. 2. Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse, for så vidt angik momsperioderne i 2017 og 2018, idet retten ikke fandt grundlag for at tilsidesætte den af Skattestyrelsen skønnede fradragsprocent i disse år jf. momslovens § 38, stk. 2. For så vidt angik momsperioderne i 2019, hjemvistes Skattestyrelsens opgørelse af den delvise fradragsprocent til fornyet behandling i Skattestyrelsen. Landsskatteretten fandt, at selskabets formidlingshonorar vedrørende salg af fast ejendom på 25 mio. kr. ekskl. moms ikke skulle indgå i beregningsgrundlaget heraf og således påvirke selskabets fradragsprocent for 2019, idet denne omsætning vedrørte år 2020.

Sagen angik, om skatteyder var fuldt skattepligtig til Danmark i indkomstårene 2014-2018. Det var ubestridt, at skatteyderen fraflyttede Danmark senest den 30. november 2007. Spørgsmålet i sagen var derfor, om han var tilflyttet Danmark senest den 1. januar 2014. Det var i den forbindelse et tvistepunkt, om skatteyderen havde bopæl i Danmark, jf. kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, og om skatteyderen havde taget ophold i Danmark, jf. kildeskattelovens § 7, stk. 1. Retten fandt, at skatteyderen havde bopæl i Danmark, og at han havde opholdt sig i Danmark i mere end 180 dage i indkomståret 2013. Skatteyderen var derfor skattepligtig til Danmark senest fra den 1. januar 2014, jf. kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, jf. § 7, stk. 1.