Nybygget intelligent robot læser ustruktureret data og billeder og indtaster selv data i program

2019-10-30 01:00NyhederUFST
Beskrivelse

Når en borger i Danmark ønsker at indregistrere en bil købt i udlandet, er det fast procedure, at en sagsbehandler i Motorstyrelsen taster data fra de indscannede registreringsattester ind i et journaliseringsprogram. Fx stelnummer, bilmærke og første registreringsdato. Samtidig krydstjekker sagsbehandleren, at der er tale om den rigtige bil ved at slå op i Det Digitale Motorregister (DMR).

Alt i alt er det en besværlig proces, som giver mange timers tastearbejde om året. Men nu kan sagsbehandlerne i Motorstyrelsen bruge deres tid på mere relevante opgaver. Den nye robot, Registrator, som er skabt i samarbejde mellem Motorstyrelsen og Udviklings- og Forenklingsstyrelsen (UFST), hjælper nu med at eliminere de mange hundrede timers tastearbejde.

Flere intelligente robotter på vej

Normalt er robotter ikke særligt intelligente. De arbejder efter helt faste regelsæt og har brug for digitalt, struktureret data for at kunne løse opgaverne, forklarer kontorchef for Procesautomatisering i UFST, Simon Wang Thellesen. Og selvom Motorstyrelsen modtager registreringsattesterne som digitale dokumenter, er det ikke helt struktureret nok til, at arbejdsgangen kan automatiseres med en standard robot.

Registrator er den første ’intelligente’ robot, hvor AI-teknologien til håndtering af ustruktureret tekst og billeder anvendes i skatteforvaltningen. Og der er allerede flere nye intelligente robotter på vej, bl.a. fordi det meste af koden til Registrator kan genbruges til lignende løsninger.

Kontorchef, Simon Wang Thellesen, ser et stort potentiale i at kunne automatisere tunge arbejdsgange ved at kombinere robotter og kunstig intelligens.

"I Danmark er vi i front, når det drejer sig om at digitalisere og udveksle strukturerede data. Det er man ikke nødvendigvis i andre lande, så når vi skal udveksle data på tværs af landegrænser, sker det typisk gennem indscannede billeder og ustruktureret tekst. Det er som udgangspunkt svært at automatisere. Men når vi benytter os af AI og f.eks. konstruerer intelligente robotter, så kan vi automatisere trivielle, men tunge arbejdsopgaver. Det frigiver tid til mere spændende opgaver, men højner faktisk også kvaliteten på de enkelte registreringer", siger han.

Direktør Jørgen Rasmussen fra Motorstyrelsen er meget tilfreds med det samarbejde, som Motorstyrelsen har med Udviklings- og Forenklingsstyrelsen om robotten.

"Det er positivt, at robotten kan overtage flere hundrede timers tastearbejde om året, og at vi på den måde kan effektivisere arbejdsgangene. Hidtil har vores medarbejdere indtastet informationer fra mange tusinde registreringsattester i Motorregistret, men når vi anvender robotten, kan vi bruge ressourcerne mere hensigtsmæssigt. Derfor er det en særdeles god løsning, som Udviklings- og Forenklingsstyrelsen har udviklet i samarbejde med vores egne medarbejdere," siger Jørgen Rasmussen.

Han mener, at der er et kæmpe behov for den type værktøjer, og han håber, at Motorstyrelsen i fremtiden kan anvende robotter til flere opgaver. På sigt vil det være mere tydeligt, hvor mange fordele der er for borgerne, når sagsbehandlerne benytter sig af robotter.