Social dumping: Problemer i fem ud af syv kontrollerede virksomheder i Hornbæk-området

2023-03-24 01:00LokalepressemeddelelserErhvervSocialdumping
Beskrivelse

Tirsdag i denne uge har Skattestyrelsen, Arbejdstilsynet og politiet gennemført årets anden landsdækkende aktion mod social dumping. Som led i aktionen blev syv virksomheder inden for byggebranchen i Hornbæk-området kontrolleret. Fem af disse kan se frem til yderligere kontrol.

Skattestyrelsen tjekker i forbindelse med kontrollerne, at udenlandske virksomheder og medarbejdere betaler den skat og moms til Danmark, som de skal. Får Skattestyrelsen under besøgene mistanke om, at virksomheder eller medarbejdere ikke er skattemæssigt korrekt registreret, kan de forvente yderligere kontrol.

- Når fem virksomheder i Hornbæk-området skal kontrolleres yderligere, skyldes det bl.a., at vi stødte på en udenlandsk underentreprenør, som vi umiddelbart mener bør beskattes efter arbejdsudlejereglerne, da arbejdsforholdet mere havde karakter af arbejdsudleje. Det betyder, at den danske arbejdsgiver, der også blev mødt, løbende skal indeholde skat af lønnen til de udenlandske medarbejdere. På to andre virksomheder skal vi have tjekket op på ansættelsesforholdene for nogle nye medarbejdere, siger Ernst O. Nielsen, der er funktionsleder i Skattestyrelsen.

I forbindelse med den landsdækkende aktion har Skattestyrelsen kontrolleret 54 virksomheder og talt med i alt 122 medarbejdere, hvoraf de 104 var udenlandske. 40 af de 54 virksomheder – svarende til 74 pct. - kan se frem til yderligere kontrol. I Hornbæk-området talte Skattestyrelsen med 12 medarbejdere, hvoraf ni var udenlandske.

- Formålet med vores indsats mod social dumping er dels at sikre, at udenlandske virksomheder og ansatte betaler korrekt skat og moms til Danmark og dels at medvirke til at forebygge den unfair konkurrence, der opstår, når de danske skatte- og momsregler ikke følges. Vi udvælger derfor de virksomheder, som vi besøger i forbindelse med aktionen, ud fra de oplysninger, vi har om dem, og som indikerer, at der kan være problemer med social dumping, siger Ernst O. Nielsen.

Skattestyrelsen ser under kontrollerne også om virksomheder inden for byggebranchen har opsat lovpligtige skilte, hvoraf det fremgår hvem, der udfører arbejdet. Hvis disse skilte mangler, kan virksomheden risikere en bøde på 5.000 kr.

Yderligere oplysninger: Journalister, tlf.: 7237 0900; Borgere og virksomheder, tlf.: 7222 1818