Et selskab kunne modtage skattefrit datterselskabsudbytte efter selskabsskattelovens § 13, stk. 1, nr. 7, 1. pkt., fra et helejet datterselskab i Luxembourg

En importør af kaffe skulle svare afgift af kaffen efter satsen for brændt kaffe, som var det produkt, der videresolgtes. Myndighedens passivitet i en periode, hvor der var angivet urigtigt afgiftstilsvar, kunne ikke tillægges betydning for afgørelsen.

En højskole modtog fra kommuner fakturerede beløb vedrørende ophold for konkrete elever. Beløbene blev ikke anset for offentlige tilskud, således at højskolen ikke var fritaget for lønsumsafgift.

Ligningsrådet fandt, at udgangspunktet for beregningsgrundlaget af den skattepligtige værdi af fri bil for medarbejdere, hvis firmabiler blev overdraget til et nyt selskab i forbindelse med en tilførsel, var et beløb, der svarede til værdien i handel og vandel på tidspunktet for generalforsamlingsvedtagelsen, der var det tidspunkt, hvor arbejdsgiveren erhvervede ret til firmabilerne.

Et selskabs revisor havde meddelt omlægning af regnskabsår til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, mens anmodningen først ca. 6 måneder efter udløbet af fristen i selskabsskattelovens § 10, stk. 2, blev indgivet til told- og skatteregionen, der afslog anmodningen. Landsskatteretten stadfæstede regionens afgørelse.

Ved en delvis gaveoverdragelse af en aktiebeholdning fra fader til søn med succession var der ikke hjemmel til at nedsætte passivposten efter forholdet mellem gave og vederlag, og passivposten skulle således beregnes på grundlag af hele den overdragne aktiebeholdning.

Et revisionsfirma fik fradrag for udgift til cigaretter, der som led i personalepolitikken blev stillet til rådighed for de ansatte.

Ved opgørelse af opholdsdage i Tyskland, jf. dobbeltbeskatningsaftalens artikel 15, stk. 2, skulle medregnes både arbejdsdage og fridage. Opholdene i Tyskland oversteg hermed 183 dage, og Tyskland havde derfor beskatningsretten til arbejdsindkomst optjent i Tyskland.

Et selskabs ydelser i forbindelse med tegning af forsikringer ved salg af TV’er m.v. ansås ikke for omfattet af fritagelsesreglerne i momslovens § 13, stk. 1, nr. 10, om forsikringsmægler- og forsikringformidlervirksomhed. Der blev lagt vægt på, at ydelserne i helt overvejende grad bestod af administrationsydelser og ikke af tegning af forsikringer.

Stiftelsesomkostninger i forbindelse med stiftelsen af et holdingselskab blev ikke anset for omfattet af fradragsbestemmelsen i ligningslovens § 8 J, stk. 1. Udgifter til revisor og regnskabsassistance blev anset for fradragsberettigede efter statsskattelovens § 6, stk. 1 a.

Et selskab opkøbte aktiekapitalen i et amerikansk selskab og havde i den forbindelse udgifter til advokat, honorar til investeringsbank og til registrering hos de amerikanske fondsbørsmyndigheder. Landsskatteretten fandt, at køb af aktier ikke er udvidelse af det købende selskabs erhvervsvirksomhed, og der er derfor ikke fradrag efter ligningslovens § 8 J eller 8 I for advokatudgifterne og honoraret til investeringsbanken. Udgifterne vedrørte selskabets kapitalinteresser og var derfor heller ikke fradragsberettigede efter statsskattelovens § 6 a.

En klager var i forbindelse med ophold i USA fraflyttet sin hidtidige bolig og midlertidigt flyttet til forældrenes adresse, som efter afrejsen til USA fortsat var en boligmulighed for klager, ligesom han efter hjemkomsten boede på adressen hos forældrene. Den fulde skattepligt blev anset for opretholdt.

En bestyrelses vedtagelse inden 6 måneder efter regnskabsårets begyndelse om ”at udbetale op til 10 % af medlemmernes køb i dividende” opfyldte ikke betingelsen om endelig fastsættelse i selskabsskattelovens § 9, stk. 2. Den udbetalte dividende på 4 % var derfor ikke fradragsberettiget for foreningen

En forening, der foretog risikovurderinger m.v. for forsikringsselskaber, ansås for at drive finansiel virksomhed. Foreningen var omfattet af lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 2, nr. 1, om virksomheder inden for den finansielle sektor og ikke af nr. 4, om foreninger m.v., og lønsumsafgiften skulle derfor beregnes efter satsen i lovens § 5, stk. 2.

Skattevæsenet ikke separatist for erstatningskrav mod sælger og køberbank i bruttosager.

Udlæg for moms m.v. foretaget af pantefoged opretholdt, da skyldneren ikke havde godtgjort, at han havde et forfaldent modkrav, der oversteg fordringen for moms m.v.

Skatteministeriet overvejer spørgsmålet om anke af Landsskatterettens kendelse, der delvist ændrer hidtidig praksis for den momsmæssige behandling af havne m.fl.'s virksomhed med udlejning af bådeplads mv.

Styrelsen meddeler, at ToldSkat ikke er rette debitor for forbrugeres krav om tilbagebetaling af en del af den pris, der udgør moms, som forbrugeren har betalt for leje af sportsfaciliteter i perioden fra 1995 til momslovsændringen den 23. marts 2000

Ikke grundlag for antagelse om skattefri fusion (succession) i forbindelse med overdragelse af en fast ejendom. Ikke grundlag for fravigelse fra parternes aftale ved avanceopgørelsen.

Højesteret stadfæstede landsrettens domme, hvorved Skatteministeriet var blevet frifundet for en påstand vedrørende indkomstansættelsen i indkomstårene 1981 og 1982 samt kursnedskrivning i indkomståret 1984. Vedrørende indkomstårene 1981 og 1982 fandt Højesteret, at de foreliggende aftaler havde et så ubestemt indhold og havde ført til selvangivelse af sådanne økonomiske konsekvenser, at der ikke var grundlag for at kritisere, at skattemyndighederne ud fra en helhedsbedømmelse af transaktionerne havde fundet, at kursnedslaget alene kunne foretages ud fra et nettotilgodehavende på 155.115 kr. Vedrørende indkomståret 1984 henviste Højesteret til de af landsretten anførte grunde, hvorefter kursnedslaget og fordeling heraf på de forskellige aktiver rettelig skulle beregnes ud fra en difference på 554.783 kr.

Højesteret stadfæstede landsrettens dom, hvorved Skatteministeriet blev frifundet for en påstand om, at appellantens skattepligtige indkomster for nærmere angivne indkomstår hidrørende fra et kommanditselskab skulle ansættes i overensstemmelse med de indgivne selvangivelser. Højesteret henviste til de af landsretten anførte grunde, og bemærkede, at det ikke kunne tillægges betydning, om konsulentvirksomheden i startfasen blev drevet af appellanten personligt eller i aktieselskabet. Landsretten havde fastslået, at konsulentvirksomheden reelt måtte anses for at være drevet af aktieselskabet, der var den berettigede og forpligtede i forhold til konsulentvirksomhedens debitorer og kreditorer.

Likvidationsudlodning fra gensidigt brandassuranceselskab, hvori medlemmerne efter vedtægterne ikke ejede omsættelige andele og ikke tog andel i formuen ved udtræden, men alene ved ophør, skattepligtig efter statsskattelovens § 4. Udlodningen var således ikke skattefri efter statsskattelovens § 5 eller omfattet af reglerne i aktieavancebeskatningsloven.

En politibetjents deltagelse i studie i kriminologi ved universitetet i Y-by anset for videreuddannelse, hvorfor der ikke var fradrag for de af ham afholdte udgifter hertil. Det tillagdes ikke betydning, at studiet var gennemført under en særlig statslig uddannelsesorlov med løn, og at Rigspolitichefen havde udtalt, at uddannelsen ansås for relevant for embedet.

Den afgiftspligtige havde med en række virksomheder indgået aftale om, at virksomhederne overdrog en række specificerede uerholdelige fordringer til den afgiftspligtige, og at vederlaget for overdragelserne udgjorde en bestemt procentdel af et eventuelt senere provenu. Efter en fortolkning af aftalerne fandt landsretten, at der ikke var sket en endelig overdragelse af fordringerne, hvorfor indtægterne fra inddrivelse var afgiftspligtige, jf. momslovens § 4, stk. 1. Da indtægterne ikke kunne anses som inkasso af egne fordringer, var indtægterne således ikke omfattet af momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra a og c om afgiftsfritagelse for finansielle aktiviteter.