Ligningsrådet fandt, at der skulle ske genbeskatning af underskud efter ligningslovens § 33 E ved overdragelse af et udenlandsk datterselskab, omfattet af en "under-sambeskatning", til koncernens øverste moderselskab, som var moderselskab i koncernens overordnede sambeskatning. Der skulle dog kun ske genbeskatning af underskud, udnyttet i tiden før etablering af den overordnede sambeskatning.

Told- og Skattestyrelsen oplyser, at konsolideringsfradraget efter fondsbeskatningslovens § 5, stk. 3, for indkomståret 2002 (ændret) udgør 3 pct. af foreningsformuen.

 

Sag afvist ved Landsretten, da 3-måneders fristen for sagsanlæg var overskredet.

Spørgsmålet var, om en udgift til reception var fradragsberettiget som reklameudgift eller repræsentationsudgift. Landsretten fandt, under henvisning til, at receptionen fandt sted ved middagstid, at der blev serveret en større buffet, samt til at der var mulighed for at sidde ned at spise, at arrangementet havde en sådan karakter, at udgiften skulle behandles som en repræsentationsudgift. Skatteministeriet blev derfor frifundet.

Statueret, at værdien af en mælkekvote med rette var henført til en landbrugsejendoms driftsbygninger i forbindelse med fordeling af afståelsessummen til brug for opgørelse af genvundne afskrivninger i anledning af et i 1994 gennemført salg af landbrugsejendommen med mælkekvote.

Landsretten frifandt Skatteministeriet i en sag, hvor skattemyndighederne på grundlag af en konkret gennemgang af et enkelt indkomstår havde fastsat bruttoavancen i et pizzeria og anvendt denne bruttoavance til at foretage en skønsmæssig ansættelse af indkomsten i pizzeriaet det pågældende år. Den udregnede bruttoavance på 62,9% var endvidere anvendt til at ansætte indkomsten i pizzeriaet de to følgende år. Uanset at pizzeriaets regnskaber for senere år udviste en betydelig lavere bruttoavanceprocent, fandt landsretten ikke, at skatteyderen havde påvist, at de skønsmæssige ansættelser burde tilsidesættes som åbenbart urimelige eller udøvet på et fejlagtigt eller ufuldstændigt grundlag. Det var under sagen uomtvistet, at regnskabsgrundlaget var tilsidesætteligt.

Landmand havde fradrag for udgifter til elevs landmandsuddannelse, uanset eleven var hans søn. I medfør af ligningslovens § 31, skal eleven ikke medregne nærmere bestemte ydelser til bøger, kost og logi m.v. til den skattepligtige indkomst. Det har som udgangspunkt ikke betydning for fradragsretten, hvorledes arbejdsgiver vælger at aflønne sine medarbejdere, når blot aflønningen svarer til arbejdsindsatsens værdi. Forespørger har således fradrag for udgift til datters bøger, når datterens faktiske arbejdsindsats svarer til udgiftens værdi.

 

Sagen vedrører spørgsmålet om, hvorvidt et nærmere angivet ubebygget areal, herunder et vejareal, skulle indgå i beregningsgrundlaget for grundværdifastsættelsen efter etagearealprincippet. Landsretten fandt, at en på ejendommen tinglyst deklaration ikke bindende udlagde det pågældende areal til vejformål. Det var derfor med rette, at arealet indgik i beregningsgrundlaget.

Skatteministeriet frifundet i sag om beskatning af pensionsudbetalinger fra Danmark. Landsretten fastslog, at skatteyderen var skattepligtig til Danmark, og at skatteyderen ikke var omfattet af dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Portugal. Herudover fandtes skatteyderen at have handlet groft uagtsomt over for de danske myndigheder, og skatteansættelserne var derfor foretaget rettidigt, ligesom ingen af skattekravene var forældede.

Told- og skatteregionen havde ved anmeldelse af krav i et dødsbo, inden præklusionsfristens udløb, taget forbehold for eventuelle efterbetalinger, herunder reguleringsforpligtelser for investeringsgoder. Byretten anså told- og skatteregionens krav om renter for prækluderet, da regionen ikke med anmeldelsen havde taget udtrykkeligt forbehold for renter eller havde godtgjort, at forbeholdet om renter på anden måde var fremsat inden proklamafristens udløb. Landsretten stadfæstede byrettens dom med bemærkning om, at dødsboskifteloven ikke var gældende i sagen.

Virksomhed med prydfasanavl og karantænestation for strudse ikke anset som erhvervsmæssig

Skærpede krav til sagsøgerens sandsynliggørelse af befordringens omfang, idet afstanden mellem bopæl og arbejdsplads var usædvanlig stor, og da sagsøgeren havde haft andre overnatningsmuligheder. Bevisbyrden var ikke løftet.

DSB blev ikke anset for skattepligtig til Helsingør Kommune efter dagældende § 8 i lov om kommunal indkomstskat af de beløb, som DSB oppebar fra ScandLines A/S i årene 1991-1994, som betaling for benyttelsen af færgeanlægget i Helsingør. Landsretten fandt, at bestemmelsen kun hjemler beskatning af statsindtægter, når disse er erhvervsmæssige. Da færgehavnen tjente det overordnede samfundsmæssige hensyn at sikre samfærdsel og samhandel, fandt landsretten ikke, at de pågældende indtægter var omfattet af skattepligten.

Direktøren for et sagsøgende selskab blev pålagt at besvare et spørgsmål fra Skatteministeriet. Landsretten fastslog, at en skatteyder efter bestemmelserne i skattekontrollovens §§ 1 og 6 har pligt til med hensyn til egne skattemæssige forhold efter anmodning at redegøre for grundlaget for de selvangivne oplysninger samt til at indlevere bilagsmateriale af betydning for ligningen. En pligt for direktøren til at besvare spørgsmålet kunne ikke anses som en omgåelse af skattekontrollovens oplysningsregler eller som stridende imod et proportionalitetsprincip

Kommuners interesse i opkrævning af dækningsafgift ikke anset for en sådan særlig interesse, der berettiger kommunerne til at påklage vurdering af statsejede militære flyvestationer, som var blevet undtaget fra vurdering. De sagsøgende kommuner kunne herefter ikke opnå en domstolsprøvelse af lovligheden af Landsskatterettens kendelser, og sagen blev afvist.

En ejendom, hvor skatteyderen både havde bopæl og arbejdssted, ikke anset som arbejdssted i ligningslovens § 9 B's forstand.

Skatteministeriets departement meddeler, at der ikke i rentecirkulæret er hjemmel til at forrente beløb, som efter at have været tilbageholdt efter momslovens § 63 udbetales den momspligtige senest op til 1 år efter registreringstidspunktet.

Revisor havde ved sin fejlagtige rådgivning vedrørende opgørelse af momstilsvar bevirket, at forespørgers momstilsvar var blevet opgjort forkert. Da revisor ved sin rådgivning havde stillet forespørger en større avance i udsigt, anså Ligningsrådet revisors udbetaling af erstatning for at være en erstatning for manglende fortjeneste. Erstatningen er derfor skattepligtig efter statsskattelovens § 4.

En koncerndirektør blev anset for at have bestemmende indflydelse på egen aflønningsform uanset, at et udvalg under bestyrelsen fastsatte lønnens størrelse og sammensætning. Den skattemæssige værdi af rådigheden over boligen skulle derfor ske efter de særlige værdiansættelsesregler i ligningslovens § 16, stk. 9. Direktøren kunne efter Ligningsrådets opfattelse ikke undgå at blive beskattet efter bestemmelsen ved, at arbejdsgiveren undlod at stille boligen frit til rådighed, og direktøren i stedet ville leje helårsboligen af arbejdsgiveren til den objektive leje.

Told- og Skattestyrelsen er blevet opmærksom på, at der er en uensartet praksis for beskatningsstedet for insemineringsydelser vedr. heste. Styrelsen skal hermed meddele, at ydelserne ikke er omfattet af momslovens § 17, stk. 1, nr. 3. Ydelserne er derimod omfattet af momslovens § 15.

Såfremt bedækningen af hoppen sker ved at en hingst bedækker hoppen naturligt, er det styrelsens vurdering, at ydelserne er omfattet af momslovens § 17, stk. 1, nr. 3.

Told- og Skattestyrelsen har udtalt, at skoler, der som led i regeringens handlingsplan for bedre og sundere mad til børn deltager i forsøgsordningen vedrørende mad- og måltidsordninger i enkeltinstitutioner, ikke skal betale moms af tilskud og elevbetaling.

 

Skatteministeriet havde for domstolene indbragt en ikke offentliggjort landsskatteretskendelse, hvor retten havde fundet, at et selskab, der havde foretaget uberettigede hensættelser vedrørende igangværende arbejder, skulle foretage regulering såvel primo som ultimo af disse hensættelser, hvorved man opnåede en korrekt indkomstopgørelse for det pågældende indkomstår. Den anlagte sag er hævet igen af Skatteministeriet. Nedenfor gengives kendelsen og Skatteministeriets meddelelse om baggrunden for, at sagen blev anlagt ved domstolene og hævet igen.

Ligningsrådet fandt, at en nærmere beskrevet bilordning baseret på deleleasing - arbejdsgiveren og den ansatte indgår hver en leasingaftale med et leasingselskab om henholdsvis den erhvervsmæssige og den private kørsel i samme bil - var omfattet af ligningslovens § 16, stk. 4, om beskatning af fri firmabil. Ligningsrådet anså ikke den forelagte ordning for i tilstrækkelig grad at adskille sig fra tilfælde, hvor en arbejdsgiver stiller en leaset bil til rådighed for den ansattes private benyttelse mod at den ansatte med beskattede midler foretager en egenbetaling og hvor den skattepligtige værdi af den fri bil reduceres med egenbetalingen.