Spørger var ansat hos G1 (arbejdsgivervirksomheden) og anvendte ligningslovens § 33 A vedrørende sin ansættelse i Y1-land. Spørger blev tildelt betingede aktier fra arbejdsgivervirksomheden, som spørger solgte straks efter vesting. Erhvervelse af aktierne var betinget af forsat ansættelse i koncernen. Antallet af erhvervede aktier blev beregnet på grundlag af Performance Conditions, som blev fastsat ud fra målopfyldelse vedrørende afkast ved investering i aktier i arbejdsgivervirksomheden over vestingperioden, - benævnt Optionen. Derudover blev spørger tildelt en Dividend Award med det formål at stille spørger, som om han var aktionær i arbejdsgiverselskabet i vestingperioden.

Skatterådet bekræftede, at både aktier tildelt i henhold til Optionen og Dividend Award blev anset som tildeling af aktier omfattet af ligningslovens § 16, hvor den skattepligtige værdi blev anset som lønindkomst omfattet af ligningsloven § 33 A.

Skatterådet bekræftede desuden, at spørgers anskaffelsessum for aktierne efter aktieavancebeskatningslovens § 24, stk. 1 og § 26, ved det efterfølgende salg svarede til den skattepligtige værdi, der indgik i lønindkomsten omfattet af ligningslovens § 33 A.

M 1 A.m.b.a (Spørger), der var et skattefritaget varmeværk efter selskabsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 4, og M2 A.m.b.a., som var skattepligtigt i medfør af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, påtænkte at sammenlægge deres aktiviteter med M2 A,m.b.a. som det fortsættende selskab.

Skatterådet bekræftede, at Spørger ikke skulle ophørsbeskattes i forbindelse med en påtænkt udskillelse af varmeaktiviteten (aktiver og passiver) fra Spørger til Spørgers datterselskab, og at Spørger efter udskillelsen af varmeaktiviteten ville være omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6.

Skatterådet bekræftede endvidere, at den påtænkte efterfølgende fusion mellem Spørger og M2 A.m.b.a. (med sidstnævnte som det fortsættende selskab) kunne gennemføres som en skattepligtig fusion uden at det udløste skat til betaling, da passiv kapitalforvaltning, bestående af likvide midler og aktierne i datterselskaberne, ikke kunne anses for at have tilknytning til erhvervsmæssig virksomhed, som defineret i selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6.

Skatterådet bekræftede endeligt, at de påtænkte omstruktureringer ikke ville medføre avancebeskatning hos andelshaverne, da disse ikke modtog formuegoder af økonomisk værdi i forbindelse med omstruktureringen.

Folketingets Ombudsmand har fundet det uheldigt, at Skatteministeriet ikke har valgt at sikre dokumentation for udmeldingen om, at fire ud af fem boligejere står til en skattelettelse i 2024. Derfor fremlægger Skatteministeriet nu en genberegning af 2023-grundlaget for udmeldingen. Resultatet viser uændret, at fire ud af fem boligejere står til en skattelettelse.

Sagen, der var henvist til afgørelse i Landsskatteretten, angik, om SKATs ændring af ejendommens vurderingsoplysninger for 2015, hvorved registreringen af den afgiftspligtige forskelsværdi blev fjernet, var en vurdering, der kunne påklages i medfør af ejendomsvurderingslovens § 89 a. Landsskatteretten fandt, at der ikke for den påklagede ejendom var indtruffet en begivenhed, der kunne danne grundlag for en omvurdering af ejendommen i 2015 efter bestemmelsen i vurderingslovens § 3. Der var endvidere ikke for 2015 foretaget ændringer i de ansættelser, der efter § 5, stk. 1, eller § 33 i vurderingsloven skulle foretages ved en vurdering, idet de opregnede ansættelser af ejendommens grundværdi, ejendomsværdi, grundforbedringsfradrag, den omberegnede grundværdi mv. ikke var ansat forskelligt fra ejendommens ansættelser ved den almindelige vurdering i 2014. Landsskatteretten fandt herefter, at der ikke for 2015 var foretaget en vurdering efter reglerne i vurderingsloven, hvorfor der ikke fandtes en vurdering, der kunne påklages i medfør af ejendomsvurderingslovens § 89 a, jf. ejendomsvurderingslovens § 89, stk. 2. Det havde ikke betydning for spørgsmålet om klageadgang efter ejendomsvurderingslovens § 89 a, at SKAT havde en praksis, hvormed ændringer i beskatningen af en ejendom rent teknisk blev gennemført ved at ændre på registreringer i ejendommens vurderingsoplysninger med den konsekvens, at årsomvurderingen for 2015 blev genåbnet og i vurderingssystemet figurerede som en genoptagelse, når de konkrete ændringer ikke var foretaget i ansættelser, der efter vurderingsloven skulle foretages ved en vurdering. Landsskatteretten afviste derfor klagen.

Sagen, der var henvist til afgørelse i Landsskatteretten, angik, om klageren havde adgang til at påklage fordelingen af henholdsvis den fritagne og den ikke-fritagne del af grundværdien i medfør af ejendomsvurderingslovens § 89 a, jf. § 89, stk. 2. Landsskatteretten fandt, at told- og skatteforvaltningens forpligtelse til at foretage fordelinger til gennemførelse af en skattefritagelse i medfør af vurderingslovens § 33, stk. 2, bestod, uanset om værdierne til fordeling var ansat ved vurdering, ved regulering eller ved uændret videreførelse af en tidligere ansættelse, og at en sådan fordeling således ikke var et element i en ejendoms almindelige vurderinger eller omvurderinger. Idet fordelinger i medfør af vurderingslovens § 33, stk. 2, ikke var et element i de almindelige vurderinger eller omvurderinger, fandt Landsskatteretten, at fordelingerne efter bestemmelsen ikke kunne påklages efter proceduren i ejendomsvurderingslovens § 89 a. Endvidere fandt Landsskatteretten det uforeneligt med formålet med klageordningen i medfør af ejendomsvurderingslovens § 89 at efterprøve fordelingen mellem henholdsvis den afgiftspligtige og den fritagne del af den videreførte ansættelse for 2014, uden at værdien, som skulle fordeles, var vurderet og ansat på baggrund af prisforholdene i 2014. Idet fordelinger i medfør af vurderingslovens § 33, stk. 2, ikke var omfattet af klageadgangen i medfør af ejendomsvurderingslovens § 89, stk. 2, og da en klagebehandling af fordelingen selvstændigt ikke var foreneligt med formålet bag etablering og indretning af klageadgangen, afviste retten at efterprøve fordelingen af henholdsvis den fritagne og den ikke-fritagne del af grundværdien for 2014. Landsskatteretten afviste derfor klagen.

Klagen vedrørte et bindende svar fra Skattestyrelsen om, hvorvidt selskaberne H3 A/S og H4 ApS´s aktivitet skulle anses som passiv kapitalanbringelse, jf. aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 1, nr. 3, i en påtænkt overdragelse af klagerens ejerandele i holdingselskabet H1 A/S til klagerens søn. Landsskatteretten bemærkede, at det allerede ved indførelsen af pengetankreglen i 2000 fremgik direkte af bestemmelsens ordlyd, at aktier i et selskab, hvis virksomhed i væsentligt omfang bestod i "udlejning af fast ejendom (…) eller lignende", ikke kunne overdrages med succession. Efter den ændrede ordlyd af bestemmelsen i 2017 var udgangspunktet, at al besiddelse af fast ejendom skulle medregnes ved opgørelsen af, om betingelserne for at anvende pengetankreglen var opfyldt, medmindre ejendommen ikke havde karakter af passiv kapitalanbringelse. Af bemærkningerne fremgik, at aktiver, der kunne sidestilles med de udtrykkeligt nævnte aktiver (fast ejendom, kontanter og værdipapirer), også skulle medregnes ved opgørelsen af, om betingelserne for at anvende pengetankreglen var opfyldt. Virksomheden i form af kontorhotel i H3 A/S og H4 ApS bestod i udlejning af kontorlokaler til virksomheder med forskellige ydelser og services inkluderet i lejeprisen. Der var tale om en aktivitet, der efter sin art var udlejning af fast ejendom, og det fandtes i øvrigt ikke godtgjort, at selskabernes indtægter fra kontorhotellet ikke primært stammede fra fast ejendom. Landsskatteretten fandt derfor, at virksomheden i form af kontorhotel måtte anses som passiv kapitalanbringelse, hvorfor Skattestyrelsens afgørelse blev stadfæstet.

Sagen drejede sig om, hvorvidt en leasingvirksomhed, der var registreret ved Motorstyrelsen til selv at angive forholdsmæssig registreringsafgift af leasingkøretøjer, var berettiget til at afgiftsberigtige to køretøjer på forholdsmæssig registreringsafgift, jf. registreringsafgiftslovens § 3 b, stk. 1-3.

I relation til det ene køretøj, Volvo, XC40, D4 AWD Aut., kunne Landsskatteretten konstatere, at leasingydelsen for køretøjet var ansat lavt i forhold til selskabets investering i køretøjet, samt at en række forhold, som normalt ville være behandlet i en leasingaftale, ikke var berørt i leasingaftalen. Landsskatteretten fandt, at leasingaftalen, der var indgået mellem selskabet og en interesseforbunden leasingtager, ikke var indgået på markedsmæssige vilkår, hvorefter selskabet skulle betale den fulde registreringsafgift af køretøjet.

Vedrørende det andet køretøj, Porsche, 911 Carrera 4S, fandt Landsskatteretten, at leasingaftalen mellem selskabet og leasingtageren ikke var indgået på markedsmæssige vilkår, idet selskabet ikke kunne opnå en sædvanlig forrentning af den kapital, som selskabet havde bundet i relation til leasingaftalen, efter leasingaftalen. Landsskatteretten konstaterede, at selskabet havde betalt 44.530 kr. i forholdsmæssig registreringsafgift til staten for leasingperioden. Ifølge leasingaftalen opnåede selskabet for samme periode kun ret til en betaling på 38.981 kr. fra leasingtager. Landsskatteretten fandt, at selskabet ikke kunne inddrage en gevinst ved salg af leasingkøretøjet, efter leasingperioden var afsluttet, i vurderingen af, om leasingselskabet opnåede en sædvanlig forrentning af sin bundne kapital. Herefter fandt Landsskatteretten, at selskabet skulle betale den fulde registreringsafgift af køretøjet. Landsskatteretten stadfæstede Motorstyrelsens afgørelse.

Sagen drejede sig om, hvorvidt en skatteyder, A, var berettiget til et fradrag på 553.000 kr. i sin personlige indkomst for indkomståret 2013 som følge af et underskud, der stammede fra et I/S, hvori A var interessent. I sagen var der enighed om, at betingelserne for genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 26, var opfyldt. Imidlertid mente A, at han var omfattet af den forkortede ligningsfrist, hvorfor SKAT’s afgørelse var for sen. 

A havde yderligere - for det tilfælde, at han ikke fik medhold i fradragsretten - nedlagt påstand om, at han i samme indkomstår i stedet var berettiget til et tabsfradrag efter kursgevinstlovens § 3. Skatteministeriet havde overfor den subsidiære påstand nedlagt påstand om afvisning efter skatteforvaltningslovens § 48.  

Retten fandt ikke, at A havde godtgjort, at han var berettiget til fradrag i sin personlige indkomst som følge af underskud ved driften i I/S’et. Dette skyldtes dels, at A ikke havde bevist, at der blev afholdt udgifter i I/S’et, eller at virksomheden havde et underskud svarende til det, A havde selvangivet for indkomståret 2013. Herudover fandt retten det heller ikke bevist, at I/S’et drev erhvervsmæssig virksomhed i skattemæssig henseende i indkomståret 2013. 

Vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt A var omfattet af den forkortede ligningsfrist i dagældende bekendtgørelse nr. 534 af 22. maj 2013, jf. bekendtgørelsens § 1, stk. 1, nr. 1, jf. § 2, udtalte retten, at A var registreret som selvstændigt erhvervsdrivende hos skattemyndighederne i 2013, og at han selvangav underskud af virksomhed. Derfor havde A ikke enkle økonomiske forhold og var allerede af denne grund ikke omfattet af den forkortede ligningsfrist. 

A’s subsidiære påstand om tabsfradrag efter kursgevinstlovens § 3, var ikke tidligere prøvet af Landsskatteretten og kunne derfor kun inddrages under sagen med rettens tilladelse, jf. skatteforvaltningslovens § 48, stk. 2, 2. pkt. 

Om adgangen til at inddrage spørgsmålet udtalte retten, at spørgsmålet ikke havde en sådan klar sammenhæng med spørgsmålet om fradragsret for underskud efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, og de øvrige spørgsmål i sagen, der er behandlet og afgjort af Landsskatteretten, at der var grundlag for at meddele en sådan tilladelse. Retten udtalte videre, at der ved vurderingen var lagt vægt på bl.a., at spørgsmålene skulle afgøres efter forskellige retsregler og faktiske omstændigheder, herunder ved forskellig periodisering. Det blev heller ikke vurderet undskyldeligt, at spørgsmålet ikke havde været inddraget tidligere, ligesom der ikke var grund til at antage, at A ville lide et uforholdsmæssigt retstab ved ikke at få tilladelse til at inddrage spørgsmålet under sagen. Skatteministeriets afvisningspåstand blev derfor taget til følge.

Sagen angik, at Motorstyrelsen ikke havde imødekommet selskabets anmodning om udbetaling af eksportgodtgørelse, da Motorstyrelsen havde anset køretøjet for at være mere end 35 år gammelt på udførelsestidspunktet. Landsskatteretten fandt, at bestemmelsen i registreringsafgiftslovens § 7 b, stk. 4, nr. 3, om køretøjets alder måtte fortolkes sådan, at køretøjets alder skulle beregnes fra første indregistrering frem til tidspunktet for anmeldelsen af køretøjet til eksport, uanset køretøjet først efterfølgende blev udført af landet. Da køretøjet på anmeldelsestidspunktet ikke var mere end 35 år gammelt, var betingelserne for eksportgodtgørelse opfyldt, og Landsskatteretten ændrede derfor Motorstyrelsens afgørelse i overensstemmelse hermed.

Sagen drejede sig om, hvorvidt Skattestyrelsen havde kunnet træffe en afgørelse af 16. juni 2023 over for et advokatfirma vedrørende boet efter A. Advokatfirmaet havde haft en skiftefuldmagt i forbindelse med behandlingen af boet. Skifteretten havde afsluttet boet den 7. november 2022, og boet havde ikke herefter været genoptaget af skifteretten. Landsskatteretten bemærkede, at en skiftefuldmagt som altovervejende hovedregel måtte anses for automatisk at bortfalde ved boets afslutning, og der var ikke konkrete holdepunkter for at fastslå, at skiftefuldmagten kunne udstrækkes til også at skulle gælde for det afsluttede bo. Skattestyrelsens forslag til afgørelse og afgørelse var således sendt til og sket over for en adressat, der ikke havde en fuldmagt til at repræsentere boet efter A eller selv var rette retssubjekt for afgørelsen. Det af Skattestyrelsen i afgørelsen anførte om, at boet efter A kunne genoptages efter dødsboskiftelovens § 103, stk. 1, nr. 6, ændrede ikke herved, idet spørgsmålet om genoptagelse af et bo henhørte under skifterettens kompetence. Landsskatteretten fandt på denne baggrund, at Skattestyrelsens afgørelse ikke havde retsvirkning og var en nullitet.

Efter momslovens § 11, stk. 1, nr. 4, kunne Told- og skatteforvaltningen pålægge en virksomhed at stille sikkerhed, når "virksomheden leverede" varer eller ydelser med leveringssted her i landet, jf. momslovens kapitel 4, og de skatter og afgifter m.v., der opstod "i forbindelse med virksomhedens levering" af varerne eller ydelserne, antoges forsætligt eller groft uagtsomt ikke at ville blive afregnet til Told- og skatteforvaltningen. Efter bestemmelsens stk. 3 skulle der dog kun stilles sikkerhed, når det efter et konkret skøn vurderedes, at virksomhedens drift indebar en nærliggende risiko for tab for staten. Det fulgte af bestemmelsens stk. 5, at sikkerhed skulle stilles for et beløb, der svarede til virksomhedens restancer med skatter eller afgifter m.v. og det forventede gennemsnitlige tilsvar i en 3-måneders-periode. Det gennemsnitlige tilsvar beregnedes efter bestemmelsen for igangværende virksomheder på baggrund af "det senest afleverede årsregnskab".

Virksomheden videresolgte biler, som var indkøbt i andre EU-lande med omvendt betalingspligt for moms. Bl.a. med henvisning til, at det af forarbejderne til § 11, stk. 4, fremgik, at bestemmelsen bl.a. var tiltænkt situationer som den foreliggende, fandt Landsskatteretten, at Skattestyrelsens krav om sikkerhedsstillelse var berettiget. Videre fandt Landsskatteretten efter en konkret vurdering, at betingelsen om tabsrisiko i stk. 3 var opfyldt. Skattestyrelsen havde beregnet sikkerhedens størrelse efter § 11, stk. 5, som summen af virksomhedens restance og - henset til, at Skattestyrelsen ikke var i besiddelse af bilagsmateriale til at kontrollere regnskabet - 25 % af virksomhedens erhvervelser i 4. kvartal 2022. Landsskatteretten anførte, at det hverken af lovens ordlyd ved indførelsen af bestemmelsen i 1999, der ikke efterfølgende var ændret, eller af bestemmelsens forarbejder, fremgik, hvad der nærmere skulle forstås ved "det senest afleverede årsregnskab". Landsskatteretten fandt imidlertid, at der herved i hvert fald ikke kunne forstås en sådan beregning på grundlag af 4. kvartal 2022, som Skattestyrelsen havde foretaget. Som følge heraf hjemviste Landsskatteretten beregningen af sikkerhedens størrelse til Skattestyrelsen.

Sagerne angik, om et ægtepar i medfør af ligningslovens § 16 E var skattepligtige af hævninger foretaget i indkomstårene 2014-2016 i et driftsselskab, som parret gennem et holdingselskab ejede ligeligt, og hvorvidt opgørelsen af de samlede hævninger skulle korrigeres. Hævningerne var sket via to forskellige mellemregningskonti. Saldoen på den ene mellemregningskonto, som var i selskabets favør, blev den 30. november 2014 omposteret til den anden mellemregningskonto, som ægteparret herefter anvendte som fortsættende mellemregningskonto. Som følge af omposteringen blev saldoen på den fortsættende mellemregningskonto bragt i selskabets favør med den følge, at ægteparrets efterfølgende hævninger på kontoen etablerede nye lån, som var medregnet i opgørelsen af skattepligtige hævninger. 

Retten fandt, at der ikke var grundlag for at korrigere ægteparrets mellemværende med selskabet i forhold til opgørelsen efter Ligningslovens § 16 E, således at omposteringen den 30. november 2014 skulle tages ud af den skattemæssige opgørelse for tiden efter den 30. november 2014. Det ændrede en påberåbt retsvildfarelse ikke på.

Sagen angik en forhøjelse af sagsøgerens indkomst med 994.924 kr. i indkomståret 2018 i henhold til statsskattelovens § 4 og ligningslovens § 16 A. Forhøjelsen bestod i konstaterede indsætninger på sagsøgerens bankkonti, samt udgifter afholdt på sagsøgerens vegne af det selskab, hvori sagsøgeren var direktør og eneanpartshaver. 

Retten tiltrådte indledningsvist de af skatteankenævnet anførte grunde, at skattemyndighederne havde været berettiget til at forhøje sagsøgerens indkomst. Herefter tiltrådte retten, at indsætningerne fra selskabet og de af selskabet afholdte udgifter på hans vegne som udgangspunkt måtte anses for maskeret udlodning, hvorefter der påhvilede sagsøgeren en skærpet bevisbyrde for, at dispositionerne ikke udgjorde maskeret udlodning.

I forhold til indsætningerne fra selskabet og afholdte udgifter af selskabet på sagsøgerens vegne, fandt retten ikke, at sagsøgeren havde godtgjort, at der var tale om en mellemregning med selskabet, da der ikke var fremlagt dokumentation for eksistensen af en mellemregning i form af bogføringsudskrift eller årsregnskab med specifikation af mellemværende med sagsøgeren. 

Der var under retssagen fremlagt en række gældsbreve, der ikke indgik under den administrative sagsbehandling. Sagsøgeren havde gjort gældende, at gældsbrevene var udtryk for udbetaling af lån fra et andet selskab. Retten fandt ikke, at indsigelserne om låneforholdene kunne tages til følge. 

For så vidt angår de øvrige indsætninger fandt retten, at sagsøgerens indsigelser var udokumenterede og ubestyrkede, hvorfor de ikke kunne tages til følge.

Skatteministeriet blev dermed frifundet.

Skattestyrelsen har i sidste uge gennemført årets sjette landsdækkende aktion mod social dumping. Fem virksomheder i Sydjylland fik i den forbindelse besøg. I to af virksomhederne konstaterede Skattestyrelsen indikationer på social dumping.

Over 60 pct. af danskernes spilforbrug sker online på computer eller mobiltelefon. Særligt onlinekasino er populært blandt danskerne.

Skattestyrelsen gennemførte i sidste uge årets sjette landsdækkende aktion mod social dumping. Fem virksomheder i Nordsjælland fik i den forbindelse besøg. I tre af virksomhederne konstaterede Skattestyrelsen indikationer på social dumping.

Folketingets Ombudsmand er i dag kommet med en udtalelse om dokumentationen bag regeringens udsagn om, at 4 ud af 5 boligejere med boligskattereformen står til en skattelettelse. Skatteministeren tager udtalelsen til efterretning. Ombudsmandens undersøgelse har ikke omhandlet rigtigheden af udsagnet, som han i øvrigt ikke har grund til at betvivle.

Sammen med alle Folketingets partier indgik regeringen i marts 2024 en aftale, der skal gøre det lettere for foreninger at arrangere lotterier, herunder banko. Skatteminister Rasmus Stoklund har netop fremsat lovforslaget, der udmønter aftalen.

Folketingets Ombudsmand udtrykker i dag hård kritik af Gældsstyrelsens manglende inddrivelse af underholdsbidrag fra skyldnere bosat i udlandet. Skatteminister Rasmus Stoklund tager kritikken meget alvorligt og forventer, at Gældsstyrelsen styrker indsatsen yderligere.

Skattestyrelsen, Fødevarestyrelsens Rejsehold, Fyns Politi og syv fynske kommuner fandt i forrige uge på en fælles markedskontrol på Langeskov Kræmmermarked på Østfyn ganske få problemer med fødevaresikkerheden, men formodet snyd med sociale ydelser og manglende overholdelse af skatte- og afgiftsregler. De kontrollerede virksomheder kan se frem til sanktioner fra myndighederne.

Virksomheder skal i fremtiden kunne få beskikket en forsvarer i administrative bødesager på skatteområdet. Formålet er at styrke retssikkerheden.

Skattestyrelsen offentliggør igen en efterlysning i Statstidende, hvor ejerne af en række bankkonti og aktiedepoter opfordres til at give sig til kende i deres pengeinstitut for at få deres penge.