Sagen angik om fakturaer fra det af sagsøgeren helejede anpartsselskab for sagsøgerens konsulentydelser til sagsøgerens enkeltmandsvirksomhed, var fradragsberettigede omkostninger, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, og momslovens § 37, stk. 1.   

Retten fandt efter en samlet vurdering, at der forelå usædvanlige omstændigheder, som skærpede kravet til sagsøgerens bevisbyrde. På denne baggrund, og da der bestod et betydeligt interessefællesskab mellem de to virksomheder, fandt retten, at sagsøgeren ikke havde løftet bevisbyrden for, at de pågældende konsulentudgifter reelt havde udgjort en driftsomkostning for enkeltmandsvirksomheden efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.   

Retten fandt det ikke godtgjort, at der var sket levering af en afgiftspligtig ydelse fra anpartsselskabet til enkeltmandsvirksomheden, hvorfor den fakturerede købsmoms ikke var fradragsberettiget i henhold til momslovens § 37, stk. 1.  

BS-13514/2022  

Sagen angik om sagsøgerens personlige indkomst skulle forhøjes med fire bogførte indbetalinger i sagsøgerens enkeltmandsvirksomhed.  

Retten fandt, at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at de fire indbetalinger stammede fra midler, der allerede var blevet beskattet, eller som var undtaget fra beskatning. Retten lagde vægt på, at det oprindeligt over for SKAT og Landsskatteretten blev forklaret, at der i alle fire tilfælde var tale om afdrag på gæld, og at der ikke forelå dokumentation for låneforholdene. Under retssagen forklarede sagsøgeren, at det ene beløb rettelig var et lån ydet til sagsøgeren, mens de tre øvrige beløb skulle være indbetalinger til enkeltmandsvirksomheden med henblik på videreoverførsel til udlandet. Retten lagde vægt på, at sagsøgeren under sagens behandling ved retten ændrede sin forklaring, og at disse forklaringer ikke var dokumenterede.   

Sagen angik derudover om sagsøgeren skulle beskattes af låneoptagelse foretaget over en mellemregningskonto mellem sagsøgerens enkeltmandsvirksomhed og det af sagsøgeren helejede anpartsselskab efter ligningslovens § 16 E, jf. § 16 A.  

Retten fandt, at der ikke var tale om lån ydet som led i en sædvanlig forretningsmæssig disposition. Endvidere fastslog retten, at låneforholdet var omfattet af ligningslovens § 16 E.  

Sagsøgeren gjorde gældende, at Landsskatterettens afgørelser var i strid med artikel 1 i tillægsprotokol 1 til EMRK.   

Retten afviste sagsøgerens synspunkt. Retten henviste herved bl.a. til, at den manglende ret til skatte- og momsfradrag af de bogførte udgifter til køb af konsulentydelse, og beskatningen af låneoptagelsen i selskabet, der beløbsmæssigt svarer til de opkrævede betalinger af konsulentydelser, var sket med hjemmel i forskellige skatteregelsæt og var udløst af forskellige dispositioner i form af udstedelse af fakturaer til enkeltmandsvirksomheden og optagelse af lån i anpartsselskabet. 

Sagen angik, om et dansk selskab havde pligt til at indeholde skat af renter, som i 2005-2007 var betalt eller tilskrevet vedrørende to gældsbreve udstedt til selskabets svenske moderselskab.   

Som Landsretten fandt Højesteret efter en konkret vurdering, at det svenske moderselskab i medfør af selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra d, var skattepligtig af renter, som selskabet havde oppebåret på et lån ydet til dets danske datterselskab. Der skulle hverken efter rente-/royaltydirektivet eller den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst ske nedsættelse af eller fritagelse for kildeskatten, fordi moderselskabet og dette selskabs eget svenske moderselskab var gennemstrømningsselskaber, der ikke kunne anses for retmæssige ejere af renterne i direktivets og overenskomstens forstand.   

Med hensyn til det danske selskabs påberåbelse af den dansk-amerikanske dobbeltbeskatningsoverenskomst udtalte Højesteret, at den betaling, som koncernens ultimative moderselskab i USA modtog fra sit datterselskab i (red.øgruppe.nr.1.fjernet), ikke var betaling af rente, men måtte anses for betaling af udbytte i kraft af ejerforholdet. På den baggrund fandt Højesteret, at det amerikanske selskab ikke kunne anses for at være den retmæssige ejer af renter som anført i artikel 11 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og USA. Allerede af den grund skulle beskatningen af renterne i Danmark ikke frafaldes efter den dansk-amerikanske dobbeltbeskatningsoverenskomst.   

Højesteret stadfæstede herefter landsrettens dom.   

Højesteret fandt endvidere, at der ikke var grundlag for at stille præjudicielle spørgsmål til EU-Domstolen. 

Sagen drejer sig om, hvorvidt forhøjelsen af A’s skattepligtige indkomst i indkomståret 2018 på baggrund af konkrete indsætninger på i alt ca. 4.7 mio. kr. fra F1-vekselerer udgjorde et skøn, og om A kunne få fradrag for anskaffelsessummer på baggrund af indbetalinger til F1-vekselerer, uanset at der ikke var fremlagt dokumentation herfor.   

Retten på Y2-by fandt ikke - uanset henvisningen til skattekontrollovens § 74 i afgørelsen - at der var udøvet et skøn, men at forhøjelsen var begrundet i konstateringen af konkrete indsætninger på A’s bankkonto, og at der således var foretaget en kr.-for-kr. forhøjelse. Retten fandt det heller ikke godtgjort, at de foretagne indbetalinger til F1-vekselerer udgjorde anskaffelsessummer.   

Skatteministeriet blev herefter frifundet.   

En skatteyder oppebar efter ophøret af sin fulde skattepligt til Danmark en række honorarer fra sine danske selskaber. Sagen angik, om skatteyderen var begrænset skattepligtig af honorarerne efter kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 7, der omhandler indkomst i form af vederlag fra en virksomhed som "rådgiver, konsulent eller anden lignende medhjælp for virksomheden".  

Retten fandt, at den samlede indkomst på 4.733.000 kr. var omfattet af kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 7, jf. stk. 8. 

Sagen angik, om den forlængede ligningsfrist i den dagældende skatteforvaltningslovs § 26, stk. 5, fandt anvendelse på skattemyndighedernes ændring af skatteydernes virksomhedsomdannelse fra en skattefri virksomhedsomdannelse til en skattepligtig, og om betingelserne for skattefri virksomhedsomdannelse efter virksomhedsomdannelseslovens § 1 var opfyldt.  

Skatteyderne omdannede i 2012 deres virksomhed, Ejendommen Y1-adresse I/S, til et anpartsselskab. Omdannelsen blev gennemført som en skattefri virksomhedsomdannelse. Efter udløbet af den ordinære ansættelsesfrist traf SKAT afgørelse om, at betingelserne for skattefri virksomhedsomdannelse ikke var opfyldt. Der blev efterfølgende truffet afgørelse om den heraf følgende skattepligtige avance.  

Landsretten fandt, at der i forbindelse med virksomhedsomdannelsen alene blev omdannet én bestående virksomhed, eftersom der på omdannelsestidspunktet ikke længere var erhvervsmæssig drift i interessentskabet. Landsretten fandt på denne baggrund og efter de af byretten anførte grunde, at SKAT’s ansættelsesændring var sket rettidigt.    

Landsretten fandt desuden, at der i forbindelse med omdannelsen blev indskudt et bankindestående, som ikke kunne henføres til den omdannede virksomhed. Der var således sket overdragelse af andet end ejernes personligt ejede virksomhed, hvorfor betingelserne for skattefri virksomhedsomdannelse ikke var opfyldt, jf. virksomhedsomdannelseslovens § 1.  

Landsretten stadfæstede herefter byrettens frifindende dom. 

Sagen angik, om et selskab var indberetningspligtig af værdien af en række rejser som bl.a. involverede skiløb, golf og cykling, som et skattepligtigt personalegode for de ansatte, der deltog i rejserne sammen med selskabets kunder og leverandører.  

Retten lagde til grund, at de faglige arrangementer afholdt på rejserne, uanset de tidsmæssige programangivelser, var af begrænset varighed og til dels blev afholdt i terrænet på skirejserne. Uanset at det også kunne lægges til grund, at konceptet for rejserne var, at leverandører og kunder var nøje udvalgt, fandt retten, at ingen af rejserne i skattemæssig henseende havde karakter af forretningsrejser med den følge, at der allerede af den grund ikke var indberetningspligt for selskabet.   

Retten fandt herefter, at det beroede på en samlet vurdering af omstændighederne i forhold til rejserne, om der var indberetningspligt for selskabet. Retten bemærkede i den forbindelse, at det var selskabets bevisbyrde, at der ikke var indberetningspligt.  

Rejserne måtte ifølge retten anses for at være forretningsmæssigt begrundede for selskabet. Dette var imidlertid ikke ensbetydende med, at rejserne ikke var skattepligtige for de ansatte og dermed indberetningspligtige for selskabet.  

På baggrund af bevisførelsen lagde retten til grund, at det reelle faglige program på rejserne i forhold til den fritidsmæssig aktivitet, f.eks. skiløb, golf og cykling, var af ganske begrænset omfang, ligesom medarbejdernes arbejdsmæssige forpligtelser under rejserne måtte antages at have været af et begrænset omfang.  

Ifølge retten var udgangspunktet herefter, at der var indberetningspligt af rejserne, og retten fandt, at selskabet ikke på tilstrækkelig vis havde godtgjort, at rejserne havde en sådan konkret og direkte sammenhæng med selskabets indkomstskabende aktiviteter, at der ikke var indberetningspligt.  

Skatteministeriet blev herefter frifundet. 

Sagen angik, hvorvidt skattemyndighederne med rette forhøjede skatteyderens skattepligtige indkomst for 2017 og 2018 med beløb, der blev indsat på skatteyderens bankkonto og med skønnede udgifter til opførelsen af et kolonihavehus og køb af to biler.   

Skatteyderen forklarede, at indsætningerne kom fra familiemedlemmer og vedrørte tilbagebetaling af lån samt en kontant gave, han efterfølgende indsatte på sin bankkonto. Skatteyderens (red.familierelation.nr.1.fjernet) og (red.familierelation.nr.2.fjernet) var indkaldt som vidner, og de bekræftede begge, at der var tale om tilbagebetaling af lån. Der var ingen dokumentation for de påståede låneforhold.   

Skatteyderen havde derudover erhvervet et havelod, hvorpå han havde opført et kolonihavehus, der vurderedes at have en værdi af ca. 450.000 kr. Skatteyderen oplyste, at han havde haft udgifter til opførelsen for 50.000 kr. Yderligere havde han i samme periode erhvervet to biler.   

Retten fandt, at indsætningerne var skattepligtige, idet de påståede låneforhold ikke var dokumenteret. Yderligere fandt retten, at skatteyderen måtte have afholdt yderligere udgifter til opførelsen af kolonihavehuset, og at disse udgifter måtte være afholdt med ikke allerede beskattede midler. Det samme gjorde sig gældende for købet af de to biler. Henset til størrelsen af de ikke-selvangivne beløb var betingelserne for ekstraordinær genoptagelse ligeledes opfyldt.