Social dumping: Syv ud af ti kontroller rammer plet i årets første tre måneder

2023-06-29 02:00PressemeddelelserSocialdumping
Beskrivelse

Skattestyrelsen gennemfører løbende både landsdækkende og regionale kontrolaktioner mod social dumping. Aktionerne gennemføres i samarbejde med Arbejdstilsynet og politiet. I årets første tre måneder er der gennemført to landsdækkende og 11 regionale aktioner. Skattestyrelsen har i forbindelse med aktionerne kontrolleret 189 virksomheder.

Myndighederne kontrollerer bl.a. virksomhedernes arbejdsmiljø, skatteforhold og om udenlandske medarbejdere har arbejds- eller opholdstilladelse.

- Når vi udvælger hvilke virksomheder, der skal kontrolleres, så sker det på baggrund af oplysninger og informationer, vi ligger inde med, der kan indikere, at virksomhederne ikke betaler den skat og moms til Danmark, de skal. Får vi under vores kontrol indikationer på, at enten virksomheder eller medarbejdere ikke er registreret korrekt, kan de forvente yderligere kontrol, siger Preben Buchholtz, der er underdirektør i Skattestyrelsen.  

Regionale forskelle

Af de 189 virksomheder, der er kontrolleret i årets første tre måneder, vil 129 bliver kontrolleret yderligere, fordi Skattestyrelsen i forbindelse med kontrollerne fandt indikationer på social dumping. Det svarer til, at syv ud af ti kan forvente yderligere kontrol, men der er store regionale forskelle.

- Vi fandt under vores mange kontrolaktioner i årets første tre måneder flest problemer i Region Hovedstaden. Her kan otte ud af ti forvente yderligere kontrol. Til gengæld kan under hver anden forvente yderligere kontrol i Region Sjælland. Men det er et billede, der kan ændre sig i løbet af året i takt med, at vi får gennemført flere kontrolaktioner, siger Preben Buchholtz.

 

Resultater

I forbindelse med kontrolaktionerne i første kvartal har Skattestyrelsen samlet talt med 456 medarbejdere, hvoraf 366 var udenlandske.

De problemer, som Skattestyrelsen oftest ser, er udenlandske medarbejdere eller enkeltmandsvirksomheder, der enten skal anses som arbejdsudlejede eller lønmodtagere i den danske virksomhed, som de udfører arbejde for. Det betyder, at den danske virksomhed, de arbejder for, skal indeholde skat af de udenlandske medarbejderes løn. I forbindelse med kontrollerne i årets første tre måneder gælder det umiddelbart for 82 af kontrollerne.

Derudover konstaterede Skattestyrelsen blandt andet 11 virksomheder, der har været så længe i landet, at de skal anses for at have fast driftssted her og dermed afregne skat og moms til Danmark af den indtægt, de genererer her. Det betyder samtidigt at deres eventuelle ansatte bliver omfattet af skattepligt, og der skal indbetales A-skat og arbejdsmarkedsbidrag af deres løn i Danmark. 12 virksomheder inden for byggebranchen kan desuden risikere en bøde på 5.000 kr. for manglende skiltning af hvem, der udfører arbejde.

Yderligere oplysninger: Journalister, tlf.: 7237 0900; Borgere og virksomheder, tlf.: 7222 1818