Skattekrav som følge af nulstilling af indkomst ikke forældet

Sagen angik alene, hvorvidt et skattekrav, der relaterede sig til nulstilling af indeholdt A-skat og AM-Bidrag, der ikke var blevet betalt, var forældet. Der var således enighed om, at betingelserne for nulstilling var opfyldt.

Nulstilling betyder, at Skattestyrelsen ser bort fra, at den indeholdelsespligtige arbejdsgiver har indeholdt og angivet A-skat og AM-bidrag, og indkomstmodtageren godskrives dermed ikke beløbene i årsopgørelsen.

Når betingelserne for nulstilling er opfyldt, hæfter den skattepligtige indkomstmodtager selv for betalingen af de beløb, som arbejdsgiveren formelt har foretaget indeholdelse af.

Faktum i sagen var, at der var udbetalt løn til ejerens søn, hvor der blev indeholdt A-skat og AM-Bidrag, der dog ikke blev betalt. Skattestyrelsen indgav efterfølgende konkursbegæring mod selskabet med et krav på 1,3 mio. kr., hvoraf en del var indeholdt A-skat og AM-Bidrag.

Nulstilling af indeholdt A-skat og AM-Bidrag er ikke en ansættelse eller ændring af indkomstskat, og reglerne i skatteforvaltningslovens § 26 og § 27 om ordinær og ekstraordinær ansættelse samt § 34 a om forældelse af krav afledt af bl.a. en ansættelse af indkomstskat finder derfor ikke anvendelse.

Spørgsmålet om forældelse skulle herefter afgøres efter forældelseslovens regler, og der var enighed mellem parterne om, kravet var omfattet af den almindelige treårige forældelsesfrist.

Skatteyderen gjorde gældende, at kravet var forældet og anførte til støtte herfor, at begyndelsestidspunktet for forældelse af kravet var tidspunktet for konkursdekretet, og at forældelse først blev afbrudt, da Skattestyrelsen traf afgørelse.

Skatteministeriet gjorde gældende, at kravet ikke var forældet og anførte til støtte herfor, at Skattestyrelsen var ubekendt med kravet indtil et tidspunkt efter dekrets afsigelse, og at forældelse blev afbrudt inden 3 år herefter. Skatteministeriet henviste endvidere til, at selv om forældelsesfristen skulle regnes fra dekrettidspunktet, blev forældelse afbrudt ved Skattestyrelsens partshøring.

Det første principielle spørgsmål Højesteret herefter skulle forholde sig til, var hvorvidt partshøring afbryder forældelsen, jf. forældelseslovens § 16.

Dette fandt Højesteret ikke var tilfældet og henviste til, at efter § 16 afbrydes forældelse, når fordringshaveren foretager retslige skridt mod skyldneren med henblik på at erhverve dom, betalingspåkrav påtegnet af fogedretten, voldgiftskendelse eller anden bindende afgørelse, der fastslår fordringens eksistens og størrelse, og forfølger disse skridt inden for rimelig tid.

Højesteret henviste videre til, at det følger af § 16, stk. 3, at såfremt en anden særlig afgørelsesmåde er hjemlet, sker afbrydelsen, når fordringshaveren iværksætter, hvad der fra dennes side skal gøres for at sætte sagen i gang. Højesteret fandt endvidere, at forarbejderne ej heller støttede, at partshøring afbryder forældelse.

Spørgsmålet var herefter, om kravet i øvrigt var forældet. Højesteret anførte indledningsvist, at kravet tidligst kunne rejses den dag, da selskabet gik konkurs, og det afgørende var herefter, hvorvidt Skattestyrelsens krav havde været suspenderet, fordi Skattestyrelsen var ubekendt med fordringen eller skyldneren, således at fristen derfor først skulle regnes fra det tidspunkt, hvor Skattestyrelsen fik eller burde have fået kendskab hertil, jf. forældelseslovens § 3, stk. 2.

Det var Højesteret ikke enige om, idet flertallet dog stemte for at stadfæste landsrettens dom, blandt andet med følgende begrundelse:

” …

Efter bevisførelsen tiltræder vi, at Skattestyrelsen ikke allerede ved konkursdekretets afsigelse havde de nødvendige oplysninger til at kunne foretage culpa vurderingen, herunder en kvalificeret vurdering af, om A eller hans far i kraft af deres tilknytning til selskabet vidste eller burde have vidst, at der ikke var økonomisk realitet bag den formelle indeholdelse af de omtvistede A-skatter og AM-bidrag, og at der ikke var udsigt til, at selskabet ville kunne betale de på gældende beløb.

Først efter modtagelsen af kurators redegørelse af 12. september 2017 i medfør af konkurslovens § 125, stk. 2, havde Skattestyrelsen det fornødne grundlag for en kvalificeret vurdering af, om betingelserne for nulstilling var opfyldt. Forældelsesfristen var derfor suspenderet indtil dette tidspunkt, jf. forældelseslovens § 3, stk. 2.”

Det var mindretallet ikke enig i, blandt andet med følgende begrundelse:

”…

Da X blev erklæret konkurs den 9. maj 2017 efter anmodning fra SKAT, var eller kunne SKAT umiddelbart gøre sig bekendt med, at selskabet i 2015-2017 var i restance med A-skat, AM-bidrag, moms og selskabsskat, at A i samme periode var blevet godskrevet A-skat og AM-bidrag på sine lønsedler fra selskabet, og at A er søn af B, der som selskabets direktør og ejer havde en væsentlig økonomisk interesse i selskabet og kunne disponere enerådende i selskabets anliggender.

Vi finder, at den sagsbehandling, der ville være nødvendig for at afklare As eventuelle indsigelser mod kravet om nulstilling ? herunder om han i kraft af sin tilknytning til selskabet vidste eller burde have vidst, at der ikke var realitet i de formelle indeholdelser, således at de bogførte A-skatter mv. ikke ville kunne afregnes til forfaldstid, og at der heller ikke var udsigt til, at der senere ville kunne ske betaling ? ikke udgør eller kan sidestilles med ukendskab til fordringen eller skyldneren, jf. forældelseslovens § 3, stk. 2.

Vi finder derfor, at forældelsesfristen ikke har været suspenderet efter den 9. maj 2017 [datoen for afsigelse af konkursdekret, min tilføjelse], men skal regnes fra dette tidspunkt.

…”

Den afgørende bestemmelse var således forældelseslovens § 3, stk. 2, hvoraf fremgår, at var fordringshaveren ubekendt med fordringen eller skyldneren, regnes forældelsen på 3 år først fra den dag, da fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab hertil.

Højesterets flertal fandt således ikke, at Skattestyrelsen burde have fået kundskab, før Skattestyrelsen modtog kurators redegørelse ca. 4 måneder efter konkursdekretet, selvom dekretet blev afsagt på baggrund af restancer til det offentlige, herunder skyldig A-skat og AM bidrag.