Spørgers fulde skattepligt til Danmark ophørte i 2016, og spørger havde siden 2016 alene været bosiddende og fuldt skattepligtig i Frankrig. Spørger havde ingen indtægter fra Frankrig, kun pensioner og renteindtægter fra Danmark.

Der var tale om udbetalinger af en tjenestemandspension, folkepension og ATP Livslang pension, hvor de to sidstnævnte pensioner blev beskattet i Frankrig.

Skatterådet kunne bekræfte, at Danmark ikke kunne beskatte spørgers renteindtægter fra Danmark.

Skatterådet kunne i henhold til den nye dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem Danmark og Frankrig artikel 19, stk. 2, litra a bekræfte, at spørgers tjenestemandspension kunne beskattes i Danmark.

Skatterådet kunne også bekræfte, at spørgers folkepension og ATP Livslang pension kunne beskattes i Danmark efter artikel 17, stk. 2, litra c i den nye dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem Danmark og Frankrig, og at spørger efter artikel 22, stk. 3 kunne få den betalte franske skat modregnet i den danske skat, såfremt denne var mindre end den danske skat.

Spørger boede i USA, hvor hun arbejdede på et universitet. Hun havde fået en opholds- og arbejdstilladelse på 5 år. I USA havde hun en lejlighed sammen med sin amerikanske kæreste. Hun havde beholdt sin andelslejlighed i Danmark, som var lejet ud.

Skatterådet kunne i svaret på spørgsmål 1 bekræfte, at Spørger fortsat var fuldt skattepligtig til Danmark. Skatterådet kunne i svaret på spørgsmål 2 bekræfte, at Spørger ikke havde skattemæssigt hjemsted i Danmark, men i USA.

Skatterådet kunne i svaret på spørgsmål 3 bekræfte, at Spørgers indkomst fra Danmark (bibliotekspenge, legater, personligt tilskud fra Uddannelsesministeriet og forlagskompensation) hørte under dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 21.
Skatterådet fandt, at spørgsmål 4 om nedslag i dansk skat for skat pålagt i delstat Y bortfaldt, da Spørger ikke skulle betale skat i Danmark, kun i USA.
Bindingsperioden på det bindende svar blev begrænset til den 1. juli 2026, hvor opholds- og arbejdstilladelsen udløb.

Klageren købte i 1995 en ejendom og boede sammen med B i ejendommen fra den 5. juli 1996 til parternes samliv ophørte ultimo 2013. Ved to betingede købsaftaler i 2013 og 2015 solgte klageren ejendommen til sin tidligere samlever, B. Aftalerne blev ikke gennemført, idet B ikke blev godkendt af kreditforeningen, hvilket begge købsaftaler var betinget af. Dette indebar, at de to betingede ejendomsoverdragelser ikke havde skattemæssige konsekvenser, hvorfor reglerne i ejendomsavancebeskatningsloven ikke fandt anvendelse, således som klageren ellers gjorde gældende.

Ifølge begge betingede købsaftaler skulle B til klageren betale ejendommens udgifter, herunder til kreditforeningen m.v., indtil handlerne faldt endeligt på plads. Det fremgik af købsaftalerne, at B’s betalinger ikke skulle tilbagebetales til klageren, hvis handlerne bortfaldt, idet betalingerne i så fald udgjorde kompensation for, at B havde haft rådighed over ejendommen. Henset hertil og efter en samlet, konkret vurdering fandt Landsskatteretten, at B var forpligtet til at betale klageren husleje, der ifølge fremlagte budgetter og en mundtlige aftale udgjorde i alt henholdsvis 178.552,82 kr., 146.178,39 kr. og 152.713,56 kr. i 2014, 2015 og 2016, som var skattepligtig i henhold til statsskattelovens § 4, litra b. Det fremgik af fremlagte kontoudtog, at klageren i de tre år havde afholdt ejendomsskatter med henholdsvis 64.233,82 kr., 67.697,85 kr. og 67.776,54 kr., som Landsskatteretten fandt var fradragsberettigede, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Landsskatteretten anførte, at klageren ikke herudover havde godtgjort at have afholdt fradragsberettigede driftsudgifter til erhvervelsen af de skattepligtige lejeindtægter. Landsskatteretten bemærkede i den forbindelse, at klagerens betalinger til kreditforeningen bestod af afdrag på gæld, der ikke var fradragsberettigede, og rentebetalinger, som klageren allerede havde fratrukket i medfør af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e.

Af den første betingede købsaftale fremgik, at klageren skulle modtage et beløb på 344.000 kr. fra B, idet B overtog væsentligt indbo, og at klageren i konsekvens heraf skulle etablere et nyt hjem. I overensstemmelse med indholdet af den betingede købsaftale lagde Landsskatteretten til grund, at beløbet udgjorde klagerens vederlag for salg af privat indbo til B, og at vederlaget derfor var skattefrit i medfør af statsskattelovens § 5, stk. 1, litra a. Landsskatteretten bemærkede, at uanset, at B først skulle betale hele beløbet efter indkomståret 2013, erhvervede klageren ret til beløbet ved aftalens indgåelse i 2013, således at beskatning heraf under ingen omstændigheder kunne ske i efterfølgende indkomstår, hvilket Skattestyrelsens afgørelse var udtryk for.

Af den anden betingede købsaftale fremgik, at klageren erhvervede ret til henholdsvis 60.000 kr. og 360.000 kr., i alt 420.000 kr., uanset om ejendomsoverdragelsen blev gennemført. Beløbet udgjorde derfor ikke betaling for ejendommen. Henset til det oplyste om klagerens og Bs økonomi fandt Landsskatteretten, at beløbet heller ikke i medfør af retspraksis herom kunne anses som et skattefrit kompensationsbeløb til klageren i anledning af samlivsophævelsen. Klageren var herefter skattepligtig af beløbet i henhold til statsskattelovens § 4 ved aftalens indgåelse i 2015.

Landsskatteretten ændrede Skattestyrelsens afgørelse.

Det blev ønsket bekræftet, at fire engelske trusts var skattemæssigt transparente for Spørger ud fra et dansk skattemæssigt synspunkt, med den konsekvens, at Spørger skattemæssigt blev anset for ejer af aktiverne i de fire trusts. Det var Spørger, som stiftede alle fire trusts, samt hans hustru og børn, herunder hans mindreårige hjemmeboende børn, som var de eneste begunstigede i alle de fire trusts. Alle fire trusts skulle derfor anses for transparente i forhold til Spørger. Da alle fire trusts ifølge de oplyste oplysninger ikke blev beskattet som selvstændige skattesubjekter i udlandet, kunne de ikke blive omfattet af fondsbeskatningslovens § 1, stk. 1, nr. 4, om ledelsens sæde, hvorfor de ikke kunne blive omfattet af fondsbeskatningsloven, men forblev transparente i forhold til Spørger.

Sagen angik, om betingelserne for godtgørelse af tilbagebetalt skadesforsikringsafgift, motoransvarsforsikringsafgift og miljøbidrag efter bilskrotbekendtgørelsen var opfyldt i et tilfælde, hvor de afgiftsbelagte forsikringer var ophørt som følge af selskabets konkurs, hvor Garantifonden for Skadesforsikringsselskaber havde ydet dækning til forsikringstagerne, og hvor konkursboet ikke var afsluttet. Landsskatteretten fandt, at det var en betingelse for godtgørelse af tilbagebetalt skadesforsikringsafgift og motoransvarsforsikringsafgift, at forsikringspræmien, inklusive forsikringsafgiften, faktisk var tilbagebetalt til forsikringstageren, og at det var konkursboet, der havde foretaget tilbagebetalingen. Konkursboet kunne derfor ikke godtgøres for en forventet tilbagebetaling til forsikringstagerne, idet konkursboet ikke havde foretaget tilbagebetalingen. Landsskatteretten lagde herved vægt på, at skadesforsikringsafgiftslovens § 7, stk. 4, ud fra en naturlig sproglig forståelse vedrørte modregning i afgiftsgrundlaget på baggrund af tilbagebetaling af forsikringspræmier, der havde fundet sted. Videre lagde retten vægt på, at det fremgik af skadesforsikringsafgiftslovens § 7, stk. 1, at det afgiftspligtige grundlag omfattede forsikringspræmier, som en virksomhed havde opkrævet i afgiftsperioden, og at modregning i afgiftsgrundlaget efter skadesforsikringsafgiftslovens § 7, stk. 4, derfor kun kunne foretages af den samme virksomhed, hvis virksomheden havde foretaget tilbagebetalingen som beskrevet i bestemmelsen. Landsskatteretten lagde endvidere vægt på, at efter en naturlig sproglig forståelse indebar begreberne "tilbagebetales" og "godtgøres" i skadesforsikringsafgiftslovens § 7, stk. 4, og motoransvarsforsikringsafgiftslovens § 5, stk. 2, en transaktion mellem to parter, hvor et beløb, der tidligere var blevet betalt af forsikringstageren eller af tredjemand på vegne af forsikringstageren, blev returneret. Der var hverken i forarbejderne til skadesforsikringsafgiftsloven eller til motoransvarsforsikringsafgiftsloven hjemmel til en anden ordlydsfortolkning af bestemmelserne. Endelig lagde Landsskatteretten vægt på, at Garantifonden for Skadesforsikringsselskaber indtrådte i forsikringstagernes krav mod selskabets konkursbo, i det omfang fonden havde ydet dækning til forsikringstagerne, og at det ikke fremgik af loven eller forarbejderne hertil, at fondens udbetaling til forsikringstagerne skulle have anden retsvirkning i forhold til konkursboet. På den baggrund fandt retten, at fondens udbetaling til forsikringstagerne ikke kunne sidestilles med en tilbagebetaling fra konkursboet, når konkursboet ikke havde dækket fondens krav mod boet. Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse.

Spørger havde solgt en aktiebeholdning i et dansk selskab til et tomt britisk selskab. I forbindelse med salget forpligtede Spørger sig til at købe aktier i det britiske selskab. Vederlaget herfor sammensatte sig af aktier i det britiske selskab og et kontantvederlag. Spørger blev herved minoritetsaktionær i det britiske selskab.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at selskabsskattelovens § 2 D, stk. 2 ikke kunne finde anvendelse på den gennemførte transaktion. Den kontante del af overdragelsessummen blev derfor anset som udbytte.  Hverken bestemmelsens ordlyd eller lovforarbejderne hertil indeholder mulighed for dispensation. Lovforarbejderne anfører derimod, at det blev valgt at udforme reglerne, så det objektivt fremgår, hvornår en overdragelse medfører udbyttebeskatning. 

Registreringsafgiftsperioden og leasingperioden for et køretøj var ikke sammenfaldende, idet køretøjet var registreret, før der forelå en gyldig leasingaftale. Landsskatteretten fandt, at der herved var indtrådt fuld afgiftspligt for køretøjet efter lovens hovedregel, jf. registreringsafgiftslovens § 1, stk. 1, og at undtagelsen i registreringsafgiftslovens § 3 b således ikke fandt anvendelse. Landsskatteretten kunne videre ikke tiltræde det af klageren anførte om, at anvendelsen af § 31 i skatteforvaltningsloven forudsatte, at de almindelige skatteretlige betingelser for tilbagekaldelse af en gyldig afgørelse var opfyldt. Motorstyrelsen var således berettiget til at ændre en tidligere afgørelse.

Sagen angik spørgsmålet, hvorvidt der kunne ske en grænseoverskridende skattefri fusion mellem et dansk selskab og et selskab i Luxembourg som det modtagende selskab, uden at det modtagende selskab blev begrænset skattepligtigt af udbytte modtaget som vederlag i forbindelse med annullering af aktierne i det danske selskab i henhold til selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c, jf. fusionsskattelovens § 15, stk. 4.

Skatterådet fandt, at det modtagende selskab i Luxembourg ikke ville blive begrænset skattepligtigt af udbytte i forbindelse med den pågældende grænseoverskridende skattefri fusion i henhold til selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c, jf. fusionsskattelovens § 15, stk. 4. Der hensås i denne forbindelse særligt til, at de aktiver, der ved fusionen blev overført til selskabet i Luxembourg, skulle forblive i dette selskab, at udlodninger fra det Luxembourgske selskab på baggrund af aktiver modtaget i forbindelse med fusionen alene relaterede sig til fremtidig indtjening i det underliggende driftsselskab, og at udlodninger fra driftsselskabet ville blive geninvesteret i koncernens driftsaktiviteter.

Sagen angik, om klageren var berettiget til for indkomståret 2018, året efter etableringsåret, at foretage fradrag uden indskud efter etableringskontolovens § 4, stk. 2, på baggrund af anskaffelser, som ikke var foretaget i indskudsåret 2018. Indskudsåret 2018 dækkede perioden fra den 16. maj 2018 til den 15. maj 2019. Landsskatteretten fandt, at når etablering af virksomhed efter lovens § 5 var sket den 1. oktober 2017, var det ikke en betingelse for fradrag uden indskud for indkomståret 2018 efter etableringskontolovens § 4, stk. 2, at klageren havde erhvervet formuegodet i det indskudsår, som omfattede perioden fra den 16. maj 2018 til den 15. maj 2019. Landsskatteretten fandt endvidere, at klageren i henhold til etableringskontolovens § 7, stk. 1, litra c, efter etablering ville kunne hæve beløb af samme størrelse som anskaffelsessummen for bygninger mv., som blev anvendt til afskrivningsberettigede formål i den etablerede selvstændige erhvervsvirksomhed, og som var erhvervet op til 3 år før begyndelsen af etableringsåret for den pågældende virksomhed. Dette fandt også anvendelse på fradrag uden indskud efter etableringskontolovens § 4, stk. 2. Landsskatteretten ændrede herefter Skattestyrelsens afgørelse og hjemviste den talmæssige opgørelse til Skattestyrelsen.

Sagen omhandlede, om der i henhold til ligningslovens § 16 A, stk. 4, nr. 4, kunne gives tilladelse til et holdingselskabs vederlagsfrie overdragelse af kapitalandele i et datterselskab til en eksisterende fond, som var ved at få ændret formålsbestemmelsen, uden at ansøgeren blev udbyttebeskattet. Skatterådet fandt, at anmodningen ikke kunne imødekommes, da det ikke fremgik af fondens kommende vedtægt, at donationer til fx forskning, uddannelse, kunst, musik og sport skulle være donationer, som kunne anses for almennyttige.

Det var således Skatterådets opfattelse, at fondens formål ikke var formuleret tilstrækkeligt entydigt til, at formålene entydigt kunne anses for støtte til almenvelgørende eller almennyttige formål.

Sagen angik, om klageren kunne overdrage en ejendom til sin datter for 1.740.000 kr. efter den såkaldte 15 %’s regel i værdiansættelsescirkulæret, cirkulære nr. 185 af 17. november 1982, pkt. 6, 2. afsnit, eller om der forelå sådanne særlige omstændigheder, at skattemyndighederne ikke skulle acceptere en værdiansættelse efter denne regel. Henset til, at klagerens datter 8 måneder efter familieoverdragelsen indgik en formidlingsaftale og udbød ejendommen til salg, og at ejendommen 10½ måneder efter overdragelsen blev solgt for 4.595.000 kr. i almindelig fri handel, fandt Landsskatteretten, at der forelå særlige omstændigheder, der skyldtes særlige, konkrete forhold vedrørende ejendommen, hvorfor værdiansættelsen på +/- 15 % af den offentlige ejendomsvurdering kunne tilsidesættes. Det forhold, at klagerens datter ifølge det oplyste valgte at sælge lejligheden, idet hun ville flytte sammen med sin kæreste og hans sønner, og at der således ikke var plads i lejligheden til den sammenbragte familie, kunne ikke føre til et andet resultat.

Sagen angik endvidere, om der ved gaveafgiftsberegningen var hjemmel til fradrag for klagerens udgifter til maling og datterens udgifter til ejendomsmægler i forbindelse med den efterfølgende handel. Landsskatteretten fandt, at der ved gaveafgiftsberegningen ikke var hjemmel til fradrag for klagerens udgifter til maling. Retten henså herved til, at der efter boafgiftslovens § 29, stk. 2, 1. pkt., alene kunne fratrækkes udgifter til den variable del af tinglysningsafgiften, og at denne allerede var medtaget i gaveafgiftsberegningen. Landsskatteretten fandt endvidere, at der ved gaveafgiftsberegningen ikke var fradrag for udgifter til ejendomsmægler i forbindelse med den efterfølgende handel, da datterens salg til tredjemand ikke var en gaveoverdragelse omfattet af boafgiftsloven. Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse.

Skatterådet bekræftede, at der ikke skulle svares afgift af en mindre brownie, der fremstod som en lille chokoladekage med indhold af chokoladestykker og dekoreret med små sukkerdekorationer.

Trods bagværkets mørkebrune farve og smag af kakao og chokolade, fandtes indholdet af kakaopulver og chokoladestykker ikke, at være karaktergivende for produktet. Varen vurderes derimod at fremstå som et traditionelt stykke bagværk og dermed ikke som en chokolade- eller en kakaovare der skulle henføres til det afgiftspligtige vareområde i chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 1.  Varen kunne heller ikke henføres til de øvrige varekategorier i chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1.

Skatterådet bekræftede herefter, at der skulle svares dækningsafgift efter chokoladeafgiftslovens § 22 af henholdsvis kakaopulveret i bagværket, den fulde vægt af chokoladestykkerne samt den fulde vægt af sukkerdekorationen.

Spørgsmål 3-5 blev ikke anset for at være omfattet af de situationer, hvor der kunne gives et bindende svar jf. skatteforvaltningslovens § 21, stk. 1.

Sagen angik, om det var med rette, at Skattestyrelsen havde forhøjet et selskabs udgående moms med 814.400 kr. Spørgsmålet var, om selskabets salg af byggegrunde var momspligtige eller momsfritagne transaktioner. Selskabet var en afgiftspligtig person, der drev selvstændig økonomisk virksomhed med bl.a. udlejning af fast ejendom. Som led heri havde selskabet den 1. december 2006 købt omhandlede ejendom, der på erhvervelsestidspunktet bestod af 18.885 m² beliggende i landzone, der var bebygget med et stuehus og to staldbygninger. Stuehuset blev ifølge en lejekontrakt af 29. september 2009 udlejet til beboelse. Den 22. november 2013 opnåede selskabet tilladelse til at udstykke fire grunde fra ejendommen og opføre bebyggelse til helårsbeboelse herpå. Selskabet udstykkede grundene fra ejendommen. Udstykningen skete med henblik på salg af grundene. Stuehuset blev atter ved lejekontrakt af 21. september 2016 udlejet til beboelse. Selskabet solgte i perioden oktober 2020 til juni 2021 de fire grunde til fire forskellige købere for samlet 4.072.000 kr. Landsskatteretten fandt, at salget af grundene skete i selskabets egenskab af afgiftspligtig person og som led i udøvelse af økonomisk virksomhed, jf. momslovens § 4, stk. 1, jf. momslovens § 3, stk. 1, hvorfor salget var momspligtigt, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 9, litra b), jf. den dagældende momsbekendtgørelses § 56, stk. 1.  Selskabet fandtes ikke at have godtgjort, at grundene efter udmatrikuleringen alene havde været anvendt af selskabet i forbindelse med momsfritaget udlejning, ligesom anskaffelsen og anvendelsen af grundene heller ikke havde været undtaget fra retten til fradrag efter momslovens kapitel 9, idet udstykningen var sket med henblik på salg. Som følge heraf var selskabets salg af grundene ikke omfattet af momslovens § 13, stk. 2. Landsskatteretten bemærkede tillige, at selskabet ikke ved den fremlagte lejekontrakt havde godtgjort, at ejendommen havde været anvendt som led i den momsfritagne udlejning af stuehuset, og at uanset om lejeaftalen alene omfattede stuehuset eller den samlede ejendom, var udmatrikuleringen af de fire grunde sket i 2013, hvorfor det var den efterfølgende anvendelse af disse, der var afgørende for, om salget heraf var omfattet af fritagelsen i momslovens § 13, stk. 2. Landsskatteretten stadfæstede herefter Skattestyrelsens afgørelse.

Klageren anmodede om ændring af en toldangivelse med henblik på at få del i et toldkontingent. Toldstyrelsen imødekom anmodningen, men klageren fik ikke del i kontingentet, fordi det var brugt op, hvilket han var uenig i og klagede over. Landsskatteretten afviste klagen, da det er Kommissionen, der tildeler toldkontingenter, og retten derfor ikke havde kompetence til at behandle klagen efter skatteforvaltningslovens § 11.

Sagen angik, om klageren opfyldte kravet i kildeskattelovens § 48 E, stk. 3, nr. 1, om ikke at have været skattepligtig inden for de seneste 10 år efter de bestemmelser, der er nævnt i § 48 E, stk. 3, nr. 1, og derfor kunne beskattes efter forskerskatteordningen i kildeskattelovens §§ 48 E og F. Landsskatteretten udtalte, at det ikke var et krav, at den fulde skattepligt til Danmark skulle indtræde præcis på tidspunktet for ansættelsesforholdets påbegyndelse. Det var således muligt at tage ophold i Danmark i en kortere periode forud for ansættelsesforholdets påbegyndelse i forbindelse med flytning, indretning af bolig osv., og efter praksis accepteredes ophold af en varighed på indtil en måned forud for ansættelsesforholdets påbegyndelse. Retten fandt, at klageren ikke opfyldte betingelsen i kildeskattelovens § 48 E, stk. 3, nr. 1, om ikke at have været skattepligtig inden for de seneste 10 år forud for ansættelsen den 2. januar 2023. Retten lagde vægt på, at klageren flyttede til Danmark den 25. november 2022, på hvilket tidspunkt hun samtidig blev fuldt skattepligtig til Danmark. Klageren var således fuldt skattepligtig til Danmark i mere end en måned før ansættelsen den 2. januar 2023. Det forhold, at der kun gik en måned og otte dage, fra klageren flyttede til Danmark, til hun påbegyndte arbejde, kunne ikke føre til et andet resultat. Det oplyste om årsagen til den tidlige flytning til Danmark, herunder hensynet til, at klagerens børn kunne begynde i skole og til, at hun selv på trods af juleferien kunne nå at blive oprettet med bl.a. CPR-nr. og MitID før sin ansættelse, kunne således ikke begrunde en periode på mere end en måned. Retten henså herved også til, at klagerens ægtefælle ifølge det oplyste flyttede til Danmark allerede den 5. september 2022. Der var endvidere ikke oplyst om udefra kommende begivenheder, som skulle have udsat klagerens påbegyndelse af arbejdet under forskerskatteordningen. Klageren kunne derfor ikke beskattes efter kildeskattelovens §§ 48 E og F ved ansættelsen den 2. januar 2023. Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse.

Toldere beslaglagde den største mængde råtobak nogensinde, da de fandt 15 ton råtobak i en kontrol af en lastbil ved Padborg. Fundet udløste en millionafgift til lastbilchaufføren, og sagen er nu overdraget til politiet.

Sagen angik, om sagsøgeren var ansvarlig for betaling af manglende indeholdt A-skat og arbejdsmarkedsbidrag vedrørende betalinger til to hævdede underleverandører. 

Efter en samlet vurdering fandt retten, at der forelå en række usædvanlige omstændigheder i forholdet mellem sagsøgeren og to påståede underleverandører, hvorfor kravet til styrken af sagsøgerens bevis for, at de to virksomheder reelt havde leveret ydelser som underleverandører, var skærpet. Retten lagde vægt på en række forskellige forhold og fandt efter en samlet vurdering, at sagsøgeren ikke havde løftet bevisbyrden for, at det omtvistede arbejde var udført af de to hævdede underleverandører.

Retten lagde herefter til grund, at sagsøgerens ansatte havde udført arbejdet og modtaget løn herfor, som sagsøgeren var forpligtet til at indeholde A-skat og arbejdsmarkedsbidrag af, men som sagsøgeren havde undladt at angive til skattemyndighederne. Retten fandt, at sagsøgeren var ansvarlig over for det offentlige for betaling af ikke indeholdt A-skat og arbejdsmarkedsbidrag, og at skattemyndighederne havde været berettiget til at opgøre den manglende indeholdte A-skat og arbejdsmarkedsbidrag bidrag skønsmæssigt. Retten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte skønnet, som var foretaget på baggrund af bruttobeløbene (inkl. moms) på fakturaerne fra de hævdede underleverandører. 

Skatteministeriet blev herefter frifundet.

Sagerne handlede om, hvorvidt skattemyndighederne havde været berettiget til at udøve et skøn over to typer af koncerninterne transaktioner foretaget mellem H1 og en række koncernforbundne selskaber. Sagerne handlede også om, hvorvidt skattemyndighedernes skøn i bekræftende fald kunne tilsidesættes. 

De to typer kontrollerede transaktioner var henholdsvis medarbejderudlån (IAA) mellem (red.koncern.nr.1.fjernet) driftsselskaber og royaltybetalinger til et Y1-lands selskab for adgang til- og brug af immaterielle aktiver. I royalty-sagen bestod også et spørgsmål om, hvorvidt den oprindelige overdragelse af immaterielle aktiver til det Y1-lands selskab skulle tillægges værdi i skattemæssig henseende. 

Højesteret fandt ikke, at H1’s transfer pricing-dokumentation - hverken for medarbejderudlånene (IAA) eller royaltybetalingerne - var mangelfuld i så væsentligt omfang, at det kunne sidestilles med manglende dokumentation, jf. dagældende skattekontrollovens § 3 B, stk. 8, jf. § 5, stk. 3. Højesteret bemærkede, at transfer pricing-dokumentationen var baseret på OECD’s retningslinjer for transfer pricing, og at den bl.a. indeholdt et begrundet valg af metode, en funktions- og risikoanalyse og en sammenlignelighedsanalyse foretaget på et oplyst datagrundlag. 

For medarbejderudlånene fandt Højesteret desuden ikke, at Skatteministeriet havde godtgjort, at H1’s prisfastsættelse var i strid med ligningslovens § 2. Dermed var der ikke grundlag for at foretage en skønsmæssig ansættelse af H1’s skattepligtige indkomst med grundlag i en regulering af medarbejdereudlånene. 

Vedrørende det Y1-landske selskabs ejerskab udtalte Højesteret, at det efter bevisførelsen måtte lægges til grund, at det Y1-landske selskab siden 2001 havde haft ansvaret for- og truffet beslutninger om udviklingen af koncernens immaterielle aktiver, havde varetaget beskyttelsen af disse og afholdt udgifterne hertil. Højesteret fandt ikke grundlag for at fastslå, at selskabet ikke var ejer af de immaterielle aktiver, som licensaftalen mellem H1 og det Y1-landske selskab angik. 

Endelig fandt Højesteret det ikke bevist, at en royaltysats som den, der var aftalt mellem det Y1-landske selskab og H1, ikke lå inden for rammerne af, hvad der kunne være opnået, hvis transaktionerne var afsluttet mellem uafhængige parter, jf. ligningslovens § 2, stk. 1. Dermed var der ikke grundlag for at skattemyndighederne kunne foretage en skønsmæssig ansættelse.  

Ejere af erhvervsejendomme får nu deres skattebillet. Her kan de se, hvad de skal betale i grundskyld og eventuelt dækningsafgift i 2025. Skattebilletten er beregnet på baggrund af de foreløbige 2023-vurderinger med en betalingsfrist 1. maj.

Spørger sad i uskiftet bo efter sin afdøde ægtefælle. Udover den uskiftede delingsformue havde Spørger et særeje. Spørger ønskede bekræftet, at der skulle anvendes to bundfradrag på hver 3.272.500 kr. ved bedømmelsen af, om det uskiftede fællesbo ville være fritaget for beskatning efter dødsboskattelovens § 6, når fællesboet blev skiftet i forbindelse med Spørgers død.
Skatterådet kunne ikke bekræfte, at der skulle anvendes to bundfradrag ved bedømmelsen af, om det uskiftede fællesbo var fritaget for beskatning. Ved bedømmelsen af skattefritagelsen skulle der anvendes én beløbsgrænse på summen af henholdsvis særboets aktiver og halvdelen af fællesboets aktiver samt særboets nettoformue og halvdelen af fællesboets nettoformue. Det var beløbsgrænsen for det kalenderår, hvor det først afsluttede bo havde skæringsdag, der skulle anvendes.

Spørgers forældre, der var bosiddende i USA, oprettede i 1989 en trust. Spørgers mor afgik ved døden i 2016, og trusten blev opdelt i to trusts. Ved Spørgers mors død blev trusten opdelt i den uigenkaldelige Exemption Trust, som omfattede Spørgers mors andel af forældrenes formue, og den genkaldelige Survivors Trust, som omfattede Spørgers fars andel af forældrenes formue. Ved Spørgers fars død skulle midlerne i de to trusts samles og fordeles efter vedtægterne.

Spørgers far udnyttede imidlertid sin ret til at testere over Survivors Trust, hvilket betød, at Spørger alene skulle modtage midler fra Exemption Trust.

Spørger ønskede en vurdering af den skattemæssige behandling af udlodning af midler fra Exemption Trust.

Skatterådet fandt, at Spørger erhvervede ret til midlerne i Exemption Trust ved farens død, samt at Spørgers andel af midlerne i Exemption Trust måtte anses for at være en båndlagt kapital med Spørger og hendes søskende som udlagte kapitalejere.

Skatterådet bekræftede, at udbetalingerne fra Exemption Trust ikke udgjorde skattepligtig indkomst, men arv. Skatterådet bekræftede endvidere, at Spørger var skattepligtig af afkastet af midlerne i trusten fra den dag, hvor hendes far afgik ved døden. Herudover bekræftede Skatterådet, at Spørgers fars dødsdag skulle anses som anskaffelsestidspunktet for de aktiver, Spørger modtog fra trusten, og at handelsværdien af aktiverne på Spørgers fars dødsdag skulle anses som den skattemæssige anskaffelsessum.