Retten (tre dommere) fandt, at et udenlandsk datterselskab i en danskejet koncern var hjemmehørende og fuldt skattepligtigt til Danmark. 

Selskabet havde en direktør i registreringslandet, men retten lagde med henvisning til en række omstændigheder til grund, at direktørstillingen alene var udtryk for et formelt lederskab og ikke et reelt. Videre lagde retten til grund, at de afgørende ledelsesmæssige og forretningsmæssige beslutninger, der var nødvendige for selskabets forretningsmæssige udøvelse i sin helhed, i det allervæsentligste blev truffet fra Danmark. 

På denne baggrund fandt retten det godtgjort, at selskabets ledelse i den for sagen relevante periode havde sit sæde i Danmark, og at selskabet derfor i medfør af selskabsskattelovens § 1, stk. 6, måtte anses for hjemmehørende i Danmark.

Da selskabet ikke havde fremlagt dokumentation for, at en del af det opgjorte overskud kunne henføres til det faste driftssted i registreringslandet, var der endvidere ikke grundlag for at hjemvise sagen til fornyet behandling ved skattemyndighederne.

Sagen vedrørte de skattemæssige konsekvenser for de deltagende institutioner af en påtænkt skattepligtig sammenlægning af en række friplejehjem.

Sammenlægningen var skattepligtig. De deltagende Institutioner skulle derfor som udgangspunkt (avance)beskattes efter de skatteretlige regler, der gælder for afståelse/erhvervelse af de enkelte aktiver, i det omfang de havde været anvendt/skulle anvendes erhvervsmæssigt.

Skatterådet bekræftede, at de Ophørende Institutioner kunne gennemføre sammenlægningen uden skattemæssige konsekvenser for den enkelte Ophørende Institution, da den overførsel af nettoformue (egenkapital), der fandt sted som led i sammenlægningen, i skattemæssig henseende kunne karakteriseres som en fradragsberettiget almennyttig uddeling efter selskabsskattelovens § 3, stk. 2. Sammenlægningen udløste derfor ikke skat til betaling for de Ophørende Institutioner.

Skatterådet bekræftede endvidere, at den Fortsættende Institution var omfattet af den betingede fuldstændige skattefritagelse i selskabsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 5, og dermed undtaget for skattepligt, således at den Fortsættende Institution skattefrit ville kunne modtage den enkelte Ophørende Institutions aktiviteter (nettoformue (egenkapital)) som led i sammenlægningen.

Skatterådet bekræftede, at et oparbejdet underskud i en dansk filial af et svensk selskab i ophørsåret kunne anvendes af filialen til nedbringelse af den avanceskat, som opstod ved en skattepligtig koncernintern overdragelse af aktiviteten til det erhvervende danske selskab.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at oparbejdet filialunderskud kunne anvendes af det erhvervende danske sambeskattede koncernselskab efter en skattepligtig aktivitetsoverdragelse af samtlige aktiver i filialen.

Skatterådet bekræftede, at den opskrevne værdi af skattemæssige afskrivningssaldi af aktiver modtaget fra den danske filial blev aktiveret og kunne anvendes hos det erhvervende selskab til fremtidige indkomstår, og at fremførbare skattemæssige underskud i det erhvervende selskab og hermed sambeskattede selskaber ikke begrænses som følge af den skattepligtige overdragelse af filialens aktivitet til det erhvervende selskab.

Sagen angik, hvorvidt en række indsætninger på skatteyderens bankkonto i 2018 og 2019 udgjorde skattepligtig indkomst. Skatteyderen anførte, at der ikke var tale om skattepligtig indkomst, da indsætningerne udgjorde lån, tilbagebetaling af lån og kontante indsætninger af tidligere hævede beløb.

Retten fandt, at skatteyderen havde bevisbyrden for, at der var tale om sådanne lån, tilbagebetalinger og indsætninger, der ikke var skattepligtige, og at bevisbyrden var skærpet, da de påberåbte lån mv. var mellem interesseforbundne personer (søskende). 

Retten lagde vægt på, at der var tale om en række indsætninger og overførsler til og fra skatteyderens konto af betydelige beløb uden nogen nærmere systematik. Der forelå ingen dokumentation for, hvad beløbene vedrørte, og der var heller ikke udarbejdet regnskaber eller lignende. Retten fandt derfor ikke, at der var noget ved indsætningerne og overførslerne, der indikerede, at der var tale om lån, tilbagebetaling af lån eller skattefrie indsætninger. De af skatteyderen fremlagte gældsbreve og opgørelser var ikke støttet af objektive kendsgerninger, og kunne derfor ikke udgøre dokumentation for de påstående lån.

Retten fandt således ikke, at skatteyderen havde løftet sin bevisbyrde, hvorfor skatteyderen var skattepligtig af de omtvistede beløb.

Spørgerne var anpartshavere i et anpartsselskab. Den ene anpartshaver oprettede en aktiedepotkonto i sin private netbank i 2021, men selskabet optog aktiedepotkontoen i sit bogholderi og regnskab. Selskabet havde løbende foretaget indskud til aktiedepotkontoen fra selskabets egen konto, som derefter var blevet anvendt til investering i børsnoterede aktier. Det var anpartshavernes opfattelse, at depotet var oprettet i selskabets navn, ligesom selskabets tidligere revisor, der havde bistået med bogføringen, også havde bogført aktiedepotet i selskabet. I sin skattepligtige indkomst havde selskabet desuden medtaget årets gevinst og tab på aktier i alle indkomstårene, jf. ABL § 9.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at en overførsel af aktierne fra den ene anpartshavers aktiedepotkonto til selskabets nyoprettede aktiedepotkonto ville medføre, at der ikke skulle ske beskatning af indskuddene på den ene anpartshavers aktiedepotkonto på overførselstidspunkterne hos de daværende anpartshavere. Skatterådet kunne heller ikke bekræfte, at der kunne ske udlodning af fordringen til alle selskabets aktuelle anpartshavere uden skattemæssige konsekvenser. Spørgsmål 3 bortfaldt.

Spørgerne påtænkte at etablere et interessentskab, hvis aktivitet ville bestå i at levere administrative ydelser og formueforvaltning samt evaluering af aktiviteter, projekter og programmer til sine medlemmer. Spørgerne ønskede bekræftet, at administrationsselskabet kunne levere administrationsydelser mv. til de enkelte medlemmer (de to spørgere) momsfrit efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 19.

Momsfritagelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 19, omfattede også medlemmer, som har aktiviteter for hvilke de ikke er afgiftspligtige. Det var Skatterådets opfattelse, at denne del af momsfritagelsen dog ikke omfattede enhver form for virksomhed, som ikke var afgiftspligtig, men alene sådanne former for virksomhed, som var oplistet i momslovens § 13, stk. 1, nr. 19, og for hvilke leverandøren ikke var afgiftspligtig eksempelvis under hensyn til, at disse blev udøvet af offentlige myndigheder eller at de blev udøvet vederlagsfrit.

På baggrund af en konkret vurdering var det Skatterådets opfattelse, at medlemmerne af den selvstændige gruppe (de to fonde) udøvede virksomhed af almen interesse. Skatterådet lagde ved vurderingen vægt på, at fondene alene kunne foretage uddelinger til velgørende formål og at fondene ikke havde andre aktiviteter end at foretage disse uddelinger.

Skatterådet kunne derfor bekræfte, at leverancer i form af administrationsydelser mv. kunne leveres momsfrit af den selvstændige gruppe (et interessentskab) til de enkelte medlemmer (to fonde), jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 19.

Skatterådet kunne desuden bekræfte, at medlemmerne af den selvstændige gruppe kunne modtage momsfritagne ydelser efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 19, til brug for de ikke-afgiftspligtige aktiviteter, selvom medlemmerne havde momspligtige aktiviteter i form af kantine ydelser.

Skatterådet kunne også bekræfte, at den selvstændige gruppe kunne levere momspligtige og ikke-momspligtige ydelser til ikke-medlemmer, samtidig med at den selvstændige gruppe leverede ydelser momsfrit til sine medlemmer efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 19, hvis betingelserne herfor i øvrigt var opfyldt.

Sagen drejede sig om overdragelse af anparter med succession fra spørger til spørgers børn efter reglerne i aktieavancebeskatningslovens § 34. I den forbindelse blev der spurgt til indregning og klassifikation af konkrete selskabers aktiver i forhold til pengetankbrøken i aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 1, nr. 3, jf. stk. 6. Spørgers holdingselskab udgjorde et pengetankselskab, jf. aktieavancebeskatningslovens § 34, såfremt der blev taget udgangspunkt i selskabets balance pr. 30. september 2023.

Det blev påtænkt, at spørgers holdingselskab skulle erhverve driftsaktive datterselskaber, hvor spørger var arbejdende bestyrelsesmedlem i det ene datterselskab og bestyrelsesmedlem i det andet datterselskab, fra holdingselskaber, der var ejet af spørgers børn, hvorefter spørgers holdingselskab skulle overdrages til spørgers børn, hvorved de driftsaktive datterselskaber igen ville være ejet af spørgers børn.

Det fremgik ikke umiddelbart af aktieavancebeskatningslovens § 34, af forarbejderne hertil eller af praksis, at der kunne stilles krav til, hvornår og hvorfra et holdingselskab havde erhvervet de aktiver, der i henhold til aktieavancebeskatningslovens § 34 skulle indgå i pengetankbrøken som henholdsvis driftsaktiver og pengetankaktiver. Skatterådet bekræftede efter en konkret vurdering, at de konkrete selskabers driftsaktiver efter koncernændringen ville kunne indregnes som driftsaktiver ved opgørelsen af pengetankbrøken i aktieavancebeskatningslovens § 34.

Skatterådet havde ikke taget stilling til øvrige betingelser, der i henhold til aktieavancebeskatningslovens § 34 skulle være opfyldt for, at der kunne ske overdragelse af spørgers anparter til spørgers børn med succession.

Spørgerne var en anpartshaver og hans anpartsselskab. I forbindelse med et bankmøde aftalte anpartshaveren med bankrådgiveren, at et beløb fra selskabets driftskonto skulle placeres på en nyoprettet højrentekonto. Den nye højrentekonto blev imidlertid ved en fejl oprettet i anpartshaverens navn. Anpartshaveren opdagede fejlen godt to måneder senere og tilbageførte beløbet til selskabet. Det var Skatterådets opfattelse, at bankrådgiverens referat måtte forstås som en aftale med banken om placering af selskabets midler i aktier, obligationer samt på en højrentekonto med henblik på, at selskabet skulle opnå et afkast af sine overskydende midler. Det var derfor Skatterådets opfattelse, at anpartshaverens utvivlsomme hensigt om placering af selskabets midler ved en klar fejl fra bankens side ikke blev realiseret, og at der således var tale om en ren fejlekspedition, der var blevet berigtiget. Skatterådet bekræftede, at fejloverførslen hverken udgjorde en hævning uden tilbagebetalingspligt efter ligningslovens § 16 E eller en maskeret udlodning efter ligningslovens § 16 A.

Spørger var en person, der ejede et selskab. I forbindelse med godkendelsen af årsregnskabet for regnskabsåret 2023 blev det besluttet at udlodde et ordinært udbytte på 15.150.000 kr. Ved en fejl overførte spørger imidlertid en del af det ordinære udbytte, 15.000.000 kr., til sin private bankkonto før indeholdelse af udbytteskat og ikke udbyttet efter indeholdelse af udbytteskat, som var 10.950.000 kr. Der blev derfor overført 4.050.000 kr. for meget til spørgers private bankkonto. Fejloverførslen blev dog hurtigt opdaget og rettet, og beløbet på 4.050.000 kr. blev tilbageført til selskabets bankkonto førstkommende bankdag, som var tre dage senere på grund af weekend. Det var Skatterådets opfattelse, at generalforsamlingsreferatet utvivlsomt måtte forstås som en vedtagelse af et udbytte på i alt 15.150.000 kr., der ved en klar fejl ikke var blevet ekspederet korrekt, og at der således var tale om en ren fejlekspedition, der blev berigtiget. Skatterådet bekræftede derfor, at overførslen af 4.050.000 kr. til spørgers private bankkonto ikke var omfattet af ligningslovens § 16 E om aktionærlån eller ligningslovens § 16 A om udbytte.

Sagen drejede sig om overdragelse af anparter med succession fra spørger til spørgers børn efter reglerne i aktieavancebeskatningslovens § 34. I den forbindelse blev der spurgt til indregning og klassifikation af konkrete selskabers aktiver i forhold til pengetankbrøken i aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 1, nr. 3, jf. stk. 6.

I spørgsmål 1 blev der spurgt til grunde og bygninger, der bl.a. blev anvendt til aktivitetscenter, samt til grunde og bygninger, der var under opførsel og som skulle sælges til tredjemand. Skatterådet bekræftede, at de til selskabet hørende grunde og bygninger efter en konkret vurdering ikke skulle betragtes som passiv kapitalanbringelse i en pengetankberegning efter aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 1, nr. 3, jf. stk. 6. Skatterådet lagde vægt på, at de til selskabet hørende grunde og bygninger ikke omfattede sommerboliger, der blev udlejet, mens selskabet var ejer af sommerboligerne.

I spørgsmål 2 og 3 blev der spurgt til positive værdier af renteswaps, der var indgået med det formål at afdække risikoen ved finansieringen af de ejendomme, der var ejet af koncernen. Skatterådet bekræftede, at den forholdsmæssige andel af de til koncernen hørende positive værdier af renteswaps, der kunne fordeles til ejendomme, der ikke udgjorde passiv kapitalanbringelse, efter en konkret vurdering ikke skulle betragtes som passiv kapitalanbringelse i en pengetankberegning efter aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 1, nr. 3, jf. stk. 6.

Skatterådet havde ikke taget stilling til øvrige betingelser, der i henhold til aktieavancebeskatningslovens § 34 skulle være opfyldt for, at der kunne ske overdragelse af spørgers anparter til spørgers børn med succession. Skatterådet havde heller ikke taget stilling til værdiansættelsen af de pågældende anparter eller øvrige konkrete aktiver.

Sagen angik, om Skattestyrelsen havde været berettiget til hos klageren at opkræve 159.936 kr. i øl- og vinafgift for varer, som var indkøbt i Tyskland. I forbindelse med nogle indkøb i H1s grænsehandelsbutikker i Tyskland blev anvendt et X-kort, som var tilknyttet klagerens X-konto (H1s fordelsprogram). Landsskatteretten fandt, at der ikke alene ved registreringerne på X-kontoen og imod klagerens oplysninger om sit varekøb, fandtes at være en formodning for, at klageren havde indkøbt og indført afgiftspligtige varer svarende til det registrerede og i mængder, der oversteg, hvad der kunne anses for at være til klagerens eget brug. Der blev navnlig lagt vægt på, at kortet kunne anvendes af andre end den person, det var udstedt til, og at der ikke forelå oplysninger i øvrigt, der støttede, at det var klageren, der rent faktisk havde foretaget samtlige de registrerede køb. For så vidt angik varer, der var forudbestilt af klageren, fandt Landsskatteretten dog, at der efter registreringerne på X-kortet sammenholdt med oplysningerne om forudbestillinger, som kunne knyttes til klageren, var skabt en formodning for, at klageren havde foretaget disse indkøb. Klageren var ikke fremkommet med oplysninger, der kunne afkræfte denne formodning. Under hensyn til at den indførte mængde øl på mellem 594 liter og 918 liter væsentligt oversteg den vejledende mængde, som afgiftsfrit kunne indføres til eget brug, påhvilede det klageren at godtgøre, at de forudbestilte varer var til eget brug. Dette fandtes ikke godtgjort. For en del af perioden var forhøjelserne foretaget ud over den ordinære frist i skatteforvaltningslovens § 31, stk. 1. Landsskatteretten fandt, at klageren havde handlet mindst groft uagtsomt ved ikke at have betalt afgift af den usædvanligt store mængde afgiftspligtige varer, der kontinuerligt var indført til Danmark. Endvidere ansås fristerne i skatteforvaltningslovens § 32, stk. 2, for overholdt. (Dissens)

Sagerne angik ansættelsen af ejendomsværdien for en ejendom pr. 1 oktober 2014 og 1. oktober 2016.

Retten fandt, at det efter de foreliggende oplysninger var godtgjort af ejendomsejeren, at det udøvede skøn for vurderingen pr. 1. oktober 2016 var åbenbart urimeligt. Retten lagde herved navnlig vægt på den salgspris der var opnået for ejendommen i november 2018 sammenholdt med de foreliggende oplysninger om lejeforhold i ejendommen, som retten lagde til grund var usikre i hvert fald et par år forud for salget.

Ansættelsen af ejendomsværdien pr. 1. oktober 2016 blev derfor hjemvist til Vurderingsstyrelsen, mens vurderingsmyndighedernes ansættelse af ejendomsværdien pr. 1. oktober 2014 blev stadfæstet.

Sagen angik, om det var med rette, at Skattestyrelsen alene havde imødekommet foreningens ansøgning om kompensation for købsmoms med samlet 10.682.901 kr. for kalenderåret 2022, herunder om foreningen var berettiget til kompensation for købsmoms af udgifter til bespisning af foreningens frivillige og ansatte i forbindelse med X samt berettiget til kompensation af købsmoms af udlæg, hvor fakturaen var udstedt til andre end foreningen. Landsskatteretten bemærkede, at i henhold til § 1, stk. 1, i bekendtgørelse om momskompensation til velgørende foreninger m.v. kunne foreningen ansøge om delvis kompensation for udgifter til købsmoms i forbindelse med dens momsfri almenvelgørende aktiviteter. Dette måtte forstås således, at udgifterne skulle have en tilknytning til foreningens momsfri almenvelgørende aktiviteter, og at udgifter af privat karakter ikke var omfattet. Endvidere måtte det påhvile den, der ansøgte om momskompensation, at godtgøre, at betingelserne for kompensation var opfyldt. De afholdte udgifter til bespisning af foreningens ansatte og frivillige ansås ikke for at være afholdt til foreningens momsfri almenvelgørende aktiviteter, henset til udgifternes private karakter. Ud fra sagens oplysninger fandt Landsskatteretten det endvidere ikke i tilstrækkelig grad godtgjort, at de omhandlede udlæg dækkede over udgifter, der var afholdt til foreningens momsfri almenvelgørende aktiviteter. På denne baggrund fandt Landsskatteretten, at det var med rette, at Skattestyrelsen havde nedsat foreningens kompensation af købsmoms af udgifter på fakturaer, der var udstedt til andre end foreningen. Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse.

Skattestyrelsen havde nedsat selskabets afgiftsgodtgørelse for elafgift vedrørende elektricitet anvendt til rumvarme og komfortkøling for perioden 1. august 2007 til og med 31. juli 2014. Nedsættelsen af godtgørelsen var foretaget ekstraordinært efter skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 3, da Skattestyrelsen anså selskabet for at have handlet groft uagtsomt. Landsskatteretten fandt, at selskabet havde handlet mindst groft uagtsomt og bevirket, at godtgørelsen for elafgift var fastsat på et urigtigt grundlag, jf. skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 3. Retten lagde bl.a. vægt på, at selskabet aktivt havde valgt at angive og få godtgørelse for hele selskabets elektricitetsforbrug, uanset at selskabet måtte have været vidende om og faktisk havde kunnet konstatere, at en del af forbruget blev anvendt til såkaldte varmetæpper og køleanlæg i selskabets butikker. Selskabet havde samtidig haft en klar anledning til at forholde sig til, at det ikke var korrekt at angive det samlede forbrug som godtgørelsesberettiget forbrug, da det uden videre og direkte af loven fremgik, at der ikke kunne opnås godtgørelse for forbrug vedrørende rumvarme og komfortkøling. Selskabet havde således angivet og modtaget afgiftsgodtgørelse vedrørende elektricitet anvendt til varmetæpper og køleanlæg i en række af dets butikker over flere år uden at sikre sig, at selskabet var berettiget til det, selvom det måtte have eller burde have stået selskabet klart, at selskabet ikke kunne opnå godtgørelse for elafgift af hele selskabets elektricitetsforbrug. Da fristerne efter skatteforvaltningslovens § 32, stk. 2, for varsling af og afgørelse om nedsættelsen også var iagttaget, var afgørelsen derfor foretaget rettidigt. Landsskatteretten kunne endvidere tiltræde den beløbsmæssige opgørelse og stadfæstede herefter Skattestyrelsens afgørelse.

Spørger har igennem XX år erhvervet specialbiler til sin bilsamling. Spørger ønsker nu at sælge en del af sin samling af specialbiler til et af Spørger ejet kapitalselskab (under stiftelse).

Spørger ønsker bekræftet, om salget af bilerne er uden for momslovens anvendelsesområde, og om eventuelle gevinster vil være skattepligtige for Spørger.

Skatterådet kunne bekræfte, at engangssalget af en del af Spørgers bilsamling i det konkrete tilfælde kunne ske uden moms, da Spørger ikke var en afgiftspligtig person, jf. momslovens § 3, stk. 1. Der blev herved bl.a. henset til, at køretøjerne efter det oplyste var samlet over en periode på XX år, at bilerne ikke var indkøbt med henblik på videresalg, da der alene havde været enkeltstående salg af køretøjer, at Spørger ikke havde markedsført/annonceret bilerne, samt at mange af bilerne var indregistreret på nummerplader og anvendt til privat kørsel.

Skatterådet kunne ligeledes bekræfte, at de påtænkte salg ikke kunne anses for næring eller spekulation, hvorfor afståelsen ligeledes ville være skattefri i medfør af statsskattelovens § 5, stk. 1, litra a. Der var herved henset til, at der ikke havde været tale om systematisk køb/salg, at de lejlighedsvise salg primært har været i forbindelse med bytte af biler, at bilerne var indregistrerede og brugt privat, samt at udgangspunktet havde været at udvide den private samling.

Et selskab under stiftelse påtænker at købe og sælge brugte sportsvogne. Spørger ønskede i den forbindelse bekræftet om hvorvidt de påtænkte salg ville udgøre afgiftspligtig virksomhed og derfor skulle pålægges moms og om aktiviteten udgjorde erhvervsmæssig virksomhed i skattemæssig forstand.

Skatterådet kunne bekræfte, at den påtænkte virksomhed udgjorde selvstændig økonomisk virksomhed i momsmæssig forstand. Der blev herved henset til, virksomhedens omfang vil være af en vis størrelse, når der henses til køretøjernes karakter og værdi, at køretøjerne ikke ville blive anvendt til private formål, samt at der vil være aktiv markedsføring af køretøjerne via auktion og på hjemmeside m.v.

Skatterådet afviste at besvare om den påtænkte virksomhed udgjorde erhvervsmæssig virksomhed i skattemæssig forstand. Der blev herved henset til, at der ikke forelå tilstrækkelige oplysninger såsom budgetter mv. for med den fornødne sikkerhed at kunne besvare, om den påtænkte virksomhed udgjorde erhvervsmæssig virksomhed.

Toldstyrelsen har gennemført 11 stikprøvekontroller mod fly, der er landet i Københavns Lufthavn. Her fangede de bl.a. massevis af formodede kopivarer, kontanter, våben og narkotika.

Siden ’Aftale om grøn omstilling af vejtransporten’ i 2020 er elbilen gået fra at være nærmest usynlig på de danske veje til nu at udgøre over 300.000 personbiler i Danmark. Skatteministeren vil fremtidssikre udviklingen.

Siden ’Aftale om grøn omstilling af vejtransporten’ i 2020 er elbilen gået fra at være nærmest usynlig på de danske veje til nu at udgøre over 300.000 personbiler i Danmark. Skatteministeren vil fremtidssikre udviklingen.

Sagen angik, om en fonds udbetalinger af honorarer i form af kryptovalutaen Dai til bestyrelsesmedlemmer var arbejdsmarkedsbidragspligtige. Landsskatteretten fandt, at bestyrelsesmedlemmernes indkomst fra fonden var bidragspligtigt efter arbejdsmarkedsbidragslovens § 2, stk. 1, nr. 2, idet bestyrelsen modtog vederlag for deres arbejde som bestyrelsesmedlemmer. Det forhold, at fondens bestyrelsesmedlemmer modtog deres vederlag i form af kryptovalutaen Dai, ændrede ikke på, at de modtog et vederlag for deres arbejde for bestyrelsen, som var omfattet af arbejdsmarkedsbidragslovens § 2, stk. 1, nr. 2, idet kryptovalutaen Dai var et betalingsmiddel, der kunne sidestilles med penge i relation til arbejdsmarkedsbidragslovens regler, når der hensås til aktivets omsættelighed, samt at den var knyttet op på en gængs valuta. Landsskatteretten stadfæstede derfor Skatterådets bindende svar.

Den 22. april 2022 blev et skøde vedrørende overdragelse af en ejerlejlighed tinglyst med selskab A som sælger og selskab B som køber. Købesummen udgjorde 5.250.000 kr. Med henvisning til, at selskab C, og ikke selskab B, var rette køber, blev der den 4. august 2022 tinglyst et nyt skøde vedrørende overdragelse af ejerlejligheden med selskab B som sælger og selskab C som køber. Købesummen udgjorde 5.250.000 kr. Der var betalt tinglysningsafgift på 33.250 kr. af hvert de to skøder. Sagen angik, om tinglysningsafgiften af det ene skøde kunne godtgøres i medfør af tinglysningsafgiftslovens § 23. Landsskatteretten fandt, at der ikke kunne ydes godtgørelse i medfør af § 23, stk. 1, nr. 1 og nr. 2, idet der ikke var sket aflysning af et tinglyst ejerskifte, hvorved ejendomsretten var gået tilbage til den oprindelige ejer. Endvidere fandt Landsskatteretten, at godtgørelse heller ikke kunne ydes i medfør af § 23, stk. 1, nr. 5 og nr. 6, idet adkomstændringen ikke angik en fejlagtig identifikation af ejendommen. Da der var tale om videreoverdragelse af ejerlejligheden, og da tinglysningsafgiftslovens bestemmelser om godtgørelse var udtømmende, fandt Landsskatteretten, at der ikke var hjemmel til den ansøgte godtgørelse. Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse.

Skattemyndighederne kommer bilbranchen i møde med en ny adgang til nypriser på brugte biler. Fremover vil flere få adgang til data, som indgår i beregningen af afgiften på brugte biler.

Skattemyndighederne kommer bilbranchen i møde med en ny adgang til nypriser på brugte biler. Fremover vil flere få adgang til data, som indgår i beregningen af afgiften på brugte biler.