Sagen angik, om der kunne ske isoleret bevisoptagelse i medfør af retsplejelovens § 343 i form af afhøringer af en part og tre vidner til brug for en sag, der verserede ved Skatteankestyrelsen.
Skatteyderen gjorde med henvisning til Skatteankestyrelsens sagsbehandlingstid gældende, at det var nødvendigt at sikre bevis, idet forholdene lå 7 år tilbage i tid, og idet det ene af de tre vidner stod foran en udstationering til Kina. Herudover blev det gjort gældende, at afhøringerne ville være procesbesparende, idet de ville sikre det materielt rigtige resultat hurtigst muligt.
Byretten (SKM2018.332.BR) afslog anmodningen om isoleret bevisoptagelse.
Byretten henviste i den forbindelse til, at der gælder en særlig procesform for sagers behandling ved Skatteankestyrelsen, og at der ikke er hjemmel i skatteforvaltningsloven til at indhente vidneforklaringer optaget efter retsplejelovens regler om isoleret bevisoptagelse i sådanne sager.
Landsretten stadfæstede byrettens kendelse med begrundelsen om, at der ikke er hjemmel til, at indhente forklaringer gennem isoleret bevisoptagelse ved domstolene, under en administrativ klagesagsbehandling ved Skatteankestyrelsen.
Skatteforvaltningslovens § 47
Retsplejelovens § 343
Den Juridiske Vejledning 2018-1 A.A.11.1.3
Tidligere instans: Byrettens kendelse af 9, maj 2018, SKM2018.332.BR
Parter
A
(v/advokat Christian Bachmann)
mod
SKAT
(v/Kammeradv. v/adv. Sune Riisgaard)
Afsagt af landsdommerne
Karen Hald, Ulla Staal og Jacob Chr. Jørgensen (kst.)
Sagens oplysning
Ved kendelse af 9. maj 2018 har Retten i Svendborg (sag BS-9194/2018-SVE) (SKM2018.332.BR) bestemt, at As begæring om afhøring af sig selv, IM, NP og statsautoriseret revisor WN ikke tages til følge.
A har ved kæreskrift af 23. maj 2018 kæret afgørelsen med påstand om, at hans anmodning om isoleret bevisoptagelse i medfør af retsplejelovens § 343 i form af parts- og vidneafhøring af de ovennævnte personer til brug for en verserende sag ved Skatteankestyrelsen tages til følge.
SKAT har i kæresvarskrift af 6. juni 2018 påstået stadfæstelse. Byretten har henholdt sig til afgørelsen.
Landsretten afsagde
K e n d e l s e:
Der er ikke hjemmel til at indhente forklaringer gennem isoleret bevisoptagelse ved domstolene under en administrativ klagesagsbehandling ved Skatteankestyrelsen. Landsretten tiltræder derfor byrettens afgørelse.
T h i b e s t e m m e s:
Byrettens kendelse stadfæstes.
A skal i sagsomkostninger for landsretten inden 14 dage til SKAT betale 2.500 kr. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.
Fradrag for havdage – Norsk erhvervsfisker med bopæl i Danmark
Forhøjelse af fondens skattepligtige indkomst - Formålet er ikke almennyttigt eller almenvelgørende - Nægtet fradrag for uddelinger og hensættelser til almennyttige uddelinger samt hensættelse til konsolidering af fondskapitalen
Arbejdsudleje eller entreprise – Håndværkere
Forhøjelse af et selskabs momstilsvar - Salg af to ejendomme anset for momspligtigt
Køb og salg af biler – erhvervsmæssig virksomhed – økonomisk virksomhed