Efter en samlet afvejning af kriterierne i cirkulæret om personskatteloven var der tale om personligt arbejde i et tjenesteforhold, og et selskab kunne derfor ikke være rette indkomstmodtager af vederlaget for dette arbejde, selv om kontrakten om arbejdets udførelse var indgået med selskabet. (Dissens).

Sagen drejede sig om erstatnings- og regreskrav rejst mod sælgeren og købers bank i forbindelse med salg af et overskudsselsskab. Sælger blev dømt til at betale 505.623 kroner i erstatning til konkursboet, mens købers bank blev frifundet, da banken på grundlag af de foreliggende oplysninger ikke havde eller burde have haft kendskab til, hvad dens formidling af betalinger i denne sag dækkede over.

Skønsmæssig indkomstforhøjelse af frisør, hvis regnskabsgrundlag fandtes tilsidesætteligt på grund af mangler ved kassebogføringen, var foretaget på baggrund af dels en varekøbsrevision og dels frisørens bestillingsbog. Landsretten tiltrådte anvendelsen af bestillingsbogen, selv om denne ikke var en del af regnskabsgrundlaget. Skatteministeriet frifundet, selv om nogle behandlinger sandsynligvis var medregnet i skattemyndighedernes beregninger to gange.

Højesteret stadfæstede landsrettens dom, hvorved Skatteminsteriet blev frifundet for en påstand om, at arbejdsgiveren ikke hæftede for manglende betaling af A-skatter.

En kartoffelcentral G-P og dettes direktør A samt andelsselskabet D, der var blevet likvideret i 1992, anlagde sag mod Skatteministeriet S med påstand om for G-P og A's vedkommende, at deres likvidationsprovenuer ikke skulle beskattes i medfør af den dagældende § 2b, stk. 1, i aktieavancebeskatningsloven, og for D's vedkommende, at beskatning skulle ske efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2, og ikke efter stk. 1, nr. 4, som Landsskatterettens flertal havde bestemt. Ligningsrådet havde den 16. juli 1991 afgivet en bindende forhåndsbesked om, at D, der tidligere havde været omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 4, efter afhændelsen af virksomheden i 1990 og ændringen af vedtægter fremover måtte anses for omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 2. Landsretten afviste sagen for så vidt angik D, da selskabet var blevet endeligt opløst ved likvidationen i 1992, som ikke senere var blevet genoptaget, hvorfor selskabet ikke havde partsevne. Der var enighed om, at det beløb, der var blevet udbetalt til A i forbindelse med likvidationen måtte anses for yderligere arbejdsvederlag, og derfor underkastet almindelig indkomstbeskatning. For G-P's vedkommende gav flertallet G-P medhold i, at likvidationsprovenuet ikke var omfattet af bestemmelsen i aktieavancebeskatningslovens § 2 b, stk. 1, mens mindretallet ville give Skatteministeriet medhold i, at skattepligten efter SEL § 1, stk. 1, nr. 4, ikke var ophørt, og at Skatteministeriet ikke var bundet af den bindende forhåndsbesked.

A var blevet kæreste med en bror til K. For at hjælpe A stillede K et værelse på 6,45 kvadratmeter til rådighed for A og hendes datter på syv år. Værelset var adskilt fra et andet værelse med en skydedør. Det badeværelse, som A havde adgang til, delte hun med K og hans familie, og for at komme til badeværelset skulle A passere gennem K's soveværelse. K lejede værelser ud i kælderen, og disse værelser havde eget tekøkken og adgang til toilet i kælderen. De lokale skattemyndigheder ansatte værdien af A's frie boligret til 12.000 kr. svarende til den objektive udlejningsværdi af et klubværelse andre steder i byen. Skatteministeriet blev dømt til at anerkende, at skønnet over værdien af opholdsretten var åbenbart urimeligt, og sagen blev hjemvist til fornyet behandling ved ligningsmyndighederne.

R var i 1991 blevet ansat som direktør i selskab D. Der blev oprettet en direktørkontrakt. I forbindelse med R's tiltræden blev det aftalt, at R fik forkøbsret til selskabets aktier. I forbindelse med tilbagekøb af R's køberet fik R udbetalt 3 mio. kr. i 1993. Dette beløb anså skattemyndighederne som et lønaccessorium, hvorimod R gjorde gældende, at der var tale om en skattefri værdistigning efter statsskattelovens § 5, stk. 1, litra a, idet køberetten ikke var erhvervet i spekulationsøjemed eller med henblik på videresalg. Skatteministeriet blev frifundet under den af R anlagte sag, idet landsretten fandt, at ordningen trådte i stedet for et ansættelsesvilkår om f.eks. tantieme, og den økonomiske fordel havde herefter en sådan forbindelse med hans ansættelsesforhold, at der var tale om indkomst efter § 4, litra c.

Tidligere sagsanlæg, der blev afvist grundet udeblivelse fra forberedende retsmøde, havde ikke fristafbrydende eller - suspenderende virkning. Nyt sagsanlæg efter søgsmålsfristens udløb blev derfor afvist.

Afslag på dispensation efter den tidligere gældende bestemmelse i aktieavancebeskatningslovens § 2 b, stk. 5, ved tilbagesalg af andelsbeviser i indkøbsforeninger. På baggrund af bestemmelsens ordlyd samt formål og fast administrativ praksis fandtes der ikke at være grundlag for anfægte de meddelte afslag.

Skatteministeriet har anket Landsskatterettens kendelse i en sag om en lystbådehavns udlejning af bådeplads

En finansiel koncern skulle ikke medregne resultatandele vedrørende anparter i behold til omsætningen i forbindelse med beregningen af koncernens delvise fradragsprocent efter momslovens § 38, stk. 1. Da den finansielle aktivitet ikke ansås for koncernens hovedaktivitet, skulle lønsumsafgiften beregnes efter hovedreglen i lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 1.

I en situation, hvor et selskab ikke havde adresse på hovedanpartshaverens bopæl, og hvor det måtte lægges til grund, at bilen ikke havde stået på hovedanpartshaverens bopæl uden for arbejdstid, skulle hovedanpartshaveren ikke dokumentere, at selskabets bil ikke havde stået til rådighed for privat kørsel.

Told-og Skattestyrelsen har udsendt meddelelse om kurser og effektiv forrentning til brug for kursansættelse af private pantebreve pr.1/1 2001. Meddelelsen indeholder endvidere kurstabeller vedrørende 1. kvartal 2001, som skal anvendes ved kontantomregning af overdragelsessummer på private pantebreve m.v.

Told- og Skattestyrelsen frifundet i sag om godskrivning af A-skat.

Vestre Landsret fandt ikke tilstrækkeligt grundlag for at afskære rekvirenten fra at oplyse skønsmændene om den pris, nogle aktier var blevet solgt for den 7. januar 2000, uanset det udmeldte syn og skøn vedrørte værdiansættelse af aktierne pr. 30 september 1994.

A/S, der var eneanpartshaver i datterselskab, og direktøren i ApS'et, blev dømt til at betale Told- og Skattestyrelsen 849.763 kroner, idet de fandtes at have pådraget sig erstatningsansvar overfor Told- og Skattestyrelsen ved at foretage dispositioner, der indebar, at det nu opløste ApS blev ude af stand til at betale selskabets skattetilsvar.

Landsretten fandt, at sagsøgers revisor havde overholdt 3-års fristen i dagældende skattestyrelseslovs § 4, stk. 1 omkring begæring om genoptagelse. Landsretten fandt endvidere, at Q-by Kommunes ændrede bedømmelse af en sag omkring en anpartshaver i sagsøger ikke kunne afvises at kunne få betydning for sagsøgers skatteansættelse, hvorfor betingelserne for genoptagelse fandtes opfyldt.

Konsulent, der i 1990 begyndte at yde konsulentbistand til organisationsarbejde på topplan, havde ikke krav på tilbagebetaling af ambi, da det havde formodningen for sig, at kendte omkostninger indgik i prisdannelsen og ikke blev båret af den, der leverede en ydelse, medmindre dette var uundgåeligt, f.eks. på grund af stærk priskonkurrence.

Pantefogedudlæg for restskat stadfæstet, da skyldnerens indsigelser ikke kunne tages til følge.

En række gældsforhold var oprettet mellem personer og selskaber med nært interessefællesskab. Under hensyn hertil samt under hensyn til lånearrangementernes usædvanelige karakter måtte der stilles strenge krav til beviset for realiteten af renteforpligtelserne. I mangel af dokumentation fandt landsretten det ikke bevist, at indbetalinger til en række selskaber og en fond var sket med sagsøgernes private midler, hvorfor rentefradrag blev nægtet. Bogført tab ved salg af anparter til interesseforbundet selskab heller ikke anset for reelt.

To anpartsselskaber ikke anset for at være i næring med indgåelse af lånefinansierede, spekulative obligations- og valutaterminsforretninger. Gevinst og tab på forretningerne skulle i overensstemmelse med realisationsprincippet opgøres hvert indkomstår for sig.

Højesteret ændrede landsrettens dom og tog sælgernes påstand om skattepligt efter reglerne om beskatning af avance ved salg af anparter til følge. Højesteret fandt ikke, at der ved gennemførelsen af handelen forelå en udlodning fra selskabet til sælgerne. Sælgerne var herefter ikke skattepligtige efter ligningslovens § 16 A, men efter reglerne om avance ved salg af anparter.

Højesteret stadfæstede landsrettens dom, hvorved Skatteministeriet blev frifundet for en påstand om fradragsret for underholdsforpligtelse (dissens for at give skatteyderen medhold). Højesterets flertal tiltrådte, at det ikke kunne anses for godtgjort, at skatteyderen i det pågældende indkomstår havde betalt 6.000 kr. til sin far i henhold til underholdsforpligtelsen. En dommer fandt, at det ved de foreliggende forklaringer og erklæringer var godtgjort, at skatteyderen havde betalt det pågældende beløb.