En kursusudbyder spurgte om de skattemæssige konsekvenser for henholdsvis deltagere, undervisere og kursusledelse i forbindelse med disses deltagelse/tilstedeværelse ved et kursus i skatteret, der skulle afholdes på Malta. Videre blev der spurgt om besvarelsen af disse spørgsmål ville ændres, hvis kursusdeltagerne medtog ledsagere.
Ligningsrådet fandt, at kurset skattemæssigt kunne accepteres, dog under den forudsætning, at deltagerne enkeltvis opfyldte betingelsen om at kurset skal være fagligt relevant og ikke må have karakter af videreuddannelse.
For så vidt angik underviserne og kursusledelsen svarede Ligningsrådet, at undervisning på/deltagelse i kurset ikke ville have skattemæssige konsekvenser, hvis underviserne på normal vis modtog honorar/løn for den tid de var til rådighed.
Endelig svarede Ligningsrådet, at i det omfang eventuelle ledsagere personligt afholdt rejse- og opholdsudgifter ville deres deltagelse ikke have skattemæssige konsekvenser for kursisterne.