Et selskab påtænkte at refundere rejseudgiften, hvis en udstationeret medarbejderes ægtefælle ønskede at besøge medarbejderen i arbejdslandet. Selskabet ville ikke refundere ægtefællens rejseomkostninger udover, hvad omkostningerne til medarbejderens hjemrejse ville afstedkomme. Ligningsrådet fandt, at en sådan refusion af rejseudgifter til en medarbejders ægtefælle var at anse for et skattepligtigt personalegode for medarbejderen. Rådet fandt herved, at der var tale om et gode af privat karakter og som ægtefællen ikke ville have fradrag for, da formålet med rejsen var at besøge den udstationerede ægtefælle.

I forbindelse med overdragelse af en beboelsesejendom fra far til datter ville faderen forbeholde sig en livsvarig bopælsret. Værdien af bopælsretten - aftægten- skulle indgå som en del af købesummen for ejendommen. Ligningsrådet tiltrådte, at aftægten i den forbindelse blev opgjort ved kapitalisering i h.t. bekendtgørelse nr. 1068 af 18.11.97 om fastsættelse af værdien af brugs-, rente-, eller indtægtsnydelser ved beregning af arve- og gaveafgift. Ligningsrådet fastslog endvidere, at aftægtsydelsen var omfattet af ligningslovens § 12 B, således at beskatning af henholdsvis fradrag for aftægtsydelsen var udskudt til det tidspunkt, hvor summen af de akkumulerede ydelser oversteg den kapitaliserede værdi på aftaletidspunktet. Selvom datteren ikke havde fradrag for ydelsen før på det tidspunkt, hvor saldoen blev negativ, skulle hun fra aftaletidspunktet årligt medregne en nettolejeindtægt i medfør af statsskattelovens § 4 b.

Et indsamlet beløb, til en kræftsyg kvinde, blev af Ligningsrådet anset for omfattet af skattefrihedsbestemmelsen i ligningslovens § 7, litra a. Det indsamlede beløb skulle anvendes til hospitalsbehandling i Tyskland.

Et indsamlet beløb, til en idrætsudøver, der var blevet handicappet, blev af Ligningsrådet anset for omfattet af skattefrihedsbestemmelsen i ligningslovens § 7, litra a.

Ved forrentning af aktiver i forbindelse med opgørelsen af goodwill skal likvide midler som alt overvejende hovedregel holdes uden for, idet der ikke er tale om investeret kapital. Forespørgeren fik medhold i, at der ved beregning af goodwill efter TS-cirkulære 2000-10 skal korrigeres for likvide midler, idet virksomhedens beholdning af likvide midler ikke siger noget om virksomhedens evne til at oparbejde goodwill.

En kursusudbyder spurgte om de skattemæssige konsekvenser for henholdsvis deltagere, undervisere og kursusledelse i forbindelse med disses deltagelse/tilstedeværelse ved et kursus i skatteret, der skulle afholdes på Malta. Videre blev der spurgt om besvarelsen af disse spørgsmål ville ændres, hvis kursusdeltagerne medtog ledsagere.

Ligningsrådet fandt, at kurset skattemæssigt kunne accepteres, dog under den forudsætning, at deltagerne enkeltvis opfyldte betingelsen om at kurset skal være fagligt relevant og ikke må have karakter af videreuddannelse.

For så vidt angik underviserne og kursusledelsen svarede Ligningsrådet, at undervisning på/deltagelse i kurset ikke ville have skattemæssige konsekvenser, hvis underviserne på normal vis modtog honorar/løn for den tid de var til rådighed.

Endelig svarede Ligningsrådet, at i det omfang eventuelle ledsagere personligt afholdt rejse- og opholdsudgifter ville deres deltagelse ikke have skattemæssige konsekvenser for kursisterne.

Højesteret ændrede landsrettens dom og tog Skatteministeriets påstand til følge. Den omstændighed, at akkorden har virkning som et retsforlig kunne ikke i sig selv føre til, at en fordringshaver, der havde anmeldt en fordring og tiltrådt akkordforslaget, efterfølgende var afskåret fra at gøre yderligere fordringer fra tiden før akkorden gældende. Skattemyndighederne havde ikke givet et bindende afkald på at gøre fordringen gældende, idet en sådan virkning måtte forudsætte, at fordringshaveren kendte eller burde kende fordringen, og at skyldneren havde føje til at opfatte fordringshaverens undladelse som et afkald på fordringen. Selskabets ledelse og tilsynet under betalingsstandsningen havde ikke grundlag for at antage, at skattemyndighederne endeligt havde godkendt selskabets selvangivelse. Skatteministeriet var derfor ikke afskåret fra efterfølgende at træffe afgørelse om forhøjelse af selskabets skattepligtige indkomst og fremsætte krav om betaling af selskabsskat.

Økonomichef, der som led i sin ansættelse i en fiskerivirksomhed havde indgået kommercielle valutaterminsforretninger til afdækning af valutakursrisici, ikke anset for næringsdrivende med spekulative valutaterminsforretninger og obligationshandel, da han ikke havde nogen egentlig professionel tilknytning til det finansielle marked. Uden betydning, at den stedlige told- og skatteregion tidligere havde anset fiskerivirksomheden for næringsdrivende. (Stadfæstelse af TfS 1999.127V)

Fastlæggelse af ejertiden.

Departementet har på forespørgsel udtalt, at aktieselskaber, som ejes fuldt ud af et livsforsikringsselskab, en pensionskasse eller en pensionsfond, og hvis indkomst efter bestemmelsen i selskabsskattelovens § 3, stk. 10, anses for indtjent i samme indkomstår af livsforsikringsselskabet, pensionskassen eller pensionsfonden, ikke ophørsbeskattes efter lovens § 5.

Et ægtepars økonomiske forhold blev vurderet under ét, da de havde modtaget et samlet tilbud fra kreditorerne, Selskab X og Selskab Y. Ligningsrådet tiltrådte, at den delvise eftergivelse af ægteparrets gæld, der udgjorde 82,5 % af parrets samlede usikrede gæld, ikke skulle beskattes, jf. kursgevinstlovens § 24.

Sagen drejede sig om sælgerens hæftelsesansvar efter anpartsselskabslovens § 84, stk. 5 og køberbankens ansvar efter dansk rets almindelige erstatningsregel for sin bistand ved den selvfinansierede selskabshandel. Sælgerens pengeinstitut udstedte på sælgerens anmodning i forbindelse med salget af overskudsselskabet en check på overskudsselskabets midler på ca. kr. 30 mio. til køberens pengeinstitut med henblik på, at selskabsmidlerne skulle indsættes på køberens advokats klientkonto. Efter indbetalingen til denne klientkonto og den samtidige betaling fra klientkontoen af købesummen på ca. kr. 26 mio. viste kontoen en kreditsaldo på ca. kr. 8 mio. På denne baggrund fandt landsretten, at sælger havde stillet selskabets midler til rådighed for køberen i strid med den dagældende anpartsselskabslovs § 84, stk. 5. Køberens pengeinstitut burde under de foreliggende omstændigheder have vidst, at selskabet blev erhvervet for dets egne midler, hvorfor banken havde medvirket til overtrædelsen af anpartsselskabslovens § 84, stk. 2. Banken var derfor erstatningsansvarlig for skattevæsenets tab. Ved den indbyrdes fordeling af erstatningsbyrden fulgte landsretten principperne i UfR 2000.365 H (TH-dommen)

Hjemvisning af sag om regnskabsforkastelse og skønsmæssig indkomstforhøjelse, idet et enkelt indbosalg for et mindre beløb fandtes godtgjort, mens de øvrige påståede pengebevægelser i forbindelse med indbosalg og optagelse af private lån ikke fandtes godtgjort.

Ikke bibragt retsbeskyttet forventning ved myndighedernes passivitet over for det selvangivne. Omkostningbestemt lejeberetning kunne ikke alene anses for retningsgivende i forbindelse med skøn over udlejningsværdi, der efter ministeriets påstand blev fastsat i overensstemmelse med skønserklærings vurdering.

Retten fandt, at sagsøger ikke havde godtgjort tidligere at have betalt nogen del af det påstævnte beløb, der vedrørte told, importmoms, vinafgift og moms. Sagsøger skulle derfor betale Told- og Skattestyrelsen 5.324.285,48 kr. plus renter. Told- og Skattestyrelsens opkrævning af told, importmoms og vinafgift var sket på grundlag af sagsøgerens egne angivelser. Opkrævningen af moms var sket dels på grundlag af sagsøgerens egne angivelser dels på grundlag af foreløbige skønsmæssige fastsættelser.

Sagen drejede sig om, hvorvidt et privat motionscenter var berettiget til momsfritagelse. Landsretten fandt, at der ikke var hjemmel hertil i undervisningsbestemmelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 3. Da skatteministeriet havde taget bekræftende til genmæle for så vidt angår den del af sagsøgers påstand, der vedrørte momsfritagelse i medfør af den tidligere udgave af sportsbestemmelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 5, er der afsagt dom i overensstemmelse hermed, således at sagsøger har krav på momsfritagelse, indtil ændringen af sportsbestemmelsen trådte i kraft den 24. marts 2000.

Selskabet blev nægtet ret til fradrag for tab på debitorer i 4 tilfælde, idet selskabet ikke havde godtgjort at være kreditor i henhold til det første lån, da det andet lån var indfriet, da det ikke var dokumenteret, at debitor vedrørende det tredje lån var insolvent, og da det ikke var dokumenteret, at det fjerde lån var tabt i det skatteår, som selskabet ønskede fradrag i.

S1-4 solgte i december 1993 et overskudsselskab. I forbindelse med overdragelsen blev samtlige selskabets midler udbetalt direkte til køberens konto, hvorfra købesummen samtidig var blevet hævet og overført til S1-4. Landsretten lagde til grund, at beslutningen om at udbetale selskabets midler var truffet på sælgersiden, hvorfor S1-4 havde pådraget sig ansvar efter aktieselskabslovens § 115, stk. 5, uagtet, at det ikke var muligt at fastlægge præcist hvem på sælgersiden, der havde truffet den ulovlige disposition om at udbetale samtlige selskabets midler til køberen.

Nedsivningsanlæg ikke anset for etableret efter "kommunal tilladelse". Ikke fundet grundlag for at afvige spildevandsafgiftslovens § 8, stk. 2, nr. 1's klare ordlyd, hvorefter det er en betingelse for bestemmelsens anvendelse, at nedsivning sker efter "kommunal tilladelse".

Fradrag for tab på løntilgodehavende ikke anerkendt, da tabet ikke kunne anses for konstateret i det pågældende indkomstår. Fradrag for renter ikke godkendt, da det ikke var godtgjort, at der var sket betaling af renter. Fradrag for rejseudgifter ikke anerkendt, da sagsøgeren ikke havde modtaget løn for udført arbejde, og da det heller ikke var bevist, at han på anden måde var blevet honoreret for arbejdet.

Når skatteyderen er direktør i og reel ejer af arbejdsgiverselskabet, må der kræves sikker dokumentation for, at skatteyderen selv og ikke arbejdsgiveren har afholdt udgifter til kost og logi, førend der kan gives standardfradrag. Bevisbyrden ikke løftet.

Da betingelserne for udsættelse af en konkursbegæring i henhold til konkurslovens § 24, stk. 1, var opfyldt, blev skifterettens kendelse om afsigelse af konkursdekret ophævet, således at sagen blev hjemvist til fortsat behandling med henblik på fastsættelse af en frist for udsættelsen.

Bank B var blevet sagsøgt af et konkursbo efter et overskudsselskab sammen med sælgerne med påstand om betaling af det tab, som selskabet og dermed skattevæsenet havde lidt ved, at selskabet var blevet tømt for midler. B adciterede bl.a. køberselskabet I og et selskab i koncernen I2, der havde fået del i overskudsselskabets midler og S, der havde været direktør i det købende selskab. Det tømte selskabs konkursbo indgik forlig med sælgerne og B. Under sagen skulle der herefter alene tages stilling til forholdet mellem B, I1 og I2 og S. I1 og I2 afgav ikke svarskrift, men i et påstandsdokument påstod selskaberne sagen afvist, idet kravene mod selskaberne, der nu var erklæret konkurs, skulle anmeldes i boerne i overensstemmelse med reglerne i konkurslovens kap. 16. Afvisningspåstanden blev ikke taget til følge, da praktiske og processuelle hensyn taler for, at alle krav, der rejses i forbindelse med et salg af et overskudsselskab, behandles under ét. Den omstændighed, at sagen nu i øvrigt var forligt, kunne ikke medføre, at sagerne mod I1 og I2 skulle henvises. Da overskudsselskabet var erhvervet for egne midler i strid med forbudet om selvfinansiering i den dagældende anpartsselskabslovs § 84, stk. 2, blev B's krav om friholdelse taget til følge.

Dokumenter fra to banker vedr. ydelse af lån måtte anses for tilbud i stempellovens forstand, og dokumenterne var derfor ikke stempelpligtige.

Et investerings- og moderniseringstilskud, der var ydet af et benzinselskab vedrørende et benzinanlæg, ansås for et skattepligtigt driftstilskud.