Landsretten fastslog, at boafgiftslovens § 29, stk. 2, hvorefter der i gaveafgiften kan fratrækkes tinglysningsafgift, som gavemodtager eller gavegiver har betalt af gaveandelen i forbindelse med ejendomsoverdragelse, skal fortolkes således, at fradragsretten alene finder anvendelse på tilfælde, hvor gavemodtageren som gave får overdraget en ejendom eller en del heraf. Gavemodtager, der som gave havde modtaget en ideel andel af en virksomhed med tilhørende ejendomme i form af kommanditandele, kunne derfor ikke, ved beregningen af gaveafgiften, fratrække den tinglysningsafgift, som var blevet betalt for tinglysningen af kommanditselskabets adkomst til en række ejendomme, som det havde fået overdraget fra gavegiverne. Der var endvidere ikke godtgjort en fast administrativ praksis for fradragsret for tinglysningsafgift. Landsretten frifandt herefter Skatteministeriet.

Da der ikke pr. 1. januar 2022 var frastykket mere end 40 % af ejendommens samlede grundareal, var betingelserne i ejendomsbeskatningslovens § 37 A for at ansætte et foreløbigt beregningsgrundlag efter samme lovs § 27, stk. 3, ikke opfyldt. Landsskatteretten lagde vægt på, at det afgørende for bedømmelsen måtte være den matrikulære gennemførelse af frastykningen, og at de omhandlede ændringer af grundarealet først blev anmeldt til tinglysning den 28. marts 2022, og at registreringsmeddelelsen var dateret den 31. marts 2022. Landsskatteretten stadfæstede derfor Vurderingsstyrelsens afgørelse

Sagen angik, om et selskab var indeholdelsespligtig af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag af vederlag udbetalt til Y1-nationalitet arbejdere i forbindelse med arbejde udført for selskabet, og om selskabet var ansvarlig over for det offentlige for den manglede indeholdelse heraf. Spørgsmålet i sagen var nærmere, om de Y1-nationalitet arbejdere var lønmodtagere eller drev selvstændig erhvervsvirksomhed ved udførelsen af det omhandlede arbejde for selskabet. 

Med henvisning til UfR 1996.1027 H, UfR 2008.861 H og UfR 2023.1141 H udtalte retten, at afgrænsningen mellem lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende inden for skattelovgivningens område skal ske efter de kriterier, som er angivet i pkt. B. 3.1.1. i Cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 om personskatteloven.

Retten tiltrådte Landsskatterettens samlede vurdering, hvorefter de Y1-nationalitet arbejdere stod i et lønmodtagerforhold til selskabet i forbindelse med udførelsen af arbejde for selskabet. Selskabet var derfor forpligtet til at indeholde A-skat og AM-bidrag af arbejdernes vederlag. 

Retten fandt endvidere, at selskabet ikke havde godtgjort, at der ikke var udvist forsømmelighed ved ikke at indeholde A-skat og AM-bidrag. Selskabet hæftede derfor for den manglende indeholdelse heraf. 

Landsretten tillod, at en skattepligtig kunne stille spørgsmål til en skønsmand om nogle skønnede vedligeholdelsesudgifter, selvom Skatteministeriet havde anført, at bevisbyrden alene kunne løftes ved dokumentation for udgiftsafholdelsen. Landsretten henviste bl.a. til, at der fremgår af retsplejelovens § 197, at der skal være en friere adgang for parterne til at stille spørgsmål til skønsmanden, således at det i stedet overlades til retten efterfølgende at vurdere både spørgsmål og svar, herunder relevansen af spørgsmålene.

A, der er new zealandsk og australsk statsborger, har boet med sin ægtefælle i Australien siden 1998 afbrudt af ophold i Danmark i knapt et år i 2014 og ca. et år i 2018. Spørger har sammen med sin ægtefælle siden 2006 drevet virksomhed i Australien. Virksomheden omfatter tre fysiske forretninger, en netbutik og den har 30 ansatte. Spørger og ægtefællen har sat virksomheden til salg og vil efter salget have status af "pensionist" uden job og i den forbindelse vedvarende opholde sig i henholdsvis Australien og i Danmark i ca. halvdelen af året. Spørger og ægtefællen vil leve af provenu fra salg af virksomheden, som delvist vil blive indskudt på australske pensionsordninger. Spørger og ægtefællen vil have fast bolig til rådighed i begge lande. I Australien har Spørger og ægtefællen to hjemmeboende børn på henholdsvis 17 og 18 år.

Rækkefølgen af forrangskriterierne i artikel 4, stk. 3, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Australien (DBO’en) afviger fra OECDs modeloverenskomst, da sædvanligt ophold går forud for de stærkeste personlige og økonomiske forbindelse, og da artiklen ikke indeholder kriteriet om statsborgerskab.

Skatterådet bekræfter, at det skattemæssige hjemsted for Spørger vil være i Australien i henhold til DBO’ens artikel 4, stk. 3. Skatterådet finder, at Spørger ud fra en samlet konkret vurdering har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser til Australien, jf. DBO’ens artikel 4, stk. 3, litra c. Skatterådet lægger vægt på, at det fremtidige indkomstgrundlag stammer fra Australien, og at Spørger har sine hjemmeboende børn i Australien.

A, der er dansk og australsk statsborger, har boet med sin ægtefælle i Australien siden 1998 afbrudt af ophold i Danmark i knapt et år i 2014 og ca. et år i 2018. Spørger har sammen med sin ægtefælle siden 2006 drevet virksomhed i Australien. Virksomheden omfatter tre fysiske forretninger, en netbutik og den har 30 ansatte. Spørger og ægtefællen har sat virksomheden til salg og vil efter salget have status af "pensionist" uden job og i den forbindelse vedvarende opholde sig i henholdsvis Australien og i Danmark i ca. halvdelen af året. Spørger og ægtefællen vil leve af provenu fra salg af virksomheden, som delvist vil blive indskudt på australske pensionsordninger. Spørger og ægtefællen vil have fast bolig til rådighed i begge lande. I Australien har Spørger og ægtefællen to hjemmeboende børn på henholdsvis 17 og 18 år. I Danmark har Spørger sin far og en søster.

Rækkefølgen af forrangskriterierne i artikel 4, stk. 3, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Australien (DBO’en) afviger fra OECDs modeloverenskomst, da sædvanligt ophold går forud for de stærkeste personlige og økonomiske forbindelse, og da artiklen ikke indeholder kriteriet om statsborgerskab.

Skatterådet bekræfter, at det skattemæssige hjemsted for Spørger vil være i Australien i henhold til DBO’ens artikel 4, stk. 3. Skatterådet finder, at Spørger ud fra en samlet konkret vurdering har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser til Australien, jf. DBO’ens artikel 4, stk. 3, litra c. Skatterådet lægger vægt på, at det fremtidige indkomstgrundlag stammer fra Australien, og at Spørger har sine hjemmeboende børn i Australien.

Der afsættes yderligere 6,9 millioner kroner til styrkelse af behandlingsindsatsen mod spilafhængighed i 2025.

Borgere og virksomheder kan benytte selvbetjening eller få hjælp ved bilforhandlere og synsvirksomheder, når Motorstyrelsen lukker sine fire motorekspeditioner.

Skattestyrelsens digitale stopklodser har siden 2020 hjulpet selvstændigt erhvervsdrivende med at selvangive korrekt og forhindret forkerte indtastninger i knap 1.500 sager.

Sagen angik, om en forening var berettiget i henhold til skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 2, til at anmode om genoptagelse af ejendomsvurderingerne for 2010 og 2011 i henhold til skatteforvaltningslovens § 33, stk. 3, jf. stk. 1, for ejendommen Adresse Y1, som foreningens ejendom var udstykket fra, når foreningen ikke var ejer heraf. For så vidt angik vurderingen pr. 1. oktober 2010, fandt Landsskatteretten, at foreningen havde en interesse i vurderingen for ejendommen Adresse Y1, men at denne interesse alene var afledet og ikke tilstrækkelig væsentlig til, at foreningen var klageberettiget i forhold til vurderingen for ejendommen Adresse Y1, idet kun en del af den forudgående vurdering for ejendommen Adresse Y1, nemlig basisåret, blev anvendt i forbindelse med omberegningen for foreningens ejendom. Med hensyn til vurderingen pr. 1. oktober 2011 fandt Landsskatteretten ligeledes, at foreningen ikke var klageberettiget, da foreningen hverken havde direkte, retlig interesse eller afledet interesse i resultatet af den påklagede vurdering pr. 1. oktober 2011 for ejendommen Adresse Y1. Som følge af den manglende klageberettigelse var foreningen ikke berettiget til at anmode om genoptagelse af den pågældende vurdering, jf. skatteforvaltningslovens § 33, stk. 3. Landsskatteretten stadfæstede derfor Vurderingsstyrelsens afgørelse om afvisning af at behandle anmodningen om genoptagelse af vurderingen pr. 1. oktober 2010 og 2011 for ejendommen Adresse Y1.

Sagen drejede sig bl.a. om, hvilket basisår der skulle anvendes i forbindelse med en omberegning af grundværdien efter vurderingslovens § 33, stk. 16, såfremt der ifølge skatteforvaltningens interne systemer var sket fejl ved beregning af skatteloftet for en tidligere udstykningsejendom. Den påklagede ejendom opstod i 2018 ved udstykning fra Adresse Y2, som opstod i 2014 ved udstykning fra Adresse Y3. Af skatteforvaltningens interne systemer fremgik, at der ved grundskatteloftsansættelsen i 2010 for Adresse Y3 var anvendt et forkert basisår. Fejlen medførte, at det udgående basisår var 2010 i stedet for 2001, som var basisåret i perioden forinden.

Ifølge oplysningerne i skatteforvaltningens interne systemer var der foretaget en omberegning af grundværdien for Adresse Y3 i både 2011 og 2013. Efter Adresse Y2 opstod ved udstykning fra Adresse Y3, var der foretaget en omberegning af grundværdien for Adresse Y2 i 2014 og 2016. Der var endvidere foretaget en omberegning af grundværdien for den påklagede ejendom i 2018 i forbindelse med, at ejendommen opstod som ny ejendom. I perioden 2011-2019 viste grundskatteloftberegningerne, at de aktuelle grundværdier for alle tre ejendomme havde været lavere end det beregnede skatteloft, hvorfor ejendomsskatterne i perioden var pålignet på baggrund af de aktuelle grundværdier. Som følge heraf var der løbende dannet nyt skatteloft i henhold til § 1, stk. 2, i lov om kommunal ejendomsskat. I 2019 var skattegrundlaget for den påklagede ejendom således den aktuelle grundværdi pr. 1. oktober 2019. Idet skatteloftet og dermed ejendommenes basisår løbende var ændret som følge af, at de aktuelle grundværdier havde været lavere end skatteloftet, kunne det ikke entydigt fastslås, om basisåret for ejendommene var forblevet 2001 i perioden frem til 2019, hvis ikke de konstaterede fejl i skatteloftet forelå. Det kunne således ikke fastslås, om ejendommenes basisår under andre omstændigheder ville være ændret som følge af ændrede faktiske eller retlige forhold mellem vurderingerne, herunder hvilke udgående basisår Adresse Y3, Adresse Y2 og den påklagede ejendom ville have haft i henholdsvis 2014, 2017 og 2019. En sådan konstatering ville forudsætte en efterprøvelse af samtlige vurderinger og omvurderinger af de førnævnte ejendomme i perioden 2010-2019, hvilket faldt uden for prøvelsen i klagesagen.

Under disse omstændigheder fandt Landsskatteretten, at basisåret for den påklagede ejendom skulle findes ved aflæsning af det seneste år, hvor grundværdien efter fradrag for forbedringer og reduktion for fritagelser for grundskyld udgjorde den afgiftspligtige grundværdi for ejendommen, jf. lov om kommunal ejendomsskat § 1, stk. 2, nr. 1. Landsskatteretten fandt derfor, at omberegningen af grundværdien for den påklagede ejendom skulle foretages med basisår 2019. Landsskatteretten stadfæstede herefter denne del af den påklagede afgørelse.

Efter selskabsskattelovens § 31 E kunne selskaber ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst medregne underskud i datterselskaber, der var hjemmehørende i EU-lande. Det var efter bestemmelsen en betingelse, at underskuddet var endeligt, og underskuddet skulle opgøres efter danske regler. Ved underskud skulle efter lovmotiverne forstås det akkumulerede underskud på det tidspunkt, hvor betingelsen om, at underskuddet skulle være endeligt var opfyldt. Et selskab havde anmodet Skatterådet om bindende svar på, hvorvidt selskabet i medfør af selskabsskattelovens § 31 ville have ret til fradrag for underskud i et tysk datterselskab. Skatterådet havde fundet, at selskabet ikke kunne medregne den del af underskuddet i det tyske datterselskab på 2 mio. EUR, som datterselskabet i 2015 og 2016 havde modregnet ved nogle gældskonverteringer, der var skattepligtige efter de tyske skatteregler. Da det skulle afgøres efter danske regler, om underskuddet var endeligt, og da gældkonverteringerne ikke var skattepligtige efter danske regler, gjorde selskabet gældende at være berettiget til at fratrække underskuddet i forbindelse med, at datterselskabet ophørte ved en grænseoverskridende fusion med selskabet. Efter den nævnte modregning af datterselskabets underskud i de i Tyskland skattepligtige gældskonverteringer på 2 mio. EUR tiltrådte Landsskatteretten, at denne del af underskuddet ikke var en del af datterselskabets akkumulerede underskud, jf. selskabsskattelovens § 31 E, stk. 1, 1. pkt. Derfor var denne del af underskuddet i datterselskabet ikke omfattet af muligheden for at kunne medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i selskabet. Selskabets synspunkt om, at gældskonverteringerne i Tyskland ikke ville være skattepligtige bedømt efter danske skatteregler, hvorfor underskuddet i datterselskabet fortsat eksisterede, var i strid med retsgrundlaget, det vil sige selskabsskattelovens § 31 E og EU-retten, og ville indebære, at underskuddet skattemæssigt blev fratrukket i såvel datterselskabets som moderselskabets skattepligtige indkomster. Herefter, og da det, selskabet i øvrigt havde anført, ikke kunne føre til et andet resultat, stadfæstede Landsskatteretten Skatterådets omhandlede bindende svar. Landsskatteretten afviste med henvisning til skatteforvaltningslovens § 24, stk. 3, selskabets klage over et andet spørgsmål, som Skatterådet havde afvist i henhold til skatteforvaltningslovens § 24, stk. 2.

Efter selskabsskattelovens § 31 E kunne selskaber ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst medregne underskud i udenlandske faste driftssteder, der var hjemmehørende i EU/EØS-lande. Det var efter bestemmelsen en betingelse, at underskuddet var endeligt, hvilket skulle fastlægges på grundlag af reglerne i det land, hvor det faste driftssted var beliggende. Aktiviteten i et selskabs norske filial var ultimo 2019 overdraget til et nystiftet norsk koncernselskab, hvorefter den norske filial var afregistreret pr. 31. december 2019. Selskabet bad Skatterådet om bindende svar på, om selskabet for indkomståret 2019 eller 2023 havde fradragsret for underskud i selskabets norske filial. Landsskatteretten anførte, at der efter en norsk koncernregel var mulighed for, at underskuddet i den norske filial kunne have været overført til det nystiftede norske datterselskab og videreført af dette selskab til modregning i fremtidig positiv indkomst. Selskabet havde valgt ikke at anvende denne mulighed, idet der ikke var udsigt til, at underskuddet kunne modregnes i positiv indkomst i det norske datterselskab, og selskabet ønskede, at det akkumulerede underskud i den norske filial skulle modregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i selskabet, hvor der i indkomståret 2019 var positiv skattepligtig indkomst. Selskabet havde derfor ikke godtgjort, at det hverken i tidligere indkomstår, det pågældende indkomstår eller senere indkomstår havde været eller ville være muligt at anvende underskuddet efter reglerne i Norge, hvorfor der ikke forelå et endeligt underskud. Når det ikke var godtgjort, at der forelå et endeligt underskud, var det ikke i strid med EU-retten som uproportionalt at udelukke selskabet fra at fratrække den norske filials underskud i overskud i Danmark, jf. Marks & Spencer, præmis 56. Dette gjaldt for både 2019 og 2023. Det forhold, at der ikke var udsigt til positiv indkomst i Norge, kunne ikke føre til et andet resultat, idet det alene var afgørende, om de norske regler muliggjorde en udnyttelse af underskuddet i Norge. Landsskatteretten stadfæstede Skatterådets bindende svar.

Spørger var etableret i et ikke-EU-land og havde udviklet en API-integrationssoftware, hvorigennem der leveredes markedsføringsydelser. Spørger havde købt licens til tredjemands finansielle mobilapplikation, med henblik på installation af API-funktionaliteten, hvorved en markedsføringsplatform kunne skabes. Spørger solgte adgang til markedsføringsplatformen til tredjemands forretningskunder, som derigennem kunne reklamere for varer og ydelser overfor tredjemands privatkunder af mobilapp’en.

Skatterådet bekræftede, at Spørger ved salg af adgang til markedsføringsplatformen, ikke skulle anses som formidler af de konkrete leverancer, der blev foretaget som følge af den markedsføring forretningerne udøvede i APP’en. De enkelte forretninger forestod selv levering af varer og ydelser til kunderne, ligesom de også fastsatte de vilkår og betingelser, der var gældende for leverancerne. Forretningerne fastsatte også betingelser for gennemførelse af salg og accept af betaling. Det gjorde ikke nogen forskel for denne vurdering, om det der leveredes via markedsføringsplatformen, var en vare eller en ydelse, idet formidlerbegrebet i momssystemdirektivets artikel 14a og artikel 28 var et fællesskabsretligt begreb, der skulle forstås ens uanset hvilken sammenhæng det indgik i.

Spørger skulle dermed ikke anses for selv at have modtaget og leveret de pågældende varer og ydelser.

Skatterådet kunne endvidere bekræfte, at når Spørger leverede adgang til markedsførings-platformen (API-ydelsen) til danske forretningskunder, som var etableret i Danmark, var leveringsstedet for denne ydelse i Danmark. API-ydelsen var dermed momspligtig i Danmark. Leverancen var omfattet af den omvendte betalingspligt i momslovens § 46, stk. 1, nr. 3, idet Spørger ikke var etableret i Danmark. Det var dermed Spørgers danske forretningskunder, der bliver betalingspligtige for moms af denne leverance.

Spørger var et elektronisk pengeinstitut og var etableret i et EU-land. Spørgers ydelser i form af betalingstjenester blev leveret via en mobilapplikation. Spørger gav licens til, at tredjemand kunne installere en API-integrationssoftware, som gav Spørgers forretningskunder mulighed for at reklamere for varer og ydelser i App’en overfor Spørgers privatkunder.

Skatterådet bekræftede, at Spørger ikke skulle anses som formidler af de konkrete leverancer, som forretningernes markedsføring førte til, selv om Spørger ejede App’en inklusive markedsføringsplatformen og sendte kundedata til forretningerne. Det gjorde ikke nogen forskel for denne vurdering, om det der leveredes via markedsføringsplatformen, var en vare eller en ydelse, idet formidlerbegrebet i momssystemdirektivets artikel 14a og artikel 28 var et fællesskabsretligt begreb, der skulle forstås ens uanset hvilken sammenhæng det indgik i.

Skatterådet kunne endvidere bekræfte, at Spørger ikke skulle betale moms i Danmark ved salg af licens til tredjemand, der havde etableret sin økonomiske virksomhed i et ikke-EU-land.

En mand blev i Københavns Lufthavn taget med over 250.000 kroner samt over 6.000 euro i bagagen. Han er nu sigtet for hvidvask. Skatteminister Rasmus Stoklund glæder sig over fundet.

Skatteminister Rasmus Stoklund er glad for, at flere tusind cigaretter blev fundet og pålagt de rette afgifter efter skibskontroller i Hanstholm og i Aalborg.

Skatterådet bekræftede, at Finansieringsselskabet og den bagvedliggende investor Foreningen - som begge var bagvedliggende i forhold til en truststruktur, hjemhørende i Sydkorea - blev anset som retmæssige ejere af udbyttet, og ikke var skattepligtige efter selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c, såfremt udbytte blev udloddet på den kommende ordinære generalforsamling.

Spørger har som følge af kryptohandelsplatformen Mt. Gox’ konkurs mistet nogle BTC.

Spørger ønsker bekræftet at Spørger skal beskattes af Spørgers fortjeneste ved udbetalingen af dividende fra boet, og at Spørger har fradrag for værdien af de BTC, som Spørger har mistet i forbindelse med konkursen.

Spørger gør i den forbindelse gældende at idet udskrifterne fra Mt. Gox dokumenterer, at Spørger har haft en gevinst opgjort ud fra Spørger oprindelige købssum, og idet Spørger kun får en lille andel af sit faktiske krav på BTC tilbage, er det Spørgers opfattelse, at Spørgers tab skal opgøres til værdien på tidspunktet hvor kravet er endeligt gjort op.

Skatterådet kan bekræfte, at Spørger skal beskattes af gevinsten på afståelses-/udbetalings-tidspunktet. Der er herved henset til, at erhvervelsen af de pågældende BTC tilbage i 2013, må anses som foretaget i spekulationsøjemed og at Spørger i forbindelse med udbetalingen fra konkursboet, har anmodet om at få de til ham tilhørende BTC udbetalt i officiel valuta.

Skatterådet kan ikke bekræfte, at Spørger har fradrag for værdien af de tabte BTC. Der er herved henset til, at der kun kan opnås et tabsfradrag efter statsskatteloven, når tabet sker som følge af en handel, eller hvis tabet kan sidestilles med et handelstab. Da de resterende BTC ikke er handlet, er der ikke tabsfradrag efter spekulationsbestemmelsen.

Skatterådet kunne bekræfte, at tre af spørgers fire poser ikke var afgiftspligtig efter emballageafgiftslovens § 2 a. Med hensyn til den fjerde pose fandt Skatterådet, at der ikke kunne gives bindende svar på posen, da den af Spørger indsendte pose ikke var den, som Spørger ønskede bindende svar på.

Spørgers pose 1 var fremstillet af vævet polyester taft materiale (170T) med en materialekvalitet på 60-70 gram/m2. Pose 2 og 3 er begge lamineret og fremstillet af henholdsvis R-pet materiale med en kvalitet på 140 gram/m2 og PP Woven materiale med en kvalitet på 120 gram/m2.

Pose 1-3 havde en robusthed der gjorde dem egnet til almindelig og langvarig, gentagen brug på samme vis som bærenet og tasker mv.

Anmodningen vedrørte et konsortium, hvor 3 deltagere investerede ligeligt i et kommanditselskab med henblik et ejendomsprojekt, hvori en række separate ejendomme blev udskilt. Den enkelte ejendom var ejet af et specifikt underliggende kommanditselskab og var således indirekte ejet af konsortiet. Aftalegrundlaget for det øverste kommanditselskab var usædvanligt, idet kommanditistanparterne i kraft af såkaldte "aktieklasser" eller "tracking shares" både indebar en aftale om fordeling af det løbende overskud og en aftale om skattemæssigt ejerskab og økonomisk ejerskab til afkast knyttet til aktiver og passiver (og skattemæssige afskrivninger).

Skatterådet kunne bekræfte i spørgsmål 1, at der ikke skete omkvalifikation efter selskabsskattelovens § 2 C, såfremt Selskab X anså Spørger og/eller PropCo K/S som et selskab efter X-landske skatteregler.

Skatterådet kunne bekræfte i spørgsmål 2, at parternes aftale kunne anerkendes skattemæssigt, så de hver i kraft af aktieklasserne skattemæssigt blev stillet som om de havde investeret direkte i et specifikt underliggende ejendomskommanditselskab og ikke faktisk havde investeret via det øverste kommanditselskab.

Skatterådet kunne bekræfte i spørgsmål 3, at svarene på spørgsmål 1 og 2 ikke ændrede sig, hvis Selskab X overdrog sin ejerandel i Spørger til et 100% dansk ejet datterselskab inden etableringen af de respektive HoldCo ApS’er.

Skatterådet kunne bekræfte i spørgsmål 4, at det skattepligtige afkast for Selskab Z, der blev opgjort efter PAL § 14, blev opgjort som ændringen i markedsværdien (lagerprincippet, jf. PAL § 14, stk. 2) af de af Selskab Z ejede aktieklasser i Spørger samt udlodninger, der blev udbetalt til Selskab Z som ejer af sådanne aktieklasser i Spørger, under forudsætning af, at den pågældende deltager, som oplyst af Spørger, ikke opnåede et sådant økonomisk og skattemæssigt ejerskab på mere end 50%.

Skattestyrelsen nedlagde påstand om afvisning af rekvirentens begæring om isoleret bevisoptagelse vedrørende sædvanlige bruttoavanceprocenter og kontantsalg for en række restauranter drevet gennem rekvirentens selskab.

Retten fandt ikke, at det på forhånd kunne afvises, at bevisoptagelse var uden betydning for den bagvedliggende skattesag og fastsatte herefter frist for Skattestyrelsens bemærkninger til rekvirentens udkast til skønstema indeholdende rekvirentens spørgsmål.