Sagen angik uberettiget refusion af udbytteskat for ca. 320 mio. kr. og endte ved Retten i Glostrup med en dom på 6 års fængsel og rettighedsfrakendelse.
Sagsforløbet var således, at tiltalte forud for dommen i Danmark i den danske straffesag blev idømt 4 års fængsel i Belgien i en belgisk sag, som blev anket. Efter, at der var afsagt dom i Belgien i første instans, blev han idømt 6 års fængsel i Danmark i den danske sag.
Tiltalte anmodede dog, efter at han blev dømt i Belgien, Retten i Glostrup om, at sagen blev stillet i bero indtil straffesagen i Belgien var endelig afgjort i forbindelse med anken, jf. retsplejelovens § 879, således at straffen i den danske sag kunne udmåles efter principperne i straffelovens § 89 som en tillægsstraf.
Dette afviste byretten, der altså i stedet idømte tiltalte en straf på 6 års fængsel. Tiltalte ankede ved domsafsigelsen dommen med påstand om afvisning, subsidiært frifindelse.
Efter at der var afsagt dom i den danske sag frafaldt tiltalte anken i den belgiske sag, der således var endelig.
Herefter frafaldt han bevisanken i den danske sag, der herefter alene vedrørte spørgsmålet om sanktionen, som af landsretten blev udmålt som en tillægsstraf til den belgiske dom efter grundsætningen i straffelovens § 89. Straffen blev fastsat til fængsel i 3 år og 6 måneder samt rettighedsfrakendelse.
Landsretten fandt også, at ændringen i straffen var en forandring til tiltaltes fordel, der ikke kunne anses for at være uvæsentlig, hvorfor statskassen i medfør af retsplejelovens § 1008, stk. 3, skulle betale sagens omkostninger for landsretten, jf. herved U2018.445/2H.
Der var dog langt fra enighed om, hvad der skulle betales i salær til forsvareren i sagen. Landsretten fastsatte salæret til 78.000 kr. med tillæg af moms, hvilket skal sammenholdes med, at sagen blev forhandlet over 4 ½ retsdage samt yderligere forberedelsestid på 5 timer.
Forsvareren havde derimod anmodet om, at der blev tilkendt salær for væsentligt flere timer, da forberedelsen havde været usædvanlig og særdeles omfattende. Advokaten havde til sagens forberedelse registreret 110 timer, og en advokatfuldmægtig, der havde bistået med forberedelsen, havde anvendt 92 timer, som der blev anmodet om salær for.
Der var således endog meget stor forskel i den forberedelsestid, som landsretten ville honorere og den forberedelsestid, som der blev anmodet om salær for.
Det fremgår af Procesbevillingsnævnets hjemmeside, at Procesbevillingsnævnet har meddelt tilladelse til at kære landsrettens beslutning om salær, der er truffet af Østre Landsret den 29. januar 2025 i S-371-24, til Højesteret.
Sagen viser, hvor store forskelle der ikke sjældent er mellem, hvad domstolene anser for et rimeligt salær, og hvad advokaterne anser for et rimeligt salær, og det bliver interessant at se, hvor Højesteret lægger niveauet og særligt, om Højesteret udtaler sig principielt om, hvilket arbejde forsvareren i sagen med rette kan forvente dækket af det offentlige.
Dette gælder særligt, da landsretten anførte, at landsretten ikke fandt grundlag for at honorere det arbejde, som forsvareren eller dennes medarbejder havde udført for den tiltalte i anledning af dennes straffesager og civile sager i udlandet.
Dommen i selve straffesagen er gengivet i U 2025.1522 Ø.
Tarifering af drivhuskonstruktioner ekskl. glas – forrentning af tilbagebetalte morarenter og rentegodtgørelser
Udstykkede ejendomme – omberegnede grundværdier – ikke grundlag for tilsidesættelse af skøn
Omkostningsgodtgørelse – hæftelse – konkurs
Højesteret: sag om beskatning af aktionærlån skulle ikke henvises til behandling i landsretten som 1. instans
Varetægtsfængsling indtil dom i ankesag var ikke disproportional