Spørgerne var deltagere i et britisk Limited Liability Partnership (Selskabet). Deltagerne bestod af både fysiske personer og selskaber, der alle var skattemæssigt hjemmehørende i Storbritannien. Det blev lagt uprøvet til grund, at selskabet var skattemæssigt transparent i henhold til skattereglerne i Danmark og Storbritannien.

Det påtænktes, at en medarbejder indtrådte som Group COO, partner (deltager) og medejer i Selskabet og at hun ville arbejde fra sit private hjem i Danmark enkelte dage om ugen. Spørgsmålet var herefter om medarbejderens hjemmekontor vil medføre, at der var begrænset skattepligt til Danmark som følge af reglerne om fast driftssted.

På baggrund af de fremlagte oplysninger og efter en konkret vurdering af de faktiske forhold og omstændigheder, bekræftede Skatterådet, at deltagerne i Selskabet ikke ville få fast driftssted i Danmark efter reglerne i henholdsvis selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra a og kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 4. Skatterådet lagde bl.a. vægt på, at medarbejderen, på trods af stillingsbetegnelsen som COO, ikke ville have ledelsesfunktioner i Selskabet eller ville blive tildelt autorisation til at kunne binde og tegne selskabet. Desuden blev der lagt vægt på, at medarbejderens ejerandel i selskabet ville være under 1 %.

Sagen angik et selskab, som over for Skatteministeriet havde nedlagt påstand om, at grundværdiansættelserne for en ejendom pr. 1. oktober 2014, 1. oktober 2016, 1. oktober 2018 og 1. oktober 2019 skulle hjemvises til fornyet behandling hos Vurderingsstyrelsen.

Retten fandt, at der skulle afsiges dom efter selskabets påstand henset til, at Skatteministeriet havde taget bekræftende til genmæle.

Sagen blev således hjemvist til fornyet behandling hos Vurderingsstyrelsen.

Ejerne af landets erhvervsejendomme har for nyligt fået en skatteopkrævning for 2025, hvor to vejledningsbilag mangler på grund af en teknisk fejl. De bliver nu eftersendt, og borgerne skal ikke gøre noget aktivt. Opkrævningen har betalingsfrist den 1. maj, og fejlen har ikke økonomisk betydning for de berørte ejere.

Cirka 50.000 virksomheder optog under coronapandemien rentefrie moms- og A-skattelån til en samlet værdi af 36,4 mia. kroner. 34,2 mia. kroner er tilbagebetalt ved udgangen af 2024, viser ny status fra Skattestyrelsen.

Sagen handlede om, hvorvidt et selskab var berettiget til at få sine skatteansættelser for 2015-2017 genoptaget ordinært, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, med henblik på at ændre den valgte opgørelsesmetode ved selvangivelsen. Selskabet havde ved selvangivelsen valgt at opgøre sin indkomst i henhold til produktionskriteriet, men ønskede at ændre opgørelsesmetode til retserhvervelsesprincippet. 

Det var ubestridt i sagen, at betingelserne for selvangivelsesomvalg i skatteforvaltningslovens § 30 ikke var opfyldt. 

Retten fandt, at reglen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, om, at der kan ske genoptagelse, hvis der fremlægges nye oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen af skatteansættelsen, i denne sag skal ses i lyset af særreglen om selvangivelsesomvalg i skatteforvaltningslovens § 30. Retten udtalte, at hvor et selvangivelsesomvalg ønskes foretaget via reglerne om genoptagelse, kan der kun ske genoptagelse, hvis valget af opgørelsesmetode hviler på en klar fejl. 

Retten fandt herefter, at det ikke beroede på en klar fejl, at selskabet valgte en opgørelsesmetode over en anden metode ved selvangivelsen. Det forhold, at den valgte opgørelsesmetode af likviditetsmæssige grunde viste sig at være uhensigtsmæssig, udgjorde ikke en klar fejl. 

Retten fandt på den baggrund, at der ikke var grundlag for ordinær genoptagelse af selskabets skatteansættelser efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2.  

Endelig fandt retten, at der ikke var grundlag for at hjemvise sagen til Skattestyrelsen, idet Landsskatteretten havde rettet op på Skattestyrelsens anvendelse af forkert retsgrundlag i sin afgørelse. 

Skatteministeriet blev derfor frifundet.

Sagen angik, om sagsøgeren i medfør af ligningslovens § 16 E var skattepligtig af hævninger foretaget i perioden fra den 14. august 2012 til den 30. juni 2015 i et selskab, som hun var eneejer af, på baggrund af selskabets oprindelige bogføring eller på baggrund af en korrigeret bogføring udarbejdet af sagsøgerens revisor til brug for skattesagen. 

Retten fandt, at selskabets oprindelige bogføring udgør selskabets og anpartshaverens oprindelige tilkendegivelse af, hvad en konkret disposition vedrører, og hvornår den har belastet selskabet og de enkelte bogføringskonti. Retten henviste til, at der er en formodning for, at den oprindelige bogføring er retvisende, og såfremt en anpartshaver efterfølgende vil fragå sin egen oprindelige bogføring, påhviler det anpartshaveren at godtgøre, at de hævninger, der er registreret på mellemregningskontoen, ikke er foretaget, og at den tidsmæssige placering af registreringerne ikke er korrekt. 

Retten fandt ikke, at det ved revisors forklaring og den korrigerede bogføring, der var udarbejdet til brug for skattesagen, var godtgjort, at selskabets oprindelige bogføring ikke afspejlede de underliggende faktiske forhold. 

Den omstændighed, at sagsøgeren muligvis kunne have indrettet sig anderledes og således, at der ikke løbende opstod lån i selskabet, samt en af sagsøgeren påberåbt retsvildfarelse om ligningslovens § 16 E, kunne ikke føre til andet resultat. 

Skatteministeriet blev på den baggrund frifundet. 

Når danskere køber varer og ydelser fra udenlandske netbutikker i EU, kontroller Skattestyrelsen, om butikkerne har betalt korrekt moms i Danmark. Nye tal viser, at i ni ud af ti tilfælde af kontrollerne har virksomhederne ikke afregnet korrekt moms i Danmark. Siden 2020 har det betydet, at der er udsendt opkrævninger for en kvart milliard kroner til udenlandske netbutikker.

Skattestyrelsen ophæver CIR nr 45 af 28/03/2000 (TSS nr 2000-09) og CIR nr 44 af 28/03/2000 (TSS nr 2000-10) vedr. værdiansættelse af unoterede aktier og goodwil med virkning fra, at den nye værdiansættelsesmodel i L 123 (Folketinget 2024/25) træder i kraft. Den nye værdiansættelsesmodel får virkning for værdiansættelser fra denne dato.

Under spørgsmål et ønskede spørger bekræftet, at han blev fuld skattepligtigt til Danmark 2. januar 2024. Skatterådet afviste at svare, da Skattestyrelsen 12. februar 2024 allerede havde truffet afgørelse om indtræden af spørgers fulde skattepligt til Danmark. 

Under spørgsmål to ønskede spørger afklaret, om kapitalandelene i H1 ved tilflytningen kunne opgøres til x kr. Skatterådet afviste at svare, da spørgsmålet ikke var tilstrækkeligt oplyst til at kunne vurdere den af spørger angivne værdiansættelse af andelene i H1.

Under spørgsmål tre ønskede spørger at overdrage 100 % af sine kapitalandele i H1 til et af ham nystiftet dansk anpartsselskab og modtage betaling i form af et gældsbrev, uden at denne betaling skulle beskattes som udbytte. Skatterådet bekræftede, at der ikke skulle ske udbyttebeskatning af betalingen til spørger. 

Sagen angik, om indsætninger på ca. 23,5 mio. kr. var skattepligtige for sagsøgeren. Det var ubestridt, at pengene var indsat på en bankkonto, og at der fra denne bankkonto var foretaget overførsler, som beløbsmæssigt nogenlunde svarede til indsætninger. Sagsøgeren gjorde gældende, at overførslerne i sagen var foretaget på vegne af medlemmer af en forening, og at medlemmerne havde anvendt foreningen til at overføre penge til deres pårørende i udlandet. 

Retten fandt, at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at aktiviteterne på kontoen blev foretaget på vegne af foreningen. Sagsøgeren havde ikke løftet bevisbyrden for, at indsætningerne ikke skulle medregnes i hans skattepligtige indkomst, idet der ikke forelå objektive beviser for, at pengene ikke var skattepligtige. 

Der var dobbeltjackpot, da Toldstyrelsen og deres hunde kontrollerede pakker fra en kurér og fangede ca. 10 kilo kokain, der var forsøgt camoufleret i chili-paste.

Det er ikke sjovt at se røde tal på årsopgørelsen. Derfor har Skattestyrelsen siden 2014 sendt automatiske forslag til nye forskudsopgørelser ud til borgerne. Indsatsen har betydet, at nøjagtigheden i borgernes skattebetalinger er steget betydeligt, og alene i 2023 sparede styrelsen skatteyderne for 6 milliarder kr. i restskat. Det svarer til, at borgerne i gennemsnit har undgået en restskat på ca. 18.000 kr.

Sagen angik, hvorvidt det var godtgjort, at betingelserne for at tilsidesætte grund- og ejendomsværdiansættelsen pr. 1. oktober 2012 for den omhandlede ejendom var opfyldt, jf. dagældende vurderingslovs § 6, jf. § 9, stk. 1, samt § 13, jf. § 6. Spørgsmålet var nærmere, om skatteyderen havde krav på yderligere nedslag i grundværdien som følge af forurening.

Landsskatteretten havde ved ansættelsen af grundværdien taget højde for forurening på ejendommen, og beregnet et skønsmæssigt nedslag herfor, bl.a. ved at anvende en omregningsfaktor. Retten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte Landsskatterettens skøn over omkostningerne ved oprensning af forurenet jord. I den forbindelse lagde retten vægt på, at anvendelsen af den af skatteyderen påberåbte omregningsfaktor ikke ville give et retvisende billede af de faktiske forhold, samt at forskellen på skønnet og den reelle bortkørte forurenede jord ikke afveg i en sådan grad, at det samlede skøn burde tilsidesættes.

Skatteyderen havde endvidere gjort gældende at være berettiget til et yderligere nedslag i grundværdien som følge af vilkår om særlige afværgeforanstaltninger i kommunens tilladelser i henhold til jordforureningslovens § 8. Retten fandt det ikke for godtgjort, at vilkårene i kommunens tilladelser udelukkende beroede på grundens beskaffenhed og ikke den ønskede bebyggelse på ejendommen. 

Retten fandt herefter ikke grundlag for at tilsidesætte skønnet vedrørende ejendommens grundværdi.

Da der var enighed om, at ejendomsværdien skulle ansættes til grundværdien fratrukket 3 mio. kr., fandt retten heller ikke grundlag for at tilsidesætte skønnet vedrørende ejendomsværdien.

Skatteministeriet blev derfor frifundet.

Spørger leverede forvaltningsydelser til en alternativ investeringsfond, der havde til formål at udøve kollektiv investering gennem opkøb, opførsel, udleje, drift og salg af fast ejendom i Danmark.

Fondens formue var placeret i et 100% ejet datterselskab, der havde investeret i et grundstykke, hvorpå der var opført sammenlagt x boliger fordelt på lejligheder og rækkehuse i fleretagers bygninger samt x parkeringspladser. Ejendommen var opdelt i ejerlejligheder, der alle blev anvendt til udlejning. Parkeringspladserne blev udlejet særskilt.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at Spørgers ydelser var omfattet af momsfritagelsen for forvaltning af investeringsforeninger i momslovens § 13, stk. 1 nr. 11, litra f., idet Skatterådet ud fra de afgivne oplysninger ikke fandt det godtgjort, at der var tilstrækkelig risikospredning.

Skatterådet bekræftede, at køb af markedsføring i form af "instore materialer" kunne holdes uden for den afgiftspligtige værdi. Det var dog en forudsætning, at der var tale om omkostninger til fysisk markedsføring til brug i butikkerne, hvori biocidmidlerne skulle sælges. Det var desuden en forudsætning, at omkostningerne ikke relaterede sig til biocidmidlernes emballage, da det fremgik af Den juridiske vejledning, at udgifter til emballage normalt skulle regnes med i afgiftsgrundlaget.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at omkostningerne til registrering af biocidmidlerne kunne holdes uden for afgiftsgrundlaget, da registreringerne var nødvendige for, at biocidmidlerne måtte sælges på det danske marked, og de derfor skulle ligestilles med omkostninger til fremstilling. Hertil kommer, at spørger i praksis ikke kunne fravælge, at leverandøren havde foretaget registreringerne. Det fremgik desuden af loven, at afgiftspligten var betinget af, at midlerne var godkendt efter danske regler eller EU-regler.  Registreringerne var således en forudsætning for, at biocidmidlerne var afgiftspligtige.

Spørger leverede forvaltningsydelser til en alternativ investeringsfond, der havde til formål at udøve kollektiv investering gennem opkøb, opførsel, udleje, drift og salg af fast ejendom i Danmark.

Fondens formue var placeret i et 100% ejet datterselskab, der havde investeret i et grundstykke, hvorpå der var opført x rækkehuse og et fælleshus. Rækkehusene blev anvendt til udlejning, og var opdelt i ejerlejligheder med henblik på senere individuelt frasalg.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at Spørgers ydelser var omfattet af momsfritagelsen for forvaltning af investeringsforeninger i momslovens § 13, stk. 1 nr. 11, litra f, idet fondens investering ikke kunne anses for at opfylde betingelsen om risikospredning.

Spørger var sammen med hendes børn flyttet til USA i starten af 2024 efter at have boet i Danmark i en årrække. Spørger havde under opholdet i USA udlejet sin bolig i Danmark.

Spørger var under opholdet i USA ansat på en midlertidig kontrakt på et universitet i USA, og samtidig ansat på deltid som professor ved et universitet i København. Arbejdet for det danske universitet foregik remote, dog med undtagelse af cirka 1 uge om året, hvor spørger arbejdede i Danmark.

Skatterådet kunne i henhold til dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og USA artikel 4, stk. 2, litra a, bekræfte, at spørger skal anses for at være skattemæssigt hjemmehørende i USA.

Skatterådet kunne også bekræfte, at USA ifølge artikel 15, stk. 1 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og USA havde beskatningsretten til den del af spørgers indkomst fra universitet i København, hvor arbejdet var udført i USA. Danmark havde beskatningsretten til den del af indkomsten, hvor arbejdet var udført i Danmark, da indkomsten blev udredt af en arbejdsgiver i Danmark jf. artikel 15, stk. 2 dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og USA.

Spørger leverede forvaltningsydelser til en alternativ investeringsfond, der havde til formål at udøve kollektiv investering gennem opkøb, opførsel, udleje, drift og salg af fast ejendom i Danmark.

Fondens formue var placeret i et 100% ejet datterselskab, der havde investeret i et lejlighedskompleks bestående af x ejerlejligheder, der blev anvendt til boligudlejning, men sat til salg i takt med at lejerne fraflyttede.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at Spørgers ydelser var omfattet af momsfritagelsen for forvaltning af investeringsforeninger i momslovens § 13, stk. 1 nr. 11, litra f, idet fondens investering ikke kunne anses for at opfylde betingelsen om risikospredning.

Spørger ønskede bekræftet, at Spørgers handel med GALA-tokens ikke skulle anses som spekulation, idet Spørger havde anskaffet de pågældende tokens for at anvende dem som betalingsmiddel. Spørger ønskede desuden bekræftet, at Spørgers vederlag i form af GALA-tokens for at stille serverkraft til rådighed for GALA-universet var skattefrit idet der efter Spørgers opfattelse ikke var tale om spekulation. Endeligt ønskede Spørger bekræftet, at Spørger havde fradrag for sine udgifter til at stille serverkraft til rådighed, samt at Spørger havde fradrag i sin spilgevinster for udgifter til indkøb af NFT’er.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at Spørgers handel med GALA-tokens var skattefrit. Skatterådet kunne derudover ikke bekræfte, at Spørgers tildeling af GALA-tokens for at stille serverkraft til rådighed for universet var skattefrit idet Skatterådet fandt, at der er tale om hobbyvirksomhed. Spørgers indkøb af NFT’er kunne ikke anses som indskud i spillet, hvorfor indkøbet ikke kunne fradrages i spilgevinsten, men udgifter til erhvervelsen og driften af at stille serverkraft til rådighed var fradragsberettiget i hobbyindkomsten.

Spørger leverede forvaltningsydelser til en alternativ investeringsfond, der havde til formål at udøve kollektiv investering gennem opkøb, opførsel, udleje, drift og salg af fast ejendom i Danmark.

Fondens formue var placeret i et 100% ejet datterselskab, der havde investeret i et byggeri under opførelse. Byggeriet bestod af x lejemål fordelt på bolig og erhverv. Ejendommen var opdelt i ejerlejligheder.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at Spørgers ydelser var omfattet af momsfritagelsen for forvaltning af investeringsforeninger i momslovens § 13, stk. 1 nr. 11, litra f, idet fondens investering ikke kunne anses for at opfylde betingelsen om risikospredning.

Sagen angik de afgiftsmæssige konsekvenser af anvendelsen af en afgiftsfritaget flextaxi til privat personbefordring i strid med betingelserne for afgiftsfritagelsen i henhold til registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 6.

Kørslen var foretaget til privat personbefordring udenfor arbejdstid af en ansat i et flextaxiselskab, der havde leaset køretøjet af en leasingvirksomhed, og som var registreret som bruger af køretøjet i motorregisteret.

Retten fandt, at der var indtrådt pligt til at betale afgift af køretøjet i medfør af registreringsafgiftslovens § 2, stk. 3, og at selskabet som bruger af køretøjet hæftede for afgiften i medfør af registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5.

Spørger leverede forvaltningsydelser til en alternativ investeringsfond, der havde til formål at udøve kollektiv investering gennem opkøb, opførsel, udleje, drift og salg af fast ejendom i Danmark.

Fondens formue var placeret i et 100% ejet datterselskab, der havde investeret i en fast ejendom, som blev bortforpagtet til anvendelse som hotel.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at Spørgers ydelser var omfattet af momsfritagelsen for forvaltning af investeringsforeninger i momslovens § 13, stk. 1 nr. 11, litra f, idet fondens investering ikke kunne anses for at opfylde betingelsen om risikospredning.