Retten fandt, at en række indsætninger på en skatteyders private bankkonto udgjorde indtægter fra skatteyderens uregistrerede virksomhed, og skatteyderen skulle derfor svare skat og moms af indsætningerne. Retten fandt det ikke godtgjort, at indsætningerne vedrørte udlæg, salg af privat indbo eller var fejloverførsler som ellers påstået af skatteyderen. 

Skatteministeriet blev derfor frifundet.

Sagen angik for indkomståret 2017, og for 2019 for den ene af skatteyderne, om skatteyderne havde ret til fradrag for renteudgifter, eller om fradragsretten var begrænset af reglerne om underskudsbegrænsning i personskattelovens § 13, stk. 7. Derudover var der også et spørgsmål om ekstraordinær genoptagelse af indkomståret 2015, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 2. 

Der var i sagen enighed om, at skatteyderne ikke drev erhvervsmæssig virksomhed i det omhandlede kommanditselskab, og spørgsmålet var derfor, om reglen kun gjaldt for erhvervsmæssig virksomhed i kommanditselskaber m.v.

Retten fandt, at den tidsmæssige betingelse for anvendelse af personskattelovens § 13, stk. 7, var opfyldt, jf. ikrafttrædelsesbestemmelsen i § 3 i lov nr. 682 af. 8. juni 2017 om ændring af personskatteloven og virksomhedsskatteloven, og udtalte, at ordlyden af personskattelovens § 13, stk. 7, er klar og utvetydig og ikke giver grundlag for en læsning, hvorefter reglen alene skulle omfatte underskud fra erhvervsvirksomhed.

Ud fra en læsning af bestemmelsens forarbejder bemærkede retten, at forarbejderne ikke giver grundlag for en forståelse af bestemmelsen, der går imod ordlyden. Retten tiltrådte derfor Landsskatterettens afgørelse, hvorefter personskattelovens § 13, stk. 7, finder anvendelse på al virksomhed i kommanditselskaber m.v., hvad enten virksomheden drives erhvervsmæssigt eller ej. Endvidere fandt retten, at der hverken efter bestemmelsens ordlyd eller dens forarbejder er grundlag for at udeholde bestemte udgiftsarter fra kildeartsbegrænsningen.

Retten tog derfor Skatteministeriets frifindelsespåstand til følge, da kildeartsbegrænsningen i personskattelovens § 13, stk. 7, fandt anvendelse på skatteydernes negative kapitalindkomst i 2017 og 2019. 

Da påstanden om ekstraordinær genoptagelse af indkomståret 2015 var støttet på et anbringende om rettens anerkendelse af, at skatteyderen havde rentefradragsret for betalte renteudgifter, tog retten også ministeriets frifindelsespåstand til følge for dette indkomstår. 

Sagen angik grundværdiansættelserne pr. 1. oktober 2020 for fire ejendomme. Landsskatteretten havde stadfæstet Vurderingsstyrelsens ansættelser af grundværdierne.

Retten fandt blandt andet med henvisning til Den juridiske vejledning, at der ved vurderingen af, hvor mange byggeretter, der skal lægges til grund ved ansættelse af grundværdierne, skal tages stilling til, om den faktiske bebyggelse udnytter mulighederne i lokalplanen.

Retten lagde til grund, at sagsøgeren ved at opføre 46 boliger havde udnyttet grundene så optimalt som muligt inden for lokalplanens rammer således, at der på arealerne er opført så mange huse, som muligt.

Retten bemærkede blandt andet, at lokalplanens bestemmelser for området ikke gav mulighed for at antage, at der på grundene var 130 byggeretter, som Landsskatteretten ellers havde lagt til grund, og fandt på den baggrund, at sagsøgeren havde godtgjort, at der var en sådan usikkerhed om, hvorvidt den foretagne vurdering ligger inden for det rimelige skøn, som tilkommer vurderingsmyndighederne.

Grundværdiansættelserne blev derfor hjemvist.

Spørger leverede forvaltningsydelser til en alternativ investeringsfond, der havde til formål at udøve kollektiv investering gennem opkøb, opførsel, udleje, drift og salg af fast ejendom i Danmark.

Fondens formue var placeret i to 100% ejede datterselskaber, der hver især havde investeret i en fast ejendom. De to faste ejendomme var beliggende ca. 8 km fra hinanden. Den ene ejendom indeholdt erhvervslejemål, almindelige boliglejemål og klubværelser. Den anden ejendom bestod af flere bygninger med et mindre antal erhvervslejemål samt udlejning af antennepladser til netværksselskaber. Ejendommen var under ombygning til blandet bolig og erhvervsformål.

Skatterådet fandt ikke, at fondens investeringer opfyldte betingelsen om, at fonden skal investere ud fra et princip om risikospredning.

Skatterådet kunne derfor ikke bekræfte, at Spørgers ydelser var omfattet af momsfritagelsen for forvaltning af investeringsforeninger i momslovens § 13, stk. 1 nr. 11, litra f.

Spørger leverede forvaltningsydelser til en alternativ investeringsfond, der havde til formål at udøve kollektiv investering gennem opkøb, opførsel, udleje, drift og salg af fast ejendom i Danmark.

Fondens formue var placeret i et 100% ejet datterselskab, der havde investeret i et grundareal, hvorpå der var opført to bygninger, der indeholdt boliglejemål, erhvervslejemål og parkeringskælder. Ejendommen var opdelt i ejerlejligheder.

Skatterådet fandt ikke, at fondens investeringer opfyldte betingelsen om, at fonden skal investere ud fra et princip om risikospredning.

Skatterådet kunne derfor ikke bekræfte, at Spørgers ydelser var omfattet af momsfritagelsen for forvaltning af investeringsforeninger i momslovens § 13, stk. 1 nr. 11, litra f.

Spørger leverede forvaltningsydelser til en alternativ investeringsfond, der havde til formål at udøve kollektiv investering gennem opkøb, opførsel, udleje, drift og salg af fast ejendom i Danmark.

Fondens formue var placeret i to 100% ejede datterselskaber, der hver især havde investeret i en fast ejendom. De to ejendomme var beliggende ca. 1 km fra hinanden. Den ene ejendom indeholdt en blanding af erhvervslejemål af forskellig karakter og boliglejemål af forskellig stand, størrelse og pris. Den anden ejendom var opdelt i ejerlejligheder, der blev anvendt til udlejning bestående af erhvervslejemål af forskellig karakter og boliglejemål af forskellig stand, størrelse og pris.  

Skatterådet fandt ikke, at fondens investeringer opfyldte betingelsen om, at fonden skal investere ud fra et princip om risikospredning.

Skatterådet kunne derfor ikke bekræfte, at Spørgers ydelser var omfattet af momsfritagelsen for forvaltning af investeringsforeninger i momslovens § 13, stk. 1 nr. 11, litra f.

Spørger leverede forvaltningsydelser til en alternativ investeringsfond, der havde til formål at udøve kollektiv investering gennem opkøb, opførsel, udleje, drift og salg af fast ejendom i Danmark.

Fondens formue var placeret i et 100% ejet datterselskab, der havde investeret i en fast ejendom, som bestod af to adresser, men som matrikulært udgjorde én samlet ejendom. Ejendommen bestod af fire bygninger med i alt x lejemål fordelt på en blanding af boliglejemål, erhvervslejemål af forskellig karakter og en parkeringsplads.

Skatterådet fandt ikke, at fondens investeringer opfyldte betingelsen om, at fonden skal investere ud fra et princip om risikospredning.

Skatterådet kunne derfor ikke bekræfte, at Spørgers ydelser var omfattet af momsfritagelsen for forvaltning af investeringsforeninger i momslovens § 13, stk. 1 nr. 11, litra f.

It-tilsynet opsummerer i sin årlige redegørelse for 2024 sine over-ordnede anbefalinger til Skatteministeriets it-område. Over to tredjedele af anbefalingerne er allerede implementeret, og området er i fremdrift.

Et nyt forslag fra skatteminister Rasmus Stoklund vil gøre det lettere at spille banko via walkie talkie og radiobanko på lovlig vis.

Hele tre gange på få dage fangede Toldstyrelsen rejsende, der for-søgte at smugle i alt 45 kilo skunk ind ved indrejse i Københavns Lufthavn.

De ultimative ejere af A Holding A/S anmoder om tilladelse efter ligningslovens § 16 A, stk. 4, nr. 4, til skattefri overdragelse af kapitalandele i A Holding A/S og NewCo ApS til Fonden under stiftelse. A Holding A/S er ejet af de ultimative ejeres holdingselskaber. A Holding A/S ejer desuden 2 % egne kapitalandele. Det påtænkes nu at overdrage en del af ejerskabet til A Holding A/S til Fonden. Det forventes, at Fondens ejerandel i A Holding A/S gradvist vil blive forøget over de kommende år ved yderligere overdragelser. Forud for Fondens stiftelse vil A Holding A/S nystifte et helejet datterselskab, NewCo ApS, ved kontantindskud af ca. X mio. kr. NewCo skal have som formål at foretage investering og udlån. Fonden stiftes af A Holding A/S ved indskud af de 2 % egne kapitalandele, 100 % af kapitalandelene i NewCo samt et kontantindskud på 1.000.000 kr. Det er Skatterådets opfattelse, at overdragelserne i den konkrete sag sker i de ultimative ejere af A Holding A/S´ ideelle interesse og ikke i deres personlige eller økonomiske interesse. Der er herved henset til, at fonden må anses for almennyttig, idet det fremgår af udkast til fondens vedtægter, at fondens formål er at uddele midler til støtte af kulturelle, sportslige, sociale og uddannelsesmæssige aktiviteter af almennyttig eller almenvelgørende karakter, herunder særligt i Y Kommune og Region og at formålet således kommer en videre kreds til gode. Der er endvidere henset til, at der ikke er tillagt stifter eller andre særlige rettigheder eller fordele i forbindelse med stiftelsen samt at fondens midler ikke på noget tidspunkt kan gå tilbage til stifter, direkte eller indirekte aktionærer i stifter samt disses nærtstående eller væsentlige gavegivere. Det lægges desuden til grund for besvarelsen, at den pågældende fond opfylder betingelserne i erhvervsfondsloven, herunder erhvervsfondslovens § 1, stk. 2, hvoraf det bl.a. fremgår, at formuen skal være udskilt fra stifterens formue til varetagelse af et eller flere i vedtægten bestemte formål. Skatterådet giver tilladelse til, at overdragelserne kan ske, uden at der sker udbyttebeskatning af de ultimative ejere af A Holding A/S.

Sagen angik bl.a., om Skattestyrelsen havde været berettiget til at foretage ekstraordinær ansættelse af klagerens indkomst med 784.330 kr. for indkomståret 2018 i medfør af skatteforvaltningslovens § 27 stk. 1, nr. 2, herunder om fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt., var iagttaget. Der var i perioden fra den 18. juli 2018 til den 28. december 2018 indsat et samlet beløb på 784.330 kr. på konto […162], der var en privat fælles bankkonto for klageren og klagerens tidligere ægtefælle. Det fandtes ikke godtgjort, at der var tale om midler, der allerede var beskattet eller undtaget fra beskatning. Ud fra det oplyste fandt Landsskatteretten, at klageren måtte anses for rette indkomstmodtager af indsætningerne på samlet 784.330 kr. Der var henset til, at klageren havde været stifter af S/I H1, at klageren havde været bestyrelsesmedlem for S/I H1 i indkomstårene 2018 og 2019, at klageren havde haft en mellemregningskonto med S/I H1, hvoraf det fremgik, at S/I H1 havde et tilgodehavende hos klageren, og at klageren havde været administrator af S/I H1. Der forelå ingen dokumentation for, at indsætningerne var videreoverført eller var modtaget med henblik på videreoverførsel. Klagerens tidligere ægtefælle havde tidligere påklaget Skattestyrelsens afgørelse af 28. oktober 2020 med påstand om, at forhøjelsen af hendes indkomst for indkomståret 2018 vedrørende indsætninger fra X kommune på samlet 784.330 kr. skulle nedsættes til 0 kr.  Skatteankenævn [...], der traf afgørelsen den 26. november 2023, fandt, at den tidligere ægtefælle ikke var rette indkomstmodtager, idet skatteankenævnet anså klageren for rette indkomstmodtager, hvorefter skatteankenævnet nedsatte den tidligere ægtefælles indkomst for indkomståret 2018 med 784.330 kr. Den af Skattestyrelsen foretagne ansættelse den 2. april 2024 af klagerens skatteansættelse for indkomståret 2018 måtte således anses for en direkte følge af den ansættelse, som skete ved skatteankenævnets afgørelse af 26. november 2023 vedrørende klagerens (tidligere) ægtefælle, med hvilken klageren var samlevende ved omhandlede indkomstårs udløb. Landsskatteretten bemærkede tillige, at Skattestyrelsen rettidigt kunne have varslet en forhøjelse af klagerens skattepligtige indkomst for indkomståret 2018 vedrørende indsætningerne på samlet 784.330 kr., da Skattestyrelsen traf afgørelserne for klageren og den tidligere ægtefælle den 28. august 2020. Landsskatteretten fandt på den baggrund, at forholdet var omfattet af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 2. For så vidt angik fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt., fandt Landsskatteretten, at det forhold, der skulle være kommet Skattestyrelsen til kundskab, for at seks måneders fristen begyndte at løbe, var ændringen af den tidligere ægtefælles skatteansættelse ved skatteankenævnets afgørelse af 26. november 2023. Idet Skattestyrelsen udsendte varsel om ændring af klagerens skatteansættelse den 23. januar 2024, var seks måneders fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt., iagttaget. Landsskatteretten stadfæstede herefter Skattestyrelsens afgørelse.

Sagen angik, om Skattestyrelsen havde været berettiget til at tilsidesætte klagerens beregning af handelsværdien af H1 A/S efter TSS-cirkulære 2000-09 og 2000-10. Landsskatteretten udtalte, at det påhvilede Skattestyrelsen at godtgøre, at klagerens værdiansættelse efter de såkaldte aktie- og goodwillcirkulærer ikke gav et retvisende udtryk for handelsværdien af de overdragne aktier i H1 A/S. Under henvisning bl.a. til, at de forhold, som Skattestyrelsen havde anført for at løfte bevisbyrden, alle var forhold, der vedrørte H4s produktionsvirksomhed med produktion og salg af generiske lægemidler, der udgjorde en meget lille del af H4s samlede virksomhed, fandt Landsskatteretten, at Skattestyrelsen ikke havde godtgjort, at klagerens værdiansættelse efter aktie- og goodwillcirkulærerne ikke gav et retvisende udtryk for handelsværdien af de overdragne aktier i H1 A/S. Skattestyrelsen havde således ikke godtgjort, at indtjeningen i koncernen måtte forventes at være væsentlig anderledes i fremtiden i forhold til de historiske resultater. Allerede af denne grund fandt Landsskatteretten, at der ikke var grundlag for at ændre klagerens værdiansættelse efter aktie- og goodwillcirkulærerne. Landsskatteretten ændrede Skattestyrelsens afgørelse i overensstemmelse hermed.

Sagen angik, om klageren kunne foretage efterindberetning af klagerens køb af værdipapirer gennem udenlandske depoter med henblik på, at klageren kunne fratrække tab på værdipapirerne i indkomstårene 2017 og 2018. Landsskatteretten fandt, at klageren - som ikke havde foretaget indberetninger til skatteforvaltningen af køb af de pågældende værdipapirer - ikke havde godtgjort, at de udenlandske fondshandlere skulle indberette klagerens køb af værdipapirer til de danske skattemyndigheder, jf. den dagældende skattekontrollovs § 11 H, og dermed havde overtaget klagerens pligt til at indberette klagerens køb. Der var desuden ikke anmeldt aftaler herom til Skattestyrelsen (tidligere SKAT) efter bestemmelsen i den dagældende bekendtgørelse nr. 890 af 10. juli 2015. Landsskatteretten fandt herefter, at den manglende indberetning af klagerens køb af de pågældende værdipapirer ikke skyldtes, at de udenlandske fondshandlere havde indberettet ukorrekt eller mangelfuldt. Der kunne derfor ikke ske efterindberetning af klagerens erhvervelser af værdipapirer, jf. aktieavancebeskatningslovens § 14, stk. 2, aktieavancebeskatningslovens § 19 D, stk. 2, og kursgevinstlovens § 15, stk. 2. Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse.

Sagen angik, om Skattestyrelsen havde kunnet træffe sin afgørelse af 13. marts 2024 over boet efter A. Landsskatteretten bemærkede, at skifteretten den 7. december 2023 havde afsluttet boet efter A, at boet ikke herefter havde været genoptaget af skifteretten, og at boet efter A ikke havde eksisteret som et retssubjekt siden den 7. december 2023. Arvingen B havde udstedt en skiftefuldmagt til D, som havde været gældende under behandlingen af boet efter A. Landsskatteretten bemærkede, at en skiftefuldmagt som altovervejende hovedregel måtte anses for automatisk at bortfalde ved boets afslutning, og der var ikke konkrete holdepunkter for at fastslå, at skiftefuldmagten til D kunne udstrækkes til også at skulle gælde for det afsluttede bo. Da Skattestyrelsen havde sendt afgørelsen til D den 13. marts 2024, var dette sket til en adressat, der ikke havde haft en fuldmagt til at repræsentere boet efter A, eller selv var rette retssubjekt for afgørelsen. Det retssubjekt, boet efter A, som Skattestyrelsen havde søgt at træffe afgørelsen over for, havde ikke eksisteret siden den 7. december 2023, hvorved det heller ikke havde kunnet tjene som adressat for Skattestyrelsens afgørelse af 13. marts 2024. Det forhold, at Skattestyrelsen forud for boets afslutning havde foretaget partshøring af boet efter A, kunne ikke føre til et andet resultat, da boet blev afsluttet, inden Skattestyrelsen traf den påklagede afgørelse. På denne baggrund fandt Landsskatteretten, at Skattestyrelsens afgørelse var en nullitet. Landsskatteretten havde ikke herved taget stilling til Skattestyrelsens afgørelse truffet overfor B.

Klageren og dennes ægtefælle overdrog i 2019 en ejendom til deres søn. Købssummen var på 1.580.000 kr.

Landsskatteretten afgjorde den 8. maj 2023, at ejendommens reelle handelsværdi skulle opgøres til 2.980.000 kr. ved beregning af gaveafgiften.

På baggrund heraf fandt Landsskatteretten, at denne værdi ligeledes skulle lægges til grund i forhold til opgørelsen af klagerens ejendomsavance ved afståelsen, jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 3, stk. 2, 1. pkt.

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse.

Skatteankestyrelsens årsrapport giver et overblik over styrelsens resultater og økonomi i 2024

Skatteministeriet har i dag offentliggjort årsregnskabet for 2024. Det fremgår, at de regnskabsmæssige usikkerheder fra 2023 er reduceret.

Skattestyrelsen har til aften åbnet for adgangen til årsopgørelsen for 2024. Borgere kan derfor logge ind på TastSelv og se deres årsopgørelser, mens Skattestyrelsen hen over weekenden tester systemerne. For første gang vil boligejerne kunne se deres samlede boligskat på årsopgørelsen.

Det ønskes bekræftet, at spørgers produkter P1 og P2 ikke er afgiftspligtige, hverken efter udfyldningsreglen i mineralolieafgiftslovens § 1, stk. 2 (afgift af varer henhørende under KN-kode 3824 90 99, som anvendes til varmefremstilling) eller blandingsbestemmelsen i mineralolieafgiftsloven § 1, stk. 4 (afgift af hele blandingen for afgiftspligtige varer efter afgiftssatsen for den vare med den højeste afgift).

Skatterådet kan ikke bekræfte, at spørgers produkter henhørende under henholdsvis KN-kode 3826 00 10 og KN-kode 3826 00 90 i den gældende toldtarif, der sælges til varmefremstilling, ikke er afgiftspligtig efter mineralolieafgiftsloven. Produkterne er omfattet af afgiftspligten efter udfyldningsreglen i mineralolieafgiftslovens § 1, stk. 2. Produkter henhørende under KN-kode 3826 00 10 og 3826 00 90 i den gældende Nomenklatur er henhørende under KN-kode 3824 90 99 i Nomenklaturen, som var gældende i 2001, jf. EU’s gennemførelsesafgørelse 2018/552. Både energibeskatningsdirektivet og mineralolieafgiftslovens § 1, stk. 2, henviser til KN-koderne fra 2001.

Skatterådet kan derimod bekræfte, at P1 ikke er afgiftspligtigt efter blandingsbestemmelsen i mineralolieafgiftsloven § 1, stk. 4. Skatterådet har ved sin afgørelse ud fra en samlet vurdering lagt vægt på, at P3 anses for alene at være anvendt til teknisk brug, uanset at der vil være en minimal rest P3 på under 0,03 pct. i spørgers produkter, og at indholdet af P3 i spørgers produkter ikke ændrer på tariferingen af spørgers produkter.