Skatterådet bekræftede bl.a., at spørgers ejendom, som er beliggende på to forskellige adresser, skal anses som én ejendom i medfør af spildevandsafgiftslovens § 2, stk. 2, da det følger af lovbemærkningerne, at en ejendom skal forstås som den vurderingsmæssige enhed. De to adresser udgør én vurderingsmæssig enhed, da de hører under samme BFE-nummer.

Skatterådet bekræftede, at en driftsbygning, som indeholder velfærdsfaciliteter i form af toilet og tekøkken, ikke er en boligenhed i medfør af spildevandsafgiftslovens § 7, stk. 4, da en driftsbygning uden mulighed for længerevarende ophold ud fra en sproglig forståelse ikke er en bolig.

Skatterådet bekræftede, at når der betales spildevandsafgift på baggrund af en standardsats på 170 m3 vand, jf. spildevandafgiftslovens § 7, stk. 4, og der er to spildevandsanlæg tilknyttet ejendommen, så er det standardbetalingen for spildevandsanlægget tilknyttet helårsboligen, som skal bruges, selvom der også er udledning fra spildevandsanlægget tilknyttet driftsbygningerne.

Skatterådet bekræftede ikke, at spørger, hvis der opsættes bimåler for vandforbrug til aktiviteter, hvorfra der afledes spildevand, kan opgøre spildevandsafgiften efter vandforbruget på bimålerne. Det skyldes, at erhvervsejendomme, som har eget spildevandsanlæg, kun kan få fradrag for det vandforbrug, der ikke bliver til spildevand, og som overstiger 1.000 m³, jf. spildevandsafgiftslovens § 7, stk. 3, sidste pkt.

Skatterådet bekræftede bl.a., at spørger kan bruge standardsatser i spildevandsafgiftslovens § 7, stk. 4, til at opgøre vandforbruget, selvom der kun er erhverv og ikke privat beboelse på spørgers ejendom.

Skatterådet bekræftede ikke, at spørger, hvis der opsættes bimåler for vandforbrug til aktiviteter, hvorfra der afledes spildevand, kan opgøre spildevandsafgiften efter vandforbruget på bimålerne, da erhvervsejendomme, som har eget spildevandsanlæg, kun kan få fradrag for det vandforbrug, der ikke bliver til spildevand, og som overstiger 1.000 m3, jf. spildevandsafgifts-lovens § 7, stk. 3, sidste pkt.

Skatterådet bekræftede, at spørger, hvis ejendom kun afleder spildevand fra boligenheder, ikke kan bruge standardsatser i spildevandsafgiftslovens § 7, stk. 4, til at opgøre vandforbruget, da det fremgår af spildevandsafgiftslovens § 7, stk. 5, at standardsatserne i spildevandsafgiftslovens § 7, stk. 4, ikke kan bruges, når der kun afledes spildevand fra boligenheder.

Skatterådet bekræftede, at spørger, hvis ejendom kun afleder spildevand fra boligenheder, kan opgøre den udledte mængde spildevand som boligenhedens vandforbrug, jf. spildevandsafgiftslovens § 7, stk. 5, hvis der opsættes en bimåler, der måler boligenhedens vandforbrug.

Skatterådet bekræftede ikke, at spørger, som ikke har bimåler, som måler boligenhedens vandforbrug, skal opgøre den udledte mængde spildevand som ejendommens samlede vandforbrug, dvs. også vandforbruget i den erhvervsmæssige del af ejendommen, jf. spildevandsafgiftslovens § 7, stk. 5.

Der kan være tvivl om, hvorvidt det modtagende selskab efter en koncernintern skattefri fusion skal modregne det indskydende selskabs sambeskatningsunderskud som et "eget underskud" (dvs. et trin 2 underskud) eller som et "andre selskabers underskud" (dvs. et trin 4 underskud). Der er ikke taget stilling til spørgsmålet i Den juridiske vejledning.

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at situationen har stor lighed med den situation, som vedrører det modtagende selskabs anvendelse af det indskydende selskabs sambeskatningsunderskud efter en skattefri ophørsspaltning til eksisterende selskaber. Hos de modtagende selskaber betragtes det ophørsspaltede selskabs underskud som "eget underskud" og modregnes derfor i trin 2.

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at de to situationer bør behandles ens.

Denne fortolkning medfører, at underskud i det indskydende selskab, som er opstået under sambeskatningen mellem det indskydende og det modtagende selskab efter fusionen udgør det modtagende selskabs "eget underskud" (dvs. et trin 2 underskud) og dermed ikke udgør et "svævende underskud".

Spørger havde optaget et lån i euro hos G1. Spørger havde stillet kryptoaktiver af en værdi, som svarede til det dobbelte af lånet, til sikkerhed for lånet. Sikkerheden var placeret hos långiver. Spørger ønskede bekræftet, at lånoptagelsen med sikkerhed i Spørgers bitcoins ikke var en afståelse af Spørgers kryptoaktiver.

Skatterådet kunne bekræfte, at sikkerhedsstillelse i form af kryptoaktiver ikke var en skattepligtig realisation af kryptoaktiverne. Det var Skatterådets vurdering, at Spørger bar risikoen for evt. fald i værdien og beholdt muligheden for gevinst og tab ved stigning og fald af værdien, da det blev lagt  til grund, at Spørger fik samme bitcoins - antal - tilbage, som Spørger havde stillet til sikkerhed for lånet.

Tilsvarende kunne Skatterådet bekræfte, at der ikke var tale om køb af kryptoaktiver, når sikkerheden blev leveret tilbage til Spørger ved lånets indfrielse.

Skatterådet kunne bekræfte, at renteudgifterne fra det optagne lån var fradragsberettigede efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e, da det var Skatterådets vurdering, at der var tale om et reelt lån, der var indgået mellem uafhængige parter og med en forud aftalt forrentning.

Spørger producerer træbriketter fremstillet af savsmuld, der som led i fremstillingen tørres i et udendørs tørreanlæg. Til brug ved tørringsprocessen anvender spørger ufarvet dieselolie.

Spørger anmoder Skatterådet om at bekræfte, at forbruget af dieselolie er godtgørelsesberettiget efter mineralolieafgiftslovens § 11.

Spørgsmålet skal afklare, hvorvidt tørreanlægget enten skal anses for et rum eller et anlæg, idet betingelserne for at opnå afgiftsgodtgørelse er forskellige alt efter, om der er tale om et rum eller et anlæg. Endvidere skal det afklares, hvorvidt reglerne for afgiftsmærkning (farvning) af olieprodukter har betydning for afgiftsgodtgørelsen.

Skatterådet kan bekræfte, at Spørger kan få godtgørelse af afgift efter mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 1 nr. 1, idet tørreanlægget skal anses som et anlæg, der ikke befinder sig i et lokale og derfor ikke kan bidrage til rumopvarmning. Olieforbruget er derfor afgiftsgodtgørelsesberettiget i samme omfang, som virksomheden kan opnå momsfradrag. Endvidere er afgiftsgodtgørelsen for olieforbruget ikke omfattet af kravet om afgiftsmærkning, da der ikke kan stilles krav om farvning af dieselolien som forudsætning for at opnå afgiftsgodtgørelse. Spørgers dieselolie til fyringsformål er beskattet som motorbrændstof.

Fra den 1. januar 2025 skal der for lastbiler med en teknisk tilladt totalvægt på 12 ton eller derover, som benyttes til godstransport, betales en kilometerbaseret og CO2-differentieret vejafgift.

2024 blev et rekordår for kontroller af nikotinprodukter, og siden 2020 er der udsendt afgiftsopkrævninger for over en 1 mia. kr. som følge af tobaks- og nikotinkontroller. Der blev fundet fejl i hele 7 ud af 10 kontroller. Skatteministeren glæder sig over resultaterne.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at der alene skulle betales fast afgift med 1.850 kr. ved tilbageskødning (tilbageføring) af en del af en ejendom til den tidligere ejer, når købesummen var 0 kr. og overtagelsesdagen var den 1. januar 2009.

Der var sket overdragelse af en erhvervsejendom, som ikke var sket i almindelig fri handel, hvorefter afgiften skulle beregnes efter tinglysningsafgiftslovens § 4, stk. 4.

Skatterådet fandt, at der skulle betales procentafgift på 0,6 pct. af den skønnet værdi, udover den faste afgift på 1.850 kr.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at der kunne ske godtgørelse af den betalte procentafgift på grund af fejlagtig identifikation af ejendommen efter tinglysningsafgiftslovens § 23, stk. 1, nr. 5.

Der var sket overdragelse af en hel ejendom, i stedet for en del af ejendommen.

Ejendommen var efterfølgende blevet opdelt.

Spørger påtænkte at tilbageskøde en del af den opdelte ejendom, som ikke skulle have været overdraget, til den oprindelige ejer.

Skatterådet fandt, at der ikke kunne ske godtgørelse på baggrund af fejlagtig identifikation.

Det var på tidspunktet for tinglysningen alene muligt at overdrage hele ejendommen, da opdeling af ejendommen først skete efterfølgende.

Spørger 1 havde den 1. januar 2025 overdraget sin udlejningsvirksomhed med fast ejendom til sin ægtefælle (Spørger 2). Overdragelsen var sket som en gaveoverdragelse og omfattede 100% ejerandele i A K/S og 50% ejerandele i B P/S.

Spørger 2 varetog fra den 1. januar 2025 alle væsentlige driftsmæssige opgaver vedrørende udlejningsejendommene. Spørger 1 drev fortsat en anden erhvervsmæssig virksomhed.

Skatterådet bekræftede, at overdragelsen af udlejningsvirksomhedens aktiver og passiver til ægtefællen ikke medførte beskatning af fortjenester og tab.

Ægtefællerne havde aftalt, at Spørger 2 overtog en andel af Spørger 1’s opsparede overskud og indskudskonto.

Skatterådet bekræftede, at Spørger 2 kunne overtage en andel af Spørger 1’s opsparede overskud, og at Spørger 1 dermed ikke skulle beskattes af opsparet overskud som følge af overdragelsen.

Den andel af opsparet overskud, som en ægtefælle kan overtage ved en deloverdragelse, opgøres efter forholdet mellem kapitalafkastgrundlaget i den overdragne virksomhed og det samlede kapitalafkastgrundlag. Det overtagne opsparede overskud kan dog ikke overstige kapitalafkastgrundlaget i den overdragne virksomhed. Hvis ægtefællen har ydet vederlag for den overdragne virksomhed, skal dette fragå ved opgørelsen af kapitalafkastgrundlaget for den overdragne virksomhed.

Skatterådet bekræftede, at ægtefællerne havde opgjort andelen af opsparet overskud efter disse principper. Det blev lagt til grund for svaret, at den latente skatteforpligtelse - som indgik i berigtigelsen af overdragelsessummen - ikke ville indgå i Spørger 2’s virksomhedsordning pr. 1. januar 2025. Det blev endvidere lagt til grund, at alle aktiver og passiver i den overdragne udlejningsvirksomhed ville indgå i Spørger 2’s virksomhedsordning, og at der ikke herudover vil indgå gæld i Spørger 2’s virksomhedsordning pr. 1. januar 2025.

Endelig bekræftede Skatterådet, at Spørger 2 skulle beskattes af udlejningsvirksomhedens indkomst fra og med indkomståret 2025, idet Spørger 2 drev virksomheden.

Sagen drejede sig om, hvorvidt spørger (dansk ApS) skulle sambeskattes med øvrige danske enheder i koncernen efter selskabsskattelovens §§ 31 og 31 C.

Koncernen bestod bl.a. af Investering Holding, der var et investeringsselskab, som defineret i IFRS 10. Investering Holding var det øverste selskab i koncernstrukturen.

Investering Holding ejede 100 pct. af Managementselskabet A, der var registreret som forvalter af alternative investeringsfonde og bl.a. ejede mere end 50 pct. af stemmerne og kapitalen i de alternative investeringsfonde AIF I og AIF II. Managementselskabet A ejede derover en dansk filial. AIF I ejede bl.a. mere end 50 pct. af et dansk ApS, der ejede mere end 50 pct. af et andet dansk ApS. AIF II ejede bl.a. mere end 50 pct. af spørger. Det var oplyst, at Managementselskabet A’s økonomiske ejerskab af de to AIF’er udgjorde en meget begrænset andel.

Managementselskabet A ejede dermed direkte eller indirekte mere end 50 pct. af stemmerne og kapitalen i fire danske enheder, men havde trods det formelle ejerskab alene en meget begrænset adgang til at påvirke og oppebære variabiliteten i selskabets økonomiske afkast af investeringen i de to AIF’er.

Det var oplyst, at hverken Investering Holding eller Managementselskabet A skulle udarbejde koncernregnskab efter IFRS 10, idet der var tale om investeringsselskaber. Der skete således ikke nogen regnskabsmæssig konsolidering mellem spørger og de øvrige danske enheder i koncernen.

Det fremgik af praksis og Den juridiske vejledning, at der ved vurderingen af spørgsmålet om koncernforbindelse skulle lægges vægt på koncerndefinitionen i de internationale regnskabsstandarder, således at kontrolbegrebet i selskabsskattelovens § 31 C, skulle fortolkes i overensstemmelse med formålet med den justerede koncerndefinition ved seneste lovændring, hvor formålet med justeringen dels var, at koncerner skulle kunne anvende den samme koncerndefinition både ved skatteberegningen efter sambeskatningsreglerne og når der blev aflagt koncernregnskab, og dels, at det havde afgørende betydning, hvem der reelt havde bestemmende indflydelse i et selskab.

Skatterådet fandt, på baggrund af en konkret helhedsvurdering af samtlige omstændigheder i sagen, herunder koncerndefinitionen i selskabsskattelovens § 31 C, koncerndefinitionens formål, jf. forarbejderne, de konkrete omstændigheder i sagen og foreliggende praksis, at spørger ikke skulle sambeskattes med de øvrige danske enheder i koncernen efter selskabsskattelovens § 31 med henvisning til selskabsskattelovens § 31 C, idet Skatterådet lagde til grund, at Managementselskabet A og de fire danske enheder ikke var regnskabsmæssigt konsoliderede efter IAS 27 eller efter danske regler.

Motorstyrelsen foretager sammen med Østjyllands Politi en større kontrolaktion i Aarhus i løbet af maj.

Spørger påtænkte at give en kontant gave til en indsamlingsfond, hjemhørende i X-land. Da Fonden alene skulle videreformidle donationerne fra Spørger til gavemodtagerne, var det ikke relevant at vurdere, om Indsamlingsfonden havde et almenvelgørende eller almennyttigt formål. For at vurdere, om Spørgers påtænkte kontante donation skulle beskattes hos hovedaktionærerne, var det derimod de endelige gavemodtagers forhold, som skulle vurderes. Det kunne derfor ikke bekræftes, at en gave fra Spørger til Fonden ikke ville blive anset for maskeret udlodning til de ultimative ejere.

Virksomhedsaktiviteten bestod i undervisning/workshops, hvor der blev undervist i forskellige teknikker inden for japansk bondage, som består i at binde en person med reb, hvor bindingerne udgøres af visuelle mønstre. I forbindelse med undervisningsforløb m.v. formidlede Spørger også en dybere forståelse for den kulturelle og historiske baggrund. Spørger forestod endvidere udlejning af "bindepladser" bestående i en måtte og et stativ til brug for udøvelse af japansk bondage, hvorved Spørger fungerede som samlingspunkt for dyrkere af japansk rebkunst.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at undervisning i og workshops om japansk bondage samt Spørgers aktiviteter i forhold til at agere som socialt samlingspunkt for dyrkere af japansk bondage, var momsfritaget som kulturelle aktiviteter omfattet af momslovens § 13, stk. 1, nr. 6. Ved vurderingen blev der henset til, at den pågældende aktivitet ikke er sammenlignelig med den virksomhedsaktivitet, som udøves af henholdsvis biblioteker, museer og zoologiske haver og dermed udgør en "lignende" aktivitet. Skatterådet vurderede endvidere at leverancerne heller ikke var momsfritaget som undervisning eller kunstnerisk virksomhed.  

A (Spørger) indgik som led i sit tidligere ansættelsesforhold hos G1 A/S aftaler om tildeling af betingede aktier og aktieoptioner til aktier i moderselskabet i G-koncernen, G4 Holding Inc. For de betingede aktier og aktieoptionerne er retserhvervelsestidspunktet udskudt til henholdsvis modnings- og udnyttelsestidspunkterne.

Spørgers holdingselskab købte i løbet af modningsperioderne aktierne i G1 A/S, og selskabet blev omdøbt til H2 ApS (Spørger ApS). Samtidigt med aktieoverdragelsen indgik Spørger ApS aftale med et svensk selskab i G-koncernen, G7 AB, om levering af forsikringsformidlingsydelser til dette selskab. Ved aktieoverdragelsen blev det aftalt, at aftalerne om tildeling af betingede aktier og aktieoptioner skal fortsætte så længe, at Spørger, via sin ansættelse i Spørger ApS, personligt leverer ydelserne omfattet af forsikringsformidlingsaftalen.

Skatterådet kan ikke bekræfte, at Spørger skal beskattes af værdien af aktier og aktieoptioner som en indtægt fra tidligere ansættelse på henholdsvis retserhvervelsestidspunkt for betingede aktier efter ligningslovens § 16, og på udnyttelsestidspunktet for aktieoptionerne efter ligningsloven § 28, efter at aktierne i G1 A/S er overdraget til Spørgers holdingselskab.

Skatterådet bekræfter, at værdien af de betingede aktier og aktieoptioner ikke skal medregnes til lønsumsafgiftsgrundlaget for Spørger ApS, når det gælder aktierne retserhvervet og aktieoptioner udnyttet efter aktieoverdragelsen. Der er herved henset til, at det ikke er Spørger ApS, der er forpligtet til at yde de betingede aktier og aktieoptionerne. Værdien heraf anses derfor ikke for at være en lønudgift for Spørger ApS.

A flygtede til Danmark med sin familie på baggrund af krigen i Ukraine. Siden april 2022 har A været fuldt skattepligtig til begge stater, og havde fast bolig til rådighed i begge stater. Under hensyn til de usædvanlige omstændigheder udløst af krigen i Ukraine, og på baggrund af en samlet vurdering af hans personlige og økonomiske interesser fandt Skatterådet, at han havde de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser til Ukraine indtil oktober 2024.

Skatterådet fandt, at han i stigende grad måtte anses at have etableret et nyt liv i Danmark, som indebar, at de stærkeste økonomiske interesser og de personlige interesser har ændret sig fra at være i Ukraine til at være i Danmark.

Fra oktober 2024 overgik A til at arbejde for en dansk arbejdsgiver. Dertil kom, at A havde boet i med sin familie i Danmark i snart 3 år, og forsøgte at erhverve sig dansk statsborgerskab. Derfor fandt Skatterådet ud fra en samlet vurdering, at han siden oktober 2024 havde de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser i Danmark og derfor fik skattemæssigt hjemsted her i landet.

Spørger flyttede i oktober 2024 til Polen, hvor han påbegyndte arbejde, og således skabte sin indkomst. Spørgers hensigt var at etablere sig varigt i Polen. Endvidere havde han sine fritidsinteresser i Polen. Samværet med ægtefællen foregik primært i Polen, men Spørger agtede også at besøge Danmark. Grundet spørgers relative korte ophold i Polen kunne det ikke med fornøden sikkerhed fastslås, om han havde haft midtpunkt for sine livsinteresser i Polen eller i Danmark. Han skulle derfor anses for at være hjemmehørende i det land, hvor han havde sædvanligt ophold. Da han forventedes at opholde sig væsentligt mere i Polen end i Danmark, havde han skattemæssigt hjemsted i Polen.

Styresignalet vedrører den såkaldte 15 pct.-regel i pkt. 6 i cirkulære nr. 185 af 17. november 1982, "værdiansættelsescirkulæret", som er en hjælperegel til værdiansættelse af ejendomme i dødsboer og ved gaveafgiftsberegning.

I styresignalet beskriver Skattestyrelsen, hvornår der foreligger såkaldt særlige omstændigheder, dvs. hvornår skattemyndighederne som følge af særlige omstændigheder ikke er bundet af en værdiansættelse foretaget efter 15 pct.-reglen.

Styresignalet vedrører ligeledes 20 pct.-reglen fsva. offentlige ejendomsvurderinger med vurderingstermin 1. januar 2020, som er meddelt ejendommens ejer.

Sagen drejede sig om, hvorvidt der i indkomstårene 2006-2009 var handlet på armslængdevilkår for så vidt angår transaktioner mellem et dansk moderselskab og et antal datterselskaber, som forestod videresalg af varer og service heraf.  

Landsretten fandt, i modsætning til byretten, at skattemyndighederne var berettiget til skønsmæssigt at korrigere den skattepligtige indkomst for indkomstårene 2006-2009, både med henvisning til den dagældende skattekontrollov § 3 B, stk. 8, jf. § 5, stk. 3, samt ligningslovens § 2, stk. 1.

Landsretten fandt i første række, at TP-dokumentationen for 2006-2009 var mangelfuld, jf. den dagældende skattekontrollovs § 3 B, stk. 5. Landsretten lagde i den forbindelse særligt vægt på, at det ikke af TP-dokumentationen fremgik entydigt, hvilken TP-metode, som var anvendt, og at sammenlignelighedsanalysen var behæftet med væsentlige fejl og mangler. 

Særligt for indkomstårene 2008 og 2009 var det omtvistet, om TP-dokumentationen var begæret fremsendt af skattemyndighederne under revisionen. Landsretten fandt, under henvisning til nogle konkrete omstændigheder, ikke grundlag for at afskære SKAT’s mulighed for skønsmæssigt at ansætte indkomsten for 2008-2009 med den begrundelse, at SKAT ikke havde begæret TP-dokumentation fremlagt.  

Landsretten fandt det videre godtgjort, at der mellem det danske moderselskab og datterselskaberne i indkomstårene 2006-2009 ikke var ageret på armslængdevilkår, jf. ligningslovens § 2, stk. 1. 

Landsretten lagde særligt vægt på, at moderselskabet i vid udstrækning havde solgt sine produkter billigere til sine datterselskaber end til eksterne aftagere, og at denne prisforskel navnlig var begrundet i udsigten til, at koncernen kunne tjene på den efterfølgende service af produkterne, samt at det danske moderselskab ikke ville have accepteret en fordeling af overskuddet, hvis alle transaktionerne havde været foretaget med eksterne aftagere, hvor moderselskabet i indkomstårene 2006-2009 alene modtog samlet 14 % af overskuddet i koncernen.

Spørgsmålet var herefter, om der var grundlag for at tilsidesætte SKAT’s skønsmæssige ansættelse for indkomstårene 2006-2009. 

Landsretten fandt, at SKAT havde anvendt en TP-metode (TNM) retningslinjer, og at SKAT i sit arbejde med benchmarkanalysen havde foretaget en sædvanlig udsøgning af sammenlignelige selskaber baseret på sagligt funderede beslutninger. 

Videre fandt landsretten, at anvendelsen af det interkvartile interval måtte anses som en fremgangsmåde, som er sædvanlig, velegnet og båret af saglige hensyn. 

Landsretten fandt herefter ikke, at skattemyndighedernes skøn skulle tilsidesættes.

På den baggrund blev Skatteministeriet frifundet (bortset fra nogle anerkendte korrektioner som følge af regnefejl).

Spørger ønskede bekræftet, at selskabet og hermed sambeskattede selskaber ville blive undergivet tonnagebeskatning fra og med indkomståret 20xx ved erhvervelse af alle anparter og dermed stemmerettigheder i selskabet G1.

Skatterådet kunne bekræfte dette, da selskabet som følge af koncernforbindelsen med G1, ville blive omfattet af tonnageskatteordningen. Desuden kunne Skatterådet bekræfte, at selskaberne bliver omfattet af tonnageskatteordningen fra begyndelsen af det indkomstår, hvor der opstår koncernforbindelse med det opkøbte selskab, sådan som det fremgår af Skatterådets praksis på området.