5 ud af 6 virksomheder havde problemer med social dumping ved kontrolaktion på Lolland og Falster

2023-10-25 02:00LokalepressemeddelelserErhvervKontrolSocialdumping
Beskrivelse

I uge 41 foretog Skattestyrelsen i samarbejde med Arbejdstilsynet og politiet en landsdækkende kontrolaktion med særligt fokus på virksomheder i bygge- og anlægsbranchen. Kontrolaktionen foregik over hele landet, og seks virksomheder på Lolland og Falster fik besøg. Fem af disse virksomheder kan se frem til yderligere kontrol, fordi Skattestyrelsens medarbejdere skal undersøge nærmere, om virksomhederne har problemer med social dumping.
I alt blev 63 virksomheder besøgt på 37 forskellige adresser over hele landet og i 45 af virksomhederne vil Skattestyrelsen lave en nærmere kontrol af forholdene.

- Når vi går tæt på virksomheder i bygge- og anlægsbranchen, er der særligt to problemer, der går igen: virksomhederne har svært ved at forstå reglerne for beskatning af arbejdsudleje, og så ser vi alt for ofte, at arbejdsgivere fejlagtigt betragter udenlandske lønmodtagere som selvstændige erhvervsdrivende, udtaler Ernst O. Nielsen, der er funktionsleder i Skattestyrelsen.

Problemerne med reglerne for arbejdsudleje og forskellen på selvstændige og lønmodtagere er dog langt fra isoleret til bygge- og anlægsbranchen, de ses også ved kontroller i andre brancher.
Den landsdækkende kontrolaktion er en del af den fælles myndighedsindsats med det formål at bekæmpe social dumping og sikre, at arbejde i Danmark foregår på ordentlige vilkår og efter danske regler.

Europæisk kampagne
I uge 42 startede en fælleseuropæisk informationskampagne mod social dumping målrettet byggebranchen, hvor Danmark også deltager. Kampagnen, som hedder #EU4FairConstruction, er et initiativ fra den europæiske arbejdsmarkedsmyndighed, ELA (European Labour Authority). Skattestyrelsen og Arbejdstilsynet deltager i kampagnen som en del af det fælles myndighedssamarbejde mod social dumping.

- Problemerne med social dumping er i sin natur grænseoverskridende, og derfor er det naturligt, at Danmark deltager i det fælleseuropæiske initiativ. Mange udenlandske arbejdstagere kender ikke de danske skatteregler og overholder ikke reglerne under deres midlertidige arbejde i Danmark. Derfor giver det god mening, at vi tropper op ude på arbejdspladserne, hvor de udenlandske arbejdstagere er, forklarer Ernst O. Nielsen.

Informationsmaterialer fra Danmarks indsats i forbindelse med den fælleseuropæiske kampagne kan findes på sociale medier som LinkedIn og Youtube. Skattestyrelsen har desuden sendt et nyhedsbrev til interessenter fra bygge- og anlægsbranchen med yderligere vejledning om de to problemer, der gik igen hos mange fra branchen i forbindelse med aktionen.
Den fælleseuropæiske kampagne vil løbe frem mod foråret 2024 og der kan læses mere om kampagnen på den officielle hjemmeside.

Yderligere oplysninger: Journalister, tlf.: 7237 0900; Borgere og virksomheder, tlf.: 7222 1818