Advokat David Staun bliver ny vurderingsankenævnsformand

2023-03-31 02:00NyhederOrganisation
Beskrivelse

Advokat David Staun starter som ny vurderingsankenævnsformand. Han bliver en del af det professionelle formandskab, der ud over ledende vurderingsankenævnsformand Julie Slott, tæller Anja Sand Larsen og Tania Rasmussen, som begge har en fortid som kontorchefer i Skatteankestyrelsen.

David Staun er cand.jur. fra Københavns Universitet og har været ansat hos Kammeradvokaten siden 2011, hvor han senest har arbejdet som advokat i afdelingen for skatter og afgifter. David har beskæftiget sig med de nye ejendomsvurderinger igennem en årrække.

Julie Slott ser frem til samarbejdet med David og lægger ikke skjul på sin begejstring over, at formandskabet nu går fra at være en trio til en kvartet:

”Jeg er sikker på, at David bliver en stor gevinst for formandskabet. Han er en rigtig stærk faglig profil og har tilmed beskæftiget sig indgående med de nye ejendomsvurderinger. Vi ser ind i en fremtid med et stort antal klager, som både skal behandles effektivt og med høj faglighed – og med borgeren i centrum. Så det giver god mening, at vi nu tilfører flere stærke ressourcer til den opgave,” lyder det fra den ledende vurderingsankenævnsformand.

Fra David selv lyder det:

”Der venter en stor opgave i takt med, at det nye ejendomsvurderingssystem for alvor tages i brug, og her kommer vurderingsankenævnene til at spille en central rolle. Jeg håber, at jeg med min faglige ballast og min indsigt i det nye ejendomsvurderingssystem kan bidrage til, at vurderingsankenævnene også fremover er garant for en grundig og uafhængig klagesagsbehandling. Jeg glæder mig både til at tage hul på opgaven og til at møde alle nævnsmedlemmerne og mine nye kollegaer i Skatteankestyrelsen.”