Skagen får igen i år besøg af Motorstyrelsen i uge 29

2024-07-05 02:00PressemeddelelserBorgerVirksomhed
Beskrivelse

Alt fra varebiler, mandskabsvogne, biler på leasingkontrakter til udenlandske biler vil blive kontrolleret i uge 29, når Motorstyrelsen sammen med Nordjyllands Politi tager på kontrolbesøg i Skagen.

Sidste år blev 47 køretøjer, både danske og udenlandske, kontrolleret af Motorstyrelsens medarbejdere, der blandt andet spurgte ind til bilers leasingforhold, og om mandskabsvogne blev brugt lovligt.

”Det er vores erfaring, at der fortsat er god grund til at være til stede i Skagen i uge 29. Ligesom sidste år vil vi i år kontrollere for, om der bliver betalt den korrekte afgift af leasingkøretøjer, og om reglerne for privat kørsel i firmabiler og biler på gule plader bliver overholdt,” siger Claus Holm, underdirektør i Motorstyrelsen.

Det bliver også kontrolleret, om de biler, som er fritaget for registreringsafgift, bliver brugt lovligt.

”Vi opfordrer altid til, at man sætter sig ind i reglerne – også i sommerferien. Hvis reglerne bliver overtrådt, risikerer man at skulle betale store beløb i opkrævninger af afgift og bøde,” slutter Claus Holm.

Bilister, der skal gæste Skagen i uge 29, kan orientere sig om reglerne på Motorstyrelsens hjemmeside (motorst.dk) eller ringe til Motorstyrelsen på 72 22 15 15, hvis de har spørgsmål.

 

Yderligere oplysninger

Journalister:
Motorstyrelsens pressefunktion
presse@motorst.dk
72 22 15 00

Borgere og virksomheder:
72 22 15 15