Skattemyndighederne anvender kunstig intelligens til at effektivisere sagsbehandlingen, målrette udvælgelsen af sager til kontrol og opdage nye mønstre blandt dem, der forsøger at snyde statskassen. Den første redegørelse for Skatteforvaltningens brug af kunstig intelligens er nu sendt til Folketinget.

Sagen angik, hvorvidt der var grundlag for at tilsidesætte grundværdiansættelserne for en ejendom pr. 1. oktober 2019 og 2020, som skulle behandles efter prisforholdene i henholdsvis 2019 og 2012.

Under sagen gjorde sagsøgeren gældende, at grundværdiansættelserne hvilede på et forkert grundlag, fordi der ved skønnet var inddraget en række ejendomme, som efter sagsøgerens opfattelse ikke var sammenlignelige med sagsøgerens ejendom. Herom bemærkede retten, at der ved vurderingen var taget højde for de forskelle, der var mellem de sammenlignelige ejendomme og sagsøgerens ejendom.

Sagsøgeren gjorde videre gældende, at skønnet over grundværdien var åbenbart urimeligt, fordi grundværdiansættelsen for 2019 på ca. 14,3 mio. kr. og for 2020 på ca. 13,7 mio. kr. var væsentligt højere end ejendommens handelspris på 10 mio. kr. i 2021. Retten fandt, at handelsprisen for ejendommen i 2021 ikke var udtryk for prisforholdene i 2019 og 2012. Retten fandt det derudover ikke bevist, at der havde været en væsentlig stigning i ejendomspriserne i den kommune, som sagsøgerens ejendom var beliggende i. På den baggrund og idet sagsøgeren ikke i øvrigt havde godtgjort, at grundværdiansættelserne var åbenbart urimelige, at vurderingsankenævnet havde undladt at foretage et skøn, eller at skønnet hvilede på et forkert eller mangelfuldt grundlag, som var egnet til at påvirke værdiansættelserne, blev Skatteministeriet frifundet.

Sagens tvistepunkt var, om sagsøgeren havde anvendt underleverandører eller egne ansatte til at levere arbejdsydelser til sine kunder. Retten gav Skatteministeriet medhold i, at sagsøgeren ikke havde løftet den skærpede bevisbyrde for, at selskabet havde anvendt underleverandører. Retten lagde til grund, at arbejdet i stedet var udført af sagsøgerens egne ansatte, og at selskabet havde haft lønudbetalinger, som der ikke var indeholdt A-skatter og AM-bidrag af. Retten fandt, at skattemyndighederne med rette havde nægtet sagsøgeren et momsmæssigt fradrag for indkøb af underleverandørydelser, og sagsøgeren var ansvarlig for betaling af de ikke-indeholdte A-skatter og AM-bidrag, som skattemyndighederne skønsmæssigt havde opgjort. 

Endvidere fandt retten, at der ikke var grundlag for sagsøgerens indsigelser om, at afgørelserne var ugyldige som følge af manglende vejledning om forbuddet mod selvinkriminering og utilstrækkelig oplysning af sagen. 

Skatteministeriet blev på den baggrund frifundet. 

Sagen angik spørgsmålet om, hvorvidt betingelserne for ekstraordinær genoptagelse var opfyldt. 

Skatteyderen havde ikke selvangivet resultatet af sin enkeltmandsvirksomhed. Skattemyndighederne havde derfor været berettiget til at foretage en skønsmæssig ansættelse. Skønnet kunne kun tilsidesættes, hvis det var åbenbart urimeligt eller hvilede på et forkert grundlag. 

Betingelserne for ekstraordinær genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, var ikke opfyldt. En genoptagelse ville ikke føre til en ændret ansættelse. Skattemyndighedernes skøn var således ikke hverken åbenbart urimeligt eller hvilede på et forkert grundlag. Der forelå desuden ikke særlige omstændigheder. Skatteyderen havde således ikke været forhindret i at anmode om genoptagelse i hele den relevant periode. Skattemyndighederne havde heller ikke begået ansvarspådragende fejl, eller anden fejl, som havde medført en materiel urigtig ansættelse, som det måtte anses for urimeligt at opretholde. 

Der var heller ikke grundlag for at dispensere fra skatteyderens fristoverskridelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2. Skatteyderen havde således ikke af helbredsmæssige grunde været forhindret i at anmode om genoptagelse inden for den ordinære frist og i tiden herefter, indtil anmodningen blev fremsat. Der var heller ikke andre særlige omstændigheder, der gav grundlag for at dispensere for fristoverskridelsen.

Skatteministeriet blev på den baggrund frifundet. 

Sagen angik, om skatteyderen havde godtgjort, at der forelå særlige omstændigheder, der gav grundlag for at foretage en ekstraordinær ændring af skatteyderens skatteansættelser for indkomstårene 2014 til 2016, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8. Sagen angik endvidere, om der forelå særlige omstændigheder, der gav grundlag for at bortse fra skatteyderens overskridelse af reaktionsfristen ved skatteyderens anmodning af 25. oktober 2020, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, sidste pkt.

Retten fandt, at betingelserne for ekstraordinær ændring af skatteyderens skatteansættelser ikke var opfyldt, og Skatteministeriet blev derfor frifundet.  

Sagen angik, om der forelå særlige omstændigheder, som indebærer, at skattemyndighederne ikke skal acceptere, at en ejerlejlighed blev overdraget fra mor til datter efter 15 %-reglen. Moren havde erhvervet ejendommen i marts 2019 for 4.200.000 kr., og hun overdrog den i november 2020 til datteren for 1.782.500 kr., svarende til den seneste offentlige ejendomsvurdering fratrukket ca. 13 %.

Retten fandt (3 dommere), at der på baggrund af den betydelige difference mellem den offentlige ejendomsvurdering og handelsværdien på overdragelsestidspunktet, sammenholdt med det tidsmæssige forløb, foreligger sådanne særlige, konkrete omstændigheder, at skattemyndighederne er berettiget til at ændre værdiansættelsen af ejerlejligheden. 

Skatteministeriet blev på den baggrund frifundet.

En skattepligtig var registreret som ejer og direktør i et selskab. Det pågældende selskab overførte penge til den skattepligtiges private bankkonto, der blev hævet penge fra selskabets bankkonti, som blev ført på selskabets mellemregning med den skattepligtige, og selskabet betalte fakturaer udstedt til bl.a. den skattepligtige selv. Den skattepligtige gjorde i første række gældende, at han ikke var udbytteskattepligtig af de anførte dispositioner, fordi det reelt var den skattepligtiges far, der ejede og kontrollerede selskabet. Retten anførte, at den skattepligtiges forklaring ikke var understøttet af nogen objektive kendsgerninger, og at den skattepligtige derfor ikke havde løftet bevisbyrden for, at han ikke var reel ejer og direktør i selskabet. For så vidt angår de konkrete dispositioner anførte retten, at den skattepligtige ikke alene ved sin forklaring, der ikke var understøttet af objektive kendsgerninger, havde løftet sin bevisbyrde for, at dispositionerne skulle være udlæg eller erhvervsmæssige dispositioner for selskabet. 

Den skattepligtige havde desuden modtaget en række øvrige indsætninger på sin konto. Retten udtalte, at der påhvilede den skattepligtige en streng bevisbyrde for, at de indsatte beløb ikke var skattepligtig indkomst hos ham, og at den skattepligtige ikke ved sin egen forklaring om, at det var den skattepligtiges far, der styrede selskaberne og den skattepligtiges bankkonti, havde løftet sin bevisbyrde, idet forklaringen ikke var understøttet af objektive kendsgerninger. 

Den skattepligtige gjorde desuden gældende, at han ikke var skattepligtig af værdien af en bil, som den skattepligtiges far havde fået stillet til rådighed af et selskab, hvor den skattepligtige var registeret som ejer og direktør. Retten anførte, at den skattepligtige ikke havde løftet bevisbyrden for, at det var den skattepligtiges far, der reelt ejede og kontrollerede selskaberne.

Retten fandt videre, at den skattepligtige ikke havde løftet sin bevisbyrde for, at han opfyldte betingelserne for udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse. 

Endelig gjorde den skattepligtige gældende, at han ikke var afgiftspligtig af indsætning på kr. 165.000, som han havde modtaget fra sin far, fordi der var tale om købesummen for den bil, som skatteyderes far havde fået stillet til rådighed. Retten udtalte, at den skattepligtiges forklaring ikke var understøttet af objektive kendsgerninger i sagen, og på baggrund af familierelationen var der ikke grundlag for at tilsidesætte, at skattemyndighederne havde anset indsætningen som en afgiftspligtig gave. 

Som led i et generationsskifte overdrog A halvdelen af sin landbrugsejendom til sin søn, B. Som en del af overdragelsen overtog B bl.a. en latent skattebyrde, der hvilede på landbrugsejendommen, idet overdragelsen skete med skattemæssig succession. Overdragelsen indebar en gave fra A til B, som blev anmeldt til Skattestyrelsen. I anmeldelsen var der bl.a. anført en passivpost fastsat efter kildeskattelovens § 33 D vedrørende den latente skattebyrde, som skulle fratrækkes inden gaveafgiftsberegningen efter boafgiftslovens § 28. Passivposten var opgjort forkert. Mere end 6 måneder efter anmeldelsens modtagelse traf Skattestyrelsen afgørelse om ændring af passivposten og opkrævning af yderligere gaveafgift. A & B gjorde gældende, at afgørelsen var i strid med boafgiftslovens § 27, stk. 2, da afgørelsen var truffet efter udløbet af 6-månedersfristen. Højesteret fandt, at bestemmelsens § 27, stk. 2, angår ændringen af handelsværdien af en gave, og at der ved fastsættelsen kan indgå passivposter, hvis de har betydning for gavens handelsværdi. Højesteret fandt herefter, at den latente skattebyrde, som efter boafgiftslovens § 28 kan fratrækkes inden beregningen af gaveafgiften, ikke har betydning for gavens handelsværdi. Højesteret henviste til, at denne forståelse støttes af lovens systematisk og sammenhæng mellem flere øvrige bestemmelser i boafgiftsloven, samt af forarbejderne til bestemmelsen. Fristen på 6 måneder i boafgiftslovens § 27, stk. 2, var dermed ikke var til hinder for, at Skattestyrelsen traf afgørelse om at opkræve yderligere gaveafgift. Landsretten var nået til samme resultat.

Rigsrevisionen konkluderer, at Skatteministeriets forvaltning af tilbagebetalingsordningen i alle væsentlige henseender er i overensstemmelse med ejendomsvurderingsloven. Ordningen sikrer, at boligejerne får tilbagebetalt overskydende ejendomsskatter for omkring 9,3 mia. kr. for perioden 2011-2020. Vurderingsstyrelsens direktør er tilfreds med konklusionen og ser frem til at få rettet de sidste fejl på området.

Langt de fleste af landets boligejere har nu modtaget deres første såkaldte deklaration fra Vurderingsstyrelsen. I alt er der udsendt 1,76 millioner deklarationer med de oplysninger, der ligger til grund for den endelige 2020-vurdering. Det betyder, at også de sidste 2020-vurderinger er på vej. Næste skridt er 2022-vurderingerne.

Skatterådet afviste, at spørgers to poser var ikke-afgiftspligtig efter emballageafgiftslovens § 2 a. Endvidere kunne Skatterådet ikke bekræfte, at afgiften på den ene pose skulle opgøres efter § 2b, stk. 1

Spørgers pose 1 var fremstillet af robust non-woven PP-materiale, men hankens svage svejsninger nedsatte posens bæreevne. Pose 2 var fremstillet af non-woven PP-materiale med papirlaminering og fremstod ikke robust. Begge poser kunne derfor ikke anses at være til gentagen brug på samme vis som bærenet og tasker mv. Endvidere fandt Skatterådet at plastmaterialet gav pose 2 sine primære egenskaber, hvorfor afgiften på den ene pose skulle opgøres efter § 2b, stk. 2.

Spørgerne påtænkte at gennemføre et generationsskifte. Spørgerne ønskede i den forbindelse bekræftet, at aktiver, der var udlejet på lejekontrakter med en løbetid på henholdsvis over og under 23 måneder, ikke skulle anses for passiv kapitalanbringelse i forhold til pengetankreglen i aktieavancebeskatningslovens § 34. Herudover ønskede Spørgerne afklaret om aktiver, der var afstået til et leasingselskab med en tilbagekøbsforpligtelse, men som regnskabsmæssigt indgik som et aktiv, skulle anses for passiv kapitalanbringelse i forhold til pengetankreglen.

Efter en konkret vurdering bekræftede Skatterådet, at såvel koncernens aktiver, der var korttidsudlejet, som koncernens aktiver, der var langtidsudlejet, ikke skulle anses for passiv kapitalanbringelse i forhold til pengetankreglen.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at aktiver, der er afstået til et leasingselskab, men som på grund af en tilbagekøbsaftale, indgik som et regnskabsmæssigt aktiv, ikke skulle anses for passiv kapitalanbringelse. Skatterådet fandt, at alene aktiver, der var ejet af selskaberne, skulle i bedømmelsen af pengetankbrøken.

Skatterådet bekræftede, at en investeringsenhed (Selskab D) baseret i X-land, skulle anses for at være et selvstændigt skattesubjekt efter de danske skatteregler.

Skatterådet bekræftede desuden, at Selskab D ikke kunne anses for at have ledelsens sæde i Danmark efter selskabsskattelovens § 1, stk. 6, alene som følge af at Selskab D’s investment manager var hjemmehørende i Danmark. Skatterådet bekræftede endvidere, at Selskab D ikke fik skattemæssigt fast driftssted i Danmark efter selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra a, da Selskab D ikke kunne anses for næringsdrivende med køb og salg af aktier, jf. selskabsskattelovens § 2, stk. 6.

Til sidst bekræftede Skatterådet, at Selskab D skulle opfattes som et investeringsselskab efter ABL § 19, stk. 1, nr. 2, 1. pkt.

Skatterådet bekræftede, at et selskab (Selskab C) baseret i X-land, som var komplementar i en transparant investeringsenhed (Selskab B) baseret i X-land, ikke kunne anses for at have ledelsens sæde i Danmark efter selskabsskattelovens § 1, stk. 6, alene som følge af, at selskab C og Selskab B’s investment manager var hjemmehørende i Danmark.

Skatterådet bekræftede desuden, at Selskab C ikke fik skattemæssigt fast driftssted i Danmark efter selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra a, da Selskab C ikke kunne anses for næringsdrivende med køb og salg af aktier, jf. selskabsskatteloven § 2, stk. 6.

Skatterådet bekræftede, at en investeringsenhed (Selskab A) baseret i X-land, skulle anses for at være et selvstændigt skattesubjekt efter de danske skatteregler.

Skatterådet bekræftede desuden, at Selskab A ikke kunne anses for at have ledelsens sæde i Danmark efter SEL § 1, stk. 6, alene som følge af at Selskab As investment manager var hjemmehørende i Danmark. Skatterådet bekræftede endvidere, at Selskab A ikke fik skattemæssigt fast driftssted i Danmark efter SEL § 2, stk. 1, litra a, da Selskab A ikke kunne anses for næringsdrivende med køb og salg af aktier, jf. SEL § 2, stk. 6.

Til sidst bekræftede Skatterådet, at Feeder Fonden skulle opfattes som et investeringsselskab efter ABL § 19, stk. 1, nr. 2, 1. pkt.

Toldstyrelsen fangede tre pakker, der gemte på ca. 10 kilo hash hver, og to af dem var udstyret med sporingsenheder. Flere personer er sigtet i sagen, mens én allerede er fængslet. Skatteministeren er forarget.

Sagen angår, hvorvidt sagsøgerens køretøj var registrerings- og registreringsafgiftspligtigt i Danmark. Sagsøgeren havde privat tilknytning til Polen og erhvervsmæssig tilknytning til Danmark (dobbeltdomicil). Efter en samlet konkret vurdering fandt retten, at sagsøgeren skulle anses for hjemmehørende i Polen, jf. registreringsbekendtgørelsens § 8, stk. 4.

Appen Ejerskiftet fungerer igen. De problemer, der opstod i forbindelse med ny release af Motorregistret den 2. april 2025, er nu løst.

Siden 2020 er antallet af eldrevne varevogne og lastbiler i Danmark steget markant, så der i dag kører 12 gange flere ellastbiler og -varevogne på vejene end i 2020. Skatteministeren håber, at nye vejafgifter og fremskridt i teknologien vil bane vejen for at få mange flere ud på vejene.

Siden 2020 er antallet af eldrevne varevogne og lastbiler i Danmark steget markant, så der i dag kører 12 gange flere ellastbiler og -varevogne på vejene end i 2020. Skatteministeren håber, at nye vejafgifter og fremskridt i teknologien vil bane vejen for at få mange flere ud på vejene.

Et rekordhøjt antal kontroller af danskere, som udbyder deres arbejdskraft på digitale arbejdsplatforme, har afsløret fejl eller mangler i stor stil. Således fandt Skattestyrelsen fejl eller mangler i 95 pct. af 4.300 kontroller i 2024. Siden 2020 er der udsendt opkrævninger for over 150 mio. kr.

Sagen angik opgørelse af lønsumsafgiftsgrundlaget for 2015 til 2017 for en detailbutikskæde, som havde både momspligtige aktiviteter (varesalg) og lønsumsafgiftspligtige aktiviteter (formidling af lån og forsikringer). Selskabet havde ikke været registreret for lønsumsafgift og havde ikke foretaget en tidsregistrering af det faktisk anvendte tidsforbrug på henholdsvis den lønsumsafgiftspligtige og den momspligtige aktivitet for de ansatte, som udøvede begge aktiviteter i selskabet, og derfor skulle der ved opgørelsen af lønsumsafgiftsgrundlaget ske en fordeling efter reglerne i lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 4, og lønsumsafgiftsbekendtgørelsens § 4, stk. 4, 1. pkt., jf. § 4, stk. 3, 4. pkt.

Skattestyrelsen havde ikke imødekommet selskabets skønsmæssige opgørelse af det skattemæssige overskud for de lønsumsafgiftspligtige aktiviteter på baggrund af en omsætningsfordeling, idet Skattestyrelsen fandt, at det ikke medførte et retvisende skøn, idet resultatet af et mere omkostningstungt varesalg herved fik en uforholdsmæssig stor indflydelse på resultatet. Skattestyrelsen tilsidesatte derfor selskabets fordeling og erstattede den med en fordeling, som var baseret på Skattestyrelsens skøn "tilnærmet sektor", hvor overskudsandelen blev fastsat på baggrund af bruttoresultatet ved de lønsumsafgiftspligtige aktiviteter og et skøn over øvrige omkostninger (f.eks. lønninger, fællesomkostninger og afskrivninger) og omsætningsfordelingen efter momslovens § 38, stk. 1.

Landsskatteretten fandt i overensstemmelse med Skattestyrelsen, at selskabets regnskaber var tilrettelagt på en sådan måde, at det var muligt på baggrund heraf at foretage et skøn ("tilnærmet sektor") til brug for fastsættelsen af den del af selskabets over-/underskud, der skulle medregnes til afgiftsgrundlaget, jf. lønsumsafgiftsbekendtgørelsens § 4, stk. 3, 3. og 4. pkt., og hertil, at en forholdsmæssig fordeling af selskabets fællesudgifter på henholdsvis den momspligtige og den lønsumsafgiftspligtige del af selskabets aktiviteter, var mere retvisende for det faktiske tidsforbrug på de to aktiviteter, end en fordeling, der ikke var forholdsmæssig.

Selskabet fik ikke medhold i, at fristen for Skattestyrelsens ændring af 4. kvartal 2015 var sprunget, jf. skatteforvaltningslovens § 31, stk. 1, 1. pkt.

Landsskatteretten fandt, at fristen for ændringen af selskabets lønsumsafgift skulle regnes fra den rettidige angivelsesfrist for den årlige efterregulering, jf. skatteforvaltningslovens § 31, stk. 1, 1. pkt., jf. lønsumsafgiftslovens § 6 b, stk. 3, idet selskabet ifølge lønsumsafgiftslovens § 6 b, stk. 1, skulle indsende en endelig opgørelse reguleret i forhold til selskabets endelige afgiftsgrundlag, det vil sige korrigeret for over-/underskud efter udløbet af selskabets indkomstår.

Folketingets Ombudsmand har i dag offentliggjort, at der ikke foretages videre undersøgelser af Vurderingsstyrelsen vejledning om tillægslån. Det tager Vurderingsstyrelsen til efterretning og bistår i øvrigt i ombudsmandens undersøgelser af yderligere tre forhold.