Fortsat forbrydelse selvom tiltalte havde angivet for meget i moms for en del af den samlede periode

2025-06-12 00:00MomsunddragelseSkattestraffesag
Beskrivelse

Der var i sagen rejst tiltale for unddragelse af moms i en enkeltmandsvirksomhed for perioden 1. januar 2016 – 31. december 2019, idet tiltalte havde angivet momstilsvaret for lavt.

Tilsvaret var angivet for lavt med henholdsvis 63.626 kr. (2016), 42.698 kr. (2017), 40.085 kr. (2018), 4.782 kr. (2. halvår 2019) og 36.713 kr. (2020). Tiltalte havde derved unddraget 187.904 kr. i moms.

Tiltalte havde derimod ikke unddraget moms for 1. halvår 2019, hvor han i stedet havde indberettet for højt et momstilsvar og dermed til skade for sig selv.

Retten fandt til trods herfor, at der forelå en fortsat forbrydelse, hvilket har betydning for forældelsesfristen, der således først beregnes fra det tidspunkt, hvor forbrydelsen ophører, hvilket i sagen skete med den sidste momsangivelse den 28. februar 2021. Forældelsen blev afbrudt med sigtelse den 12. juli 2023.

Retten udtalte, at

”Efter fast praksis anses urigtige momsangivelser i fortløbende angivelsesperioder i udgangspunkt som en fortsat forbrydelse, og forældelsesfristen regnes fra den dag, forbrydelsen er ophørt, svarende til den seneste angivelsesfrist. Retten har efter tiltaltes egen forklaring lagt til grund, at han har foretaget udregninger og indberetninger af moms på samme måde i hele gerningsperioden.

Tiltaltes fremgangsmåde har derfor haft et ensaret og kontinuerligt præg. Retten finder derfor, at hele gerningsperioden skal anset som en forsat forbrydelse og forældelsesfristen skal regnes fra seneste angivelsesfrist den 28. februar 2021.

Forældelsesfristen blev afbrudt ved sigtelsen af tiltalte den 12. juli 2023. Ingen af forholdene er derfor forældet.

Den omstændighed, at tiltalte ved en tilfældighed ved indberetningen af moms vedrørende første halvår af 2019 indberettede moms til ugunst for sig selv kan ikke føre til en anden vurdering."

Det sidste led af præmisserne er interessant, da retten dermed til trods for, at der var "huller" i den løbende periode, alligevel fandt, at der var tale om en fortsat forbrydelse. Forklaringerne fra tiltalte og tiltaltes revisor er desværre ikke gengivet i dommen, så det er ikke muligt nærmere at se, hvad der eksakt havde medført den for høje angivelse for 1. halvår 2019 eller tiltaltes forklaring herom.